H.C. Andersens syn

Som så mange naive mennesker holdt H.C. Andersen af at se sig selv som historisk person. Han skrev sine memoirer ikke mindre end tre gange, ja arbejdede i grunden på dem alle sine dage. Det er rørende og det er pudsigt, for det viser hans altid vågne selvoptagethed. Men man må jo også erindre sig, at der bag denne gemmer sig en drift efter at lære sig selv at kende, og Andersens sind var så sammensat, hans skæbne så kulret, at det ikke er mærkeligt, at han har måttet sætte mange kræfter ind på at få bragt en sammenhæng mellem sine anlæg og sine oplevelser.

Det første af disse tilbageblik foretager han allerede i en alder af 27 år.
I denne »Levnedsbog« fortæller Andersen i skildringen af sin barndom i Odense, at hans øjne som dreng var så små, at folk troede, han var blind. Alle beskrivelser fra opvæksten anfører også dette træk som et af de mest karakteristiske ved den sære drengs ydre, og de tidligste billeder af Andersen viser ligeledes, at hans øjne var uforholdsmæssigt små, selv om man ser bort fra kontrasten til den vældige næse og de andre af ansigtets usædvanligt store, kraftige træk, som Johannes V. Jensen har sammenlignet med Neanderthalmenneskets. Desuden er øjnenes udtryk forpint, man kan måske tydeligere sige inflammeret.

Gennemser man rækken af portrætter af Andersen fra alle hans livsperioder, er det let at se, at disse abnormt små øjne fra de første år efterhånden åbner sig. Jeg har gjort mig den tanke, at Andersen som barn og ung skulle have lidt af en øjensygdom.

Jeg husker at have set personer, hvis øjne næsten kun var sprækker, så smalle, at de måtte vende hele hovedet for at opfange i synsbilledet det, vi andre kan se bare ved at dreje øjeæblerne. Sygdommen, hvis navn er mig ukendt, er arvelig. Men der vides ikke noget om en sådan skavank hos Andersen, og han siger selv gentagne gange, at han tværtimod så ualmindelig skarpt alle sine dage. Der må altså søges en anden forklaring, og den ligger lige for: Nervøsitet. Vi kender jo alle fra alle og fra os selv det, at man klemmer øjnene i under nervøs ophidselse. Men desuden når man skal indstille synet meget skarpt på en eller anden genstand. Og endelig kniber man øjenspalterne i, hvis man skal samle sine tanker. For at kunne være indadvendt uforstyrret, lukker man sig ligesom inde i et mørke. Andersen var allerede som barn grumme nervøs og skiftevis selvfordybet og skarpt iagttagende. Denne anspændthed er så blevet hans vane allerede fra de små år, så at de sammenknebne øjne er blevet som en fast del af hans ansigtsudtryk. Efterhånden som årene gik faldt der ro over hans væsen. Han behøvede ikke længere at være på vagt over for omverdenen, og derved slappedes hans ansigtsmuskulatur. Fotografierne af ham som gammel mand viser ham uden den påfaldende krampagtige sammentrækning. Jeg tænker her især på Haenfstaengels fotografier fra Andersens 60-årsalder, hvor han virkelig er en ualmindelig smuk gammel mand at se til. Hvis man analyserer fotografierne vil man se, at det ene øje synes at have et lyrisk, drømmende udtryk, det andet et let spydigt. Men enten Andersen har været vagtsom over for omverdenen eller i ro og tryghed, så kan man gå ud fra, at der er blevet set, set med hans øjne, hurtigere og med et finere blik for det væsentlige end med de fleste andre af hans samtidiges øjne.

Fristende er det for en maler at finde frem til Andersens opfattelse af tilværelsens maleriske værdier. Han havde megen sans for dem, en forbavsende smag som han delte med mange andre af den klassiske danske literaturs personligheder. Med den voldsomme og ofte ensidige dyrkelse af farven, der er karakteristisk for det moderne maleri, kunne man fristes til at tro, at de koloristiske problemer var noget nyt, fra vor tid. Man har da også set, at nutidige skribenters farvesyn er blevet gjort til genstand for videnskabelig bedømmelse som et specifikt moderne fænomen, og det hævdes, at den ødsle brug af mange farver er malerisk. Det er et helt ud literært synspunkt og stik forkert. Et godt maleri må have en stram farveholdning, netop en samklang af ikke for mange, hellere for få farver. Mindst en af hovedfarverne — rødt, gult, grønt og blåt — må være udeladt, skal der opstå en harmoni. Ellers trækker virkningerne mod hinanden og resultatet blir uro, pløre og sammensurium.

Et andet karakteristikon for den gode kolorist er dette, at visse af billedets farver holdes tilbage for netop at lade hovedfarverne træde des mere frem. Det gir en vekslen mellem spænding og hvile for øjet. Vil man inden for literaturen se et klassisk eksempel, kan man tage Oehlenschlægers beskrivelse af »Den vidunderlige Hule« i Aladdin for sig: Man vil her kunne følge, hvordan han har skilt de stærke farver ved ligesom bælter af blegere, og desuden får man i selve rækkefølgen af farver fornemmelsen af hulens brogede men beherskede pragt. Det er ikke blot metriske hensyn men rent maleriske, der har været tilsigtet ved arrangementet i opremsningen af kulørerne.

Oehlenschlæger begynder med en plastisk beskrivelse, med rummet og linjeføringen i det billede, han vil have os til at se:

En underjordisk Hvælving høj ret som en Have brammer,
thi store Træer af blankt Metal udbrede deres Stammer
af Kobber, Jern og Zink og Bly med stærke Skud i Bugter
og paa hver udstrakt sjelden Gren nedhænge sjeldne Frugter.

Så begynder han at farvelægge billedet, først ganske stille:

Thi nogle hvide er som Mælk og klare som Krystaller,
blodrøde nogle, andre blegt kun rødme som Koraller.

Så sætter han ind:

og grønne, violette, blaa og brunlige og gule ….
med Funklen hænge rundt omkring udi den skjønne Hule.
Man ser her hvor fin Skalaen er: grøn, violet, blaa, brunlig og gul, paa engang raffineret og stærk med et Indtryk af udsøgt Overdaadighed.

Beskrivelsen slutter med, at man får se lampen:

og inderst paa den sorte Væg imellem Røg og Dampe
der brænder i sit mørke Hul den underfulde Lampe.
Og han slutter af med et Overblik over hele Synet:
Af den faar Hulen alt sit Skin, thi skønt den lyser ene,
genstraaler Luen tusindfold fra Guld og Ædelstene.

Også Andersen har den fornemme, klassiske beherskelse af farverne overalt i sin produktion. Jeg tar et par eksempler fra forskellige tider. Først fra ungdomsbogen »Improvisatoren«

»Aftnen var saa uendelig smuk. Natten slumrede paa Træer og Buske, men højt oppe over os hang Fuldmaanen som en dejlig, gylden Baad paa det højt opspændte, sortblaa Hav.«

Det er jo kun en meget fri og fantasifuld og meget stor digter, der tør kalde himlen »et højt opspændt Hav«. Et andet sted kommer Andersen ved foden af Vesuv til en have, der ligger lige ud til Neapelgolfen:

»Vi maatte ned under de høje Appelsintræer, og jeg kyssede den gyldne Frugt, som hang paa Grenene, tog af den Mængde der laa paa Jorden og lod dem som Guldkugler spille i Luften og ud over den svovlblaa Sø.«

I Salerno skildrer han havet ved aften men i en anden, næsten japansk delikat farveholdning:

»Havet der mælkehvidt udstrakte sig fra den med brede Lavafliser brolagte Gade til den rosenrøde, skinnende Horisont. Bjergkysten var indigoblaa….«

Eller fra Capri:

»Nede i Brændingen, der slog op som en blaa Ild, vokste paa Klipper de blodrøde Søæbler, der — vaade af Vandet — havde en dobbelt Glans. Det syntes som Klippen blødte ved hvert Bølgeslag.«

Tager vi hans rejsebog fra Spanien fra en langt senere tid, finder vi den samme sans for det maleriske:

»Ved Daggry stod jeg igen paa Dækket. Tykke Regnskyer hang Nord paa over Havet. Spaniens Kyst var høj, nøgen og vild. De fjernere Bjerge øde og mørke at se. Nu stod Solen op. Den gennemstraalede Skyerne med Guld og Purpur: den gød et violblaat Skær over de sorte Bjerge og forvandlede Havet til en blodfarvet Olie, saa ren, saa skinnende …. og da Sollyset virkede i hele sin Kraft, laa det store Hav blikstille og udstrakt. Det var som om vi sejlede gennem Luftrummet.«

Om de unge spanske piger siger han, at deres Øjne var som sorte Flammer. Og et andet sted i denne usædvanligt farverige og sanserige bog, der er skrevet af en asket med sydende blod under sydens for ham så foruroligende varmegrader:

»Vi holdt paa den anden Side af Byen for at skifte Muldyr. Det var en stille, smuk Aften. Nyet var tændt; det saa ud som en Guldskaal, hvori den sortblaa Maanekugle laa.«

Da Andersen kom hjem fra rejsen, drillede man ham med denne sætning og hævdede, at den var overdreven. De gode hjemmefødninge anede ikke, at den giver et præcist synsbillede, som aldeles ikke er usædvanligt under den sydlige himmels klare, gennemsigtige luft. I det hele taget overdriver Andersen ikke, hvor han skildrer synsindtryk. Et andet er, at han kan kolorere hårdt op, når han giver sig sin fantasi i vold for at udtrykke følelser eller symboler ved hjælp af farver. Som når han i »En Digters Bazar« står i München på vej til sit elskede Italien og om Alperne siger: »Bag disse mørkeblaa, dristige Bjerge ligger Italien!« Jeg ved ikke mage til vovemod i hele den danske literatur i at sætte overraskende adjektiver sammen! Her er farven potenseret op for at udtrykke længsel og forventning.

Andersen har set på de gamle, danske, italiensfarende malere. Af dem lærte han at tegne et genrebillede i få strøg:

»Koner med røde Skørter, som de havde trukket op over Hovedet, red forbi paa Æsler; det spæde Barn diede ved Brystet eller et noget større sov i Kurven ved deres Fødder. En hel Familie red paa een Hest: Konen sad bag ved Manden, lagde sin Arm og sit Hovede paa hans Skulder og syntes at sove. Manden havde foran sig deres lille Dreng, der sad og legede med Pisken.«

Eller fra »En Digters Bazar« det komiske billede, der ganske ligner en tegning af ‘Marstrand:

»En tung Sky hang os over Hovedet og sendte sine Draaber; derfor udspændte de Ridende deres Paraplyer, der næsten alle var gulgrønne og saa colossale, at man kun saa det grønne Tag og Æslets Bagdel, der hvor en Munk eller Landsby-donna red foran os.«

Disse to sidste eksempler fører over i betragtninger over Andersen som plastiker. Han var ikke for intet Thorvaldsens ven. Men jeg skal ikke her komme ind på dette emne.

Derimod kan jeg ikke modstå lysten til at give et eksempel på Andersens evne til at give en redegørelse for et indviklet og vanskeligt motiv. Jeg vælger her fra »En Digters Bazar« skildringen af det skib, han fra Neapel skal rejse til Grækenland med. Den viser, hvor overlegent og åndfuldt han kan beskrive det mekaniske og efter manges mening vel upoetiske:

»Dækket selv dannede en lille Gade; øverst ved Roret ud over Vandet var bygget af Træ et smukt, lille Huus for Capitainen; her var Sal og Cabinetter, Malerier og Søkort hang paa Væggene — lange Gardiner flagrede i de aabne Vinduer, og mellem disse stode Divaner, Fortepianoer og Statuer, her var ikke blot hyggeligt, men pynteligt. Til Capitainens Bolig sluttede sig to andre fremspringende Træhuse, hvert med Cabinetter for de øvrige Officerer. Paa den lille Plads udenfor lænede Styrmanden sig til Roret, et Timeglas med Sand og et smukt stort Uhr stode tæt ved, hvor Skibs-Drengen slog Quarteer og Time-slag paa en stor Malmklokke, der kunde høres over hele Skibet.

Foran Roret var en Nedgang, med Tæpper over Trinene og med støbt Jernrækværk, den førte til første Kahyt, hvor Damerne havde deres egen smukke Stue og særskilte Soveværelse, Herrerne hver et lille Kammer, og en prægtig, stor Sal, der benyttedes tillige som Spise-Sal. Prægtige Speile straalede fra de blankpolerede, indlagte Vægge, marmorblanke Colonner bare det forgyldte Loft, her var Fortepiano, Bibliothek, Kobbere og Aviser.

Maskineriet indtog Skibets midterste Deel; oven for dette paa Dækket vare oprejste Træhuse, lig med Officerernes, en lille Trappe førte op til hver Dør, Commissairen, Styrmanden, Kokken og Restau-rateuren havde her deres Hjem; her var Forraadskammer, Viinkjelder og Gud veed Alt; bag om disse gik en Slags Balcon, den strakte sig fra begge Sider af Skibet ud over Vandet, man saae dette gjennem de aabne Træmmer, og her blev under Sejladsen renset Kartofler, vasket Kar og Klæder, det var, om man vil, Skibets to Baggaarde.

Midt paa Dækket stod Kjøkkenet, det var et heelt Huus af støbt Jern, og ganske opfyldt med Potter, Gryder og Casseroller; her var en Kogen og en Brasen!

Tæt herved førte en Trappe ned til anden Kahyt, der bestod af en stor, smuk Spisestue med Køier; i Sideværelserne fandtes Plads for fire til otte Personer.

Nedgangen til tredie Kahyt var foran i Skibets Forstavn; lidt stejl gik Trappen nedad, men var man dernede, fandt man en lys, venlig Stue; Divanerne langs Væggene tjente her til Sovesteder.

Fjerde Plads er Dæks-Pladsen, og den er utrolig billig, for een Rbdlr. dansk sejler man der over hundrede Mile; i Orienten indtager Tyrkerne, selv den fornemmere Klasse, denne Plads.«

Er man efter denne beskrivelse ikke fuldstændig orienteret om bord, så at man ville kunne finde vej alene med bogen i hånden? Det er desuden et stykke prosa fra den lykkelige tid, da næsten alt stof var en nyopdagelse for skribenten; Andersen har følt sin læsekreds som i den grad stavnsbunden, at bare en rejse til Møens Klint, en isbådstransport, en tur med en jernbane var en sensation at bringe hjem; og den dannede verden ventede hjemme med samme nysgerrighed, som når i en familie nu om stunder det ældste af børnene drager ud på sin første udenlandsrejse efter studentereksamen; hver lille ting at fortælle derudefra har interesse. Det var hin lykkelige tid, hvor — til stort held for forfatternes sansninger — journalistiken endnu var indforlivet i litteraturen.

Som bekendt gav Andersen sig også personligt af med formkunster. Dels som leg, i sine klipninger og klistringer. Dels i tegninger, hvor han især på sine rejser søgte at fæstne sine iagttagelser til støtte for sin hukommelse. Hans tegninger, der er skrevet ned med en sjovt registrerende pen — mange af dem er dele af breve — er siden blevet bedømt som barnlige og ubehjælpsomme. Det er de langtfra, hvis man tager i betragtning, hvad det er han vil opnå med dem. Nu var det måske at vente, at han, æventyrdigteren, ville bruge sin pen på papiret til fabel, til at tegne æventyrdyr, havfruer eller trolde, sære blomster eller toppe og bolde som mennesker. Kun enkelte i en bog på musæet i Odense har imidlertid sådanne motiver, som han derimod brugte for sine klip. Hans tegninger har næsten alle et temmelig nært naturforhold, dog et modificeret. Han forenkler nemlig med fuld bevidsthed sine motiver. Han tegner træer simplificeret til princippet i forgreningen; han gengiver et løvtræets indviklede bladhang ved et fåtal af blade, nok til at vise træets konstruktion. Han holdt meget af at tegne ting, der i sig rummede et mønster, som kan gengives bedst, ikke ved en omhyggelig naturalistisk redegørelse for detalje ved detalje, men ved tingenes virkning på øjet, deres helhedsindtryk. Han siger det for øvrigt selv i Improvisatoren«: »Mit Kald er at opfatte Skønheden af det Hele«. Derfor finder man tit på hans motiver de ting, som ikke skildres ved nøje prøvet betragtning i enkeltheder, men som genskaber synsobjekternes princip: Trapper, rækværker, gitre, stenbro, kvisteværk osv. hvor så og så mange streger eller kruseduller gør det ud for gærdestaver, trappetrin, blade, sten osv. Den samme bestræbelse kan man finde til prægnans hos en moderne mester som Matisse.

Barnlige er Andersens tegninger ikke heller, når man betænker, i hvor høj grad han benytter sig af konturen. Konturerne eksisterer ikke, men er et kunstgreb, man sætter i anvendelse, hvis man skal gengive en eller anden ting i forkortning, i modsætning til hvis man for eksempel vil aftegne netop så og så mange sprosser i et vindue.

Andersen nåede ikke og ville aldrig have kunnet nå mesterskabet i tegningens kunst. Han vidste ikke at løfte en tegning fra det sete op til en harmonisk forholdsmæssighed eller at uddrage rytmen af en linje. Men hans tegninger er betydeligt morsommere og livfuldere end det meste af, hvad hans samtid har efterladt sig af akademisk korrekt kedsommelighed og behændighed. De har pudsigt nok en nær tilknytning til moderne kunst ved deres lighed med van Goghs tegninger, der også startede med samme redegørende hensigt som Andersens. Den gamle digter ville jo imidlertid nok være blevet meget forbavset — og utvivlsomt meget smigret — havde han vidst, at hans små produkter, der var uden ambitioner, nu er udgivet i bogform og kommenteret af kunsthistorikere.

Blandt de klassiske danske skribenter er Andersen den, der frembyder interesse for de flest mulige aspekter. Han er et oplagt studiemateriale for psykologen som for psykiatrikeren, for tidshistorikeren som for literaturhistorikeren, for filologen og journalisten, lige inspirerende for maler og skribent, musiker og billedhugger, lige læselig for det lille barn som for oldingen, lige nærende for kvindens følsomhed som for mandens humor. Han har en uimodståelig tiltrækning, fordi der er så meget uforklarligt hos ham, og han er vores personligste, mest sammensatte og ægteste, skrivende begavelse. Ja, man kan for en gangs skyld fristes til på ham at anvende den sjældne, den uopnåelige betegnelse: Han var et geni!

©