Harpunen fra Føns Vig

Harpunen, fig. 1, fandtes i midten af 1930’erne ved fiskeri ud for kysten i Føns vig på den vestfynske Lillebæltkyst.[1]

Det velbevarede og usædvanlige stykke påkaldte sig straks arkæologisk interesse og blev allerede i 1938 udførligt publiceret af Th. Mathiassen i Acta Archaeologica, hvortil der henvises m.h.t. alle yderligere oplysninger.[2] Medvirkende hertil var dels harpunens usædvanlige form, som ikke havde nogen direkte paralleller i det danske fundstof, dels den omstændighed, at råmaterialet blev bestemt som rensdyrtak.[3]

Da renen forsvandt fra Danmark ved senglacialtidens slutning (omkring 8.300 f.Kr.), blev dette afgørende udsagn – og mangelen på beslægtede stykker – bestemmende for stykkets datering. Harpunen placeredes derfor i den meget lille gruppe af danske, senglaciale takredskaber, men uden at den umiddelbart og mere præcist kunne henføres til én af de kendte kulturer i denne flere tusindårige periode.[4]

I dag – næsten 50 år efter dens fremkomst – er Føns-harpunen stadig enestående i det danske fundstof.

Imidlertid har nye iagttagelser og fund medført, at der kan kastes nyt lys over dette sjældne fund.

I forbindelse med en undersøgelse af Ertebøllekulturens harpuner[5] blev jeg slået af ligheden mellem stykket fra Føns og to nordtyske harpuner fra Ertebøllefundet i Ellerbek i Kiel fjord.[6] Der er tale om en hel samt et brudstykke af store hjortetaksharpuner med to rækker modhager.

Den førstnævnte harpun er som nævnt hel, ca. 32,1 cm lang, 4,7 cm bred og buet i længderetningen med halvcirkulært til ovalt tværsnit (fig. 2). Basis’ omrids er tungeformet, fladt tilskåret, og fortsætter i et 15,6 cm langt glatskrabet område, der går over i et ubearbejdet parti med takkens oprindelige, furede overflade. Spidsen, der er kort og bred med trekantet omrids, er glatskrabet og fortsætter i 2 (opr. 3) korte, spidse modhager, der sidder lidt forskudt overfor hinanden. Ved spidsen ses sporet efter et tidligere brud, der kun er partielt efterglattet – harpunen er altså blevet opskærpet. Midt på den konvekse sidekant – omtrent ved overgangen mellem den glatskrabede basis og det ubearbejdede parti – findes en omhyggeligt udformet, ca. 1 cm lang og 1/2 cm bred ’tap’, fig. 2.

Det andet stykke er et ca. 14,4 cm langt og 2,8 cm bredt fragment af en harpun, der er brækket på midten, (fig. 3). Omridset er aflangt, let buet, og tværsnittet er halvcirkulært. Fortil afsluttes harpunen i en kort og bred, trekantet spids, der går over i to hold modhager, der sidder lidt forskudt i forhold til hinanden. Stykket viser, at der er tale om et fragment af en opskærpet harpun.

Selv en overfladisk sammenligning mellem Ellerbek-harpunen, fig. 2 og Føns-harpunen viser store formmæssige og tekniske lighedspunkter, cf. fig. 1-2. Det gælder især basis’ længde og udformning, tilstedeværelsen af en lille ’tap’ på harpunens konvekse kant samt de korte, trekantede – lidt forskudte modhager – og den korte, brede spids.

At Ellerbek-harpunens længdekrumning er modsat Føns-stykkets, skyldes, at Ellerbek-stykket er på ydersiden af en »højretak« og Føns-stykket på ydersiden af en »venstretak«; samtidig forklares det afvigende antal modhager med, at Ellerbek-harpunen er stærkt opskærpet.

Der kan imidlertid konstateres en afgørende forskel m.h.t. det anvendte råmateriale, hhv. rensdyrtak (Føns) og kronhjortetak (Ellerbek).

Under indtryk af den store formmæssige lighed mellem de her omtalte stykker kontaktedes U. Møhl på Zoologisk Museum, København, med ønsket om en fornyet undersøgelse af Føns-harpunens materiale. Det viste sig da, at en sådan undersøgelse allerede var foretaget i anden sammenhæng.[8]

Konklusionen af den nye råmaterialebestemmelse var desværre ikke entydig, men viste dog, at de fleste karaktertræk tydede på kronhjort.[9]

Selvom undersøgelsen altså ikke gav et klart svar, har den dog understreget, at den første materialebestemmelse er usikker, og at muligheden for kronhjortetak ikke blot er tilstede, men også sandsynlig.

Fig. 1. Toradet harpun fra Føns vig set fra den konvekse side.
Fig. 2. Toradet hjortetaksharpun fra boplads A ved Ellerbek, Kiel fjord. Set fra den konvekse (t.v.) og konkave (t.h.) side. Str. 1:2. Foto Mus. für Vor- und Frühgeschichte, Schleswig.

Hermed svækkes grundlaget for Føns-harpunens datering til senglacialtid, samtidig med at ligheden mellem Føns- og Ellerbek-stykkerne må tillægges øget betydning.

Dette synspunkt styrkes yderligere af et helt nyt fund fra Ertebøllebopladsen Rosenhof ved Fehmern.[10] Her fandtes et afbrudt basisstykke af en hjortetakharpun af samme type som Ellerbek- og Føns-stykkerne. Rosenhof-harpunen er 17,7 cm lang, 3,3 cm bred og 1,2 cm tyk med en tydelig udarbejdet tap i højre kant (som stykket fra Ellerbek, fig. 2). Den er brækket i et skråtgående brud lige over tappen, og kraftig blankslidning af siderne viser, at der er tale om basis af en »gammel«, brugt harpun.

Fundforholdene henfører også dette stykke til Ertebøllekulturen.

Der kendes altså nu 3 nordtyske Ertebøllefund af hjortetaksharpuner, der viser en fast udformet type af samme art som Føns-stykket.

Sammenfattet mener jeg derfor, at der nu er tilstrækkelige indicier til – med forbehold – at henføre Føns-harpunen til Ertebøllekulturen. Herved forstås fundomstændighederne og harpunens vandrullede overflade også lettere: I de seneste år er der foretaget store udgravninger og påvisning af mange nye undersøiske Ertebøllebopladser ved den vestfynske Lillebælt-kyst – først og fremmest i Tybrind vig lige syd for halvøen Føns, men også i Gamborg fjord ved Føns. I dette område kan der overalt findes oldsager på havbunden, og i Tybrind-fundet indgår både affald fra harpunfremstilling og knogler af storhvaler.

Føns-harpunen er da sandsynligvis gået tabt under fangst ude i Lillebælt, men kan også være udskyllet af fundlaget på en af de mange undersøiske Ertebøllebopladser på denne egn.

Fig. 3. Brudstykke af toradet hjortetaksharpun fra Ellerbek, Kiel fjord. Set fra den konvekse side. Str. 1:2. Foto Mus. für Vor- und Frühgeschichte, Schleswig.

Til denne gruppe harpuner kan nu føjes endnu en harpun fra Sejrø rev, fig. 4.[11] Der er tale om et 18 cm langt brudstykke af spidsen af en toradet harpun af kronhjortetak. Bredden er 3,5 cm og tykkelsen 0,5 cm. Stykket, der er noget vandrullet, har en kort, trekantet spids, der går over i 8 modhager i den ene side og 7 i den anden. Modhagerne er korte og er ved harpunens spids anbragt forskudt overfor hinanden, mens de længere nede sidder lige overfor hinanden. Harpunen er svagt krummet efter længden (modsat Føns-stykket), hvilket viser, at den antagelig har været af en »højretak«. Harpunen er lavet af takkens hårde yderlag, og er derfor halvcirkelformet i tværsnit. Gevirets nubrede yderside er kun bortskrabet ved spidsen og det porøse indervæv væk, men det kan ikke afgøres, om det er en følge af forarbejdningen eller en sekundær opløsning og nedbrydning ved vandrulningen.

Fig. 4. Brudstykke af toradet hjortetaksharpun fra Sejrø rev. Str. 1:2. Tegn. H. Ørsnes.

Selvom der kun er tale om et brudstykke, viser en sammenligning, at harpunen fra Sejrø rev må have været af helt samme form som stykket fra Føns, fig. 1.

Ertebøllekulturens udvalg af harpuntyper må da forøges med »Føns-typen«, fig. 5, og denne forms udbredelse ses på fig. 7.

Toradede harpuner af kronhjortetak er meget sjældne og kendes endnu ikke med sikkerhed fra danske Ertebøllebopladser. Ved den tidligere sammenfatning af det danske fundstof fremlagdes enkelte løsfundne, toradede harpuner, men ingen af disse kunne dengang med sikkerhed henføres til Ertebøllekulturen, omend en tilknytning hertil var sandsynlig.[12]




Fig. 5. Skematisk gengivelse af Ertebøllekulturens harpuntyper.

Tilsammen viser fundene fra Føns, Ellerbek og Rosenhof forskellige former af denne harpunforms »cyklus«. Fønsstykket (og spidsen fra Sejrø rev) afspejler typen i primær udførelse: En stor og kraftig harpun med kort trekantet spids og to rækker korte modhager. Råmaterialet er yderlaget af en kronhjortetak, hvis krumme forløb præger harpunens form, fig. 6. Midt på sidekanten findes en udarbejdet tap, og harpunen afsluttes i en lang, tungeformet og glatskrabet basis.

Under brugen skades harpunen (se f.eks. Sejrø rev) og opskærpes, indtil der kun er et eller to sæt modhager tilbage (Ellerbek), eller den brækker på overgangen mellem basis og corpus (Rosenhof).

De fundne stykker af denne type viser da også det »sædvanlige« fundbillede af stenalderharpuner, hvor de store, primære stykker er enkeltfund fra fangstpladserne, mens det er de opslidte og skadede eksemplarer, der optræder på bopladserne.[13]

Fig. 6. Skematisk gengivelse af, hvorledes Føns-harpunen er udskåret af en kronhjortetak (højre tak).

Føns-typen adskiller sig på flere punkter klart fra de øvrige sikre Ertebølle-harpuner. Først og fremmest er den betydeligt længere – næsten dobbelt så lang som de andre harpuner, men også de to rækker modhager, den lange basis og sidetappen er elementer, der enten er sjældne eller slet ikke kendes fra de øvrige Ertebølleharpuner af type A, B og C.[14] Disse markante afvigelser må selvfølgelig afspejle forskelle i deres anvendelse, om hvilken der imidlertid ikke kan siges noget på nuværende tidspunkt. At der virkelig er tale om en harpunform, fremgår af den afglattede, tungeformede basis samt tappen på kanten, der må have fungeret som fæste for fanglinen. Med hensyn til Føns-typen viser fundforholdene, at den blev brugt til havs og tilsyneladende har været udsat for så hård belastning, at den brækkede.

Med hensyn til skæftning viser fundene, at harpunen har været stukket ned i en hulning i skaftet, der da har omsluttet hele den lange basis. Skaftet har derfor været solidt – også for i nogen grad at kunne neutralisere harpunens naturlige svajning – uden at det iøvrigt kan afgøres, om denne har været ønsket eller betinget.

Fig. 7. Udbredelse af Ertebølleharpuner af Føns-typen. Nr. 1. Føns vig, nr. 2-3. Ellerbek i Kiel fjord, nr. 4. Rosenhof, nr. 5. Sejrø rev.

Noter

  1. ^ Harpunen fandtes af fiskeeksportør Chr. Christiansen, Skrillinge Strand, ca. 170 m fra kysten, og på 3 meters dybde. Den opbevares på Nationalmuseets 1. afd. under nr. A.38072.
  2. ^ Mathiassen, Th.: Some unusual danish Harpoons. Acta Archaeologica, vol. IX Fase. 3, 1938, s. 224-225, fig. 1. Der skal også gøres opmærksom på, at fundstedet ikke hedder Tønnæs vig, (som anført af Th. Mathiassen, anf. arb. s. 224), men derimod Føns Vig. Tønnæs er en landsby på halvøen Fønsskov.
  3. ^ Råmaterialebestemmelse ved M. Deger-bøl, Zoologisk Museum, København.
  4. ^ Mathiassen, Th., 1938, anf. arb. p. 225, og Mathiassen, Th., 1948. Danske Oldsager 1, Ældre Stenalder, nr. 158.
  5. ^ Andersen, Søren H.: Ertebøllekulturens harpuner. Kuml 1971 (1972), s. 73-120. Andersen, Søren H.: Nye harpunfund. Kuml 1975 (1976), s. 11-28.
  6. ^ Mestorf, J.: Wohnstätten der älteren neolithischen Periode in der Kieler Föhrde. Bericht des Schleswig-Holsteinisches Museums vaterländischer Altertümer in Kiel, 1904, fig. 7. Harpunen opbevares på Mus. für Vor-und Frühgeschichte, Schloss Gottorp, Schleswig, under nr. KS. 11035.
  7. ^ Mestorf, J., anf. arb. s. 21-22.
  8. ^ Undersøgelsen blev foretaget i 1971-72 på initiativ af professor C.J. Becker, Forhistorisk-Arkæologisk Institut ved Københavns Universitet. Anledningen var fundet af en ny toradet hjortetaksharpun ved Sejrø, se fig. 4 og note. 11. Venligst meddelt af C.J. Becker.
  9. ^ Venligst meddelt af dr. U. Møhl, Zoologisk Museum, og professor C.J. Becker, Forhistorisk-Arkæologisk Institut, Københavns Universitet.
  10. ^ Stykket har nr. Ros. 70. I 3 c, 181, og opbevares i Mus. für Vor- und Frühgeschichte, Schloss Gottorp, Schleswig. Rosenhof er omtalt af H. Schwabedissen i: Schwabedissen H.: Rosenhof (Ostholstein). Ein Ellerbek-Wohnplatz am einstigen Ostseeufer, Archäologisches Korrespondenzblatt 2, 1972, s. 1 ff, og Schwabedissen, H.: Ertebølle/Ellerbek – Mesolithikum oder Neolithikum? Veröffentlichungen des Museums für Ur- und Frühgeschichte Potsdam. Bd. 14/15, 1980, s. 129-142.
  11. ^ Harpunen er fremkommet ved sten- og grusfiskeri på Sejrø rev, d.v.s. det store rev, der strækker sig fra sydøstspidsen af Sejrø. Harpunen blev erhvervet af nu afdøde fisker Carl Villadsen, Havnsø (nu Starreklinte), der gennem professor C.J. Becker overlod den til Nationalmuseets 1. afd., hvor den nu opbevares under nr. A. 50826 Sejrø rev, Sejrø s., Skippinge h., Holbæk amt. Professor C.J. Becker takkes for henvisningen til dette stykke og tilladelse til at publicere det.
  12. ^ Andersen, Søren H., 1972, s. 94-95 og fig. 24-26.
  13. ^ Andersen, Søren H., 1972 og 1976 anf. arb.
  14. ^ Andersen, Søren H., 1972, anf. arb. s. 108.

©