H.C. Andersens »Sneedronningen« og dens tyske dobbeltgænger

I

[1]Udgangspunktet for nærværende sammenlignings-analyse af to eventyr, af henholdsvis den tyske digter Novalis og den danske digter H.C. Andersen, var givet i og med selve opdagelsen af en forbløffende strukturel lighed mellem de to fortællinger. På overfladen var der tale om to helt forskellige værker: Eventyret om Hyazinth og Rosenblüte, et indslag i Novalis’ store filosofisk-lyriske traktat Lærlingene i Saïs, som givetvis er meget lidt kendt uden for Tysklands grænser, og den store episke fortælling Snedronningen, uden overdrivelse verdensberømt, af H.C. Andersen. Men et nærmere bekendtskab med Hyazinth gjorde det omgående klart, at der mht. handlingens grundlæggende struktur var tale om en veritabel dobbeltgænger til lige præcis Snedronningen. De to historier var simpelthen tvillinger, intet mindre – spørgsmålet var så blot, om de var énæggede. Det måtte udforskes fra ende til anden.

Tænkningen – abstrakt tænkning – afbildet som et dæmonisk, fremmedgørende princip (således som vi ofte møder det i tysk romantik) trådte straks frem i Hyazinth, og på identisk vis i Snedronningen. Både troldmanden, der giver Hyazinth en bog, og Snedronningen, der fordrejer hovedet på lille Kay og lokker ham bort med sig, er typiske „intellektuelle forførere“. Begge hovedpersonerne rives ud af omgivelser, med hvilke de har levet i organisk samklang.

En lille dreng og en lille pige – to uadskillelige legekammerater der vokser op sammen, i ubrydelig treenighed med hinanden og naturen der omgiver dem. Naboer bag hver sit vindue, lige overfor hinanden: skildringerne af Kays og Gerdas og Hyazinths og Rosenblütes opvækst er helt parallelle. Så pludselig dukker den abstrakte tænkning op på arenaen. I Snedronningen begynder det med, at Kay får en splint af „Troldspejlet“ i øjet, og en i hjertet. Roserne er ikke smukke længere, alle uregelmæssigheder og defekter i naturen gør den hæslig, synes han. Overfor det organiske liv – inklusive hans legekammerat – bliver han kritisk og aggressiv. Snefnugget under mikroskopet – brændeglasset – begejstrer: regelmæssighed, symmetri. Det er skønhed. Kay er ikke længere en lille dreng der holder af at lege blandt blomsterne med sin barndoms veninde, Kay er i færd med at blive videnskabsmand. En kølig iagttager, der går sine egne veje. Sjæleligt adskilt fra de omgivelser, som han førhen var eet med. Og så en dag kommer verdens køligste dame forbi og sørger for den endelige adskillelse: Snedronningen bortfører lille Kay på sin slæde. Og den lille Kay, der et øjeblik bliver bange og vil bede, har glemt alle barndommens bønner, han husker kun – den store tabel …

II

Troldmanden i Hyazinth bortfører ikke den lille dreng til fjerne lande, han fortæller ham kun om dem. Til gengæld tager han ham med på en nedstigning ned i „dybe skakter“. Her er en stærk og direkte symbolik, det underjordiskes symbolik. Genvejen til erkendelsen af den store, definitive sammenhæng mellem tingene, løsningen på skabelsesgåden. Alt det, som andre sandhedssøgere må forske sig millimetertungt vej igennem, et livs usikre grublen og gætværk. Den underjordiske viden er en kæmpemæssig genvej, men det kan også være en livsfarlig genvej. Den, der finder den, kan blive så bjergtaget i sin søgen, at han bliver afskåret fra hele den levende verden omkring ham. Sådan går det for hovedpersonen i Hoffmanns Bjergværkerne i Falun. Hos Novalis går det dog ikke slet så galt. Troldmanden giver Hyazint en nogenlunde harmløs afskedsgave: en bog. Men det kan nu være galt nok alligevel. For Hyazinth bliver så fordybet i bogen, at Rosenblüte slet ikke kan råbe ham op længere. Han er tabt for hende – fortabt i sine nye tanker – ligesom Kay for Gerda.

Det underjordiske – forestillingen om et gådefuldt, alt-beherskende ur-mønster, som kun kan erkendes af den særligt indviede . . . Også i Snedronningen hører vi gentagne gange denne underjordiskhedens gåde-akkord anslået, som et ledemotiv forbundet med Snedronningen selv. Når „Bidronningen“, den største af de „hvide Bier“ – snefnuggene – flyver forbi og kigger ind ad byens vinduer om natten, fortæller bedstemoderen, „da fryse de så underligt, ligesom med Blomster.“ Det er blomster fra en fremmed verden – et budskab i et hemmeligt skriftsprog. Da Kay er kravlet op på stolen om aftenen for at se sneen falde udenfor, indfanges han af et af snefnuggene, der er blevet liggende på kanten af den ene blomsterkasse; mens han betragter det, vokser det for hans øjne til en kvinde, sammensat som af millioner af stjerneagtige fnug. Hun er af is, men dog levende – hendes øjne er som to klare stjerner, uden ro eller hvile. Og hun vinker ad ham. Da bliver han bange og springer ned af stolen. Men for sent. Det er sket med lille Kay – han har nået at opleve et glimt af selve det kosmiske klarsyns ekstase: den ufattelige enhed i den ufattelige mangfoldighed. Splinten af troldspejlet har allerede fået en sikker adressat. Efter splinten følger afvisningen af al tilfældig, jordisk skønhed og begejstringen over den absolutte fejlfrihed, isblomstens symmetri under forstørrelsesglasset. Kay leger videnskabsmand i eet år – så kommer Snedronningen og henter ham. Det er hende, han er kommet til at tilhøre nu.

Kays lod bliver kold, men han kommer ikke selv til at føle den, hverken på krop eller sjæl. Da vi møder ham igen, er han frosset til is, både udvendig og indvendig. Han har fået fast ophold i symmetri-slottet ved verdens ende – en håndgangen Descartes i tjeneste hos metafysikkens gangsterdronning i den evige isvinters sale. Det er stedet, hvor mennesket lever af tænkning alene – og følgelig ikke længere er i live i egentlig, menneskelig forstand. „Forstands-Isspillet“ kaldes denne tilværelsesform, og dens mål: at få brikkerne i is-puslespillet til at passe sammen på en sådan måde, at de danner ordet Evigheden. Og belønningen, som hun har lokket med, er intet mindre end: hele verden og et par nye skøjter. Det vil bare ikke lykkes for ham. Lille Kay har lagt sin samlede livsenergi om til lutter hjerne og magter dog ikke at løse verdensgåden – for han husker end ikke, at der er en verden. Han tænker udelukkende, ergo er han ikke længere til – i denne verden. Kan et menneske overhovedet finde vej tilbage – fra et så fuldstændigt frysepunkt – til resten af sig selv? Og da vel næppe med bare sig selv som vejviser? Her er det, at Novalis og Andersen for første gang står delt i deres grundlæggende opfattelse af forløbets problematik.

Hos Novalis er det helten selv, der gennemfører eventyrets centrale rejse. „Den gamle skovkvinde“ kaster troldmandens bog i ilden for ham, og Hyazinth gribes af en udefinérbar følelsesstorm og begiver sig af sted – han vil søge „den tilslørede gudinde, alle tings moder“. Efter mange omskiftelser når han gudinden Isis’ tempel, som man kun kan betræde i en tilstand af dyb drøm. Omsider står han ansigt til ansigt med gudinden, og da sløret falder, finder han bag det – sin barndomsveninde.

Det er tydeligt, at dette er en rejse i sindet, snarere end i den fysiske verden. På denne „rejse“ gennemløber Hyazinth forskellige stadier af bevidsthedsudvidelse, begyndende med „dagklar drøm“ (rêverie), der tilhører en bevidsthedszone mellem dagbevidstheden og søvnen, og hvis indhold så nogenlunde modsvarer det „personlige ubevidste“. Sindsrejsens slutstadium svarer til f. ex. dyb meditation, altså dybere end søvnen, og hinsides personens eget ego, altså modsvarende det „kollektive ubevidste“. I dette ur-dyb af sin egen sjæl finder Hyazinth den kvindelige guddom han søger, og som er nødvendig for at han kan blive hel igen.

Helhed-differentiering-helhed: dette er altså den dynamiske grundstruktur i eventyret, taget under eet. Men den første helhed er vel at mærke barndommens „globale“ helhed, dvs. en tilstand af primitiv harmoni, i hvilken de forskellige sjælelige funktioner endnu ikke er klart uddifferentierede. Begyndelsen til denne uddifferentiering er som et tidligt forvarsel om puberteten. For de færrestes vedkommende udvikles de sjælelige funktioner – tænkning, følelse, sansning, intuition – derefter intakt, hvor ideelt dette ellers ville være. Meget ofte overbetones endda een enkelt funktion på alle de andres bekostning, således at individet kommer til at identificere sig helt med denne ene funktion og bruger den som sit eneste bevidste tilpasningsinstrument i tilværelsen. At dette sker langt oftest for mænd, når det gælder den abstrakte tænkeevne, er formodentlig et grundlæggende aspekt af den mandlige psyke. Løsningen af livsgåderne bliver næppe så nemt en livsbetingelse i kvindens liv som i mandens . . . Hyazinth er altså naturligt disponeret for en sådan vending, og troldmandens gæstespil besegier den. Som en modvægt griber „skovkvinden“ ind og befrier Hyazinth fra grubleriets slagside. Men dermed er Hyazinths sind foreløbig blot blevet „åben by“, dvs. åbent for indrykning af det modsatte parti: de fortrængte følelseskræfter i det ubevidste. Som man ser, er der her i princippet lagt op til en vekslen frem og tilbage mellem to former for besættelse — den intellektuelle og den emotionelle – og uden at Hyazinth nogensinde ville blive herre i sit eget bevidsthedshus. Kun en samlet alliance mellem alle de udspaltede funktioner kan forskaffe ham et sådant herredømme. Denne nye, voksne helhed er kendetegnet af, at de sjælelige funktioner nu indgår hver for sig, klart indbyrdes differentierede. Derved adskiller den sig diametralt fra barndommens modsvarende helhedstilstand – hvor de sjælelige funktioner jo kun var til stede som endnu uudtalte, ikke-udskilte muligheder. I den voksne helhed er de på een gang udskilte og forenede, og vi kan her derfor tale om en tilstand af integration, i modsætning til barndommens globalitets-tilstand. Helhed – differentiering – helhed er altså i Hyazinths tilfælde ensbetydende med globalitet – differentiering – integration. Hyazinth beholder den vundne intellektuelle modning og føjer hertil en modning af de andre, midlertidigt forsømte funktioner. Men hævningen af disse efterladte skatte fra sindets havbund, og deres heldige formæling med overflade-godset, er et stort og krævende spring fremad. Til denne afgørende udvidelse af personligheden kræves en dybtliggende, umiddelbar motivation og indsigt af en særlig slags – en vågnende fornemmelse for den sjælelige helhed, som er personlighedsodysséens egentlige mål. Fornemmelser af denne art lever deres skjulte liv i sjælens kollektive dybder, utilgængelige for intellektets manipulationer. Kun symbolets magiske gnist formår at slutte strømmen til denne dunkle helhedsindsigt, så at den vækkes til at indtage sin plads som en aktiv styringsfaktor i bevidstheden. „Das ewig weibliche“, som vi møder det hos Novalis i form af gudinden Isis, ur-kvinden, er netop et sådant ur-billede på den hele, fuldtudviklede sjæl. Via dette opvågnende urbillede i Hyazinths eget indre fuldbyrdes integrationen af hans personlighed. Dermed er han også moden til genforeningen med barndomsveninden, nu hans voksne partner. Rejsen gennem pubertetens skær er endt.

IV

At denne, den mest problematiske af alle rejser aldrig rigtig blev ført igennem for H.C. Andersens vedkommende, har der altid hersket ret udbredt enighed om. En sammenstilling af Snedronningen med dens tyske dobbeltgænger bekræfter dette med helt enestående tydelighed. Fra det øjeblik, Kays psyke spaltes af troldsplinten, til det øjeblik, han udfries af sin is-arrest i Finmarken, sker der intet indeni ham selv, der kan bane vej for den sindets fuldstændiggørelse, som Gerdas hede tårer påstås at udløse. Samlingsgnisten, det indre kvindebillede der formidler integrationen hos Novalis, er i Snedronningen lagt uden for helten: den sjæleligt ubevægelige Kay reddes passivt af sin trofaste legekammerat som af en dea ex machina.Y^r dette mon et heldigt punktum for pubertetsrejsen? Eller kan en sådan da egentlig i det hele taget have fundet sted? Det bekræfter Andersen udtrykkeligt: „Men idet de gik gennem Døren,“ siger han, „mærkede de, at de var blevet voxne Mennesker.“ Men samtidig benægter han på enhver tænkelig måde, at det er en pubertetsrejse, dvs. en eksistentielt nødvendig udviklingsproces med voksenhed som (foreløbig) endestation. Som samlende symbol fremholdes, ikke sjælsmodenhedens kvindelige ur-billede, men Jesus-barnet (Roserne voxe i Dale/Der faae vi Barn-Jesus i Tale“) – et oplagt billede på den oprindelige, globale sindets helhed, i modsætning til den genopbyggede, integrerede. Overalt i den psykologiske udformning kaster H.C. Andersen sit lod, ikke for skridtet fremad gennem erfaringen til ny, sammensat helhed, men for skridtet tilbage i uskyldens og usammensathedens idyl. Kay genforenes med Gerda, men han opnår ikke kontakt med det ur-kvindelige element i sit eget indre – og går dermed glip af den fundamentale indsigt i sin egen, ubevidste modpart, som er forudsætningen for en ægte voksen-forening med en partner af det modsatte køn. – Og netop disse sider af tilværelsens bog forblev jo også lukkede for forfatteren selv. Kays passive vintersøvn gengem pubertetsfuldbyrdelsen spejler træk for træk H.C. Andersens egen vægring mod at tage ansvar også for sin almene personlighedsudvikling, i stedet for blot udviklingen af sit talent. Gerdas styrke kan rive Kay ud af intellektets jerngreb, men den kan ikke træde i stedet for den nødvendige styrke i ham selv, – den kan ikke erstatte hans nødvendige bevidstgørelse og samling af sine nye sætstykker ved egen kraft. Resultatet af hjælpen bliver da heller ikke en udbygning af hans personlighed, men en amputation. Kay vender hjem med de gamle råvarer, og intet af den forarbejdede byttelast som han var sejlet ud efter. Integrationens slumrende ekko-stjerne i hans eget dyb er ikke blevet loddet – og intellektets fangst er uden tøven blevet hældt over bord. Hvorfor?! Hos Novalis afvises blot det abstraherende, analyserende intellekts eneherredømme over hovedpersonen. I Snedronningen afvises det i sin helhed: „De havde glemt som en tung Drøm den kolde, tomme Herlighed hos Snedronningen.“ Der bliver intet tilbage af Kays problematiske erfaringer med sit vågnende intellekt – for ham er jorden atter blevet flad, uden nogen modsigelse i ham selv. Det må dog siges at være et lidt sørgeligt udbytte af turen. H.C. Andersen – hvis aktive intellekt overvejende var af oplevende og beskrivende art, et smidigt redskab for hans intuition og sanse-evne – tager altså totalt afstand fra det abstraherende, analytiske intellekt, som var karakteristisk for nogle af hans mest ubarmhjertige kritikere. Den kval, som de voldte ham, var dog kun symptomet på en langt dybere skræk, som vi erkender her: Det analytiske intellekts nærvær kan i sidste ende tvinge en til at indtræde som subjekt i sin egen personlighedsudvikling – dets fravær fritager en for ethvert bevidst ansvar for den. For tænk, hvis troldsplints-bæreren en dag begyndte at se skævhederne hos sig selv! Kun et „sødt, uskyldigt barn“, med barneuskyldens hele magt, kan overvinde denne farlige trussel. Lille Kays lykke-hjemkomst fra intellektets farer er hans ønsketænkende digters monumentaleste utopi. „Alt stod paa samme Sted som før“ …

Men, vil man indvende, det søde, uskyldige barn, der kommer Kay og hans digter til undsætning – er det muligvis ikke ham selv? Og i så fald måske netop det efterlyste kvindelige ur-billede på sindets fuldstændiggørelse? Jo, vil jeg svare, Gerda er givetvis en del af H.C. Andersen selv. Gerda og Kay tilsammen er digteren. Digteren reddes fra selvødelæggelsen – læs: personlighedsudviklingens faldgruber – af barnet, dvs. naiviteten og naturgeniet i ham selv. Hun har styrke til at redde Kay fra ethvert problematisk ansvar i hans forhold til sig selv, og dermed til andre mennesker – og dét til trods for, at Kay måske ikke altid har haft ubegrænset tillid til hende. Men hun har ubegrænset tillid til sig selv – hun skænker det endda aldrig en tanke. For hendes sande styrke ligger i, at hun altid vil kunne finde de hjælpere som er nødvendige for, at hun kan rage kastanierne ud af køleskabet for lille Kay – det slår aldrig fejl. Er der nogen der tvivler på det, så er det kun ham. Men nogen drivkraft til videreudbygningen af hans personlighed kan hun jo under disse omstændigheder slet ikke være. Hun er jo netop garanten for, at Kay aldrig behøver at blive voksen! Og selv om hun rummede et sådant fuldstændiggørelsesaspekt, så ville det dog ikke være ham til nogen nytte, så længe han var afskåret fra at registrere hende selvstændigt. Lille Kay kan nemlig ikke skelne konsekvent mellem sig selv og Gerda – i situationer hvor følelsen af utilstrækkelighed vokser ham over hovedet, kan han nemt komme til at forvandle sig til Gerda, der så appellerer om en klaring af paragrafferne på hans vegne, og opnår det. Inderst inde er dette måske ikke altid lige tilfredsstillende for Kay – hvis han blev tvunget til at tænke rigtigt over det. Især hvis modparten er en kvinde, kan der være noget ulyksaligt i det – da anes i et glimt det tragiske i denne forvandlingskomedie uden ende. Det er denne tilslørede psykologiske tragik i Snedronningen, med hele dens svimlende menneskelige rækkevidde, som jeg har ønsket at prøve at trænge lidt dybere igennem denne gang.

Denne gang … Novalis var katalysatoren, som satte den oprindelige studie i gang, men det er Snedronningen og troldmand Jung – hvis begrebsapparat jeg i et vist omfang har allieret mig med i det foregående kapitel – som har holdt ilden vedlige med uudtømmelige mængder af brændstof. Til trykningen i Danmark af The Refrigerated Heart blev jeg bedt om at skrive et resumé på dansk af mit essay – et hverv som jeg delvis har iagttaget, delvis helt har måttet overskride. Med H.C. Andersens Snedronningen plus C. G. Jung ombord på eksistensens isflage kommer man ustandselig til nye havne, og perspektiverne på de gamle forandrer sig i takt hermed. Med Snedronningen i masten bærer vinden så langt, som der er hav at sejle på.

 

Noter

  1. ^ Nærværende artikel fungerer som dansk resumé af mit engelske assay The Refrigerated Heart (s. 51), som blev færdigskrevet for fire år siden og trykt i SCANDINAVICA året efter. Ved siden af sin resumerende funktion fremfører det tillige en række nye, uddybende synspunkter – en naturlig følge af de mellemliggende års perspektivforskydning i forholdet mellem lærdom og levendegørelse.

 

©