På Assistens Kirkegård

I det 19. århundrede blev to søskende med 29 års mellemrum begravet på Assistens Kirkegård i København, henholdsvis i 1846 og 1875. De var begge født i Odense og havde samme mor, Anne Marie Andersdatter, men hver sin far.

Hans Christian Andersens begravelse i 1875 fandt sted med en enorm deltagelse af ukendte og kendte, der fulgte rustvognen fra Vor Frue Kirke til Assistens Kirkegård. Fra hele verden kommer år efter år besøgende for at se hans grav og hans i sig selv enkle og prunkløse gravsten.

Da hans ældre halvsøster, Karen Marie Danielsdatter Rosenvinge, i 1846 blev fundet død på sit fattige kvistværelse i Borgergade, var hendes samlever forsvundet. Den afdøde blev begravet på Assistens Kirkegård i et afsnit for fattige. Fem år senere indrettede man et nærliggende område til massebegravelse af koleraepidemiens 4-5000 ofre. Ved århundredskiftet blev denne del af kirkegården omkring Hans Tausens Park og Gade frigivet til opførelse af St. Hans Kirke, et par skolebygninger m.m.

H.C. Andersen har gennem sine erindringer, eventyr og romaner udødeliggjort sin mor. Skildringerne af den lille pige med svovlstikkerne, den fattige vaskekone og den kærligt overbærende mor i Mit Livs Eventyr læses og tydes som digterisk frie parafraser over moderens liv, men alligevel tæt på virkeligheden.

Da hans barndoms præst Knud Rosenvinge var død i 1716, giftede eftermanden i kaldet, Jochum Christophersen Wielandt, sig med sin forgængers 18-årige datter, mens præsteenken i 1723 flyttede til Søndersø, da hun dér blev gift med præsten Elias Brinch. Daniels lillesøster var måske opkaldt efter Margrethe Lime, og Daniel har sikkert bevaret kontakten med sit hjemlige miljø og derfor haft en fortaler i Søndersø Præstegård, som kunne formidle hans ansættelse på Dallund Slot.[10]

To måneder efter sit bryllup slog Daniel sig ned i Gislev sogn mellem Kværndrup og Nyborg. I Lykkesholm fæstebog er antegnet, at Daniel Pedersen Bødker har fået livsfæste på et hus “i Dalen.” I kirkebogen ved hans børns dåb og fra skiftet efter hans tidlige død i 1748 oplyses, at han boede i landsbyen Sandager.[11]

Sandager ligger vest for sognebyen Gislev i et kuperet terræn. En bakketop, der tidligere kronedes af en vindmølle, ses mod syd, og mod vest fører vejen ned i en sænkning, der afgrænses af en mose og en lille sø, der afvandes af et tilløb til Sallinge Ådal. Vest for søen findes et skovareal. Her kunne bødkeren hente træ til sit værksted.

I “Dalen” fik bødkerparret deres bolig i fæstehuset, måske med et lille jordareal. Omgangskredsen udgjordes af naboerne i landsbyen med Christopher Møller som den mest velbjærgede. Han kunne gennem sin virksomhed også give rum for en hvedebager. Ved sønnernes dåb møder vi faddere fra Sandager med tilnavne som Smed, Skrædder og Hjulmand. Den tredje søn blev båret til dåben af krokonens ældste datter i Gislev.

Men ægtefællerne fik kun få år sammen. Lige før jul, da Ellen var højgravid, blev bødkeren begravet 12. december 1748. Enken sad tilbage med drengene Peder, Henning og Jørgen, der var henholdsvis 8, 5 og 3 år gamle. Hun fødte sin fjerde søn to uger efter mandens begravelse. Han blev ved dåben nytårsdag opkaldt efter sin afdøde far.

At sognets beboere havde stor medfølelse med den ulykkelige og så hårdt ramte enke, fremgår af listen over faddere til den lille Daniel, at han blev båret af “Jomfrue Charlotte Sophia Haagerup [præstens datter], Test: Monsr. Klaus Kiihl fra Odense, Laurids Hiulmand fra Sandager, Hvedebrødsbageren ibidm, Præstens yngste datter Jomfrue Anna Marie Haagerup og Deris [præstefamiliens] stuepige.”[12]

Claus Frederiksen Kuhi (1729-82) var student fra Odense og blev siden præst for Nørre Søby-Heden sogne. I Vor Frue Kirke, Odense, ses et epitafium over hans far Frederik Kuhi, kateket og klokker, og hans mor Margaretha Grønnegaard, samt hans farmor Johanne Haagerup. Den unge student fra Odense har holdt juleferie hos sin slægtning, Poul Rasmussen Haagerup, i Gislev Præstegård, og har hér bidraget til at vise bødkerfamilien sin sympati. I hans eftermæle som sognehyrde hedder det, at han “antog sig med megen Fliid de Syge og den tilvoxende Ungdom”[13]

Ellen blev meget gammel, og hendes sidste år har ikke været lykkelige. I folketællingen 1787 nævnes ’’Ellen Henningsd:, Kone, 80 [år], Enke efter første Egteskab, Inderste og nyder Almisse”. Om Henning Danielsen, hendes søn, står anført, at han er 49 år, blind, almisselem, gift første gang og lever sammen med hustru og to børn.

I kirkebogen meddeles 2. august 1795, at Ellen Bødkers i Sandager er død, 87 år gammel.

Jørgen Danielsen Bødkers uddannelse og yngre år

Brødrene Peder og Jørgen sigtede mod at uddanne sig i deres afdøde fars håndværk. Da de hver især var fyldt 18 år, drog de til Odense.

I protokollerne for Odense bødkerlav oplyses det, at Peder Danielsen, født i Sandager, optages i forbundet den 14. oktober 1758 og er udlært som svend 18. oktober 1760. Jørgen begyndte sin læretid i pinsen 1763 og var udlært 17. august 1767. I protokollerne oplyses navnene på brødrenes fødeby, forældre og for Peders tilfælde også farbroderen Jens Pedersen i Ore.[14]

Som 22-årig udlært bødkersvend, frigivet fra sin læremester, valgte Jørgen nu at besøge sin farbror Jacob Rosenvinge i Amsterdam. Jørgen har vel som andre svende fulgt traditionen at “gå på valsen” og på rejsen tage arbejde for skiftende mestre i de byer, han passerede.

Amsterdam har været en overvældende oplevelse for den unge fynbo. Husblokkene var anlagt på den sumpede jordbund, adskilt af kanaler, fyldt op med både og skibe. Den by “står på fyrrepæle som en underjordisk skov, så at Amsterdam står på Norge”, skrev en dansk rejsende i slutningen af 1600-tallet.[15]

Måske har Jørgen Bødkers farverige beretninger herom, efter at han havde slået sig endeligt ned i Lunde sogn, inspireret en gårdejer til efter udflytningen til bymarken at kalde sin nyopførte ejendom Amsterdamgården. Den blev placeret ved en dam med det lidet pyntelige navn Svinestedsdam, fordi man dér tidligere havde fodret de løsgående svin. Bønderne fra Høje havde kørt kornaffald, de såkaldte skæl, ud på marken til nogle truge, der var opstillet ved dammen.[16]

Om sin uddannelse og tilværelse i denne periode har Jørgen Bødker selv afgivet en rapport til Sunds-Gudme herreds justitsprotokoller i 1791:

“… han kom … 18 år gl. … til Odense hos en bødker Knud Thomsen, som formodentlig endnu lever, hvor han i 5 år lærte bødkerhåndværket og derefter rejste til Amsterdam til sin farbroder Jacob Rosenvinge købmand som nu er død, hvor han opholdt sig hen mod et års tid, hvorfra han kom tilbage til Svendborg, og tjente Peder Bødker, der endnu lever, som bødkersvend et års tid. Han var ellers født i Sandager. Derefter hos Lars Bødker næsten et års tid, og endelig blev gift og fæstede sig et hus af Peder Sørensen Smed i Høje, hvor han har boet i et eller 22 år, og har ernæret sig af bødkerhåndværket.”

Smedien i Høje

Færdselen mellem de midtfynske landsogne og den nærmeste købstad Svendborg foregik gennem et netværk af lokale veje. Gennem Lunde sogn løb den nedarvede vej fra Kværndrup via den østlige, nu fældede, del af skoven Højes Ris, vest om de mægtige Bobjerg-bakker gennem Bobjerg til Lunde og derfra øst om Lundegård, forbi Galgebakken via Kirkeby til Svendborg. Fra Lunde by førte Sognevejen over Hundtofte til Stenstrup og en anden vejlinie mod øst gennem Høje by.[17]

Den næsten 70-årige smed i Høje, Søren Larsen (1700-70), har sikkert mødt den unge bødkersvend i Svendborg. Gennem et udlejningshus, som han ejede i Sandager, har han været bekendt med bødkerfamilien dér og Daniel Bødkers tidlige død.

Rasmus Bødker i Høje (ca. 1711-84) var lidt op i årene, og det kom Jørgen Danielsen til gode. I 1770 kunne han få fæste i et udlejningshus, som smeden stillede til rådighed, efter at han havde sat det omhyggeligt i stand. Men smeden døde allerede 8. maj. Smedjen og udlejningshuset blev overtaget af sønnen Peder Sørensen (1736-1815).

På marken omkring smededammen syd for Høje og øst for Smedegyden, nu Kildevej, findes stadig jernslagger og sten fra de gamle smedebygninger. Dammen er fotograferet mod nord af Regner Nielsen, 2010

Smedjen i Høje er enestående ved gennem mere end 300 år at være nedarvet fra far til søn gennem otte generationer. Den sidste ejer i slægtslinien, Regner Nielsen, solgte virksomheden til udenforstående i 2005.[18]

Peder Sørensens farfar, Laurids Sørensen, omtales i kirkebogen i 1695, da et af hans børn blev døbt. Hans søn Søren Larsen Smed blev udsat for ildebrand, der lagde bygningerne i aske. Fra Sunds-Gudme herreders tingbog, august 1757, får vi øjenvidnernes dramatiske beretning:

“[Smeden] … beklagede sig, hvorledes hans ejendom og iboende lovlige smedehus natten mellem den 28. og 29. maj sidstleden [1756] ved en ulykkelige ildebrand var lagt i aske tillige med al den velsignelse, Gud havde forenet ham med, så han med hustru, børn og tjenestefolk næsten nøgne måtte undfly ildens grusomhed. Man vidste ingen anden årsag til denne ildsvåde uden, at det måtte være djævelens værk at anse, thi ilden begyndte fra stalden, hvor ingen havde været, hverken med ild eller lygte, ingen i huset røg tobak, intet malt var der på hylderne, intet sted i stuehuset var der ild.

Smedehuset var det allersidste, der brændte, og omendskønt ikke alt indbo brændte, så blev det dog af ilden gjort ubrugelig. Dersom de ikke gennem bryggerset havde kunnet redde sig ud i haven, så havde de vist alle indebrændt, men hestene havde larmet og vækket dem af søvnen, da ellers alle var bleven fortæret af ilden; der havde altså ikke været nogen indvendig årsag til branden, thi den var kommen udefra.”

Vidner fra Høje supplerede beretningen: “at natten mellem den 28. og 29. maj mellem klokken 11 og 12, da opkom den ulykkelige ildsvåde udi Søren Smeds ejendom ejende og iboende hus i Høje, som begyndte over hestestalden til gården og lagde den udi aske både bygninger, fourage, så de ikke fik reddet andet end en dyne, ja, ikke engang klæder til kroppen, så de måtte næsten nøgne, både mand, hustru og tjenestefolk redde sig gennem bryggerset ud i haven, undtagen drengen, der vågnede først og kom ud i gennem gården til gaden. To heste ind[e]brændte i stalden, ligeledes en ko, to kalve, gæs og andre småkreaturer, kornet på loftet blev ligeledes brændt til aske.”[19]

Smedens bygninger har været af et sådant omfang, at de også har kunnet rumme et spand heste og andre husdyr.

Johannes Clausen, daværende stud. theol., senere sognepræst i Snesere ved Præstø, udgav i 1929 i årsskriftet Fynsk Hjemstavn nr. 2 en artikel om Lunde Sogn. Johs. Clausens morforældre ejede gården Espelund i sognet. Ud fra familiens mundtlige overleveringer og egne iagttagelser har han hér skildret den gamle landsbysmedje.

Smedjen var uundværlig for bymændene – ikke blot som stedet, hvor man fik udført forskellige arbejdsopgaver, men også som et fælles mødested med udveksling af nyheder og genopfriskning af tidligere begivenheder. I råt vejr og vinterkulde søgte man sammen omkring den varme esse og hyggede sig. Ikke alt, hvad man hørte, var lige sandt. Man kunne binde naive sjæle en historie på ærmet, som vedkommende straks efter udbredte sig om hos smeden. “Nu fik du den at løbe til smeds med”, siger et gammelt mundheld. Nogle holdt sig til daglig på afstand:

“Til Smeden gik man ikke i ’ethvert Vejr.’ Nogle enkelte Gange om Aaret førte man alle de Jernsager, der skulde repareres, op i Smedjen. Paa en saadan Dag bistod Gaardens Folk Smeden, det de kunde, og førte også Brød og Snaps med til ham. Man kunde betale ham paa to Maader, enten med Naturalier eller ved at ’betale paa Ambolten,’ [dvs.] med rede Penge. Hesteskoning var der den Gang ikke saa meget af som nu til Dags. Vejene var jo ikke saa haarde. Paa de allerfleste Gaarde, saaledes ogsaa paa Espelund, havde man kun et Par Køreheste med Forsko. De øvrige Heste var slet ikke skoet. Det vakte stor Bestyrtelse, da en Gaardmand i Høje lod et Par Heste firsko. Bysmeden skal i den Anledning have sagt: ’Vil du ikke have en Sko i Rumpen paa den ogsaa?”’[20]

Endnu i 1950’rne kunne man på de gårde, hvor man ejede mere end ét spand heste, undlade at sko de heste, der kun blev benyttet til markarbejde, og hvis hove sjældent kom i kontakt med asfaltvejene.

I Høje by, Lunde sogn

Det højtliggende sogn, kronet af Lunde Kirke, rummer et af de sydfynske vandskel. Herfra strømmer bække i tre retninger. Fra Bobjerg mod vest til Arreskov Sø og derfra til Odense Å, fra Høje mod syd i et slynget forløb til Nakkebølle Fjord ved Det Fynske Øhav, og fra Bøllemosen mod øst til Stokkebæk, der glider forbi Damestenen ved Hesselager ud i Storebælt.[21]

Fra Høje åbner der sig en imponerende udsigt til de lavere flader mod sydøst. Det giver udsyn til et mægtigt himmelrum, hvor afstanden til de fjerne horisonter giver plads til at se den totale mængde af nattehimlens stjerner og til at følge månen i dens faser, et himmelhvælv, der på regnfulde dage kan fremvise betagende regnbuer og bugtede lynformationer i storslåede dimensioner.[22]

I købstæderne var håndværkernes mesterlav af økonomiske grunde interesserede i, at mestrenes antal ikke blev udvidet. Kun ved dødsfald, eller hvis en mester blev uarbejdsdygtig pga. alder eller sygdom, fik en svend mulighed for at optages i mesterlavet. Men det indebar normalt, at han indvilligede i at gifte sig med mesterens datter eller den afdødes enke. Havde mesteren selv en søn, overtog han normalt virksomheden. Samme forhold gjorde sig gældende for fæstegårdene, mens traditionen blandt præsterne for længst var opgivet.

Jørgen Danielsen kendte fra sin barndom forholdene for en landsbyhåndværker. Han var alene om arbejdet og sin egen herre. Smeden i Høje tilbød, at bødkeren flyttede ind i udlejningshuset ved Høje Smedje. Indflytningen til smedens gadehus krævede en kvindelig medhjælp. Ifølge kirkebogen for Lunde blev Jørgen Danielsen og Kirsten Jensdatter af Høje trolovet 3. februar 1770 og ægteviede 6. juli samme år. Efter tidens skik betød trolovelsen, at de kunne flytte sammen. Deres førstefødte blev båret til dåben den 9. september 1770 af Sophie “Smids”, og blandt fadderne optræder hendes mand Søren Smed. Pigen døde allerede en uge efter.

På årets søn- og helligdage bevægede familierne fra Lunde, Høje og Bobjerg og fra sognets få enestegårde sig ad grusede og lerede veje og stier mod den højtliggende, men forfaldne, granitkirke, hvis klokkeringning manede sogneboerne til at lade dagligdagens slidsomme arbejde hvile.

Ni gange oplevede bødkeren 1770-85 at afholde barnedåb i Lunde Kirke. Men mange af hans børn døde kort efter fødslen eller som små, blandt disse tre små piger, der alle blev døbt Ellen Kirstine – Ellen efter deres farmor i Sandager og Kirstine efter mormoderen Stine Skrædders i Høje. Kun fire sønner var tilbage, da man nåede frem til 1787.

Bødkeren synes at være faldet godt til i sognet, hvad der fremgår af den personkreds, der optræder, når familien inviterede til barnedåb.

Smedens hustru bærer tre af børnene til fonten og en Else Banke to gange. Men det lykkedes også for bødkeren at formå præstens hustru, Else Kirstine Bendz, at påtage sig hvervet i 1775. I 1773 påtager jomfru Læssøe på Lundegård sig hvervet, og i 1778 træder hun atter til, nu som madam West, gift med den nye ejer af Lundegård. Hun var steddatter af herredsfogeden Adrian Bekker. Bekkers datter Karen møder vi som fru Techt ved barnedåben i 1781.[23]

Som faddere ses smeden og hans familie, samt andre beboere i sognet, bl.a. en gårdmand i Høje, Peder (Per) Jensen, tre gange, og ved den sidste barnedåb i 1785: Rasmus Hansen Langkilde, yngre søn på Langkildegården, der i 1790 kunne købe herregården Biskopstorp, Simmerbølle sogn på Langeland.

Bødkerfamilien havde naturligvis ikke daglig omgang med alle. Men personkredsen vidner om, at bødkeren var en agtet håndværker og nød almindelig anseelse.

Dødeligheden var høj, både for børn og voksne. 1 1779 døde den kun 33-årige Sophie Espensdatter Smed. Hendes hjemmedøbte søn blev fremstillet i kirken samme dag, som moderen blev begravet. Ved skifteforretningen, der blev afholdt i Lundegård af herredsfoged Adrian Bekker, optræder som vidner Jørgen Danielsen og Hans Ibsen. Snart efter gifter den 45-årige smed sig med Apelone Nielsdatter, der var 18 år.

I skiftet nævnes smedens bygninger, have, seks køer og tre heste, desuden et hus, som lå “norden for smedjehaven.” Ved folketællingen i 1787 nævnes Jørgen Danielsen, husmand og bødker, som enkemand efter første ægteskab, og han har fire sønner i alderen fra 3 til 11 år. Desuden anføres en Anne Hansdatter, “enke efter første ægteskab, inderste og fattig.”

Kirkebogen angiver, at Kirsten Jensdatter blev begravet 18. marts 1787, 43 år gammel. Allerede den 2. august samme år blev enkemanden trolovet og den 9. november ægteviet med Elisabeth Hansdatter. Husholdning og børnepasning krævede kvindelig medhjælp.

Bødkeren har i disse år passet sit håndværk. Efter bestillinger fra sognets beboere fremstillede han tønder, sulekar og vandspande. Han sad på sin bødkerbænk og tildannede træstaverne med en kniv. For at holde staverne sammen benyttedes vidjebånd af pil. Kunderne kunne selv medbringe råmaterialerne, anskaffet fra sognets skove eller fra de mange små skovstykker, der hér fandtes spredt i selve bymarkerne. Så sent som i 1950’erne kunne den daværende tømrer i Høje få overdraget eller selv fælde tømmer til tagspær (gran) eller vognstænger (ask) fra kundens egen skov.

På denne baggrund virker det gådefuldt, at denne tilsyneladende så solide håndværker kaster sig ud i nogle foretagender, der resulterede i en dom for tyveri i 1791.


Stuehuset i Høje, opført før udstykningen omkr. 1795. Her fandt man tømmerne til det seletøj, bødkeren havde stjålet. Gårdens nuværende ejer er John Rasmussen. Fotografi af Regner Nielsen, 2010.

Forbrydelse og straf

Fra referaterne af forhørene af de to anklagede og af de naboer, der optrådte som vidner, kan man få et indblik i denne lidt barokke sag.[24]

Noget seletøj og rideudstyr var forsvundet fra en gård i Høje, som tilhørte Rasmus Andersen. Tyven havde fjernet en trendsel (hestens hovedtøj) og en dækkengjord (et hestedækken af vævet uldtøj), der hang på en vogn i gården. Men han var også gået ind i et kammer på gården og stjålet en saddel med skaberak (saddeltæppe til pynt). Sadlen synes dog at tilhøre Rasmus Andersens nabo, Peder (Per) Jensen, der optræder som den anden bestjålne i sagen. Desuden fandt man en sele hængende på et gærde. Den var tabt af tyven.

De bestjålne beklagede sig til naboerne, og et tilfælde ledte frem til den skyldige. En af bymændene, Nicolai Rasmussen, ville 11. februar om aftenen hente brændsel fra sin tørvekove – et stort skur, der var sammenflettet af pilegrene. Kuben lå tæt ved Stine Skrædders hus. Hun var enke efter Jens Madsen Skrædder og mor til bødkerens første kone, og hendes fulde navn var Anna Kirstine Hansdatter.


Tørvekove- eller kåve. En risflettet udbygning med stråtag ved gavlen af et hus. Her opbevaredes tørvene, indtil de blev brugt til opvarmning. Vinden kunne suse gennem risfletningen og medvirke til tørring af de let fugtige tørv, som blev kørt ind fra mosen. Her ses Fjelleruphuset fotograferet af Eigil Hansen, 1958. Den Fynske Landsby.

På vejen mødte han Rasmus Solbjerg. De gik begge ind i tørvekuben, og derfra hørte de en samtale mellem bødkeren og hans svigermor. Jørgen rakte en saddel ind gennem vinduet. Den gamle kone “spurgte ham hvor har du fået den sadel og siden derpå, skaf mig af med den sadel og lad så ejeren få den igen.” (Referat fra domsafsigelsen).

Stine modtog noget modstræbende sadlen for at skjule den “på Bunden af sin Seng”, idet hun dog efter eget vidneudsagn under det første forhør havde bedt Jørgen om at skille hende af med den dagen efter. Hun var klar over, at sadlen tilhørte Per Jensen, men lod sig åbenbart berolige af Jørgens forsikring om, at en eventuel ransagning af hendes hus “havde vel ingen fare i aften.”

Også hér svigtede hans dømmekraft. Nicolai Rasmussen begav sig omgående til Rasmus Andersen, der savnede sin sele. Den fandtes hængende på et gærde, og de besluttede straks at foretage en ransagning hos Stine. De tre mænd hastede sammen med Carsten Offersen hen til hendes hus. Hér har de næppe optrådt særlig hensynsfuldt, og den overrumplede og forvirrede kone benægtede deres beskyldninger. Men tyvegodset blev fundet og medtaget.

Bødkeren blev indsat i arresten i Svendborg Rådhus. Samtalerne summede i fdøje om det passerede. Detaljer blev diskuteret og endevendt. Man undrede sig over, at de to havde indviklet sig i denne affære. Under retssagen understregede nogle af vidnerne, at anklagede hidtil ikke havde været berygtet, og at man ikke forhen havde hørt noget ondt om Jørgen Bødker og Stine Skrædders.

Sognepræsten Lars Fog blev anmodet om en udtalelse om bødkerens vandel, og hans attest blev fremlagt i retten. Den “bevidner, at han indtil sit andet ægteskab eller i disse sidste år har ført et upåklageligt liv og levned, men nu siden mere og mere var hengivet til lediggang og drukkenskab.” Om Stine skrev præsten, at hun “ingen sinde har været berygtet eller mistænkt.”

Under det indledende retsmøde blev Jørgen først udspurgt om sit livsforløb og virksomhed. Det redegjorde han nøje for og nævnte hér sit ophold hos farbroderen i Amsterdam, at han var hen imod 50 år, gift og havde fire sønner. Han var konfirmeret i Gislev og “communikerede sidste gang i Lunde sogn ved sidst afvigte Mikkels eller Mortensdagstide.”

Derefter undskyldte han sig med, at en ældre byfælle Anders Nielsen havde bedt ham “gemme sadlen og det øvrige omspurgte.” Men da han indså det uholdbare i denne forklaring, faldt tilståelsen prompte og uden besmykning: dette “skete, fordi han uden betænksomhed og i drukkenskab vidste næppe selv, hvad han gjorde. Ligeledes forklarede han, at hans foregivende imod Anders Nielsen var en besmykkelse for derved ligeså at fri sig selv, men han trøstede sig ikke til at bevise sådant og begærede derfor at sligt ikke måtte regnes ham til det værste.” Han forsikrede, at “Stine Skrædders vidste aldeles ikke noget heraf, hverken før eller efter, at det var stjålet.”

På spørgsmålet, om han er ejer af noget, svarede arrestanten, at han “ejede aldeles intet siden han i afvigte sommer lod holde auktion over alt sit bohave og håndværktøj der løb sig hen til 80 Rdl. for at ville betale sin Gæld og derefter rejse til Holland til sin slægt.”

På spørgsmålet, “om han havde noget ærinde eller noget at forrette hos Rasmus Andersen på den tid, da det omprostitionerede var blevet bortstjålen”, lød svaret: at “hans ærinde var at hente karlen Hans Lundsgård for at følge med sig til kroes efter forhen gjort aftale.” På spørgsmålet om hans bevæggrund til tyveriet, lød svaret, at “det skete i vildskab og drukkenskab som han nu fortryder.”

Sagen mod Jørgen Danielsen og hans svigermor blev efter det indledende møde 17. marts taget op på fem retterdage i april-juni, indtil den endelige dom blev afsagt den 23. juni med herredsfoged Adrian Bekker som dommer, assisteret af ni meddomsmænd.

Jørgen havde om morgenen den 7. april i arresten fået forkyndt stævningen, men han undveg den følgende nat. Han var således ikke til stede ved selve domsafsigelsen.

Referatet af domsafsigelsen indeholder en kort gennemgang af de tidligere møder, samt referater af anklagers og defensors indlæg under sagsbehandlingen.

Aktor henholdt sig til de to vidners udsagn, og at Jørgen havde indrømmet tyveriet. Hans påstand gik ud på, at Jørgen for tyveri skulle dømmes til at arbejde i Odense Tugthus i ét år, og Stine i otte måneder for at have modtaget sadlen og for sin benægtelse under ransagningen. Desuden skulle delinkventerne betale sagens omkostninger.

Defensor mente, at de anklagede “forståeligt ikke kunne beskærmes for straf”, men at Jørgens straf burde “forsones til to måneder.” Begge skulle slippe for at betale erstatning i betragtning af deres økonomiske omstændigheder. Han understregede, at “den bestjålne gamle sadel med trænse og dækken er bleven inden retten vurderet i alt for 2 rdl. 2 mrk. og ejerne tilbageleveret.”

Han fremførte, at da Jørgen “forhen og indtil denne tid ikke er overbevist om nogen anden misgerning, og haver lovligt ernæret sig af sit håndværk samt i sit ægteskab opdraget en del børn og er temmelig til alders og ligesom i en vildelse forøvet denne foragtelige og skammelige gerning, og når det stjålne er tilbagegivet, var ét års tugthusarbejde for strengt.”

Meget lidenskabeligt talte han derefter Stine Skrædders sag og henviste til “denne gl: udlevede” enkes hidtidige vandel, at hun var den anklagedes svigermor, “at Jørgen Danielsen selv frikender hende, at hun hverken før eller efter tyveriet vidste noget heraf; hendes egen frivillige tilståelse at have indtaget sadlen igennem vinduet til forvaring; begges tilståelse, at hun dagen derpå havde formanet ham til at skille sig ved sadlen og lade den komme til sin ejer, at hun selv ikke så hastig kunde give det til kende for ejeren, da man 1 time efter hendes samtale med Jørgen Danielsen kom i hendes hus at inquirere derom og at hun i de 17 år hun som svigermoder havde været i hans hus aldrig har indbragt noget mistænkeligt, ja ikke et knappenåls hoved.”

Defensor så her bort fra, at Stine på dette tidspunkt boede i sit eget hus. Tidligere kan hun i perioder have haft ophold hos Jørgen og datteren, men hun nævnes ikke ved folketællingen i 1787.

“Følgelig kunne hun ikke have nogen mistanke, da han bad hende modtage sadlen til forvaring, så falder mistanken bort imod hende. Thi at hun ikke straks havde påvist sadlen for ransagerne, derom kan tages i betragtning, den alteration en gi: enfoldig kone som tillige var gerningsmanden så nært beslægtet, måtte geråde udi, når hun uventelig ser sig omringet i sin stue af en del mennesker, hvilke vel ikke i de høfligste termines har tiltalt hende derom, og førend man heraf kunde uddrage at hun i sådan konfusion straks var i stand til at gøre en person ulykkelig [Jørgen] som hun naturligvis elskede som sin søn, og at hun derfor på sin gamle alder forhånes som en tyv eller tyvs hæler, før bør man overlade hende til sin egen samvittighed og syndsfortrydelse, om det efter hendes egen overbevisning anderledes forholder sig, sidst da de 2de personer har stået i det andet indelukt hus og hørt hendes samtale med Jørgen Danielsen er de samme som haver beskyldt hende for nægtelsen heraf, og at de 2de hemmelige vidner af dette slags kan anse så bestyrkende [overbevisende], som de der enten opkræves som vidner, eller som ej selv er til stede at have hørt og set, derom er vel ofte en Juridisk Question ventileret [betydende: “Det har vel ofte givet anledning til, at et juridisk spørgsmål er blevet taget op til (principiel) drøftelse”].”[25]

I domsafsigelsen blev anført, at den bortrømte Jørgen Danielsen “bør som fredløs være og hvor han findes, pågribes og leveres til øvrigheden, og derpå straks efter denne doms lovlige forkyndelse henføres til Odense tugt eller forbedringshus der at arbejde 2de måneder samt af sin formue erstatte denne sags omkostning såvidt strække kan, og det øvrige at udrede af amtet …”

“Hvad Jens Madsens enke Stine Skrædders angår, da bortfalder efter foranførte omstændigheder den af actor imod hende gjorde påstand, da hun aldeles frikendes for den over hende påståede straf.”

Rømningsmand og tugthuslem

Stine gik således fri, men hendes omdømme var givetvis lidt krakeleret. Hun var nu henvist til egen samvittighed og pastor Fogs sjælesorg.

Politimesteren i Svendborg havde taget sig af efterlysningen af den bortrømte bødker. Tre uger efter flugten den 15. april bekendtgjordes et ikke særlig skånsomt signalement af Jørgen i daværende Fyens Stiftstidende [De til Forsendelse med Posten Odense Kongelig alleene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger].

I nr. 35, den 29. april 1791, kunne man læse: “Natten imellem den 7de og 8de hujus [dennes] ere af Svendborg Arresthus udbrudt og undvige 2de for Tyverier arresterede Personer, den ene af navn Jørgen Danielsen Bødker i Høibye [Høje]; og den anden en Dreng Niels Hansen fra Thorsinge [Tåsinge], Jørgen Danielsen havde en graae Vadmelskiol paa, en hvid Vadmelskofte med Lommer, blaae Strømper, Træskoe, graae Nathue, er feedladen, har sort Haar, blaae Øine, er stor af Statur, og kan være ved 50 Aar gammel. Niels Hansen var iklædt en hvid Vadmels Thorsinge Kofte, en hvidagtig Hvergarns Overkiol med Lommer paa langs og Kameelhaars Kappe, Seildugs Buxer, hvide Strømper, broget Hue, Skoene paa Kappelæderet og uden Spænder, han er ungefær 20 Aar gi., liden og spæd af Vext, gulagtig af Haar og blaae af Øine. Færgemænd og andre, som disse Personer maatte forekomme, ombedes at anholde dem og strax tilkiendegive mig det – da Arrestanterne skal blive afhentet og omkostningerne erstattet. Svendborg den 9de April 1791. J. Uldall.”

Efterlysningen blev gentaget 3. og 6. maj, men som nævnt var Jørgen stadig på fri fod, da dommen faldt den 23. juni.

I Odense Tugthus Arkiv, Fangeprotokol 1752-98, meddeles:

“No. 927 Ao 1792 den 22 Januarii:
Jørgen Danielsen af Høye, er effter en af hr Justitz/Raad og Herredsfoged Bekker i Svendborg afsagt Extra Rets Kiendelse for begaaet Tyveri, tildømt at arbeide i Odense Tugthuus 2 Maaneder.”

Gennem næsten ti måneder har han således kunnet holde sig på fri fod og antagelig ernæret sig ved betleri i de strøg på Fyn, hvor ingen kendte ham. Om han til sidst er blevet indfanget eller selv frivilligt har meldt sig, da vinterkulden satte ind, vides ikke.

Odense Tugthus, malet af skomager Johan Peder Thomsen o. 1835. H.C. Andersens Hus.
Inskriptionen på stenen i muren på Odense Tugthus lyder: ”Et dobbelt nyttigt Huus, som dobbelt Nytte bringer. Det lærer flittighed og Betleriet tvinger. Vor store Friderich vor Konge eye god, Paa begge deele har saa viislig raadet bod. 1752.” Fotografi af H. Lønborg, 1930. Odense Bys Museer.

“Tugt- og Manufactuur-Huset udi Odense” var oprettet i 1752 for bl.a. betlere og andre subsistensløse. Her kunne de få arbejde og afvænnes fra et liv i ørkesløshed til belastning af samfundet. De indsatte skulle spinde og væve uld, hør og hamp mod en beskeden betaling. Institutionen hørte under Økonomi Collegiet, da det var udtænkt og besluttet som et industrielt foretagende, der gerne skulle fremvise overskud.

Ud over betlere modtog tugthuset bl.a. opsætsige børn, ægtefolk, der levede i ufred med hinanden, mødre, der havde ombragt deres uægtefødte børn, samt mænd og kvinder, der var idømt lejermålsbøder. Man satsede oprindeligt også på, at fattige i Odense frivilligt ville tilmelde sig oplæring og betalt arbejde. Derfor ønskede man i begyndelsen ikke tyve indsat, da det kunne give anstalten et dårligt ry.

Forhåbningerne om frivillig tilgang skuffede dog. Efterhånden fik man til gengæld et tilskud af bønderkarle, som godsejerne ville afstraffe, samt en del småkriminelle. De fleste var indsat i forholdsvis kort tid, da langtidsstraffede blev dømt til fæstningsarbejde, eksempelvis i Nyborg.[26]

Med årene fik etablissementet omdømme af en ren straffeanstalt, i eftertiden kendt fra H.C. Andersens roman O. T. (Odense Tugthus), “den røde Gaard ved Odense Aa”, som en tidligere indsat karakteriserer den i romanen.

Nabostrid

Bødkerens lange fravær og øvrige ustabilitet bekymrede smeden. Den årlige lejeafgift udeblev, og selve huset og dets omgivelser vidnede om et vist forfald. En bindingsværksbygning skal klines og kalkes årligt, som regel i juni måned. Hustruen formåede ikke at udbedre skaderne, ej heller at genrejse et nedfaldet hegn. Sønnerne var åbenbart flyttet hjemmefra.

Smeden satte vistnok deres stedmor Elisabeth Hansdatter ud og overlod hende en stue i et andet, mindre hus, som han ejede i byen.

Derefter henvendte han sig til amtmanden med en anklage mod sin “forhenværende” husfæster Jørgen Danielsen for restancer og for ansvar for husets brøstfældighed. Peder Sørensen Smed mente åbenbart, at bødkeren ved sin forsømmelighed ikke længere kunne påberåbe sig sit fæstebrev, som var blevet udstedt af smedens far 22 år tidligere.[27]

Sagen blev indledt 24. maj 1792. Da den indkaldte Jørgen Bødker ikke var mødt, blev den udsat til 14. juni, hvor hustruen “mødte i sin mands forfald.” Retten mente ikke ud fra de af smeden fremlagte dokumenter, at fæstet var forbrudt, og smeden blev pålagt at skaffe bødkeren et forsvar. Indkaldelse og forhør af vidner påbegyndtes den 9. august, og sidste og afsluttende møde i det langstrakte forløb fandt sted 10. oktober.

De ret omfattende akter giver et interessant billede af bødkerhuset og dets omgivelser. Smedens anklager om misligholdelse synes fra begyndelsen af at være holdt i ret generelle vendinger, og det viste sig under sagen vanskeligt at påvise et konkret indhold i anklagerne.

En række vidner, de fleste fra Høje, blev fremstillet for efter eds aflæggelse at forklare, hvad de havde set eller kunne erindre om bødkerens varetagelse af sit hus og gærderne udenom. Nogle havde kendt ham i mange år, andre var tilflyttere. Vidnerne forsøgte at redegøre for, hvad der var dem bekendt – eller ikke kendte til. Foruden hensynet til de to involverede, var de også forsigtige med ikke at kollidere med de øvrige naboers iagttagelser og udsagn.

Kort over Lunde Sogns Grund 1784 med uddrag af de grunde, hvor smeden og bødkeren havde deres huse øst for den daværende Smedegyde, nu Kildevej. Kort & Matrikelstyrelsen.

Smedens og bødkerens huse lå lidt syd for landsbyen af hensyn til brandfaren fra smedens esse. Bødkerens hus lå antagelig syd for smedens med gavl til gaden (Smedegyden) og tørvekuben i den østlige ende længst fra vejen. Det forklarer, hvorfor nogle af vidnerne ikke kunne iagttage enkeltheder på husets langsider.

Forbigående havde set Jørgen og konen gå og kalke væggene. Flere vidner kunne berette, at bødkeren for 12-14 år siden havde fjernet tørvekuben, der var “opvundet af ris” og tilbygget to fag med en strågavl. Fagene blev støjlet, vondet og kalket – forsynet med lodrette stave (støjler), iflettet vandrette pilevånd, som derefter blev klinet med ler før kalkningen. Huset blev derved udvidet med to fag.

Endvidere havde bødkeren foretaget en betydelig reparation: udskiftet fodremme med nye af fyr og eg, fornyet dele af taget med lægter af elletræ over tre fag. Mens nogle af vidnerne svarede ret undvigende herom, var to meget sikre: Karen Hansdatter, der kun havde boet tre år i Høje, og den gamle, sengeliggende Jens Snedker.

Karen vidste, at tømmeret og lægterne ikke var nyt, men tørt træ, og at der var indsat en god dør, bestående af to halvdøre.

Den syge Jens Sørensen Snedker havde fra sit hjem vidnet for de to stævningsmænd fra Lunde. Han var fagmand, byens tømrer, og havde allerede i 1770 på den gamle smeds regning lagt loft over seks fag. For bødkerens regning havde han lagt loft over to andre fag, indsat vindueskarme og en dør, hvortil bødkeren selv havde anskaffet fjælle (brædder) og købt brugte vinduer med rudeglas i Svendborg.

Smedens anden klage gik på, at bødkeren havde forsømt at holde gærde og hegn i forsvarlig stand. Hans og smedens bygninger lå på en toft, hvor smeden også havde anlagt en have. Langs gaden og ud til de omliggende marker var opsat gærder, sandsynligvis af stolper med flettede ris. Mellemgærdet, der adskilte de to brugeres lodder, havde bødkeren forpligtet sig til at vedligeholde. Dets fortsættelse mod øst var smedens eget ansvar.

Nu klagede smeden over, at bødkerens hegn ud til marken, hvor kvæget gik frit omkring efter høst, samt mellemhegnet var i så ringe stand, at “kreaturet” gennem bødkerens toft gik ind i smedens have og åd kål og anden havefrugt.

Vidner havde set, at mellemhegnet var væltet, men at smeden havde ladet sin pige rydde det bort.

Som tredje moment optræder i vidneforklaringerne et æbletræ, som stod på gærdet mellem smeden og bødkeren. Hver især kunne opsamle de æbler, der lå nedfaldne på deres side og “støde most” af dem. Træet var ældgammelt og antagelig kæmpestort, når det kunne ses så tydeligt fra vejen. Smeden havde derfor ladet de uduelige grene afsave og indpodet nye, gode frugtsorter. For nylig havde han afsavet endnu en stor gren (bul). Det bevidnedes af mange, men hvordan dette ellers indgår i sagen, er uklart.

Efter snedkerens vidnesbyrd den 13. september som det sidste, blev det følgende tingmøde berammet til den 27. september. Smeden havde nu tid til at gennemtænke mulighederne for at vinde sin sag og fundet det bekosteligt og udsigtsløst at fortsætte.

Ved næste møde erklærede han derfor, at han for at undgå procesbekostninger og vidtløftighed mundtligt havde foreslået Jørgen Danielsen at slutte forlig og tilbyde ægteparret på livstid at beholde “den stue, hvori de nu bor” – åbenbart det hus, han tidligere havde henvist Elisabeth Hansdatter til. De måtte beholde det til fri beboelse uden afgift. Smeden ville endda tilbygge to fag til værksted.

Bødkeren var ikke mødt op. Men på følgende og sidste retsdag 11. oktober blev forliget indgået, dog mod at bødkeren årligt erlagde 2 rigsdaler og 3 mark og holdt huset forsvarligt ved lige.

Gårdbrand og udstykning 1795

Skrækken for ildebrand var latent til stede i landsbyerne. Var der optræk til tordenvejr, holdt alle sig vågne om natten. Skyldtes branden uforsigtig omgang med gløder fra skorstenen eller ild til belysning, kunne et personligt ansvar placeres. Mest uhyggelig var en påsat brand, udført af en ukendt eller af en personlig fjende.

Brand i bindingsværksbygninger – tækket af rør fra mosen eller af langhalm af rug, på indersiden stafferet med årgamle guirlander af spindelvæv – var næsten umulig at standse, når ilden først havde fænget.

Gårdmand Peder (Per) Jensen, som havde stået fadder til flere af Jørgen Bødkers børn, og som siden så skammeligt havde fået sin saddel og ridetøj stjålet, var indehaver af Bankegården midt i Høje syd for gaden. Om natten mellem den 19. og 20. februar 1795 brændte gården. Tilbage stod de faldefærdige skorstene, forkullede bjælker og nedstyrtede mure. Lokalhistorikeren Alfred Abrahamsen har ud fra tingbogen skildret den tragiske og dramatiske begivenhed:

“Ilden opkom ved midnat. Det hele skete meget hurtigt, alt brændte, bygninger, indbo, kreaturer, heste, så godt som intet blev reddet. De enkelte dele, som man fik ud, kunne ikke ansættes af værdi til mere end 20 rigsdaler. Justitsprotokollen siger: “At Peder Jensen, som havde været en formuende mand, måtte nu se sig forvandlet til én af de fattige”, thi da den kolde vintermorgen gryede, stod han med sin familie og tjenestefolk frysende på Høje gade – næsten kun i det blotte linned. Det var kun ved et rent tilfælde, at branden ikke havde fået tragisk omfang: En gammel pige, som tjente på gården, vågnede omkring ved midnat ved en lille hunds piben, på dette tidspunkt var alle gårdens fire længer omspændt af flammer, hun fik i en fart Peder Jensen med hustru og børn samt de andre tjenestefolk vækket, så alle nåede at blive reddet. – Forgæves søgte bondens unge søn, den syttenårige Jens Pedersen, at redde gårdens prægtige hingst ud, det lykkedes også for ham, at få den ud af den brændende stald, men da dyret kom ud i gården, blev den fuldstændig vild og slog om sig, hvorved den ramte Jens Pedersen, hvorefter den på ny styrtede ind i det brændende hus og omkom med de andre dyr. Der fortælles videre, at dengang mange år efter, at Jens Pedersen lå lig, kunne man endnu se mærket af hingstens spark på benet.”[28]

Per Jensen mødte for retten sammen med forpagteren på Løjtved. Her berettede han om branden og sin vemodighed derover, men tilføjede også, at årsagen var ukendt. To vidner skildrede derefter detaljerne. Den brandskadede fik bevilget et brandbrev, “hvorved han kunne gaae Omkring med at faae nogen opreysning [pengestøtte] mellem got/Folck.”[29]

I sognet har man talt meget om brandårsagen, hvisket om hvorvidt branden var påsat og i så fald, hvem der havde haft et motiv dertil. Overleveringerne, der blev videreført gennem generationer, gav til kende, at den skyldige var bødkeren. Herom i næste afsnit.

Men denne gårdbrand og en følgende ved Skt. Hans tid blev ifølge Langkilde også årsag til, at man iværksatte den længe planlagte udflytning af en del af gårdene.

Efter 1788 blev den kommende og uundgåelige udstykning det mest påtrængende diskussionsemne – både, når man mødtes privat og på bystævnet. Hvem skulle/ville flytte ud på overdrevet mod øst, og hvem kunne forblive på egen nedarvede toft omkring byens gadekær?

Minoreret kort over Lunde Sogn, Sunds Herred ca. 1820. Kort & Matrikelstyrelsen.

De tre landsbyer lå tæt ved hinanden i sognets sydvestlige hjørne. Byjorderne var opdelt i tre marker, der igen var inddelt i vange og agre. Landsbyerne havde dog et fælles bylav, og den enkelte gård kunne have anparter i alle tre marker. Spredt i bymarkerne kunne man støde på uopdyrkede felter med småskov, krat og mosearealer. Om Lunde sogn gjaldt det, at dets “bedste konservant (udbytte) er fæ og græsning.”[30]

Mod nordvest lå skoven Højes Ris. Det store område mod øst henlå med undtagelse af den større gård Langkilde og enkelte andre bebyggelser hen som overdrev – udyrkede områder med græsarealer, mindre og større skove, kratbevoksning og vandlidende moseområder. Det blev anvendt til husdyrenes græsning om sommeren, men det ville blive et slid for udflytterne at bearbejde deres nye, stridige jord.[31]

Endnu en faktor gjorde sig gældende for Lunde sogns vedkommende. Der skulle tages hensyn til etableringen af den kommende chaussé (landevej) fra Svendborg til Odense, hvis planlagte linieføring var trukket nogenlunde mellem landsbyernes marker og overdrevet. Det fik naturligvis også betydning for gårdenes indbyrdes afgrænsning.[32]

De enkelte gårdbrugere havde haft pligt til at vedligeholde de eksisterende veje. Udsigten for sognets kun 26 gårdejere til at få pålagt kørslen af grus og sten til den nye landevej vakte bestyrtelse. Den kommende vej var omtrent fire km lang og planlagt til at være seks meter bred. Den skulle hæves over terrænet med dybe grøfter på hver side. 34 mosehuller og 3 tørvegrave skulle fyldes op. Synsmændene havde udregnet, at dette ville kræve 14.735 vognlæs.

Men ejerne af sognets fæstegårde: Egeskov, Skjoldemose, Løjtved, Mullerup m.fl. tog sagen op og indstillede til amtmanden, at hele herredet deltog. Det blev efterkommet af vejmyndighederne, og arbejdet blev gennemført i årene efter 1797.[33]

Da var udstykningen stort set gennemført. Historikerne har ofte undret sig over, så lidt kildemateriale de finder om de involverede bønders egne synspunkter omkring denne revolutionerende forandring i deres tilværelse. Mange interesser skulle varetages. Generationers indgifte betød, at hensyn til eller fjendskab mod nær eller fjern familie spillede ind. Det kunne også fremskynde et generationsskifte, når en gård var bestemt til udflytning.

Man vogtede omhyggeligt på, ikke selv at blive forfordelt eller snydt. I den følgende generation blev det et almindeligt samtaleemne om, hvor retfærdigheden havde måttet vige. På gården Espelund sås fra tid til anden ved midnatstid en “høj, sort mand med en papirsrulle under armen.” Tiltalte man væsenet, sank det straks i jorden. Genfærdet færdedes ved et urigtigt markskel. Han måtte derfor “gå igen” på åstedet for sin ulovlige handling.

Afdøde sognefoged Lars Larsen på Lundegården havde efter sigende opmålt, hvor skellet skulle gå, til fordel for sin slægtning på Espelund. Lars Larsen medvirkede ved udskiftningerne, og på hans gravsten fra 1831 lod familien skrive: “I mangen by han skifted ud. Hans mål og mærke fejled ej. Han var en sjælden bonde.” Det onde rygte var sikkert ufortjent.[34]

Fra alle egne i Danmark beretter folkesagnene om natlige genfærd og lyden af raslende landmålerkæder. Dette viser, hvor optaget man har været omkring fastlæggelsen af de enkelte gårdes areal. For historikerne er disse sagn et vidnesbyrd om, hvordan sindene har været i oprør, men naturligvis intet om, hvor udbredt de angivelige falsknerier har været.

Men landskabet blev også totalt ændret. Hvor man før havde haft vid udsigt over agre, marker og de lavtliggende kratområder, blev der nu plantet hegn (hassel, pil og syren, isprængt en frodighed af selvgroede buskvækster) langs vejene og mellem de enkelte gårdes marker. I løbet af en generation begrænsedes udsynet af disse frodigt voksende hegn, der om vinteren kunne samle mægtige snedriver, til besvær for de vejfarende.

Atter i Odense Tugthus

Jørgen Danielsens tilværelse efter udstået straf har været yderst problematisk. Hans tyveri satte ham uden for landsbyfællesskabet. Som pastor Fog havde bevidnet, var hans forfald indtrådt kort efter hans andet ægteskabs indgåelse eller få år derefter. Skylden for ægteskabelige uoverensstemmelser er vanskelige at bedømme for udenforstående, selv om omgivelserne givetvis har fremsat kategoriske vurderinger. Men som bekendt havde både Nille og Jeppe hver især velformulerede forsvar for deres egne adfærdsmønstre.

Der er ingen tvivl om, at naboerne har anset Jørgen Bødker for at være pyroman – og hvad der var værre: forsøg på mordbrand ved nattetid.

Sagen gik aldrig i glemme. Slægtled efter slægtled videreførte overleveringerne om ildebranden og årsagerne til bødkerens hævn. Teologen Johannes Clausen, der som tidligere omtalt havde familieforbindelser i sognet, skrev 132 år efter begivenheden om Per Jensen:

“Han var en velhavende Bonde og ejede “15 skønne Heste” og det nydeligste Ridetøj. Men saa kom Ulykken ind over ham. Der var en Bødker i Høje, der havde faaet et godt Øje til Per Jensens smukke sadler, og en Nat listede han sig ind paa Gaarden og stjal en Sadel. Man fattede imidlertid straks Mistanke til Bødkeren, og snart efter fandt man Sadelen skjult i hans Sengehalm. Han fik nu sin Straf, hvilket bevirkede, at han fattede et uudslukkeligt Had til Per Jensen. En uforsigtig Ytring af denne var den Draabe, der fik Bægeret til at flyde over. Per Jensen skulde nemlig til Bryllup, og Dagen før Festen var han gaaet hen til Smeden for at faa et Par Heste skoet. Her skal han have sagt: “I morgen, naar jeg kører til Bryllup, skal jeg køre ned ad Høje Gade, saa Bødkerens Klokke taber et Slag.” Han kom imidlertid ikke til Bryllup; thi den følgende Morgen stod han frysende paa Høje Gade uden at have andet at dække sig med end den bare Skjorte. Bødkeren havde om Natten brændt hans Gaard ned. Kun med Nød og næppe var Folkene blevet reddede.”

Herefter fortæller Clausen om sønnens mislykkede forsøg på at redde hesten, og at “alle Heste samt 22 Faar indebrændte”, og at den arme familie fik midlertidigt husly på Fangkildegården, indtil den kunne flytte ind på den nyopførte gård i Øksenhaven.[35]

Alfred Abrahamsen har kendt Clausens artikel, men han kunne supplere den med, hvad folk i Høje i 1950’rne endnu huskede om en bødker, der brændte en gård af. Abrahamsen tilføjede også en gammel familietradition:

“Et oldebarn af Peder Jensen, som nu er død for mange år siden, fortalte mig således følgende, som var bleven hende fortalt af hendes far: “En aften, da Peder Jensen, sammen med flere af sine bymænd, stod på bystævnet, skulle han have sagt: “I Morgen skal jeg til bryllup hos Peder Jensen Skovsgaard (som lå hvor det lange hus ved gadekæret nu ligger), jeg skal da køre ned ad Høje gade, så bødkerens klokker skal falde i slag ved det.” Denne udtalelse skulle bødkeren have hørt, og han svor den rige bondes fald – samme nat brændte Bankegaarden.””

På denne gård i Høje, der i teksten omtales som Hans Præsens, bevarede man erindringen om, at gården sammen med flere andre i Høje brændte i 1723, da de fleste af beboerne var til gudstjeneste. Det nuværende stuehus er dog bygget senere. Bygningen ejes nu af Troels Henneberg. Fotografi af Regner Nielsen, 2010.

Den kollektive hukommelse i små samfund, hvor samme familier har holdt til i generationer, kan være overraskende grundfæstet. Således fortalte en gårdmand i Høje, Hans Pedersen (Pæsen), Højlundgård, at hans gård engang var blevet flammernes bytte “en søndag formiddag, da næsten alle byens folk var gået til kirke. Der var kun en pige og en skrædder tilbage her i gården.” Abrahamsen fandt i tingbogen, at flere gårde i Høje var lagt i aske 23. maj 1723, og indboet brændt. Det skete 3. pinsedag, der dengang var en helligdag med gudstjeneste – ikke en søndag.[36]

Bødkerens navn blev glemt, men i folkemunde bevaredes mindet om ham og Per Jensen.[37]

Bødkeren var blevet et problem for sig selv, sin familie og i nærsamfundet. I Retsprotokollen fra Odense 1. august 1796 omtales en strid, han har haft med en Gertrud Marie Christoffersdatter, hvor han nu siger, at det, han tidligere havde lovet hende, “var kun narreri.” Et vidne bliver i retten spurgt, om ikke “Jørgen Danielsen er en gammel udlevet og enfoldig mand, der går i barndom” – et spørgsmål, forsvareren protesterer imod.[38]

Jørgen opholdt sig ikke meget hjemme. Han strejfede omkring og betlede. Det var strafbart. For anden gang fik han en fængselsstraf og blev i 1796 igen indsat i Odense Tugthus.

Odense Tugthus Arkiv, Fængselsprotokol 1752-98, meddeler:

“No. 1074 Ao 1796 den 6 October Jørgen Danielsen af Høye, der forhen under No 927 har været i Tugthuset 2 Maaneder, er, for Betlerie og ond omgang mod sin Koene, tildømt effter een inden Sunds Gudme Herredsting afsagt Dom, at Arbejde i Odense-Tugthus 3. Aar.”

Tre års indespærring var mørke udsigter for den stivsindede og frihedselskende gamling. Mindre end et år efter døde han i fængslet 52 år gammel.

Skiftet efter Jørgen Danielsen Bødker og hustru 1797

Jørgen Danielsen døde som tugthuslem i Odense 1. september 1797 og blev begravet 4. september i “frie jord”, Set. Knuds sogn.[39]

En uge efter, 8. september, døde hans hustru Elisabeth Hansdatter i Høje. Før meddelelsen om mandens død var indløbet, indkaldtes til skifte efter Elisabeth. Bødkerens sønner (hendes stedsønner) var – bortset fra den yngste, Johannes – fraflyttet sognet.[40]

I ubehjælpsom ortografi nedfældes indledningen til skifteforretningen: “Anno 1797 den 8. Sept. har ieg [Adrian Bekker] vidnesfast indfundet mig i Hoye bye, Lunde Sogn, Sunds herred … udi et af Selveyer Smed Peder Sørensens huuse, hvor en Bødkier Jørgen Danielsen vel har tilfæstet sig en boepæl, men for nærværende tid opholder sig i Odense Tugthuus, hvorhen han for 1 aars tid formedelst misgierninger er hendømt paa 3 aar. Og da dennes Hustrue Elisabeth Hans datter i disse dage er ved døden bortkaldet, saa blev … bemelte afdødes efterladte Boe taget under regist[r]ering og vurdering til Videre Skiftes behandling. Paa den afdødes arvingers Vegne indfandt sig Christen Hansen gaardmd i Hundstrup som anmeldte af Jørgen Danielsen med hende icke havde efterladt sig nogen Livs arving; og da Enckemanden Jørgen Danielsen icke selv kunde være nærværende, deels da han Ligger meget Syg og næsten skal være sine Sandser berøvet, og desuden var under arrest i Odense Tugt og manufactuur huus, saa blev en god Mand beskicket af Høye, navnlig Grdmd Christopher Andersen at overvære denne registrerings Forretning paa hans Vegne, hvem det blev paalagt, at anmelde Ham hustruens dødsfald …”

Christopher Andersen skulle åbenbart begive sig til den fængslede i Odense.

“… Og da man erfarede, at han skal have nogle børn i ægteskabet med sin første hustrue, saa blev anmeldt, at disse vare Daniel ved [Brahe-]Trolleborg, Jens tien[ende] i Rødme, Peder 17 aar i Lære i Odense og Johannes tien i Høje.”

Herefter udsattes skifteforretningen til den 20. september, “hvorved blev fremlagt et brev fra Bogholderen Hr. Nyboe i Odense Manufactuur, Tugt og Forbedrings huus … at Enckemanden Jørgens Danielsen … Ligeledes var den 1. Sept. ved døden afgået. Da altsaa baade Manden og hustruen begge er døde, bliver dette Ster[v]boe under eet at behandle til Skifte og deling imellem deres competente arvinger efter Loven. Auktion i boet blev berammet til at afholdes lørdag den 23. sept. Kl. 09.”

Den 4. januar 1798 blev skiftet afsluttet i Svendborg. Efter fradrag af gæld til kreditorer m.v. blev der til deling mellem de fire sønner 29 rigsdaler, 2 mark og 11 1/2 skilling, således at hver modtog 7 rigsdaler, 2 mark og 12 skilling.

Herredsfogeden Adrian Bekker (1719-1803) optræder ved retssagerne omkring Jørgen Danielsen. I en periode ejede han Lundegård, Lunde sogn, og hans datter deltog da ved bødkerfamiliens barnedåb. Bekker var født i København. Han havde professor Ludvig Holberg, der selv betegnede sig som mindre skikket til undervisning af børn, som forbereder, “præcept privatæ”, til optagelse på Universitetet, hvor han begyndte sine studier som 16-årig. Bekker blev teolog, men valgte først en militær karriere og siden embedsvejen.

Pottemageren i Kronprinsens klæder

Daniel var flyttet til Svendborg for at uddanne sig i pottemagerfaget. Ved folketællingen 1787 nævnes han som dreng, 14 år, hos pottemager Jørgen Mikael Døger i Brogade. Den beskedne husstand på seks personer omfattede også en pottemagersvend på 20 år og den 21-årige tjenestepige Karen Hennings – måske en kusine til Daniel.[41]

I perioden o. 1789-1849 blev drenge og karle fra landbefolkningen indskrevet i lægdsrullerne, undertiden lige fra fødslen. Unge fra købstæderne var fritaget for militærtjeneste. I hovedrullen for Nyborg amt (fra 1793: Svendborg amt) i 1790 opføres Daniel som boende i Svendborg, mens hans tre brødre, den yngste 8 år, boede i Høje. Ifølge rullerne havde Daniel stadig ophold i Svendborg i 1792.

Måske har han håbet på at undgå indkaldelse. Men skæbnen eller tilfældet ville det anderledes. Daniel fik befaling om at træde ind som erstatning for en ung karl fra Seden ved Odense, der efter kun to års tjeneste fik tilladelse til at forlade hæren, da han var “gammel mands søn.” Hvis en ung soldat ikke kunne undværes i hjemmet pga. faderens alder eller skrøbelighed, kunne han slippe for militærtjeneste, og Anders Hansens far havde ansøgt Kancelliet om at få sønnen udløst.

I stedet måtte Daniel Jørgensen nu indtræde, og han optræder herefter i de militære registre med tilnavnet Høye. Men i de civile optegnelser, kirkebøger og retsprotokoller, benytter han navnet Rosenvinge i forskellige staveformer.

Han synes ikke umiddelbart at have været synderlig motiveret for soldatertjeneste, idet han forsøgte at rømme. Han var “uden følgeseddel bortgangen fra Nyborg Amts lægd.” Sandsynligvis havde han forladt Svendborg, men måtte overgive sig til de militære myndigheder. Daniel angav en øjenlidelse for at undgå tjeneste. Men da han havde vækst og førlighed – målte 65¼ tommer (171 cm) – blev han hensat som rekrut for syv år.

Daniel var fra 8. maj 1793 optaget i Kronprinsens Regiments 1. GrenaderKorps. Han opholdt sig de følgende år mest i Odense, lægd 52, Set. Hans sogn. Da tjenestetiden var udløbet, måtte han i 1800 på en session i Odense affinde sig med endnu et års tjeneste, hvorefter han fik sit afskedspas. Han målte nu 67 tommer! Daniel tilmeldte sig dog omgående som frivillig.

Regimentet havde fået sit navn ved kronprins Frederiks fødsel i 1768 og skiftede navn til Kongens Regiment i 1808, da Christian 7. døde. I den forløbne tid var der sket mange ændringer i det danske militær. Kommandosproget blev i 1773 ændret fra tysk til dansk, og fra 1773 ophørte udenlandsk hvervning. De tysktalende officerer og soldater afløstes efterhånden af danske. En militærhistoriker, F.C.E. Mørch, har i 1939 beskrevet følgerne af disse ændringer:

“Hærens Nationalisering og de dermed følgende Forholdsregler havde en gavnlig Indflydelse paa Aanden i Hæren. De korporlige Afstraffelser blev sjældnere, og Behandlingen af Mandskabet blev mere human, hvorved Soldatertjenesten blev mindre skyet end tidligere, ligesom Forstaaelsen i Befolkningen for Hærens Nytte blev mere almindelig. Der kendes Udtalelser fra den Tid som, at “den Karl, der har været Soldat, bliver den bedste Bonde, han lærer Disciplin, at blive hurtig og røre sine Lemmer.”[42]

Pottemagerværksted i Odense. Fotografi af Hugo Matthiesen, 1915. Odense Bys Museer.

Daniel og hans kammerater har kun optrådt i deres militære antræk ved øvelser og parader. De har kun tilbragt kortere perioder i hæren. De udskrevne skulle møde på eksercerpladsen én eller to timer, henholdsvis sommer og vinter, om søndagen for at indøve og vedligeholde eksercits. Desuden skulle de fra tid til anden møde til eftersyn af udrustningen og om sommeren deltage i øvelser tre uger.

Daniel var således primært henvist til at beskæftige sig ved sit håndværk i Odense eller andre steder. I 1794 opholdt han sig i Vester Åby, i 1797 – samme år, som faderen døde – i Brahetrolleborg; også Ullerslev nævnes som opholdssted. I juni 1800 fik han tilladelse og amtspas til at tage ophold på Sjælland. Ved disse tilladelser har en vis Johan Jensen Borre i amtspasset måttet optræde som kautionist eller forlover. Johan Jensen Borre angives i de militære ruller at være pottemager, men benævnes som skomagermester i Odense.

Daniel synes således at være forankret i Odense, hvor hans omgangskreds udgjordes af andre håndværkere og deres ligemænd (se kirkebogsanførsler på de følgende sider). Han syntes dog ikke nu at have aversion mod at fortsætte i uniform som frivillig, idet han gentagne gange lod sig indrullere på ny, når den tidligere tjenesteperiode var udløbet.

Men de besværlige private forhold, han havde pådraget sig i Odense ved på mindre end fire år at avle tre børn uden for ægteskab, kan have ansporet ham til at fortsætte i tjenesten med mulighed for ophold ude i landet.

Daniel Jørgensens tre lejermål 1797, 1799 og 1800

I kirkebogen for Set. Hans sogn, Odense, i bogens særlige afsnit for uægteskabelige børn, møder vi Daniel Jørgensen udlagt som barnefader to gange:

1797: “Søndags Morgen kl. 12 16 d. 16de Jul. fødte Christiane Sophie Nielsdatter, hos Jesper Nielssen Skoemager uden Nørre Port, en uægte Datter, som den 24de ejusd[em, dvs. dennes] blev døbt Caroline Kirstine. Faddere vare: Severin Bruuns Kone bB. [dvs. bar barnet]. Sophia Cathrina Nielsdatter ghs. [gik hos (f.eks. bar dåbshuen)]. Matthis Øllensch[l]eger Skoemager, Jesper Nielssen Skoemager, Christian Nielssen Træedrejer. Til Barnefader er udlagt Pottemagersvend Daniel Jørgensen Rosenvind. Dette er tilmeldt Landsdommer Bendz.” – I højre margin ud for dåben står: “lste Gang besovet” samt ’’[Barnet er] Begravet her i Sognet 21/3 [18]81.”

1799: “Søndags Morgen Kl. 6 d 22de Sept. fødte Anne Marie Andersdatter i H[ans] J[ensens] Stræde hos Rasmus Iversen, en Uægte Datter, som den 27^e Ejus blev døbt og kaldet Karen Maria. Faddere vare: Stine Marie Hansdatter [som] bB. Maren Nielsdatter gh. Johan Henric Mejer, Ditlef Nielssen, Vildmann, Skoemagersvende, Christian Rasmussen, Sigvard Rebslagersvend. Til Barnefader udlagt Daniel Jørgensen Rosenvinge Pottemagersvend her i Byen. Dette er d. 27de Sept. anmeldt for Borgmester Lindved.” – I højre margin: “lste Gang besovet.”

– og én gang i Set. Knuds sogn, Odense:

1800: “NB. 68. Samme Dag [17. dec.] Karen Ulrica Hans Datter i Graabrødre Stræde, hendes uægte Barn hjemmedøbt; af Hr. Pastor Lund, Blev frembragt til sin Daabs Bekræftelse i Kirken. Dets Navn var: Daline Marie. Faddere ere Dorthee Lars Datter og Anna Anders Datter [sandsynligvis gudmor og hende, der gik hos, altså bar dåbshuen], Lars Pedersen, Wertshuusholder, Anders Hansen, Kromand, og Jørgen Vulf, Bager. Til Barnefader Blev udlagt Pottemager-Svend Daniel Rosenvind, som er Bortreyst.”

Moderen har hér sikkert villet sikre sig paterniteten og den bortrejstes ansvar ved at opkalde pigen efter Daniel.[43]

Det kan tilføjes, at “Daniel Rosenviin” pottemager i 1799 selv optræder som fadder, da en anden pottemager, Johan Christian Dråbe, får sin datter Mette Cathrine døbt i Vor Frue Kirke, Odense.

I rådstueretten

I modsætning til civile mænd var soldater fritaget for straf, når de begik lejermål første gang.[44] Men derefter faldt hammeren. I Odense rådstueprotokoller er nedfældet Rosenvinges to sidste forhold. Af praktiske grunde samlede man åbenbart årets sager af dén art til afgørelse på en enkelt dag. Eller forsøgte derpå. Hvis en eller begge involverede udeblev, måtte der foretages genindkaldelser.

Anne Marie og Daniel mødte begge op for rådstueretten 30. januar 1800: “Til Raadstue Retten var i Dag bleven indkaldt de udi det afvigte Aar 1799: heri Odense besvangrede Fruentimmere, for med dem at afhandle deres Lejermaals Bøders erlæggelse …”- Som nr. 14 og 17 optræder: “Daniel Jørgensen Rosenwinge, hans Bøder blev efter hans bekendte fattige Omstændigheder aftinget til 4 Mark[.] Anna Maria Andersdatter, hendes Bøder blev Ligeledes aftinget til 3 Mark”[45]

Sagen med Karen Ulrica Hansdatter blev fastlagt til torsdag den 12. februar 1801, der var afsat til afregning af lejermålsbøder for dem, der i “afvigte Aar 1800 har gjort sig skyldige deri.” Men de to mødte ikke op. På næste rådstuedag den 18. februar 1801 nedskrives afregningen for dem, der ej var mødt op ugen før. Af afregningen ses, at Karen Ulrica Hansdatter bødede med 2 mark. Daniel var udeblevet, og heller ikke under de følgende rådstuemøder er han nævnt.[46]

Daniel havde sine gode grunde til at udeblive. Af hovedrullen år 1800 for Odense amt fremgår, at den nu 26-årige Daniel Jørgensens opholdssted er Sjælland.[47] Allerede i slutningen af 1801 er han dog tilbage i Odense – dybt forgældet – og i tjeneste hos pottemager Bertel Busch, hvor Anne Marie sagsøger ham for udebleven betaling til pigens opdragelse.

Anne Marie, H.C. Andersens mor – en stærk kvinde

H.C. Andersen havde meget nøje rede på sin fars data. Ved hans død i 1816 skrev den 11-årige dreng et lille notat, hvori han nævner faderens fødselsdag og år – 14. december 1782 – samt faderens alder i år, måneder, uger og dage ved dødsfaldet.[48]

Skovmosehuset i Lille Ejlstrup, Ubberud Sogn. H.C. Andersen har her sammen med sin mor kunnet besøge sin slægtning, hjulmanden Jørgen Sørensen. Fotografi af Ejnar Stig Askgaard, 2006. H.C. Andersens Hus.

Familieforholdene har dog været uklare for drengen. Anne Marie og ejeren af Skovmosehuset var næstsøskendebørn. Jørgen Sørensen havde i 1805 købt Skovmosehuset i Ejlstrup, Ubberud sogn. Erindringerne om H.C. Andersens besøg er bevaret gennem mundtlige overleveringer i slægten og på egnen, hvilket desværre ikke har forhindret huset i at blive revet ned i 2009. Jørgen har næppe været uddannet hjulmand, men som husmand haft et bierhverv med at reparere bøndernes hestevogne.[63]

I Ubberud kirkebog har man fundet dåbsdato 20. december 1778 for Anne Maries yngre halvsøster Christiane. Blandt fadderne er mosteren Marie Sørensdatter og hendes mand Hans Mikkelsen.

H.C. Andersens oldefar på mødrene side hed Søren Sørensen (1702-72), husmand i Koelbjerg, Vissenbjerg sogn. I 1756 overtog han et andet husmandsbrug på 1 tønde land i Ubberud sogn. Tre af hans døtre kendes: Karen (1734-1798), Marie (1736-1825) og H.C. Andersens mormor Anne (1743-1825). Alle tre opnåede en efter tidsforholdene høj alder og må have været ret livskraftige.[64]

To af døtrene giftede sig og blev boende på deres fødeegn. Anne førte en mere omstrejfende tilværelse som løsarbejder på gårde og herregårde i sommertiden, i Odense om vinteren. Hun fødte tre døtre uden for ægteskab, hvoraf den yngste døde som spæd. I 1783 blev hun indsat for sit tredje lejermål i Odense Rådhuskælder i otte dage på vand og brød.

Kort efter blev hun 22. november gift med skomager Jens Pedersen, enkemand fra Svendborg, der i et års tid havde været indsat i Odense Tugthus – ikke for en forbrydelse, men fordi han ikke kunne betale bøde og omkostninger for en sag, han havde tabt ved Fyenbo Landsting. Han havde rejst anklage mod en skytte, der havde skudt mod hans hoved og såret ham. Men modpartens herskab sørgede for, at skytten blev frikendt.

Parret fik en dreng, der døde otte dage efter dåben.

Anne blev enke i 1790. Fire år senere stod hun atter brud, nu med handskemager Jørgen Sigvard Rasmussen, også kaldet Sieverts. Han fik stilling som nattevægter i Odense, men blev hurtigt afskediget på grund af nogle gadeoptøjer, foranstaltet af unge, berusede mænd fra det højere borgerskab. Han blev offer for falske anklager. Yderst forbitret og såret herover flyttede han med hustruen til Bogense, hvor han også fik en stilling som vægter, men døde allerede i 1806.[65]

H.C. Andersens mormor, nu enke for anden gang, søgte fattigvæsenet om hjælp, hvilken blev bevilget. Hun boede i Bogense indtil sin død i 1825 i en fribolig under fattigvæsenet. Hér har den lille Hans Christian og hans mor besøgt hende.

Hans Christian var en ivrig lytter til de voksnes snak og samtaler, også, når de dæmpede stemmen, fordi børn ikke bør høre alt. Ikke alt har han forstået. Når de omtalte de uretfærdigheder – overlagte justitsmord – der overgik mormoderens to mænd, henholdsvis 23 og 3 år før hans fødsel, har enkeltheder måske stået uklare. Men de voksnes vurderinger af og skepsis til øvrighedens håndhævelse af retfærdighed har indgivet ham en kraftig aversion mod justitsvæsenet. Det gav han udtryk for i en af sine romaner, hvor en fattig, men bundærlig skrædder er blevet dømt for et tyveri, han ikke har begået, og gennemtænker sin skæbne:

“Politi og Politikammer var ham en frygtelig Renselses-Maskine i Staten, et Mølleværk, der altfor let kunde gribe fat i den Uskyldiges Klædning; det trak En i Ærmet og rev maaskee Armen af, spolerede det hele Menneske. “Retfærdigheden” var en Fru Blodløs, et rædsomt Maskineri, slet ikke nødvendig for hans Skyld, om vel for Andres; den fulgte sin engang sammensatte Fornuftindretning, og havde ikke Hjerteslag, kun Love.”[66]

”Den lille Pige med Svovlstikkerne”, tegning af Vilhelm Petersen ca. 1847. H.C. Andersens Hus.

Anne Marie kan som lille i perioder have boet hos sin mor i Odense, hvad beretningen om hendes forsøg på tiggeri antyder. Men det må antages, at hun det meste af tiden har været overdraget til mosteren Marie i Koelbjerg, Vissenbjerg sogn. Normalt tog nærmeste familie sig af uægtefødte børn. Hér boede hun sammen med sin fætter, Hans Christian Carlsen.[67]

Men små, forældreløse børn blev hurtigt sendt ud i tjeneste hos fremmede.

Da Anne Marie mange år efter, udslidt af hårdt arbejde med det kolde vasketøj i åen, i 1825 søgte optagelse som fattiglem på Gråbrødre Hospital (Doctors Boder), opgav hun, at hun i sin ungdom havde gjort tjeneste tre steder: brændevinsbrænder Rasmus Ibsen i 14 år, købmand Anders Bircherod i 5 år og hos familien Selchier i 3 år.[68] Antager vi, at hun ved sit bryllup i 1805 var ca. 30 år, er hun sendt ud at tjene som barn, ca. 10 år gammel.

Rasmus Ibsen havde dengang en selvejergård i Rørup sogn, tæt ved Gribsvad Kro, hvor hans bror var kromand. Gården lå ikke langt fra Koelbjerg, og her har mosteren fået Anne Marie afsat som lillepige. I nabolandsbyen Aalsbo boede Anders “Traes” og hans hustru Anne Cathrine Nommensdatter. Hér har Anne Marie haft mulighed for i 1782 at se sin senere mand, Hans Andersen, i vuggen.

Men allerede i 1783 solgte Ibsen sin gård og flyttede med familie og tjenestefolk til Odense.[69] Anne Marie tjente hér familien og tog sig blandt andet af børnene. Den yngste af pigerne hed Karen Marie, og sandsynligvis har Anne Marie haft hende i tankerne, da hun siden valgte navn til sin egen datter.

Rasmus Ibsen havde slået sig ned i Odense som købmand, kromand og brændevinsbrænder. Det var sikkert til stor ærgrelse for faderen, at hans ældste søn Asser Ibsen, født 1777, valgte Odense fra og uddannede sig til landmand.

Otto Vilh. Sommer skriver om Asser: “Han er sikkert den rige brændevinsbrænder, som H.C. Andersens moder havde kunnet få, hvis ikke hans moder havde forklaret hende, at standsforskellen gjorde det umuligt. Det er måske tilfældigt, men i alt fald et faktum, at Asser Ibsen først giftede sig et halvt års tid efter, at H.C. Andersens forældre var blevet gift og da med en forpagterdatter fra Langeland.”

H.C. Andersen har selv strejfet dette i sin Levnedsbog, hvor han skriver, at hans mor havde foretrukket skomageren “for en riig Brændeviinsbrænder, hun tjente eller havde tjent hos”.[70] I eventyret “Hun duede ikke” lader madmoderen foreslå pigen at ægte en brav håndværksmand, en handskemager.

Sommers undersøgelser omkring familien Ibsen afslørede også et hidtil uopklaret problem i H.C. Andersen-forskningen omkring digterens barndom – identificeringen af den herregård, som Hans Christian og moderen besøgte på deres fodrejse til Bogense, og hvor “Fruen der, hvis Forældre hun havde tjent, havde sagt hun skulde engang besøge hende”.[71]

Fruen var Rasmus Ibsens datter, Margrethe Elisabeth, født i Rørup i 1782. Hun blev gift med en jurist, A.N. Stylsvig, der blev fuldmægtig og siden forvalter på hovedgården Hugget (nu udstykket), Ore sogn. Det var hér, Hans Christian og hans mor tilbragte et par dage i humlehøstens tid.

Det er uklart, hvorfor Anne Marie omkring 1796 efter 14 års tjeneste har forladt Ibsens hus. Måske har forholdet mellem hende og den da bortrejste Asser ansporet forældrene til at få lidt afstand til den ret høje og meget tiltrækkende pige med de brune øjne.

Trods dette viser besøget på Hugget, at Anne Marie har bevaret sine venskabelige forbindelser til familien Ibsen år efter sin afrejse fra huset. Fra Hugget har skomagerfamilien måske også igennem årene modtaget mange naturalier, bl.a. den julegås, som H.C. Andersen omtaler i sit digt “Mit Barndoms Hjem” om barndommens lyse sider.

Ifølge Anne Maries egne opgivelser flyttede hun fra Ibsen til købmand Bircherod. Men Hans Chr. Larsen og Svend Erik Sørensen har sandsynliggjort, at Bircherod var hendes tredje og sidste tjenestested.[72] Anne Marie fødte sin datter i september 1799, og fru Bircherod ventede barn til november. Hér åbnede sig mulighed for at få en stilling som amme. Med bedre løn og højere status end andre tjenestefolk i huset.[73]

Anne Marie tjente hos H.S. von Selchier i 3 år. Han var da vejinspektør, men havde tidligere været premierløjtnant i Kronprinsens Regiment. Her har han måske stiftet bekendtskab med den frimodige grenader Rosenvinge. Er forbindelsen blevet opretholdt – Rosenvinge kan have gået til hånde med forskellige praktiske opgaver i huset – har han hér mødt Anne Marie med de beklagelige følger, dette fik for pigen.

For Anne Marie var det en ulykke, da grenaderen gled uden om sit ansvar. Familien Selchier boede lige inden for Nørreport. På den anden side af porten havde købmand Bircherod sin store købmandsgård. Nabofamilierne har kendt hinanden, og Selchier, i hvis hus Anne Marie var “kommet i ulykke”, har derfor også kunnet formidle hende ansættelse som amme hos naboen.

Her opholdt hun sig i fem år, de sidste naturligvis også med andre huslige opgaver, indtil hun i slutningen af 1804 indgik forbindelse med skomagersvenden Hans Andersen. Han var som barn flyttet med sine forældre fra Rørup til Odense. Rørup sogn var også Anne Maries sidste opholdssted, inden hun flyttede til storbyen. Tilflyttere finder ofte sammen i de nye omgivelser. Dette er utvivlsomt baggrunden for, at de to mødte hinanden i kredsen af tilflyttere fra Rørup og Vissenbjergegnen.

Anne Maries ungdomshistorie – så fragmentarisk den fremtræder for os – viser en stærk personlighed, der, uanfægtet af moderens skrøbeligheder, fulgte sit eget spor og blev respekteret og afholdt af sine herskaber. En pige, der sjældent måtte skifte plads, og når det skete, skyldtes dette ikke uduelighed eller herskabets utilfredshed med hendes arbejdsindsats.

Ved Anne Maries og Hans Andersens trolovelse 1805 optrådte som forlovere for faderen hans mester, skomager Breineberg, og for moderen er noteret kromand Rasmus Nielsen. Men efternavnet “skal sikkert være Ibsen, da det var Anne Maries gamle husbond”, skriver Hans Chr. Larsen.

Anne Marie fremtræder i sine unge år som en stærk personlighed, der ud fra sin beskedne position i samfundet og sit uheld med Rosenvinge ikke lod sig kue. Hun blev påskønnet af de familier, hvor hun tjente, og forstod derfra at opbygge et netværk, som viste sig bæredygtigt, også efter at hun var blevet gift.

I sine levnedsbeskrivelser og i Improvisatoren har sønnen fremhævet og vel også overbetonet de kærlige sider af hendes karakter, egenskaber, som givetvis også er kommet de mange børn til gode i de familier, hun tjente.

I romanen Kun en Spillemand fremhæver H.C. Andersen til gengæld de mere robuste karaktertræk hos moderen. Hér optræder hun som en sund modvægt til faderens drømmende og verdensfjerne natur.

”Hun duede ikke”. Tegning af Vilhelm Petersen 1852. H.C. Andersens Hus.

Anne Maries forfald indtraf senere, efter at hendes første mand var død og sønnen rejst til København. Eftertiden har helt fejlagtigt identificeret Anne Marie med den alkoholiserede vaskekone i “Hun duede ikke.” Men hér har H.C. Andersen slet ikke skildret sin egen mor. Ideen har han hentet fra en barndomsoplevelse, som også giver et fornemt indtryk af Anne Maries menneskelige egenskaber og hendes mod til at tage til genmæle, når dette var påkrævet:

“Da jeg en Dag paa Gaden havde seet en Dreng skynde sig ned til Tostedet ved Odense-Aa, hvor hans Moder stod ude i Vandet og skyllede Linned, hørte jeg een for sin Strenghed bekjendt Enkemadame raabe fra et Vindue og skjænde paa Drengen: ’Skal du nu igjen ned med Brændeviin til din Moder! det er hæsligt! fy! lad mig see, at Du aldrig bliver saadan Een som din Moder! hun duer ikke!’ Jeg kom hjem og fortalte hvad jeg havde hørt; Alle der sagde: ’ja Vaskerkonen drikker! hun duer ikke!’ kun min Moder tog hende i Forsvar. ’Døm ikke saa haardt!’ sagde hun. ’Den stakkel slider og slæber, staaer i det kolde Vand og faaer tidt i flere dage ikke varm Mad, hun maa have Noget at holde imod med; det er vel ikke det Rette, hun tager, men hun har ikke bedre! Hun har gaaet Meget igjennem! honnet er hun! sin lille Dreng holder hun heel og reen!’ Min Moders milde Tale gjorde et dybt Indtryk paa mig, idet jeg selv med de Andre var ved at dømme ilde om Vaskerkonen. Mange Aar efter, da en anden lille Begivenhed bragte mig til at tænke over, hvor let og haardt tidt Menneskene dømte, der hvor Mildheden kunde see Sagen anderledes, kom hele denne Begivenhed og min Moders Ord mig saa levende i Tanke, at jeg skrev Historien: ’Hun duede ikke.”’[74]

H.C. Andersen har fra sin mor overtaget en solid arbejdsmoral, orden i pengesager, glæde ved børn, en kolossal interesse for mennesker og deres gøren og laden, behovet for social anerkendelse og evnen til at benytte sig af sit sociale netværk. Fra moderen havde han også arvet hendes gudstro og sikre tiltro til, at den gode skæbne, trods øjeblikkelige trængsler, ville vende alt til det bedre.

Anne Marie Andersdatters vaskeplads lå forenden af Munkemøllestræde ved bag-åen mellem strædet og den lille ø, hvor Munkemølle var placeret. Denne del af åløbet er nu fyldt op, men forinden blev dette billede optaget. Fotografi o. 1900. H.C. Andersens Hus.

Fra faderens gener har H.C. Andersen arvet tendensen til at drømme og fantasere, sin lidenskabelige begejstring for litteratur og teater og sine kunstneriske evner. Farfaderens færdighed i at udskære sælsomme træfigurer er genspejlet i de ejendommelige fantasiskikkelser, som sønnesønnen kunne frembringe i papirklip.

I det omfang, musikalitet kan “nedarves”, har H.C. Andersen måske også overtaget sine evner og sit engagement i sang og musik fra farmoderens far, Nommen Nommensen (ca. 1707/1716-1787). Han var handskemager i Assens og siden stadsmusikant i Odense. Genealogen Carl Langholz har gjort opmærksom på, at – i betragtning af tidens usikkerhed omkring aldersangivelser ved dødsfald – kan stadsmusikanten være identisk med den Nummen Nummensen, som blev døbt 15. oktober 1716 i Set. Marie Kirke i Flensborg og var søn af en “Schilderer” Caspar Nummensen. Tilknytningen til Sydslesvig fremgår også af, at handskemageren blev viet til en pige fra Assens 16. november 1742 i Kappel ved Slien.

En “Schilderer” er en maler eller skiltemaler. “Fra denne tipoldefar kan H.C. Andersen have arvet sine evner som tegner og papirklipper”, skriver Carl Langholz, som samtidig gør opmærksom på, at navnet Nummen(sen) hører hjemme i det frisiske.[75]

Fra kyndelmisse til kyndelmisse 1805-06 – og tiden derefter

“Fra Kyndelmisse til Kyndelmisse har Hjertet meget paa sit Regnebræt, det har Aars Regnskab.”[76]

Anne Marie havde knyttet sin skæbne til den lille skomagersvend, som hun blev trolovet med 5. januar 1805. Det ventede barn var undfanget omkring 1. juli, så det hastede for Anne Marie at bestige brudeskamlen. Vielsen fandt sted i Set. Knuds Kirke, Kyndelmisse, 2. februar. I Fyenske Avertissements Tidende nr. 18, den 7. februar, kunne man læse: “Copulerede – Den 2den Febr.: Skomagersvend Hans Andersen og Pigen Anne Marie Andersdatter.”[77]

For Anne Marie har dette været en lykkelig dag. Spontant skrev hun på bagsiden af et brev til sønnen i Slagelse i 1825: “Gode Christian, denne Dag er min Bryllupsdag, for 20 Aar siden.”[78]


Nøjagtig kopi af silhuetklip forestillende H.C. Andersen far og mor. H.C. Andersens Hus.

Præcis to måneder efter vielsen kom den senere eventyrdigter til verden, den 2. april, en “fattig, men levende, nyfødt Poet, nemlig jeg selv”, skrev H.C. Andersen selvbevidst i 1832, og han varierede det i 1846 til “et levende grædende barn, det var mig Hans Christian Andersen.”[79]

Drengen blev straks hjemmedøbt og fremstillet i Sct. Hans Kirke 13 dage senere, den 15. april. Avisen meddelte dagen efter publikationen:

“Den 15de: Skomagersvend Hans Andersens Søn, Hans Christian; Fadd. Mad. Breineberg, Jfr. Pommer, Hattemagermester Dorck, Skomagermester P. Waltersdorff, Portner Gomard, Snedkersvend A. Jørgensen.”[80]

Kort efter, den 14. maj, lagde Vor Frue Kirke også rum til Daniel Jørgensen Rosenvinges bryllup med Anna Johanne Larsdatter. En måneds tid senere fødtes parrets første barn, en dreng, som ved dåben blev opkaldt efter sin farfar, bødkeren fra Høje, der var død i Odense Tugthus 8 år tidligere.

Nogle måneder senere i august stod som nævnt også Asser Ibsens bryllup.

H.C. Andersen giver i sine erindringsbøger indtryk af, at forældrene forud for hans fødsel havde indrettet deres eget, hyggelige hjem. Men forskningen har fremdraget et mere broget billede af den barske virkelighed, som det nygifte par måtte affinde sig med det første års tid.

Når vielse og dåbspublikation fandt sted i to forskellige sogne, indicerer dette, at Anne Marie har tilhørt Set. Knuds sogn, men at drengen er født i Sct. Hans sogn. Faderen har bibeholdt sit ophold hos sin mester Breineberg.

Anne Maries mor var i 1804 sammen med sin mand af andet ægteskab flyttet til Bogense og havde vel overladt den lille Karen Marie til sin biologiske mors omsorg.

Men i Odense boede Hans Andersens forældre, drengens elskede farmor Anne Cathrine Nommensdatter og den delvist sindssyge og meget krakilske Anders “Traes” Hansen, som havde købt sit eget hus i Pogestræde. Forholdet mellem ham og sønnen var dog meget anspændt.

Sct. Hans sogn boede også enken Anna Nommens, hvis afdøde mand var en bror til H.C. Andersens farmor. I enkens hus, på hjørnet af Hans Jensens Stræde og Bangs Boder – H.C. Andersens Hus – har Anne Marie muligvis fået husly, da fødslen nærmede sig. Hendes mor havde i øvrigt boet til leje i dette hus, før hun rykkede sine teltpæle op og rejste til Bogense.[81]

H.C. Andersens far Hans Andersen var kommet i lære som 12-åring og blev udlært 4 år senere. Anders “Traes” havde bestemt modsat sig, at sønnen fik opfyldt sit brændende ønske om at komme i latinskolen. Hans stod i lære hos Christen Holst. Senere arbejdede han for Jørgen Pommer i Set. Jørgensgade, og til sidst hos Poul Breineberg. Pommers datter og Breinebergs hustru optræder som faddere ved Hans Christians dåb.

Foreløbig har Hans Andersen sandsynligvis opretholdt sit logi hos mesteren, der boede uden for Sct. Jørgens Port.

Det var uholdbart at fortsætte som svend uden selvstændig bolig. Langt hen på året, den 23. november, sendte Hans Andersen – måske under et vist pres fra Anne Marie – en ansøgning til magistraten om at få bevilling som frimester. Han skrev, at han som svend kun kunne tjene 7 mark ugentligt. “Herfor kan min Hustru og 2de Børn [Karen Marie og Hans Christian] neppe fødes, mindre kan vi alle Huuses, klædes, eller Beholde noget til Ildebrændsel heraf.”

Som frimester arbejdede man selvstændigt, man kunne måske tjene lidt mere end en svend, men man var ikke medlem af skomagerlavet og måtte ikke uddanne lærlinge eller holde svend.

Skomagerlavet var ikke venligt stemt over for frimestre og søgte at begrænse deres antal. Lavet skulle give sin udtalelse, og den var ikke venlig. Ordningen skadede de “rigtige” mestres fortjeneste, og om denne ansøger skrev man skånselsløst: “Dette Menneske vil visselig ikke erhverve saa meget, dersom (han) fik Frihed som Frimester at blive fri for at holdes til Arbejde og frit kunne drive om under Haab om sit Afkoms Forsørgelse ved Fattiganstalten.”

Magistraten ænsede ikke disse indvendinger, der var så åbenlyst præget af brødnid, men anbefalede bevillingen til stiftamtmanden, der approberede ansøgningen med virkning fra 25. marts.

Hans Andersen var nu selvstændig, men om hans hidtil gode forhold til sine tidligere mestre forblev uantastet, melder historien intet om.

Ikke førend begyndelsen af 1806 ses familien registreret med egen adresse, januar i Holsedore og maj i Klaregade. Endelig fandt de blivende hjem i maj 1807 i Munkemøllestræde.

Når det af H.C. Andersens Levnedsbog fremgår, at forældrene havde indrettet sig i eget hjem, og at faderen var blevet friskomager før drengens fødsel, er dette forkert. Muligvis har han været i god tro.

I sin barndom har han næppe fået fortalt alt eller forstået samtlige detaljer om familiens færden.

Til gengæld behøver skildringerne af barndomshjemmets orden og hygge ikke at være ren idyllisering, omhyggelig tilpasset hans samtidige læsere. Anne Marie havde haft flerårige tjenester i velmeriterede hjem. Det tyder på, at man dér har været tilfreds med hendes indsats og opførsel. Hun har dér kunnet tilegne sig en sans for proper og net indretning af sin egen stue, som lå over, hvad de fattige og børnerige familier i nabolejlighederne kunne stille til skue.

Faderen havde sit værksted i den lille etværelses lejlighed. Det er beskrevet i sønnens erindringer. I romanen De to Baronesser har han også gengivet et erindringsglimt fra barndommen, når han afmaler et skomagerhjem i København. Bortset fra kanariefuglen kan det være et nøjagtigt billede af barndomshjemmet:

“Næste Morgen vågnede Elisabeth ved Hammerslagene paa det udblødte Læder, som Hansen gjorde mygt. I Værkstedet var alt saa net opstillet, Pudsefløite, Syle, Læste og Hysken. Bøgerne stode paa Hylden lige for Glaskuglen. Kanariefuglen skreg og Kaffekoppen dampede.”[82]

Bøgerne er her medtaget. Hans Andersen havde interesser og en kunstnerisk sans, der lå langt over de fleste af hans standsfællers horisont. De kunstneriske træk, der kan spores hos H.C. Andersens farfar og far, er gået i arv til eventyrdigteren.

Daniels hustru, Anne Johanne Larsdatter, og deres bryllup 1805

Hvilke forhåbninger Daniel har givet Anne Marie eller Ulrica, vides ikke. Ulricas navngivning af datteren viser, at hun måske har haft forventninger om ægteskab, men i så fald blev hun skuffet.

Daniels endelige valg faldt på bagerdatteren Anne Johanne Larsdatter, som han kom sammen med i efteråret fra sensommeren 1804. Deres ægteskab blev indgået i Odense i 1805 og varede livet ud, indtil de begge døde i 1849 med få dages mellemrum i Tranekær på Langeland.

Anne Johannes forældre blev viet i Set. Knuds sogn, Odense, i 1774. Kirkebogen meddeler: “d. 6te Aprilis blev i Rasmus Pedersen Bagers Huus i Vester Gade troelovet Ung-Karl Lars Pedersen Bager med Pige Lisbet Johansdatter sammesteds. For hvilke 2de Personer ind[e]stoede 2de underskrevne Mænd, at intet paa nogen af Siderne, som deres forehavende Ægteskab efter Lov og ergangne Kongl. allernaadigste Forordninger i nogen Maade kunde være til Hinder – Peder Hansen, Rasmus Pedersen Bager[.] Cop[ulerede] d. 30te Julij.”[83]

Ægteparret er senere flyttet til Faaborg, hvor datterens fødsel og dåb er optegnet i kirkebogen for året 1782: “Tirsdagen dn 12te Febr. om Efttermiddagen Kl. 2, blev Lars Pedersen Bager og Hustrue Elisabeth Johans Datter[s] lille Datter født, som blev døbt I Søndag i Fasten dn 17 Febr. og Kaldet: Anna Johanna, Sr. Peder Birefreundis Hustrue holdt hende til Daaben, Jomfrue Elisabeth Sophia Knub stod hos og Døbt af hr. Crone. Mandsfad[d]derne vare Ulrich Jacobsen, Christian Møller, Claus Bloch.”[84]

Allerede som treårig mistede den lille pige sin mor i 1785: “Dend 23. Februarij blev Lars Pedersen Bager[s] Hustrue begravet i de fattiges Jord. Begravelsen skeede ved 12 Slet og Jordspaakastelsen blev forrettet af Hr. Kan[n]e-worf[f]. Dend afdødes Alder blev angivet at være 48 Aar”.[85]

Anne Johanne blev konfirmeret som 16-årig (i kirkebogen fejlanført som 15 år gl.) første søndag efter påske 1798 (15. april). Hun angives da at bo hos Vallentin Nissens enke.[86] Faderen omtales ikke, og der findes ingen skifter efter ham eller hustruen.

Anne Johanne har vel haft tjenesteforhold i Faaborg og Odense, indtil hun mødte og som 23-årig i 1805 indgik ægteskab med pottemageren i Odense:

“D. 16de April mødte Ungkarl, Pottemagersvend Daniel Jørgensen Rosenvinge for at anmælde sit forehavende Ægteskab med Pigen Ane Johanne Lars Datter, og til den Ende begiærede, at samme Ægteskab ma[a]tte tillyses af Prædikestolen førstkommende lste Søndag efter Paaske og aflyses [dvs. tillyses for tredje og sidste gang] den 3die Søndag efter Paaske. For dette Ægteskabs Lovlighed indestaaer 2de underskrevne som Forlovere – Jens Nicolaisen Pott[e]-m[ager] / Peder Henrichsen Urtemand”[87]

Vielsen fandt sted 14. maj, og deres ældste barn kom til verden 12 dage senere, den 26. maj. Kirkebogen meddeler: “D. 28de Junii blev Pottemagersvend Daniel Jørgensen Rosenvings og Kones Ane Johanne Lars Datters deres tilforn af Hr. Borch d 26de Maj hiemdøbte Barns Daab confiermeret[,] dets navn var Jørgen Larsen Rosenving. Urtemand Peder Henrichsens Kone bar det, og Pottemager Hans Nicolaisens Kone gik hos hende. Mandsfadderne vare: Kobbersmed Tydsk, Vertshuusholderne Anders Thomassen og Christian Borre, Pottemagermester Peder Chort, Quarteermester Husum, Comsum[p]tions-Betient Niels Bierregaard, Snedkersvend Hans Busch og Pottemagersvend Anders Richter.”[88]

Drengen er indført med moderens patronymikon og videregiver siden navnet Larsen til sine børn. Til gengæld er faderens efternavn Rosenving[e] medtaget. Faderen har opkaldt sønnen efter sin far, der var død otte år tidligere i Odense Tugthus.

Faddernes erhverv viser forældrenes jævne omgangskreds. Dog optræder en kvartermester, og værtshusholderen kan være en slægtning til Daniels “kautionist” Johan Jensen Borre.

Karen Maries første år

H.C. Andersen er tavs i sine barndomserindringer om halvsøsteren, selv om det fremgår af faderens ansøgning om frimesterbevillingen, at Karen Marie på den tid har opholdt sig hos dem.

Daniel havde efter Karen Maries fødsel måttet påtage sig økonomiske forpligtelser til moderen. Sikkert med hjælp fra sit herskab havde hun sendt en klage til Stiftamtet, der ved en resolution den 6. december 1801 pålagde barnefaderen en årlig ydelse på 6 mark til moderen – selv om han med påberåbelse af sin fattigdom havde foreslået 3 rigsdaler.

Stillet over for Anne Marie, hendes “bagland” og øvrigheden kunne den fattige pottemager intet stille op. Men hans ynkelige, økonomiske position fremgår af en udtalelse fra hans daværende mester, udformet i en noget ubehjælpsom form:

“… at det er vist at ieg haver for stragt min Sven med 23 Rdr. og deraf har han arbejdet 3 Rdr 2 Mk. alt Saa sky[l]der han mig 19 Rd. 4 Mk. og hans arbes løn kan være en 3 Eller havi fierde Mk. om ugen [/] Odense d 29 Novemb 1801 Bertel Busch Paattemar”[89]

De økonomiske forpligtelser, Daniel måtte påtage sig, viste sig i perioder vanskelige at inddrive, bl.a. forårsaget af hans mange forflytninger som soldat. Anne Marie søgte ihærdigt at foreholde Daniel, hvad han skyldte. Det fremgår af en brevveksling, som overinspektør Ejnar Stig Askgaard har fundet i arkivet for Bogense by, hvor de åbenbart ved en fejl er blevet henlagt af den tidligere forsker (G. L. Wad), der har medbragt dem fra Odense og glemt at tage dem med tilbage.

Da denne brevveksling, der ikke tidligere er publiceret, giver et relevant indblik i familiens vanskelige, økonomiske forhold, og desuden er en af de få bevarede kilder om Karen Maries barndom, skal den her gengives in extenso.[90]

Anne Marie måtte have hjælp til at udforme sine skrivelser. Mod betaling fra en nogenlunde skrivekyndig – eller ikke usandsynligt skrevet af hendes mand – sendte hun et brev til borgmester Andreas Rosteen Lindved:

“Under Dannigste. Pro. Memoria.

Da Danniel Jørgensen Rosenwenge ekke haver Enfondet sig. Med de af ham telstaade. 6 rd Aarlig opdragelses, jelp. tel. Vores sammen Avlede. Uegde. Baren. Vilke 6 rd For et Aar Var Forfaltdene. tel. udBetaling Mexeli. 1806. saa Beder jeg. adt Deres. Velvished ifølge den her Ved-Lagde Naadigste Reselutsion Vilde Forskafe mig de. Forfaltne 6 rd. enten Ved ud Pantning paa. hans Boepel. eller Anden Lovlig Maade. Gonstig Vilde see Mig Fyldesgiort For opdragelses hielpen og Omkostninger, da han For nu Værende tid staar som Lansoldat Ved Kronprensens Rege Mendt i Holsten Men hans Kone og Bopæl er i skræpestrædet, uden Odense. St Jøgens Pordt: – Er Bødigst. af. Anne Maria Andersdater Friskomager Mesder Hans Andersens Hustrue [/] Odense d. 9. Februari. Ao 1.807 – [/] Tel S: T. Hr Kanseliraad og Borgemesder Lendeved. – ”

Borgmesteren sender omgående to politibetjente til Daniels bolig, hvor de dog kun kan træffe hans hustru. De indgiver en rapport om udfaldet:

“Efter S.T. Hr Cancelliraad og Borgmester Lindveds Ordre, har vi to undertegnede Politiebetiente forkyndt Daniel Jørgensen Rosenvinges Kone her i Odense anstaaende Pro Memoria og tilspurgt hinde, om hun kunde og vilde betale de 6rd Opdragelses Bidrag til Anne Marie Andersdatter for bemeldte hindes Mand, men hun svarede: “At hun havde Solgt hvad de har havd af indboe til Livets ophold, og nu Tiener hos Hr Hansen paa Comediehuuset og eier intet at betale med; Hvilket herved ærbødigst Raporteres. – Odense d 10de Febr 1807. D Nielsen – H Fabricius.”

Anne Marie Andersdatters Pro Memoria af den 9. februar 1807. Landsarkivet i Odense. Fotografi af Ejnar Stig Askgaard.

Anne Marie ville ikke affinde sig med dette pauvre resultat. Dagen efter sendte hun i berettiget harme en ny skrivelse, denne gang stilet til stiftsamtmand Povl Rosenørn Gersdorff:

“Underdanigst Pro memoria!

Efter deres Høy welbaarnheds Naadigste Resolution af 6te Decbr 1801, er

Grenadeer Daniel Jørgensen Rosenwinge ved han Kongl Høyhed Kronprindsens Regiment i Kiel, Tilpligtet at betale aarlig til vores Barns opdragelse 6rdll, Men da han ikke har indfundet sig med betalingen fra Michaelie 1805 til Michaelie 1806, saa er min Underdanige bøn til deres høy welbaarnhed at denne min Underdanigste ansøgning maatte blive tilsendt den Høystcomanderende for bemeldte Regiment at Barnets fader der ved kan blive tilpligtet at udbetale de 6rd for beneunte aar, da jeg som fattig kone ej lengere kan lade dem henstaa. – Odense d: 11 Febr 1807. Underdanigst af Anne Marie Andersdatter Frie Sckoemager mester Hans Andersens Hustrue. – [/] ST Her Kamerherre og Stiftsbefalings Mand v Gersdorff”

En forespørgsel sendes nu til Kiel, hvor Daniel er stationeret ved sit regiment. Svaret indløber:

“P[ro] M[emoria].

I Gjensvar paa Deres Høivelbaarenheds ærede Skrivelse af 15^e d.M. undlader jeg ikke at tilmelde: at den eeneste Maade paa hvilken der fra Regimentets Side kan træffes Anstalt til at Daniel Jørgensen Rosenvinge betaler de 6r som han er skyldig til at betale som Bidrag til hans uægte Barns Opdragelse, er ved at indeholde de ham aarlig tilstaaede Douceurpenge, hvilket jeg ikke skal undlade, saasnart de tilkomme ham, og da skal Pengende tjen[s]tlig tilstilles Deres Høivelbaarenhed. –

Kiel d 24 Febr. 1807. Leth. [/] Høivelbaarne Hr Kammerherre v. Gersdorf Ridder Stiftbefalingsmand over Fyens Stift”

Hermed faldt sagen efter al sandsynlighed ud til Anne Maries tilfredshed.

Karen Maries tidlige barndom er ukendt. Måske eller sandsynligvis har Anne Marie (eller Daniel) anbragt hende i en plejefamilie – mod betaling. Hun kan være kommet ud at tjene i en tidlig alder.

Trods sit omstrejfende liv ved de forskellige udstationeringer har Daniel kunnet bevare sit netværk i Odense, hvor hans kone og ældste søn boede, indtil de fik ophold i Tranekær sogn på Langeland. Her blev barn nr. 2, Frederik Christian, født i 1811.

Daniel slap dog ikke datteren af syne, og ved hendes konfirmation nævnes moderen ikke, hvilket er usædvanligt for uægte børn! I stedet er skrevet faderens navn og stilling. Begge har fået efternavnet Rosenvinge med i kirkebogen: “Confirmerede den 2den October 1814 af den residerende Capelian Hr. Ortman” – “Nr. 27. Karen Marie Rosenvinge i Odense. – Fad[eren:] Pottemager Daniel Rosenvinge i Odense. – Døbt d. 22de September 1799. Har god Religions Kundskab, og viist sig sædelig. – Har havt de naturlige Kopper.”91 Karen anføres ikke som uægte, hvad der ellers var normen på den tid.

Senere i de første år efter H.C. Andersens afrejse fra Odense omtales hun i moderens breve. Familien har haft kontakt med Karen Marie. Utvivlsomt har man da også været vidende om hendes farfars afstraffelse og død i Odense Tugthus kun to år, før Karen Marie blev født. Dette har givet H.C. Andersen ideen til at lade tugthuset blive “den røde tråd” i romanen O.T.. Det var et spændende sujet, men har næppe berørt ham personlig.

Om Hans Christian har mødt sin halvsøsters far på gaden i Odense, kan intet siges, men dette er ikke usandsynligt. I hjemmet har man talt om ham. I sine seneste år fortalte han – lidt mere åbenhjertigt end sædvanligt – sin yngre ven, forfatteren Nicolai Bøgh (1843-1905), om nogle indtryk fra sin barndom.[92]

Hans Andersen kunne med henblik på aldersforskellen mellem ægtefællerne kærligt drillende kalde sin hustru “Gamle Mor”, og han sagde, at hun “altid ville have en ung Karl”, og: “Du ville hellere have haft Pottemagersvenden end mig; men det gik ikke.”

Dette antyder måske, at der har været et ikke helt flygtigt forhold mellem Daniel og Anne Marie, og at skomageren har fået indtryk af, at det var pottemageren, der forlod hende. Hertil skal bemærkes, at skomageren var en halv snes år yngre end sin hustru, og at Anne Marie var jævnaldrende med den 26-årige soldat, da hun fødte ham hans datter. Asser Ibsen var født i 1777 og antagelig 2-4 år yngre end Anne Marie.

På farten og endelig i havn på Langeland

Daniels bryllup i 1805 og sønnens ankomst kort tid efter betød ikke, at han indstillede sin mobile tilværelse: et år efter brylluppet er han bosat i Hønse-hauge, der ligger yderst mod nordøst i hans fødesogn Lunde. Den skygge, der hvilede over familien efter hans fars handlinger en halv snes år tidligere, har ikke afholdt Daniel fra at vende tilbage for et kort ophold.

Danmarks indtræden i Napoleonskrigene, foranlediget af, at englænderne bombarderede København skånselsløst og derefter tvang den besejrede part til at udlevere den danske krigsflåde i oktober 1807, nødsagede Danmark til at gå ind i krigen som Frankrigs allierede. Kronprins Frederik havde siden 1805 slået sig ned i Holsten, hvor han også havde placeret de danske hovedstyrker.

På mikroplanet betød dette, at Daniel i februar 1807 var stationeret i Kiel, mens hans hustru blev boende i Odense, hvor hun som omtalt havde solgt deres ejendele og taget tjeneste hos “Hr. Hansen paa Comediehuuset.” Udstationeringen betød også, at Anne Marie måtte bede myndighederne om at varetage hendes krav på børnepenge.

I 1810 og 1812 befandt Daniel sig stadig ved regimentet, men hans opholdssted i 1813, 1817 og 1818 angives som “hjemme” med ophold i Tranekær sogn på Langeland, hvor han boede sammen med hustru og børn og dér ernærede sig som pottemager.

Efter at have aftjent sin obligatoriske værnepligt fortsatte han således yderligere i to perioder. Trods tilknytningen til Tranekær blev opholdet hér dog afbrudt af udstationeringer i Ringe 1814-17 og i Ullerslev. – I 1820 fik han sin afsked.[93]

Det store gods Tranekær, som omfattede en hel del skove og talrige fæstegårde, var i 1791 blevet overtaget af Frederik Ahlefeldt-Laurvig (1760-1832). Han var en stærk personlighed med mange interesser og engagementer. Hans strålende, militære løbebane førte til et nært forhold til Frederik 6. Han blev generalmajor ved landeværnet på Langeland og varetog hér forsvaret mod englænderne og de delikate forhandlinger med de spanske hjælpetropper. Ahlefeldts lidenskab for teater og musik gav sig udslag i omfattende støtte til udøvere af disse kunstarter i Odense og siden på Tranekær, hvor han byggede sit eget teaterhus.

Han indskrev fra Holsten tyske håndværkere, sadelmagere, bagere, snedkere og tømrere m.fl., hvis mange efterkommere med fremmede navne befolkede øen.[94]

Hér fandt pottemageren Daniel sammen med sine ægtefødte børn endelig en fast bopæl. På Langeland benyttede de altid navnet Rosenvind. Her fødte Anne Johanne yderligere seks børn i årene 1811-22, hvoraf de tre yngste døde som spæde.

7. juli 1823 underskrev Daniel fæstebrev på “det jordløse Huus med Hauge i Tranekier som han i flere Aar har beboet.” Han fik livstidsfæste på de vilkår, at han betalte diverse skatter og forsikringer – desuden: “Udi Afgift af Huuset svarer Fæsteren aarligt til November 4, skriver Fire Rigsbankdaler Sedler, samt forretter Klapjagtsdage lige ved andre Huusfæstere, naar han derom tilsiges.” Han forpligtede sig til at holde huset i god stand, og “til Hegnets Vedligeholdelse udvise [dvs. anvises af godset] ham aarlig 1 læs Giærdsel [materiale til et risgærde] og 1 Læs Stener uden Betaling.”

Pottemagerhuset, Slotsgade 87, Tranekær, Langeland. Det jordløse hus blev fæstet af Daniel Jørgensen Rosenvind i 1823. Google foto, 2010.

For indfæstning skulle han betale 100 rigsbankdaler i sedler. Pottemageren satte sin underskrift: Daniel DISR Jørgensen Rosenvind m. p. Pen [forkortelse af “med paaholden Pen”, dvs. han fik skrivehjælp][95]

Daniel og hans hustru døde med få dages mellemrum i 1849. Tranekær kirkebog meddeler om Daniel Rosenvind, at han døde “10. Marts, begravet 16. Marts. Almisselem, Pottemager. 77 Aar.”

Hans efterladte hustru døde på mandens begravelsesdag og blev selv begravet 21. marts 1849, 67 år gammel, “død af brystsyge.”

Ved den påfølgende skiftebehandling er afdødes effekter vurderet til 83 Rdl. 3 Mk. 14 Sk. “Af et Almisselems Bo at være var [dette ikke] saa ringe”, ytrer H. G. Olrik, der også har noteret noget af indboet, bl.a. kobber- og messingsager, et 8-dages stueur, et egetræschatol, 24 skilderier, et dambræt med brikker og interessant: et bundt bøger – og særskilt registreret: Ambrosius Stubs digte. Ambrosius havde haft tjeneste på Valdemar Slot på Tåsinge i 1740’rne, og efterretningerne om hans færden dér blev stadig husket, også, fordi hans søn, der var lærer på Langeland, udgav sin fars digte i 1780 og 1782. Et af eksemplarerne er siden havnet i pottemagerens bogsamling.[96]

Men udestående gæld gjorde ikke arvingerne rigere.

Som medunderskrivere nævnes to af afdødes sønner, som boede på Langeland: “Pede[r] Rosenvind” og “Johan Rosenvind”. Sønnerne Jørgen, der boede i Odense, og Frederik, som boede på Lolland, er ikke nævnt, ej heller Karen Marie Rosenvinge. Uægte børn arvede ikke.

Karen Maries halvsøster i Odense, Daline Marie Rosenvinge, blev 32 år gammel den 9.11.1832 gift i Set. Hans Kirke med urmager Frederik Christian Angelo, men siden skilt fra ham. Hun døde 76 år gammel 30.7.1875 (fem dage før H.C. Andersen).[97]

Daniels ældste søn valgte faderens erhverv. Jørgen Larsen Rosenvinge fra Langeland blev ifølge Odense Pottemagerlavs protokol svend 7. november 1825. I Odense førte han, ligesom halvsøsteren Daline, navnet Rosenvinge. 22 år gammel blev han i Vor Frue Kirke gift med fraskilte Dorthea Marie Antonsen. Hun døde i samme sogn som enke 17. november 1868.

Daniels søn Frederik slog sig ned som skovfoged i Maribo. En anden af sønnerne, Johan, blev murer og fæstede under Egelykke gods i 1844 et jordløst hus i Svalebølle, Bøstrup sogn. Han købte huset i 1854. Ved folketællingen 1860 havde han tre børn. Hans eneste søn døde i 1865, formentlig af skader fra krigen i 1864.[98]

Peder Danielsen Rosenvind (1816-89) virkede også som murer. Greven overlod vedligeholdelsen af øen Langelands kirker til to murere, hvor Peder fik overladt de syv. Om vinteren savede og kløvede han brænde for godset.

Peder havde overtaget Pottemagerhuset efter sin far. Familieoverleveringen vil vide, at huset rummede to boliger, og at den anden var beboet af en snedker Rieck. Folketællingen 1870 viser, at snedkeren, som var søn af en af Frederik Ahlefeldts indkaldte håndværkere fra Holsten, da boede i Pottemagerhuset. Efterkommere fortæller, at naboskabet fik to af de unge til at falde for hinanden.

Snedkerens søn Fritz Rieck (1861-1927) giftede sig i 1886 med murerens datter Petra Johanne Rosenvind (1860-1956). Deres efterkommere bærer alle navnene Rosenvind Rieck, i alt 25-30 personer, mens ingen tilsyneladende har bevaret navnet Rosenvind som efternavn.

Min Moders Datter

8. februar 1842 spadserede H.C. Andersen i en lidt melankolsk stemning hjem fra teatret. I sin private kalender noterer han: “…da jeg kom hjem, fandt jeg et Brev fra min Moders Datter, hvad jeg har skildret i O.T, oplevede jeg. Febersyg; en skrækkelig Nat. Sandselighed og Fortvivlelse fyldte spottende min Tanke. +””

Digteren havde gennem alle årene holdt afstand til sin søster, som han vel næppe har set siden sin afrejse fra Odense i 1819 – søgt at udslette hende af sin bevidsthed. Da han i 1833 under et ophold i Rom fik brev fra Jonas Collin om moderens død, skrev han dagen efter vemodigt til veninden Henriette Wulff: “ … nu er jeg da virkelig ganske ene – intet Væsen er af Naturen bundet til at elske mig.”[100]

Men 14 dage senere, nytårsdag, skrev han til Signe Læssøe, at, da han fik meddelelsen om moderens død, “kunde jeg dog ikke ret sætte mig ind i de Tanker at jeg nu var ganske ene, at slet ingen ved Blodets Baand maatte elske mig.” Uden at brevmodtageren opfattede det, har H.C. Andersen gjort op med sig selv, at tilbage var en søster, der ikke havde grunde til at nære de varmeste følelser over for ham.[101]

I historien færdes Karen Marie som en skygge, der enkelte gange svævede omkring sin berømte lillebror for straks efter igen at forsvinde ud i dunkelheden.

Efter sin konfirmation og sikkert også i årene før må det formodes, at hun havde stillinger som tjenestepige i Odense. Men hun har bevaret forbindelsen til sin mor, og Hans Christian har også kendt hende og haft øje for hendes karaktertræk. Elementer i eventyret “De røde Skoe” menes at være kalkeret over søsteren. Men H.C. Andersen var som skomagersøn selv meget fascineret af flotte støvler og andet skinnende fodtøj.

Sønnens breve til moderen fra de første år i København har været holdt i en lys og optimistisk stemning med beskrivelser af de berømte personligheder, han var i forbindelse med, og de lyse fremtidsudsigter, som han forventede. Han vidste, at hans breve ville blive oplæst i Odense og forstod – trods sin sædvanlige åbenhjertighed – at undlade de bitre sider af livet i hovedstaden.[102]

Broderens breve er også kommet Karen Marie for øre. Måske derfor talte hun med moderen om at følge i hans fodspor og rejse til København. Anne Marie skrev i efteråret 1822 til sønnen, at Karen Marie havde forhørt sig om Hans Christians adresse og var blevet meget vred over, at Anne Marie ikke ville hjælpe hende. I stedet spørger moderen, om ikke Hans Christian selv vil give hende den. Men 2. november får Hans Christian et nyt brev om, at søsteren nu er rejst til København mod moderens vilje, men det var ikke til at ændre.

At Karen Marie måske også havde et andet motiv til afrejsen, fremgår af samme brev fra moderen, hvori hun beder Hans Christian henvende sig til en vis løjtnant v. Martisen og bede ham opfylde sine løfter til Karen Marie. Løjtnanten havde i Odense åbenbart givet jomfru Rosenvinge visse forhåbninger, men har hurtigt efter flyttet sine teltpæle til København.[103]

Hans Christian havde næppe ønsker om at blande sig i søsterens forhold, og han var da også over alle bjerge. Da han fik moderens brev, var han ankommet til Slagelse (24. oktober) for at gå på latinskolen dér.

Her modtog han 12. december et nyt, langt brev fra moderen, hvori hun forklarede: “Din Søster er i Kjøbenhavn, jeg veed ikke hos vem; men Du behøver ikke at gruble over, hverken hendes Dyd eller Ungdommelighed, thi det er altsammen velbevaret her i Odense, jeg venter riktignok med længsel med det Første at see et par Ord fra hende.” Dermed antydede moderen, at Karen Marie havde efterladt sig et retskaffent skudsmål i sin fødeby.

For Anne Marie havde året 1822 været brydsomt: 4. juni døde hendes anden mand, Niels Jørgen(sen) Gundersø, og 24. august fulgte hendes svigermor, Hans Christians elskede farmor, ham i graven. Nu havde hun også efter vilde skænderier med datteren set hende forsvinde i den store by.

Skomager Gundersøe havde været en elendig forsørger, men Anne Marie måtte som enke arbejde endnu hårdere med tøjvask i Odense Å. Det sled på den næsten 50-årige kvindes kræfter og helbred.

Hans Christian ønskede i Slagelse ingen forbindelse med halvsøsteren, hvis eksistens han havde fortiet over for alle bekendte i København og Slagelse. Da han i 1825 hørte, at Simon Meisling, i hvis hus han nu boede, afventede en ny tjenestepiges ankomst fra København og hed Marie, forestillede han sig, at det kunne være søsteren. Efter et døgn i angst og fortvivlelse så han til sin lettelse, at det var en helt anden.[104]

Mange år efter, 27. februar 1833, skrev moderen i sit sidste brev til Hans Christian: “… hvor Karen er, og hvorledes hun har det, derom kan jeg intet melde dig, da jeg ikke ved, hvor hun opholder sig.” Dette indicerer, at moderen indtil da har været i sporadisk kontakt med Karen Marie og fulgt hendes opholdssteder.[105]

Indtil Karen Marie pludselig lader høre fra sig i 1842, vides intet om hendes tilværelse. Historikerne har efter grundig søgen i politiets arkiver intet kunne finde om hende. Hun har holdt sig inden for lovens rammer og valgt moderens livsvej. Hun har notorisk levet af at vaske for folk, skriver H. G. Olrik. Begge hendes forældre havde trods slag og modgang i deres barndom og unge år ikke været opgivende. Karen Marie synes at have arvet deres hårdførhed og realistiske holdning over for de udfordringer, tilværelsen bød dem.[106]

Måske har stolthed afholdt hende fra gennem tyve år at opsøge sin berømte bror. Hvad der sluttelig drev hende til at kontakte ham, vides ikke – måske svigtende helbred og dermed formindskede arbejdsmuligheder. H.C. Andersen noterer – lidt forbavset – da han ud på efteråret modtager søsteren 30. september 1842: “I Morges besøg af Karen. Hun saa ret velklædt og ung ud.”

Da han et halvt år før havde modtaget hendes brev, ilede han næste morgen til Jonas Collin. Det har ikke været let at fortælle sin gamle velgører om denne for ham selv så delikate sag. Collin lovede gennem sin svigersøn, der var assessor i Københavns Byret, at undersøge Karen Maries forhold.

Resultatet var delvist beroligende. Hun var ugift, men levede sammen med en vis Peter Kaufmann, søn af en bogbindermester fra Nykøbing Falster. H.C. Andersen sendte derefter et brev til Karen om at møde hendes mand. Dagen efter skriver han: “Morgen-Visit af Karens Mand Kaufmann, der saae ærlig og skikkelig ud, fortalte mig deres Nød, fik 4 Rdlr, han var meget glad, jeg ogsaa.”

Ved Kaufmanns følgende få besøg giver digteren ham lidt til deres trængte husholdning, men fra gang til gang stadig mindre. Den ene gang, Karen selv mødte op, fik hun 1 rdlr., og da Kaufmann to måneder senere atter dukker op, må han gå hjem med 4 mark. De holdt sig nu borte fra H.C. Andersens bopæl. Men et år senere, 30. oktober 1843, skriver digteren lakonisk: “Min Søster mældt sig hos Portneren.”

Hermed skilles, så vidt vi ved, de to søskendes veje for altid.

Borgergade 20, København. På kvisten af huset bag trækvognen døde H.C. Andersens søster Karen Marie i 1846. Fotografi af K.E. Andersen ca. 1934. H.C. Andersens Hus.

Olrik har gennemsøgt folketællingslisterne for København. I 1840 fandt han i Borgergade nr. 97 (nu nr. 20): “i den mørke Sidestue ud til Husets snævre Gaard et fattigt Par: Peder Kaufmann, 39 Aar, ugift, Arbejdsmand og Karen Marie Andersen, 32 Aar, ugift, vasker for Folk.” I folketællingen 1845 meddeles: “1. Peder Kauffmann, 45 [år], ugift, [fødested] Nykøbing Falster, Arbejdsmand – Karen Marie Andersen, 39 [år], ugift, [fødested] Odense, Vasgekone.”

Et år senere skrives i Trinitatis kirkebog: “17. November [dødsdagen] – 22. November [begravelsesdagen] – Anna Kaufmann. – ArbejdsmdKone [Arbejdsmandskone] – Borgergaden 97 – 40 [Aar].”

Karen Marie var på det tidspunkt 47 år, men ifølge broderens oplysninger fra 1843 så hun da ret velklædt og ung ud.

Meget ejendommeligt virker det, at fornavnet er ændret til Anna. Ved den påfølgende skifteforretning, hvor intet er efterladt, var manden forsvundet. Ved skiftebehandlingen optræder husværten, snedker Engelmann, der opgiver hendes navn som Ane Kaufmann, født Andersen. Navneforskelligheden er påfaldende. Måske er Kaufmann allerede flyttet bort, før hun døde (Olrik angiver uverificeret dødsårsagen Brystsyge). Engelmann, der ikke havde nøje viden om alle de logerende kvinders navne, har så også til kirkebogen opgivet forkert fornavn.

Stamlinjer

 

Noter

  1. ^ Fjelsted kirkebog 1712-1720 viser, at faddere/gudforældre fra de højere klasser kun optræder ved egne barnedåb, bortset fra Peder Jørgensen Skrædders (og en Hans Rasmussen Skrædders i 1719) børn. Kirkebogen omtaler ikke Peder Skrædders vielse, der heller ikke er fundet i nabosognenes kirkebøger. Fjelsted kirkebog nævner ikke hustruens navn ved begravelsen. Da sønnen Jacob Henriks ene barn i Amsterdam får navnet Catharina (som ikke er mormoderens navn), kan hun være opkaldt efter sin fynske farmor Catharina/Karen.
  2. ^ Danmarks Adels Årbog, 1955, II, side 25-99. Bent Østergaard: “Den skotske kvinde i Helsingør” i Heraldisk Tidsskrift, bd. 7, nr. 64, 1991, side 159-167. Svend Larsen: Studier over det fynske Rådsaristokrati i det 17de Århundrede, bd. 2, 1963.
  3. ^ Præsten i Ørbæk Rasmus Pedersen Winthers Beretning om sin Slægt og sit Liv, udgivet og forsynet med Oplysninger om hans Efterslægt af Aksel Kofod. 1934 (Den Wintherske Slægtsbog fra 1755). En omfattende beskrivelse af familiehistorier og -forbindelser i 16-1700-tallet mellem vestfynske præster og byaristokratiet i Odense. Forfatteren, der var præst i Ørbæk 1743-1791, bygger delvis på mundtlige familieoverleveringer, og ikke alle oplysninger skal tages for pålydende. DAÅ 1955, side 39-40, om sognepræst i Føns Poul Jørgensens børn er baseret på Ørbækpræstens beretning s. 49-52, men gennemgang af kirkebogen har vist en del fejl.
  4. ^ Lars Henningsen: En provinsmatador fra 1700-tallet, 1986.
  5. ^ Oplysninger fra Gemeente Amsterdam Stadsarchief inkl. fotokopier af kirkelige dåb og vielser, samt arkivnotater om Rosewints handelsforetagender.
  6. ^ C. Cornelis Goslinga: The Dutch in the Caribbean and the Guianas 1680-1791, 1985.
  7. ^ http://nationaalarchief.sr./geschiedenis/plantages/commetuanekreek/sinabo.
  8. ^ Landsarkivet i Odense: Sunds-Gudme Herreders Justitsprotokol, folio 400. B-414.B. Brorsønnen oplyser hér, at han “i fem Aar lærte Bødkerhaandværket og derefter rejste til Amsterdam til sin Farbroder Jacob Rosenvinge, Købmand som nu er død.” Takket være denne oplysning kunne Jacob Rosewints færden spores.
  9. ^ Landsarkivet i Odense: Odense Bødkerlavs Protokol, 1719-1872,1, side 6, og III, side 12.
  10. ^ Den Wintherske Slægtsbog fra 1755, bd. I, side 366-367 (Fjelsted), og bd. III, side 277-278 (Søndersø).
  11. ^ Landsarkivet i Odense: Lykkesholms fæsteregister 1675-1823, side 145.b, 22.12.1739.
  12. ^ Landsarkivet i Odense: Gislev-Ellested kirkebog 4, 1725-53.
  13. ^ Danmarks Kirker, IX, Odense Amt, 3. Bd., 1998-2001, Vor Frue Kirke, side 1144.
    Den Wintherske Slægtsbog fra 1755, bd. III, side 267, Nr. Søby-Heden.
  14. ^ Landsarkivet i Odense: Odense Bødkerlavs Protokoller, bd. I, side 4, og bd. III, side 41.
  15. ^ Holger Jacobæus’ Rejsebog (1671-1692), udgivet af Vilhelm Maahr, 1910, side 9.
  16. ^ Johs. Clausen: “Nogle Træk fra det sydfynske Lunde Sogn i gamle Dage” i Fynsk Hjemstavn, 1929, side 67.
  17. ^ Esben Hedegaard: “Før motorvejen. Odense-Svendborgvejen gennem 200 år” i Årbog 2006, Svendborg Museum, side 49-65.
  18. ^ “Smedjeslægten i Høje: Alfr. Abrahamsen: Tip-tip-oldefar slog det første slag i Ambolten 1690.” Fyns Amts Avis, 11. nov. 1961.
  19. ^ Brand i Høje 1756. Ifølge Sunds-Gudme Herreders Tingbog 1755-68, afskrevet af A. Abrahamsen og tillempet nudansk ortografi.
  20. ^ Johs. Clausen, 1929, s. 72.
  21. ^ Til afsnittene om Lunde sogn er bl.a. benyttet artikler af lokalhistoriske forfattere:
    H. P. Langkilde (1879-1948), født på Kroghenlund, Stenstrup s., og med familie på Langkildegård, Lunde s. Gymnastikinspektør og omfattende virksomhed som personalhistorisk forfatter. DBL bd. 8, 1981, s. 518-519. Hér benyttet H. P. Langkilde: “En fynsk Slægtsgaard og dens Beboere indtil Udstykningen” i Fynske Aarbøger III, 1947, s. 256-286.
    Johannes Espelund Clausen (1905-1999), født i Kværndrup og med familie på Espelund, Lunde s.
    Teologisk kandidat 1932, forskellige præstekald, sidst i Snesere, Præstø amt. Hér benyttet Johs. Clausen: “Nogle Træk fra det sydfynske Lunde Sogn i gamle Dage” i Fynsk Hjemstavn, 2. årg., 1929, s. 67-74.
    Alfr. Abrahamsen (1898-1987), født i Vellev ved Langå, men bosat i Lunde, hvor han virkede som murerarbejdsmand. I sin fritid utrætteligt optaget af arkivarbejde, transskription og artikler om sognet og dets beboere i gamle dage. Abrahamsen indsamlede også mange mundtlige overleveringer fra sognets fortid, der i dag befinder sig i Egebjerg kommunes lokalhistoriske arkiv.
    Desuden er benyttet transskriptioner og afskrifter af arkivmateriale (især retsdokumenter), foretaget af husmand Christian Andersen (1907-91) og gårdmand Johannes Vest (f. 1928). Vest har også kunnet give mange oplysninger om fortolkningen af disse dokumenter og de begivenheder, der kan aflæses.
    Forskning og transskription af kirkebøger og andet arkivmateriale: Kenneth V. Jørgensen.
  22. ^ Bent Østergaards egne naturiagttagelser fra sin barndom i Lunde sogn, bosat få hundrede meter fra den mark, hvor smedens og bødkerens boliger var placeret i slutningen af 1700-tallet.
  23. ^ Aksel Røhling: Adrian Bekker 1719-1803, 1997. Duplikeret og illustreret bog. Udlånes fra Statsbiblioteket, Århus.
  24. ^ Landsarkivet i Odense: Sunds-Gudme Herreders Justitsprotokol 1783-1792. Folio 400.B -414.B, transskription gennemset, tillempet nudansk ortografi og kommenteret af Johannes Vest 2009.
  25. ^ Betydningen er udlagt af tidl. universitetslektor Allan Karker.
  26. ^ Hans Christian Johansen: “Næring og bystyre”. Odense Bys Historie 5, 1983. Afsnit: “Tugt- og manufakturhuset. Produktionsforhold i Tugthuset”, s. 117-127.
  27. ^ Landsarkivet i Odense: Sunds-Gudme Herreders Justitsprotokol 1792-1801. Transskription (tillempet nutidssprog) af retsmøder 24. maj – 11. okt. 1792 af Christian Andersen. Gennemset og renskrevet af Johannes Vest, 2009, der har tilføjet referat af retsmøde 30. maj.
  28. ^ Alfr. Abrahamsen: “Brande i Høje By”, Hugin, nr. 1, 1975, s. 35.
  29. ^ Landsarkivet i Odense: Sunds-Gudme Herreders Justitsprotokol 1792-1801, s. 152 og 152.B
  30. ^ Erland Porsmose: De fynske landsbyers historie i dyrkningsfællesskabets tid, 1987, side 216.
  31. ^ Grethe Banggaard: Til gavn eller skade, 1998, side 74 ff.
  32. ^ Esben Hedegaard: “Før motorvejen. Odense-Svendborgvej gennem 200 år”, Årbog 2006. Svendborg Museum, 2006, især side 50-54.
  33. ^ H. P. Langkilde: “En fynsk Slægtsgaard og dens Beboere indtil Udstykningen” i Fynske Aarbøger 111, 1947, s. 256-286.
  34. ^ Johs. Clausen, 1929, s. 68
  35. ^ Johs. Clausen, 1929, s. 70-71
  36. ^ Alfr. Abrahamsen: “Brande i Høje By i årene 1634, 1715, 1723, 1757 og 1795” i Hugin nr. 1, 1975.
  37. ^ Den historiske værdi af mundtlige overleveringer er omtvistede. Således skrev journalisten Niels Højlund i Weekendavisen 25. Maj 1988: “Den menige mands fortælling om sit liv. Af gode grunde bliver det jo ikke en historie, der går så langt tilbage. Begyndelsen af dette århundrede, så rækker erindringen ikke længere. – Fortællekæden i slægten, som Martin A. Hansen kunne følge tilbage til napoleonstiden, er i alle fald brudt.” Dette gælder ikke for alle. Som denne artikel viser, kan kollektive erindringer – om end med varierende detaljer – bevares i et lokalsamfund gennem mange slægtled. Arkivmateriale kan bekræfte hovedtrækkene og samtidig vise, hvordan enkeltheder kan sløres eller ændres.
  38. ^ Landsarkivet i Odense: Retsprotokol 1. Aug. 1796, fol. 586-590.
    Oversigt af Birgit Christensen over indholdet af fol. 587.r-590.r i retsprotokollen:
    Fol. 587.r forneden begynder sagen vedr. Jørgen Danielsen med, at Grønbeck fra Odense møder på vegne af Giertrud Margarethe Christophers Datter af Høde [dvs. Højej. Der er to såkaldte beskikkelsesmænd, Peter Winterlick og Magnus Nielsen, begge fra Odense, som skal besvare spørgsmål fra Grønbeck. Jørgen Danielsen er indstævnet, og på hans vegne møder birkedommer og prokurør Bergman. Bergman beskylder beskikkelsesmændene for noget, som Grønbeck benægter, og der refereres i protokollen en længere diskussion mellem Bergman og Grønbeck om beskikkelsesmændene. Den slutter fol. 588.r. Derefter fremstår et indstævnet vidne, Peter Christian Winterlick, borger og knapmager i Odense. Der tales om en rekvisition med en påtegning. Vidnet beretter om et besøg hos Jørgen Danielsen på hans gård i …, og det refereres, hvad Jørgen Danielsen har sagt. Senere ser det ud til, at man kommer på besøg hos Jørgen Danielsen igen og læser rekvisitionen op for ham, og hans svar blev optegnet. Der tales om, at rekvisitionen var på behørigt stemplet papir, og at der på rekvisitionen begæredes et svar, men at der ingen var til stede uden Jørgen Danielsens kone (fol. 589.r foroven). Vidnet bliver spurgt, om Jørgen Danielsen er en gammel, udlevet og enfoldig mand, der går i barndom, og Grønbeck protesterer mod dette spørgsmål. Derpå fremstår Magnus Nielsen, som er skomager, og bliver afhørt. Det drejer sig atter om rekvisitionen med påtegninger. Efter en diskussion, om det bliver påtegningerne på rekvisitionen oplæst for vidnet af Winterlick. Det ender fol. 59O.r med, at man drøfter, om vidnet bør sige, at Jørgen Danielsen svarede ham og hans medfølger, at hvad han havde lovet Giertrud Margaretha Christophers Datter var kun narreri, og at Bergman derpå påstår, at vidnet svarede lige som påtegningen på rekvitionen indeholder (dvs. hvad der står i den). Den sidste kopiside ser ikke ud til at have med sagen at gøre. Grønbeck nævnes, men det er vist en anden sag.
  39. ^ Landsarkivet i Odense: Odense Set. Knuds Kirkebog 3.B, 1797, s. 528, nr. 38.
  40. ^ Landsarkivet i Odense: Nyborg-Tranekær amter/Svendborg amt: Register til skifteprotokoller 1703-1811,side 224-228.
  41. ^ Undersøgelserne i lægdsrullen, hoved- og tilgangsruller, er udført af Arne Jensen Knudby 2006 og suppleret af Kenneth V. Jørgensen.
  42. ^ EC.E. Mørch: En dansk Militærafdeling gennem 325 Aar, 1939, s. 97.
  43. ^ Variationer af dette navn findes i andre tekster fra 1700-tallet: Danielline, født 1741 (Personalhistorisk Tidsskrift, 1978, s. 72), Daniele, født 1764 (Aksel Røhling: Adrian Bekker, 1997, s. 69).
  44. ^ Hans H. Worsøe: “Nogle betragtninger om børn født uden for ægteskab”, Persona ¡historisk Tidsskrift, 1979, s. 254.
  45. ^ Landsarkivet i Odense: Odense Magistrats Arkiv C, Rådstueprotokol 15 (1785-1816), Extra Raadstue Ret, side 235 og 235.B
  46. ^ Samme, side 259.B og 260.B
  47. ^ Landsarkivet i Odense: Hovedrullen 1800 for Odense Amt, lægd 52: Set. Hans sogn.
  48. ^ Jens Andersen: Andersen. En biografi, 2003, s. 60-61 med foto af notitsen.
  49. ^ SVI 6, s. 179
  50. ^ ibid. s. 180.
  51. ^ ibid. s. 189.
  52. ^ Anderseniana 1934, s. 44. Svend Erik Sørensen, s. 248-249.
  53. ^ BHW I, s. 90
  54. ^ Mest udpræget i H.G. Olrik: “H.C. Andersen og hans første omgivelser”, kronik i Nationaltidende 1.4.1926 og lidt mere modificeret i hans bøger.
  55. ^ Se således Jens Andersen, bd. 2, s. 24 ff, 35 ff, og afsnittet “Usædelige Fyn” s. 45-52.
  56. ^ Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr, 1907; Kritik af Brix’ disputatsværk, se Elias Bredsdorff: “Sherlock Holmes på vildspor. Metodologisk kritik af Hans Brix’ disputats af H.C. Andersen og hans Eventyr” i Nordisk Litteraturhistorie – en bog til Brøndsted, 12. november 1978, s. 43-49.
  57. ^ H. Topsøe-Jensen: Mit eget eventyr uden digtning, 1940, s. 11.
  58. ^ SV 16, s. 180
  59. ^ Pionérværker i udforskningen af H.C. Andersens familie og afstamning er udført af G.L. Wad (1854-1929), Hans Brix (1870-1961), H. G. Olrik (1876-1949), H. Topsøe-Jensen (18961976), og for udforskningen af H.C. Andersens aner også Carl Langholz (1921-2009) og Hans Chr. Larsen (1912-2001). Deres relevante værker nævnt i andre noter. Nyeste grundforskning:
    Dorrit Andersen: “Kilderne fortæller”, Siden Saxo, nr. 2, 1987, s. 31-36.
    Otto Vilh. Sommer: “Fodrejse til Bogense og omegn.” Anderseniana 1993, s. 67-74.
    Hans Christian Larsen: “H.C. Andersens slægtspuslespil”, kronik i Fyens Stiftstidende 12.6.1999 samt “H.C. Andersens farfar og mormor”, kronik i Fyens Stiftstidende 13.6.1999.
    Carl Langholz: Anetavle for berømte danskere. 1. samling, 1989, s. 102-103.
    Samme: “H.C. Andersens rødder i Sydslesvig”, Flensborg Avis 26.4.2005.
    Ejnar Stig Askgaard: “Man gaaer først saa gruelig meget Ondt igjennem – om H.C. Andersens slægt”, Fynske Minder, 2000, s. 115-133.
    Svend Erik Sørensen: H.C. Andersens mor – Historien om Anne-Marie, 2005. Roman med afsluttende indlæg om historiske forhold, s. 247-260.
  60. ^ Om dåben i Ubberud, se Anderseniana 1934, s. 36 og 43-44. Dette værk med fyldige noter blev grundlæggende for den senere forskning (Wad kunne i 1907 om H.C. Andersens mor kun skrive:
    “… det har ikke været muligt at opdage, hvorfra hun var.”) Desuden: H.G. Olrik i Anderseniana, 1934 og 1936, og Olrik: Hans Christian Andersen. Undersøgelser og Kronikker 1925-44, 1945, især s. 46-75.
  61. ^ Christiane (1778-1839) boede ved folketællingen 1787 hos moderen i Odense. Hun er vel hurtigt kommet ud at tjene. I 1799 rejste hun med sit daværende herskab, Jacob Knoblauch og hustru, til København (Anderseniana 1934, s. 38). Hendes mor erklærer til fattigvæsenet i Bogense i 1806, at datteren bor i København, “men om hun er gift er mig ubevist.” H.C. Andersen beskriver i Levnedsbogen s. 79-80, at mosteren engang besøgte hans hjem i Odense. Hun var “meget brillant, kom et Øjeblik ind til mine Forældre, og gav mig en Sølvskilling, men da min Moder, alt for heftigt og med stærke Udtryk talte om hendes Rigdom og Stads, skildtes de ad som Fjender.” Da H.C. Andersen efter ankomsten til København opsøgte sin moster i hendes “pyntelige hjem”, opdagede han til sin rædsel, at hun var indehaver af et bordel, og trak sig tilbage. “Jeg saae Hende aldrig siden – sikkert er hun død; eller ingen af os kjender hinanden”, skrev han i Levnedsbogen. – Episoden med mosteren er uomtalt i hans senere selvbiografier. Ifølge Olrik døde Christiane (som havde ført navnet Jansen efter en for længst afdød bådsmand) i Borgergade i 1830. Hun efterlod sig to plejedøtre, hvis opdragelse og uddannelse hun omhyggeligt havde sørget for (Anderseniana 1934, s. 37-46).
  62. ^ Anderseniana 1934, s. 37, og Hans Chr. Larsens kronik 11.6.1999.
  63. ^ Meddelt af Ejnar Stig Askgaard til Kenneth V. Jørgensen.
  64. ^ Ejnar Stig Askgaard, 2000, s. 125, og Svend Erik Sørensen, 2005.
  65. ^ Annes to mænd og deres problemer med retsmyndighederne er beskrevet i Anderseniana 1934, s. 18-36, særlig i noterne 7-19.
  66. ^ Romanen “At være eller ikke være” 1857, SV 6, s. 50ff.
  67. ^ Antagelser herom, se Svend Erik Sørensen, 2005, s. 248-249.
  68. ^ De tre familier, som Anne Marie har tjent, blev klarlagt af H.G. Olrik i Anderseniana 1936, s. 156-161. At de to sidste tjenestesteder, hun omtaler, skal ombyttes, er foreslået af Otto Vilh. Sommer og fulgt op af Hans Chr. Larsen og Svend Erik Sørensen. De tre husholdninger bliver derfor: 1782-1796: Rasmus Ibsen og Else Marie Assersdatter Lund, først i Koelbjerg, fra 1783 i Odense; 1796-1799: H.C. von Selchier og Margrethe Elisabeth Lange; 1799-1804: Anders Jensen Bircherod og Anna Margrethe Møller.
  69. ^ Dette og følgende afsnit bygger på Otto Vilh. Sommer, 1993.
  70. ^ SVI 6, s. 57
  71. ^ ibid. s. 189
  72. ^ Hans Chr. Larsen, kronik 11.6.1999, og Svend Erik Sørensen, s. 251-253.
  73. ^ Rolf Dorset: Paradisbarnet – en bog om H.C. Andersens herkomst, 2004, s. 44.
  74. ^ EventyrVl, s. 12
  75. ^ Carl Langholz: “H.C. Andersens rødder i Sydslesvig”, Flensborg Avis den 26.4.2005.
  76. ^ H.C. Andersen: “Anne Lisbeth” [1859] i Eventyr III, s.127-136.
  77. ^ Ejnar Stig Askgaard, 2000, s. 118, med fotos af avisnotitserne.
  78. ^ Hans Brix, 1907, s. 281.
  79. ^ SV 16, s. 57 og s. 179
  80. ^ Dorrit Andersen: “Kilderne fortæller” i Siden Saxonr. 2-1987, s. 31-36, med faksimile fra kirkebogen. Ejnar Stig Askgaard, 2000, s. 118, med fotos af fødsels- og dåbspublikation i Fynske Avertissementstidende.
  81. ^ Følgende afsnit bygger på Ejnar Stig Askgaard, 2000. Dorrit Andersen, 1987, der også citerer brevvekslingen omkring Hans Andersens ansøgning om bevilling til frimester. Om forældrenes omskiftelige boligforhold 1805-06, se H. G. Olrik, 1945, s. 20-34, og SVI6, s. 397, note 179.
  82. ^ SV 5, s. 469.
  83. ^ Landsarkivet i Odense: Odense Set. Knuds Kirkebog 1765-1814, (1774, s. 351).
  84. ^ Landsarkivet i Odense: Faaborg kirkebog 5, (fødte 1768-99), 1782, nr. 5, s. 68.
  85. ^ Samme 5A, (fødte og døde 1768-99), s. 142.B, 1785, nr. 5.
  86. ^ Samme 6, (konfirmationer 1736-1814), side 18.B.
  87. ^ Landsarkivet i Odense: Odense Vor Frue kirkebog!, (1693-1814), side 56, 1805, nr. 5.
  88. ^ Landsarkivet i Odense: Odense Vor Frue kirkebog2A, (1797-1814), side 323, 1805, nr. 35.
  89. ^ Gustav Ludvig Wad: Om Hans Christian Andersens Slægt, 1905, s. 8.
  90. ^ Brevteksterne er stillet til rådighed af Ejnar Stig Askgaard.
  91. ^ Landsarkivet i Odense: Odense Set. Knuds Kirkebog 4 (1814-1818), s. 77.
  92. ^ Nicolai Bøgh: “Fra H.C. Andersens Barndoms- og Ungdomsliv” i Personalhistorisk Tidsskrift, 1905, s. 60.
  93. ^ De militære ruller giver et indtryk af hans forskellige opholdssteder. Desuden: Anderseniana 1934, side 47-49 og 59-60.
  94. ^ Dansk Biografisk Leksikon, bd. 1, 1979, side 94-95, og Frederik Ahlefeldt-Laurvig: Generalen, bd. I-VI, 1927-31. Hans datter, Elise Ahlefeldt-Laurvig (1788-1855) er blevet udlagt som biologisk mor til H.C. Andersen af rektor Jens Jørgensen i bogen: H.C. Andersen. En sand myte, 1987. Faderen skulle angiveligt være kronprins Christian (8.). Denne overraskende hypotese vakte enorm opsigt, men blev med vægtige grunde tilbagevist af en række historikere:
    Jørgen Skjerk: “H.C. Andersen – en sand løgn? Om rektor Jens Jørgensens bog – en sand myte”, Personalhistorisk Tidsskrift, 1988, side 29-37, Vello Helk: “Kommentar”, Personalhistorisk Tidsskrift 1988 foruden Dorrit Andersen i Siden Saxo, 1987, side 31-36; Ejnar Stig Askgaard i Fynske Minder, 2000, side 115-133; Otto Vilh. Sommer i Anderseniana, 1993, side 67-74, m.fl.
  95. ^ Landsarkivet i Odense: Langelands Gods, Fæsteprotokol 1815-52, 260A, transskriberet af Birgit Christensen.
  96. ^ Registrering af skiftets effekter er gennemgået af H.G. Olrik, Anderseniana 1934, s. 60.
  97. ^ Landsarkivet i Odense: Kirkebøgerne fra Set. Hans og Vor Frue Kirker, Odense.
  98. ^ Dette og følgende afsnit bygger på oplysninger fra Jonna Jespersen, Nordlangelands Lokalhistoriske Arkiv, og på efterretninger fra Fritz Riecks sønnesøn Fritz Rosenvind Rieck (1929-2007), samt dennes datter og svigersøn, Else-Marie Rosenvind Rieck Jacobsen og Leif Jacobsen, Fredericia.
  99. ^ Almanakker, s. 78.
  100. ^ BHW I, s.151
  101. ^ BSL, s. 132.
  102. ^ Dette og følgende afsnit, se:
    Hans Brix, 1907, s. 58-65, med moderens breve til sønnen i København og Slagelse. Samme s. 60-61 og 280-290. Grundig forskning omkring Karen Marie: Olrik Anderseniana, 1936, s. 47-64, med udførlige noter. Afsnittet genoptrykt (uden noter) i H.G. Olrik, 1945, s. 66-75.
  103. ^ Hans Brix, 1907, s. 60-61; Anderseniana, 1934, s. 52-54.
  104. ^ Dagbøgeri, s. 14.
  105. ^ Hans Brix, s. 56; Anderseniana, s. 54-55.
  106. ^ Vilh. Andersen har forgæves eftersøgt hendes navn i politiets bøger ifølge Sophie Breum (red.): Odense Bys Bog om H.C. Andersen, 1905. Anderseniana, s. 55-56.
  107. ^ Følgende afsnit bygger på Anderseniana, s. 58-59, 63-64, og oplysninger fra Ejnar Stig Askgaard.

 

©