H.C. Andersens O.T. som kulturhistorisk kilde

Bytromme. Hovedvandsæg. Diskestang

Skønlitteraturen i dens forskellige former er som historisk kilde vanskelig at arbejde med. Som et middel til at forstå forfatterens personlighed og ideologi er den uundværlig, men når det drejer sig om at indhente oplysninger fra den om folkeskikke og de hertil knyttede genstande, som nu opbevares i museerne, stiller det sig anderledes. Kun romaner, hvis handling foregår i forfatterens egen tid, kan benyttes, og alene efter en kritisk undersøgelse, fordi forfatteren har ret til at sammenstille de enkelte realistiske oplysninger til en ny enhed efter den brug, han vil gøre af dem, og herved overskrider han undertiden virkelighedens krav. Det er ikke nødvendigt at gøre opmærksom på, at Kr. Erslev har peget på faren ved at tage alle udsagn i en digters værk for gode varer,[1] og folkevisernes hestesko af guld fortæller kun, at digteren kender hestesko og guld, men ikke at den omtalte luksus i hestens udstyr virkelig har været kendt. O.T. udkom 1836 og skildrer tiden 1829-35. H.C. Andersen har bestræbt sig for at give et pålideligt billede af Frederik den 6.s Danmark, og skulle der gives en fuldstændig kommentar til alle bogens realia, ville det fylde lige så meget som romanen, så det må her indskrænkes til stikprøver, men med omtale af, hvad andre har meddelt om samme sager, og hvad der i øvrigt kan oplyses. Udgaven 1943 ved Ole Jacobsen er benyttet.

Det må indrømmes, at det er misbrug af en forfatters værk at anvende hans arbejde til et så jordbundet foretagende som det, der her skal forsøges, men det må erindres, at det dog belyser hans produktion, og at det kan give oplysninger, der ikke er uden værdi.

Bytromme

I en skildring af Sct. Knuds marked skriver H.C. Andersen: »Byens Trommeslager, i stribede Hvergarns Buxer og Trøie, og med et guult Bandeleer over Skulderen, stod derude, slog paa Tromme og raabte derpaa op af et Papiir flere til Byen indtrufne Herligheder.« (P. 220). Også fra anden side kendes trommen i byen (fig. 1), idet C.F. Holten (f. 1817 i Odense) fra sin barndom erindrer, at der blev slagtet en stud, når prins Christian, som var Fyns guvernør, kom til byen, og at det blev bekendtgjort ved trommeslageren, for at også andre kunne få lejlighed til at købe andre stykker af det slagtede dyr, når prinsen havde fået sit.[2]

Fig. 1. Bytromme fra Odense. Møntergården, mus.nr. 10/1932.

Også en anden digter har omtalt bytrommen, men på en ganske anden måde. Det er Nis Petersen, der i et digt fra Hohøj-tiden fortæller om Mariager:[3]

Mens trommen gik om varme hveder,
og byens koner købte ind,
kom natten susende på meder
af hårdt og sølvblankt måneskin.

Da trommen tav, og dagen døde,
og klokken bad sin aftenbøn,
gik unge folk til stævnemøde
ved byens sladdervorne brønd.

Men også denne digter holder sig til virkeligheden. Da en luftalarm under besættelsen skulle afblæses natten mellem 8. og 9. febr. 1945, men sirenerne var ude af drift på grund af en kortslutning i et kabel, måtte trommeslageren træde i deres sted.[4] 1940 hed trommeslageren Evald Karlo Olesen, og han fik 2 kr. for at udråbe sine bekendtgørelser 38 steder i den lille by. 1965 var der 58 steder, hvor trommen skulle røres, og betalingen var normalt en snes kroner for en runde. Også i 1968 var han i funktion.[5]

I mange fynske købstæder har bytrommen længe været i brug (fig. 2). I Assens blev den afskaffet 1949, da trommen var gået i stykker, men den havde dog i nogen tid ikke været benyttet.[6] I Bogense brugte man i begyndelsen af dette århundrede trommeslageren, hvis noget hurtigt skulle publiceres, f.eks. når et skyttebal under åben himmel på grund af vejret blev udsat.[7] Trommeslagningen blev afskaffet 1952, da den sidste trommeslager Iver Iversen søgte sin afsked, og byrådet besluttede, at stillingen ikke skulle besættes igen. Han havde røgtet sit hverv siden 1913 og modtog 1 kr for hver meddelelse, han bragte. Var det slagtevarer, som blev udråbt, fik han ofte et stykke af svinet eller koen med i tilgift.[8]

I Fåborg var Magnus Nyborg en af de sidste trommeslagere. Han døde 80 år gammel 1967. Den sidste var kurvemager Temmesen, der 1964 nedlagde sit hverv, uden at det var muligt at finde en afløser. Han gav som grund, at forretningsfolk og foreningsformænd ikke ville bruge ham, da folk sagde, at de ikke kunne forstå, hvad han udråbte.[9] I Kerteminde nævnes trommeslagningen 1950, da trommeslageren Hans Karl Jensen døde 68 år gammel.

I Middelfart var der 1892 en debat i byrådet, om der skulle bruges en klokke i stedet for en tromme, som trommeslageren ønskede det. Det var brandvæsenet, der ejede trommen.[10] I Svendborg søgte man 1959 at genoplive den gamle skik, idet handelsstandsforeningen med byrådets anbefaling ville have bytrommen indført efter eksempler fra Fåborg, men politimesteren nægtede sin tilladelse.[11]

Fig.2. Pietro Krohn: Ved et gadehjørne i Ærøskøbing. Tegning, tidl. i Kunstforeningens arkiv. Her gengivet efter »En dansk Kunstnerkreds fra sidste Halvdel af 19. Aarhundrede« (s. 21).

For Jyllands vedkommende er bytrommen i Mariager allerede berørt, og den fandtes i mange andre byer. I Ebeltoft ansatte byrådet 1951 en ny trommeslager. Han havde i lang tid solgt fisk i gaderne og dermed bevist sine evner som udråber.[12] Dansk Pressemuseum skænkede 1954 byen en ny kommunal tromme og fik til vederlag den gamle til sin samling.[13] Samtidig blev der ansat en ny trommeslager. 1963 fik den lille købstad igen en ny trommeslager, der blev lønnet med 400 kr. årligt og særskilt betaling for hver trommetur.[14] 1967 var institutionen atter under omtale, fordi det viste sig, at der skulle betales meromsætningsafgift af disse tjenesteydelser. Det gav anledning til nogle vers af Mogens Dam.[15]

I Herning er der bevaret 2 bytrommer, begge stammende fra stedets fortid som landsby. Den ene er efter sin indskrift i 1784 skænket til Brand-Compagniet af J.P.B. Junge og blev først benyttet i København. Senere kom den til Ringkjøbing.[16]

Hjørrings trommeslager søgte 1948 sin afsked, og politimesteren erklærede, at der ikke var grund til at opretholde trommeslagningen, da højttalervogne o.a. havde overtaget dens opgaver.[17] I Hobro var det i begyndelsen af dette århundrede en skomager, der samtidig passede trommeslagerens hverv.[18] Det lader til, at det flere steder har været små håndværkere, der har suppleret deres indtægter ved at håndtere byens tromme. I et skattemandtal 1710 fra Ringkjøbing omtales Enevold handskemager som trommeslager, og at han var fritaget for skat for sin tjeneste.[19]

I Silkeborg benyttede i begyndelsen af dette århundrede byens forretningsdrivende den offentlige trommeslager til at reklamere for varerne.[20] I Skive fandtes der endnu 1957 en trommeslager, der gik sin tur gennem byen, men at hans virksomhed ikke var tidssvarende, fremgår af, at han måtte holde sig på fortovet, og at han havde svært ved at overdøve støjen fra motorcykler og knallerter.[21] I Sæby genoplivede man traditionen. 1969 var trommeslageren moderniseret med mikrofon og højttaler, og hans virksomhed blev fortsat i sommertiden 1970.[22] Her er der ikke længere tale om en tradition, men kun om et uheldigt turistpåfund. I Thisted ophørte bekendtgørelse ved trommeslagning i 1890’erne. En forårsdag var trommeslageren på sin vandring gennem byen nået til Kringeltorv, hvor et par bønderheste ved larmen fra ham løb løbsk og forårsagede forskellige ulykker. Det medførte, at denne form for bekendtgørelse blev standset.[23]

I Viborg var i midten af forrige århundrede en af politibetjentene trommeslager. Trommen havde byens våben, og 1 trommeslag, d.v.s. 1 meddelelse over hele byen, kostede 1 rdl.[24] Endnu ca. 1900 var trommeslageren i virksomhed, bl.a. for at bekendtgøre, når der var hestekød til salg.[25]

I Århus var det i årene omkring 1840 stadstamburen, der besørgede trommeslagningen. Han fik årlig 1 rdlr. 1 mk for at vedligeholde trommen og ½ rdlr. for hver bekendtgørelse.[26] Desuden fandtes der en udråber for fisk ved Frederiksbro, der bar prøver på de fisk, som kunne købes der. Endnu i 1880’erne var trommeslagning i brug i byen.[27]

Bekendtgørelse ved bytromme var knyttet nøje til købstædernes liv. Her var befolkningen så talrig, at det var den eneste måde, hvorpå meddelelser hurtigt kunne udbredes, mens man i landsbyerne lettere kunne få bekendtgjort, hvad der skulle vides, men i de bymæssige bebyggelser måtte man også tage bytrommen i brug. Det er allerede omtalt for Hernings vedkommende. I jan. 1951 fik et voldsomt snefald trafikken til at bryde sammen i Hadsund, så politimesteren måtte lade trommeslageren udråbe, at gaderne skulle være ryddede inden aften.[28] Også fra Hammel kendes bytrommen, der blev rørt, når det gjaldt om hurtigt at få nødvendige meddelelser spredt.[29] I Kristrup ved Randers blev bytrommen brugt en gang om året, når kommunens engarealer blev udlejet til græsning. Den kaldte beboerne sammen til auktion over brugen af engene for sommeren, som det meddeltes 1935.[30]

I Oldrup i Hundslund sogn blev bytrommen brugt til 1891 både til tilsigelse til gadestævne og ved ildebrand. I det sidste tilfælde blev trommen rørt uafbrudt, og hver mand skulle så møde op med sin spand. Når der blev indkaldt til kyndelmissegilde eller ornegilde, blev der trommet for alle døre, da enhver skulle deltage. Trommen findes nu i Odder Museum.[31] Også fra Besser på Samsø er der beretning om brug af bytrommen.[32]

Som det fremgår af disse eksempler på bytrommens anvendelse, har denne måde at bringe bekendtgørelser på eksisteret til tæt op imod nutiden, fordi den bekvemt kunne sprede meddelelser ud inden for et begrænset

område, mens aviserne ganske vist nåede længere ud, men ikke bragte dem så hurtigt. På den tid, da O.T.’s handling foregik, havde trommeslagning desuden et andet fortrin, da det gennem den var muligt at nå til alle, der ikke kunne læse. Endog trommeslageren selv kunne være analfabet. Da Thomas Overskou (1798-1873) i sommeren 1819 sammen med seks andre kunstnere fra København gav forestillinger rundt om i Sydsjælland, blev deres præstationer i Præstø bekendtgjort af en trommeslager, der ikke kunne læse og kun ufuldkomment gengive, hvad der var foresagt ham.[33] I Præstø beholdt man bytrommen længe, og Vagn Bro, der var stedets politimester 1928-30 og 1935-43, kan fortælle om trommeslageren i disse år. Nu kunne han dog læse.[34]

Dommer Hakon Gjessing (1867-1951), der var født i Tønder, har fra sine barndomserindringer også minder om byens udråber. Han kunne ikke læse og måtte lade sin kone lære ham teksten udenad. Derefter gik han ud med sit papir og foregav, at han læste op fra det, men det vendte ofte forkert.[35] Når det stod så dårligt til med trommeslagernes viden, har mange af tilhørerne formodentlig været i den samme situation, og bekendtgørelser ved bytrommen kunne derfor nå frem til et publikum, der ikke læste aviser. Det må desuden erindres, at aviserne var færre dengang og oplaget meget begrænset, så de kun nåede ud til en snæver kreds af læsere. Det gjorde bekendtgørelse ved trommeslagning nødvendig.

I Ringsted var det en musiker, der håndterede trommen. Ordningen ophørte her 1920.[36] I Nakskov lønnedes trommeslageren med 50 kr. årligt og med 1 kr. særskilt for en bekendtgørelse. Han døde under udførelsen af sit hverv, idet han faldt om, mens han i de bevægede dage i sommeren 1914 forkyndte indkaldelsen af sikringsstyrken.[37]

Der er vist ikke bevaret nogen af de tekster, trommeslagerne oplæste. Th. Overskou har i sin ovennævnte beretning søgt at gengive, hvad der skulle annonceres i Præstø, men det er så travesteret, at det ikke kan finde tiltro. Hvorledes formen har været, kan bedre ses i Holbergs »Hexerie eller blind Allarm«, hvor der i 4. akt, 8. sc. optræder en trommeslager. Handlingen foregår i Thisted.

Bytrommen kendes i det mindste fra slutningen af det 16. århundrede. 1596 omtales i Ribe Peder Nielsen Trommeslår, søn af byens trommeslager.[38] 1629 blev afslutningen af krigen mod kejseren 5. juni bekendtgjort i Århus med 4 trommer rundtom i byen; desværre meddeles det ikke, om det var fjendens soldater eller byens folk, der bragte det glædelige budskab.[39] 1658 forkyndte trommen i København, at ingen af soldaterne måtte lade deres heste græsse på kongens enge.[40] Også i landsbyerne blev trommen brugt på denne tid. Den nævnes i Ballerup 1627.[41]

Ved en nærmere fordybelse i det stof, hvorfra oplysninger om bytrommen kan hentes, vil der sikkert kunne fremdrages mere om denne side af livet i fortidens købstad, men i det samlede indtryk vil det næppe ændres, at man her har at gøre med et kulturelement, der er blevet bevaret, fordi det har været nødvendigt. Først den moderne teknik har afskaffet det. I nutidens lidt ubehjælpsomme sprog var det et primitivt audio-visuelt envejs kommunikationsmedium, som var uundværligt. Med god grund har H.C. Andersen indsat det i sin skildring, da han skulle give et virkelighedsnært billede af Odense.

Hovedvandsæg

I O.T. skildres et besøg på en fynsk herregård. Blandt dens beboere er også en dame, der karakteriseres ved sin syæske med dens »Curiositeter«, som H.C. Andersen kalder indholdet, skønt det i sin art ikke har adskilt sig fra andre syskrin i datiden (p. 58), men han har i sin opregning af de forskellige småting søgt at give et rammende indtryk af ejerinden. Mellem sagerne nævnes »en Sølvfisk med Hovedvand i«. Hovedvandsæg synes at have optaget H.C. Andersen. I »At være eller ikke være« fra 1857 omtales et andet. Det var »et gammelt forgyldt Sølv-Hovedvandsæg, et Arvestykke«. I begge tilfælde drejer det sig om den sidste del af den periode, da hovedvandsæg var i brug. De gik af mode i løbet af den sidste halvdel af forrige århundrede, men der er bevaret så mange, at deres anvendelse er velkendt, og de er blevet et yndet samleobjekt.

Mens de var i brug, repræsenterede de en værdi og betragtedes som et af tidens statussymboler. Det var ikke alle, der kunne prale med at eje et, og særlig de yngre brugte som erstatning en lille buket med vellugtende blomster (fig. 3). H.C. Andersen har ligeledes i O.T. beskrevet et slågilde, hvor pigerne bar »en Urtekost« i et smukt sammenlagt lommetørklæde (p. 65). Fra Horneland kendes den samme skik. Her havde kvinderne ved kirkegang foruden deres salmebog en lille fastbundet buket, der indeholdt ambra eller andet stærkt duftende, hvortil de under prædikenen lydeligt snusede.[1] Fra Råbjerg i Vendsyssel nævnes det, at kvinderne foruden den obligate salmebog, indsvøbt i et lommetørklæde, om sommeren i kirken havde et porsris eller lidt ambra i hånden, og det meddeles, at enkelte mere velhavende bar et hovedvandsæg af sølv.[2] Også med hovedvandsægget hører lommetørklædet sammen.

Fig. 3. I sine kommentarer til den fynske vise »Landsbye-Pigernes Tidsfordriv« gør F. Dyrlund opmærksom på, at pigerne skænkede deres karle »en urt« og bringer fra visen ovenstående træsnit med karlen, svingende en ubestemmelig plante. Hvis man kan følge F. Dyrlund, foreligger der her et vidnesbyrd om »urtekostens« brug blandt mænd på Fyn i det 18. århundrede (Dania III, 1895-96, p. 367, og IV, 1897, p. 158).

Skikken at medtage blomsterbuketter i kirken synes at være gammel; i hvert fald meddeles det 1703, at provsten Morten Reenberg i anledning af et besøg af bispen foreskrev præsterne på Møen, at de unge piger skulle have noget grønt eller en lille buket i hånden.[3]

I forbigående kan det bemærkes, at også St. St. Blicher har skildret et sletgilde, som det hedder i Jylland. Der kan læses om det i novellen »Ak! hvor forandret!«, men det kan ikke sammenlignes med H.C. Andersens, da de to forfatterpersonligheder for meget har sat hver sit præg på dem.

Forgængeren for hovedvandsægget er balsambøssen og desmerknoppen indtil slutningen af det 17. århundrede. De hørte til i det daværende samfunds højere kredse og kunne findes i besynderlige former, bl.a. som et dødningehovede.[4] Et eksemplar var fremme på antikvitetsudstillingen på Charlottenborg 1970. Det var udført af guldsmed Henrik Gregersen, der fik borgerskab i Assens 1614.[5] Da hovedvandsægget kom frem, ser det ud til, at skikken at eje det samtidig blev demokratiseret, forstået på den måde, at det blev almindeligt i alle samfundslag, men af meget forskellig kvalitet. 1736 nævnes det, at lakajen Johan Wilhelm Becher på Clausholm i Jylland efterlod sig et hovedvandsæg af ben.[6] De kan også træffes drejet af horn eller udført i tin eller messing, de sidste i de former, der kendes fra dem, der blev leveret af guldsmedene. Hovedvandsæggene blev så almindelige, at de næsten kan betragtes som et nødvendigt tilbehør til kvindernes dragt. I det 18. århundrede har også mænd brugt dem, som eksemplet fra Clausholm viser det, og i »Hexerie eller blind Allarm« lugter skriveren til et hovedvandsæg (5. akt, 2 sc.).

Det var et tegn på mindre gode kår, at hovedvandsægget var af træ og dets indhold lige så tarveligt. Ane Klokkerens fra en gård i Systofte på Falster havde et hovedvandsæg af træ med en lille svamp, der var fugtet med brændevin, hvori der havde ligget tørrede lavendler og rosenblade.[7] Mere enkelt kunne det ikke være. Modsætningen var hovedvandsægget af guld. Hvor efterstræbt det var, illustreres af en overlevering. En kone i Løkkeby ved Tullebølle på Langeland stjal et hovedvandsæg af guld fra en af naboerne. Kort efter blev hun syg og tilstod tyveriet for sin mand og bad om, at han ville levere det tilbage, hvis hun døde. Det var manden ikke glad for, og da konen døde, lagde han ubemærket hovedvandsægget ned i kisten. Det medførte kun, at nogle børn dagen efter begravelsen fortalte, at de havde set den afdøde ved kirkemuren. Kisten blev gravet op, og manden gav hovedvandsægget tilbage. Dermed ophørte spøgeriet.[8] Hvad beretningen mangler i troværdighed, erstatter den i anskuelighed. At eje et værdifuldt hovedvandsæg var så eftertragtet, at man efter almindelig mening ikke veg tilbage for et tyveri for at erhverve det. Hovedvandsæg af sølv var i forrige århundrede almindelige. Ved bryllupsgilder på Nordfyn gik de rundt ved bordet under pauser i spisningen. Det lille rum i foden indeholdt ved disse lejligheder en mønt, der kunne bruges til betaling til musikanterne og i kirken til en tavleskilling.[9] Tilsvarende er overleveret fra Tørring sogn i Jylland, hvor de også gik rundt mellem kvinderne ved gilder og andre lejligheder for at beundres. Det tilføjes, at de kunne være arvestykker eller gave fra kæresten ved forlovelsen i stedet for de senere brugte forlovelsesringe.[10] Det har været diskuteret, om det lille gemme i foden har været brugt til balsam eller til at opbevare en lille mønt i som ovenfor omtalt. Striden kan vist afgøres salomonisk, fordi det er de ældste hovedvandsæg, der har plads til balsam i foden, mens de yngre stykker fra den tid, O.T. skildrer, udelukkende har brugt det til mønter. Fra Hads herred berettes det ligeledes, at når skafferen ved bryllupper gik rundt med tallerkenen og samlede penge ind til spillemændene, måtte kvinderne frem med hovedvandsæggene for at give deres bidrag.[11] Også fra Århus findes der en beretning om, at hovedvandsægget havde plads til en mønt i fodgemmet.[12]

Fra Midtjylland fortælles det, at en mand ved en forlovelse gav kæresten et hovedvandsæg af sølv med datoen for begivenheden indgraveret,[13] og fra Ramme ved Lemvig berettes det, at hovedvandsægget var en bryllupsgave.[14] Fra Mors er det overleveret, at hovedvandsægget her havde fået en ny funktion. A. Thaning, der var præst i Dragstrup 1834-36, fortæller, at det var skik, at præstekonen skulle pynte bruden, og at denne fik et hovedvandsæg på brystet foruden anden pynt.[15] Alt viser, at det indtog en høj plads i den folkelige bevidsthed, og det er ikke mærkeligt, at St. St. Blicher udnyttede den. Det skete i novellen »Høstferierne« fra 1840, hvor en gammel norsk sømand til minde om sin kæreste, som han troede forlængst var død, bevarede hendes afskedsgave, som han fremtager fra sit bryst, da de efter mange genvordigheder forenes. Nogen virkelighed kan der ikke tillægges denne skildring, hvor Blicher har givet efter for sin forkærlighed for den følsomme stil, som han mere havde tilegnet sig, end han havde sluttet sig til den romantiske skole, men ved at lade et hovedvandsæg være et minde om kæresten havde han korrekt understreget dets feminine karakter.

Også en anden jysk digter har omtalt hovedvandsægget. Det er Jeppe Aakjær i beskrivelsen af sin mors kirkegang. Hun tog et blad af balsambusken, der blev lagt oven på salmebogen. »Hun havde også et gammelt bulet Hovedvandsæg i Lommen, der aldrig forlod de gamle Koner paa Altersdagen. Det lugtede Mor flittigt til under Kirkesangen, mens Taarerne rullede ned i den gamle, aabnede, storstilede Salmebog«.[16] Forskellen fra H.C. Andersens beskrivelse er slående.

Hovedvandets sammensætning vekslede. Man kunne selv fremstille det, som eksemplet fra Falster viser det, men lige så almindeligt var det vist at købe det. Det kunne være stærke sager, f.eks. salmiakspiritus, og på Tåsinge brugte pigerne ved midten af forrige århundrede kamferolie.[17] Noget for sig synes Det asiatiske-universal-levnetsbalsam at have været. Det skulle beskytte mod usund luft, men det vil vist være forgæves at søge dets sammensætning opklaret.[18] Det ser ud til, at man i den sidste periode, da hovedvandsægget blev brugt, kun har anvendt en billig parfume eller eau de cologne, hvis man ikke nøjedes med det hovedvand, det lokale apotek fremstillede.

Brugen af hovedvandsægget ophørte lidt efter lidt og bevaredes længst hos de ældre, som endnu i 1880’erne ikke ganske havde afskaffet dem. De blev nu et samleobjekt, hvortil de egnede sig godt, da de tydeligt afspejlede de vekslende stilarter, og museerne anlagde instruktive samlinger af dem. Desværre var der andre end museerne, der interesserede sig for dem. 1964 blev der stjålet 28 hovedvandsæg fra museet i Maribo, men de kom dog atter til veje og blev 6 år senere udstillet i en bank.[19] Heller ikke Åbenrå museum har kunnet undgå et tyveri og har langsomt måttet opbygge en ny samling.[20]

Hovedvandsægget havde en konkurrent i hovedvandsflasken. Holberg omtaler dem begge. I »Den politiske Kandestøber« bruger borgmesterinde Geske von Bremenfeld et hovedvandsæg (5. akt, 9. sc.), og det er blevet overholdt ved opførelser, som det ses af den ældste rekvisitliste fra ca. 1770 til komedien, hvor det omtales.[21] Hovedvandsflasken figurerer i »Barselstuen« (1. akt, 7. sc.) og må her have været et tarveligt eksemplar, da det kun sættes til 20 sk. Efter antallet af de bevarede eksemplarer at dømme har hovedvandsflaskerne været mindre almindelige. De kendes fra empiretiden af slebet glas med montering af sølv med gravurer, ældre er de hovedvands-flasker, der blev fremstillet på Nøstetangen i Norge, og hvoraf to typer kendes. Den ene er af vaseform med sølvbeslag, den anden flad og pæreformet. Den var beregnet til at gemmes i en herres vestelomme, så han kunne forfriske sig med indholdet, når han var ophedet efter dansen.[22] Det var dog mest kvinder, der brugte hovedvandsflasker, og i en skildring af prinsesse Vilhelmines og prins Frederik (7)s bryllup i slotskirken i København 1828 berettes det, at ceremonien var så anstrengende, at hovedvandsflaskerne var i stadigt omløb mellem de tilstedeværende damer, men at en af dem desuagtet besvimede.[23]

Fig. 4. Hovedvandsæg af sølv i fiskeform, leddelt. L. ca. 11 cm. Skal stamme fra Mors. »Den gamle By« nr. 213:33.

H.C. Andersens omtale af et hovedvandsæg i fiskeform (fig. 4 og 5) må ses på baggrund af de ovenfor beskrevne oplysninger. Som almindelig bekendt har det to hovedformer, den ene dannet som et hjerte, den anden som en vase og inden for disse talløse variationer, der delvis er lokalt bestemte, f.eks. den udstrakte brug af stene af farvet glas i Sønderjylland og en mere behersket anvendelse af dem i Vestjylland. Fra begge former adskiller det fiskeformede sig og er sjældnere, men dog ikke ualmindeligt. Det har været genstand for en særlig afhandling, der mener at kunne påvise, at denne type hører hjemme i Nibe og Ålborg og i de nordslesvigske byer i tiden ca. 1760-1835.[24] I tid passer det således udmærket med H.C. Andersens omtale af den, men topografisk synes typen ikke at høre hjemme på en fynsk herregård, hvor O.T. anbringer den. Som en nødhjælp kan det selvfølgelig antages, at den er kommet hertil ved arv eller som gave, men det er en udvej, som ikke forklarer noget og kun viser, at man intet kan sige. Problemet skal ikke forsøges løst her, men der skal dog peges på, at den ovennævnte afhandling lader den mulighed stå åben, at der som en sjælden undtagelse er fremstillet hovedvandsæg i fiskeform uden for de to kendte områder. Typen er ikke blot udført i guld og sølv, men der kendes i det mindste 2 eksemplarer i rav, det ene i Varde museum, det andet i »Den gamle By«, og de har næppe hørt hjemme i Limfjordsegnen eller Sønderjylland. De er todelte og samlet ved et led, og et tilsvarende hovedvandsæg af sølv kendes også. Det opgives at stamme fra Ebeltoft og er ganske tarveligt i udførelse, så det ikke kan sammenlignes med de elegante stykker med stærkt leddelt krop og hale. Ægtheden må foreløbig være uafgjort, men alene hovedvandsæggene af rav viser, at fiskeformen har været kendt uden for de to centrer.

Fig. 5. Hovedvandsæg af sølv i fiskeform, 1. ca. 7,8 cm. Opgives at stamme fra Ebeltoft. Uægte (?). »Den gamle By« nr. 207:38.

Da hovedvandsæggene var gået af brug, blev også den fiskeformede type efterspurgt af samlere. Det medførte, at der blev fremstillet adskillige forfalskninger. En af dem er nærmere beskrevet med en advarsel mod dem, som i modsætning til de ægte mangler den indvendige forgyldning, der beskyttede sølvet mod at blive ætset af hovedvandet.[25]

Det er muligt, at H.C. Andersen har benyttet sin digteriske frihed til at anbringe et hovedvandsæg i fiskeform i et syskrin på en fynsk herregård, hvor det i virkeligheden ikke hørte hjemme, og han har næppe foretaget undersøgelser over denne forms udbredelse, før han skrev O.T. Men han må i hvert fald have været optaget af denne prøve på smukt guldsmedearbejde, og hans omtale af den er vel den første i den danske litteratur.

Diskestang

H.C. Andersen fører hovedpersonen i O.T. rundtom i Danmark og lader ham også besøge Lemvig. Her kommer han ind i en købmandsforretning, der skildres således: »Entreen gik gjennem Boutikken, som var decoreret med Træskoe, Uldvanter og Jernskrammel. Tæt indenfor Døren stode to Kar med Tjære. Over Disken hang en udstoppet sjelden Fisk og et heelt Bundt Filthatte til Brug for begge Kjøn«. (P. 106). I de få ord har han malet et interiør, som giver et indtryk af nogle af tidens købmandsboder, og det eneste, der kræver en nærmere forklaring, er den udstoppede fisk. Den er behandlet af J.S. Møller i en afhandling,[1] hvor H.C. Andersens omtale ikke har fundet plads, men som indfører navnet i litteraturen. H.C. Andersen giver den ikke noget navn, og heller ikke Ordbog over det danske Sprog eller Nudansk Ordbog har optaget det. J.S. Møller har fundet det i Dansk Folkemuseums katalog, hvor det vist er dannet af Bernhard Olsen. Det er ikke meget karakteriserende, da de fleste kendte eksemplarer er formede som fisk uden en nøje betegnelse af arten, og der findes desuden andre former, hvor stangen heller ikke er det mest fremtrædende led. J.S. Møller bygger sin redegørelse udelukkende på de stykker, der er bevaret og på enkelte beskrivelser, og hans oplysninger kan udfyldes med få andre. Det er vist ikke dokumenteret, at diskestangen er kendt fra Lemvig, men fra den anden limfjordsby Nykøbing på Mors kendes en gengivelse (fig. 7). Gadedøren til Niels Quistgaards og Ellen Margrethe Bangs købmandsgård fra 1795 er foroven dekoreret med 2 diskestænger i drage- eller slangeform, hver bærende en skålvægt.[2] Efter mundtlig meddelelse skal der i Husteds købmandsgård i Ringkjøbing have været en diskestang med delfiner. Nogen fastslået form for diskestangen har der åbenbart ikke været. Et billede af en tobaksforretning viser kun en bugtet stang, afsluttet i pilespidser og bærende papir, sejlgarnsholder, vægt m.m.[3]

Fig. 6. Den ene af de ligedannede ender af en diskestang fra en købmandsforretning i Kvissel, Åsted sogn, Horns herred. Kan føres tilbage til 1873. »Den gamle By« nr. 1198:50. L. af fisken ca. 98,5 cm.

I sin afhandling peger J.S. Møller på, at apotekerne fordum var udstyret med mærkelige dyr af alle slags. De var ophængt under loftet, og han antager, at købmandsbutikkens diskestang er en efterligning af dem. Forslaget virker ikke usandsynligt og giver en forklaring på, hvorfor diskestængerne er så forskellige, da heller ikke apotekerne havde en fast model, som kunne efterlignes, men havde hver sit mærkelige udstyr i officinet. I Sverige hed diskestangen boddrake,[4] og nogle af de danske diskestænger kan med lidt god vilje opfattes som drager, så meget lettere som dette fabeldyrs udseende er ubestemmeligt. Men andre muligheder findes også, idet man kan have taget kirkernes hængefigurer til forbillede, f.eks. det havuhyre, der slugte profeten Jonas. Det er fra ca. 1750 og findes i Hvidbjerg kirke i Thy.[5] Også svendelavenes stueskilte kan have inspireret købmændenes diskestænger, selv om det måske kun er indirekte, og tiden var i det hele taget ikke fremmed for dekorationsgenstande, der var ophængt i loftet. H.C. Andersen har indføjet et karakteristisk træk fra tiden i sin roman med god virkning.

Fig. 7. Gadedøren til købmandsgård i Nykøbing M. Tegning af Alfred Larsen, her gengivet efter ill. i Chr. Villads Christiansen: Nykøbing paa Mors (s. 147).

De tre her fremdragne enkeltheder i O.T. har ikke i ringeste måde noget forhold til det mål, H.C. Andersen havde med sin roman, men de viser sammen med mange andre træk af samme slags, at han også har søgt at give et virkelighedstro billede. Dermed oplyser romanen også om tidens kultur, hvis dens pålidelighed kan bekræftes eller gendrives af de genstande fra tiden, der er bevaret, og af den på anden måde sikrede overlevering af dem. Det er nødvendigt, hvis man ikke vil stille sig afventende over for pålideligheden. Eksempelvis er brugen af hovedvandsæg i fiskeform på Fyn ikke så sædvanlig, som H.C. Andersen synes at mene, og trommeslageren i Odense genspejler sikkert et barndomsminde, men det er uvist, om enkelthederne i hans påklædning ikke er lånt fra et andet sted, ligesom han kan have set en diskestang i mange andre byer end Lemvig. Digterens ret til at ordne sit stof, som han ønskede det, tvinger til at undersøge hans oplysninger mere kritisk end ellers, men man ville dog ikke undvære denne kilde, fordi den på en levende måde fører ind i stoffet.

Noter

  1. ^ Kr. Erslev: Historisk Teknik, 1926, p. 56.
  2. ^ C.F. v. Holtens Erindringer, 1899, p. 14.
  3. ^ Nis Petersen: Samlede Digte, 1962, p. 102.
  4. ^ Aarhuus Stiftstidende 9/2 1945, p. 1.
  5. ^ Morgenavisen Jyllands-Posten 1/2 1965, p. 14, og 12/8 1968, p. 16.
  6. ^ Sstds., 11/1 1949, p. 1.
  7. ^ Emmy Larsen i Fynske Aarbøger 1968, p. 19.
  8. ^ Morgenavisen Jyllands-Posten 16/11 1952, p. 1, og Information 2/2 1953, p. 6.
  9. ^ Sstds. 9/4 1964, p. 8, og 3/1 1967, p. 6, Aarhus Amtstidende 6/5 1964, p. 14.
  10. ^ Middelfart Venstreblad, jubilæumsnr., 1/10 1967.
  11. ^ Kristeligt Dagblad 19/1 1959, p. 4.
  12. ^ Information 9/1 1951, p. 7.
  13. ^ Morgenavisen Jyllands-Posten 22/7 1954, p. 8.
  14. ^ Sstds. 21/2 1963, p. 12.
  15. ^ Berlingske Aftenavis 28/4, 2/5 og 26/5 1967.
  16. ^ H.P. Hansen: Herning Museum 1892-1942, 1942, p. 30.
  17. ^ Morgenavisen Jyllands-Posten 3/3 1948, p. 6.
  18. ^ G.F. Preysz i hdskr. i Statsbiblioteket.
  19. ^ P.N. Frost: Købstaden Ringkjøbing, nytryk 1922, p. 36.
  20. ^ Johan H. Baunvig i Aarhus Stifts Årbøger 1966, p. 49-51.
  21. ^ Morgenavisen Jyllands-Posten 11/8 1957, p. 30.
  22. ^ Sstds. 26/6 1969 og 30/6 1970, p. 8.
  23. ^ P.L. Hald: Af Thisted Købstads Hist., 1924, p. 190.
  24. ^ M.R. Ursin: Stiftsstaden Viborg, 1849, p. 71.
  25. ^ Knud Oldendow i Danske hjem ved århundredskiftet, 1951, p. 161.
  26. ^ Rasmus Nielsen: Aarhus i Fyrrerne, 1959, p. 34 og 126.
  27. ^ Adolph Jensen: Erindringer, 1946, p. 57.
  28. ^ Information 8/1 1951, p. 1.
  29. ^ Aarhus Stiftstidende 7/2 1949.
  30. ^ Sydsjællands Venstreblad 26/4 1935.
  31. ^ A.I. Gejlager: Nord for Horsens Fjord, 1946, p. 35.
  32. ^ Aarhuus Stiftstidende 23/9 1974, p. 18.
  33. ^ Th. Overskou: Af mit Liv og min Tid, 1868, p. 285 f.
  34. ^ Vagn Bro: Politimesteren fortæller, I, 1965, p. 155.
  35. ^ Hakon Gjessing: Drengeår og mand-domsvirke i Tønder, 1968, p. 90.
  36. ^ Morgenavisen Jyllands-Posten 2/2 1920.
  37. ^ Aarhuus Stiftstidende 5/1 1970, p. 13.
  38. ^ J. Kinch i Jy. Saml. 1, I, p. 258.
  39. ^ Rasmus Pedersen Thestrups stambog, 1972, p. 60-62.
  40. ^ Kbh.s. Dipl. V, 1882, p. 445.
  41. ^ Jørgen Olrik i Danske Studier 1906, p. 61.

Hovedvandsæg

  1. ^ Agnes Bruun i Fynske Aarbøger II, p. 104.
  2. ^ A.P. Gaardboe i Vendsysselske Aarbø-ger 1965, p. 114-115.
  3. ^ H.F. Rørdam: Udvalg af Provst Morten Reenbergs Brevbog. Kirkehist. Saml. 5, I, p. 243.
  4. ^ Chr. A. Bøje: Balsambøsser og hovedvandsæg. 1950. Om en balsambøsse fra 1670, monteret på en spade til jordpåkastelse i Holmens kirke i København se Danmarks Kirker, Kbh., 2. bd. 1960-65, p. 121-122.
  5. ^ Gorm Benzon i Politiken 21/4 1970, p. 17.
  6. ^ H. Berner Schilden Holsten i Aarbog for Randers Amt 1910, p. 47.
  7. ^ Livet i Klokkergaarden v. Fr. L. Grundtvig, 1909, p. 217.
  8. ^ Evald Tang Kristernsen: Danske sagn V, 1897, p. 119.
  9. ^ Christine Reimers: Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde III, 1913, p. 318.
  10. ^ Anders Uhrskov: Et Liv i Arbejde, 1963, p. 12.
  11. ^ R. Thomasen i Aarhus Stifts Aarbøger 1934, p. 18.
  12. ^ G.A. Jensen: Barndoms- og Ungdomserindringer, 1943, p. 32.
  13. ^ Adslev-Slægten. Slægtsbog, 1926, p. 188.
  14. ^ H.P. Hansen i Sprog og Kultur 1, 1932, p. 100.
  15. ^ Jy. Saml. 3, V, p. 553.
  16. ^ Jeppe Aakjær: Fra min Bitte-Tid, 1928, p. 91-92.
  17. ^ Henrik Ussing: Mellem sydfynske Sunde, 1934, p. 272.
  18. ^ Bilag til hdskr. 381 a, Statsbiblioteket.
  19. ^ Aarhuus Stiftstidende 29/11 1964, p. 15. Berl. Aftenavis 20/5 1970, p. 5.
  20. ^ Morgenavisen Jyllands-Posten 29/6 1971, p. 11 og 28/11 1972, p. 10.
  21. ^ Torben Krogh: Studier over de sceniske Opførelser af Holbergs Komedier, 1929, p. 31.
  22. ^ Ada Buch Polak: Gammelt norsk glass, 1953, p. 107 og passim.
  23. ^ Af en gammel Hofmands Mindeblade, 1909, p. 138. Om udenlandske hoved-vandsflasker se Kate Foster: Scent Bottles, 1966.
  24. ^ Flemming Nørgaard: De fiskeformede hovedvandsæg, 1973.
  25. ^ Sigurd Schoubye i Morgenavisen Jyllands-Posten 18/1 1975, p. 26.

Diskestang

  1. ^ J.S. Møller: Diskestangen. Sprog og Kultur VI, 1938, p. 33-55.
  2. ^ Chr. Villads Christensen: Nykjøbing på Mors, 1902, p. 147.
  3. ^ Kristof Glamann: 75-foreningen, p. 99.
  4. ^ Bengt Bengtsson: Skottbergska gården i Karlshamn, 1946, p. 54—56.
  5. ^ Danmarks Kirker, Thisted Amt II, 1942, p. 740-41.

©