Forfattere

Han kunne godt sige nej

Uanset hvor meget der vendes og drejes, nærlæses og tydes, granskes i, og undertiden gramses på eventyrene, H.C. Andersens naturligvis, lader de ikke til at tage skade på deres sjæl. Deraf kan kun sluttes, at de virkelig er gjort af uforgængeligt stof.

Digteren selv var som bekendt til at begynde med ikke så helt overbevist derom.[1] Det blev han dog temmelig hurtigt, og hvad eventyrene angår kan han fremdeles, og i dag mere end nogensinde, fryde sig deroppe i Himlen. Nye oplag og udgaver i en jævntflydende strøm, nye prægtige, ofte spændende billeder – deriblandt endogså levende – til ordene, nye og endnu nyere oversættelser, og splinternye sprog erobret … I ånden hører man ham råbe det ene glade sejrsbudskab efter det andet til både gamle venner og gamle uvenner, idet han svæver forbi dem på sin personlige sky. Og den slags tilkendegivelser af hans velkendte glade forfængelighed er næppe uforenelige med det hinsidige, for som Andersen sagde og skrev i levende live, gør just glæde og lykke »ydmyg for Gud«.[2]

Lidt anderledes end med eventyrene forholder det sig med noget af de seneste års sekundærlitteratur. Vel er det tilfredsstillende, at der så at sige kloden over »studeres i Andersen« med bøger en masse til følge, men man kan nære en mistanke om, at ikke alt dertil hørende er digteren til idel glæde, for nu at udtrykke det forsigtigt. Dit og dat ville i al fald i det jordiske hernede have fremkaldt sande jordskælv af – ikke helt ubegribelige – fortvivlelses- og/eller vredesudbrud. Vi ved det godt: Andersen var sjælelig lige så ømskindet som hans prinsesse på ærten. Det vidste han også selv, som han i det hele taget var forunderligt klar over sine egne svag- og særheder og urimeligheder. Det mest forunderlige er, at Andersen midt i al nærtagenhed, veghed, hypokondri og ængstelighed nøjagtigt vidste, hvor og hvornår han skulle sige nej. Det var, når han følte sig trådt for nær og angrebet i sin integritet og sit menneskeværd, men det var navnlig nej til alt hvad der truede med at bortlede ham fra det, han med sig selv vidste var hans vej. Det lader sig illustrere gennem hans egne udsagn.

Nej kan siges højt, men også udtrykkes ved handling og holdning. Det kan endda siges helt uhørligt og usynligt, kun inderst inde, og det nej behøver ikke at være mindre eftertrykkeligt.

Her bliver ikke tale om tåbelige trods-nej’er som den spisevægrende drengs i Den Store Bastian, men Hans Christian havde nok omtrent samme alder som den stædige Mads, da han foretog en første utvetydig nej-handling: Han greb sin bog og gik »uden videre« sin vej, forlod »Pogeskolen« hjemme i Odense i det samme øjeblik, den gamle lærerinde imod aftalen med hans mor gav ham et rap med riset.[3]

Det var også et nej, denne gang ved holdning såvel som ved ord, da drengen, barfodet på en afhøstet herregårdsmark, finder sig ansigt til ansigt med godsets »bekjendt onde«, hundepisk-svingende forvalter og »uvilkaarligt« siger: »»Hvor tør du slaae mig, da Gud kan see det!« – og den strenge Mand blev med Eet ganske mild, klappede mig paa Kinden, spurgte hvad jeg hed og gav mig Penge…«

Lad os blot indrømme, at drengens guts – den engelske glose dækker bedst for den art af David mod Goliath-courage, han her udviste – var en panikreaktion, fremkaldt af desperat rædsel ved situationen. Det bliver det moralske nej ikke ringere af. En såkaldt rask dreng, noget H.C. Andersen selv har fremhævet, han bestemt ikke var, ville næppe have reageret på den måde. Digteren indrømmede villigt, at han i nogen grad var underforsynet med, hvad han betegnede som »Modsorgan«, men han skrev også: »Jeg er af de Naturer, der er bange for en Ko eller en bjæffende Hund, men naar det er Alvor, gjør hvad der maa gjøres«. [4]

Den berømte episode om den onde forvalter står, som den om »Pogeskolen«, i Mit Livs Eventyr;[5] H.C. Andersen har jo grupperet – kaldte han det – sine erindringer, men den lille historie har alle træk af indre sandhed. Det kommer ikke altid an på det bogstavelige. G.K. Chesterton fremhæver det i sin biografi af den hellige Frans af Assisi: Det er ikke væsentligt, om fuglene virkelig kom flyvende for at lytte til den hellige mands præken, eller om ulven på hans formaning holdt op med at plage beboerne i den lille umbriske bjergby Gubbio. Frans var et menneske af en sådan beskaffenhed, at den slags legender kunne gro omkring ham, og det var det der var det væsentlige. Uden sammenligning iøvrigt tyder meget på, at H.C. Andersen på et ganske vist helt andet plan havde noget af den samme »ulvetæmmende« udstråling, som ganske ung naturligvis især over for de voksne (børn er jo temmelig intolerante indbyrdes). Hans geni var tvefoldigt: digterens – og menneskevinderens. Karisma er en anden betegnelse for det.

Blandt den purunge Andersens selvskabte kontakter til det pæne borgerskab i Odense var oberst Christian Høegh-Guldberg[6] den, der havde mest fornemmelse for det usædvanlige ved den mærkelige dreng fra Munkemøllestræde. Han fik prins Christian Frederik, den senere kong Christian VIII, der i nogle år var guvernør for Fyns Stift, til at bese den unge Andersen. Meningen var at skaffe ham mulighed for at erhverve sig gymnasielærdom, hvilket nu ikke var, hvad protegeen tørstede efter, hans hu stod jo til scenen. Som bekendt kom der ikke noget ud af audiensen på Odense slot, der antagelig fandt sted i Andersens skæbneår 1819: »Prindsen, fandt ellers ingen af disse Ting [latinskole eller teater] passende, men raadede mig, som et fattigt Barn, heller at lære en smuk Profession f Ex Dreier – Men det havde jeg ingen Lyst til. »Bestemmer De Dem dertil, da siig mig det, jeg skal da tænke paa Dem!« – Jeg var slet ikke fornøiet dermed…«[7]

Det havde Andersen heller ikke grund til at være. Prinsen udviste hverken generøsitet, instinkt for kvalitet eller et overmål af finfølelse. Barnets fattigdom som begrundelse for det faktiske afslag lyder særlig fælt i vore ører og gjorde det også i Andersens, der har understreget ordene, da han i 1832 skrev manuskriptet til det, vi kender som Levnedsbogen. Selv var han mere taktfuld (og forsigtig). I digterens første store selvbiografi, Mit eget Eventyr uden Digtning skrevet 1846 til den tyske udgave af hans samlede værker, står kun at Høegh-Guldberg »en Gang« førte ham »til Prinds Christian, vor nuværende Konge«, og ikke et ord om henholdsvis afslaget og forslaget om at blive drejer.[8] Prinsen var kommet på tronen i 1839. I sommeren 1844 havde Andersen, nu europaberømt, været Christian VIIIs og hans dronnings gæst på Vadehavsøen Før, og han var kommet til at elske kongen af et ærligt hjerte. Christian VIII døde i 1848. Andersens store danske selvbiografi, Mit Livs Eventyr, udkom i 1855, og her får vi den gamle historie så igen udførligt:

»…jeg maatte huske paa, at det at studere var en lang og kostbar Vei! at han imidlertid vilde tage sig af mig, dersom jeg lagde mig efter en smuk Profession, for Exempel at blive Dreier. Dertil havde jeg nu slet ikke Lyst og gik ikke aldeles glad bort, skjøndt den milde Fyrste havde talt aldeles naturligt og rigtigt [!]…«[9]

Højt havde drengen selvfølgelig ikke sagt til prinsen, at han ikke følte trang til at blive drejer, men det var uden vaklen han sagde nej i sit stille sind – en reservatio mentalis, der var det afgørende, det mest betydningsfulde nej i hans liv.

For han skulle bestemt heller ikke være skrædder, hvad hans mor mente ville blive lykken for ham, selv om det kunne have været fristende at have adgang til »Klude og Lapper til mit lille Theaters Garderobe.«[10] Håndværk kom ganske simpelt ikke på tale, når man af »en aldeles uforklarlig Drift« blev draget mod hovedstaden for dér at blive »berømt«. Han vidste med sikkert instinkt, at han måtte væk og videre, og så måtte der også siges nej og farvel til Odense. Helt uden sikkerhedsnet.

Den fjortenårige Andersen var dog fornuftig nok til at begive sig, muligvis iført sine fine nye, sikkert stadig knirkende konfirmationsstøvler, til »en af Odenses meest ansete Borgere« for at udbede sig et anbefalingsbrev til – solodanserinde ved Det Kongelige Teater, Madame Schall. Bogtrykker Iversen reagerede, som man kunne forvente det: Han frarådede foretagendet og foreslog, også han, at det unge menneske skulle lære et håndværk.[11]

»Det ville virkelig være en stor Synd!« lød drengens svar, en af de berømte replikker i Mit Livs Eventyr, og det var nok også det han sagde. Det ligner. Også det var et nej uden brug af ordet nej, men sagt med eftertryk og en formelig sprængladning af indre overbevisning, så man forstår, at det gjorde indtryk på bogtrykker Iversen. Han skrev det ønskede brev (som vi ved, til ingen nytte).[12]

Tre år efter ankomsten til København den 6. september 1819 blev H.C. Andersen syttenårig sat i latinskole, i Slagelse, til sin store forbavselse. Os kan det undre, at det ikke skete før. Og det skete heller ikke denne gang ved prinselig mellemkomst, men fordi Knud Lyne Rahbek, på det tidspunkt i Det Kongeliges firemands direktion, konstaterede »umiskjendelige (Digter-) Anlæg« i det ellers umulige og med ortografiske fejl spækkede skuespil Alfsol, Andersen havde indleveret til teatret. Derefter tog som bekendt Jonas Collin fat. Han sad i tilgift til sine flere og store embedsopgaver, således som finansdeputeret, i perioder både i teaterdirektionen og Fonden ad usus publicos, der skulle bevilge den fornødne sum for Andersens underhold i Slagelse, beregnet til 400 rdl. årligt i tre år. Selve undervisningen fik han gratis.

I ansøgningsbrevet til Fonden, dateret 2. december 1822 og konciperet af Collin selv, hedder det:

»Da bemeldte Andersen, der er aldeles blottet for Formue og lever kun af privat Godgjørenhed, som hans godmodige Charakteer forskaffede ham, vilde blive ulykkelig og tabt for det borgerlige Selskab, hvis han saaledes vedblev at hendøse sin Tid, og der tvertimod er grundet Haab om, at han, videnskabeligen dannet, kunde vorde en nyttig Borger… forestillede [man] ham den literaire Afvei, hvorpaa han var kommen, og lovede ham, at man vilde anbefale ham til allernaadigst Understøttelse for at kunne studere, hvis han udelukkende vilde anvende sin Tid og Flid paa de nødvendige Skolevidenskaber…«[13]

Flere skulle takkes pænt for den bevilgede gratisundervisning i latinskolen, deriblandt biskop J.P. Mynster. Andersen glemte aldrig denne takkevisit, for »man bad mig huske min ubegribelige Lykke, min Armod [kursiveringen er forf.s], og paalagde mig strengt at være flittig«, alt dette i modsætning til Jonas Collin, hvis »Velgjerning blev given uden at et Blik eller et Ord gjorde mig den tung«.[14] Hvad Andersen kunne tilgive prins Christian, tilgav han ikke biskop Mynster. Da han et år før sin egen død blev opfordret til at give et bidrag ved indsamlingen til en buste af biskoppen, blev han – noterede han i sin dagbog – »heftig, sagde jeg havde [noget] imod denne Mand, der havde saaret mig, jeg kom derved ind igjen i bittre Tanker om de mange Tyranner jeg har levet under«.[15]

Så han sagde nej til at give sin skærv til biskoppens buste, et forståeligt nej, men ikke af de gloriøse. Derimod er der stil over det andet store nej i Andersens liv. Da han efter hvad der blev til seks skoleår, der kostede ham om ikke blod, så dog sved og tårer, var blevet student og siden havde taget philosophicum, gav han afkald på at iføre sig sikkerhedsbælte ved at stræbe efter et trygt lille embede med fast løn. Det kunne ellers så godt som alle guldalderens digtere leve med (og – beskedent – leve af). Adskillige af dem underviste, således Andersens gode ven Ingemann og hans til tider uven Carsten Hauch, begge i Sorø, og selv Oehlenschläger var professor og gav forelæsninger i æstetik. Men Andersen takkede som sagt nej. Han ville være fri til helt at hengive sig til digteriet. Nogle af »dannerne« – som han kaldte dem, der ihærdigt søgte at »opdrage på ham«[16] – rystede betænkeligt på hovedet, med den gamle Collin, selv embedsmand hele sit liv, også her som den lysende undtagelse. Det var som en slags fanfare, Andersen udsendte Fodrejsen[17] ved årsskiftet 1828/29.

Let var det ikke at være freelance-digter. Danmark var også dengang et lille sprogområde, og at blive oversat til fremmede sprog var ganske vist en ære, der vederfaredes H.C. Andersen inden længe og i rigt mål, men det gav ikke smør på brødet. Endnu[18] kunne enhver ubekymret og uden vederlag stjæle andres åndsprodukter, trykke dem, bearbejde dem, oversætte dem. Først i 1846, da der blandt tyske forlæggere blev rift om at udgive Andersen, ikke blot eventyrene, der »grasserede« i Tyskland, men også og navnlig hans romaner, fik digteren kontrakt og honorar for den løbende udgivelse af sine samlede værker. Han valgte, for nu kunne han vælge blandt flere tilbud, at lade dem udgive af en tidligere landsmand, Carl B. Lorck i Leipzig[19].

I 1846 var Andersen ellers forlængst etableret, på fast grund også økonomisk. Siden 1838 var han modtager af et fast årligt beløb hjemme i Danmark, en digterløn. Han fik – efter behørig anmodning – det samme, Henrik Hertz havde fået bevilget et år tidligere, 200 »species« eller 400 rigsdaler årligt – beløbet steg efterhånden – fra en konto »til Videnskabers og Kunsters Fremme«, der fandtes i »Finans-Deputationen«, tidens finansministerium.

Han skrev dengang til Ingemann:

»Nu har jeg dog et lille Brødtræ i min Digterhave og behøver ikke at synge for hver Mands Dør for at faae en Brødkrumme.«[20]

I Andersens dagbogshefter fra den første store rejse 1833/34 støder man gang på gang på ordet »Penge-Angest«: frygt for, at pengene fra rejsestipendiet trods hans samvittighedsfulde, næsten maniske sparsommelighed ikke ville slå til – hvad de heller ikke gjorde. Det pinte Andersen over al måde, at han til sidst blev nødt til at tage imod et lån på 100 rdl. af Jonas Collins egen lomme, og intet gjorde ham på hans gamle dage mere bitter end erindringen om afhængigheden af andres veldædighed eller i al fald velvilje i de unge år.

Alligevel var Andersen ikke tryghedsnarkoman. Han nægtede også – atter et nej – at være bedsteborger, selv om han ikke havde spor imod at lade sig forkæle både herhjemme på sine assorterede herregårde og ude omkring i Europa. I så henseende kunne han efterhånden være temmelig krævende. Men han ville ikke have stækket sine vinger, og derfor havde hans gamle venner hjemme i København, med Jette Collin[21] i spidsen, det største besvær med at få ham til omsider at anskaffe en egen seng i hans alders to-og-tresindstyvende år, for det var meningen, at han efter hjemkomsten fra Portugal for en gangs skyld ikke skulle flytte på hotel eller i møbleret værelse, men i to tomme stuer i fremleje hos frk. Thora Hallager, Lille Kongensgade 1. Han skrev til Jette Collin:

»Jeg har en Skræk for at kjøbe selv Seng og Meubler, tænk hvormeget jeg da har at fløtte naar jeg en Gang vil ud at aande »Verdens Luft««, hvortil fru Collin drillende svarede: »Jeg synes vi vare enige om at nu skulde De begynde at føle Dem som en »ældre Mand« men dertil mærker jeg endnu intet og det er de samme Sommerfugle Manere og den samme Storketale som altid!«[22]

Sengen blev nu købt – »Hundrede Rigsdaler har jeg maattet sætte paa en Seng, og den bliver da min Dødsseng; thi holder den ikke saa længe ud, er den jo ikke Pengene værd«, skrev Andersen til komponisten J.P.E. Hartmann,[23] og han fortsatte: »Gid jeg kun var tyve Aar, saa tog jeg mit Blækhuus paa Ryggen, to Skjorter og et Par Strømper, stak en Pennefjeder til Siden og gik ud i den vide Verden…«

Ud drog han igen og igen, men han kom også hjem igen hver gang, skønt det ikke manglede på muligheder for og opfordringer til at forblive ude. I 1844 blev han i Weimar præsenteret for den seksogtyveårige arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar. Andersen noterede i dagbogen: »Den unge Hertug var høist elskværdig, jeg kunde vælge ham til min Ven … Jeg elsker ret den unge Hertug, han er den første af alle Prindser der ret har tiltalt mig, som jeg ønsker ikke var en Prinds, eller at ogsaa jeg var det.«[24]

Som bekendt viste standsforskellen sig ikke at være nogen hindring for udviklingen af et følelsesladet, af en intens brevveksling ledsaget venskab. Da Andersen i januar 1846 på sin såkaldte triumftogsrejse igen kom til Weimar, mødtes han med omfavnelser og kys, arvestorhertugen »takkede mig for min Kjærlighed for ham, Arm i Arm gik vi til hans Værelse…«.[25] Et par dage senere sad digteren i selskab med den hollandskfødte arvestorhertuginde på gulvet, de legede sammen med hertugparrets lille søn. Andersen stortrivedes og havde ikke noget imod i disse omgivelser at »spille en lille Göthe«, som han halvt betaget, halvt ironisk fortalte i et brev til Edvard Collin.[26]

Men han vægrede sig ved at blive, ved at slå sig ned i Weimar, og det var hans livs tredje store nej.

Tilbudet kom den 10. januar. Dagbogen:

»…gik derpaa til Arvestorhertugen, jeg sad »paa min plads«, som han kaldte det i Sophaen, han sagde, at vi altid maatte blive Venner, at jeg engang skulde komme og altid blive hos ham i Weimar; jeg sagde at jeg elskede mit Fædreland. »Men vi Tydske skjønne bedre paa Dem end de Danske! Nu saa vexler De at være mellem os; giv mig Deres Haand!« han holdt den saa fast i sin! sagde at han elskede mig og trykkede sin Kind til min! Hans Gemalinde talte jeg ganske kort med, hun var meget mild og velsignet…«[27]

Edvard hjemme i København fik et referat også af dette, med tilføjelsen:

»Jeg sagde ham hvilke Venner jeg havde, hvad Kongen der har gjort for mig og at jeg i Tyskland dog altid blev en Fremmed.«[28]

Det diplomatiske nej gjorde ikke skår i venskabet med Carl Alexander, hvilket taler for denne. Men der bør sættes en tyk streg under det højst bemærkelsesværdige i, at H.C. Andersen, den usikre, føjelige, ængstelige, med næsten søvngængeragtig sikkerhed fik sagt det rigtige nej på hele tre vendepunkter i sit liv.

 

Noter

  1. ^ H.C. Andersen til Henriette Wulff, 16.3.1835: Dernæst skrevet nogle Eventyr for Børn, om hvilke Ørsted siger, at naar Improvisatoren gjør mig berømt, gjør Eventyrene mig udødelig, men det synes jeg ikke… (BHW I 211).
  2. ^ F.eks. Dagbøger VII 96, 2.5.1866 i Madrid: Hvor underligt, i Angst og Smerte kan jeg ikke bede til Gud… men i Glæde og Velgaaen er Gud mig saa nær, da har jeg Bøn og Tak, da er der en ydmyg Velsignelsens Tak i min Sjæl og Tanke. – Eller Dagbøger III 87, marts 1846 i Rom: Jeg [gik] hjem i stille Lykke. Gud, gid jeg kunde velsigne dig!
  3. ^ MLE I 35.
  4. ^ Til fru Dorothea Melchior 20.6.1866 fra Setubal (Portugal), Elith Reumert: H.C. Andersen og det Melchiorske Hjem. 2. opl. Kbh. 1925, s. 41.
  5. ^ MLE I 37.
  6. ^ Christian Høegh-Guldberg var søn af Ove H.-G., der var statsminister i perioden efter Struensee, og bror til digteren Frederik H.G., som støttede H.C. Andersen i hans første tid i København både ved privat undervisning og med penge.
  7. ^ Levnedsbogen 43-44.
  8. ^ McE 25.
  9. ^ MLE I 47.
  10. ^ MLE I 46.
  11. ^ MLE I 52.
  12. ^ Den unge A.s besøg hos solodanserinde Anna Margrethe Schall er en af de morsomste skildringer i MLE. Han sang og dansede for hende, og hun troede han var tosset. (MLE I 55).
  13. ^ A&C XVI-XVII.
  14. ^ MLE I 77.
  15. ^ Dagbøger X 360: 18.11.1874.
  16. ^ Bl.a. i flere breve til Henriette Wulff, f.eks. 26.9.1834 om hendes mor: …den ellers saa fortræffelige Moder, der viser sig mod mig, som var jeg hendes Søn, en mangelfulde Søn hun før dannede paa, men nu overseer at Sønnen voxer, at man ikke kan tale til den Voxne, som til Barnet. (BHW I 199).
  17. ^ Bogens fulde titel: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828-1829.
  18. ^ Først ved Bernerkonventionen 1886 blev forfatteres og kunstneres ophavsret internationalt beskyttet.
  19. ^ Carl B. Lorck var født i København, og H.C. Andersen kunne føre korrespondancen med ham på dansk. Hans breve til Lorck er udgivet af Odense Bys Museer 1969 (ved H. Topsøe-Jensen og med illustrationshistorisk efterskrift af Erik Dal).
  20. ^ 5.6.1838 (BfA I 433).
  21. ^ Henriette Collin, gift med A.s bedste ven Edvard C.
  22. ^ BEC III 341 (15.9.1866) og 342 (16.9.1866).
  23. ^ BfA II 559 (16.10.1866).
  24. ^ Dagbøger II 400.
  25. ^ Dagbøger III 42.
  26. ^ BEC II 53 (Weimar 21.10.1846).
  27. ^ Dagbøger III 43.
  28. ^ BEC II 56.

 

©