H.C. Andersens Dagbøger

Foredrag i Videnskabernes Selskab 2. april 1971

Idag, den 2den april, på digterens fødselsdag, kan de to første bind af den samlede udgave af H.C. Andersens dagbøger fremlægges. Initiativet til udgaven er udgået fra Det kgl. Bibliotek. Udgivelsen er besørget af Det danske Sprog- og Litteraturselskab og den er bekostet af Carlsbergfondet.[1] Selve arbejdet har stået på siden 1962. Afskrivningen af dagbøgerne er besørget af de tre forskningsbibliotekarer, dr. Tue Gad, magister Helga Vang Lauridsen og magister Kirsten Weber. Af de to bind, som foreligger idag, har magister Helga Vang Lauridsen udgivet bd.I, medens dr. Gad og magister Kirsten Weber har delt bd.V. Udgaven vil omfatte 10 bind. Hele teksten foreligger i manuskript, og arbejdet er fordelt således, at Helga Vang Lauridsen står for årene 1826-46, Tue Gad for 1847 – 22. juli 1862, Kirsten Weber for perioden fra 23. juli 1862 – 4. august 1875. Arbejdet er i alle dets faser fulgt af håndskriftsafdelingens chef, førstebibliotekar Kåre Olsen, og af mig, og vi har stadig haft lejlighed til at give vort besyv med undervejs. Desværre glippede planerne om en kommentar til dagbogen. Den, der havde påtaget sig at skrive den, har vistnok undervurderet opgavens størrelse og vanskelighed. Efter den tid at dømme, som det havde taget ham at producere de ikke meget omfangsrige prøver, som Litteraturselskabet fik forelagt, kunde vi skønne, at det vilde vare mindst 25 år at nå til vejs ende, hvis det endda kunde lade sig gøre indenfor dette åremål. Udgaven kommer derfor uden kommentar, men afsluttes med et registerbind, der skal indeholde et værkregister, ikke blot over de i teksten omtalte skrifter af Andersen selv, men også over de bøger, han har læst, de skuespil han har overværet, de kunstværker, han har set, og den musik han har hørt. Dernæst et fuldstændigt stedregister, et udførligt sagregister og endelig et personregister, der – hvor det er os muligt – skal give knappe, men fornødne personalhistoriske oplysninger om de mange mennesker, som omtales i dagbøgerne. I de to foreliggende bind nævnes allerede tæt op imod 3000 personer, og antallet vil stige for hvert nyt bind.

Hvert bind forsynes med en udførlig manuskriptbeskrivelse, en tidstavle, der altså fungerer som indholdsfortegnelse og et tekstkritisk apparat. I bd.I har de to redaktører skrevet en general-indledning; min part er en oversigt over tidligere udgivelser af dagbøgerne og en karakteristik, som er grundlaget for denne meddelelse, dog suppleret med eksempler fra teksten, alle hentede fra bd.I, og V. Kåre Olsen redegør for de problemer vedrørende tekstbehandlingen, der må tages stilling til, når man samtidig vil forfølge to formål: At gengive forfatterens tekst med den størst mulige troskab, og samtidig gøre den tilgængelig for benytteren, således at denne ikke udsættes for at møde unødige vanskeligheder under læsningen. Dagbøger, hastigt og tit under ugunstige forhold nedskrevne, er jo mindre regulært stof at behandle end f.eks. breve. Der melder sig yderligere ortografiske problemer – de samme personeller stednavne kan bogstavelig talt på samme side staves på de mest forbavsende måder; H.C. Andersen, som tydeligt var ordblind i lettere grad, har heller ikke altid gennemlæst og korrigeret det skrevne, undertiden dog rettet det rigtige til det forkerte. Tegnsætningen er helt vilkårlig, men ofte meget udtryksfuld. Endelig er der den ejendommelighed ved gotisk skrift, at det tit er svært at afgøre om det samme tegn skal læses a,e,i,u,ø (med manglende streg eller prik) eller n. Lille f, h og langt s kan også forveksles; Andersen anvender samme tegn for stort og lille d og i reglen også samme tegn for stort K og C. Der må forkundskaber til for at træffe det rette, især når det gælder personeller stednavne. Efter Kåre Olsens instruktive oversigt følger de af udgiverne vedtagne principper for tekstbehandlingen. Dagbøgerne vil udkomme i fri rækkefølge. Bd.I omfatter årene 1826-34, bd.V 1861-63. Teksten vil nok fylde ialt et sted mellem 4000 og 5000 sider, så det er et opus magnum, der her er tale om.

Sålænge man har beskæftiget sig med H.C. Andersens Biografi, har hans dagbøger været betragtet som en af de vigtigste kilder til hans livs historie. Han citerer dem allerede i sine selvbiografier, helt tilbage til den første, Levnedsbogen, der blev skrevet før han fyldte 28 år – unægtelig i god tid at tage fat på sine erindringer! Udførlige prøver kunde 7 år efter hans død læses i Edvard Collins store bog H.C. Andersen og det Collinske Huus, således af skoledagbogen 1825-26 fra Slagelse, meget utilfredsstillende behandlet, endda med fejllæsninger og uden forsøg på at ordne de åbenbart løse blade i den rigtige kronologiske rækkefølge. Fyldigere afsnit blev dog først tilgængelige for offentligheden, da Julius Clausen og P. Fr. Rist i Memoirer og Breve V publicerede H.C. Andersens sidste Leveaar. Hans Dagbøger 1868-75. Ved Jonas Collin (1906). Zoologen Jonas Collin d.Y., søn af Edvard Collin og som sin far manuskriptsamler, havde været H.C. Andersens rejsefælle i Schweiz og Italien 1861, i Spanien 1862-63 og i Frankrig 1870; han havde også som sin far korresponderet med husets gamle ven og burde således have været fortrolig med hans ikke særlig vanskelige skrift. Det blev kun et meget beskedent uddrag af det vældige stof fra netop disse år, og teksten kan tilmed ikke siges fri for sjuskeri og fejllæsninger. Til Jonas Collins undskyldning må det dog nævnes, at han ikke selv fik lejlighed til at besørge sit dagbogsuddrag i trykken; han var død året forud. Tiden var imidlertid i 1906 ikke moden til en offentliggørelse af digterens private optegnelser. Det kan ikke nægtes, at unge Collin ikke har været fuldt og helt loyal overfor sin afdøde ven; hans udvalg – ofte løse sætninger, revet ud af deres sammenhæng – stiller ikke Andersen i gunstigste belysning, fremhæver i alt for høj grad hans menneskelige svagheder, skrøbeligheder og særheder. Men alligevel må eftertiden forbavses over den forargelse, ja indignation, hvormed den dog ret uskyldige bog blev modtaget.

Vi kan se bort fra Tilskueren 1925, hvor Julius Clausen ganske vist havde fået sat kronologisk skik på dagbogsbladene fra skoletiden, men hvor han til gengæld diverterede sine læsere med de fornøjeligste læsefejl, meget morsommere end Andersens egen tekst: Her er den gamle kammerjunker 10. oktober 1825, der falder i søvn under gymnasiastens oplæsning af sin historiske roman, „thi han havde været slatten i Forvejen“, siger Clausen (han havde våget natten i forvejen). Eller den ejendommelige situation 4. oktober, hvor Andersen besøger Ingemanns i Sorø: „Fruen kørte sit daarlige Been paa en Vogn, som Ingemann trak og jeg styrede“ – der skal stå: „kiørte for sit daarlige Been“.

Men så sker der noget afgørende 1936. Da overflødiggjordes Edvard Collins og Clausens ufyldestgørende gengivelser af skoledagbogens tekst af en kyndigt og omhyggeligt besørget udgave: H.C. Andersens Dagbog fra hans sidste Slagelse-Aar 1825-26 (Anderseniana Vol.IV) ved den lærde Andersenianer, kontorchef H. G. Olrik, hvor især den uhyre grundige kommentar er bemærkelsesværdig. Udgaven suppleredes 1964 i Anderseniana 2.R.V af fortsættelsen af dagbogen fra 4. marts – 11. april 1826 (ved Helga Vang Lauridsen og Paul Raimund Jørgensen). Den var dukket op, da Hans Brix solgte fragmentet til en københavnsk antikvarboghandler, hvorefter musæet i Odense 1956 hjemførte manuskriptet fra Schweiz, hvor det i den korte mellemtid var havnet. Imidlertid havde Paul V. Rubow og jeg i 1947 udgivet de romerske dagbøger, domprovst Chr. Svanholm havde trykt optegnelserne fra Norgesrejsen 1871 (Anderseniana 2.R.I,1949) og Poul Høybye H.C. Andersens Dagbog fra Pariserrejsen 1843 (Anderseniana 2.R.1,1950), alle med Kommentar. Endelig har vi dagbøgerne fra Englandsrejserne 1847 og 1857; den sidste i Elias Bredsdorffs H.C. Andersen og Charles Dickens (1951), den første i hans store bog H.C. Andersen og England (1954), begge med god kommentar. Bredsdorff, der er universitetslærer i Cambridge, har derfor ikke haft mulighed for selv at afskrive dagbøgerne. Hans medhjælper ved Dickens-bogen har gjort sine sager upåklageligt, medhjælperen ved H.C. Andersen og England giver som skriftlæser ikke Julius Clausen noget efter i fantasifuldhed. Hvad mener man om „en gammel, livlig stærk forankret Dame“ (27. juni)? Meningen er: stærk sminket dame. Eller om den gribende scene ved Shakespeares grav i Westminster Abbey: „jeg lovede mig til Herren“. Der står mindre patetisk: „jeg lænede mig til Graven“. Iøvrigt er dagbøgerne blevet flittigt benyttet og citeret i den store H.C. Andersen-litteratur. Det vil altså ses, at der foreligger forarbejder i ikke ringe tal.

Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave vil indeholde, hvad der til dato kendes af H.C. Andersens dagbøger – lige fra den følsomme skole-discipels daglige notater i Slagelse og ned til den gamle syge mands sidste dage på Rolighed hos familien Melchior. Dagbogen går nemlig lige til hans dødsdag 4. august 1875. Fra 20. juni – 27. juli dikterede han til fru Melchior eller en af døtrene; de sidste otte dage førte disse dagbogen. Originalerne findes i den Collinske Manuskriptsamling på Det kgl. Bibliotek nr. 7,4to og nr. 30,4to (den sidste er Tysklandsrejsen 1831). Undtagelsen er den førnævnte fortsættelse af skoledagbogen, nu i H.C. Andersens Hus, Odense.

Dagbøgerne fra 16. september 1825 til 5. april 1863 så vel som Andersens breve og manuskripter indgik ifølge hans testamentariske bestemmelse i den Collinske håndskriftssamling. Resten (11. april 1863 — 4. august 1875), d.v.s. noget mere end halvdelen, tilfaldt familien Melchior, uden at digterens sidste vilje iøvrigt indeholder noget herom, og testamenteredes til biblioteket efter frøken Louise Melchiors død 1934 til indlemmelse i den Collinske Samling. Besynderligt nok havde Andersen gjort indhug i både Collins og Melchiors part, idet han havde foræret en ung ven, stud.theol, senere provst E. L. Oksen 4 blade af dagbogen 1861 (5. november – 14. december) og et helt kollegiehefte med optegnelser for tidsrummet 5. august – 6. december 1865. I 1930erne fik biblioteket imidlertid tilladelse af provstens børn til at tage en fotokopi, og 1966 skænkede frk. Ebba Oksen efter aftale med sin 1961 afdøde broder, ekspeditionssekretær Knud Oksen, originalerne til Det kgl. Bibliotek. De er nu indlemmet i rækken i Collin 7,4to.

Stort set er dagbogsrækken fuldstændig. Der har dog fra 1830 eksisteret optegnelser, som Hans Brix har benyttet i sin disputats H.C. Andersen og hans Eventyr (1907), men hvis senere skæbne er ukendt. Da jeg spurgte Brix i 1956, vidste han ikke, hvor de var blevet af. Også en større dagbog fra 1829 synes at være gået tabt. Herpå tyder et ms. i Collinske Samling (Nr.8,4to,Fasc.2) kaldet Dagbog paa en Sommer Udflugt til Møen, gjennem Sjælland til Fyen og derfra tilbage 1829, en renskrevet begyndelse til en indenlandsk rejsebeskrivelse. Den omfatter kun dagene 30. juni – 4. juli, men bygger åbenbart på tidligere notitser. Samme tabte kilde har sikkert også to artikler, som Andersen fik trykt 17. og 18. september 1829 i Kjøbenhavnsposten: Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829 – Odense og Omegn (optrykt med indledning og kommentar af Chr. M. K. Petersen, Anderseniana VIII, 1940). Endelig mangler, og det er for så vidt det mest beklagelige, et hefte 14. juni – 14. august fra Parisersommeren 1833. Hvad det har handlet om, bl.a. den store 3-dages fest til minde om Juli-Revolutionen, bekendtskabet med Heine og besøget hos Victor Hugo, kan vi få en forestilling om gennem digterens mange og lange breve hjem fra disse måneder. Andersen har benyttet heftet, da han skrev sidste del af Kun en Spillemand, og han har haft det ved hånden, da han 1854-55 arbejdede på Mit Livs Eventyr. Udelukket er det jo ikke, at det kan dukke op en dag.

Oprindelig førte H.C. Andersen kun sine dagbøger på rejser, udenlands altid og undertiden også hjemme i Danmark. Eller under enkelte vigtige begivenheder i København: Troppernes indtog i september 1849 efter Fredericia-Slaget, Hærens hjemkomst fra treårskrigen i februar 1851 og H.C. Ørsteds og fru Emma Hartmanns Sygdom og død i marts samme år. Daglige begivenheder året rundt noteredes derimod i hans almanakker. Med huller i rækken er der bevaret skrivekalendere med notitser fra 1838-71. Bortset fra skoledagbogen har hensigten med at føre dagbog åbenbart oprindelig været at samle stof til rejseskildringer. Bd.I indeholder således dagbogen fra Harzen og Sachsisk Schweiz 1831, som ligger til grund for Andersens første rejsebog Skyggebilleder, der udkom 19. september s.å.

Den gjorde lykke, og da vor digter med kgl. rejsestipendium begav sig udenlands 22. april 1833 på den afgørende store rejse, der gik til Paris, Schweiz, Italien, München og Wien, og som varede til 3.8.1834, har det været hans hensigt at forfølge succesen. Fonden ad usus publicos hjemme skulde jo have et indtryk af, at pengene var brugt fornuftigt. Den påtænkte bog bebudes i et brev 21. nov. 1833 fra Rom til Jonas Collin, Andersens faderlige velynder; digteren gotter sig her ved at kritisere Chr. Molbechs tre binds rejsebog med den lange titel Reise giennem en Deel af Tydskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 1820, som han havde lånt i de danskes bogsamling i Rom: „jeg seer nu, at den kritiske Molbech dog heller ikke er saa stiv i Papirene“ – og han skriver længere nede: „min Reise vil blive paa 2 à 3 Dele, den kan sælges ved min Hjemkomst og maa da give 200 eller 300 Rdlr., skulde jeg dog troe“. 25. november står der i dagbogen: „(Begynte at skrive paa min udenlandske Reise)“. Men han nåede kun de første 13 dage af rejsen, brudstykket har jeg udgivet 1955 under titlen Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen. Thi allerede 27. december har han skiftet plan under indtryk af et forstemmende brev fra gl. Collin, modtaget 16. december, der både meldte hans moders død og Heibergs udtalelser om hans to vaudeviller Skilles og mødes, som var forkastet af teaterdirektionen. Den store kritiker havde kaldt ham en lyrisk improvisator. Andersen tog handsken op, „Reisen paa 2 à 3 Dele“ blev opgivet, og dagbogen fortæller 27. december: „Begyndte om Aftenen paa min Novelle „Improvisatoren““. Der blev altså stadig god brug for dagbogen, og digteren kunde melde hus forbi, da han 6. januar 1834 modtog sin ven Edvard Collins berygtede, uforskammede brev af 18. december, hvori det hedder: „Tænker De nu ikke – efter Deres Brev til Fader – igjen paa at skrive en Reise; hvem troer De vil kjøbe en Bog i flere Bind, som handler om Deres Reise, en Reise, som Tusende have gjort; og to Tusende Øine have vel ikke forbigaaet saa Meget, at De kan fortælle to Bind Nyt og Interessant“.

Som vi nu i alle enkeltheder kan studere, blev den udførlige dagbog selve grundlaget for Italiensskildringerne i Improvisatoren, og Andersen havde senere den tilfredsstillelse at høre, at engelske turister netop benyttede denne roman som rejsefører. Han selv tyede til dagbogen senere både i O.T. (1836) og i Kun en Spillemand (1837), og han benyttede den, som allerede nævnt, da han i 1854-55 fuldstændig omarbejdede sin tidligere skildring af den store rejse i den nye store selvbiografi Mit Livs Eventyr, der afløste Das Märchen meines Lebens fra 1847. Senere behøvede han ikke at gå omvejen rundt ad romanen: En Digters Bazar (1842), I Sverrig (1851), I Spanien (1863) og Et Besøg i Portugal 1866 (udkommet 1868), alle bygger de på dagbogsoptegnelser. Det samme gælder Englandskapitlerne i Mit Livs Eventyr og Et Besøg hos Charles Dickens (1860). Forstudierne til skildringen af Halligerne i De to Baronesser kan læses i dagbogen fra sommeren 1844.

Imidlertid blev han efterhånden træt af det dobbelte bogholderi, almanakoptegnelser hjemme, dagbøger på rejserne. Almanak-optegnelserne bliver år for år tyndere. Fra og med 1862 indeholder de næsten kun regnskab over ankomne og afsendte breve, fra 1872 falder også dette bort.

Thi fra 26. maj 1860 var Andersen begyndt at føre dagbog hele året rundt, og hermed fortsatte han, som allerede omtalt, til få dage før sin død. Og på mærkelig måde skifter dagbøgerne karakter efter 5. april 1863, lige efter tilbagekomsten fra Spaniensrejsen. Hidtil havde han brugt hjemmelavede notehefter i oktavformat, oftest, som Kåre Olsen skriver i sin indledning, blot „løse blade og ark af det skrivepapir, som han tilfældigvis havde for hånden”; de har dannet en stor bunke løse blade og læg; af og til har han, som var fortrolig med brugen af nål og tråd, syet en heftesnor gennem et læg. Da han efter en pause på 6 Dage tager fat igen 11. april 1863, er han gået over til stilebøger i lille kvart, som han købte på Kongens Nytorv i Wilhelm Hansens Papir- og Musikhandel. Han fik altså bedre plads til at udfolde sig, og efterhånden blev de daglige optegnelser stadig fyldigere, fyldigst fra de allersidste leveår, fra efteråret 1872, hvor helbredet svigtede og hans produktionsevne omtrent var udtømt. Bortset fra 1864 rejser han udenlands hvert år til og med 1873; han tilbringer endnu feriedage på herregårde som Basnæs, Holsteinborg, Frijsenborg og Bregentved, Glorup ikke at forglemme, og slår sig om sommeren ned på grosserer Melchiors landsted Rolighed ved kalkbrænderiet på Østerbro.

Men han tilbringer vintrene (undtagen 1869-70) i Kongens København, og der bliver lejlighed til at bogføre små og store begivenheder i Frederik VII.s sidste leveår, stemninger under krigen 1864, Christian IX.s første regeringstid frem til dannelsen af Ministeriet Estrup. Historikere, personalhistorikere, teaterhistorikere vil i disse sene dagbøger kunne finde adskilligt af interesse og værdi.

Tanken at dagbøgerne muligvis engang vilde blive studeret af andre, har undertiden strejfet H.C. Andersen. Men han har intet gjort for at sætte sig i positur overfor efterverdenen. Hans dagbøger er ikke bevidst kunst, som det er tilfældet med andre berømte skribenters; Optegnelserne er kun foretaget til brug for ham selv, uden henblik på en mulig læser; derfor stikkes der intet under stolen. Gennemgående vil man ikke genfinde hans forfinede, udsøgte prosa i dem. De er navnlig i hans yngre år mest råmaterialer, der skal bearbejdes ved senere benyttelse. Ofte noteres dagens begivenheder ganske kort: Helbredet, humøret, vejret; hvem han har mødt og hvor han har spist sin middag. Han gik jo hele livet på omgang hos familier, førte ikke egen husholdning. Her er et par tilfældigt valgte blandt de tyndeste fra dagbogen 1861, de er skrevet 10.-12. februar:

Søndag 10. Var indbudt hos Baronesse Stampe, Fru Ræder, Groserer Melchiors men blev hos Gamle Collin, hvor dog Stemningen ikke var saa behagelig.

Mandag 11. Middag hos H. P. Holst med en heel Deel mig ubekjendte og Høedt, jeg blev nødt til at læse. Uartigt Besøg af en Skomager Hansen der vilde laane Penge.

Tirsdag 12. Brev fra Fru Scavenius og fra Ingemann i Sorø. Sneestorm.

Til Gengæld skriver han udførligt, når der virkelig er noget at fortælle. Herpå er der mange eksempler i begge bind: I bind I: Karnevalet i Rom 1834, Bestigningen af Vesuv, Den blå Grotte etc., i Bd.V: Ingemanns begravelse, Tyrefægtninger i Spanien, Oversvømmelsen i Barcelona, hele Besøget i Granada; Frederik VII.s død, Tronskiftet, H.C. Andersen som sidste og eneste besøgende ved Castrum doloris, da udsmykningen er ved at blive fjernet, sørgetoget næste dag 18.12.1863, da kongens kiste køres gennem byen.

Undertiden har det moret ham at forme et lille poetisk billede, som når det 11.11.1863 om Meyerbeers i sin tid berømte opera Robert af Normandiet hedder: „Musikken som et Potporie stillet i Glands og Glorie; en glimrende Rustning uden Personen selv“. Eller om blomsterne en tidlig forårsdag i maj i haven på Basnæs: „de vilde Hyacinter, mælkehvide hvide Blomster groe i Mængde i Græsset, som var det Gravblomster paa Vinterens Grav, som var de sprungne ud af de sidste tre Skuffer Snee der kastedes paa Graven“. Har han fundet en passus særlig vellykket, kommer den igen lidt ændret i et eller flere breve, og undertiden kan vi møde den mange år senere. Her er et eksempel: 14. september 1833 kører Andersen fra le Locle i Jurabjergene i Schweiz, og da han nærmer sig nedkørslen fra bjergene, viser Alperne sig; Foden var himmelblå og toppen sneehvid i det klare solskin. Og så hedder det: „Nu syntes Alperne mig som Jordens sammenlagte Vinger, hvad om den opløftede dem, udbredte de store Fjer med de brogede Billeder af sorte Skove, vilde Fosser, Gletsser og Skyer; hvilket Billede; paa Dommedag løfter den vel de store Vinger, flyver mod Gud og brister som en Boble i hans Sollys“. Tre dage senere skriver han til sin tro veninde Henriette Wulff fra „Brieg ved Foden af Simplon“: „hele Alpekjæden laae saa klar og deilig for mig! Foden var himmelblaae, Toppen sneehvid; det syntes mig som Jordens store, sammenlagde Vinger; hvad om den opløftede dem, tænkte jeg, om den udbredte de store Fjær med de brogede Billeder af sorte Skove, vilde Fosser og svømmende Skyer! hvilket Billede! paa Dommedag løfter den vel disse Vinger, flyver mod Gud og brister“. I Efteråret 1852, altså 19 år senere, digtede han den velkendte smukke historie Under Piletræet. Knud vandrer sydpå fra Nürnberg: „Først da han saae de høie Bjerge, blev Verden ham større … Alperne syntes ham Jordens sammenlagte Vinger; hvad om den opløftede dem, udbredte de store Fjer med brogede Billeder af sorte Skove, brusende Vande, Skyer og Snee-Masser! „Paa Dommedag løfter Jorden de store Vinger, flyver mod Gud og brister som en Boble i hans klare Straaler! O, gid at det var Dommedag“, sukkede han“. De ser, at han har haft selve dagbogen liggende foran sig.

Interesserer man sig for Andersens værkers tilblivelseshistorie, er dagbøgerne en guldgrube. Foruden den direkte omtale af hans arbejder støder man gang på gang på situationer, småtræk, indfald, ideer, der senere udformes nærmere i romaner og i eventyr, i de tre selvbiografier og i rejseskildringerne. Der foreligger et fortrinligt sammenligningsgrundlag for den, der vil studere hans arbejdsmetode eller verificere hans beretninger, som – sandhedskærlig som han var – dog undertiden kan være en smule „grupperede“, som han selv undskyldende sagde.

Dagbøgerne vil nok skuffe den, der uforberedt læser dem igennem fra ende til anden, ubehjælpsomt og flygtigt affattede som de meget ofte er. Men for den, der indgående vil beskæftige sig med den store digter, er de et uundværligt, længe savnet hjælpemiddel.

Som det er at vente af en dagbogsskriver, er han selv først og fremmest sine optegnelsers centrum og hovedtema. Vi får indgående besked om hans voksende „Erkendelse“, som han sagde; i dagbøgerne skildres hans triumftog Europa over i alle enkeltheder; hver gang han genkendes af udlændinge, noteres det med tilfredshed. Men vi får også indblik i hans mismod, hans sorger og skuffelser og hans religiøse sjælekampe.

Interessant er det at sammenligne den unge H.C. Andersen fra bd.I med den verdensberømte digter, som vi møder i bd.V. Den unge er trods alt mere udadvendt. Han kan opleve svære kriser, som den omkring nytår 1834, da han har modtaget det oprørende brev fra sin bedste ven Edvard Collin om Agnete og Havmanden. Men han er knap så selvoptaget som senere. Gennemgående er humøret bedre, lysten til at se, opleve og lære, som aldrig forlader ham, endnu mere levende. Den store rejse 1833-34 er særdeles vel forberedt og giver derfor også så stort et udbytte; han viser ved flere lejligheder, at han blandt rejsefællerne er den mest praktiske og den der hurtigst kan tage en beslutning. I 1861-63 er han allerede, skønt endnu kun i sidste halvdel af de 50, ved at blive gammel, og vi stifter i langt højere grad bekendtskab med hans ustabile humør, hans sindsbevægelser, hans indbildte eller reelle plager. Helbredet spiller en uhyre rolle, alle fornemmelser, lige fra forkølelser, trykken for brystet og nervøsitet beskrives omhyggeligt, en meget stor rolle spiller tandpinen, en plage, der trofast fulgte ham hele livet igennem. Beundrere af hans alderdoms mesterværk Tante Tandpine vil nikke genkendende til denne tidlige optegnelse fra 18. maj 1831: „Mine Tænder smerte mig uhyre; Nærverne ere i Grunden fine Tangenter, som det umærkelige Lufttryk spiller paa, og derfor spiller det i Tænderne, snart piano, snart crescendo, alle Smertens Melodier af Forandringerne i Vejrskiftiget“. Ensomhedsfølelsen vokser også med årene. Det gør tillige en særlig ejendommelighed: Drømmene. H.C. Andersen var ikke blot en stærk drømmer, mest plaget af mareridt, men han hørte også til dem, der kunde huske drømmene bagefter. Langt op i årene optræder hans plageånd Rektor Meisling i dem, ikke sjældent også gamle Jonas Collin og hans søn Edvard. 12. december 1863: „laftes gik jeg tidlig iseng, sov urolig, i onde Drømme. Engang i Nat ønskede jeg at drømme hvad der forestod, og jeg drømte jeg blev slæbt til Retterstedet, en Kaarde var over min Hals, men jeg havde en Fornemmelse af at naar det hug til vaagnede jeg og idet jeg tænkte det vaagnede jeg før Sværdet faldt“. Af meget gode grunde spiller oplæsningen af egne værker ikke den enorme rolle i de tidlige dagbøger som i de senere, hvor digteren bogstavelig talt hver eneste dag, når han er i København eller på landet i Danmark, underholder enkelte venner eller hele selskaber, først og fremmest med eventyrene. Når det gælder endnu utrykte arbejder, tjener oplæsningerne dog et bestemt formål: Andersen vil have et indtryk af, om ordene falder mundret; han er heller ikke uimodtagelig for enkelte forslag til rettelser, som så indføres, når han igen sidder i sin stue. Gennem mange år havde han, umiddelbart før et eventyrhefte udkom, oplæst det i Studenterforeningen. Fra 16. januar 1860 havde han fået en ny tilhørerkreds, idet han denne aften begyndte sine mange oplæsninger i Arbejderforeningen af 1853, senere kaldet: Arbeiderforeningen af 1860. Han fortæller hver gang, om han blev „modtaget“, om bifaldets størrelse efter de enkelte eventyr, og vi får programmet for hver aften. At han var en fremragende oplæser, foreligger der talrige vidnesbyrd om.

Ved siden af hans optagethed af sin egen person lægger man dog bestandig i dagbøgerne mærke til hans sjældne evne til at iagttage både naturen og menneskene. Dagbogen for 1831 er forsåvidt enestående, som den er gennemillustreret med forfatterens tegninger. På sin næste store rejse, hvorfra de fleste af hans kendte skitser stammer, medbragte han en særlig skitsebog, og resultatet kan som bekendt ses i H.C. Andersens Hus i Odense. H.C. Ørsted påstod, at var han ikke blevet digter, var han blevet maler. Om han nogensinde har forsøgt sig med pensel og palet, ved jeg ikke, men dagbøgerne indeholder mærkelige vidnesbyrd om hans farvesans og farveglæde, som jeg et øjeblik vil dvæle ved. Det bliver et lille udpluk af en lang række prægnante eksempler. Fra Kuhstall i Sachsisk Schweiz ser han 7.6.1831 en storartet regnbue og noterer: „Et saa underligt Indigoblaat, havde Skyerne og var spættet med Guult og graat“. Især er det solnedgange, der betager ham. Her er udsigten over Trasimenersøen 14.10.1833: „Solen gik just ned og gav Himlen de brillanteste Farver. – Bjergene vare klare Lilla, Solen gik ned bag en Ø der blev mørke Blaae mens hele Luften og Vandspeilet var et flammende Guld, stærke violette Skyer hang paa Himlen. Da Solen var nede fik hele Egnen den forunderlige blaae, grønne Tone jeg har seet paa gamle Malerier, men som jeg ansaae for unaturlig“. Mest udført er dog denne skildring fra en aftenvandring fra Posilippo-Grotten ind mod Napoli 27.2.1834. Han passerer pynten ved Santa Lucia: „Da jeg gik hjem sank Solen ned bag den mørke Bjerg Horizont hvor Cypresser og Olietræer giver det hele et Skyggebilledes Udseende. Hav, Bjerge og Himmel var Lila i tre Nuancer, lidt efter blev Havet Purpur, Bjergene bruun blaae og Himlen samme Farve i en renere Potens, men paa Bølgeconturerne spillede et guulrødt, ingen tør male, da det vil synes unaturlig. – Da jeg kom ved ST Lucie hvor Hængeplanterne dække Murene og jeg saae op mellem de høie Olietræer, var det som der laae Nat i hvert Blad, kulsort og fyldigt hang det mod den rene blaa Luft. – Vesuvs Røg var hvid, som Baadenes Segl, nu tabte den sig meer og meer og den røde Lava skinnede“. Farvesymfonien fra besøget i Den Blå Grotte er gået lige over i romanen Improvisatoren. Også i Schweiz er der fin lejlighed til at studere naturens farvespil. Her er solnedgangen over Jungfrau 3.7.1861: „Om Aftenen klaredes Himlen, Jomfruen stod reen med den blændende hvide Snee, man saae Slagskyggerne og ved Solnedgang var den gloende, lignende i Farve den opgaaende Maane. Alt var mørkt rundtom da endnu Jomfruen glødede og sildig da Stjernerne kom frem skinnede den som i Maaneskin“.

Fra H.C. Andersens selvbiografier og de trykte brevsamlinger har vi allerede et indtryk af hans umådelige personalbekendtskab; hans store stambog i Det kgl. Bibliotek indeholder et væld af hilsener fra samtidens berømtheder i litteraturens, kunstens og musikens verden. I dagbogen 1833-34 dominerer kunstnerkredsen i Rom med Thorvaldsen selv som den naturlige midtfigur. Det er ikke noget ringe portræt, der tegnes af mesteren gennem hans egne ord, dagbogen 8. januar 1834:

„Efter Bordet gik jeg til Thorvaldsen der havde ønsket at faae det døende Barn, han arbeidede nu paa et nyt Basrelief: Retfærdigheden paa sin rullende Vogn, Himmeltegnene buede sig over hende, med Vægten nærmest, to Genier, den Straffende med Sværdet, den Belønnende, med Blomster og Frugter. – Th.s Hænder vare oversmuurte med Leret, han saae min Bleghed, spurgte om jeg var syg, og da jeg fortalte om Molbecks strænge ubillige Kritik, lagde han Haanden paa min Skulder og sagde: „For Guds Skyld lad aldrig Sligt røre Dem, jo mindre Een forstaaer af Kunsten, jo strængere bliver han; det er det skjønne hos Kunstneren, jo mere han trænger ind i sin Kunst seer han dens Vanskelighed og bliver mildere mod andre… . Føl Deres egen Kraft, lad Dem ikke lede af Mængdens Dom og gaae roligt fremad. Gud skee Lov at jeg ikke er afhængig af nogen, kan leve hvor jeg vil, jeg kan nok tænke mig Deres Forhold, det Ulykkelige at maatte trænge til Publicum, og dette tør det aldrig vide, ellers udsættes man for Behandling af dets taabelige Luner. -Nu har jeg hvad jeg kan leve af, trænger til Ingen og det er min Lykke! Gud veed hvor stor Verden da kaldte mig!“ Han forærede mig nu 30 Blade Conturer til sine Basrelief, trykkede hjerteligt min Haand og bad mig bære Verdens Ubillighed saa let, det var mig mueligt!“.

Meget interessante er de oplysninger, som samme dagbog giver os om H.C. Andersens forhold til digteren Henrik Hertz, som han var sammen med i fire måneder i Rom og Napoli fra 20.11.1833 – 20.3.1834. Hertz havde tre år tidligere blodigt krænket ham ved sin ubarmhjertige spot i Gjengangerbrevene, og Andersens følelser overfor medstipendiaten var på forhånd ikke blide, fælles bekendte i Rom pustede yderligere til ilden. Men Andersens godmodighed, medfødte tjenstvillighed og klogskab ændrede, som vi kan følge det, dag for dag hans syn på den tidligere fjende, og de endte med ikke blot at tåle hinanden, men at blive helt gode venner; et venskab, der holdt også efter hjemkomsten fra den store rejse, så at han 1845 kunde tilegne Hertz et af sine fineste og genialeste eventyrhefter og ved hans død mindes ham i et kønt vers som en af „Sangens sjældne Svaner“.

I bd.V (1861-63), der ellers domineres af den kedsommelige stivstikker Jonas Collin d.Y., Edvards Søn, som H.C. Andersen måtte trækkes med både i Italien og i Spanien, og som både ude og hjemme gav ham anledning til utallige, velforståelige ærgrelser, møder vi i dagbogen et nyt inspirerende venskab, da digteren i maj 1861 lærer Bjørnson at kende i Rom. Nu færdes Marie Skomagers søn ellers husvant i de fornemste kredse. Han kommer til Hove udenlands, er hjemme gæst i kongefamilien fra enkedronning Caroline Amalie og til tronfølgeren Prins Christian, men forsømmer af den grund ikke Grevinde Danner, og han har naturligvis mærkelige ting at fortælle om Frederik VII. Han læser flere gange sine eventyr for Kongen og Grevinden; ved en sådan oplæsning siger Frederik VII: „Men hvorledes finder De nu paa Alt dette! … hvorledes kommer det? Har De nu alt det i dette Hoved“. Jeg har Intet naar jeg er ude, men naar jeg kommer paa Hjemmets Jordbund, saa strømmer det frem“. Til Kongens taffel bliver han flittigt tilsagt. Det går her yderst bramfrit til. 4. september 1861 er der stort taffel: „Kongen nikkede ved Bordet ned til mig og siden rakte han mig tre Gange Haanden og bød mig Velkommen hjem! jeg takkede ham for den Venlighed at han strax vilde see mig. „Det kan Du jo nok vide at jeg vilde have Dig med min gamle Dreng!“ sagde han“. Kongen giver ogsaa gode Raad mod Tandpine, bl.a. at drikke dygtig. Da Andersen 20. December 1863 har været til Mindehøjtideligheden i Studenterforeningen i Anledning af Kongens Død, skriver han: „Plougs Tale virkede, men dog var Frederik den Syvende sat i forstærket Glorie, han er ikke som Taleren sagde et Aftryk af det danske Folk, men en Side, tro og ægte, skaaret ud af det. Han blev baaret af Øieblikket, paa en anden Tid var han blevet et meget (understreget) almindeligt, svagt Menneske, godmodig og malisieus“.

Ved siden af bekendte personer træffer vi i dagbøgerne et mylder af iagttagelser af ganske almindelige mennesker og deres færden, hvad enten det så er en lille hyrdedreng i le Locle i Schweiz, der havde fået sig en meget stor gammeldags kjole på: Skøderne slæbte i Græsset – eller en fuld mand i Bayonne, der, da Gendarmerne arriverede, „var saa lynende vred at han slog sin Paraply istykker mod Steenbroen, formeligt myrdede den“. I Milano fortælles 22.9.1833: „Paa Gaden i Dag, saae jeg to Drenge slaaes; den enes Moder kom til og blandede sig i Striden, pryglede den anden Dreng der nu fik alle Folk paa sin Side og Moderen blev puffet bort, hun skabede sig som en kalkunsk Høne“.

Gode bidrag til oplysning om hans egen og hans samtids smag er hans fyldige notater om museumsbesøg og om teateraftner. Under de to første udenlandsrejser er det kunstinteressen der dominerer, i årene 1861-63 teatret.

Det har været en stor og mærkelig oplevelse for den unge H.C. Andersen, der kun kendte Den kgl. Malerisamling på Christiansborg Slot og måske den Moltkeske i det Thottske Palæ på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade, at komme til Dresden, til München, til Wien og først og fremmest til Italien. Han besøger, hvad han overhovedet kan overkomme af de store gallerier og de berømte privatsamlinger, hvoraf mange den dag i dag ikke mere eksisterer, og han fører nøje regnskab med, hvad han ser. Der opregnes i bd.I ikke færre end 500 forskellige kunstværker, ofte står der kun kunstnernavn og værkets titel, men undertiden prøver han på at beskrive de arbejder, der særligt fængsler ham. Indenfor skulpturen er det antike værker som den medicæiske Venus, som han sad en hel time og beskuede (som han siger) i Uffizierne, og Laokoons-gruppen. Indenfor malerkunsten er det naturligvis især italienerne, det vil sige Rafael, hans samtidige og nærmeste efterfølgere, og så de store venetianere. Da han 1862 besøger Spanien, er det først og fremmest Murillo, der interesserer ham. Men han er i Firenze to gange på rejsen 1833-34 og siden i 1861 uden at nævne Botticellis navn. Han besøger 1841 i Rom San Luigi dei Francesi og Santa Maria del Popolo uden at lægge mærke til Caravaggios mesterværker; han fortæller om kirken Santa Maria della Vittoria, at harniskklædte figurer bærer orglet, at kirken er rigt forgyldt, og at på et marmoralter ses Josephs drøm. Men Berninis Hellige Teresa, som nu lokker turister fra hele verden til denne kirke, den så man altså ikke på for 130 år siden.

Musik og musikere spiller en ikke ringe rolle i dagbøgerne. Dengang kunde en rejsende med eller uden anbefalinger opsøge de største celebriteter både på digtningens og tonekunstens område. Vi ser den unge og ubekendte dansker aflægge besøg hos store mænd som Ludwig Spohr i Kassel og Cherubini i Paris. Blandt hans udenlandske musikerbekendte senere kan nævnes først og fremmest Mendelssohn og Liszt, men vi møder i dagbøgerne både Ole Bull, Schumann og Wagner, Brahms, den gamle Rossini og den unge Grieg. Skønt opvokset med det franske syngespil og fortrolig med operaer af Bellini og Donizetti kunde han dog på sine gamle dage goutere både Lohengrin og Mestersangerne i Nürnberg. Den store musikalske sensation i begyndelsen af 1860erne var Gounods Faust, som han hørte første gang i Bordeaux i januar 1863 og som han nødigt forsømte, da operaen to år senere nåede København. Kun overfor mestre som Verdi og Offenbach kneb det med forståelsen. Hjemme, hvor Hartmann og Gade, begge hans personlige venner, var de store navne, satte han Hartmann højest som komponist.

Som han indenfor musiken var mest optaget af operaen, var i det hele teatret hans hovedpassion. En række af skuespilkunstens og operaens største navne i Paris og på de tyske scener passerer i disse og de følgende bind revu i dagbøgerne. Langt den største interesse har dog deres bidrag til dansk teaterhistorie fra 1860 indtil efteråret 1872, da han ramtes af den alvorlige sygdom, som han aldrig forvandt. I sine velmagtsdage forsømte han nødigt nogen forestilling, gik gerne fra middagsselskaber i teatret og var tit samme aften både i Det kgl. Teater og i Casino, hvor han var medlem af repræsentantskabet. Han har skildret Nyrops debut i Den Stumme i Portici og fulgt den senere Fru Betty Hennings, Jomfru Betty Schnell, fra han så hende 1865 som den lille hyrdedreng i Oehlenschlægers stykke af samme navn, over hendes balletkarriere og til hendes debut som skuespillerinde 1870 i Fruentimmerskolen. Som prøve på hans teaterindtryk skal jeg kun her tilsidst citere hans omtale af Hostrups svage syngespil En Nat mellem Fjeldene, Musiken af Emil Hartmann, den store Hartmanns søn. H.C. Andersen er lige kommet hjem fra den lange Spaniensrejse, det er 11. april 1863:

„Om Aftenen i Theatret at høre første Gang Emil Hartmanns Musik til Hostrups Natten mellem Fjeldene; Musikken fyldte mig ikke, og Stykket var bund kjedsommeligt. Ideen er poetisk og det kan maaskee være meget smukt at læse, men det er aldeles ikke dramatisk, der var en Uro i første Act og en stille Staaen i sidste, der foregik i Mørke, Elskeren sov lige til Stykkets Slutning, og da han traadte op sov jeg. Hostrups og Emils Venner vare særdeles glade, Poeten Richard var overlegen og klog mod mig da jeg ikke var med. Der blev meget klappet men ogsaa hysset. Rosa Hornemann morede sig mageløst. Det er jo rart sagde jeg til hende“.

H.C. Andersen er nok et af de mennesker fra fortiden, som vi kender bedst. Til hans selvbiografier og de mange breve, som fortæller om hans liv, kommer nu som et vældigt og uhyre vigtigt supplement hans dagbøger. Der mangler så en udgave af hans almanak-optegnelser. Den er utænkelig uden en fyldig kommentar.

Dagbøgerne er en part, i omfang en ikke ubetydelig part, af hans forfatterskab, og de vil sikkert altid vide at hævde deres plads. Forargelserne og protesterne fra århundredskiftet vil dog næppe mere komme tilorde. Dertil er den psykologiske værdi af det ubesmykkede selvportræt, som de tusinder af sider tegner, alt for stor og mødet med personligheden trods forståelig irritation over dens svagheder og unoder alt, alt for fængslende.

 

Noter

  1. ^ Fra 1972 har Det kgl. Bibliotek påtaget sig halvdelen af udgifterne.

 

©