Forfattere

H.C. Andersens øjne

Et oftalmologisk studie

Ak, har H.C. Andersen også dårlige øjne? spørger en nulevende andersenianer med forfærdelse, da han ser overskriften til denne artikel. Det er jo velkendt, at H.C. Andersen ofte klagede over tandsmerter, ondt i halsen, forkølelse, træthed og andre genvordigheder. Havde han også øjensygdomme?

Vi kender H.C. Andersen så godt, at vi studser mistroisk, når et nyt emne bringes frem.

Vi kan øse af H.C. Andersens fyldige dagbøger, der er ført næsten daglig med store og små begivenheder. Vi kan sammenligne dagbog med breve, eventyr, romaner o.s.v. Sjældent har en person beskrevet sig selv så nøje direkte og indirekte. Vi kan rekonstruere H.C. Andersens sygdomstilfælde, også når det gælder øjnene.

Øjnenes udseende

H.C. Andersen havde små, tætsiddende øjne. I gymnasiet i Slagelse blev H.C. Andersen drillet af den strenge rektor Meisling med, at han havde shakespearske vampyrøjne[1]. I et selvportræt skildrer H.C. Andersen på vers sit eget udseende, som han ikke er stolt af[2], de sidste 2 linier af verset lyder: ’Og med en Næse som en Kanon og Øine bitte smaa, som grønne Ærter’.

De tilsyneladende små øjne skyldes lange, sarte øjenlåg, der hænger ned og delvis dækker øjnene, såvidt man kan bedømme efter samtidens malerier, tegninger og fotografier.

De nedhængende øjenlåg kan skyldes lammelse eller muskelsvaghed, (f.eks. myasthenia gravis). Der er dog intet i sygdomsbeskrivelserne, der tyder på en sådan almenlidelse (nok træthed, hæshed, snøvlende stemme, hoste det sidste leveår, men den langsomme udvikling på over 50 år gør diagnosen helt usandsynlig).

Muskellammelse er usandsynlig, fordi øjenlåget er normalt løftet på portrætter, hvor han ser opad. H.C. Andersen var selv opmærksom på øjendetaillerne. I dagbogen[3] noterer han den 31.1. 1834 om Küchlers portræt af ham: ’Jeg ser mere ideal ud paa dette, Øjnene ere vendte mod Himmelen’[4].

Vi kan konkludere, at H.C. Andersens øjne tilsyneladende var små, fordi de øvre øjenlåg var hængende, formentlig lige fra fødslen. Det er en kosmetisk ejendommelighed, næppe en sygdom[5].

Svage øjne som barn?

H.C. Andersen skildrer sig selv som ’et underligt drømmende barn, der så tit gik med øjnene tillukkede, så man til sidst troede, jeg havde dårligt syn, uagtet dette just var og er mærkeligt skarpt hos mig[6]. H.C. Andersen må have været en ejendommelig, ensom dreng, der gik i dybe ambitiøse tanker langs Odense å (jvf. Böök 1 og Toksvig[7]. Moderen har været ængstelig for drengens lukkede øjne. Der har dog næppe været råd til at konsultere en øjen-kyndig læge og han blev ikke sendt til den kloge kone i Ejby ved Odense, der ellers havde et godt ry[8].

Synsstyrke

I En Digters Basar[9] er H.C. Andersen på en sejltur i Middelhavet fra Italien til Grækenland. Midt imellem Sicilien og Grækenland kan han på een gang se vulkanbjerget Etna på Sicilien og de græske bjerge ved Navarone med det blotte øje.

Kaptajnen påstod, at man ikke kunne se Etna og de græske bjerge på een gang, en lærd i Athen betvivlede det samme, skønt muligheden er anført i et engelsk værk. Etna er 3263 m højt, afstanden til Grækenland godt 300 km. H.C. Andersen skriver: Etna var en hvid pyramide i nordvest. Mod nordøst kunne skimtes en hvid plet, der kort før solnedgang strålede lige så stærkt som Etna. Denne skildring viser, at H.C. Andersen havde et ualmindeligt godt syn. Han kunne se bedre end søkaptajnen.

H.C. Andersen havde et godt syn på hvert øje for sig. Dette sandsynliggøres af en gentaget lignelse[10], der tillige viser, at han havde en lille skele-tendens (latent skelen).

Latent skelen

I romanen ’Lykke-Peer’ siger syngemesteren til Peer: ’Sandheden, ja sig mig den. See Stjernen deroppe! Siig mig, hvor er der nøjagtig dens Plads. Luk dit ene Øie! Du seer den? Betragt den nu med dit andet Øie alene! Stjernen har flyttet sig, har antaget en anden Plads. Hvert Øie hos det samme Menneske seer saa forskjelligt, hvor forskjelligt maa da den store Menneskemængde see!’ Her er spørgsmålet, om Peers opera er et mesterværk eller et makværk. Selv den samme person kan se sagen fra to sider sv.t. de to øjne.

I romanen ’At være eller ikke være’ siger Niels Bryde til sin plejefar Jape-tris Mollerup: ’Vi see mod samme Stjerne, troer jeg, men gennem forskelligt Glas. Vi seer den hver paa et noget forandret Sted, efter vort Øiemaal. Selv det venstre Øie seer Stjernen paa et andet Sted, end det højre seer den!’ Her drejer diskussionen sig om den kristne tro contra den videnskabelige sandhed. Selv den samme person kan anskue problemet fra to synsvinkler.

Stjernen skifter tilsyneladende plads, når H.C. Andersen betragter den skiftevis med højre eller venstre øje. Dette betyder, at H.C. Andersen ser skarpt med begge øjne, og at han har en lille skeletendens, når øjnene ikke samarbejder. En sådan latent skelen findes hos de fleste normale mennesker (90% har latent udadskelen, 5% latent indadskelen). H.C. Andersen er formentlig den første, der har beskrevet dette fænomen[11] og han har anvendt det som en genial lignelse i to tilfælde, i to romaner, der er uafhængige af hinanden. Dette viser, hvor optaget han er af dette øjenfænomen.

Briller

H.C. Andersen er ikke afbildet med briller på, heller ikke, når han som ældre er oplæser. På fotografier ses forfatteren ofte med en bog i hånden, mens han læser højt af eventyrene. Man ser bogen, eventuelt et lille bord med vandglas, bøger eller aviser, men aldrig læsebriller[12].

H.C. Andersen brugte alligevel læsebriller, som han åbenbart omhyggelig skjulte ved fotografering. Læsebrillerne omtales i dagbogen 13. dec. 1871, hvor han læser ’Nissen og Madamen’ i studenterforeningen. Ved oplæsningen ville brillerne ikke sidde fast. ’Jeg måtte holde på disse og troede, jeg havde vendt to blade, kom derved et øjeblik ud af det, men foredrog videre’. Oplæsningen blev derfor ikke fulgt af så stort et bifald som den vellykkede oplæsning af de følgende eventyr (Den store søslange og Den grimme Ælling).

Juleaften 1872 kan han ikke finde sine briller. Fru Melchior opfordrer ham til at føle efter brillene i lommerne, hvortil han vrisser: ’11.000 gange har jeg søgt der!’

Den 4. juni 1874 leger den to-årige Lars på herregården Holsteinborg med H.C. Andersens lorgnet og sølvgaffel. Han har altså lorgnetter.

H.C. Andersens læsebriller findes bevaret i musæet i Odense. Katalog nr. XIII, 90 er ifølge musæumsdirektør Niels Oxenvad ikke med fuldstændig garanti H.C. Andersens. Det andet par (katalog nr. XIII,29) er med sikkerhed H.C. Andersens sidste læsebriller, skænket af familien Melchior, i hvis hjem han døde.

Begge par læsebriller har samme brillestyrke på højre og venstre brilleglas. De er ret svage (+ 2,25 sfærisk). Begge briller har små glas, spinkle stel med praktisk ombøjning på brillestangen, så den ikke fyldte ret meget i brillehylsteret. Den ret lille afstand mellem glassene svarer godt til H.C. Andersens tætsiddende øjne. Den beskedne styrke i den 70-åriges læsebriller passer til hans lange arme og dermed noget større læseafstand[13].

Øjenskader

Ligesom alle andre mennesker har H.C. Andersen selvfølgelig fået fremmedlegemer i øjet. Der er blot den forskel, at han har noteret det i sin dagbog. Den 19. juli 1836 fik han således i Odense ’et asen af et skjældyr’ lige ind i øjet, først næste dag kom det ud igen. Han betegner det nu som et monstrum, en flyvende dromedar. Den 10. november 1840 får han jernbanestøv i øjet ved stationen i Leipzig. Han er sandsynligvis den første dansker, der får jernbanestøv i øjet, thi det er 7 år før den første jernbanestrækning blev åbnet i Danmark. Den 2. juli 1844 får han en flue i øjet. Den 9. august 1868 skal H.C. Andersen fotograferes efter middagsbordet. Han skriver i dagbogen: ’Jeg greb min Hat, da surrede det inden i den, jeg troede, det var en Flue, tog den af, og fik et Bi-stik lige over Øiet’ (se også 12).

Ved H.C. Andersens forsøg som ung på at blive skuespiller ved det kgl. Teater oplevede han at få kastet snus i øjnene af kor-regissør Brandt[14].

Ved diligencekørsel fik han i dec. 1840 dørkanten slået mod øjet. Det svulmede og blev kulsort. Den 11. juli 1860 får han på en rejse fra München ved et uheld bygmester Riedels hånd stødt ind i venstre øje. Vi hører dog ikke mere om dette uheld.

H.C. Andersen var ængstelig for smitte. Han fremhæver dog flere gange, at det ikke kan være sexuelt overført smitte, fordi han forblev ’uskyldig’, trods mange fristelser. Den 14. maj 1869 får han Davidsens spyt i øjet under en samtale. H.C. Andersen er angst for, at Davidsen kunne fejle noget. Psykiateren Helweg anser dette for hypokondri[15]. På den anden side kan man dog godt forstå hans ængstelse.

I april 1873 fraråder han hotellet i Basel, fordi han her vaskede øjnene i opvredne, ikke strøgne håndklæder, der kunne være smittefarlige.

Den 19. oktober 1866 får han på herregården Basnæs noget snavs i øjet på ’locomet’. Det brænder og er vistnok fra en syg. Næste dag er øjet ømt.

I juni 1871 bliver han koppevaccineret. Tre dage senere kommer han i søvne til at klø sig på vaccinestedet. Han står straks op og vasker sig omhyggeligt for ikke at overføre vaccinemateriale til øjnene[16].

Den 15. juni 1848 får han et brændende fremmedlegeme i øjet, kompliceret med skyldfølelse: Han brænder et liderligt digt i kakkelovnen. Idet han igen åbner for kakkelovnen flyver noget op i øjet. ’Jeg er meget ængstelig og straffet for min nysgerrighed’.

Bygkorn

H.C. Andersen har ofte småbylder (bygkorn) langs øjenlågskanterne. Dette er noteret i dagbogen mindst 10 gange i perioden 1833-1872, hvor man også får indtryk af den tids behandling af lidelsen (Roma 3. nov. 1833, behandlingen var kogt mælkegrød på øjet, mælkepotten kogte midt på gulvet i hotelværelset. I november 1842 bygkorn i venstre, senere højre øje. Paris 17. marts 1843 atter bygkorn. Genf 12. juli 1846’en skæppe byggryn på øjenlågene’. 1851 bygkorn (5. juli), 1856 (2-6 maj), behandlet med flækket æg på øjet. 1862 (27. juni) bygkorn behandlet med grødomslag, 29. juni suppleret med rosenvand, 1872 endnu et bygkorn).

Hvorfor fik H.C. Andersen så hyppigt besværlige bygkorn? Det kan skyldes sarte, skællende, fedtede øjenlågskanter. Portrætterne modsiger ikke dette. Det kan hænge sammen med en almindelig tilbøjelighed til bylder grundet nedsat modstandskraft. H.C. Andersen havde ofte plagsomme bylder på huden. Han benævner dem filipenser eller carbuncler. det sidste udtryk har han nok fra de læger, der behandler ham. Bylderne bliver skåret og materien trykket ud under store pinsler (bylder i nakken 1843, skåret af dr. Bunzen 2 gange, på sædet gentagne gange (f.eks. 1846), 3 bylder under armen i 1858, håndled 1858, nakke 1859 o.s.v.).

En fristende mistanke om en tilgrundliggende sukkersyge (diabetes mellitus) må dog frafaldes. H.C. Andersen tålte ikke (eller kunne ikke fordrage) sødsuppe, han bliver dårlig deraf (nævnt i dagbogen mindst 12 gange, 1862-1865), han er ofte tørstig og træt, hvilket øger mistanken om diabetes. Den 20. januar 1872 undersøger dr. Th. Collin hans urin, fordi han er sløj med bronchitis og lændesmerter. I dagbogen noteres, ’at der fandtes hverken Æggehvide eller Sukkersubstans deri’, hvilket udelukker vores mistanke.

Gigt

Flere gange nævner H.C. Andersen, at han har gigt i øjet. Dr. Adler siger den 10. dec. 1871, at han har ’Rigmans Sygdom, der kommer af at leve for godt’.[17]. Den 15. nov. 1871 nævner H.C. Andersen er rød plet i det hvide af øjet. Dette kunne skyldes en gigtplet på øjets senehinde (episcleritis eller urataflejring). Beskrivelsen er dog for vag til at vi kan komme diagnosen nærmere. Lidelsen nævnes ikke senere og har således ikke plaget H.C. Andersen ved at bryde ud igen.

Tåreflåd

H.C. Andersen var et følsomt gemyt, som havde let til tårer. Ved Det kgl. Teaters indvidelse (Gamle Scene) den 15.10. 1874 brast han i gråd under sangen. Naboen på de fine pladser, komponisten Niels W. Gade sagde trøstende: ’Lad det nu være glemt. Lystig igen!’ Vi kan godt forstå, at en ældre, syg mand kan briste i gråd. Men H.C. Andersen havde det også med at græde som yngre, f.eks. 27.9. 1860. I ’Mit Livs Eventyr’ fortæller han, at han som ung græd, fordi han ikke kunne klare en husleje på 20 Rdl, som enken madam Thorgesen forlanger. Han græder og smører tårerne på øjnene af billedet af den afdøde ægtemand. Herefter reducerer enken prisen til 16 Rdl, hvilket lige akkurat var det beløb H.C. Andersen kunne betale. Dette må opfattes som magi, animisme. H.C. Andersens tårer forvandles til den afdøde ægtemands tårer, der igen mindsker enkens økonomiske krav1.

I de seneste år fik H.C. Andersen alderbetinget tåreflåd. En paradox lidelse, hvor man indendørs kan føle tørhed i øjnene (nævnt i dagbogen 13.11 1867) og har tåreflåd med tårer ned ad kinderne udendørs. Øjnene løb i vand i kulde og blæst, når han en sjælden gang vovede sig ud på en kort spadseretur fra lejligheden i Nyhavn (1865 (3.1.), 1873 (13.11.), 1875 (30.1., 9.2. og 18.2.).

Alderdomsbetingede øjensymptomer

Den 70 årige digter undgik ikke at føle alderdommens plager, også øjenmæssigt. Ovenfor er nævnt tåreflåd og øjentørhed. Dette skyldes nedsat afløb gennem tårevejen kombineret med aldersbetinget nedsat tårekirtelfunktion. Synet er dog godt, også i højere alder. Han læser op i forsamlinger, han digter, skriver, læser ubesværet på sengen om aftenen, f.eks. 19.6. 1870, ’endda så pikante historier, at hans egne synes ham sukkervand’. Dog begynder det vist at knibe med synet fra 1874. Ved korrekturlæsning 11.12. 1874 sletter han brutalt et helt afsnit af en 4. korrektur for hermed at slippe for yderligere en korrekturlæsning. Dette skyldes nok snarere raseri mod gamle Møller fra trykkeriet end et dårligt syn.

Godt 4 måneder før H.C. Andersens død får han en virkelig stor regning, som han forfærdes over. Det viser sig, at han har overset et punktum eller komma i tallet, som faktisk er 100 gange mindre end han troede. Dette kunne tyde på forvirring eller måske begyndende forkalkning i den gule plet i nethinden.

Den 8. april 1872 ser han en hoppende lys flamme foran øjnene, da han kom i seng: ’Det har vist ligget i mit syn’, skriver han. Dette fænomen kan skyldes glaslegemets træk i nethinden, når glaslegemet skrumper med alderen. I sjældne tilfælde kan det føre til nethindeløsning. H.C. Andersen fik tilsyneladende kun dette ene tilfælde.

Ældre mennesker bør anvende stærkere belysning. Nethinden indstiller sig langsommere på tusmørke og pupillen er mindre hos ældre. H.C. Andersen klager i sit livs sidste vinter over, at der er halvdunkelt i stuen. Han kan ikke læse ved dagslys (kl. 14.30 den 5.12. 1874 og kl. 10.15 den 9.1. 1875).

Ganske vist fik H.C. Andersen pupilkontraherende morfinsaft for den plagsomme hoste, men denne saft er ikke anvendt omkring dette tidspunkt og kan derfor ikke være forklaringen på hans øjengener[18].

Efterskrift

Denne oftalmologiske patografi skal først og fremmest afsløre, om H.C. Andersen blev plaget af øjenlidelser og om disse eventuelt har påvirket hans forfatterskab.

Vi må konstatere, at han fik en række mindre øjenlidelser (fremmedlegemer, slag mod øjet, bygkorn, tåreflåd). De gav ubehag, mens de var aktuelle, men de har sammenlagt næppe hindret ham i at skrive og læse mere end nogle få uger. Den bekymrede andersenianer kan således beroliges ved denne redegørelse.

På den anden side må vi beundre H.C. Andersens skriftlige optegnelser (specielt dagbogen). Optegnelserne gengiver på en levende, ofte humoristisk måde symptomer, som var det i en omhyggelig ført sygejournal. Vi får en fuldstændig beskrivelse af øjenlidelserne, vi får datidens behandlingsmuligheder, ja, vi får endda et indblik i middelalderens overtro (f.eks. de magiske tårer, indsmurt i den afdøde ægtemands øjne på portrættet).

 

Noter

  1. ^ Kommenteret af Böök, Frederik: H.C. Andersen, Fremad Kbh. 1967
  2. ^ Selvportrættet ’Aftenen’ trykt i Heibergs blad ’Flyvende post’ 1827 (cit. af Böök, se 1).
  3. ^ Andersen, H.C.: Dagbøger 1825-1875. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Kbh. 1971-76.
  4. ^ Küchlers portræt af H.C. Andersen er bl.a. afbildet i H.C. Andersen: H.C.Andersens Rom, Dagbogsnotater og tegninger. Gyldendal 1979.
  5. ^ Norn, Mogens: H.C. Andersens Øjensygdomme. Fagbladet Optikeren, maj og juni 1984 (nr. 5 og 6).
  6. ^ H.C. Andersens indledning til samlet tysk udg. 1847 cit. fra ’Mit eget Eventyr’.
  7. ^ Toksvig, Signe: H.C. Andersen, Hernov, 2. udg. Kbh. 1970
  8. ^ Den kloge kone i Ejby nær Odense var Mette Mogensdatter, født 1770. Hun kurerede Maren Thors med øjenbadning og et bombeplaster på nakken, hvorved venstre øje angivelig genvandt synet, cit. Larsen Sv. & Topsøe-Jensen, H.: H.C. Andersen, Flensteds Forlag, Odense 1955.
  9. ^ En Digters Basar, H.C. Andersen: Samlede værker, 2. udg. bd. 7, 173, Reitzel, Kbh.
  10. ^ ’Lykke-Peer’. Samlede værker, 2. udg. bd. 6, side 120 og ’At være eller ikke være’, bd. 5, side 370.
  11. ^ Norn, Mogens: H.C. Andersens latente skelen. Fagbladet Ure og Optik, nr. 2,34-37, 1983.
  12. ^ Se f.eks. de 158 fotos af H.C. Andersen, samlet af B. Ochsner, heraf 36 med den læsende eller skrivende digter. Ochsner, B.: Fotografier af H.C. Andersen, Odense 1957.
  13. ^ Norn, Mogens: H.C. Andersens briller. Fagbladet Optikeren, 18-21, april 1984.
  14. ^ Begivenheden er først refereret langt senere i H.C. Andersens dagbog, nemlig den 20.5. 1850, fordi han i Sorø træffer Brandts søn, der er hjælpelærer. Han mindes kor-regissøren, der spiller kommandanten i Don Juan. Den fornærmede H.C. Andersen klagede til Det kgl. Teaters direktion.
  15. ^ Helweg, Hjalmar: H.C. Andersen. En psykiatrisk studie. 2. udg. Hagerup, Kbh. 1954.
  16. ^ H.C. Andersens bekymring er ikke uberettiget. Vaccinationsmateriale kan danne sår på øjelågskant med blivende tab af øjenvipper og i sjældne tilfælde kan det give hornhindebetændelse.
  17. ^ Ved rigmandsgigt menes sædvanligvis ægte gigt = urinsur gigt = artritis urica.
  18. ^ Norn, Mogens: Dacryologiske H.C. Andersen studier. Fagbladet Oftalmolog 3. årgang, nr. 4, 20-22, nov. 1983, giver flere detailler.

 

©