Hans Nielsen Bang

Billedhugger i Middelfart

[1]På det første billede i denne artikel ser De evangelisten Johannes med sin ørn ved foden. Den omtrent legemstore figur er, for at sige det mildt, ingen fryd for øjet. Hovedet synes ikke at have glemt træstokkens naturlige form og røber i hvert fald ikke tilstedeværelsen af et kranium under huden. Ansigtstrækkene ligger uden på det hele, øjnene bulner ud og skeler voldsomt, fordi pupillerne er skåret som paranteser omkring næseroden, ørerne hænger som læderlapper ned mod kæben, og munden stikker frem i en spids, som om kniven ikke turde gå tæt nok på. Kroppen holdes sammen af evangelistens kjortel og viser ingen kendskab til anatomi fra billedskærerens side. En voldsom bug vælder ud under et alt for trangt bryst; de store hænder, på hvilke årerne ligger som handskesømme, gør ikke det ringeste forsøg på at fatte om bogen, og lårene er så korte, at underbenene forekommer forlænget for at nå de tilfældigt placerede fødder.

Denne figur, der flankerer storfeltet på altertavlen i Kavslunde kirke, syd for Middelfart, kalder således mere på den humoristiske end på den æstetiske sans. Man føler sig overbevist om, at altertavlens bestillere af rent lokalpatriotiske grunde har hentet det lokale „geni“ op fra landsbyen, for at han kunde vise sin kunst for denne ene gang.

Og dog er dette ikke tilfældet. Tværtimod har man netop henvendt sig til et stort værksted, så stort, at det, efter det bevarede at dømme, kun blev overgået af ganske få af samtidens billedskærer-skoler. Et værksted, som har forsynet en ikke ringe del af Fyns, samt flere jyske kirker med inventar. Hvis mester, med allerhøjeste protektion, blev slotssnedker på Koldinghus og på Hindsgavl.

Større viden om denne mester kan vi erhverve os ved at begive os til Nr. Aaby kirke, hvor centralfiguren under døbefonten (fig. 2.) røber et stærkt slægtskab med Johannes. Samme sære ansigt, samme krop med den tunge bug og de hjælpeløse ben. Og hvis man på stedet sammenligner denne og fontens øvrige figurer med prædikestolens overfor, er man ikke i tvivl om, at de to stykker inventar skyldes samme mand. Figurerne er så karakteristiske, at det kun kan have været én hjerne og én hånd, som har fostret dem. Og ser man nærmere efter, kan man også finde ligheder med evangelisten i Kavslunde. De kantede pander, f. eks., de hængende ørelapper og de skelende øjne. (fig. 3.).

Fig. 1. Kavslunde Kirke. Altertavlen.

På prædikestolens himmel findes følgende indskrift: „I 1649 udi Hr. Alexander Christesøns Sogenprestis Tid er denne Predickstol gjort af ny af Hans Nielson Bilthugger i Melfar.“, og hermed er vi forsynet både med mesterens navn og hans hjemsted. Med denne viden er det nærliggende at begive sig til Middelfart, hvor man da også på kirkens prædikestolsopgang uden vanskeligheder genkender vor mesters hånd. (fig. 4-5). Trappen har over døren bagpå indskåret følgende indskrift: „Hans Nielsøn Bilthuger Bang med sine Hustruer S. M.I.D. oc KS. D. Svane 1675“.

Denne Hans Nielsen Bang fra Middelfart kan man, når først man har fået rede på hans navn, følge i de samtidige historiske kilder i betydelig højere grad, end sædvanligt for datidens håndværkere. Netop ærestitlen billedhugger, som han så frejdigt tildeler sig selv, gør det muligt at holde ham ude fra eventuelt andre snedkere af navnet Hans Nielsen i Middelfart og omegn. Inden vi forsøger at sammenstille værkstedets produktion, kan vi derfor se på, hvilke historiske oplysninger vi har om ham.

Første gang vi hører om ham, er i Middelfarts skatteregnskaber, hvor han i 1645 betaler skat for sin ejendom i Knorregade.[2] Næste gang er i 1649 på den omtalte prædikestolsindskrift i Nr. Aaby. I 1652 ansøger han på grund af svenskekrigene om fritagelse for skat og tynge, således: „Efftersom ieg fattig mand her i denne Ringe Bye, ichun gandsche ringe Nerringe kand haffue, med mit Billedhugerhaanduerch, oc neppelig kand fortienne saa möget som til min Nödtörfftelig underholdning, Til med Haffuer oc min S: Fader, formedelst den store indquartering i forleden feide tid, satt sig i en Stor gield, som jeg Haffuer mat betale, oc dertil gieldens betaling Selge Huss oc gaard, Huerfor ieg ydmygelig beder eders Fromhed, (brevet er stilet til lensmanden på Hindsgavl, Otte Krag), at i Wilde forhielpe mig til, at ieg i min Tid, maatte worde for-schanet for schatt oc tynge: det vil eders igien belönne. Oc hermed Befalendes eders Velb: den euige Gud i Uold. Medelfard den 6. Augusti 1652. E.V. Tiener Hans Nielsen Billedhuger.“[3]

Faderen Niels Bang, hvis financer blev så slemt medtaget af svenskernes fremfart, kendes ikke. Det har ikke været mig muligt at sætte Hans Nielsen og hans nærmeste familie i forbindelse med den netop fra Middelfart stammende og på Hans’er og Niels’er talrige slægt Bang.[4]

Til gengæld viste Otte Krags anbefaling sig effektiv, thi allerede den 21. september forelå der svar fra majestæten, som opfyldte hans ønske. Dog skal han, siger brevet, „medens han nyder samme Naade, at göre og forrette hvad som paa vort Slot Koldinghus kan forefalde og hans Haandverk vedkommer, og sig derfor styckvis lade betale efter Billighed.“[5]

Fig. 2. Nr. Aaby Kirke. Døbefonten.

Resultatet af denne kongelige nåde kan findes i Koldinghus Lensregnskaber, der i den for os interessante periode er bevaret fra 1654-1661. I regnskabsåret 1654/55 arbejder Lauritz Pedersen og Hans Jebsen, begge snedkere af Kolding, samt Hans Nielsen, billedhugger i Middelfart på slottet.[6] Der er ingen væsentlig forskel på snedkernes og billedhuggerens arbejde, blot er Hans Nielsens regning mere omfattende.

Da man normalt kun kender til pragtstykkerne fra et billedskærerværksted – kirkeinventaret, udskårne kister og skabe i hovedsagen – var det måske morsomt at se lidt nøjere på, hvad et sådant værksted også kan udføre.

Fig. 3. Nr. Aaby Kirke. Prædikestolen.

I regnskabet findes to bilag fra Hans Nielsen, delvis overlappende hinanden, over, „huis Arbeid, Som ieg och min folck“ har gjort på Koldinghus. De rummer almindeligt inventar, som senge, borde, bænke, skamler; også – formeentlig – finere ting, som en „Staffuel Seng till Hoffmesterinden“ (en profileret seng? jvnf. håndværkersprogets: staf), et bord til Dronningen med trin nedenom, en stor kiste til sammes sølv, en lysekiste til Sölvpoppen (den person, som havde opsyn med sølvet), og 2 store borde til Fyrstindens kammer. Også mindre ting fremstilledes, såsom to skamler til Prinsen, een, som kom i kirken, og een, som kom i hans kammer, samt til sammes forlystelse „halff Anden hundrede Smaa fire Kandt Threr“, som vel må være spillebrikker. Til Hofmesterinden otte trebenede stole, samt en syramme; desuden tolv marskalk-stokke, fire lanser og to natstole. Yderligere helt enkle brugsting, som en kiste til sukkerbagerne, seks blindrammer til Contrafeierne, et låg til en kedel, fire „Foer“ til at føre Dronningens tapeter udi og til doktoren fire „Foer“, „som bleff giort til flaschen med Rammer udi.“ Også det faste inventar tager han sig af, vinduer, -rammer og „slagbuer“ (den del af vinduet, som kunde åbnes), paneler og paneldøre, lofter og gulve, hylder og „3 Deller (brædder), som blev opslagne til at hänge Bösser paa.“ Til slut kan nævnes et par større poster, som: „For det Huus at forfer-dige ved Dronningens Stald som M. Johan haver sit Kammer med Döre Vindue Rammer och Sekret“, samt endelig: „1 Huus til Unge Höns som var Dronningens“. Til hjælp ved alt dette arbejde havde Hans Nielsen i sit brød i fire uger to landsbysnedkere, nemlig Mads Snedker fra Herslev og Peder Snedker fra Skærbæk.[7]

Fig. 4. Middelfart Kirke. Prædikestolsopgangen.

Hermed er Hans Nielsens rolle som slotssnedker på Koldinghus i det væsentlige udspillet – sikkert til de lokale snedkeres store tilfredshed. Den hjælpende hånd har, i det mindste efter centraladministrationens mening, allerede bragt Bang på fødderne igen. I det følgende år er hans eneste arbejde på slottet en omlægning af taget over sejrværket (uret) på det østre hus, og i 1656/57 betales en Hans Jensen, billedsnider i Middelfart, for noget ubetydeligt arbejde. I Middelfart har jeg i disse år kunnet finde en Hans Sørensen snedker og en Hans Nielsen snedker, hvis underskrift ikke er identisk med vor Hans Nielsens. Derimod har jeg ikke kunnet finde nogen Hans Jensen, hvorfor det formodentlig drejer sig om en fejlskrift (der er intet bilag). I hvert fald er dette år det sidste, hvor Middelfarts snedkere optræder på Koldinghus.

Til gengæld dukker Hans Nielsen Bilthuger op i Hindsgavls Lensregnskaber, hvor han fra det nævnte år – 1656/57 – bliver eneleverandør af snedkerarbejde, med andre ord en art slotssnedker. Desværre bliver der ikke udført betydeligere arbejder på Hindsgavl i denne tid, så hans indsats indskrænker sig, i det mindste i følge regnskaberne, til reparationer af lofter og lignende.[8]

I 1660 har Hans Nielsen øjensynlig været i København, hvor han har nydt den ære at tale med selveste Frederik III. Fra dette år findes nemlig endnu en ansøgning, som er underskrevet af Hans Nielsen, Bilthuger, og som er støttet af Hindsgavls tidligere lensmand, Tyge Below. Brevet henviser til det meget arbejde til Kronens fornødenhed, „som ieg i langsommelig Tid haffuer gjort“, og ansøgningen drejer sig om noget træaffald, som ligger på jorden i S. Stenderup skov syd for Kolding, og som Bang åbenbart mente at kunne bruge til et eller andet formål. Ansøgningen indsendes i henhold til et løfte, „som hand gaff mig Den 22. Sept., der jeg selv talede med hans Kgl. Mayt. ved Tøjhuset.“ Et svar på dette har jeg ikke kunnet finde, men man kan vel formode, at Kongens løfte har stået ved magt. Samtidig må man undre sig over, at en almindelig snedker fra en lille provinsby har haft så formående forbindelser, at han har kunnet opnå en samtale med majestæten.[9]

I 1660’erne kan vi følge Hans Nielsen i Middelfart Kirkeregnskaber.[10] I 1661 betaler borgmester Herman Friis for en begravelse i kirken 30 Slettedaler, som skal anvendes til en ny font. D. 8. August 1663 overdrages dette arbejde til Bang formedelst de 30 Slettedaler, samt en begravelse i „den smalle gang ved prædikestolen“. Desværre ved vi intet om denne fonts udseende eller videre skæbne. Den blev solgt fra kirken i 1851, efter at man i 1845 havde fået den nuværende Thorvaldsen’ske dåbsengel.[11] I 1665 betales Hans Bilthugger for de nye Karlestole ved den søndre kirkemur, men også disse stole synes at være forsvundne. Derimod er der i kirkens vestende bevaret to stolestadegavle, som bærer værkstedets karakteristiske englehoveder. Som kuriosum kan nævnes, at han i 1670 betales for en låge til præstens stakit.

Fig. 5. Middelfart Kirke. Prædikestolen.

Det er i datiden ganske normalt, at man i god tid sikrer sig et hvilested, men der skulde for Hans Nielsens vedkommende gå otte år, før han første gang fik brug for den erhvervede begravelse. Fra 1671 stammer nemlig følgende skifte: „Den 20. November 1671 holdtes Skifte udi Hans Nielsen Billedhuggers Hus efter hans sal. Hustru Mette Jørgens-datter (prædikestolsopgangens S. MID), imellem ham paa den ene og deres tvende Børn, Niels Hansen (som da var sine fulde nitten Aar gammel) og Anne Hanszdatter paa den anden Side.“ Det var ikke ganske ubetydelige summer, der skulde deles. Der fandtes løsøre for 105 Daler, 3 Mark og 14 Skilling. Desuden blev i gården beholden 77 Daler, 1 Mark og 11 Skilling. Dette skulde deles med en halvpart til faderen og, „da Sønnen selv godvillig tillod og samtykte, at hans Søster maatte gaa i lige Skifte med ham“, en fjerdepart til hver af børnene. Herudover beløb de udestående „visse og uvisse“ fordringer sig efter Hans Nielsens egen angivelse til 381 Daler og 2 Mark, og det aftaltes, „at hvis deraf kan bekommes, skal ham og hans Børn til Skifte og Deling eller og bevise, hvor intet haver været at bekomme.“[12]

Som det fremgår af prædikestolsopgangen i Middelfart, var Hans Nielsen gift igen i 1675, men hvornår det skete, vides ikke. I årene herefter hører vi ikke meget til billedskæreren, og det er måske grunden til, at skiftet efter hans død ikke er så opløftende læsning, som det foregående. Skiftet holdtes d. 7. April 1684. Sønnen Niels var sin egen og søsterens værge. Desuden nævnes som arvtager en Jens Slagter, samt enken, Karen Sørensdatter (opgangens KS.D. Svane). Løsøre beløb sig til 59 Daler, 2 Mark og 4 Skilling, og ejendommen til 200 Daler. Gælden var 132 Daler, og børnene gjorde krav på resterende mødrene arv på 66 Daler. Det var således ikke store sager, Hans Nielsen kunde efterlade til sine arvinger.[13]

Kilderne til oplysning om Bangs liv og levned er således i forhold til mandens stilling i samfundet ganske rigtflydende..[25] Men på kilders vis er oplysningerne tilfældige, og mange store spørgsmål forbliver ubesvarede.

Vi ved, at Hans Nielsen har drevet et billedskærerværksted i Middelfart i en god menneskealder fra 1600-tallets midte, men ikke f. eks. hvornår han blev mester, og hvor han har stået i lære.

Begge dele kan man måske slutte sig til. Det vilde være nærliggende at antage, at han i 1645, hvor han første gang sættes i skat, har slået sig ned som mester i sin hjemby. Meget tidligere kan det nemlig ikke være, hvis han på den ene side har fået en ordentlig uddannelse, og på den anden ikke var urimelig gammel, da han i 1670’ernes begyndelse giftede sig igen.

Fig. 6. Assens Kirke. Prædikestolsfelt.

Hvad angår læretiden kan der næppe være megen tvivl om, at Hans Nielsen har stået i elev-forhold til den store Odense-mester Anders Mortensen. Det er ikke alene både tidsmæssigt og geografisk sandsynligt, men i formsproget har også de to værksteder overordentlig meget tilfælles, som adskiller dem fra tidens øvrige skoler. Herunder særlig typisk den ret svære og fremtrædende arkitektur, samt brugen af næsten for store figurer på altertavler (sammenlign f. eks. Mortensens Nakskovtavle med Bangs i Kavslunde). I det dekorative er der mange lighedspunkter. Den hyppige brug af snoede søjler med vinranker og drueklasekapitæler, de meget store Vrængemasker og englehoveder, de ganske ens skjoldformer, samt endelig et for perioden i øvrigt usædvanligt, „tyndt“ rankeslyng, som især anvendes i bunden af prædikestolshimle. Ligheden mellem de to værksteder kan være så stærk, at enkelte arbejder er blevet flyttet fra det ene til det andet. Dette gælder f. eks. epitafiet over Alexander Christensen i Nr. Aaby kirke, der af de to forfattere, som har beskæftiget sig med Mortensen, Chr. Axel Jensen og Sven Arnvig, er blevet indarbejdet henholdsvis i Odense-værkstedet og i det middel-fart’ske.[14]

Hvad endelig angår det vest-fynske værksteds levetid, er det, som vi skal se nedenfor, ikke ganske sikkert, at det ophørte med Hans Nielsens død. Der eksisterer en mulighed for, at værkstedet er blevet ført videre, enten i mesters eget eller også i en svends navn.

Vi kan herefter prøve på at sammenstille værkstedets frembringelser, et arbejde, der i og for sig ikke er vanskeligt. Hans Nielsens billedskæren er, som det måske er fremgået af indledningen, så særpræget og individuelt, hans figurer så personlige, at det ikke tager lang tid at lære ham at kende. Jeg har her gengivet et par nærbilleder, hvor alle detaljer kommer tydeligt frem, således at særligt interesserede vil kunne gå på jagt efter arbejder, som har undgået min opmærksomhed, (fig. 6 og 7.) Det ene, som stammer fra prædikestolen i Assens, forestiller Judaskysset, og det andet er en løs figur, som findes i privateje i København. Man vil let kunde genkende de allerede fremhævede karakteristika: de store kantede pander, de skelende øjne, grove næser, store løse munde, ørernes læderlapper og hændernes handskemagerskilte, samt figurernes manglende volumen. Skulde man møde sådanne figurer, er en præsentation næppe nødvendig.

For at lette oversigten over værkstedets arbejder, har jeg opdelt dem efter arter: altertavler, prædikestole, døbefonte, o.s.v.

Altertavler:

  • Balslev (Vends h. Odense a.)
  • Gårslev (Holmans h. Vejle a.)
  • Kavslunde (Vends h. Odense a.). Fig. 1.
  • Tavlov (Elbo h. Vejle a.). Dateret 1683. Fig. 8.

Af disse fire altertavler skiller de to fynske sig klart ud fra de jyske. Tavlerne i Balslev og Kavslunde er overordentlig enkle rammekonstruktioner omkring et – i begge tilfælde nymalet – storfeltsmaleri. Storfelterne flankeres af evangelisterne Lukas og Johannes i næsten fuld legemsstørrelse. Disse bærer på en art kompositkapitæler en forkrøppet storgesims, hvorpå står Mattheus og Markus i en noget mindre størrelse. Der er kun små afvigelser mellem de to tavler, og intet, som ikke kan skyldes senere ændringer. På korets nordvæg i Balslev hænger et nadverrelief, som sikkert er udrangeret fra altertavlen. Det er noget medtaget, men skildringen er ganske livfuld. Typen var meget yndet i datiden: foran bordet er den udsete Judas ved at snige sig bort fra bordet med sin pengepose, og på Kristi skød sidder den elskede Johannes i næsten barneskikkelse. Hvis et sådant relief har prydet altertavlen i Kavslunde, eksisterer det ikke mere.

De to jyske tavler har ligeledes stor indbyrdes lighed. Som de fynske har de en meget simpel arkitektur, men til gengæld er deres dekorative udstyr betydelig voldsommere. To engle i 3/4 naturlig størrelse holder på begge en oval krans af vindrueklaser, appelsiner og andre eksotiske frugter om storfeltet. Begge tavler har storvinger af sejgt og kraftigt bruskværk og med dramatiske og velskårne masker. Begge har et liggende ovalt topfelt i en svær bølgeliste, omkring hvilket lansebærende soldater står vagt.

Fig. 7. Privateje. Detalje af Figur.

På Gårslev-tavlen sidder nu i en temmelig urimelig position en frit skåret kalvariegruppe med Maria og Johannes og de tre kvinder omkring den Korsfæstede. Formentlig har gruppen oprindelig kronet topfeltet, og af hensyn til tavlens helhedsvirkning burde den efter min mening sættes på plads igen. I topfeltet sidder en tavle med to udskårne våbenskjold, samt initialerne I L R og S L for ægteparret Jens Lauridsen Risom og Sophie Lauridsdatter til Nebbegaard. Risom var en af Bornholms befriere og fik for sine tjenester Nebbegaard ved Gårslev. Han døde i 1694.[15] Uden at jeg tør vove at lægge vægt på oplysningen, kan det nævnes, at sønnen Jochum var gift med en Karen Bang.[16]

Altertavlen i Tavlov er dateret i små brusk-kartoucher på storgesimsen til „ANNO 1683“. På dens storvinger står Adam og Eva med hver sit æble i frysende nøgenhed – et yndet motiv i datidens billedskæren. Til gengæld er der mellem storgesimsen og topfeltet indskudt en højst usædvanlig relieffrise med Jonas og hvalfisken. Til højre dukker en prægtig hval, som minder meget om en drage på Middelfart-opgangens håndliste, op af havets bruskbølger og spyer en fuldt påklædt og tydeligvis fortumlet Jonas op på jorden, hvor en slange tager imod. På hver ende af dette felt sidder to dekorative drager som hunde, der tuder mod månen. De har store, tunge hoveder, spydtunger og de særeste kringle-kroppe. I en rundbuet niche i storfeltet er indsat en gipskopi af Thorvaldsens Kristus. Mødet mellem disse to danske billedhuggere er af heltud chokerende virkning.

Prædikestole:

  • Assens. Fig. 6.
  • Føns (Vends h. Odense a.) 1663.
  • Gårslev (Holmans h. Vejle a.) 1678.
  • Ingslev (Vends h. Odense a.)
  • Middelfart 1675. Fig. 4 og 5.
  • Nr. Aaby (Vends h. Odense a.) 1649. Fig. 3.
  • Skeby (Lunde h. Odense a.) 1650?
  • Skovby (Skovby h. Odense a.) Fig. 9.
  • Tavlov (Elbo h. Vejle a.)
  • Vilstrup (Haderslev h. Haderslev a.). Før 1688.

Også disse lader sig opdele efter typer. Tre af dem – Assens, Ingslev og Nr. Aaby – er rigt udstyrede stole med relieffer i hvert felt, der omgives af søjler eller evangelister. Fire er noget enklere med evangelister i felterne. Det gælder Skeby, Skovby, Tavlov og Vilstrup. Og for de sidste tres vedkommende – Middelfart, Føns og Gårslev – drejer det sig om udsmykning af i forvejen eksisterende stole.

Fig. 8. Tavlov Kirke. Altertavlen.

Prædikestolen i Assens vil jeg anse for Hans Nielsens bedste arbejde. Som altertavlernes er stolens arkitektur meget streng. Dens vandrette opdeling er stærkt markeret af jævnbrede postaments- og gesimsfriser, der er forkrøppet mellem hvert felt. Sammen med evangelist-hermer danner disse forkrøpninger en klar og rytmisk lodret opdeling. En dybt hvælvet bund med store maskeprydede bøjler giver hele konstruktionen volumen og spændstighed. Det dekorative udstyr er sparsomt: fra postamentfeltet hænger vingede englehoveder og vindrueklaser og på forkrøpningerne er forneden rigt varierede og herligt skårne masker, samt foroven mere ubetydelige diademhoveder. Prædikestolsfelterne, hvoraf det her gengivne må tjene som eksempel, er livfulde og fortællende og gengiver scener af Kristi lidelseshistorie.

Nr. Aaby-stolen, som ligeledes har evangelister imellem de enkelte felter, er betydelig mere klumpet og uklart opbygget, uden den sikre markering af bærende og bårne led. Dens største pragt er en rig staffering, som Assens-stolen ikke har nødig. Felterne fyldes også her med passions-relieffer, tildels de samme som i Assens, men skårne efter andre forlæg. Alligevel er Nr. Aaby-stolen intet ringe arbejde, og det bærer i høj grad vidnesbyrd om mester Hans’ livlige fantasi. Fremhæves kan opgangens kvindelige herme, hvis stærkt fremadludende underkrop løber over i lange volutter, der træder på en morsom, på forbenene stående løve, og samme opgangs originale, udsavede balustre.

Prædikestolen i nabokirken Ingslev er stort set en forenklet kopi af Nr. Aabys, med snoede drueklase-søjler mellem felterne, som også her viser Kristi lidelseshistorie. De enkelte scener er skåret efter samme forlæg, men dog ikke slavisk kopierede efter Nr. Aabys.

Af „evangelist-prædikestolene“ er den i Skeby den bedst og omhyggeligst udførte. I felterne står de bredt formede evangelister i ovale rammer, der er kantede med de af Hans Nielsen ofte benyttede svære bølgelister. Herimellem står små dyder under englehoveder, der – såvel som skæringerne i øvrigt – minder stærkt om Nr. Aaby-stolens. Dette er muligvis ikke helt tilfældigt. En gammel tradition vil vide, at Hr. Laurids Skinkels og Fru Sofie Parsbergs våben, samt årstallet 1650 har været malet på prædikestolen. Dette har desværre ikke kunnet verificeres,[17] men det er stilistisk set overordentlig sandsynligt, at der kun er et år mellem de to arbejder.

Stolen i Skovby er meget enkel og noget lav, men velbygget. Mellem snoede vinranke-søjler med drue-kapitæler står Kristus og evangelisterne og på frisefelterne sidder de store masker og de mindre diademhoveder, som vi kender fra Assens.

Fig. 9. Skovby Kirke. Prædikestolsfelt.

De to stole i Tavlov og Vilstrup er bygget over dette tema med kun svage variationer. I Tavlov har man gentaget succes’en fra altertavlen og erstattet evangelisterne med Thorvaldsen’ske gipskopier. Prædikestolen i Vilstrup bærer i postamentfrisens felter følgende indskrifter: 1. M. Michæl Stichelius præpos. reg. 2. Matthias Zoega past. 1688. 3. M. Christoph. Krahe præp. reg. Hatersl. 4. Paulus Zoega past. huius loci. 5. Arendt Fischer præp. 1715. Der nævnes således tre provster og to præster, hvor Krahe og Paul Zoega er samtidige, medens Stichelius og Matthias Zoega følger efter, og Fischer afløser Stichelius. Forklaringen er antagelig den, at stolen er bestilt i de to førstnævntes tid, men først leveret efter at de to følgende er trådt til, samt at Fischers navn er tilføjet senere.[18] Om stolen er bestilt før Hans Nielsens død i 1684, vides ikke, men i hvert fald er det af dette klart, at værkstedet er blevet videreført, og vi skal da også nedenfor se flere eksempler på dette. Det kan på nuværende tidspunkt ikke afgøres – og kun et heldigt arkivfund vil kunne løse problemet – hvorvidt værkstedet er fortsat i Hans Nielsens navn, eller om en af hans svende har slået sig ned som selvstændig mester. Hvis det sidste er tilfældet, bliver denne svend så fuldstændig i Middelfart-værkstedets „stil“, at kun hans navn har nogen interesse – ikke hans personlighed.

To ældre prædikestole er af værkstedet blevet forsynet med evangelister i felterne. Den i Føns kirke er en tidlig renaissance-stol af Knud snedker i Melfar, og Hans Nielsens figurer gør sig helt godt sammen med bysfællens sjove ansigter på søjlerne. Samtidig med evangelisterne er et bomærkeskjold for Niels Hanssøn på Fønsøre, der skal have givet dekorationerne i 1663.[19] I Gårslev er det en stol fra 1601, som foruden Kristus og evangelisterne i felterne er blevet forsynet med en himmel, der på et topstykke bærer det reliefskårne årstal 1678.

I det æreminde, som billedhuggeren 1675 i hjembyens kirke satte sig og sine to hustruer, har han ikke sparet på fliden og fantasien.[20] I det andet signerede arbejde, Nr. Aaby-stolen, var figurerne nok sære og karakteristiske, men det er intet mod den række af fantastiske fysionogmier, som møder én på prædikestols-opgangen i Middelfart. Hver enkelt figur er varieret og individualiseret helt ud i, hvad der på nutidsmennesket virker som karikaturer. Her, hvor både eftertiden – og måske ikke mindst bysbørnene – skulde bibringes et varigt indtryk af mester Hans’ kunst, har han ladet sin altid løbske fantasi få helt frie tøjler. Ingen af figurerne – de tolv apostle – minder om, hvad man uden for Bangs værksted anså for almindelige aposteltyper. Konsolmasker og -hoveder er ikke som normalt frontale, men mere eller mindre profilvendte. Apostlene har fået originale attributter – f. eks. Andreas med to fisk på en ring, foruden sit skæve kors. Opgangens håndliste maskeres af en ovenud festlig, grum drage, som spyer bruskflammer, der blomstrer ud i profilmasker. Kort sagt, intet er sparet for at give indtryk af, at man står over for noget, der er anderledes. Som vanligt i værkstedets arbejder, er opgangens arkitektur knap og simpel. Figurerne står uformidlet på glatte fyldingsfelter og rammestykker. Intet har fået lov til at forstyrre det væsentlige: figurernes liv.

Døbefonte:

  • Middelfart. 1663. (Forsvundet.)
  • Nr. Aaby. (Vends h. Odense a.) 1656. Fig. 2.
  • Skellerup. (Vindinge h. Svendborg a.) 1666.

Ingen af de to bevarede fonte hører til blandt datidens almindeligste typer. Den mærkeligste er nok Nr. Aabys. Her sidder forneden på et firkantet podie med benene frit dinglende ud over kanten de fire evangelister. Imellem dem befinder sig den allerede omtalte, tungtløftende figur, som på sit hovede bærer en sekskantet plade, hvorpå dåbsfadet står. Over dette en ganske velformet, sekskantet himmel, på hvis gesims er figurer med Kristi lidelsesredskaber mellem masker og kartoucher. Øverst er flot svungne bøjler, som bærer verdenskuglen, hvorpå Retfærdigheden med sværd og vægt. Under fontehimlen hænger den rareste helligåndsdue, man kan tænke sig. På gesimsen findes en malet indskrift, som daterer fonten til 1656.

Fig. 10. Brøns Kirke. Hans Outsens Epitaf.
Fig. 11. Middelfart Museum. Skab.

Fonten i Skellerup er timeglasformet, dog således at både over- og underdel har ottekantede tværsnit. På hver kant sidder lange, bruskornamenterede bøjler med små, Bang’ske hoveder foroven. I øvrigt er træskæreriet kun sparsomt, og de endnu bevarede malerier på siderne viser, at billedskæreren her har måttet træde i baggrunden for maleren.

Stoleværk:

  • Middelfart. 1665. (Forsvundet.)
  • Middelfart. To Stolestadegavle.
  • Vilstrup (Haderslev h. Haderslev a.) Præstestolsgavl. 1678.
  • Gram (Gram h. Haderslev a.) Herskabs pulpitur. 1697.

I virkeligheden er det eneste helt sikre stoleværk blandt de her nævnte det forsvundne i Middelfart, og vi er således knapt i stand til at bedømme dette felt i Hans Nielsens produktion.

De to gavle i Middelfart kirkes tårnrum har visse mindelser om Bang (sml. Udsen-epitafiets rammeværk), og de kan vel tilskrives ham. De er i øvrigt ganske ejendommelige i deres rene renaissance-form med kronende trekantgavle sammen med en typisk bruskværks-dekoration.

Præstestolsgavlen i Vilstrup, som nu er indsat i et privatejet skab, bærer som kirkens ovennævnte prædikestol pastor Paul Zoegas navnetræk, men årstallet 1678 i stedet for 1688. Dens dekoration består af to masker omkring et indskriftsfelt, og begge masker kan minde om Hans Nielsens (f. eks. „parantespupillerne“).[21]

Herskabsstolen i Gram er på sin oprindelige staffering dateret 1697.[22] Trods det er dens – i øvrigt ret sparsomme – dekorative udstyr meget karakteristisk for Middelfart-værkstedets produktion. Det gælder både skjoldene på det nederste frisefelt, de hyppigt forekommende fladsnit, samt ikke mindst englehovederne foroven, som har søskende f. eks. i Gårslev og Tavlov, og som man uden tøven kan tilskrive værkstedet. Den ukendte svend, som fortsatte i Hans Nielsens fodspor, har således åbenbaret sig endnu engang.

Epitafier:

  • Brøns (Hviding h. Tønder a.) Over Hans Outsen. 1668. Fig. 10.
  • Kolding kirke. Over Christen Roed.
  • Kolding kirke. Over Peder Udsen.
  • Kolding kirke. Navnløst topstykke.

Epitafiet i den sønderjyske kirke, som er opsat 1668 af Hans Outsen „med sin kiere Hustru Dorte Jessdaater“, er et i alle henseender godt stykke arbejde. Formen er god, og arkitekturen velafbalanceret med storfeltets karyatider og frisefelternes vandrette bånd som dominerende elementer. Storvingerne og topstykket med deres svære bruskværk passer godt til tavlens tunge arkitektur, men fremhæves må især hængestykket, som med sine elegante bruskbøjler giver hele epitafiet smidighed og rejsning. Tavlens skæringer minder stærkt om de i Nr. Aaby, og ikke mindst er karyatiderne helsøstre til prædikestolsopgangens herme, ligesom topstykkets kronende Kristus har nære slægtninge i det fynske. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad der har fået vestjyden til at drage så langt bort for at finde en billedskærer til sin mindetavle, men som resultatet viser, har han ikke haft nogen grund til at fortryde sin beslutning.[23]

Epitafiet i Kolding kirke over Cancelliraad Christen Roed med hustru og plejedatter er opsat af hospitalspræst Ole Westphael efter Roeds død i 1756. Magister Westphael er således sluppet billigere fra sin gestus ved at købe et udrangeret epitaf og genanvende det, thi der er ingen tvivl om, at tavlen er ca. hundrede år ældre og af Bang. Lighederne med epitafiet i Brøns er store. Den slanke, faste form er den samme, hængestykket er næsten identisk, og englehovedet, som kroner midtfeltet, samt Kristus med sejrsfanen på toppen, minder meget om Brøns-figurerne. Afvigelserne, som ikke berører spørgsmålet om værksted, er dog også betydelige: i stedet for hermer flankeres storfeltet af søjler (af en ungrenaissance-type, der giver mistanke om, at de er indsat senere), storfeltets friser er knækkede, storvingerne mangler (men har sikkert eksisteret), og topfeltet, der har bruskvinger og drueklase-søjler, rummer en reliefskåret fremstilling af gravlæggelsen (skåret efter et forlæg, som formentlig går tilbage på Rafael).

På Peder Udsens epitaf består billedskærerarbejdet af en relativt enkel ramme omkring et stort maleri. På siderne glatte fyldingsfelter, som foroven afsluttes af en bruskbøjle, noget, der minder om stolestadegavlene i Middelfart. Selve rammen afsluttes af en halvbueformet bølgeliste, hvori i midten er indsat tre Bang’ske englehoveder i bruskskyer. Udsen døde i 1659.

Det brudstykke af en mindetavle, som hænger i tårnrummet over for den sidstnævnte, må ligeledes stamme fra Middelfart-værkstedet. Det er et topfelt, flankeret af bruskvinger med englehoveder og glatte fyldingsrammer, samt i midten en reliefskåret fremstilling af Kristus i Dødsriget. Figurerne er af samme type, som f. eks. Nr. Aabys.

Andre ting:

  • Middelfart Museum. Skab. Fig. 11.
  • Gudme kirke. (Gudme h. Svendborg a.) 6 Figurer.
  • Privateje. Figur. Fig. 7.
  • Antikvitetshandelen. Evangelisten Markus.

På Middelfart Museum står et skab (godt 2 m højt og knapt 2 m bredt), som angives at stamme fra Hindsgavl. Skabet har glatte rammestykker kantet med springlister, således som man kender det fra mange af Hans Nielsens arbejder. Gesimsen er knækket og gennembrudt af en stor centralmaske, og på den ligger stortsvunget maske- og bruskværk. Dørene flankeres af snoede joniske søjler med vinranker, og på selve dørfløjene er der på den venstre en fremstilling af Kvinderne ved Graven, og på den anden Kristus i Vingaarden. Begge relieffer er indrammede af ovale bølgelister, og begge dørfløjes forsider er udfyldt med bruskværk. Det er et både imponerende og usædvanligt barokskab.

Om dette skab har Behrendt nedfældet en tradition, der dog – tror jeg – har en meget ringe kerne af virkelighed.

I 1850 solgtes fra kirken i Middelfart en del gammelt inventar, hvoriblandt den omtalte døbefont samt Raadmand Niels Kindstrups epitaf. Om dette ved Behrendt at fortælle, at det sammen med enkelte andre ting blev købt af malermester F.V. Schrøder, der også var snedker. I hans værksted skal kammerherren på Hindsgavl, Niels Basse Fønss, have set det indkøbte og beordret Schrøder til heraf at udføre to ens skabe til billiardsalen på slottet. Herfra blev skabene solgt ved auktion i 1920’erne, og det ene – det her omtalte skab – blev derefter i 1936 af Nationalmuseet skænket til Middelfart Museum.[24]

Behrendt opgiver ikke, hvor han har sin historie fra, men der ligger muligvis en mundtlig tradition til grund for den, og i hvert fald foreligger der efter min mening en misforståelse.

For det første turde det have været overordentlig vanskeligt for malermester Schrøder, hvor dygtig han end har været i sit andet håndværk, at få to ens skabe af denne størrelse ud af et epitaf og nogle figurer. Alene det ene skab vilde have krævet et epitaf af usædvanlig store dimensioner, hvis storfeltet skulde være blevet til en forside.

For det andet er skabet et helstøbt og harmonisk arbejde uden præg af at være blevet til i flere omgange. Trods en stærkt krakeleret brun overmaling og en derunder liggende rød farve, skinner Hans Nielsens hånd så tydeligt igennem alle detaljer, både på front og sider, at de må skyldes ham. Også opbygningen er typisk for Bang, både den knækkede gesims, vinranke-søjlerne og de glatte fyldingsfelter, der indrammes af springlister. Datidens kendskab til Hans Nielsen Bang kan ikke have været stort nok til, at Schrøder overhovedet kunde efterligne ham så grundigt i alle detaljer. Og hvorfor skulde han i øvrigt have gjort det? 1850 er netop tiden, der – for at anvende de ord, som er tillagt arkitekten Meldahl – arbejder som forfædrene vilde have gjort det, hvis de havde haft en noget bedre smag.

Endelig bliver enkelte af skabets detaljer meget vanskelige at forklare, hvis de oprindelig skulde have hørt hjemme andre steder. Topstykket og gesimsen hører naturligt sammen og kan ikke være sammenbragte børn, men bruskværket er ganske urimeligt på et epitaf, hvor det vilde have skjult en del af topfeltet. Dørfløjenes dekoration, som Behrendt formodentlig har forestillet sig som storfeltets vinger, er alt for spinkel til at kunne hænge som gennembrudt arbejde, således som epitafievinger normalt gør det. Sidernes dekorative bruskværk er heller ikke let at placere på et andet stykke inventar, og kun tænkelig på skabet er gesimsens centralmaske. Denne har en bevægelig, jernbeslået underkæbe, som står i forbindelse med dørenes låsetøj, således at man kun ved at åbne maskens gab kan åbne dørfløjene. Heller ikke denne kuriøse anordning virker sekundær.

En undersøgelse af skabets farvelag vil antagelig kunne løse problemet endeligt. Det er mit håb – og min bestemte overbevisning – at de væsentligste dele af skabet i Middelfart museum er udført af Hans Nielsen, og således det eneste stykke verdslige inventar, vi ejer fra hans værksted. Hvis arbejderne på Koldinghus har nærmet sig skabet i kvalitet, har Frederik III ikke haft grund til at fortryde sin „Naade“ mod billedskæreren.

De seks figurer i Gudme er nu ophængt i en moderne ramme i kirken. De bærer Kristi lidelsesredskaber og stammer antagelig fra en prædikestols- eller fontehimmel. Figurerne er så stærkt i slægt med Middelfart-værkstedets, at de må stamme herfra.

Det samme gælder den fig. 7 gengivne mandsperson, der befinder sig i privateje i København. Figuren, der har været i omtrent halv naturlig størrelse, er nu oversavet ved livet og svarer til den persontype, som i værkstedets galleri normalt karakteriserer evangelisten Johannes. Ejeren har købt den i antikvitetshandelen, og der eksisterer ingen tradition for dens proveniens.

Ligeledes uden proveniens er en fremstilling af evangelisten Markus, som jeg for nogle år tilbage har set i en sydsjællandsk antikvitetshandel. Som ovennævnte figur er den overordentlig karakteristisk for værkstedet, og i dimensioner svarer den nogenlunde til denne. Der er derfor mulighed for, at de to evangelister stammer fra samme nu forsvundne arbejde.

Alt dette viser, at den virksomhed, som Hans Nielsen Bang har drevet i Middelfart ikke har været ganske ubetydelig. Evangelisten i Kavslunde, som vi gik ud fra, er ikke skåret af landsbyens stolthed, men af en anerkendt billedskærer, som har været meget yndet af samtiden – og ikke alene af et lokalt vestfynsk klientel. Vi står således over for det i og for sig ret forbavsende faktum, at vi er nødt til at tage Hans Nielsens mærkværdige figurer alvorligt, simpelt hen fordi datiden har gjort det. Først når vi har gjort os dette klart, kan vi vurdere ham helt efter fortjeneste.

Der er da også flere ting, som en nutidig betragter umiddelbart kan goutere hos billedskæreren.

Først og fremmest har han været en dygtig håndværker med et solidt kendskab til sit erhverv. Hans formsans var fremragende og stod i de bedste arbejder ikke tilbage for nogen samtidig billedskærers. Netop den sikkert opbyggede arkitektur har noget tiltalende og tilforladeligt over sig, hovedsagelig måske fordi hans stil (ganske som lærermesteren Anders Mortensens) var noget „forsinket“ i forhold til andre værksteders. En Abel Schrøder, en Lorens Jørgensen så det som sit kunstneriske mål at opløse arkitekturen så vidt, at den næsten – men, vel at mærke, også kun næsten – gik under i dekorationens bruskhav. Hans Nielsen, derimod, fulgte renaissancens principper og tillod aldrig dekorationen at spille andet end en birolle. Den skulde kun ledsage og understrege møblets opbygning. Noget sådant har utvivlsomt dengang tiltalt et moderat konservativt tænkende publikum lidt fjernere fra modecentret København.

Men figurerne da, som altid fremhæves særskilt, og som derfor næsten altid står mod glat baggrund? Hvad har datiden set i dem, og hvad har Hans Nielsen ment med dem? Fuldstændigt kan et sådant spørgsmål naturligvis aldrig besvares, men enkelte ting kan dog påpeges. Hans Nielsen kunde skære „pænt“ og naturalistisk, hvis han vilde. Det kan man se af englehovederne (fig. 2 og 10) og af maskerne (fig. 3, 8, 10 og 11), hvoraf især de sidstnævnte er skarpe og klare og glimrende udførte. Figurerne skyldes således ikke dårligt håndelag.

Dernæst må det bemærkes, at billedskæreren udvikler sin stil imod det stedse mere manierede og personlige. Medens det rent dekorative forbliver nogenlunde uændret i hele værkstedets levetid, kan en mærkbar forskel ses mellem Nr. Aaby-stolen fra 1649, og Middelfart-opgangen fra 1675, for ikke at tale om Tavlov-tavlen fra 1683. Uden opmuntring fra publikum havde dette naturligvis ikke kunnet gennemføres.

Vi må derfor, for at forstå figurerne, søge noget helt andet i dem end en blot og bar æstetisk oplevelse. Vigtigere end et bens længde og en hånds størrelse var figurens udtryk. Vi står over for personer, som har eller har haft en stærk religiøs oplevelse, og det er disse personers indre, som Hans Nielsen har søgt at skildre. Bedst er det måske lykkedes ved den i fig. 5 gengivne evangelist. Se, hvorledes han hæver hovedet, sætter det lidt på skakke, knuger bogen ind til sig, og i voldsom koncentration søger at forstå hvert ord, som kommer til ham fra oven.

Også vor ven Johannes fra Kavslunde (fig. 1) bliver forlenet med atmosfære, hvis man betragter ham ud fra denne synsvinkel. Han står i dyb eftertanke og vejer sine ord, inden de endeligt bliver sat på papiret. Selv i den så mishandlede evangelist, som til og med er løsrevet fra sine omgivelser, findes noget af dette indre liv. Manden er helt tabt for denne verden, hensunket i sine egne drømmerier (fig. 7). Prædikestolsfeltet fra Assens (fig. 6) har netop sin styrke i de udtryksfulde ansigter, både Judas’ lumske falskhed, Kristi blide eftergivenhed og det oprørte og uforstående apostelansigt, som ser til over Menneskesønnens højre skulder, er vældigt klart karakteriseret.

I langt højere grad end sine samtidige, har Hans Nielsen lagt vægt på, at hans figurer blev mennesker, ikke blot led i en arkitektonisk opbygning. De er først og fremmest personer, som skal udtrykke noget, vække tilskueren til eftertanke. Måske er det dette, som samtiden frem for andet har værdsat hos billedskæreren.

På den anden side var Hans Nielsens fantasi og ambition stærkere end hans kunstneriske formåen, og netop denne kombination har gjort ham så vanskelig forståelig for nutiden.

Noter

  1. ^ Materialet til denne artikel er i hovedsagen samlet, medens jeg var volontør ved Danmarks Kirker, og jeg er redaktøren, dr. phil. Erik Moltke, meget taknemmelig for råd og vejledning under dette arbejde.
  2. ^ Se artikel af Sven Arnvig i Fyns Tidende af 25.12.1951.
  3. ^ RA. Danske Kancelli. Indkomne Breve.
  4. ^ Se F.E. Hundrup: Oluf Bang og hans Efterkommere. 1875.
  5. ^ RA. Fynske Registre 1648-1660, s. 179 som koncept.
  6. ^ Hans Jebsen arbejder i kompagniskab med tre andre Kolding-snedkre: Jens Jensen, Jens Hansen og Niels Jensen.
  7. ^ RA. Koldinghus Lensregnskaber 1654-61.
  8. ^ RA. Hindsgavl Lensgrevskaber.
  9. ^ RA. Danske Kancelli. Indkomne Breve. Weilbachs Kunstnerleksikon (II, s. 452) har anført både brevet fra 1652 og det fra 1660, men ikke fuldt ud turdet sætte dem i forbindelse med Hans Nielsen Bang. For det sidstes vedkommende kan der ikke være nogen tvivl. S. Stenderups beliggenhed ved Lillebælt og omtalen af Hindsgavl-lensmanden er indicier, men ganske afgørende er det, at Hans Nielsen Bilthugers underskrift svarer til de fra Koldinghus- og Hindsgavl-bilagene kendte. Ansøgningen fra 1652 er helt skrevet med skriverhånd, men da vi har svaret, og da vi kender resultatet af dette, nemlig arbejderne på Koldinghus, kan heller ikke dette have anden ophavsmand.
  10. ^ LF. Fyns bispeembede. Middelfart kirkebog 1642-1690.
  11. ^ Se Behrendt: Fra det gamle Middelfart, II, s. 54 ff og s. 76, samt Årb. f. Odense Amt, 1926-30, s. 369.
  12. ^ LF. Middelfart Købstads Skifteprotokol under nr. 227.
  13. ^ Anf. st. nr. 310.
  14. ^ Om Anders Mortensen, se Chr. Axel Jensen: Snedkere og Billedsnidere, s. 93 ff, samt Sven Arnvig: Fynske Årb. 1944. Personlig vil jeg give Jensen ret, og epitafiet er derfor ikke medtaget her.
  15. ^ Se Bricka: Biografisk Leksikon, XIV, s. 128.
  16. ^ Se Saml. t. Jysk Historie og Topografi, VI, s. 19 ff.
  17. ^ Se konservator Mogens Larsens restaureringsindberetning til Nationalmuseet, journ. nr. 435/55, 28/7 i NM IIs arkiv.
  18. ^ Se Danmarks Kirker, Haderslev Amt, s. 387 ff. Stolen og et par figurer afb. s. 390 f.
  19. ^ Se A.R. Idum: Føns Kirkes Historie, Årb. f. Odense Amt, VII, s. 380.
  20. ^ Når Behrendt i sit anf. arb. (II, s. 62) hævder, at indskriften er opsat efter Hans Nielsens død, at opgangen er udført i 1679, samt at den er udført af en (fiktiv) broder Jens Nielsen Bang, så er dette resultatet af en nødløsning, som skyldes en fejllæsning af Hans for Jens i kirkeregnskaberne. Opgangen stafferes i 1678, og kaldes da „dend nye Opgang“ (anf. st. s. 75), men kan derfor vel være udført nogle år tidligere. Som vi har set, døde Hans Nielsen først flere år senere.
  21. ^ Den nederste maske er afbildet i Danmarks Kirker, Haderslev Amt, s. 395.
  22. ^ Se Danmarks Kirker, Haderslev Amt, s. 805 f. Afb. s. 797.
  23. ^ Se Danmarks Kirker, Tønder Amt, s. 1238 f. Afb. s. 1237.
  24. ^ Se Behrendts artikel af 28/5-1936. Ms. i Middelfart Museums arkiv. Hvor det omtalte andet skab findes, vides desværre ikke.
  25. ^ Medens artiklen var under trykning, har jeg modtaget følgende, som viser, at Hans Nielsen også har arbejdet på andre fynske herregårde. Det stammer fra borgmester Jens Erichsen Westengaards privatarkiv, og er et bilag til et brev fra Morten Skinkel til Jens Erichsen. Det er dateret Søholm d. 29.3.1670, er signeret Hans Nielsen Bilthugger, og er et overslag over materialeforbrug til „schierwercket I Gangen saauel tihl det Gammer som Joen Søffrensen haffuer sin wærelse och skal omgiøres thil Senge Kammer“. Jeg skylder museumsdirektør Svend Larsen tak for henvisningen.

©