En diskussion omkring tilskrivningen af usignerede værker til en bestemt kunstner vil sjældent have interesse for mange andre end de interesserede forskere, idet grundlaget altid vil være det meget subjektive: „Jeg mener, at …". Jeg finder det meget vigtigt og glædeligt, at Sven Arnvig, som kender de fynske billedskærere så godt, har fremsat sin mening, men da vore respektive kriterier for, hvad der er typisk for Hans Nielsen Bang, til syvende og sidst er postulater, vil jeg lade en debat herom ligge.
Jeg skal derfor i det følgende indskrænke mig til at kommentere enkelte af de „objektive“ kildeoplysninger.
Det første punkt er spørgsmålet om Hans Nielsens fulde navn. Det er rigtigt, at vi kun kender det fra prædikestolsopgangen i Middelfart, men når han selv har kunnet og villet bruge det i sin hjemby, til og med på så fremtrædende måde, så finder jeg ingen grund til, at vi ikke skulle gøre det også.
Med hensyn til billedteksten til fig. 5 i min artikel, så har den ærgret mig siden artiklens fremkomst, og jeg kan kun glæde mig over, at den nu er rettet.
Hvad angår elevforholdet mellem Bang og Anders Mortensen i Odense, synes der ikke at være langt mellem Arnvig og mig. Den ene kalder ham efterligner, den anden elev, og spørgsmålet er så kun det, om den yngste har arbejdet i Odense-værkstedet. Jeg vil hertil blot sige, at der vitterligt er så langt imellem deres første arbejders datering, at et egentligt mester-svend-forhold er muligt.
Ud over de stilistiske kriterier – som vi er uenige om[1] – afviser Arnvig de to sammenhørende altertavler i Kauslunde og Balslev på det grundlag, at sidstnævnte er dateret 1653, og at Hans Nielsen dette år arbejdede på Koldinghus. Desuden at han i 1653 har forladt byen, fordi han ikke betaler skat til byen, ja, endog får 2 rdl. tilbagebetalt. Disse argumenter finder jeg ikke holdbare. Som jeg har påvist, fik han af kongen tilstået fritagelse for skat d. 21. September 1652 (og det er vel skatten for dette år, han får tilbagebetalt i 1653), og det indebærer på ingen måde, at han skulle flytte fra byen. Yderligere skulle han ifølge benådningsbrevet udføre forefaldende arbejde på Koldinghus og lade sig betale stykvis derfor, og endelig omtales han i slotsregnskaberne som billedhugger i Middelfart (se min artikel s. 232 og 233). Rent bortset fra, at vi faktisk ikke ved, om Hans Nielsen i 1653 har udført arbejde på slottet, fordi regnskaberne for dette år mangler, så har han ikke været fast ansat slotssnedker på Koldinghus og kan godt have udført andet arbejde – som f. eks. Balslev-tavlen.
Derimod vil jeg uden forbehold erklære mig enig med Arnvig med hensyn til altertavlerne i Taulov og Gaarslev. Grunden hertil er en af os begge overset kronik af Mogens Lebech i Fyns Tidende med titlen „Middelfart-Barok“.[2] Lebech fremdrager heri et kirkeregnskab fra Taulov, ifølge hvilket Jørgen Rasmussen Billedsnider af Medelfar betales for – desværre nu forsvundne – stolestader til kirken. Snedkeren og hans to svende med samt deres redskaber hentes med to vogne i Snoghøj, og de opholder sig i kirken i 9 uger. Samme år[3] indeholder regnskabet endnu en post: „Givet Jørgen Billedhugger af Medelfar for en Prædikestol at gøre i Taule Kirke, uden Himmel, paa sin egen Kost, 40 Slettedaler.“ Uanset, hvordan dette nu kommer til at rime med de af Arnvig fremdragne kilder om Jørgen Rasmussens tilstedeværelse i Haderslev, så blev en af de fire billedskærere, som Arnvig nævner, alligevel en slags grundlag for diskussionen. Denne prædikestol har jeg nemlig tilskrevet Hans Nielsen.
Altertavlen i Taulov har Lebech også fundet i regnskabet, men desværre er kun opført de udgifter, som var forbundet med anskaffelsen, ikke billedskærerens navn. Den kostede 44 rigsdaler, og man sendte en vogn til Snoghøj for at hente den.
Lebech har ikke turdet afgøre, om tavlen skyldes Bang eller Rasmussen, men jeg vil dog på det foreliggende grundlag anse det sidste for det sandsynligste. Gaarslev-tavlen, som Lebech uden kildeangivelse daterer til 1678, følger efter min mening med Taulov-tavlen.
Jørgen Rasmussen hed han altså, den „svend“, som jeg mente at kunne spore tilstedeværelsen af, og om hvem jeg skrev, at han „bliver så fuldstændig i Middelfart-værkstedets „stil“, at kun hans navn har nogen interesse – ikke hans personlighed“ (s. 245).
Dette er selvfølgelig for hårdt sat op, og nu ved vi jo også, at Rasmussen var selvstændig mester længe før Hans Nielsens død. Alligevel vil jeg mene, at det vil være helt halsløs gerning, om man uden „objektive“ midler ville forsøge at skille de to mestre fra hinanden.[4] Ifølge den normale kunsthistoriske terminologi må vi herefter i stedet for „Middelfart-værkstedet“ udvide til at tale om „Middelfart-skolen“. Denne „skole“ synes i øvrigt at have haft en yderligere indflydelse på billedskærerne i Syd- og Sønderjylland. I hvert fald taler Danmarks Kirker om Flensborg-snedkeren Hans Buchholz, hvis „prædikestole er en fortsættelse og videreudvikling af den type, som Hans Nielsen Bang i Melfar repræsenterede“.[5]
