H.C. Andersens første velynderske

-om Laura Tønder-Lund

Enhver læser af „Mit Livs Eventyr“ husker H.C. Andersens skildring af konfirmationsforberedelsen hos stiftsprovst Stephan Tetens, hvor den fattige dreng følte sig ugleset og ensom mellem de fine kammerater; „dog Een her var mig venlig og god, det var en ung Pige, af Confirmanterne, en Frøken Tønder-Lund, hun blev anseet for den fornemste af dem Alle, … hun alene saae mildt til mig, sagde mig et venligt Goddag, og gav mig endogsaa engang en Rose, og jeg gik hjem, lyksalig, fordi der dog var Een, som ikke oversaae og forskød mig“ (MLE, udg. 1855, 25—26).

Gustav Ludvig Wad mente, at Andersens hukommelse her havde svigtet ham; der findes nemlig slet ikke nogen pige af det navn blandt de konfirmerede i Skt. Knuds Kirke („Om Hans Christian Andersens Slægt“, 1905, 13). Forklaringen kom med „Levnedsbogen“, hvori det hedder, at hun „i Odense havde gaaet til Præsten med mig, men blev syg og kom ikke til Konfirmation da“ (s. 59).

Et par oplysninger om denne unge dame, der i Andersens første vanskelige Københavnsår fik lejlighed til på forskellig vis at støtte ham, vil måske interessere. De findes i et tysk privattryk på Det kgl. Bibliotek, som indeholder hendes søsters i 1856 forfattede selvbiografi: „Jugenderinnerungen von Anna Helene Holst geb.Tønder-Lund. Geb. 1800—gest. 1875“, Hamburg (1905), oversat til tysk af fru Holsts datter Nanna v. d. Hellen. Og de er her suppleret med enkelte data, fremskaffet på Rigsarkivet og Landsarkivet i København.

Laura Frideriche Tønder Lund blev født 17. april 1803 i København. Hun var datter af kommiteret, fra 1805 deputeret, i generaltoldkammer- og kommercekollegiet Niels Tønder Lund (1749—1809) og Georgine Catharine Krohg (1774—1819), begge fra Trondhjem. Laura blev efter særlig indhentet bevilling hjemmedøbt 20. maj af Holmens provst, senere biskop i Viborg

Jens Bloch, hvis hustru var moderens kusine; mellem fadderne var daværende etatsråd Ove Malling, botanikeren, professor M. Vahl og grosserer fr. Tutein. Sin dygtige far mistede hun tidligt; han var på Frederik VI’s personlige opfordring indtrådt som medlem af den interimistiske regeringskommission for Norge og forsvandt januar 1809 på vejen hertil med en sejlbåd fra Løkken, som formentlig blev skruet ned af isen og forliste totalt. Ved kgl. resolution af 15. januar 1810 bevilgedes der (foruden enkepensionen) „afdøde Etatsraad og Deputeret Tønder Lunds efterladte tvende Døtre af Postpensionskassen en aarlig Pension af 100rd hver saalænge deres Moder lever, og efter hendes Død 200rd aarlig hver; dog saaledes, at denne aarlige Understøttelse aldeles bortfalder saasnart de paa anden Maade vorde forsørgede“ — dvs: indtil de giftede sig.

Da den ældste datter Helene 12. august 1817 var blevet gift i Lyngby kirke med lærer for prins Frederik Carl Christian (den senere Frederik VII), cand. theol. P. N. Møller Holst, og parret samme efterår skulde flytte til Odense, hvor prins Christian (VIII) som Fyns guvernør residerede, fulgte fru Tønder Lund og Laura med; familien fik lejlighed på Vestergade. Skrøbelig havde Laura allerede været som lille — søsteren fortæller om tre farlige tilfælde af strubehoste, — og nu tvang alvorlig sygdom hende til at opgive sin præstegang; „Sie verfiel in Krämpfe und gebrauchte die gewaltsamsten Mittel ohne Erfolg“ (a.s. 37). Men også udenfor konfirmationsundervisningen har hun haft lejlighed til at træffe den mærkværdige skomagersøn; hun „havde hørt mig synge og moret sig over mit dramatiske Talent“ (Levnedsbogen 59). Endnu sommeren 1819 var hun meget syg.

Da ramtes hjemmet af et uventet hårdt slag. Efter kun to dages sygdom døde fru Tønder Lund i Odense 23. august 1819. Svigersønnen, som søgte præstekald — han fik ved årets udgang Elmelunde på Møn —, og søsteren fulgte Laura til København; hun skulde i huset hos admiral Krieger. Hun er kommet til hovedstaden kort tid efter, at H.C. Andersen havde gjort sin eventyrlige entré i København.

Overekvipagemester, kontreadmiral Johan Cornelius Krieger (1756—1824) havde i sit andet ægteskab været gift med Sara Marie Meincke (1777—1809), fru Tønder Lunds kusine, og der havde bestået et meget nært venskab mellem de to familier. Også efter at han var blevet gift 1811 for tredje gang (med Anna Cathrine Falbe, 1770—1843), vedblev admiralen at føle sig som onkel overfor de to faderløse pigebørn, og hans nye hustru var søster til fru Tønder Lunds veninde Engelke Margrethe Colbiørnsen, f. Falbe (1763—1848), enken efter højesteretsjustitiarius Christian Colbiornsen.

Frk. Tønder Lund havde altså fornemme og formående forbindelser. Og Andersen var da heller ikke længe om at opsøge hende på Gammelholm: „Jeg gik til hende, og hun kom til at græde over mig; havde altid følt en underlig Interesse for mit forunderlige Væsen, og det eventyrlige Skridt jeg havde vovet, at træde saaledes ud i Verden, som jeg havde gjort. — Hun stak sine Lommepenge til mig, skaffede mig ihast hos sine Venner en maanedlig Hjælp og omtalte mig paa det Bedste for alle sine Venner.“ (Levnedsbogen 59—60.) Hende skylder han altså, at han blev introduceret hos gamle fru Colbiørnsen, hvad der førte flere nye bekendtskaber med sig, helt op til prinsesse Caroline, kongens ældste datter. På Andersens „Ærbødig P M“ til ædelmodige menneskevenner af 2. juni 1820 (Collinske saml. 3, fol.) står da også admiral Krieger opført som første bidragyder efter Weyse; de følgende navne: Etatsråd Kirstein og fru E. M. Colbiørnsen, konferensraad Falbe, frøknerne Falbe, endnu et par medlemmer af slægten Krieger, tyder på den lille frøkens ivrige virksomhed. Det var også hende, der — igen af sine lommepenge — bekostede en rigtigt bogstaveret, læselig afskrift af „Røverne i Wissenberg“, da Andersen i marts 1822 indsendte denne tragedie anonymt til Det kgl. Teater (MLE 51). Og det var derfor kun rimeligt, at han løb op til hende med det nummer af Liunges „Harpen“ (3. årg. no. 32, 9. august 1822), hvor en scene af tragedien er optaget, og hvor han første gang så sit navn på tryk; han „jublede af Glæde; hun var barnlig og godmodig, deelte den med mig“ (Levnedsbog 74). Det er nok en af de sidste gange, de har set hinanden.

Søsteren Helene var 28. marts 1820 kommet som præstekone til Hjertebjerg på Møn og så ikke meget til Laura i hendes sidste leveår. Hun fortæller følgende om hende (s. 38—39) :

„Aus Anhänglichkeit an meine Mutter nahmen Admiral Kriegers sie zu sich ins Haus. Dort gebrauchte sie eine magnetische Kur, da der Artz in Odense erklärte, dass keine Medizin ihr genützt hätte. Während zweieinhalb Jahren wurde sie täglich magnetisiert und war clairvoyante. Nach und nach erholte sie sich einigermassen und konnte von Pastor Gutfeld bei Kriegers im Hause konfirmirt werden.

Einen Sommer ist sie hier bei uns in Hjertebjerg gewesen, damals als Amalia ganz klein war. Sie war verhältnismässig wohl, aber jeden Tag um ein Uhr verfiel sie in einen magnetischen Schlaf, — wo sie auch sein mochte, auf einem Spaziergang oder in Gesellschaft.

Den folgenden Frühling reiste sie nach Norwegen, wodurch ihr Lieblingswunsch in Erfüllung ging. Sie genoss die Reise sehr und hatte im ersten Jahre viel Freude an dem Aufenthalt auf Munkvold. Aber dann wurde sie wieder krank, verfiel in Krämpfe, wurde gelähmt und litt an Nervenschwäche. Tante Nikoline zog mit ihr nach Drontheim um ärtzliche Hülfe nahe zu haben, und pflegte sie mit der grössten Aufopferung und Sorgfalt acht Jahre lang, bis sie, meine letzte Schwester, starb. —

Wir dürfen aber doch diese acht Jahre nicht als unglückliche auffassen. Sie lag immer auf dem Sofa, mitunter einen Tag lang ohne Bewusstsein: aber meistens fühlte sie sich wohl, las viel, stickte, schrieb und war immer beschäftigt. Verwandte und Freunde besuchten sie gern, um sich mit ihr zu unterhalten. Sie war sehr beliebt, sehr federt und galt für ein besonders interessantes, begabtes und gebildetes Mädchen.“

Konfirmationen i admiral Kriegers Hus fandt ifølge Holmens kirkebog sted på Lauras 19-års fødselsdag 17. april 1822. Samme sommer var hun hos sin søster på Møn, thi Elmelunde kirkebog nævner frøken Tønder Lund blandt fadderne ved Sophie Amalie Holsts dåb i kirken d. 7. Juli 1822; den lille nièce var født 31. maj. Hun må altså være rejst i foråret 1823 til Norge og må være død 1831 eller senest 1832. I de alfabetiske pensionsregistre i Den Almindelige Pensionskassedirektions arkiv 1816—41 (Rigsarkivet), hvor i reglen dødsdag og -år er noteret udfor den pensionsnydendes navn, står der om hende kun det ene ord: Død. Men søsteren fortæller i en fodnote, at den omtalte tante Nikoline senere ægtede onkel Rodeberz, der var blevet enkemand, og kom til Hjertebjerg for at lade sig vie af pastor Holst. Ifølge Elmelunde kirkebog holdt købmand Johan Braack Rodeberz af Flensborg, gl. 60 år, bryllup med frøken Ane Nicoline Krohg fra Norge, gl. 44 år, i kirken d. 19. september 1832.

Under sin sommerrejse 1829 havde H.C. Andersen på vej til klinten besøgt pastor Holsts i Hjertebjerg præstegård d. 1. juli. Siden har han næppe haft forbindelse med Laura Tønder Lunds slægtninge.

©