1996 var året, hvor HARJA, den fynske forening for amatørarkæologer, kunne fejre 25-års jubilæum. Det blev markeret med receptioner, foredrag og udgivelsen af et festskrift (Holm et al. red. 1996). Men nok så væsentligt var det, at den oldsag – en benkam med runeindskriften HARJA – der i 1971 gav ideen til foreningens navn, for nogle måneder blev udlånt af Nationalmuseet til udstilling på Fyns Oldtid, Hollufgård, se tegning. I den anledning var det aktuelt at se lidt nærmere på kammen, dens datering og dens indskrift.

Vimose-fundets fremkomst

Benkammen med runeindskriften HARJA stammer fra det store krigsbytteofferfund, som er fremkommet i Vimose (eller Allesø Mose) på grænsen mellem Allesø og Næsbyhoved-Broby sogne nordvest for Odense. Fra midten af 1840’erne blev der i forbindelse med tørvegravning fundet velbevarede våben og andet militærudstyr i mosen. Det førte til, at kammerråd C.F. Herbst og mosegeolog professor Japetus Steenstrup foretog en udgravning i mosen i 1859. Fundene var så lovende, at de to, sammen med cand.phil. Vilhelm Boye og adjunkt Conrad Engelhardt, gennemførte en større undersøgelse på stedet i juli-august 1865. Snart herefter blev de mange fund fra tørvegravningen og fra de egentlige udgravninger publiceret af Engelhardt (1867a; 1869; Ørsnes 1969).

Efter afslutningen af udgravningen og i hvert fald frem til 1909 fremkom der endnu jævnligt oldsager i mosen – op mod 500 i alt. En stor del af disse blev indlemmet i Odense-apotekeren Christian Mikkelsens privatsamling, hvorfra de siden overgik til Fyns Stiftsmuseum. Christian Mikkelsens fine samling af oldsager fra Vimose – og lokale rygter om, at der endnu skjulte sig store mængder genstande i mosen – inspirerede sønnen Poul Helweg Mikkelsen til at foretage en større udgravning i 1930. Denne var dog omtrent resultatløs. De i alt over 4.000 fund fra Vimose findes i dag for størstedelens vedkommende på Nationalmuseet; en mindre del kan ses i det åbne magasin på Fyns Oldtid, Hollufgård, medens enkelte stykker er endt i andre museer og privatsamlinger.

Harja-kammen fra Vimose Efter Engelhardt 1869. 5,5 × 4,9 cm

Vimose-fundets forskellige faser

Ser man nærmere på de meget velbevarede oldsager af bl.a. metal, træ og ben, fremgår det, at de ikke alle er jævngamle. Gennem store dele af jernalderen er der ofret eller tilfældigt tabt genstande i Vimose. Yngst er formodede “spåstave” af takstræ og en bronzenøgle fra vikingetiden samt trækar fra germansk jernalder; ældst er lerkar fra førromersk, ældre romersk og begyndelsen af yngre romersk jernalder; (se tegning, Engelhardt 1869). Langt størstedelen af fundstoffet består dog af våbenudstyr, som inkluderer omkring 1.000 lanse- og spydspidser samt op mod 100 sværd, skjolde og forskellige våbenbeslag (Engelhardt 1867a; 1869; llkjær 1976; von Carnap-Bornheim 1991). Hertil kommer personligt udstyr i form af f.eks. ildstål, bælteudstyr, knive – og ikke mindst kamme. Disse genstande er ofret i Vimose efter voldsomme krigshandlinger i ældre og begyndelsen af yngre romersk jernalder (Ørsnes 1969).

Ved Jørgen Ilkjærs detaljerede studier af våbenudstyret i Vimose-fundet er det lykkedes at påvise, at krigsbytteofringerne er foretaget af mindst tre omgange. Den første nedlægning af våbenudstyr fandt sted kort efter midten af 1. århundrede efter Kristi fødsel, den anden ca. 100 år senere og den sidste i første del af 3. århundrede efter Kristi fødsel. Blandt de genstande, som blev nedlagt i den anden våbenofring (her kaldet Vimose 2), hører Harja-kammen.

Fundomstændighederne

Benkammen med Harja-indskriften fremkom ved Engelhardts systematiske udgravninger i 1865 – nærmere betegnet onsdag den 20/7. Kammen oplyses i Engelhardts dagbog at være fundet i felt e på “Christian Rasmussens lod”[1]. Af den i øvrigt sparsomme udgravningsdokumentation fremgår det, at kammen fandtes nær feltets nordvestlige hjørne, og formodentligt fandtes den, som hovedparten af oldsagerne i dette felt, 1,5 -1,75 alen under mosens overflade. De øvrige fund fra felt e bestod af våbendele og personligt udstyr, som, at dømme ud fra Engelhardts beskrivelse, ikke lå i egentlige koncentrationer. Ligeledes bedømt ud fra dagbogsnotaterne synes der også at være tidsmæssige forskelle på oldsagerne i felt e. Med største sandsynlighed rummer fundene herfra rester af mindst de to og snarest alle de tre krigsbytteofringer, som Vimose-fundet består af.

Vimose-kammens elementer, L. Brodersen del.

Harja-kammens konstruktion

Harja-kammen fremtræder i dag yderst velbevaret med en længde på 5,5 cm og en højde på 4,9 cm. Blot en enkelt af i alt 25 tænder er knækket af, og dette må være sket før nedlæggelsen i mosen. Selv om råmaterialet er skrabet næsten helt glat på hele den synlige overflade, afslører rester af svampet væv, at kammen er lavet af tak. Da det største enkeltstykke, kammens hovedplade, blot er ca. 5,5 × 2,2 cm stort, kan råmaterialet sagtens være kronhjortetak. Affald fra kammagerens værksted på handelspladsen ved Lundeborg har vist, at kronhjortetak hyppigt blev anvendt som råmateriale til benkamme i romersk jernalder i (Thomsen et al. 1993:84f).

Harja-kammen tilhører de såkaldte tolagskamme, der, som navnet siger, er lavet af to lag tak Kammen består af fire plader den segmentformede hovedplade med kileformet tværsnit, og tre flade plader med tænder. De to yderste “tandplader” er udformet på samme måde med hver otte tænder, heraf én “hjørnetand”. Den midterste “tandplade” har ni tænder. Tænderne er 2,5 cm lange, “hjørnetænderne” lidt kortere. Disse skiller sig også ud fra de andre ved at være lidt tykkere og med en krummet yderside. Pladerne er savet ud af kronhjortetakkens massive yderste del, hvorefter den ru overflade og det spongiøse indre er skåret, skrabet og slebet væk. Næste proces i fremstillingsprocessen har været boring af huller til nitter – og samling af kammen. Antagelig først når kammen var samlet, savede man med stor forsigtighed de spinkle tænder ud.

De tre tandplader har været holdt sammen af den segmentformede hovedplade og tre ca. 0,7 cm lange nitter. Disse er nu opløst, men spor på kammens overflade viser, at nitterne har været af jern. Vurderet ud fra en skitse i Engelhardts gravebog var kammen sammenhængende ved fremdragelsen. Det kunne tyde på, at nitterne endnu var bevaret på dette tidspunkt, eller at der har været anvendt en form for lim til at holde kammen sammen. Tilstedeværelsen af et sådant bindemiddel kan dog ikke dokumenteres. Kammen fremtræder nu mørk brun, farvet af jernholdige forbindelser i Vimosens vand. Da den var i brug, har overfladen været lys gul eller hvid. Hvis den spinkelt indridsede runeindskrift skulle kunne ses mod denne baggrund, kan man derfor formode, at den har været fremhævet med beg eller harpiks. Indskriftens tolkning er behandlet i Marie Stoklunds appendix.

Tolagskamme fra brandgrave: a: Brudager grav KC. b: Møllegårdsmarken grav 2150. c: Møllegårdsmarken grav 2152.

Tolagskammenes datering

I modsætning til etlags- og trelagskamme, som kendes i stort tal fra grave, bopladser og moseofferfund fra hele Nordeuropa (Thomas 1960; llkjær 1993:271 fif), kendes der kun ganske få eksemplarer af tolagskammene. Langt den største mængde kendes fra Vimose-fundet, hvor typen udgør mindst 16 af fundets i alt 57 benkamme. En enkelt tolagskam er fundet sammen med en dupsko og bronzebeslag til en sværdskede i engen på det sted, hvor Rydså løber ud i Stavids Å – præcis 4 km sydøst for Vimose (Anonymus I852:43f) (2). Dette fund kan dateres til den tidlige del af yngre romertid (Cl). Også i krigsbytteofferfundet fra Kragehul mose på Sydvestfyn indgår en enkelt tolagskam (Engelhardt 1867b PI. IV nr. 14).

Blandt de benkamme, der kendes fra germanske bopladser, er to tolagskamme. Den ene er fundet på den store romertidsboplads Feddersen Wierde, som ligger i Ditmarsken på nordsiden af Elbens munding (Schmid 1974 Abb. 2,10). Den anden stammer fra værft-bebyggelsen Tofting, som ligger i Nordfriesland umiddelbart nord for Eiderens munding (Bantelmann 1955 Taf. 29,1).



Fibler af bronze og jern fra Møllegårdsmarkens grave med tolagskamme. Øverst – midt: grav 2150. Nederst grav 2152. C. Madsen del.

Fælles for benkammene fra mose- og bopladsfund er, at de som regel er fundet under omstændigheder, hvor det kan være svært at datere dem præcist. Den omtalte benkam fra Tofting stammer således fra lag, der dateres til 3. århundrede (Bantelmann 1955:70), men da der har været bebyggelse på stedet fra begyndelsen af 2. århundrede, kan en ældre datering slet ikke udelukkes. Og i de moseofferfund, hvor tolagskammene indgår, er de på grund af dårlig udgravningsdokumentation svære at knytte til bestemte nedlægninger inden for perioden ældre romersk til tidlig germansk jernalder.

Hvis man vil finde en mere sikker kilde til belysning af tolagskammenes kronologi, må man ty til sluttede gravfund. Det er derfor et væsentligt bidrag til vores viden om kammenes datering, at der i de senere år er fremkommet tre eller fire gravfund med tolagskamme ved Fyns Oldtids udgravninger i Gudme-området, se tegning.

Tolagskammernes udbredelse: 1. Vimose 2. Villestofte 3. Kragehul 4. Brudager 5. Møllegårdsmarken 6. Harnebjerg 7. Erritsø 8. Tofting 9. Feddersen Wierde. I Mosefund n. Gravfund. Trekant: Bopladsfund. Det rastede område betegner Vimose 2-styrkens formodede oprindelsesområde (L.Brodersen del, delvis efer Ilkjær 1993).

På den store gravplads Møllegårdsmarken to km øst for Gudme by (Albrectsen 1971) er der fundet talrige benkamme, heriblandt to tolagskamme. Det ene eksemplar stammer fra urnegrav 2150. Kammen består af tre tandplader og en dækplade, der har været samlet med tre 1,2 cm lange jernnitter. Kammen har været ca. 6,8 cm bred, og den har oprindelig haft ca. 43 tænder. Ud over tolagskammen indeholdt grav 2150 brændte knogler af en yngre kvinde, samt brændte dyreknogler og to jernfibler. Den ene fibula er ganske velbevaret og forsynet med pålagte ornamenter af kobberlegering, se tegning. Fiblen kan betegnes som en “fibel med knæformet bøjning uden kam” (Almgren 1923 gruppe V, ser. 9, nærmest nr. 141). Denne fibel-serie, som også er repræsenteret i Vimose-fundet (Engelhardt 1869 PI. I nr. 28), kan dateres til tidsrummet fra midten af ældre romertid til begyndelsen af yngre romertid (Almgren I923:63f). Selvom gravens anden fibel er dårligt bevaret, kan den dog bestemmes som en spinkel jernfibel med indvendig forbindelsestrå. Formen og konstruktionen viser, at grænsen til yngre romertid er passeret. Keramikken fra graven understøtter denne datering.

I urnegrav 2152 på Møllegårdsmarken fremkom – sammen med de brændte ben af en voksen kvinde – rester af en dårligt bevaret tolagskam. Gravudstyret bestod i øvrigt af en bronzefibula (nærmest Almgren 1923 gruppe VII.201). Foden afsluttes dog ikke, som på den nævnte fibeltype, af en knop, men derimod af en flade som på en del fibler af ældre romertidstype (Almgren 1923 gruppe I- III). Lignende fibler kendes fra Bjerregård-gravpladsen i Herringe sogn på Midtfyn, hvor de er fundet sammen med fibler fra Almgrens gruppe II (Henriksen 1994:331). Disse dateres til sen ældre romertid. Selvom urnen i grav 2152 er slet bevaret, viser især randens udformning, at grænsen til yngre romertid er passeret. Grav 2152 må derfor dateres til overgangen mellem ældre og yngre romertid eller den tidlige del af yngre romertids første periode (Cla).

På romertidsgravpladsen Brudager Mark, som ligger 3,5 km syd for Gudme by, er der undersøgt en eller to grave med tolagskamme. I urnebrandgrube KC fandtes sparsomme rester af en tolagskam samt tre ca. 1 cm lange jernnitter. Graven indeholdt desuden skår af fire kar, hvoraf de to kan dateres til første periode af yngre romertid. Nok så væsentligt for dateringen var et våbenudstyr, bestående af en stangskjoldbule (llkjær 1990 T. 3b-c), et skjoldhåndtag (llkjær 1990 T. 5a) og en dårligt bevaret lansespids med facetteret dølle. Våbenudstyret placerer entydigt graven i den første periode af yngre romertid, og antagelig periodens tidlige del (C I a).

Også i brandpletgrav GG fandtes rester af en benkam, som kan være af tolags-typen. Bevaret er en del af en tandplade med ornamentik i form af cirkler samt tremolérstik. Kammens hovedplade har været samlet af en tværgående jernnitte og to bennitter. Det kan dog ikke med fuld sikkerhed afgøres, om der i virkeligheden er tale om en sammensat etlagskam (llkjær 1993:292ff) eller en tolagskam. Udover benkammen og lidt brændte knogler af et voksent individ, indeholdt grav GG skår af tre lerkar. Skårene kan dog ikke bidrage til en mere præcis datering.

Tolagskamme kendes fra endnu tre gravfund. Således er der i urnegrav 48 på den sydlangelandske gravplads Harnebjerg fundet store dele af en ornamenteret tolagskam (Dobrzanska & Liversage I983:240f). Af nærmere daterbare genstande indeholdt graven to jernfibler (Almgren 1923 gruppe V, serie 12). Fiblerne daterer Harnebjerg grav 48 til den seneste del af ældre romertid, hvilket understøttes af urnens udformning.

Ved undersøgelsen af en brandgravplads ved Erritsø sydvest for Fredericia er der fundet rester af tolagskamme i gravene 77 og 102 (llkjær 1993:299). Keramik fra grav 77 daterer denne til anden halvdel af ældre romertid (B2). De oven for beskrevne gravfund viser tydeligt, at tolagskammene skal dateres til slutningen af ældre og begyndelsen af yngre romertid (B2-CI, jvf. llkjær 1993:299). Selvom det må indrømmes, at dateringsgrundlaget er lidt spinkelt, er det måske ikke noget tilfælde, at gravenes datering samler sig omkring overgangen mellem de to perioder. Måske kan tolagskammenes datering ligefrem indskrænkes til den senere del af B2 og den første del af Cl – altså årtierne omkring 150/160 efter Kristi fødsel. Tolagskammene må være “opfundet" på omtrent samme tid som trelagskammene, der, f.eks. fra Møllegårdsmarken, kendes i enkelte grave fra den seneste del af ældre romertid (Albrectsen 1971). Tolagskammene blev kun en parentes i kammens historie, før de forsvandt igen. Trelagskammene, derimod, blev fortsat produceret i meget store mængder gennem resten af romersk jernalder. Hvad deres succes skyldes, kan ikke afgøres. Funktionelt kan der næppe være nogen forskel på de to typer, og rent teknisk synes man, at det skulle være mest besværligt og ressourcekrævende at fremstille en trelagskam.

Tolagskammenes udbredelse

i modsætning til trelagskamme, der kendes fra stort set hele det germanske område, kendes tolagskammene kun fra Fyn og tilgrænsende egne af Jylland – samt fra Nordvesttyskland. Selvom de nye fund næsten understreger typens tilknytning til det fynske område, skal dette næppe bruges som et bevis for, at den styrke, som i midten af 2. århundrede blev nedkæmpet, og hvis udstyr af våben og tolagskamme blev ofret i Vimose, var af helt lokal herkomst. Vimose 2-nedlægningen, hvortil tolagskammene -og dermed Harja-kammen – hører, indeholder andre genstandsgrupper, hvis nordligste udbredelsesområde er Den fynske Øgruppe. Her tænkes bl.a. på rektangulære remspænder med gaffeltorn (Engelhardt 1869 PI. 12 nr. 23), som også kendes fra flere af Møllegårdsmarkens grave, fra Sydjylland, fra Bornholm, men især fra Østeuropa og fra området mellem Elb og Oder (llkjær 1993:376). Vimose 2-styrkens oprindelsesområde kan derfor endnu ikke indskrænkes yderligere. Harja-kammens produktionssted kan altså ikke på baggrund af vores nuværende viden præciseres nærmere end et område, der dækker Fyn, Sydjylland og den nordvestlige del af Tyskland.

Vimose-fundet, og dermed Harja-kammen, hører til blandt vore væsentligste fund fra romersk jernalder. Moseofferfundets mange velbevarede genstande udgør en vigtig "facitliste", når de forbrændte og forrustede stumper af oldsager fra romertidens gravfund skal identificeres. Imidlertid er kun en lille del af Vimose-fundet publiceret, så indtil videre er store dele af materialet faktisk utilgængeligt. Man kan således håbe på, at det i de kommende år vil være muligt at finde ressourcer til at få Vimose-fundet systematisk gennemgået og analyseret. Dette bør føre til en fuldstændig fremlæggelse af fundet – i det mindste i katalogform. I en sådan publikation må en afbildning af hele fundstoffet være det væsentligste mål.

Noter

  1. ^ NM I inventarnummer 22657. Chr. Rasmussens lod er identisk med Næsbyhoved-Broby by matr. 9, Næsbyhoved-Broby sogn, Odense herred, Fyns tidl. Odense amt (080406-1),
  2. ^ NM inv. 10719-22 Villestofte, Pårup sogn, Odense herred (080408-1). Genstandene, der fremkom i 1849, omtales i llkjærs publikationer som "Villestofte-fundet”.
  3. ^ De i det følgende nævnte antropologiske bestemmelser er foretaget af professor, Dr, med. Per Holck, Anatomisk Institut, Oslo Universitet.
  4. ^ Gravpladsen er, bortset fra omtale i enkelte småartikler (Henriksen 1992), endnu upubliceret. Den er dog behandlet i M.B. Henriksens hovedfagsspeciale: “En analyse af Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn", Århus Universitet 1995.

©