H.C. Andersens “Fortuna” i Italien

Det forhåndenværende arbejde går ud fra den konstatering, at H.C. Andersens eventyr i Italien er en meget yndet børnelekture, for så at undersøge hvordan eventyrenes sukces blandt børnene, der er indiskutabel men lidet kritisk, forholder sig til den interesse, som den danske digter ellers har formået at skabe i Italien, og det ikke bare i sin egenskab af eventyrdigter, men også som forfatter til romaner, digte, rejsebøger, teaterstykker og dagbøger.

Til det formål kan det være nyttigt først at gennemgå de direkte oversættelser, d.v.s. dem der er oversat direkte fra dansk, der findes af H.C. Andersen i Italien[1]. Ved en sådan gennemgang må man naturligvis ikke glemme de sproglige vanskeligheder; dansk er jo ikke noget særlig kendt sprog i Italien. Knud Ferlov, der igennem seksten år har undervist i dansk på universitetet i Rom, skriver om H.C. Andersens digtning følgende: „. . . man hører, ligesom i en sang, det danske sindelags undertone, den ydmyge filosofi der hedder dansk lune, som hverken er den franske ironi eller den engelske humour eller det tyske Gemüt. Det er en uforklarlig enhed af godmodighed, ydmyghed, munterhed og gadedrengestreger, af en troskyldig og folkelig finfølelse og af en rolig afventen, også selvom skæbnen skulle være uvenlig stemt . . .“[2]. Det bør understreges, at det er en næsten umulig opgave for en udlænding, og dermed også for en italiener, at gengive alle nuancerne. En ordret og filologisk nøjagtig gengivelse kan kun blive en dårlig oversættelse, da det talte sprogs rigdom nemt går tabt. For at kunne lave en god oversættelse kræves der – udover, naturligvis, et godt kendskab til dansk – også en personlig evne til at gengive de iagttagne nuancer på sit eget sprog.

I Italien eksisterer der talrige illustrerede udgaver for børn af H.C. Andersens eventyr. For eksempel kan nævnes en børnebogsserie beregnet for de mindste, som blandt de første 60 titler, der indtil videre er udkommet, tæller ikke mindre end 10 af den danske digters eventyr[3]. Men desværre er eventyrene reducerede ned til en ganske kort billedtekst, og ofte er forfatterens navn slet ikke bekendtgjort. Der er mange udgivelser, der – trods det at de præsenterer sig som „oversættelser“ – i virkeligheden er forkortelser, frie versioner eller omskrivninger. Og tit bliver dette arbejde udført af personer, der aldrig har haft nogensomhelst kontakt med den originale danske tekst.

De første italienske oversættelser af H.C. Andersens eventyr begyndte at komme frem omkring digterens død. Og i 1888 kom en oversættelse, morsomt nok via volapyk, af Billedbog uden Billeder (Album di schizzi senzci gli schizzi) af Villani[4]. Man må dog helt frem til 1904 for at finde de første eventyr, der er oversat direkte fra dansk, da alle de foregående oversættelser blev lavet via andre sprog, især fransk.

Pionerarbejdet blev udført af Maria Pezzé-Pascolato, der havde gjort sig kendt som en meget dygtig oversætterinde fra engelsk og tysk og endelig også fra dansk med et udvalg af H.C. Andersens eventyr, nemlig Quaranta novelle (Fyrre eventyr)[5]. Endog den kendte italienske digter Garducci roste den vellykkede oversættelse; han beklagede kun „at et så fint stykke arbejde var blevet udført af en kvinde . . .!“[6]. Pezzé-Pascolato’s oversættelse fik stor betydning for kendskabet til H.C. Andersen i Italien. Bogen blev en stor sukces med ikke færre end tyve oplag, hvoraf det sidste er fra 1967. Oversætterinden havde ikke bare været trofast overfor originalen; men det var også lykkedes hende at gendigte eventyrene i et forholdsvis let og flydende sprog. De vanskeligheder, som hun har måttet overvinde, kommer til udtryk igennem hendes egne ord: „Efter englændernes mening er den, der lader en historie bag sig uden at forbedre den, en dårlig oversætter. Men jeg er mere end tilfreds, hvis det er lykkedes mig at bevare eventyrenes oprindelige præg i min gendigtning for de italienske børn; hvis det skulle være lykkedes mig at bibeholde bare en del af den danske originals troskyldige ynde, enkelhed, friskhed og gode humør. Jeg har med den allerstørste omhyggelighed søgt at lave en bog, der er velegnet til højtlæsning i familiens skød“[7].

En nærmere sammenligning mellem oversættelse og original afslører visse „skønhedsfejl“; men alt taget i betragtning er det endelige resultat positivt, da det giver udtryk for en dyb indlevelse i det danske sprog. Omhyggeligheden, hvormed oversættelsen er blevet udført, kommer blandt andet til udtryk i en indledende note til eventyrene, hvor Pezzé-Pascolato henleder opmærksomheden på sine hjælpekilder: „… den engelske oversættelse af Dr. H. W. Dulcken (London, Routledge), der er mere pålidelig end Mrs. Howitts, samt den fremragende tyske oversættelse af H. Denhardt (Leipzig, Reclam)“. Om de franske oversættelser skriver hun „at de som oftest er andenhåndsarbejder, og det er værd at lægge mærke til, at en fejl, som blev begået af en tidligere tysk oversætter, der forvekslede „grimme“ med „grønne“, fra tysk „grün“ blev indført i en fransk oversættelse, hvor den grimme ælling i lang tid forblev „le petit canard vert“[8].

I 1938 udkom endnu 26 eventyr oversat direkte fra dansk af Maria Tibaldi Chiesa. Rogens titel Nuove novelle (Nye eventyr) henviser til den allerede eksisterende eventyrsamling, da den skal forstås som en fortsættelse med nye eventyr[9]. Oversætterinden skriver, at hun som syvårig havde fået Quaranla novelle af sin forskolelærerinde; en bog som hun siden da havde læst igen og igen, og som også skulle virke som drivfjeder til hendes egen oversættelse. Under arbejdet fik hun hjælp af en dansk veninde, Alice Cattaneo Hammer, og i tvivlstilfælde konsulterede hun de tyske og engelske oversættelser[10].

Også bag denne oversættelse ligger der et både hæderligt og omhyggeligt arbejde; men den nåede aldrig at blive ligeså populær som den foregående. Pezzé-Pascolato havde næsten fået eneret på H.C. Andersens eventyr, da hendes oversættelse jo allerede en hel generation igennem havde haft sin plads i de italienske hjem. Endelig må man ikke glemme, at hun som den første har haft mulighed for at udvælge netop de eventyr, der er mest i overensstemmelse med italiensk mentalitet og smag.

En ny og udvidet oversættelse af den danske digters eventyr blev udgivet i 1954 med titlen Fiabe. (Eventyr)[11]. Det bemærkelsesværdige arbejde blev udført af Alda Castagnoli Manghi og Marcella Rinaldi, der begge underviser i dansk sprog og litteratur ved universitetet i Rom. Den oversættelse må regnes for den komplette oversættelse af eventyrene, også selvom de oversatte eventyr kun beløber sig til 106. „Vi har“ – skriver de to oversættere i indledningen – „udelukket de eventyr, hvis motiver er blevet udviklet heldigere eller mere fuldendt andetsteds: For eksempel De vises sten og Fugl Phønix hvor vi genfinder motivet fra Paradisets have; dem der er stærkt knyttede til Danmarks historie, såsom Holger Danske, samt dem med begivenheder og personer fra digterens samtid, såsom De to brødre og Dryaden . . .“[12]. Bogen indeholder alle de 66 eventyr, der allerede var blevet oversat. Og spørgsmålet om, hvilke motiver der har ført til en ny oversættelse, ligger temmelig nær. Svaret må vel siges at ligge i selve oversættelsens fortrin, da den udover sin store trofasthed mod originalen udmærker sig ved sin sproglige ligefremhed. Oversættelserne fra 1904 og 1938 er gode; men de føles alligevel som bundne til et nu overstået stadium i den italienske sprogudvikling, og følgen deraf bliver, at fremstillingen under flere synsvinkler virker gammeldags og uden umiddelbar meddelelsesevne. Den nye oversættelse derimod bringer H.C. Andersen i harmoni med det moderne Italiens måde at udtrykke sig på.

Man kan sige, at Castagnoli Manghi og Rinaldi har taget hensyn til de vanskeligheder, som Pezzé-Pascolato allerede i 1904 gav udtryk for, nemlig at „H.C. Andersens sprog er det talte sprog; og derfor bliver vanskelighederne meget store, når man skal prøve på at gøre det forståeligt for de italienske børn, for hvem talesproget normalt er ensbetydende med en dialekt; og den populære betegnelse for de mest nære og almindelige ting, såsom lege, insekter og planter skifter, ikke bare fra landsdel til landsdel, men også fra landsby til landsby“[13].

Af udgaven fra 1954 er der siden blevet lavet ikke mindre end to nye bøger, der begge indeholder et mindre antal af de oversatte eventyr: først i 1969, udvalgt og illustreret af Laszlò Gal, og siden i 1970, udvalgt og præsenteret af Gianni Rodari14 og15.

Den danske digters berømmelse er især knyttet til hans eventyrproduktion; men der findes dog også enkelte oversættelser af hans øvrige forfatterskab. Den første Il violinista (Kun en spillemand) er fra 1879[14]. Oversætteren er ikke angivet; men det drejer sig højst sandsynligt om et andenhåndsarbejde via fransk. Om de øvrige ved man derimod med sikkerhed, at de er direkte oversættelser. I 1931 blev Improvisatoren (L’Improvvisatore) oversat af H. og G. Cau Elmquist[17]. Og i 1959 blev Mit livs eventyr (Favola della mia vita) oversat af Maria Carpitella[18], Desuden er et lille uddrag fra En digters basar, nemlig Udsigt fra mit vindue (Dalla mia finestra), oversat af Castagnoli Manghi i 1973[19]. Castagnoli Manghi har ligeledes lavet en meget fin nyoversættelse af Improvisatoren i 1974[20]. Året efter kom en oversættelse af O.T. ved Anna Maria Clausen[21]. Yderligere har Det danske Institut i Rom i anledning af 100-året for H.C. Andersens død i 1875 skaffet midler til en oversættelse af Levnedsbogen.

Hvor stor en udbredelse disse oversættelser vil få, er det ikke nemt at udtale sig om. Men bare det, at de bliver oversat, så mange år efter deres fremkomst i Danmark, må kunne tolkes som et sikkert tegn på en stadig stigende interesse i Italien for H.C. Andersens samlede digterproduktion.

Som et eksempel på hvordan H.C. Andersens værk er blevet behandlet i Italien, kan det være hensigtsmæssigt at se på en sammenligning mellem tre forskellige oversættelser af samme brudstykke. Valget er faldet på indledningsafsnittet til Hvad fatter gør, er altid det rigtige (Quel che fa il babbo è sempre ben fatto). Oversættelserne er af henholdsvis Pezzé-Pascolato, Castagnoli Manghi og Bedendo D’Angelo – hvad angår sidstnævnte er det nok mere passende at tale om en fri version end om en oversættelse[22].

Pezzé-Pascolato’s oversættelse:

Ora ti voglio raccontare una storia, che ho sentito anch’io quand’ero bambinetto; e da allora, ogni volta la rammento, mi par più bella. Perché avviene nelle novelle come di certe persone: più invecchiano e più diventano belle, – e questo, già, è una grande consolazione!

Tu dunque sei stato in campagna, e hai veduto più d’una casa di contadini, vecchia vecchia, col tetto di paglia. Sul tetto cresce il musco, e tra il musco ha fatto il nido la cicogna . . . (Eh, della cicogna non si può fare a meno, in nessuna casa di contadini danesi!). Le muraglie pencolano; le finestre sono basse ed una sola s’apre bene; il forno sporge in fuori dalla muraglia come una piccola pancia grassoccia; il sambuco si china verso la siepe, e presso la siepe é una pozza d’acqua, con un’anitra che diguazza e magari qualche anatrino, e sopra la pozza si china un salice rattrappito. Si, e c’é anche un cane, che abbaia a tutti quelli che vengono, uno per uno..

Una casina proprio a quel modo c’era una volta in campagna; e in essa abitavano due vecchietti, un contadino e sua moglie. Per quanto poco uno possieda, di qualche cosa può sempre fare senza; e, nel caso dei nostri vecchietti, questo qualche cosa era un cavallo, il quale campava dell’erba che trovava sull’orlo del fossato, lungo la strada maestra. Il vecchio capoccia lo montava per andaré alla città, e lo prestava ai vicini, i quali ne lo ricambiavano con qualche piccolo servigio. Sarebbe stato però meglio venderlo o scambiarlo con qualche cosa, che desse loro maggior guadagno. Già, ma con che, per esempio?

Castagnoli Manghi’s oversættelse:

Ti racconterò una storia che ho sentito quando ero piccolo e ogni volta che ci ho ripensato mi é sembrata molto più bella, perché le storie, come le persone, guadagnano col passar degli anni, e questa é una cosa che fa tanto piacere.

Tu certo sarai stato in campagna! Sicuramente avrai veduto una vecchia casa di contadini col tetto di paglia; muschio ed erba vi crescono da soli, e in cima c’é un nido cicogna: della cicogna non si può fare a meno! I muri sono pencolanti, le finestre basse basse, e ce n’é una sola che si può aprire; il forno si spinge in avanti come un pancino rotondetto, e un cespuglio di sambuco si piega al di sopra della siepe su una piccola pozza d’acqua con un’anatra e qualche anatroccolo, proprio sotto il salice nodoso. Poi c’é naturalmente anche un cane alla catena, che abbaia contro tutti, nessuno escluso.

C’era proprio una casa cosi, in mezzo alla campagna, e vi abitava una coppia di contadini. Possedevano pochissime cose, ma pure di una avrebbero potuto fare a meno, cioé del cavallo, che pascolava ai margini del fosso, lungo la strada maestra. Al babbo serviva per andare in città, e i vicini glielo chiedevano in prestito, ricambiandolo poi come potevano del favore. Certo che per loro sarebbe stato più utile venderlo o scambiarlo con qualcosa che servisse de più. Si, ma cosa?

Bedendo D’Angelo’s version:

Cari bambini, voglio raccontarvi una storia che hanno raccontato a me quando ero piccolo e che mi sembra molto bella.

Chi di noi non é stato, almeno una volta, in campagna? Tutti suppongo. E certamente avrete veduto una vecchia casa di contadini, una di quelle vecchie case dal tetto di paglia, dove l’erba e il muschio crescono da soli tutt’intorno e in cima al tetto c’é un nido di cicogna. La cicogna non manca mai, sapete! In queste case cosi antiche i muri sono sembre un po’ pendenti, le finestre sono basse basse e di solito una sola si può aprire; c’é poi il forno che viene avanti come il gozzetto rotondo d’un uccellino che ha mangiato troppo.

La siepe gira tutt’intorno alla casa e sopra di essa sporge un grosso cespuglio di sambuco che si specchia in un piccolo stagno (cosi piccolo che sembra una pozza d’acqua quando piove!). Nello stagno nuotano felici un’anatra con qualche anatroccolo, passando sotto i rami piegati di un salice piangente.

Naturalmente non manca il cane da guardia, tenuto alla catena, che non fa che abbaiare contro chiunque passi, a meno che non sia il padrone.

In mezzo alla campagna c’era una volta una casa fatta proprio cosi; era l’abitazione di una simpatica coppia di contadini, marito e moglie, già anziani. Tutti i vicini sapevano che erano bravissime persone, sempre sereni e tranquilli, sempre d’amore e d’accordo. Il marito lavorava nei campi e la moglie stava in casa a fare le faccende domestiche. Tra loro non c’era mai stata una discussione, mai una lite; la moglie era sempre contenta delle decisioni prese dal marito e spesso ripeteva:

— Quel che fa il babbo é ben fatto!

Cosi vivevano in pace con tutti anche se non erano ricchi.

Possedevano pochissime cose, perciò non potevano fare a meno di nulla; ma . . . forse . . . si . . . forse avrebbero potuto fare a meno di una cosa! Indovinate? No? Ebbene, ve lo dico io: del cavallo! Avevano, infatti, un vecchio cavallo che durante il giorno stava a pascolare sui margini del fossato, lungo la strada maestra. Non era una bestia di lusso, ma una buona bestia tranquilla, abituata a lavorare senza lamentarsi.

Serviva spesso al babbo per andare in città a vendere i prodotti della terra al mercato, e serviva spesso anche ai vicini che lo chiedevano in prestito, cercando poi di ricambiare il favore in qualche altro modo. Era utile, si, ma per i contadini, usi a vivere con poco, sarebbe stato forse più utile venderlo o scambiarlo con qualche oggetto che potesse loro servire di più.

I due avevano spesso pensato alla vendita del cavallo, ma non si decidevano mai, perchè non sapevano con che cosa avrebbero potuto scambiarlo, o che cosa avrebbero comprato col denaro della vendita.

I Pezzé-Pascolato’s oversættelse er visse udtryk nu forældede, f. eks. „muraglie“ (mure) og „capoccia“ (bondemand); men den omstændighed kan nemt forklares ved at tage tiden i betragtning. Med hensyn til pålideligheden overfor den danske tekst er ordet „fornøjeligt“ (piacevole) ikke oversat særlig godt med „è une . . . consolazione“ (er en . . . trøst). Desuden er der visse tilføjelser, der tjener som vejledning for de italienske læsere; f. eks. angående storken „som man ikke kan være foruden på en dansk bondegård“. Andre tilføjelser er temmelig vilkårlige; f. eks. bliver ægteparret beskrevet som „due vecchietti“ (to gamle), medens der i originalen ikke er nogensomhelst aldersangivelse.

Til Castagnoli Manghi’s oversættelse er der intet at bemærke. Den følger yderst trofast originalen, og det lykkes den at gengive den særlige H.C. Andersen-atmosfære.

I Bedendo D’Angelo’s version er der en meget stærk tendens til at forlænge og „forbedre“ historien. Sandsynligvis drejer det sig om en omskrivning af Pezzé-Pascolato’s oversættelse; f. eks. er der også her tale om et ægtepar oppe i årene. Derudover er der en overflod af attributter (simpatica, bravissime, sereni, tranquilli sempre d’amore e d’accordo o. a.) og af skildringer, som udelukkende må tilskrives Bedendo D’Angelo’s fantasi.

Efter gennemgangen af oversættelserne kan det være interessant at se på, hvordan man i Italien har vurderet forfatterens værk: dels se hvornår og hvordan den første kritik er opstået, dels prøve at få et overblik over dens senere udvikling og undersøge hvilke emner, der især har haft italienernes interesse.

Materialet kan inddeles i følgende grupper: indledninger til oversættelserne, monografiske arbejder, specialundersøgelser, leksikoner, litteraturhistorier og herunder også litteraturhistorier, der udelukkende behandler børnebogslitteraturen. Interessen er dog koncentreret om de tre første grupper og kun undtagelsesvis om de sidste, da disse som oftest kun giver en kort opremsning af forskellige data.

Det er betegnende at lægge mærke til, at indtil 1955 – 150-året for digterens fødsel – blev så godt som al kritik udøvet af oversætterne. Og med Pezzé-Pascolato’s oversættelse fra 1904 finder vi da også det første forsøg på en kritik af digteren. Oversætterinden henvender sig direkte til et barnligt publikum og fortæller eventyret om eventyrforfatteren, om hvordan den stakkels fattige dreng fra Odense blev til en verdensberømt digter. En sådan fremstilling giver naturligvis anledning til en masse romantiske forestillinger om H.C. Andersens liv og levned; men da det hele er fortalt, som var det et eventyr, og da det samtidig i den typiske H.C. Andersen-stil også giver de voksne noget for tanken, så kan den endelige bedømmelse kun blive positiv[23]. Men mindre positivt er det, at den fremstilling har givet anledning til andre skildringer af H.C. Andersen, der, uden den særlige eventyrstil men i en ellers realistisk sammenhæng, stadig kun fortæller en sød og rørende historie uden nogetsomhelst forsøg på at sætte hans digtning på plads i en større helhed.

For eksempel følger Tibaldi Chiesa i 1938 dette spor. I hendes indledning findes desuden en kuriøs fejltagelse, som desværre overlever i andre senere arbejder om H.C. Andersen: nemlig den at han skulle have bestået hele to embedseksaminer![24]

Castagnoli Manghi og Rinaldis indledning til Fiabe er ikke særlig lang; men det lykkes alligevel at få forskellige sider af H.C. Andersens eventyrdigtning belyst, bl.a. bliver der gjort en del ud hans inspirationskilder[25]. I 1974 kom der atter en indledning af Castagnoli Manghi, denne gang til L’Improvvisatore (Improvisatoren)[26]. Romanen bliver vurderet og placeret i den internationale litteratur. De mange henvisninger til også helt nye arbejder viser, at Castagnoli Manghi følger godt med i, hvad der sker i H.C. Andersen-forskningen i Danmark.

Foruden de vigtigste og allerede omtalte indledninger findes der også indledninger af H. og G. Cau Elmquist[27], Ervino Pocar[28], Giosuè Carducci[29], Maria Carpitella[30], Maria Bedendo D’Angelo[31], Augusto Guidi[32] og endelig også af Gianni Rodari[33] i nævnte rækkefølge. (Som et lille à propos kan det nævnes, at Gianni Rodari, der i Italien er en kendt børnebogsforfatter og fornyer udi kunsten at fortælle eventyr, har modtaget H.C. Andersen-prisen: børnebogslitteraturens Nobelpris).

Det første monografiske arbejde, nemlig Hans Christian Andersen, blev skrevet af Gino Bonacchi og udkom i 1952 i en serie beregnet for forskolelærere[34]. Den omstændighed har haft en uheldig indflydelse på Bonacchi’s indstilling til eventyrene, der bliver fortolkede, somom de kun er blevet skrevet for at lære børn noget om, hvordan man bør opføre sig. Det er temmelig trist hele tiden at se den pædagogiske pegepind løftet, medens den forunderlige fantasiverden, der er H.C. Andersens egen og som ethvert barn, stort eller lille, må glæde sig over, helt bliver tilsidesat.

I 1954 udkom H.C. Andersen skrevet af Italiano Marchetti. Her er der tale om en kritisk gennemgang af H.C. Andersens samlede produktion. Marchetti fremhæver Improvisatoren, hvor der efter hans mening „er megen romantik . . . men også en levende sans for virkeligheden . . .“[35]. Han beundrer digterens rige fantasi og prøver at anskueliggøre, hvordan det lykkes ham at levendegøre sin fantasiverden for sine læsere; nemlig ved sine fine beskrivelser, der ikke bare skal tjene som indramning, men som også er der for „at skabe en atmosfære, en slags ideel belysning, hvor alt bliver gennemtrængt og sammensmeltet til en højere harmoni“[36]. Der bliver desuden gjort forsøg på at samle eventyrene i forskellige klasser med én og samme myte. F. eks. skulle følgende eventyr alle tilhøre en klasse med poesien som indhold: Den grimme ælling, Nattergalen, Svinedrengen, Pen og blækhus, Nissen og spækhøkeren, Ole Lukøje, Den gamle gadelygte, Klokken, Skrubtudsen og Den gamle sten. Denne inddeling kan måske synes lidt tilfældig: men den er trods alt et vidne om et forsøg på at finde en sammenhæng eventyrene imellem.

Året efter udkom hele to monografiske arbejder: Le novelle di Andersen (H.C. Andersens eventyr) af M. A. Cavazzuti[37] og Andersen af Aldo Cibaldi[38]. Det første er dog kun rent beskrivende og udelukker enhver kritisk gennemgang. Det andet er noget bedre; men ligesom det var tilfældet med Bonacchi’s bog, så bliver der lagt megen stor vægt på det opdragende i eventyrene. Det bliver understreget, at så godt som alle „feer og trolde er forsvundne. Tilbage er kun Gud og Forsynet“[39]. Cibaldi formår at se H.C. Andersens produktion som et led i en litteraturhistorisk helhed, og det bør nævnes, at han har kendskab til den vigtigste H.C. Andersen-kritik.

I 1961 udkom H.C. Andersen skrevet af Pietro Rossi[40]. Al fortolkning går ud på at fremhæve eventyrenes moralske og pædagogiske værdi. Ja, undertiden får man en mistanke om, at de for Rossi kun er en omskrivning af Biblen!

Mario Gabrieli, der underviser ved universitetet i Napoli, udsendte i 1969 sin skandinaviske litteraturhistorie Le letterature della Scandinavia, hvor han meget naturligt har ofret H.C. Andersen nogle sider[41]. De repræsenterer ganske givet en anstrengelse for at give læseren en syntese af en bred viden; men man får indtryk af et vist forbehold overfor den danske digter: han falder ikke i Gabrielis smag. H.C. Andersen beskyldes for at være overfladisk og banal. Som et eksempel henvises til hans mange rejser i Italien, hvor det eneste, som han synes at have lagt mærke til, er „karnevallet og røverne, optogene og værtshusene, mandolinerne og den romerske folkedans“[42]! Hans evner som eventyrdigter bedømmes dog yderst positivt, og om hans sproglige fremstilling siges det, at han til trods for det antilitterære sprog opnår en både genial og raffineret virkning[43].

Samme Gabrieli var den første, der kom med en specialundersøgelse. Det skete i 1955 med Rassegna di studi anderseniani (Gennemgang af H.C. Andersen-studierne)[44], hvor de vigtigste danske og udenlandske forskeres bidrag, lige fra Brandes til Topsøe-Jensen, bliver omtalt – og betegnende er det, at ingen italiener bliver nævnt i den forbindelse!

I 1967 udkom A proposito di alcune pagine di H.C. Andersen (A’ propos nogle sider af H.C. Andersen) af Augusto Guidi, som genfortæller og fortolker Marionetspilleren[45].

Ellers er Castagnoli Manghi den eneste forsker i Italien, der har beskæftiget sig med H.C. Andersen; men hun er også repræsenteret med ikke færre end seks større og mindre artikler. Først Andersen in ltalia (H.C. Andersen i Italien) fra 1955, hvor Italiens betydning for forfatteren og hans kunst understreges; rejserne kommenteres, og mange af de værker, som han er blevet inspireret til i Italien omtales[46]. I Venezia nel Romanticismo danese (Venedig i den danske romantik) får man et nærmere indblik i H.C. Andersens forhold til Venedig[47]. Og i „Promessi sposi“ in Danimarca, Andersen e Manzoni („Promessi sposi“ i Danmark, H.C. Andersen og Manzoni) behandles den danske romantiks „italienske mode“, som H.C. Andersen bærer sin del af ansvaret for[48]. Chiosa marginale a Thomas Mann (Randbemærkninger til Thomas Mann) fremhæver visse fælles træk imellem Den lille havfrue og Doktor Faustns[49]. I La fiaba della vita di Andersen (H.C. Andersens livs eventyr) bliver de forskellige autobiografier stillet overfor hinanden[50]. Og endelig i Presenza di E. T. A. Hoffmann nell’opera di H.C. Andersen (E. T. A. Hoffmanns tilstedeværelse i H.C. Andersens produktion) behandles den tyske digters indflydelse[51].

Alle artiklerne er yderst interessante, og de er uden tvivl væsentlige bidrag til den samlede kritik af H.C. Andersen. Castagnoli Manghi er ganske givet den person, der i Italien, dels med sine fine oversættelser dels med sin forskning, har gjort den største indsats for at udbrede kendskabet til H.C. Andersen.

Senest har Anna Maria Clausen skrevet en indledning til sin oversættelse af O. T. hvor hun understreger det vigtige i at have kendskab til forfatterens psyke for fuldt ud at kunne værdsætte romanen[52].

 

Noter

  1. ^ Artiklen er den reviderede udgave af en del af mit speciale, som jeg præsenterede ved Firenzes Universitet i juni 1973. De bibliografiske efterforskninger er foretaget ved forskellige større italienske biblioteker, dog har jeg især betjent mig af Bibliotica Nazionale i Firenze. Mit efterforskningsarbejde ville dog have været betydeligt lettet, hvad angår H.C. Andersen-oversættelserne, hvis allerede på daværende tidspunkt Det kongelige Biblioteks Bidrag til H.C. Andersens Bibliografi VI, Værker af H.C. Andersen oversat til italiensk ved Sv. Juel Møller havde været tilgængeligt. Bogen udkom dog først i 1974.
  2. ^ Knud Ferlov, Presentazione, i H.C. Andersen, Fiabe, oversat af Alda Castagnoli Manghi og Marcella Rinaldi (Einaudi, Torino, 1954) S. VIII.
  3. ^ Collana Il folletto allegro (Malipiero, Bologna).
  4. ^ H.C. Andersen, Album di schizzi senza gli schizzi, oversat af Villani (Artgianelli, Reggio Emilia, 1888).
  5. ^ H.C. Andersen, Quaranta novelle, oversat af Maria Pezzé-Pascolato (Hoepli, Milano, 1904).
  6. ^ Giosué Carducci, i H.C. Andersen, Quaranta novelle, opus cit. S. IX.
  7. ^ Maria Pezzé-Pascolato, i H.C. Andersen, Quaranta novelle, opus cit. S. XII-XIII.
  8. ^ Maria Pezzé-Pascolato, Fonti i H.C. Andersen, Quaranta novelle, opus cit. S. LVII.
  9. ^ H.C. Andersen, Nuove novelle, oversat af Maria Tibaldi Chiesa, (Hoepli, Milano, 1938).
  10. ^ Maria Tibaldi Chiesa, Prefazione i H.C. Andersen, Nuove novelle, opus cit. S. X.
  11. ^ H.C. Andersen, Fiabe, opus cit.
  12. ^ Alda Castagnoli Manghi og Marcella Rinaldi, Nota introduttiva, i H.C. Andersen, Fiabe, opus cit.
  13. ^ Maria Pezzé-Pascolato, i H.C. Andersen, Quaranta novelle, opus cit. S. XIV.
  14. ^ H.C. Andersen, Fiabe, udvalgt og illustreret af Laszlò Gal, oversat af Alda Castagnoli Manghi og Marcella Rinaldi, (Mondadori, Milano, 1969).
  15. ^ H.C. Andersen, Fiabe, udvalgt og præsenteret af Gianni Rodari, oversat af Alda Castagnoli Manghi og Marcella Rinaldi, (Einaudi, Torino, 1970).
  16. ^ H.C. Andersen, Il violinista, (Treves, Milano, 1879).
  17. ^ H.C. Andersen, L’improvvisatore, oversat af H. og G. Cau Elmquist, (Vallecchi, Firenze, 1931).
  18. ^ H.C. Andersen, Favola della mia vita, oversat af Maria Carpitella, (Ediz. Paoline, Milano, 1959).
  19. ^ H.C. Andersen, Dalla mia finestra i Antologia della letteratura danese, udgivet af F. J. Billeskov Jansen og Jørgen Stender Clausen (Bulzoni Editore, Rom, 1973).
  20. ^ H.C. Andersen, L’improvvisatore, oversat af Alda Castagnoli Manghi (Bompiani, Milano, 1974).
  21. ^ H.C. Andersen, O.T., oversat af Anna Maria Clausen (Bulzoni Editore, Rom, 1975).
  22. ^ H.C. Andersen, Le novelle meravigliose, oversat af Maria Bedendo D’Angelo (Editr. A. M. Z., Milano, 1959).
  23. ^ Maria Pezzé-Pascolato, i Quaranta novelle, opus cit.
  24. ^ Maria Tibaldi Chiesa, Prefazione, i Nuove novelle, opus cit. S. XII.
  25. ^ Alda Castagnoli Manghi og Marcella Rinaldi, Nota introduttiva, i H.C. Andersen, Fiabe, opus cit.
  26. ^ Alda Castagnoli Manghi, Introduzione, i H.C. Andersen, L’ improvvisatore, oversat af Alda Castagnoli Manghi, opus cit.
  27. ^ H. og G. Cau Elmquist, Introduzione, i H.C. Andersen, L’improvvisatore, oversat af H. og G. Cau Elmquist, opus cit.
  28. ^ Ervino Pocar, Introduzione, i H.C. Andersen, Fiabe, oversat af Ervino Pocar (U. T. E. T., Torino, 1931).
  29. ^ Giosué Carducci, i H.C. Andersen, Quaranta novelle, oversat af Maria Pezzé-Pascolato, opus cit.
  30. ^ Maria Carpitella, Introduzione, i H.C. Andersen, Favola della mia vita, oversat af Maria Carpitella, opus cit.
  31. ^ Maria Bedendo D’Angelo, Una prefazione che é come una favola, i H.C. Andersen, Le novelle meravigliose, oversat af Maria Bedendo D’Angelo, opus cit.
  32. ^ Augusto Guidi, Nota su il „Porcellino“, oversat af Annamaria Segala, i „Annali, Sezione Germanica“, nr. 10, Napoli, 1967.
  33. ^ Gianni Rodari, Presentazione, i H.C. Andersen, Fiabe, oversat af Alda Castagnoli Manghi og Marcella Rinaldi, opus cit.
  34. ^ Gino Bonacchi, Hans Christian Andersen, i collana „Cultura professional del maestro“ (Bemporad-Marzocco, Firenze, 1952).
  35. ^ Italiano Marchetti, H.C. Andersen, (Le Monnier, Firenze, 1954) S. 48.
  36. ^ Ibidem S. 65.
  37. ^ M. A. Cavazzuti, Le novelle di Andersen (Istituto Padano di Arti grafiche, Rovigo, 1955).
  38. ^ Aldo Cibaldi, Andersen (La scuola editrice, Rom, 1955).
  39. ^ Ibidem S. 95.
  40. ^ Pietro Rossi, H.C. Andersen (Editrice Ciranna, Rom, 1961).
  41. ^ Mario Gabrieli, Le letterature della Scandinavia (Sansoni Accademia, Firenze, 1968).
  42. ^ Ibidem S. 167.
  43. ^ Ibidem S. 168.
  44. ^ Mario Gabrieli, Rassegna di studi anderseniani, i „Rivista di letteraturi moderna e contemporanea“, Firenze, 1955.
  45. ^ Augusto Guidi, A proposito di alcune pagine de H.C. Andersen i „Dialoghi“, September 1967.
  46. ^ Aida Castagnoli Manghi, Andersen in Italia, i „Rivista di letteratura moderna e contemporanea“, Firenze, 1955.
  47. ^ Aida Castagnoli Manghi, Venezia nel romanticismo danese, i „Civiltà Veneziana“, Studi nr. 8, Roma-Venezia.
  48. ^ Alda Castagnoli Manghi, „Promessi sposi“ in Danimarca, Andersen e Manzoni, i „Rivista di letteratura moderna e contemporanea“, Firenze, 1955.
  49. ^ Alda Castagnoli Manghi, Chiosa marginale a Thomas Mann, i „Rivista di letteratura moderna e contemporanea“, Firenze, 1957.
  50. ^ Aida Castagnoli Manghi, La fiaba délia vita di Andersen, i „Studium“, Rom, juli-august 1961.
  51. ^ Alda Castagnoli Manghi, Presenza di E. T. A. Hoffmann nell’opera di H.C. Andersen, i Miscellanea di studi in onore di Bonaventura Tecchi, vol. II (Edizione dell’Ateneo, Rom, 1969).
  52. ^ Anna Maria Clausen, Introduzione, i O. T., oversat af Anna Maria Clausen, opus cit.

 

©