H.C. Andersens Genius

Til en forståelse af H.C. Andersens succes som eventyrdigter kunne man forsøge at betragte hans forhold til eventyrformen eller -genren. Det er kunst at forme sin ånd i en bestemt skikkelse som f. ex. i eventyrformen, men når denne skikkelse viser sig at slutte fast om den specielle digterånd og kalde et væld og en rigdom frem, da må denne natur og denne form passe sammen. Fortælleformen i eventyrene var en bevidst kunstbestræbelse fra H.C. Andersens side, som dermed ville skabe en ny kunst, der skulle være „kort og klar og sand,“ men samtidig frigøres hans digterbegavelse i netop denne form. Hvorfor, kunne man spørge? Hans univers og eventyrets univers må have været i harmoni med hinanden. I eventyret kan det poetiske sind åbne sig frit for indfaldene, og disse mange indfald var H.C. Andersens styrke. Man kan også udtrykke det på en anden måde. I en tung episk fremstilling hænger tankerne fast i stoffet, og fantasien hæmmes eller forsvinder. I eventyrets korte form har fantasien større spillerum. Digterens Genius kan folde sig ud. Den lettere formidling er som en åben dør ind til poesiens rige. H.C. Andersen har passet ind i eventyrformen, fordi han var, hvad han selv kaldte en improvisator, den frie fantaseren lå naturligere for ham end den planlagte udarbejdelse, hvor conceptionen hæmmes. Eventyrets skabelsesproces er dybest set umiddelbar kunst, de frie indfalds kunst. I H.C. Andersens eventyr kan man da også finde øjebliksinspirationen næsten i sin rene form, uden at den er undergået så megen bearbejdelse som hos andre digtere. Man er nærmere poesiens rige hos H.C. Andersen end hos nogen anden digter. Der er ren poesi i hans værker.

En digter er ofte en drømmer, der lever i en indbildt lyksalig verden. Særlig i ungdomstiden kan presset af drømmene være stort. I. P. Jacobsen var nær gået til grunde i dem. Dagdrøm og fantasteri er det samme. Hos H.C. Andersen har fantasilivet i største delen af hans liv været næsten abnormalt. Han kunne til tider være bange for, at hans mægtige fantasi skulle gøre ham vanvittig. Der står i „Lykkens Kalosker“: „Han formaaede ikke at ordne sine Tanker, men meente, at det var hans alt for stærke Phantasie, der var løbet af med ham. „Herre Gud,“ sukkede han „jeg har bestemt Anlæg til at blive gal!“ H.C. Andersen har haft sine mørke stunder, hvor han frygtede noget lignende.

Professor Rubow har gjort opmærksom på dagdrømmens betydning for H.C. Andersen og kaldt ham „kongen i drømmenes, dagdrømmenes og illusionernes umådelige rige“. Dagdrømmen er som drømmene om natten ofte kompenserende. Man får i dem opfyldt alle sine ønsker. Hos almindelige mennesker er dagdrømmeri ofte en gold livsform, der kun gør dem uegnede for tilværelsens hårde realiteter, for digteren er drømmen frugtbar, og når den indfinder sig, betyder det ofte, at Geniussen er over ham. Digteren lever i en illusionsverden, verden er for den drømmende et Fata Morgana. Man fornemmer i H.C. Andersens eventyr ofte en dyb evne til illusion. Ofte er alt idel lyksalighed, „Som en Fest gled Dagene hen“ hedder det, eller disse ord benyttes: „Som en dejlig Drøm er det hele,“ eller man tænke blot på grantræets længsel efter den store aften. H.C. Andersen har den ægte digters lyse sind, evnen til at blændes af livet og momentvis at glemme de tristere sider, evnen „til at skabe sig indbildte paradiser“. Men dette er vigtigt at konstatere, H.C. Andersen var samtidig et virkelighedsmenneske, vidste, at skyggerne hurtigt kan fare hen over det menneskelige liv og menneskelige forhold. Værd at mærke er det, hvormange gange ordet Fata Morgana optræder i eventyrene. Forestillingen er for første gang dukket op med opførelsen af Heibergs skuespil „Fata Morgana“ 1838. Inspireret heraf havde han selv planer til en digtning om Fata Morgana. Mange steder i eventyrene finder man ordet. „Lykkens Kalosker,“ (bd. 1. s. 155), „De vilde Svaner,“ (bd. 1. s. 224), „En Historie fra Klitterne,“ (bd. 4. s. 89), „Bispen på Børglum,“ (bd. 4. s. 339), „Gudfaders Billedbog,“ (bd. 5. s. 112), „Dryaden,“ (bd. 5. s. 136, s. 156 og s. 162) (Hans Brix’ udgave).

Iøvrigt har drømmen sikkert for H.C. Andersen ofte haft anskuelig karakter. Han så det, han drømte og forestillede sig. Eventyret „Den gamle Gadelygte“ handler om digternaturen. Lygten får sjældne evner skænket. „Hvilke Evner jeg har!“ sagde den gamle Lygte“. Den får den evne at „naar der fortælles eller læses Noget i din Nærværelse, skal Du være saa klarhovedet, at Du ogsaa seer det!“ Videre står der „da drømte den, og naar man har slige Evner kan man nok drømme“ (d.v.s. det samme som at digte). Lygten drømmer så, at den kommer i hus hos en rigtig digter: „Der hang deilige Billeder, det var hos en Digter, og alt hvad han tænkte og skrev, det rullede op rundt omkring, Stuen blev til dybe, mørke Skove til solbelyste Enge, hvor Storken gik og spankede, og til Skibsdækket høit på det svulmende Hav!“ H.C. Andersen har uden tvivl set det, han forestillede sig. Efter at have skrevet „Dyndkongens Datter“ kommenterede han selv skabelsesprocessen således: „Jeg læste et Par Nutids Reise-Skildringer fra Afrika, den tropiske Glød og det eiendommelige Nye fyldte mig, jeg saae Landet og kunde med mere Troværdighed tale om det“.

Man kunne prøve at undersøge dagdrømmens nærmere natur hos H.C. Andersen. Hos I. P. Jacobsen, som også var en drømmernatur, er det erotiske det vigtigste moment i dagdrømmen. I. P. Jacobsens ungdomskrise bundede i angsten for det erotiske, som man kan læse af Hervert Sperring. Man kan ikke sige om H.C. Andersens dagdrømme, at det erotiske spiller hovedrollen. Hos H.C. Andersen er dagdrømmen af en ejendommeligere art, i den spiller fantasien selv en hovedrolle. Dagdrøm og fantasteri kunne man synes er det samme, men H.C. Andersen har haft en særlig evne til at holde fantasiens billeder fast. Fantasien er hos H.C. Andersen en naturkraft. Den er af format. Iagttager man den i sin virksomhed i eventyrene, vil man opdage, at den har den egenskab at være avlende. Begynder den først, er den vanskelig at standse. Billede følger på billede, drøm på drøm. løvrigt flyver man ofte i H.C. Andersens eventyr, i virkeligheden en omskrivning af fantasiens flugt. H.C. Andersens Genius har været ham en besættelse, en hektisk forbrænden.

I en digtning, der er så fantasipræget som H.C. Andersens, må vi kunne konstatere to verdener, den fantastiske og den reelle, håndgribelige og kunne sætte fingeren på det punkt, hvor de mødes eller støder sammen. I virkeligheden står vi her overfor en foreteelse, der kan sammenlignes med drøm contra virkelighed og den ubehagelige opvågnen til realiteterne. (Dagdrømmen fungerer på samme måde. Det er også ubehageligt at blive revet ud af den). Jeg vil i det følgende prøve at behandle nogle situationer, hvor drøm, ofte en virkelig drøm, støder sammen med virkeligheden eller situationer, hvor et klimax går over i et an-tiklimax. Situationerne har med undtagelse af den første situation ikke noget med digterens inspiration eller dagdrøm at gøre. Exemplerne drejer sig for det meste om den virkelige drøm eller fantasien og dens sammenstød med virkeligheden. Disse situationer, synes jeg, er et psykologisk spejlbillede på den fantasiprægede og den realistiske side af H. C. Anderens Genius. Situationerne er tillige interessante ved den ubarmhjertighed, den bratte opvågnen er beskrevet med. Dagdrømmen selv i hele sin rivende udfoldelse finder man parodieret i det kostelige digt „Konen med Æggene.“ Konen går dagdrømmende hen ad landevejen. Hun drømmer sig en Hønsegaard, to Gæs og et lille Faar, en Griis og en Ko, Huus og Folk, „Saa kommer en Frier ind i min Stue, Han kysser min Haand og jeg bliver Frue.“ Hun bliver „saa fornem, saa stolt og saa fiin, Jeg taaler ikke den mindste Snakken, Jo, jeg skal vide at kneise med Nakken.“ Hermed er klimax nået, så følger antiklimax:

– Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa.
Klask! Æggene der paa Jorden laa!
Med dem den hele Lyksalighed faldt
og det var i Grunden ikke saa galt!

I dette digt ser man tydeligt drøm og virkelighed støde sammen, og man kan vist godt tale om en noget brat opvågnen. Det lille virkelighedstræk, at hun knejser med nakken, er formidlingen eller overgangen mellem drøm og virkelighed.

I „Reisekammeraten“ mødes drøm og virkelighed også. Johannes drømmer ved sin syge faders seng „at Sol og Maane neiede for ham, og han saa sin Fader frisk og sund igjen og hørte ham lee, som han altid loe, naar han var rigtig fornøiet. En deilig Pige, med Guldkrone paa sit lange, smukke Haar, rakte Johannes Haanden og hans Fader sagde: „Seer du, hvilken Brud du har faaet? Hun er den deiligste i hele Verden!“ Dette er klimax, saa følger antiklimax:

Saa vaagnede han, og alt det Smukke var borte, hans Fader
laa død og kold i Sengen, der var slet Ingen hos dem

I „Paradisets Have“ finder man også en klimax-antiklimax situation.

Prinsen kysser den dejlige fee: „Et Minut, som dette er Rigdom nok!“ Så følger antiklimax, der lyder et tordenskrald og alt synker sammen:

Dødskulde gik gjennem hans Lemmer, han lukkede sit Øie og laae længe som død.

Meget interessant er det i disse drøm-virkelighedssituationer at studere overgangen mellem drømmen og virkeligheden, når en sådan er at finde, kort sagt om der er en formidling mellem dem. Det er ikke altid, den findes, men i nogle af situationerne existerer den. Jeg vil vende tilbage hertil. „Kejserens nye Klæder“ handler om selve illusionen og dens magt. Også her kan man i høj grad tale om en brat opvågnen: „Men han har jo ikke Noget paa!“ sagde et lille Barn.“

I „Grantræet“ opleves klimax juleaften og derefter en forfærdelig opvågnen først på loftet i en mørk krog, senere vissen og gul i gården.

I „Den lille Pige med Svovlstikkerne“ opnås klimax i en vision, hver gang en svovlstik tændes, og den lille pige fantaserer. Gribende er antiklimax:

Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smiil om Munden – død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar.

Hele eventyrets virkning beror på modstillingen af lys og skygge. I „Under Piletræet“ er situationen bygget over det samme skema som i „Den lille Pige med Svovlstikkerne.“ Udmattet af rejsen hjem sætter Knud sig under et gammelt Piletræ og har her en drøm. „Det var den deiligste Time i mit Liv!“ siger han. Om morgenen ser vi ham som den lille Pige med Svovlstikkerne. „Der sad en Haandværkssvend, han var død, frosset ihjel – under Piletræet.“

I „Det gamle Egetræes sidste Drøm“ støder drøm og virkelighed atter sammen. Træet drømmer, at det vokser og vokser lige op i Himlen og den lysende varme Sol. Virkeligheden følger tæt bag efter. En storm er gået hen over hav og land, og træet falder, idet det drømmer, at dets rødder løfter sig, og det stiger mod himlen: „Træet knagede, bragede og rykkedes op med Rod, netop idet det drømte, at dets Rødder løsnede sig. Det faldt.“

Vi har i det foregående set exempler på sammenstød mellem drøm og virkelighed, herlighed og hård realisme. I videre perspektiv kan man sige, at denne skiften mellem lykkefyldte og mørke stunder veksler igennem alle eventyrene. Der er herlighed og glæde og bitter modgang, der er lys og skygge således som primitive sjæle opfatter tilværelsen. En tendens til klimax, d.v.s. en udfoldelse af digterånden går overalt igen i eventyrene. Klimax finder man i eventyr som: „Den lille Havfrue.“ „Engelen“. „Den Grimme Ælling.“ „Klokken.“ „De røde Skoe.“ „Verdens deiligste Rose.“ „De Vises Steen.“ „Dyndkongens Datter.“ „Pigen som traadte paa Brødet.“ „Anne Lisbeth.“ „Barnet i Graven.“ „En Historie fra Klitterne,“ og mange flere.

Jeg vil i det følgende se nærmere på formidlingen eller overgangen mellem drømmen og virkeligheden, når en sådan overgang findes i disse situationer. I den nævnte situation i „Paradisets Have“ står der: „Han aabnede sit Øie, Stjernen langt borte, Stjernen der funklede som det sjunk-ne Paradiis, saae han endnu – det var Morgenstjernen paa Himlen.“ Her ser man, hvor fint H.C. Andersen formidler overgangen fra fantasiens land til virkelighedens land. Stjernen indgår som element i fantasien, det er paradisets have, men samtidig er det morgenstjernen på himlen. Exemp-let er ikke helt tydeligt. Tydeligere ser vi det i exemplet fra „Den lille Pige med Svovlstikkerne“: „Den Lille strakte begge Hænder i Veiret -da slukkedes Svovlstikken; de mange Julelys gik høiere og høiere, hun saae de vare nu de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en lang Ildstribe paa Himlen.“ Helt klart er exemplet heller ikke, men alligevel forstår man, at julelysene, der er element i hendes fantasier, bliver til elementer i virkeligheden, til stjernerne på himlen.

I exemplet fra „Under Piletræet“ finder vi atter en formidling. I drømmen bøjer hans elskede sit hoved over hans ansigt, „og der trillede iskolde Taarer fra hendes Øine … og de faldt paa hans brændende Kinder, og – han vaagnede ved det, … der faldt fra Skyerne isnende Hagl, de pidskede hans Ansigt.“ De kolde tårer, ser vi her, er elementer i både drømmen og virkeligheden. Pigens tårer i drømmen er i virkeligheden de isnende hagl fra skyerne, der pisker ham i ansigtet. Drømmen er begrundet i virkeligheden. Exemplet her er klart.

I „Det gamle Egetræes sidste Drøm“ er drømmen begrundet i noget virkeligt. Egetræet drømmer, at det løfter sig mod himlen, netop idet dets rødder løsner sig, forårsaget af en storm i virkeligheden.

I „Dyndkongens Datter“ ser vikingefruen i en drøm, Helga løfte sig som en mægtig svane. „Vingerne bredte sig saa store, med en Susen, som naar Trækfuglenes Skare flyver bort. Vikingefruen vaagnede derved, og udenfor lød endnu det samme stærke Vingeslag – det var Tiden, vidste hun, at Storkene droge herfra.“ Storkene sidder ganske rigtigt udenfor. Atter ser man her, at det element, der indgår i drømmen, begrundes i noget virkeligt, der foregår udenfor vikingefruens vinduer.

I „Ole Lukøie“ står der: „Nej hvor Regnen skyllede ned udenfor! Hjalmar kunde høre det i Søvne! og da Ole Lukøie lukkede et Vindue op, stod Vandet ligeop til Vinduskarmen; der var en heel Sø derude, men det prægtigste Skib laae op til Huset. „Vil du seile med lille Hjalmar!“ sagde Ole Lukøie …“ Den virkelige regn udenfor vinduerne indgår som element i drømmen.

Det kunne se uvæsentlig ud at gøre opmærksom på denne formidling, men den er i virkeligheden vigtig. At denne formidling mellem drøm og virkelighed existerer hos H.C. Andersen, viser i virkeligheden i lille perspektiv hele grundvolden for hans eventyrdigtning. Hans eventyrdigtning har en reel grobund. H.C. Andersen begrunder altid det fantastiske i noget virkeligt, og i mange af hans fantastiske fiktive beskrivelser og milieuer indgår virkeligheden som elementer i det fantastiske. Formidlingen i de små situationer her er et spejlbillede på H.C. Andersens teknik overalt, hvor hans fantasi arbejder.

Det specielle ved eller karaktermærket for H.C. Andersens Genius er hans fantasi. Den er meget stor. Den springer bogstavelig talt ud af eventyrbogen, ud fra bladene som blomster og træer, der vokser frem og løfter sig, som bevingede væsener i flugt eller som fjerne lande, der stiger ud af tiden og rummet. Syner og billeder trækker sig som en lang stribe gennem eventyrene: Fnysende heste, der jager, med ilden skinnende ud af øjne og næsebor (Anne Lisbeth); Vinteren selv der sidder med blikket stadigt fæstet mod Syden, mens snetæppet synker ind i jorden og hist og her en lille græsgrøn plet kommer frem (Aarets Historie) eller Poesien selv på den fremmede altan i „Skyggen.“

Eller fantasien slår igennem i eventyrene f. ex. i fiktive milieuer som i „De Vises Sten.“ Man står med undren overfor disse milieuer. Sådanne milieuer finder man ikke hos andre digtere. Det er noget specielt. Et fiktivt milieu er f. ex. havkongens slot på bunden af havet i „Den lille Havfrue.“ Et karakteristisk træk ved H.C. Andersens fantasi er, at den har en reel grobund. Iagttagne og virkelige træk indgår i de fiktive beskrivelser. Ofte kan disse træk være hentet fra den almindelige hverdag. Et exempel på H.C. Andersens teknik ser man f. ex. i det fiktive milieu i „De Vises Sten.“:

Midt i solens træ „laae et Slot af Krystal med Udsigt til alle Verdens Lande; Hvert Taarn løftede sig som en Lilie, man kunne gaae op igjennem Stilken, for der var Trappe indeni, man kunne træde ud paa Bladene, det var Balconer.“

Denne teknik at putte sete træk fra hverdagen ind i det fantastiske, gør det fantastiske sandsynligt. Man tror på illusionen. Uden tvivl har det bag denne teknik spillet en rolle, at H.C. Andersen skrev for børn. De bryder sig ikke om det fantastiske, hvis det ikke er virkeligt. Eventyrformen og det at eventyrene er fortalt for børn fik stor betydning for udformningen af H.C. Andersens Genius. Det kaldte de oprindelige, elementære kræfter frem i ham. Han lærte ved at skrive for børn at søge hjertet frem for forstanden, det konkrete frem for det abstrakte, det enkle frem for det komplicerede. Børn er absolutte, naturlige og enkle. Man kan ikke understrege det nok, som et træk af stor betydning at H.C. Andersens eventyr er fortalt for børn.

Man kan i den forbindelse studere de to forskellige redaktioner af „Rejsekammeraten“ I sin første skikkelse hed eventyret „Dødningen“ og var endnu ikke „fortalt for børn“. Alle ændringer, der er foretaget i den senere tekst, er foretaget under hensyn til, at eventyret er fortalt for børn. Dødningen er således skrevet, Reisekammeraten er fortalt. En gennemgribende forenkling og tendens mod naturlighed præger „Reisekammeraten“ i forhold til „Dødningen“. Den koncentrerede fortællemåde, der kun fæstner sig ved det centrale, skyldes hensynet til børnene. Lange udmalinger i en kort fortælling trætter barnet. De skæres derfor bort. H.C. Andersen forkortede sin stil, så han blev let fattelig for barnet, brugte enkle ord og en enkel tankegang, han lod følelserne råde og besjælede næsten alt dybt vidende om barnets sympati med alle ting. Fintmærkende eller selv et barn har H.C. Andersen forstået de mindste detaljer i barnets sjæleliv. Barnet tænker konkret, barnet tænker enkelt, barnet er kønsløst, barnet er naturligt, barnet kan føle med, barnet har sans for effekter. Følelsen især er trådt mægtig i forgrunden. Barnet er primitivt og lægger vægt på følelsen. H.C. Andersen havde fundet sin form. Denne korte, klare sande kunst var tilsigtet. Senere sker der ingen væsentlig ændring af formen, eventyrene er fuldbårne næsten fra først af.

Det ene poetiske indfald afløser ofte det andet i en uafbrudt inspiration i H.C. Andersens eventyr. Samtidig er der en stor beherskelse over den anvendte kunst, som skriver sig fra skarphed og præcision. Den mægtige fantasikraft er tøjlet i skarpe, præcise iagttagelser. I eventyrverdenen kommer H.C. Andersens skarphed ham til nytte. Han har ved dens hjælp kunnet aftegne en miniatureverden og skildre begivenheder, der foregår som under et forstørrelsesglas. Storhed og prunk er ligesom fremmed for H.C. Andersens natur. Han mestrer det, som er småt. (Han mestrede den lille genre og den lille begivenhed eller situation. Han mestrede den lille økonomiske stil og den lille miniatureverden. Hans Genius har også heri passet ind i folkeeventyrets lille verden og persongalleri. Man finder en behersket aldrig overlæsset kunst i eventyrene. Ikke et stort apparat er sat i sving, men et lille apparat, et saadant magtede H.C. Andersen. Det er måske en af forklaringerne på, at han passede ind i eventyrgenren). H.C. Andersen har, mener jeg, besiddet en særlig styrke i at kunne formindske og forkorte tingene. Et eventyr er set under et forstørrelsesglas: „Vanddraaben.“ I mange af eventyrene finder man formindskelseskunst. Naturligvis i „Tommelise,“ men også i „Lykkens Kalosker“ (s. 133 i Jubilæumsudgaven). I „Rosenalfen,“ „Gaaseurten“ (s. 144). „Den standhaftige Tinsoldat,“ „Den grimme Ælling“ (s. 245), „Den lykkelige Familie,“ (s. 397), „Klokkedybet,“ (s. 180), „Skrubtudsen“ (s. 60), og mange andre eventyr. Meget interessant siger H.C. Andersen i eventyret „Dryaden“ om verdensudstillingen i Paris: „Det overvældende store, brogede Skue maa gjøres smaat, trænges sammen til et Legetøi, for at kunne gjengives opfattes og sees i Helhed.“ Dernæst beskrives det hele som udbredt på et stort rigtdækket julebord.

Drivkraften bag de mest vellykkede af H.C. Andersens eventyr er ofte et ideindhold. De er undfanget på et digterisk højt plan. Ideerne hører i sjælelivet til Geniussen. Det er bl. andet ideerne, der gør H. C, Andersens eventyr til læsning for voksne. Drivkraften til mange af eventyrene er ofte af digterisk art, udformningen præget af realisme.

Et vigtigt karaktertræk ved H.C. Andersens åndsliv er hans levende forestillingsliv. Dels har H.C. Andersens fantasi været i stadig bevægelse, dels har han haft et vidtåbent blik for sin omverden. Omverdenen og især naturen er karakteriseret ved bevægelse og liv for den vågne iagttager. Alt har han indfanget, alt har sat sit mærke i hans bløde gemyt. „Jeg er som et Vand, alt bevæger mig, alt afspejler sig i mig,“ står der i et brev fra 1855. Ikke blot den levende fremstilling, men også det at give liv til alting er et dybt karaktermærke for eventyrene, hvor det vrimler med besjælinger og personificationer. H.C. Andersen kan ikke forestille sig noget dødt. Sneen er levende, duggen taler, solstrålerne har liv og ja, man må tage hatten af for H.C. Andersen, selv luften har han gjort levende i „Klokkedybet“ og i „Hvad Tidselen oplevede.“ Den samme bøjelighed i sjælelivet, tror jeg i virkeligheden det er, der har bevirket H.C. Andersens beherskelse af en bestemt funktion, der optræder hyppigt i eventyrene, nemlig forvandlingerne af de forskellige personer. Med utrolig lethed foregår der forvandlinger i H.C. Andersens eventyr. H.C. Andersens elasticitet kan også give sig andre udtryk. Den kan give tingene en drejning, viddets og ordspillets drejning. En leg med ord og ordspil finder man f. ex. i „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre“ og i „Sneemanden“.

H.C. Andersens skabelsesproces og sind kan lignes ved en bæk. Den flyder ved naturkraft og strøm, bøjer sig og glider frem efter de skiftende indfald. Smidigt og blødt som vandet er hans stil og form, levende og spillende som vandet, det indhold, der bevæger sig i formen, frugtbart som vandet er hans fantasi, dybe og klare hans tanker. H.C. Andersen er den mest levende forfatter i dansk litteratur.

Sanserne hos alle mennesker hører til virkeligheden. Det er med dem, at vi opfatter vores omverden. Selv om de altså ikke egentlig er knyttet til ånden eller Geniussen, men tværtimod til den realistiske side af mennesket, vil jeg lige omtale H.C. Andersens sanser. H.C. Andersen var, som vi har konstateret, en stor realist ved siden af sin poetiske natur. Hans sanser har været meget stærke, udviklet næsten som hos naturmennesker (Rubow). Særlig hans syn er ejendommeligt og interessant at studere. Det har været usædvanligt skarpt, og et ægte kunstnerblik med stor sans for konturer og form. Erindre må man også, hvormeget den iagttagne detalje betyder i eventyrene. H.C. Andersen har været forsynet med en iagttagelsesevne udover det almindelige. Iagttaget er f. ex. en situation som denne: „Soldaten vendte Benet lige i Veiret og blev staaende paa Ka-skjetten med Bajonetten nede imellem Brostenene.“ Hvor skarpt H.C. Andersens syn har været fornemmer man i dette exempel:

Paa det ilende Vand, sad Isjomfruen selv med sit lange, hvidgrønne Haar og stirrede med Dødsøine som to Bøssepiber. (Isjomfruen).

Bøffelens øje har han skarpt iagttaget:

Det Dæmoniske, der ligger i Bøffelens Blik, den sælsomme røde Ild der spiller fra Pupillen. (Improvisatoren s. 45).

At H.C. Andersens syn har været skarpere end andre menneskers finder man fuldt bekræftet af en lille begivenhed i „En Digters Bazar.” Der står:

„Men ved Middagstid viste sig for mit Øie i Nordost en hvid Plet, det kunde ikke være et Skib, dertil bredte den sig for meget, men mu-ligviis en Sky. Jeg troede, at det var den græske Kyst, og spurgte Capi-tainen derom; han rystede paa Hovedet, og sagde, at vi først den næste Dag kunde øine Grækenland, der rigtignok laae i den Retning, hvor jeg nu troede at see Land. Hverken han eller nogen af Passagererne saae Noget.

Da jeg efter Middagsbordet, kort før Sol-Nedgang, søgte samme Punkt som før, straalede dette ligesaa stærkt som nu Ætna! nej, det kunde ingen Sky være, det havde ikke forandret Skikkelse, det stod endnu i samme Retning, som for tre Timer siden.

Capitainen tog sin bedste Kikkert og raabte: „Land“.

Ja, det var græsk Kyst! det var en Bjergtop ved Navarino; belagt med Snee straalede den i den klare Luft. Jeg havde først af dem Alle opdaget Grækenland.

„Aldrig har jeg hørt før,“ sagde Capitainen, „At Nogen med blotte Øine har kunnet, paa een og samme Tid, see fra Middelhavet baade Ætna og græsk Kyst! det er mærkværdigt!“

Et andet exempel:

Naar Vinden løber hen over Græsset, da kruser det sig som et Vand, løber den hen over Kornet, da bølger det som en Sø.
(Vinden fortæller …).

H.C. Andersen har været i besiddelse af den skarpeste skelneevne og istand til at opfatte enkelte, adskilte fænomener:

Græspletten var saa reen grøn, som om hvert Straa blev seet efter Morgen og Aften.
(Alt på sin rette Plads).

Rudy sad derude, som en Flue sidder på det vippende Halmstraa.
(Isjomfruen).

Ofte opfatter H.C. Andersen en tings kontur:

Alle Træer og Buske stod med Riimfrost; det var som en heel Skov af hvide Koraller, det var som om alle Grene vare overdængede af straalehvide Blomster. De uendelig mange og fine Forgreninger, dem, man om Sommeren ikke kan see for de mange Blade, kom nu frem hver evige een …
(Sneemanden).

Det skinnende, sneeklædte Bjerg „Jomfruen“, det deiligst formede af alle Schweizes Bjerge.
(Isjomfruen).

Konturerne kan give en hel billedvirkning som i dette tilfælde:

En stor Sky stod bagved dem, det var et heelt Bjerg, og paa den saae Elisa Skyggen af sig selv, og af de elleve Svaner, saa kæmpestore fløi de der. Det var et Skilderi, prægtigere end hun havde seet noget før, men altsom Solen steg høiere, og Skyen blev længere bagved dem forsvandt det svævende Skyggebillede.
(De vilde Svaner)

Inspireret af Sydens stærke farvemodsætninger finder man i „Improvisatoren“ ofte H.C. Andersens sans for skygge og lys eller sans for konturer:

Skyggen paa Vandet, Baaden kastede, var det reneste sortblaae, Aarens Skygge en bevægelig Slange i alle Nuancer af Blaat.

Ogsaa i „En Digters Bazar“ finder man exempler på H.C. Andersens særlige opfattelsesmåde især af tingenes konturer:

Den ene lille By strax ved den anden reiste sig ovenover os, hver laae som en Sphinx paa Bjerget.
Byen selv hang, som en Svale-Rede paa Fjeldvæggen.
En Frugt-Boutik med et Mosaik af Citroner og Appelsiner.
Sicilien! Du mægtige Trefod i det dybe, luftklare Hav.
En Klippe formet som en gigantisk Hjelm.
Boutik ved Boutik, hver som en omvendt Kasse.

En af H.C. Andersens personer er en kontur: Skyggen. H.C. Andersen har studeret skygger, længe førend han skrev sit eventyr „Skyggen.“ I „Improvisatoren“ ser man exempler herpå:

De store Pinier, der stode, som sorte Skyggebilleder på den ildrøde Florizont.

De høie Colonner, der endnu staae af de gamle Templer kastede lange Skygger. Sælsomme Slagskygger faldt i Maaneskinnet paa de høie Mure.

Lodret brændte Solen, min Skygge syntes jeg, vilde skjule sig for den under mine Fødder.

Romeren, der i de hede Sommerdage stønner i de næsten uddøde Gader og sniger sig langs med Husene, som vilde han inddrikke den Skygge, som kun glider ned over Muren.

Den hele Horizont var en skinnende Ild, kæmpestore Skikkelser bevægede sig som sorte Skyggebilleder mod den stærke Ildgrund.

H.C. Andersens sans for billeder må man også her erindre. Ikke blot fabrikerede han selv billedbøger, klippede silhuetter og konturer, men overalt i eventyrene giver kærlighed til billeder sig udtryk. I „Paradisets Have“ har tiden indbrændt kunstige malerier i ruderne (Der er endda liv i billederne -). I „De Vises Steen“ er der levende billeder i slottets vægge, overalt i eventyrerne er dette træk fremherskende, iøvrigt i overensstemmelse med barnesmag.

Til oplysning om H.C. Andersens syn kan man studere hans tegninger udgivne af Paul Uttenreiter med forord af Vilhelm Wanscher. Der er noget spidst og skarpt over dem. Der er tillige stor sans for mørke og lyse partier, partier i sol og partier i skygge. Det skarpe i H.C. Andersens natur, ikke det bløde er fremherskende i tegningerne. Selv i mørke opfatter H.C. Andersens skarpe syn tingene. S. 33 er et billede, hvor man ser, at han skarpt i den mørke tunnel opfatter væggen, loftet og vejen ind i mørket. Når H.C. Andersen tegner grantræer, ser han på deres bygning og får et skeletagtigt resultat uden blødhed. At billederne til en vis grad kan savne skønhed beror på deres skarphed, ja kantethed. Et så stort motiv som den spanske trappe i Rom i hele sin højde er ypperligt forkortet ned på papiret. Hovedkarakteristikaet for H.C. Andersens tegninger er det minutiøse, sansen for småting, en evne H.C. Andersen har udnyttet i stor grad i eventyrenes miniatureverden. Nogle tegner stort og blødt. H.C. Andersen tegner udpræget småt og skarpt. Netop disse evner kan udnyttes til at beskrive en miniatureverden. På museet i Odense træder det minutiøse ved tegningerne endnu klarere og finere frem end i Paul Uttenreitters udgave. Man ser her, hvor små originalerne i virkeligheden er ca. 13 x 10 cm, de er så store som, endda mindre end et postkort.

H.C. Andersens syn er derfor en nøgle, hvis man vil trænge ind i, hvordan flere af de Andersenske personer er undfanget og opfattet. Ofte har han givet sine personer karakteregenskaber efter deres fysiognomi (Den standhaftige Tinsoldat, blomsterne i „Gaaseurten“). Ofte har tingenes ejendommelige fysiognomi påtrængt sig ham, så han måtte skrive om dem, f. ex. er eventyret „Veirmøllen“ opstået således. H.C. Andersen har suget tingenes fysiognomi til sig og givet dem igen på papiret. Der er i virkelig forstand i H.C. Andersens eventyr tale om personer, hvadenten det drejer sig om møblement eller husgeråd, man kunne gå så vidt at kalde dem personligheder. De respekteres af H.C. Andersen. Jeg vil påstå, at de mange genstandes personlighed til en vis grad skyldes H.C. Andersens syn, eller at et af udgangspunkterne for H.C. Andersens levende verden er hans syn. Opfatter man noget skarpt og tillige omridset af tingene, opdager man, at de genstande som omgiver en til daglig får mere personlighed, man kan selv prøve at indstille sit syn på denne måde. En thepotte, et blækhus eller en veirhane får da betydning, en sofapude fremtræder med mere personlighed. Tingene får selvstændig existens. H.C. Andersen var en både blød og skarp natur. Med sit bløde sind kunne han leve sig ind i tingene, med sit skarpe sind kunne han se dem i formindsket størrelse, med sin iagttagelsesevne og realisme fastholde det sete.

Små ting har ofte H. C. Anderens opmærksomhed i højere grad end de store. Han lægger mere mærke til detaljer end til helheder. Han opfatter skarpt de mindre ting, f. ex. bogstaverne i bogen (Ole Lukøie). Dette har været ham til hjælp ved beskrivelsen af hans personer. At beskrive mennesker kræver en helhedsopfattelse. Genstande og dyr kræver et meget mindre apparat og kan nøjes med små malende detaljer. Også H.C. Andersens særlige evne til at formindske og forkorte tingene, mener jeg, bunder i noget specielt skarpt ved hans syn.

Eventyret: „Hvad man kan hitte på“ handler om en ung mand, som studerer til at være digter, men ikke kan hitte på. Han lærer af en klog kone, at man skal have synet med sig og hørelsen. En digter må have øjne og ører åbne. Også H.C. Andersens andre sanser var stærke. I eventyret „De Vises Steen“ har han beskrevet de fem sanser, så man både ser og hører og lugter og smager. Alle naturens dufte kender han og naturens lyde. Selv det mere specielle fornemmer han. Han ved om fiskenes lyde „Fiskene er ikke saa stumme, som man siger.“ (En Historie fra Klitterne). H.C. Andersen kan beskrive stilheden som ingen anden digter og høre så fint som vokset, der drypper fra lyset på gulvets sten i kirken. (Bispen på Børglum).

H.C. Andersen er alsidig at studere. Eventyrene er i virkeligheden meget forskellige og meget forskelligt fortalt. De byder stadig på overraskelser. Et rigt facceteret sind afspejler sig i dem. Der er intet fast skema, intet system for udarbejdelsen, hvert eventyr har sin særprægede form, som en naturting, som stenene i strandkanten eller som naturperler, der alle er forskellige – det er ægte perler. Ikke blevne til efter plan og overvejelse som værker af I. P. Jacobsen og Flaubert, men skabt ud af intuition og genialitet.

H.C. Andersens eventyr forandrer sig med årene. I de første bind finder man de fasteste eventyr, den klareste kunst, egentlig æstetisk de smukkeste eventyr. De naiveste og enkleste i tankegangen tilhører denne tid, senere bliver garnet ligesom mere speget. Forskellen er især, at de første mest er fortalt for børn, de senere med et ofte stærkere og stærkere sideblik til de voksne. Tillige har alderen haft indflydelse. Man kan mærke igennem eventyrene, at H.C. Andersen bliver ældre. Friskheden forsvinder og vingefanget bliver mindre. Hvor mon man finder mest af H.C. Andersens egen person og meninger? Uden tvivl i de senere eventyr.

Vi har set at H.C. Andersen ofte begrunder drømmen i virkeligheden. Drømmene tilhører fantasilivet, men selv når H.C. Andersen beskriver dem, bevæger han sig på realistisk grund. H.C. Andersen har været en fantast af format og en realist af format. Man møder også på en lidt anden måde begrundelse rundt om i eventyrene. Begrundelse (i virkeligheden) i videre forstand finder man ofte hos H.C. Andersen f. ex. som logik og sammenhæng i personerne (Tinsoldaten græder tin), H.C. Andersens mest logiske person er i den henseende Stoppenaalen. Der er logik i dette: Stoppenaalen er fin på den (så fin at dens moder ikke kan finde den), eller logik i denne bemærkning af Stoppenaalen: „Det er godt mod Søsyge at have Staalmave.“ Langemand i samme eventyr ser de andre fingre over hovedet. Pengegrisen (i eventyret af samme navn) ser ned paa alt i stuen, da den står højt oppe på et skab og er proppet med penge. Gyngehesten i samme eventyr taler om training og fuldblod, barnevognen om jernbaner og dampkraft. „Stueuret talte om Politik – tik – tik! det vidste, hvad Klokken var slaaet.“ Man ser, at der er mening, sammenhæng og logik i H.C. Andersens personer. Tingenes verden og karakterer er begrundede i deres natur eller deres funktion. Hos myrerne er alting forstand, da deres verden er en systematisk. Ledpælen føjter ikke, men har fædrelandskærlighed, da den altid står på det samme sted. Land-maalermærket går altid frem med orden, overvejelse og beregning. Sneglen dvasker i sit Hus, verden kommer ikke den ved. Den er en tænkende, dybsindig natur, den kan ikke springe ud som rosentræet, men kun krybe ind. Sneemanden lider af kærlighed til kakkelovnen. Dette begrundes i at „den har haft en Kakkelovnsskraber i Livet, det er den, der har rørt sig i ham.“ Der påduttes ikke tingene egenskaber, som ikke er begrundet i faktiske forhold eller omstændigheder. Andersens personer er i den forstand helstøbte. Der er overalt ved beskrivelsen af personerne en sikker indre tråd og mening. Eller et andet exempel: Da pigen i eventyret „Pigen som traadte paa Brødet“ synker ned i en mose kommer hun først til mosekonen, senere overflyttes hun til helvede. At H.C. Andersens natur var snusfornuftig og logisk gør, at man aldrig overlades til tomt fantasteri, men altid befinder sig i en logisk meningsfyldt verden, der bygger på realistisk grund.

H.C. Andersens Genius har fortalt ham, at virkeligheden er det største eventyr. H.C. Andersens eventyr er skabt ud fra naturgrunden i ham selv, hans realisme og især hans fantasi. H.C. Andersen var først og fremmest et naturgeni.

©