H.C. Andersens eventyrstil

Som bekendt er der mellem H.C. Andersens eventyr enkelte genfortællinger af folkeeventyr, ligesom Andersen i det hele taget i begyndelsen oftest tog sit udgangspunkt i en bestemt historie, som han blot fortalte på sin egen måde. I det første eventyrhæfte, fra maj 1835, er Fyrtøjet og Store Claus og Lille Claus således folkeeventyr, som han har hørt som barn, mens Prinsessen på ærten er et orientalsk eventyr, som han må have læst eller på anden måde have fra litterær kilde. Han siger selv i sine erindringer, at „al for megen usund morskabslæsning” i hans barndom har gjort sit til at give hans „ånd det sære sving, den endnu har”. Hans fader læste bl.a. Tusind og een nat højt for ham. I første hæfte er kun Den lille Idas blomster digtet af ham selv, fortalt til Thieles lille datter om blomsterne i Botanisk have, som dengang lå bag Charlottenborg, så Andersen kunde se ned i den fra sin bolig i Nyhavn. I andet hæfte er Rejsekammeraten et fynsk folkeeventyr, som han sandsynligvis har hørt ved humleplukning på Elvedgård, hvori han engang deltog sammen med sin moder. Og Den uartige dreng gengiver en ode af Anakreon. I tredje hæfte er Kejserens nye klæder digtet over en middelalderlig spansk fortælling, Don Juan Manuéls Grev Lucanor. I disse to hæfter er således kun Tommelise og Den lille havfrue fri digtning, og de har en række motiver fra de tyske romantikere. Også andre af hans eventyr er genfortællinger, bl.a. efter Thieles folkesagn, der altså i disse tilfælde står som mellemled mellem ham og folketradition. På samme måde er De vilde svaner (fra 1838) et dansk folkeeventyr, som Andersen godt kunde havde direkte fra folkemunde, men efter eget udsagn har taget fra en lille samling „Danske Folkeæventyr” fra 1823 af Mathias Winther i Odense, en af Thieles bidragydere, som brødrene Grimms eventyr inspirerede til at forsøge en dansk udgave. Derimod går Svinedrengen (1842), Klods Hans (1855) og Hvad fatter gør er altid det rigtige (1861) vist direkte tilbage til traditionen, selvom Andersen i hvert fald i Svinedrengen har ændret en del: den lidet eventyragtige slutning med prinsessen, der bliver sat udenfor, er således minde om en ulykkelig kærlighed.

Andersen siger også, bl.a. i et brev til Ingemann d. 10. febr. 1835, at han har givet et par af de eventyr, han selv som lille var lykkelig ved: „Jeg har skrevet dem ganske, som jeg vilde fortælle et barn dem”. Og et andet sted: „Man skulde i stilen høre fortælleren, sproget måtte derfor nærme sig det mundtlige foredrag; der fortaltes for børn, men også den ældre skulde høre derpå”. Illustrerende er indledningen til Hvad fatter gør: „Nu skal jeg fortælle dig en historie, som jeg har hørt, da jeg var lille, og hver gang jeg siden har tænkt på den, synes jeg, den blev meget kønnere”. Og slutningen på Prinsessen på ærten: „Se, det var en rigtig historie!” Derfor kalder han de første 6 hæfter, indtil 1842, „Eventyr fortalte for Børn”. Senere, da det er slået fast, hvad det er for eventyr, der er tale om, hedder det blot „Nye Eventyr”.

Det er dog ikke folkeeventyrenes sprog, Andersen bruger. Georg Christensen har, i Danske Studier 1906, 107 ff., gjort opmærksom på, hvordan han f. ex. mildner det ofte noget rå og usædelige i dem. Pludderet i Klods Hans repræsenterer således noget, man ellers ikke kan nævne, som Andersen siger, og kyssene i Svinedrengen et sengeleje hos prinsessen. I det folkeeventyr, der svarer til Store Claus og Lille Claus, er det Store Claus, der slår bedstemoderen ihjel, da Lille Claus har byttet plads med hende; hos Andersen er hun allerede død, da Lille Claus lægger hende op „i sin varme seng, om hun ikke kunde komme til live igen”. Men er det egentlig mindre råt, når det senere hos Andersen hedder, at da Store Claus hørte, at Lille Claus havde fået en hel skæppe penge, skyndte han „sig hjem, tog en økse og slog straks sin gamle bedstemoder ihjel, lagde hende op i vognen, kørte ind til byen, hvor apotekeren boede, og spurgte, om han vilde købe et dødt menneske”? Eller da heksen ikke vilde udlevere fyrtøjet: „Så huggede soldaten hovedet af hende; dér lå hun”. Det er så råt og drastisk som muligt. Blot gør tilføjelsen „dér lå hun”, det sidste komisk.

Selv hvor Andersen bruger folkeeventyrenes klassiske indledning „der var engang”, mærker man snart, at det ikke er noget folkeeventyr, men H.C. Andersen vi har med at gøre: „Der var engang en prins, han vilde have sig en prinsesse, men det skulde være en rigtig prinsesse”. „Der var engang en fattig prins; han havde et kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig på, og gifte sig det vilde han”. „Der var engang en gammel digter, sådan en rigtig god gammel digter”. For ikke at tale om: „Der var engang en fin kavalér, hvis hele bohave var en støvleknægt og en redekam”, og „Der var engang en stoppenål”.

Andersens eventyr afviger også fra de nordiske folkeeventyrs i reglen temmelig knappe form. Man ser det f. ex. af, hvilken forskel der er på hans eventyr om De vilde svaner og Winthers tilsvarende eventyr om De elleve svaner, som han som nævnt har brugt som forlæg, og som Winther har fået „meddelt”, hvad der skulde betyde, at han har det fra folketradition. Winther begynder således: „Der var engang en konge, som havde elleve sønner og een datter. Da de nu vare bleven store, døde hans dronning”. Hos Andersen er det blevet til: „Langt borte herfra, der hvor svalerne flyve hen, når vi have vinter, boede en konge, som havde elleve sønner og een datter, Elisa. De elleve brødre, prinser vare de, gik i skole med stjerne på brystet og sabel ved siden; de skrev på guldtavle med diamantgriffel og læste ligeså godt udenad som indeni, man kunde straks høre, at de vare prinser. Søsteren Elisa sad på en lille skammel af spejlglas og havde en billedbog, der var købt for det halve kongerige. O, de børn havde det så godt, men således skulde det ikke altid blive!”

Man kan også sammenligne indledningen til Den lille havfrue med en tilsvarende beskrivelse hos Winther af, hvorledes havmanden i Prinsessen og havmanden tog „prinsen på sin ryg og steg med ham gennem de sølvblå bølger, dybt ned til havsens bund. Her havde han en dejlig have med træer og blomster, og midt i den lå et stort slot. Hver dag måtte nu prinsen følge ham ― ―” Hos H.C. Andersen hedder det: „Langt ude i havet er vandet så blåt som bladene på den dejligste kornblomst, og så klart som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertoug nåer, mange kirketårne måtte stilles ovenpå hinanden for at række fra bunden op over vandet. Dernede bo havfolkene. Nu må man slet ikke tro, at der kun er den nøgne, hvide sandbund! Nej, der vokse de forunderligste træer og planter, som ere så smidige i stilk og blade, at de ved den mindste bevægelse af vandet røre sig, ligesom om de vare levende. Alle fiskene, små og store, smutte imellem grenene, ligesom heroppe fuglene i luften. På det allerdybeste sted ligger havkongens slot; murene ere af koraller og de lange, spidse vinduer af det allerklare-ste rav, men taget er muslingskaller, der åbne og lukke sig, eftersom vandet går; det ser dejligt ud; thi i hver ligge strålende perler, een eneste vilde være stor stads i en dronnings krone”.

Både Winther og H.C. Andersen er her påvirket af den tyske romantik, ligesom emnet til Den lille havfrue og f. ex. også til Skyggen og Rosenalfen er taget derfra.

Men mens Winthers fremstilling lader os ligegyldig, har H.C. Andersens barnlige fantasi og fortælleform givet den romantiske stil en form, der næsten griber de voksne mere end børnene og gør, at man gerne hører mere.

H.C. Andersen har dog ikke lige straks fået fat i denne stil, der mere end noget andet har bidraget til den sukces, hans eventyr har fået, og som åbenbart er personlig nok til, at den har kunnet overføres også til andre sprog end hans hjemlands. Man ser det af det første forsøg, han gjorde på at fortælle et eventyr. Det er optaget i hans Digte 1830 med titlen Dødningen, et fynsk folkeeventyr[1], og det er det samme, som han senere kaldte for Rejsekammeraten. Georg Brandes[2] har i en sammenligning af disse to eventyr fremhævet, hvorledes man i Dødningen finder samme tysk-romantiske stil som i Tiecks, Hoffmanns og Musäus’ eventyr med dens ironi og åndrigheder, med litterære hentydninger f. ex. til Werthers Lei-den og Gozzis dramaer, mange fremmedord og fremmede navne som Haman og Mardochæus på marionetdukkerne, og hvorledes alt dette er strøget i Rejsekammeraten sammen med forskellige naturbeskrivelser og en lang historisk indledning om Elvedgård. Der begyndes straks med: „Den stakkels Johannes var så bedrøvet, for hans fader var syg og kunde ikke leve”. Således er man med det samme midt inde i fortællingen, ligesom når der begyndes: „Har du nogensinde set et rigtigt gammelt træskab?” og „Mine stakkels blomster ere ganske døde, sagde den lille Ida”. Hvis der endelig skal en beskrivende indledning til, kommer der først et: „Nu skal du høre! — Ude på landet, tæt ved vejen, lå et lyststed”. Eller der begyndes med så korte malende sætninger, at man straks er med: „Kornet stod gult, havren grøn, og høet var sat i stakke nede i de grønne enge”. Eller: „Det var så grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften”.

Også i Rejsekammeraten har vi exempel på, hvorledes det uhyggelige er mildnet, i beskrivelsen af den bjergkonge, som prinsessen besøger om natten, og som i Dødningen sidder højt på en trone af det pure guld „med en krone på hovedet, der bestod af een eneste rubin; hans sorte filtrede marelokker hang ham ned om det vanskabte, violetblå ansigt”. I Rejsekammeraten er det blot „en gammel trold med krone på det stygge hoved og et scepter i hånden”. Til gengæld er tronen og hele bjerghulen her udmalet med ægte H.C. Andersensk fantasi: „De gik igennem en stor, lang gang, hvor væggene gnistrede ganske forunderligt, det var over tusinde gloende edderkopper, der løb op og ned ad muren og lyste ligesom ild. Nu kom de i en stor sal bygget af sølv og guld. Blomster så store som solsikker, røde og blå, skinnede fra væggene; men ingen kunde plukke de blomster, for stilken var fæle, giftige slanger, og blomsterne var ild, der stod dem ud af munden. Hele loftet var besat med skinnende Sanct Hansorme og himmelblå flagermus, der slog med de tynde vinger; det så ganske forunderligt ud. Midt på gulvet var en trone, der blev båret af fire hestebenrade, der havde seletøj af de røde ildedderkopper, tronen selv var af mælkehvidt glas og puderne til at sidde på var små, sorte mus, der bed hinanden i halen. Ovenover dem var et tag af rosenrødt spindelvæv, besat med de nydeligste små, grønne fluer, der skinnede som ædelstene. Midt på tronen sad en gammel trold med krone på det stygge hoved og et scepter i hånden. Han kyssede prinsessen på hendes pande, lod hende sidde ved siden af sig på den kostbare trone, og nu begyndte musikken. Store, sorte græshopper spillede på mundharpe, og uglen slog sig selv på maven, for den havde ingen tromme. Det var en løjerlig koncert. Små sorte nisser, med en lygtemand på huen, dansede rundt i salen. Ingen kunde se rejsekammeraten, han havde stillet sig lige bagved tronen og hørte og så alle ting. Hoffolkene, som nu også kom ind, var så pæne og fornemme, men den, der rigtig kunde se, mærkede nok, hvorledes de havde det. Det var ikke andet end kosteskafter med kålhoveder på, som trolden havde hekset liv i og givet de broderede klæder. Men det kunde jo også være det samme, de brugtes kun til stads”. I Dødningen sporer vi særlig den tyske romantik i indledningen, hvor prinsessen banker på bjerget: „Da drønnede det underligt derinde, som om tusinde jernlænker faldt i en afgrund; fjeldvæggen brast ― ―”. Og hoffolkene hører hjemme i Hoffmanns eventyr. De er ganske vist bibeholdt i Rejsekammeraten, men tilføjelsen, at „det kunde jo også være det samme ― ― ” hensætter os her med eet slag til Andersens eventyrverden.

Tiecks eventyr Die Elfen, som allerede ligger bagved et kapitel i Andersens Skyggebilleder af en Rejse til Harzen fra 1831[3], har også sat spor både i Dødningen og i Rejsekammeraten. I Harzrejsen fortæller han, hvorledes han i postvognen på Lyneborgerhede drømmer over en stor nellike i en buket, han har fået, og som „i duft som i farve overgik alle de andre, og hvad der var det mest curiøse, midt i blomsten sad et lille luftigt væsen, ikke større end et af dens blade, og så gennemsigtigt som et glas; det var dens genius; thi i enhver blomst bor en sådan lille ånd, der lever og dør med den. Hans vinger havde samme farve som nellikens blade, men de vare så fine, at de så ud, som var det kun det røde skær, der faldt fra blomsten i månelyset; guldgule lokker, finere end støvfrøet, glede ned over skuldrene og bølgede i vinden.

Da jeg nu så nøjere på de andre blomster, mærkede jeg, at han ikke var den eneste, i hver blomst gyngede et sådant lille væsen, hvis vinger og luftige klædning var som et farveskær af den blomst, hvori de levede. De gyngede hver på de lette blade i duft og månelys, sang og lo, men det var, som når vinden går sagte hen over den stemte æolsharpe. Snart kom hundrede og atter hundrede andre alfer ― ― ― ― .

Jeg så ud på den store Lyneborghede, som jo gælder for at være så hæslig, Herregud, hvor folk snakke! Ja de tale som de se og høre til. Hvert sandskorn var et glimrende klippestykke; det lange græsstrå, der hang fuldt af støv ud på den brede landevej, var den nydeligste macadamiserede vej for de små alfer; fra hvert blad tittede sådant et lille, smilende ansigt frem. Granerne så ud som fuldendte babeltårne, der vrimlede af alfer, fra de nederste brede grene til den høje top, hele luften var opfyldt af de forunderligste skikkelser, og alle klare og hurtige som lyset. Fire à fem blomstergenier rede på en hvid sommerfugl, de havde jaget op af sin søvn, medens andre byggede slotte af den stærke duft og den fine månestråle. Den hele store hede var en trylleverden, fuld af underværker; hvor kunstigt var ikke hvert blomsterblad vævet! hvilken masse af liv lå der ikke i den grønne granspire! Hvert støvgran havde sin forskellige farve og særegne sammensætning, og hvilken uendelighed i den store himmel oven over.

Sagnet siger, at kun ved et menneskes trofaste kærlighed og ved den kristne dåb kan havfruen få en udødelig sjæl; de små blomsteralfer forlange ikke så meget; en angerens eller medlidenheds tåre fra det menneskelige hjerte er den dåb, der kan give dem udødelighed, og derfor søge alferne så gerne til mennesket, og når det fromme, gudhengivne suk stiger fra vort bryst, hæve de sig på dette til Gud, thi også således komme de ind i den store, dejlige himmel og vokse til engle under evighedens mægtige sollys ― ― .[4]

Beslægtet med denne skildring er følgende beskrivelse af Johannes’ vandring i Dødningen, der ret uændret går igen i Rejsekammeraten: „Natten var så mild og kølig, og alle træer og buske i skoven, hvor han gik, duftede så friskt og kvægende. Lystigt legede de små alfer i krattet og lode sig ikke forstyrre af den fremmede, der gik forbi og så på deres lege; thi han var et godt, uskyldigt menneske (i Rejsekammeraten: de vidste nok, han var et godt, uskyldigt menneske, og det er kun de onde folk, der ikke må få alferne at se). Nogle af alferne vare ikke større end en finger og havde deres lange gule hår ophæftet med guldkamme, andre vare kun en tomme i højden, det var vistnok de mindre børn (den sidste sætning er strøget), og de morede sig med at sejle i store blomsterblade, der gyngede på duggen i det høje græs; væltede sådan en lille båd, så alfen faldt ned og blev borte i græsset, da blev der en latter og støj af de andre småpuslinger (i R. tilføjes: det var uhyre morsomt). Fra hæk til hæk måtte store brogede edderkopper med guldkroner på hovedet spinde dem flere alen lange hængebroer og paladser, der, besprængte med de fine dugdråber, så ud, som de var indvirkede med diamanter. Hele skarer af luftige alfer hoppede nu om på disse broer og slotte til den lyse morgen, da forsvandt de allesammen, og vinden førte deres dejlige bygninger bort, der nu kun flagrede hen i luften som store spindelvæve og forsvandt rent, da solen kom højere på himlen”. Det sidste lyder lidt anderledes i Rejsekammeraten: „Store brogede edderkopper med sølvkroner på hovedet måtte fra den ene hæk til den anden spinde lange hængebroer og paladser, der, da den fine dugg faldt på, så ud som skinnende glas i det klare måneskin. Således varede det ved, lige til solen stod op. De små alfer krøb da ind i blomsterknopperne, og vinden tog i deres broer og slotte, der da fløj hen i luften som store spindelvæv”.

De fleste af de udførlige naturbeskrivelser i Tiecks stil i Dødningen er ellers strøget eller stærkt forkortet i Rejsekammeraten, f. ex. den fremmedes beskrivelse af alt, hvad han har set i verden, da han slår følge med Johannes: „Han beskrev ham så levende de uendelige, høje bjerge med deres evige is og sne, hvorledes skyerne hang dybt nede under vandringsmanden; hvor ren luften der var, så at himlen hvælvede sig i det mørkeste blå, og solen stod uden blændende stråler i det stærkeste ildrødt. Hvor skønt der var imellem disse bjerge, hvor ispyramider veksle med blomstertæpper og gyldne kornmarker; og hvor man fra den højeste spidse skuer ud i det uendelige; og hvor da de lavere bjerge med deres gletcher og sne se ud som et oprørt hav, der i et nu er stivnet med sine uhyre bølger. Han fortalte ham også om bjergenes indre, hvor det blinkende erts slyngede sig om bække og floder i uendelige bugter; om de store have med deres koralklipper og store uhyrer; og om de uendelige mange lande og riger på denne jord”. I Rejsekammeraten står blot: „Men Johannes mærkede nok, at den fremmede var meget klogere end han, han havde været næsten hele verden rundt og vidste at fortælle om alt det mulige, der er til”. I Dødningen beskrives Johannes’ og den fremmedes frokosthvil: „Solen stod allerede højt, da de gjorde rast under et stort træ. Den fremmede delte sit lille forråd med ham, der bestod i brød og vin; en sådan drik havde han endnu aldrig smagt; det var ret en fornem frokost i det grønne. Skoven hvælvede sig som en riddersal og højt oppe i galleriet, der var betrukket med ægte grønt der ikke gik af i vasken, sang fuglene, som de største sangere, smukt fra bladet, og ikke een slog en falsk trille.” I Rejsekammeraten: „Solen var allerede højt oppe, da de satte dem under et stort træ for at spise deres frokost; i det samme kom der en gammel kone”.

Men der er også afsnit, der ligesom det om alferne næsten uforandret går igen, uden at de støder den moderne læser. Således afskeden med kirkenissen, da Johannes drager hjemmefra: „Da så han højt oppe i et af hullerne i tårnet kirkenissen stå med sin lille røde, spidse hue, han skyggede for ansigtet med den bøjede arm, da ellers morgensolen skar ham i øjnene; Johannes nikkede ham sit levvel, og den lille nisse svingede sin røde hue, lagde hånden på hjertet og kyssede mange gange på fingrene for at vise ham sine varme ønsker om, at rejsen måtte blive lykkelig”. I stedet for levvel har Rejsekammeraten: „nikkede farvel til ham”, og slutningen er ændret til: „vise, hvor godt han ønskede ham det, og at han ret måtte gøre en lykkelig rejse”.

Følgende beskrivelse af Johannes’ afsked med hjemmet er derimod helt slettet i Rejsekammeraten, hvor dens typisk romantiske tone heller ikke hører hjemme. Men det er interessant at se, hvorledes flere træk derfra kommer igen i senere eventyr: „Det var en smuk august-aften, myggene opførte deres luftige françaiser, og frøerne sade som fugtige spillemænd og kvækkede et lystigt kor i deres dybe orkester, nonnerne havde just endt den fromme aftensang, og hver begav sig til sin celle. Omkranset af skoven lå den lille indsø så stille og spejlklar ved klostret, kun når en fisk slog op, forstyrredes den rolige flade; men imellem elverkrattet så man ved fuldmånens skin, hvorledes elverpigerne som lette tåger svingede sig i lystige danse, elverkongen stod med en sølv-krone på hovedet, der skinnede med blåligt skær i månelyset; dybt nede i mosen legede lygtemændene tagfat om en lille høj, hvor engang en hellig munk havde nedmanet en natteånd, men han måtte vist ikke have forstået kunsten ret, thi den nedmanede fløj hver midnat i store kredse som en kulsort ravn og skræmmede egnens beboere ved sit hæse skrig”. Hvem kommer ikke her til at tænke på eventyret om Elverhøj, hvor elverpigerne „dansede med langsjal vævede af tåge og måneskin, og det ser nydeligt ud for dem, der synes om den slags”, og „havde lært nye danse, som der trampes i”, mens „den gamle elverkonge lod sin guldkrone polere i stødt griffel, det var duksegriffel, og det er meget vanskeligt at få fat i”; hvor natravnen inviterede gæster, og lygtemændene kom „hoppende, den ene hurtigere end den anden, og derfor kom den ene først”, og senere blev blæst ud af de norske troldgubber, da de „kom så skikkeligt og vilde gøre fakkeltog”.

Men hvilken forskel gør ikke de tilsyneladende så få og små ændringer og tilføjelser. Det er netop tit sådanne, der giver H.C. Andersens eventyr deres særlige karakter: „Men det kunde jo også være det samme, de brugtes kun til stads!” „Dér lå hun!” „Dér sad han (soldaten i fængslet)!” „Dér lå de, og vrede var de (spurveungerne i Nabofamilierne); hovedet hældte de helt om på den ene side, og så plirede det øje, der vendte opad; det var nu deres måde at mule på.” „Og dér sidder da et vissent blad, for det kan jeg se!” (sm.) „Det var griseri, men det var nu deres fornøjelse” (Stoppenålen). „Så påstod de, at han slet ikke havde sprunget, og det var nu lumpent” (Springfyrene). „Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af” (Skyggen). „Og hele familien var lykkelig, for den var det” (Den lykkelige familie). I Rejsekammeraten var den gamle konge „så bedrøvet, han kunde slet ikke spise noget, og pebernødderne vare ham også for hårde”, men senere blev han så glad, at „han slod en kolbytte, så det stod efter”. „Fødderne af fadet! sagde den gamle trold til de to små norske trolde, og så lystrede de, men de gjorde det da ikke lige straks.”

Sådanne bemærkninger tager det højtidelige eller uhyggelige af fortællingen, trækker os med eet ned til jorden og gør det hele levende og samtidig så komisk eller rørende, at man ikke kan andet end lade sig rive med. Det rørende understreges af den ikke ualmindelige betegnelse „stakkels”, som H.C. Andersen mindre har fra romantikens sentimentalitet end fra sit eget medfølende hjerte: „den stakkels kære Johannes”, „det stakkels træ”, „den stakkels Tommelise”, „den stakkels fugl”, „den stakkels gamle konge”, det sidste ensbetydende med „den gode gamle konge”, ligesom „den gode gamle digter”.

Mange af disse mundheld er blevet stående i det danske sprog: „Han er for stor og aparte!” „Krop skal der til!” „I forstå mig ikke!” „Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg.” „Jeg er for fin for denne verden, sagde stoppenålen”. „Er det noget at bilde barnet ind? det er den dumme fantasi!” „Nu tør man nok ikke mere sige sin mening, sagde det gamle portræt.” „Børnesnak.” „Hun duede ikke!” „En lille fjer kan nok blive til fem høns!” „Det har vi lige fra oldermandens avis, — og den er ikke til at stole på!” Der bruges også gamle mundheld som „Suppe på en pølsepind”, „God nat, Ole! pengene ligge i vinduet!” og „Gemt er ikke glemt”. „Man kan også få for meget af det gode”, siger trolden i Rejsekammeraten. Det er iøvrigt tit svært at afgøre, om sådanne vendinger har været mundheld før H.C. Andersens tid, eller det først er ham, der har gjort dem til det, således med „Alt på sin rette plads” og „Forgyldning forgår, men svinelæder består”.

Det er værd at lægge mærke til, at brødrene Grimm bruger mange af de samme virkemidler for at gøre deres eventyr folkelige. Men det var ikke, fordi de vilde gøre dem let læselige og egnede for børn, sådan som Andersen vilde, men fordi de mente, at de derved fik den oprindelige stil mere frem og gjorde eventyrene mere ægte. Jacob Grimm havde nemlig den teori, at eventyrene var gamle myter, som ene var bevaret i den folkelige tradition, og derfor gjaldt det om at få denne optegnet i så gammel en form som muligt. Det vil på den ene side sige, at man ikke måtte ændre noget i den form, hvori eventyret var fortalt, hvad særlig Jacob Grimm som videnskabsmand holdt strengt på. Men på den anden side kunde traditionen jo være forvansket, og det gjaldt da om så vidt muligt at finde frem til den oprindelige form. Her gjorde særlig den yngre broder, Wilhelm Grimm, der var en stor sprogmester, og til hvem udgivelsen af eventyrene efterhånden mere og mere blev betroet, et stort arbejde. Det er så stort, at man kan se, hvorledes stilen i eventyrene er ændret og udvidet fra udgave til udgave, så at nogle eventyr efterhånden er blevet både to og tre gange så lange, som de var i den første optegnelse. Det er sket ved, at Grimm ligesom H.C. Andersen har pyntet på stilen med ordsprog og mundheld, med ordrette gentagelser af de sædvanlige tredobbelte episoder, ligesom H.C. Andersen gør i Fyrtøjet og Svinedrengen, og med lydmalerier som „ritsch-ratsch” og „stripp-strapp-stroll”, hos H.C. Andersen f.ex.: „Der kom en soldat marcherende henad landevejen, een to, een to!” „Uh, der sad hunden med øjnene så store som tekopper!” „Vips var den borte, vips kom den igen med en stor posee fuld af skillinger i munden!” „Fut! fut! sagde det på himlen. Det var ligesom det nyste rødt.” „Bulbideren tog dronningen midt i hendes tynde liv, så det sagde: knik-knak! Det var ganske forskrækkeligt”.

Også med en mængde fyldeord som ganske. F. ex. i Den uartige dreng: „O, den er ganske tør, har slet ikke lidt nogen skade! Strengen sidder ganske stramt, nu skal jeg prøve den!” Så spændte han den, lagde en pil på, sigtede og skød den gode, gamle digter lige ind i hjertet. „Kan du nu se, at min flitsbue ikke var fordærvet?” sagde han, lo ganske højt og løb sin vej. Den uartige dreng!” Endnu mere præg af fyldeord har rigtignok, svarende til „recht” i Grimms eventyr: „Ja, der var rigtignok dejligt derude på landet!” „Han tænkte rigtignok ikke på lille Gerda.” Også rigtig bruger H.C. Andersen gerne: „Se, det var en rigtig historie!” „For det var en rigtig soldat!” (for i stedet for det litterære thi).

Desuden foretrækker både brødrene Grimm og H.C. Andersen sidestillede hovedsætninger med og eller fremfor bisætninger: „Der kom en soldat― ― ― ―. Han havde sin tornister på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel; hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde „God aften, soldat!” Nu levede han så lystig, tog på komedie, kørte i kongens have og gav de fattige så mange penge, og det var smukt gjort.” „Og hofdamerne stillede sig op for hende, og så bredte de deres kjoler ud, og så fik svinedrengen de ti kys, og hun fik gryden. Og så gik han ind i sit kongerige, lukkede døren og slog slå for, så kunde hun rigtignok stå udenfor og synge: Ach, du lieber Augustin, alles ist væk, væk, væk!”

Ligeledes er de enige om at foretrække direkte fremfor indirekte tale: „Nu er det vinter derude, tænkte træet.” „Pi, pi, sagde en lille mus i det samme og smuttede frem”. „Og så sagde de til ham: I morgen skal du hænges!” „Jo, der stod de, og kejseren sagde: God morgen!”

Disse virkemidler har deres store skyld i den popularitet, som er blevet både H.C. Andersens og Grimms eventyr til del. Vi finder dem for øvrigt igen i Asbjørnsens og Moes norske eventyr, særlig i dem, som Asbjørnsen har givet form. Asbjørnsen var ikke ringere som sprogkunstner end Wilhelm Grimm og H.C. Andersen, og følgen er, at de norske folkeeventyr i hvert fald i de nordiske lande kan kappes med Grimms tyske eventyr i yndest. Men skønt de som sagt til en vis grad bruger samme stilistiske virkemidler som H.C. Andersen, har ingen af dem dog kunnet tage kampen op med dennes eventyr. De eneste, der muligvis kan komme op på siden af dem, er Perraults franske eventyr fra 1696, af hvilke Tornerose, Askepot, Rødhætte, Tommeliden, Blåskæg og Den bestøvlede kat også er blevet internationale; de er i øvrigt utvivlsomt et af forbillederne for Wilhelm Grimms eventyrform. Og var H.C. Andersen blevet stående ved folkeeventyrene og havde nøjedes med at gengive sin barndoms eventyr som Eventyr fortalt for Børn, havde man måske nævnt ham på række med videnskabeligt anerkendte eventyrudgivere som Perrault, brødrene Grimm og Asbjørnsen og Moe. Men i den retning havde han ingen ambitioner. Han vilde hellere gå videre og digte sine egne eventyr. Derved er han kommet på den sorte liste hos eventyrforskerne. Men hans kunsteventyr er i løbet af 100 år fløjet næsten lige så vidt omkring som årtusindgamle folkeeventyr.

 

Noter

  1. ^ Optr. i Brix’ og Anker Jensens udg. I (1931) s. 333—54.
  2. ^ Saml. Skr. II (1899) s. 91 ff.
  3. ^ Sml. Paul V. Rubow: H.C. Andersens Eventyr 2. udg. s. 113.
  4. ^ Saml. Skr. VIII (1878) s. 23—26.

 

©