Når man vil beskæftige sig med et på flere måder så omtåleligt emne som H.C. Andersens seksuelle orientering, må man på forhånd gøre sig klart at den eller de konklusioner, man eventuelt vil være i stand til at nå frem til, i høj grad vil afhænge af de personlige forudsætninger hos den eller dem, der undersøger spørgsmålet. Problemet er grundlæggende den opfattelse af seksualiteten, som den eller de pågældende på forhånd møder op med. Som formentlig bekendt hersker der en del kulturelt og socialt betingede fordomme hos mange mennesker i deres syn på og holdning til seksualitet, og ikke mindst ofte stærke personlige antipatier mod de former for seksualitet, der mere eller mindre afviger fra normen.[1]

En fuldkommen upersonlig, såkaldt objektiv undersøgelse og holdning, som ikke på forhånd forventer eller har særlig sympati for en bestemt konklusion, er naturligvis at foretrække, men er vel egentlig en sjældenhed, i al fald i den offentlige debat. Medierne, herunder særlig nyhedsmedierne, foretrækker i reglen kontante, hurtige og enkle svar på problemerne, men sådanne nemme losninger er det normalt ikke muligt at give på komplekse problemstillinger. I tilfældet med en rigt facetteret personlighed som H.C. Andersen, bliver det derfor nemt til, at han var sådan eller sådan, barnagtig, forfængelig, indbildsk og nærtagende indtil det komiske. Og hvad angår hans seksuelle orientering, så hersker der stærkt delte meninger herom blandt de mennesker, der i tidens løb har beskæftiget sig med spørgsmålet om han var heteroseksuel eller homoseksuel, eller eventuelt biseksuel.

Siden en Albert Hansen i 1901 fremsatte sin velmente og velmenende påstand om H.C. Andersens “homoseksualitet”, har spørgsmålet om arten af digterens seksualitet optaget mange sind. Interessen for emnet skyldes dog ikke kun en upassende nyfigenhed, men derimod ønsket om at vende hver en sten, som måtte formodes at kunne bidrage til en mulig større og dybere forståelse af mennesket og digteren H.C. Andersens personlighed.

Påstanden – eller mistanken, om man vil – om H.C. Andersens homoseksualitet, var dog allerede blevet fremsat i 1893, hvor avisen “København” anonymt henviste til en forfatter ved navn Martin Kok, der som dreng angiveligt skulle have været udsat for seksuel tilnærmelse fra den ældre digters side. Martin Kok sad på tidspunktet for omtalen i avisen fængslet i en såkaldt sædelighedssag, der netop drejede sig om homoseksuel omgang med unge mænd under den kriminelle lavalder. Den i øvrigt uhjemlede “meddelelse” vakte forståeligt nok opstandelse, forargelse og forbitrelse i flere kredse, og særlig blandt dem, der havde stået Andersen nær i hans egen levetid. Blandt disse var den yngre Jonas Collin, en søn af Edvard Collin, der som bekendt havde været nær ven med og vel nærmest en slags sekretær for Andersen. Det lykkedes da også for Jonas Collin at mane den grimme “bagvaskelse” i graven, i hvert fald indtil videre, idet han fik Martin Kok til offentligt at tilbagevise påstanden om Andersens “usømmelige” tilnærmelser mod sig. Martin Kok karakteriserede tilmed påstanden som “løgnagtigt opspind”.[2]

Det vides ikke med bestemthed, om det var Martin Kok-sagen, der inspirerede overbetjent ved Københavns Opdagelsespoliti, Carl Albert Hansen Fahlberg (1870-1939) til at interessere sig for spørgsmålet om H.C. Andersens mulige homoseksualitet. Men en kendsgerning er det i al fald, at Hansen Fahlberg, som angiveligt selv var homoseksuel, fremsatte sin delvis pseudonyme og forsøgsvis begrundede påstand om H.C. Andersens homoseksualitet i artiklen H.C. Andersen Beweis seiner Homosexualität, der stod at læse i ’Jahrbuch für sexuelle Zwischenstufen”, 1901. Efter Hansen Fahlbergs overbevisning tydede meget på, at H.C. Andersen må have været homoseksuel, og begrundelsen herfor fandt han primært i digterens to store selvbiografier, Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, 1847, og Mit Livs Eventyr, 1855, med supplement 1877, i Bille & Bøghs Breve fra H.C. Andersen, 1877, og Breve til H.C. Andersen, 1878, samt i Edvard Collins bog H.C. Andersen og det Collinske Hus, 1882.

Men Hansen Fahlbergs påstand kom i øvrigt til at stå uimodsagt i de næste mange år, indtil psykiateren Hjalmar Helweg, som også var fascineret af mennesket og digteren H.C. Andersen, i 1927 udgav bogen H.C. Andersen – En psykiatrisk studie, hvori han gjorde et helhjertet forsøg på at tegne et dækkende psykologisk portræt af Danmarks verdensberømte digter. Eftersom “portrættet” også omfattede Andersens seksualitet, kunne Helweg derfor ikke undgå at komme ind på Hansen Fahlbergs påstand om Andersens “homoseksualitet”. Ved at gennemgå Hansen Fahlbergs “bevisførelse” kunne Helweg imidlertid konstatere, at denne objektivt set var utilstrækkelig grænsende til det letkøbte, hvorfor konklusionen måtte lyde på, at man ikke på det grundlag kunne afgøre noget som helst reelt om Andersens seksualitet, og da slet ikke at denne skulle have haft en homoseksuel præference. Helweg argumenterer med, at han personlig intet ville have haft imod eventuelt at måtte konstatere, at digteren var homoseksuel, men han fandt bare ikke grundlag for en sådan antagelse på grundlag af de præmisser, Hansen Fahlberg fremførte.[3]

Det må siges, at Helwegs opponerende argumenter imod Hansen Fahlbergs påstand om Andersens homoseksualitet er grundige og sobre, bortset fra at han selv er lige ved at falde i samme “grøft” som den, han beskylder Fahlberg for at være faldet i. De præmisser, Helweg anlægger for at nå frem til den konklusion, at Andersen ikke var homoseksuel, virker i nogle tilfælde letkøbte og meget lidt overbevisende. I øvrigt kan det undre, at en så vidende og erfaren psykiater som Hjalmar Helweg tilsyneladende ikke har kendt til begrebet biseksualitet, for fænomenet er overhovedet ikke berørt i hans ellers så fortrinlige bog.[4]

Spørgsmålet om H.C. Andersens påståede homoseksualitet kom derefter til igen at hvile i mange år, indtil forfatteren Aksel Dreslov i 1977 udgav bogen H.C. Andersen og “denne Albert Hansen”. Heri blev Hansen Fahlbergs artikel for første gang gengivet på dansk, således at enhver interesseret kunne få lejlighed til selv at bedømme de angivelige “beviser” på Andersens homoseksualitet. I bogen stiller Dreslov Fahlbergs og professor Helwegs påstande op mod hinanden, uden dog eksplicit at tage endelig og afgjort stilling for eller imod nogen af parterne. Men man kan måske tillade sig at formode, at Dreslov implicit må have haft en vis sympati for Hansen Fahlbergs synspunkter, siden han har villet skrive en bog om emnet, og hvori han hovedsagelig kritiserer Helwegs synspunkter. For resten peger Dreslov også på det ejendommelige i, at Helweg enten ikke har kendt til fænomenet biseksualitet eller eventuelt har valgt at ignorere det som sagen uvedkommende.[5]

I Anderseniana 1980 publicerede forfatteren Wilhelm von Rosen sin grundige og velskrevne artikel Venskabets mysterier. Om H.C. Andersens roman ”O.T.”, hans forelskelse i Edvard Collin og ”Den lille Havfrues” forløsning. Med en omfattende baggrundsviden og stor indsigt i Andersens personlighed og forfatterskab mener von Rosen at kunne konstatere, at digteren tilhørte den seksualkategori, man i 1800-tallets første halvdel negativt betegnede som “sodomit” og mere positivt som “følsom ven”, hvorfor hans konklusion måtte lyde: at Andersen i virkeligheden var, hvad der i vore dage forstås ved betegnelsen “homoseksuel”. Det havde samtiden efter Wilh. von Rosens mening blot ikke mulighed for at tage stilling til, primært fordi man angiveligt ikke mistænkte Andersen for at have en sådan “unatur”. Men man kan undre sig over, at Wilh. von Rosen intetsteds i sin 42 sider lange artikel direkte erklærer H.C. Andersen for at være homoseksuel.[6]

Artiklen “Venskabets mysterier” er en relativt grundig analyse af Andersens roman ”O.T.”, 1836, der som bekendt især handler om de to hovedpersoner, Otto Thostrup alias Andersen selv, og Wilhelm alias Edvard Collin. Herunder når Wilh. von Rosen frem til den konklusion, at Andersen higede efter at opnå et følsomt venskab med en person af samme køn. Samme problematik går igen i Den lille Havfrue, 1836, hvorfor dette eventyr også underkastes en grundig analyse ud fra de præmisser, Wilh. von Rosen opstiller. Denne form for venskab var det imidlertid ikke muligt for Andersen at etablere med Edvard Collin, der som menneske var en mere nøgtern og reserveret anlagt type. Den grundlæggende personlighedsforskel mellem de to livslange venner, blev for Andersen eksemplificeret i den berømte “dus-historie”, hvor Collin venligt men bestemt havde afvist Andersens ønske om, at de to burde være ”dus-brødre”. Collins afvisning gjorde i første omgang Andersen dybt fortvivlet, men med tiden kom han sig over skuffelsen og kunne ligefrem spøge med den, og tilmed “hævne” sig litterært, især gennem eventyret Skyggen, 1847.[7]

Wilh. von Rosens eksempler på forholdet mellem Andersen og Collin, og især på Andersens holdning til vennen, er velvalgte, og hans argumentation for sine synspunkter er logisk sammenhængende og relevante ud fra de præmisser, han opstiller. Spørgsmålet er så blot, om disse præmisser er holdbare og i orden? Er det f.eks. uangribeligt rigtigt, at såvel seksualitet som homoseksualitet alene bør betragtes ud fra et historisk synspunkt, hvilket kort vil sige: ud fra de kulturelle, sociale og historiske forudsætninger og vilkår, der var gældende på det tidspunkt, undersøgelsen omfatter? I henhold til von Rosen blev ordet “homoseksuel” angiveligt først brugt fra omkring 1869, og han mener derfor at det er “uhistorisk” at betegne en person fra før dette tidspunkt som “homoseksuel”, idet denne betegnelse tilhører en senere tid. Imidlertid må man vel mene, at den seksuelle orientering og eventuelle praksis, der ligger til grund for betegnelsen “homoseksuel”, har været den samme til alle tider, uanset om man kalder det det ene eller det andet.

I sin artikel gør Wilh. von Rosen sig altså til talsmand for det synspunkt, ”at al homoseksualitet, såvel som al heteroseksualitet er situationsbestemt og former sig efter tid, sted, samfundsklasse, sociale, religiøse og juridiske normer m.m.”. Vist er det en kendsgerning, at den seksuelle adfærd har været undergivet skiftende tiders og kulturers værdi- og normsæt, men seksualitet er dog vel primært biologisk, genetisk og hormonalt bestemt, selvom den seksuelle drift og adfærd til alle tider er blevet søgt samfundsreguleret gennem love og vedtægter.[8]

Når det er sagt, må man dog naturligvis give Wilh. von Rosen medhold i, at det ikke vil være muligt at erhverve en dybere forståelse af Andersen og hans forfatterskab, – eller af en hvilken som helst anden forfatter eller åndspersonlighed for den sags skyld – medmindre man har et mindstemål af kendskab til de økonomiske, politiske, sociale, religiøse, kulturelle og juridiske normer m.m., der var gældende i samtiden. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke der er nogle normer og værdier, der rækker ud over det tids- og stedbestemte? Meget tyder f.eks. på, at mennesket og dets grundlæggende livsvilkår og behov ikke har ændret sig væsentligt indenfor historisk tid, ja, måske heller ikke indenfor for-historisk tid. Det gælder ikke mindst den seksuelle drift, der som bekendt biologisk set står i forplantningens tjeneste. Dette vilkår er imidlertid siden de ældste tider søgt kontrolleret og reguleret, først ved hjælp af stammetabuer og siden via samfundsmæssig lovgivning. Det gælder også og ikke mindst homoseksualitet, uanset om den adfærd og praksis, der ligger til grund for denne seksuelle orientering eller præference, blev kaldt noget helt andet, sådan som det f.eks. var tilfældet på Moses’ tid, hvilket vil sige omkring 4000 år før vor tid, hvor homoseksuelt samleje kaldtes ”en vederstyggelighed”, dvs. en afskyelig eller modbydelig handling.[9]

Som nævnt mener Wilh. von Rosen, at Andersens seksuelle orientering primært var rettet mod egetkønnet, men at de ydre omstændigheder gjorde det nærmest umuligt for ham at tilfredsstille hverken sit følelsesliv eller sit seksuelle behov ad den vej. Derimod synes Wilh. von Rosen ikke at tillægge den mulighed, at Andersen kunne være biseksuel, større betydning. Han kommer faktisk kun kortfattet ind på spørgsmålet i sin artikel. Det sker med henvisning til forfatteren Villy Sørensens brug af betegnelsen “kærlighedstrekanter” i forbindelse med Andersens forelskelser. Herom skriver von Rosen: ”En kærlighedstrekant (mand-mand-kvinde) kan derimod som et elementært element i digtningen betragtes som en før-medicinsk og poetisk forklaringsmodel – eller en forplumring – af et erotisk bestemt forhold mellem to mænd, hvori en kvinde (evt. genstandens søster) tilføjes som det element, der forklarer og legitimerer forholdet. Endelig kan den simple forklaring antages, at en person er forelsket i både en broder og en søster.”[10]

Der er efter min opfattelse særlig grund til at hefte sig ved den sidste sætning, nemlig at der i Andersens tilfælde i reglen syntes at have været tale om forelskelse i både en mand og en kvinde. Den simple forklaringsmodel kan dog ikke gennemføres konsekvent, hvilket jeg senere skal vende tilbage til. I Wilh. von Rosens brug af ordet “forplumring” i relation til, at der indføres en kvinde i forholdet mellem to mænds gensidige forelskelse, synes forfatterens egen holdning til situationen at skinne igennem.

Her vil der også være grund til at fremhæve Wilh. von Rosens afvisning af, at frygten for det andet køn eller blot frygten for forelskelse, skulle være en gyldig årsagsforklaring på homoseksualitet. Han skriver: ”Som så mange teorier om årsagen til homoseksualitet lider denne teori af den svaghed, at den ikke indeholder en konsistent teori om årsagen til heteroseksualitet.” Det er netop et hovedproblem ved forståelsen – eller manglen på forståelse – af homoseksualitet, at man mangler en sammenhængende teori om årsagen til heteroseksualitet eller seksualitet i det hele taget. Også dette i virkeligheden overordentlig vigtige spørgsmål vil jeg vende tilbage til senere nedenfor.

Spørgsmålet om Andersens påståede homoseksualitet blev først for alvor genoptaget omkring sytten år efter publiceringen af Wilh. von Rosens artikel i Anderseniana 1980. Det skete i cand.psych. Hilding Ringbloms artikel Om H.C. Andersens påståede homosexualitet, Anderseniana 1997. Ringblom deler ikke uden videre de synspunkter, der er fremsat af Wilh. von Rosen, dels i dennes artikel “Venskabets mysterier” og dels i dennes disputats fra 1993: Studier i dansk bøssehistorie 1628 – 1912 (“Månens kulør”).[11]

Hilding Ringblom er af den opfattelse, at Wilh. von Rosen er tilbøjelig til at tolke Andersens udtalelser i breve og forfatterskabet i sine egne præmissers favør, hvilket selvsagt fører til en bekræftelse af den antagelse at Andersen var homoseksuel. Ringblom er desuden i højere grad tilbøjelig til at inkorporere den mulighed i sit syn på Andersen, at denne kan have været “latent” biseksuelt orienteret, altså kan have følt sig seksuelt tiltrukket mod begge køn, men uden at praktisere nogen af delene. Herom skriver Ringblom: “Muligheden for bisexualitet er nævnt (i så fald en arveligt betinget reageren på sexuelle signaler fra især kvinder, men også på mandlige signaler fra mænd, jf. Lewins anskuelsesmåde), men vi befinder os på gætteriernes overdrev.”[12]

Hilding Ringblom konkluderer altså, at H.C. Andersen efter hans opfattelse var heteroseksuel, men at mindreværdsfølelser over et aparte udseende og lavere social herkomst, blandet med idealforestillinger og moralske holdninger, kan have virket ind og hindret Andersen ”i en helt utilsløret heteroseksuel manifestation, der rækker ud over de heteroseksuelt prægede udbrud i dagbog og almanak.”

Riborg Voigt, fotografi efter daguerreotypi, uden år. H.C. Andersens Hus.
Christian Voigt, fotografi efter daguerreotypi, ca. 1850. H.C. Andersens Hus.

I direkte konsekvens af denne opfattelse afslutter Hilding Ringblom sin artikel med at opfordre til, at ”der til stadighed, når lejlighed gives, understreges, at påstanden om hans [H.C. Andersens] homosexualitet ikke står uimodsagt.”[13]

Fra anden side er det romantisk blevet hævdet, at “H.C. Andersen tog sin kærlighed med i graven”, hvilket man dog kan stille spørgsmålstegn ved, medmindre man med “kærlighed” i dette tilfælde mener hans specielle seksuelle orientering som biseksuel, som han af mange grunde ikke havde mulighed for at leve ud. Men der er i al fald for mig ingen som helst tvivl om at han var biseksuel, selvom det ikke kan påvises at han praktiserede denne form for seksualitet, men nøjedes med platoniske forhold. Den store og skuffede kærlighed til Riborg Voigt og senere Jenny Lind, som myten og traditionen tillægger ham, og som mange, der sætter H.C. Andersen op på en piedestal, åbenbart helst vil se, mener jeg ikke der er objektivt belæg for at antage som fuldgyldigt udtryk for hans seksuelle orientering. Myten skyldes efter min opfattelse primært fordomme vedrørende seksuel orientering, og måske nok så meget aversion imod en anderledes seksuel orientering, som tilfældet er med f.eks. homo- og biseksualitet, der tilmed dengang i 1800-tallet var endnu mere omgærdet af tys-tys, end tilfældet er i vore dage.[14]

Men den gode Andersen var dog ikke så “firkantet” i sin seksualitet, at man vil kunne rubricere ham som enten det ene eller det andet. Når jeg karakteriserer ham som nærmest biseksuel, skal det derfor tages med et vist forbehold. Andersen havde et bredt følelses-klaviatur at spille på, det feminine såvel som det maskuline, eller både diskant og bas, og det gjaldt både i privatlivet og især i forfatterskabet. Men ved siden af at være en stor digter, var han også et menneske med almindelige fysiske og jordnære behov og fordringer. Han måtte således forrette sin nødtørft som alle andre mennesker – og dyr med for den sags skyld. At han havde en jordnær side, var han selv den første til at erkende og forstå. Tænk bare på eventyret om “Tante Tandpine”, som beretter om en plage, der fulgte ham det meste af livet. I sådanne tilfælde kommer selv de højeste digteriske, filosofiske og religiøse tanker og følelser til kort, og spørgsmålet om f.eks. sjælens udødelighed drukner i tandpinens smerteregister. Eller hvad bliver der af de mest dybsindige tanker om Gud og evigt liv, når man f.eks. har fået diarre og hastigt må lukke sig inde i det private og dertil indrettede rum? Og dette ”rum”, også kaldet privéten, betød for Andersen og mange af hans samtidige, at de i bogstaveligste forstand måtte ulejlige sig ned i baggården, hvor sådanne uhumske og stinkende indretninger i reglen var placeret.

Louise Collin, tegning af ukendt kunstner, uden år. H.C. Andersens Hus.
Edvard Collin, tegning af Jørgen Roed, 1833. Privateje.

Som påpeget og delvis dokumenteret i nogle af mine artikler andetsteds, var Andersen godt nok efter tur forelsket i Riborg Voigt og Louise Collin, men han var efter alt at dømme samtidig mindst lige så forelsket i henholdsvis Riborgs broder Christian Voigt og Louises broder Edvard Collin. Derimod er der ikke noget, der tyder på at digterens forelskelse var gengældt i nogle af tilfældene, af hvilken grund jeg betegner hans forelskelser som “dobbeltforelskelser”, som derfor ikke bør forveksles med betegnelsen “kærlighedstrekanter”. Flere eksempler på Andersens “dobbeltforelskelser” kunne nævnes, som f.eks. i Ida Koch og hendes broder Christian Wulff, og i Jonna Drewsen og hendes kæreste Henrik Stampe. Den modne Andersens forelskelse i Jenny Lind var derimod nok lidt mere speciel, idet hans tilbedelse i nok så høj grad gjaldt den kunstnerinde, hvis berømmelse han ikke var helt fri for at misunde. I øvrigt brød han sig tydeligvis ikke om den i karrieremæssig henseende nok så prosaiske sangerindes overspændte religiøsitet, og det var i sig selv grund nok til at kølne hans forelskelse i kvinden Jenny Lind. Men der var tilsyneladende ikke noget mandligt “modstykke” til sangerinden, han kunne forelske sig i, lige som der tilsyneladende heller ikke var noget kvindeligt “modstykke” til Andersens højtflyvende, sværmeriske forelskelse i den tyske Arvestorhertug.[15]

Til grund for min vurdering og opfattelse af Andersens personlighed og seksualitet ligger det verdensbillede, som skyldes den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus (1890-1981), som fra 1921 brugte omkring tres år af sit liv til at manifestere sit omfattende forfatterskab. Det sidstnævnte består primært af syvbinds-værket Livets Bog, hvoraf første bind udkom 1932 og sidste bind i første udgave 1960, og desuden symbolværket Det Evige Verdensbillede, som indtil videre er udkommet med fire bind.[16]

Martinus fremfører en opfattelse af både personlighed og seksualitet eller seksualisme, som hænger nøje sammen med det verdensbillede eller den kosmologi, som hans navn for altid vil være knyttet til. For Martinus er seksualitet en grundlæggende faktor i tilværelsen, og denne kalder han for ”den højeste ild”, et begreb der i princippet svarer til, hvad begrebet Eros betød for den klassiske tids græske filosoffer og digtere.[17]

I henhold til Martinus er alt i tilværelsen liv eller udtryk for liv, herunder også den fysiske materie eller energi, og liv findes kun i form af levende væsener, som hver især grundlæggende er konstitueret som et treenigt princip: Jeget, bevidstheden og organismen. Hvert eneste levende væsen lever primært som en holistisk enhed i det guddommelige alvæsen og fungerer som dettes sanse- og manifestationsorgan overfor samtlige øvrige levende væsener i verdensaltet. Der findes derfor i princippet kun to væsener i verdensaltet: Gud og det levende væsen. Et af de grundlæggende principper i tilværelsen er ”det seksuelle polprincip”, som ligger til grund for det levende væsens sansning og livsudfoldelse i videste forstand. Det gælder naturligvis også mennesket, der i lighed med alle andre individer er konstitueret med to seksuelle “poler”, henholdsvis kaldet den feminine pol og den maskuline pol. (I f.eks. den orientalske filosofi taoismen kaldes de to poler hhv. for yin og yang, i hinduismen for hhv. Shakti og Shiva, og hos psykologen Jung kaldes de samme to poler henholdsvis for anima og animus). Martinus skelner desuden mellem to periodisk skiftende grundformer for seksualitet, nemlig en såkaldt enkeltpolet seksualisme og en såkaldt dobbeltpolet ditto, hvilket faktisk er i principiel overensstemmelse med klassisk ægyptisk, græsk og orientalsk religion og mytologi.[18]

Det indbyrdes tilhørsforhold mellem de to seksuelle “poler” er imidlertid ikke permanent, men forandres eller forvandles på grundlag af kredsløbs- og kontrastprincippet i tidens, hvilket vil sige årmillionernes eller årmilliardernes løb. Det er ifølge Martinus samspillet mellem de to seksuelle poler, der bestemmer individets køn, idet hunkønnet fremkommer ved at nogle individers maskuline pol midlertidigt er reduceret til “latent” tilstand, mens hankønnet fremkommer ved at den feminine pol midlertidigt er reduceret til “latent” tilstand for andre individers vedkommende. Begrebet “latent” vil i denne sammenhæng sige, at den pågældende ”pol” i denne situation ikke øver indflydelse på individets bevidstheds- og handlingsliv.[19]

Det er for øvrigt interessant, at set i relation til eventyrets univers, vil den latente pol kunne betegnes som enten ”den sovende prinsesse” (den latente feminine pol hos manden) eller ”den sovende prins” (den latente maskuline pol hos kvinden), som må vækkes eller kaldes til live og forene sig henholdsvis med “prinsen” (den fungerende, maskuline pol hos manden) eller “prinsessen” (den fungerende, feminine pol hos kvinden), for at “parret”, dvs. de forenede to poler og dermed det “hele menneske” kan arve hele “kongeriget” (Gudsriget). Det betyder, at individet kun kan vinde sine potentielle og fulde åndsevner i takt med, at den “sovende” pol vækkes til live og får afgørende medindflydelse på individets bevidsthedsliv i videste forstand. Blandt de evner, der især følger med “polforvandlingen”, er fremvæksten af intuitionsevnen, som igen ligger til grund for højere indsigt og erkendelse og for alle former for især kunstnerisk skabelse, herunder litteratur, poesi, opfindelser m.m.

Den situation, hvori individet kun dirigeres af den ene pol, udgør som nævnt grundlaget for, hvad Martinus betegner som ”den enkeltpolede tilstand”, og den er igen grundlaget for eksistensen af de to køn: hankøn og hunkøn. Det er forholdet og interaktionen eller den gensidige fysiologiske og psykologiske tiltrækning mellem først og fremmest de to modsatte køn, der betegnes med begrebet seksualitet. Det latinske udtryk for køn er jo ordet sex, så deraf udtrykkene sex, seksualitet og seksualisme. Den enkeltpolede tilstand ligger i øvrigt til grund for alt, hvad der hører ind under begreber som forelskelse, pardannelse, “redebygning”, afkom og afkomsbeskyttelse m.m., men også for ejendomsbegær, skinsyge, had, vrede, magtanvendelse, mord og drab osv.

Modsat den enkeltpolede tilstand findes der i henhold til Martinus som nævnt ”den dobbeltpolede tilstand”, som etableres efterhånden som den hidtil “sovende” pol med tiden vokser frem i bevidstheden. Den situation er baggrunden for alle de interesser, der ligger til grund for højere kultur- og samfundsliv, og måske vigtigst, for en højere moral. Den dobbeltpolede tilstand vil i øvrigt være karakteriseret ved, at de to seksuelle poler fungerer på lige fod og øver lige stor indflydelse på individets bevidstheds- og handlingsliv, hvilket blandt andet betinger en helt ny kønslig situation. I henhold til Martinus er hensigten med den dobbeltpolede tilstand at bringe individet i en situation, hvor det er organisk indrettet til uselvisk at elske sine medvæsener uanset disses køn og øvrige status.

Men pointen er nu, at denne forandring eller forvandling af individets polsituation fra enkeltpolet til dobbeltpolet, kan medføre forskellige former for ulemper og “afsporinger”, som f.eks. seksuelle afvigelser fra normen, hvilket vil sige homoseksualitet, biseksualitet og meget andet og mere. Det sker i henhold til Martinus primært fordi individets moralske habitus ikke er situationen overlegen, idet den fremvoksende pol efterhånden også begynder at influere på individets seksuelle orientering. Men i de situationer, hvor et menneskes moral er dets seksuelle orientering og begær overlegen, således at det er i stand til at styre udenom de ellers ubehagelige og lidelsesvoldende situationer i forholdet til sit seksualliv, vil f.eks. homoseksualitet og biseksualitet normalt kunne praktiseres uden for store ulemper for de involverede voksne parter.[20]

Det ville imidlertid føre for vidt her at gå nærmere ind på emnet, som faktisk er temmelig omfattende og som det kræver stor fordomsfrihed at beskæftige sig med, men som måske nok heller ikke umiddelbart er nemt at fatte i sit rette og fulde omfang. Misforståelse snarere end forståelse kan derfor meget nemt opstå. Særligt interesserede må derfor henvises til Martinus’ egen litteratur om emnet.[21]

Her skal jeg nøjes med at fremhæve, at vurderet på baggrund af Martinus’ seksualbeskrivelse, falder spørgsmålet om H.C. Andersens eventuelle homoseksualitet bort, idet han som seksual- og personlighedstype vil være at placere i den kategori, hvor også den feminine pol gør sig relativt markant gældende i bevidstheden og dermed i det generelle handlingsliv. Denne situation kan betegnes som ”noget nær dobbeltpolet” eller som et nært forløberstadium til den tilstand, Martinus betegner som ”den store fødsel”, som i principiel lighed med ”den lille fødsel”, der bringer barnet ud i den store verden, udvider individets åndelige sansehorisont til at omfatte altet eller Guds egen verden. Det sidstnævnte skyldes, at denne situation primært giver anledning til et frembrud af intuitionsevnens permanente funktion både som sanse- og erkendelsesevne og som kreativ eller skabende evne. I denne situation kan et menneskes seksuelle følelsesliv som nævnt blandt andet give sig udslag i såkaldt biseksualitet, hvilket vil sige som enten permanent eller periodisk tiltrækning mod begge køn, eller vekslende mellem de to køn. Det er dog ikke det samme som at vedkommende også praktiserer sin seksualitet, særlig ikke hvis forholdene og de ydre såvel som indre omstændigheder ikke er til det.

Med hensyn til H.C. Andersens personlige seksuelle orientering, forekommer det i al fald mig, at det først er i og med Martinus’ analyser over ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, at man finder en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor et menneske som H.C. Andersen havde netop dén psyko-seksuelle konstitution, som tilfældet var. Han følte sig som nævnt omtrent i lige høj grad erotisk eller seksuelt draget mod mænd som mod kvinder, men af netop samme grund, i forening med en høj moral, ser det ud til, at han har afstået fra at have fysisk seksuelt samkvem med nogen af parterne. Han nøjedes i reglen med en kortvarig forelskelse, ofte i både en kvinde og en mand samtidigt, hvilket der er adskillige eksempler på i hans liv. Fra Andersens side var der altså tale om en dobbeltforelskelse, i reglen kortvarig, og som siden gik over i varigt venskab, hvis omstændighederne ellers var til det.

Der var dog som allerede nævnt næppe tale om forelskelse fra de pågældende enkeltpolede kvinders side, for dertil var Andersens feminine pol og aspekt alt for fremtrædende. Kvinderne følte sig ganske enkelt ikke erotisk eller seksuelt tiltrukket af den både fysisk og psykisk aparte Andersen, men nok smigrede over hans opmærksomhed imod dem. For de involverede mænds vedkommende, var disse oftest udpræget enpolede, og sådanne mænd føler i reglen direkte afsky eller væmmelse ved en anden mands alt for feminine eller affekterede fremtræden. Bortset fra muligvis et par enkelte undtagelser, som dog ikke skal omtales her, afviste de pågældende mænd venligt, men fast og bestemt vennens mere eller mindre tydelige tilnærmelser. Hvad den seksuelle drift og dens normalt nødvendige tilfredsstillelse angår, tyder en del på, at H.C. Andersen klarede sig med onani.[22]

Et faktum er det i hvert fald, at H.C. Andersen aldrig giftede sig, men forblev ungkarl hele sit forholdsvis lange liv. Han blev tidligt klar over sin uegnethed som ægtemand, og at han i stedet var viet til sin digtermuse, hvilket mere præcist vil sige: til sin feminine pol. Vi og verden bør derfor glæde os over, at digteren i stedet for et almindeligt liv og en borgerlig karriere og tilværelse følte sig kaldet til at være “Guds præst”, og at han som sådan blev viet til digtekunsten. Ellers havde han sandsynligvis ikke evnet og magtet at realisere sit store livsprojekt: Gennem skildringen af sit eget liv og med sit øvrige forfatterskab at fortælle sine medmennesker om Guds eksistens og alkærlighed, sjælens udødelighed og evige liv, og først og sidst, at livet selv er det største af alle eventyr.[23]

Det kan faktisk dokumenteres, at H.C. Andersen helt utvivlsomt selv var klar over sin situation som et noget nær dobbeltpolet væsen. Det viser han bl.a. med udtryk som f.eks. ”min halve kvindelighed” (i brev af 24.09.1833 til Edvard Collin), lige som han indirekte har givet udtryk for denne erkendelse i store dele af sit forfatterskab. Udtrykket ”min halve kvindelighed” forudsætter jo implicit ”min halve mandlighed”. Som et udmærket eksempel herpå, kan nævnes eventyret Dødningen, 1830, og dets omarbejdede form Rejsekammeraten, 1836. I disse to eventyrs begyndelse sker der det, at drengen Johannes alias Hans Christian Andersen, er faldet i søvn ved sin faders dødsleje med den dødes kolde hånd i sin, og herunder forekommer følgende: ”Da drømte han en underlig drøm; han så, hvor sol og måne nejede for ham, og han så sin fader frisk og sund igen og hørte ham le, som han altid lo når han var rigtig fornøjet. En dejlig pige, med guldkrone på sit lange smukke hår, rakte Johannes hånden, og hans fader sagde, ”ser du, hvilken brud du har fået? Hun er den dejligste i hele verden.” …”[24]

Den dejlige pige med guldkrone på sit lange smukke hår, vil som nævnt i henhold til Martinus’ kosmologi uden videre kunne tolkes som symbol på drengen Johannes’ feminine pol. Senere i eventyret optræder hun i skikkelse af den forheksede prinsesse, der via en særlig magisk indvielse bliver udfriet af sin bundethed af “mørket” og “genfødt” til fornyet liv som en ligeværdig partner for Johannes, der i denne kontekst før “vielsen” udgør den maskuline pol og efter vielsen og indvielsen den dobbeltpolede Johannes. Principielt det samme sker i tilfældet med f.eks. pigen Lara i romanen Improvisatoren, 1835, som altså kan ses som den feminine pol, og som til slut forenes med sin modpol, Antonio, i Den blå grotte på Capri. I eventyret Den lille Havfrue, 1836, er det den feminine pol, som Andersen med sin “halve kvindelighed” i øvrigt litterært ofte også identificerede sig med, der længes efter at blive forenet med sin maskuline pol, her i skikkelse af prinsen. Et nok så godt eksempel på polprincippet og polforvandlingen er børnene Kay og Gerda i eventyret Snedronningen, 1844.[25]

Konklusionen på de betragtninger, der er fremført ovenfor, må blive, at H.C. Andersen med hensyn til sin seksuelle orientering hverken var, hvad man almindeligvis forstår ved heteroseksuel eller homoseksuel. Set og vurderet på baggrund af Martinus’ personligheds- og seksualbeskrivelse, var Andersen derimod relativt tæt på at være såkaldt “dobbeltpolet”, som i hans tilfælde – foruden det store forfatterskab – i praksis gav sig udslag i platonisk biseksualitet, hvilket vil sige en seksualitet, der i sit forstadium var præget af forelskelse, men som i så godt som alle tilfælde afløstes af trofast og varigt venskab med de mennesker, kvinder som mænd, han kom i nær berøring med.[26]

 

Noter

  1. ^ Forfatteren Wilhelm von Rosen fremfører bl.a. i sin fortræffelige artikel Venskabets mysterier, Anderseniana 1980, det synspunkt, at opfattelsen af seksualitet, og herunder ikke mindst af homoseksualitet, er tids- og stedbestemt. Anførte sted, s. 203, note 37. – Spørgsmålet om samfundets stilling til seksuallivet er der givet et glimrende overblik over i Gordon Rattray Taylor: Sex historisk set. Oversat af Mogens Boisen. Hans Reitzels Forlag, Kbh. 1958.
  2. ^ Aksel Dreslov: H.C. Andersen og “denne Albert Hansen”, Kbh. 1977, s. 48-49. Wilhelm von Rosen, anførte sted, s. 198-200.
  3. ^ Hjalmar Helweg: H.C. Andersen. En psykiatrisk studie, Anden udgave, Kbh. 1954, s. 92-93.
  4. ^ Samme sted, IV kap.
  5. ^ Dreslov, anførte sted, s. 15-16.
  6. ^ Wilh. v. Rosen, anførte sted, s. 174 og s. 199200. Ordet “sodomit” var i 1800-tallets første halvdel betegnelsen på ”et Mandfolk, som har unaturlig Omgang med andre af sit Køn.”. -Man må have lov til at undre sig over Wilh. von Rosens skelnen mellem forelskelse og seksualitet, især i betragtning af, at forelskelse vel må anses for at være en del af den seksuelle orientering og adfærd. Man vil derfor også med rette kunne karakterisere et menneskes forelskelse i en person af samme køn for at være af seksuel karakter, nemlig dels som et forstadium til seksuelt samkvem, og dels i bedste fald som et ledsagefænomen ved samlivet, hvad enten dette gælder to personer af modsat køn eller af samme køn..
  7. ^ Skal man bedømme Edvard Collins opfattelse af Andersen på grundlag af den karakteristik og vurdering af denne, han har fremsat i bogen H.C. Andersen og det Collinske Hus, 1882, må man nok konstatere at det var begrænset, hvor stor en forståelse den i øvrigt veluddannede og socialt fremgangsrige mand havde af mennesket og digteren H.C. Andersen. Dette var allerede Jonna Stampe opmærksom på, og Collin var da også fair nok til at medtage søsterdatterens skriftlige indsigelser i sin bog. Anførte sted, s. 477-492. – Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang. Forlagt af H. Aschehoug & Co., Kbh. 1918, s. 94-162.
  8. ^ Wilh. v. Rosen, anførte sted, s. 203, note 37.
  9. ^ 3 Mos. 18, 22. 20, 13.
  10. ^ Villy Sørensen: Hverken – eller. Kritiske betragtninger, Kbh. 1962, s. 281. – Wilh. von Rosen, anførte sted, s. 182-184, samt noter dertil.
  11. ^ Det kan undre, at Wilh. von Rosen åbenbart ikke har fundet betegnelsen “bøsse” uhistorisk, eftersom dette ret specielle udtryk for homoseksuelle mænd er af forholdsvis nyere dato, idet det først for alvor kom ind i almindelig sprogbrug omkring 1970’erne.
  12. ^ Hilding Ringblom: Om H.C. Andersens påståede homosexualitet, Anderseniana 1997, s. 52-53 og 57-58. Hverken Albert Hansen, Hjalmar Helweg, Wilh. von Rosen eller Hilding Ringblom nævner skuespillet Hr. Rasmussen i relation til Andersens forelskelse i Edvard Collin. (H.C. Andersen: Hr. Rasmussen, Originalt Lystspil i to Acter. Udgivet af Selskabet for dansk Theaterhistorie ved Edvard Agerholm. Kjøbenhavn 1913). Stykket omtales i Arne Duve: H.C. Andersens hemmelighed, 1969, men i en anden sammenhæng.
  13. ^ Hilding Ringblom, anførte sted, s. 58.
  14. ^ Den skindpung, man efter Andersens død fandt på hans bryst, og som i henhold til Jonas Collin den yngre indeholdt ”et langt afskedsbrev fra hans ungdomselskede Riborg Voigt”, modsiger efter min opfattelse ikke den hypotese om Andersens seksuelle orientering, der er fremført i denne artikel. Man kan derimod undre sig over, at nævnte Jonas Collin brændte brevet, angiveligt uden at have læst det, vel lige bortset fra underskriften. Andersens forelskelse i Riborg Voigt, som i mellemtiden var blevet en borgerlig sat kone med tre børn, var for længst slukket, men erindringen om den kønne og begavede pige fra ungdomstiden, har utvivlsomt været et ydre, kært og uforglemmeligt billede på hans eget sinds feminine pol eller kvindelige aspekt.
  15. ^ I bogen Kærlighedens mange ansigter, Forlaget Forum 2002, s. 9, karakteriserer forfatteren Bente Kjølbye forholdet mellem Andersen, Jenny Lind og komponisten Felix Mendelssohn-Bartoldy som et eksempel på ”den evige trekant”, og mener dermed kun, at begge mænd samtidigt var forelsket i samme kvinde. -Vedr. Andersens såkaldte “dobbeltpolethed”, se Harry Rasmussen: ”min halve (kvindelighed”. H.C. Andersen og seksualiteten 7. del, Tidsskriftet Kosmologisk Information nr. 4, 1992, s. 28ff. Det kosmiske eventyr. H. C.Andersen og seksualiteten 2. del, tidsskriftet Kosmologisk Information nr. 1, 1993, s. 8ff. De to artikler er desuden genoptrykt i temahæftet H.C. Andersen – hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk belysning, Forlaget Kosmologisk Information 1996, s. 9-24.
  16. ^ De nævnte værker af Martinus er siden 1981 udgivet på Borgens Forlag, og det samme gælder en lang række af hans mindre bøger om forskellige emner indenfor Martinus’ kosmologi. Bogfortegnelse vil kunne rekvireres i boghandelen eller hos Martinus Institut, Kbh.
  17. ^ I henhold til Martinus er ”den højeste ild” eller ”det seksuelle polprincip” identisk med den kraft, ved hjælp af hvilken alt styres i universet. Kilde: Martinus: Livets Bog V, stk. 1858. – Platon: Symposion. Ved Per Krarup. Gyldendal 1981. Det er særlig komedieskriveren Aristófanes’ tale om Eros og menneskenes to-polethed, der er interessant i sammenhængen.
  18. ^ Det psykologiske eller psyko-seksuelle begreb ”pol”, i flertal “poler”, har principiel lighed med fysikkens lære om elektrostatikken, hvor plus og minus tiltrækker hinanden, mens plus og plus og minus og minus gensidigt frastøder hinanden. Overført på det seksuelle polprincip betyder det, at maskulin pol og feminin pol tiltrækker hinanden, mens maskulin pol og maskulin pol, i lighed med feminin pol og feminin pol, frastøder hinanden. Denne situation svarer til den enkeltpolede tilstand, hvor hankøn og hunkøn tiltrækker hinanden, mens hankøn og hankøn og hunkøn og hunkøn normalt “frastøder” hinanden, i al fald seksuelt. Den dobbeltpolede tilstand er derimod karakteriseret ved, at de to poler så at sige har samme “neutrale ladning” og derfor ikke hverken tiltrækker eller frastøder hinanden. – Det er interessant, at Andersen indirekte og principielt har beskrevet menneskets situation som et to-polet væsen, hvilket sker i eventyret Vejrmøllen, 1862, som han i “Bemærkninger til Eventyr og Historier, 1874” tilmed betegner som ”et stykke trosbekendelse”. Heri gør han sig indirekte også til fortaler for genfødsel eller reinkarnation. Se evt. herom i den i note 15 førstnævnte artikel, samt i Harry Rasmussen: H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus, Forlaget Kosmologisk Information 1997, kap. 8 og 11.
  19. ^ Vedr. beskrivelsen af ”det seksuelle polprincip” m.v. henvises til Martinus: Livets Bog IV-VI.
  20. ^ Martinus: Livets Bog N, specielt stk. 1866.. – Mogens Møller: Skæbnen og den seksuelle polforvandling. Forlaget Kosmologisk Information. Temahæfte nr. 1. – For klarhedens skyld skal her tilføjes, at Martinus’ seksualbeskrivelse bl.a. forudsætter den individuelle, sjælelige udødelighed, som også var så vigtig for H.C. Andersen. I henhold til Martinus medfører den psyko-seksuelle udvikling, der kaldes polforvandlingen efterhånden en helt ny slags seksualismes opståen, idet den fuldbyrdede dobbeltpolede tilstand udfrier menneskene fra den hidtil gældende seksualpraksis med dennes i realiteten mange problemer og ulemper. De mere vidtrækkende personlige, biologiske, sociale og samfundsmæssige konsekvenser af forandringen, vil det dog føre for vidt at komme ind på her.
  21. ^ Vedr. de seksuelle hovedkategorier skal her især henvises til Martinus: Livets Bog V, og vedr. emnet seksualisme i det hele taget, henvises til Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, specielt bind 4. Vedr. menneskets bevidsthedskategorier henvises læseren til Livets Bog 1, 5.-6. kap.
  22. ^ Med udtrykket ”et par enkelte undtagelser” hentydes der til brødrene Otto Müller og -især – Ludvig Müller, som den unge Andersen en overgang syntes at have haft “følsomme venskaber” med. – Om disse to brødre, se hhv. Kirsten Dreyer og Flemming Hovmann: Et overset venskab. H.C. Andersen og Otto Müllers brevveksling, Anderseniana 1993, og Erik Dal: Omkring tre nyfundne breve til Ludvig Müller 1832. Anderseniana 1981. Senere i livet havde Andersen i nogen tid en følsom kærlighed for den unge balletdanser ved Det kgl. Teater Harald Scharff og for dennes nære ven, skuespiller ved samme teater, Lauritz Eckardt.. Især Scharff ser ud til en overgang at have gengældt Andersens sværmeri. Se evt. om disse to personer i Andersens Dagbøger V-X.
  23. ^ Udtrykket og ønsket om at blive “Guds præst” forekommer i Andersens dagbog for 18.09. 1825.1 romanen Improvisatoren, 1835, er hovedpersonen Antonio alias Andersen selv præste-aspirant, der dog bliver improvisatorisk digter og som sådan søger at realisere det nævnte livsprojekt.
  24. ^ H.C. Andersens fader døde 26. april 1816, da sønnen kun var 11 år. – Eventyret Rejsekammeraten, se f.eks. Erling Nielsen og Erik Dal: H.C. Andersens Eventyr, bd. I, s. 67ff. Hans Reitzels Forlag, København 1963. Jf. i øvrigt den guldkronede pige i “Rejsekammeraten” med pigen i eventyret Hyldemoer (1844), samme værk, bd. II, s.. 171-7.
  25. ^ Læseren henvises her til de i note 15 anførte to artikler, hvori de nævnte eventyr m.m. lindes særlig omtalt. Desuden specielt til artiklen Livsmysteriet og barnesindet, tidsskriftet Kosmos nr. 3-2001, som særlig handler om eventyret Snedronningen. Samtlige mine H.C. Andersen-artikler i tidsskrifterne Kosmos og Kosmologisk Information til og med 1994 findes registreret i H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994. En bibliografi ved Aage Jørgensen. H.C. Andersens Hus. Odense 1995. Derefter suppleret i samme forfatters litteraturliste i Anderseniana 1998. Registreringen af senere artikler for årene 2000-2004 er endnu ikke publiceret.
  26. ^ Et lidt anderledes aspekt af Andersens seksualitet er behandlet i en artikel af Erik Sjøberg: “Dogjeg synded’ kun ved Tanke! mig for Gierningen Bevaer!”, Anderseniana 2001. Det drejer sig om Andersens seksuelle anfægtelser og forhold til prostituerede kvinder, et emne han bl.a. kommer ind på i romanen, Kun en spillemand, 1837. Disse forhold er dog ikke noget, der rokker ved den hypotese, der er fremsat i denne artikel.

 

©