Lørdag den 6. august 1994 kan arkæologen, museumsinspektør, dr. phil. Henrik Thrane fejre sin 60 års fødselsdag. I den anledning har en kreds af kolleger og venner ønsket at bringe ham en varm lykønskning i form af dette festskrift.

Festskriftet udkommer på selve dagen og indeholder et udvalgt antal artikler skrevet af fagkolleger fra nær og fjern, som med glæde har fulgt vores opfordring. Skriftet indeholder tillige tabula gratulatoria samt en oversigt over Henrik Thranes omfattende skriftlige produktion.

Festskriftets artikler vil senere på året indgå i Odense Bys Museers årsskrift Fynske Minder, der vanen tro udkommer sidst på året. Hermed bliver Fynske Minder ligeledes et festskrift til Henrik Thrane, og dermed markeres hans mangeårige tilknytning til det Odenseanske museumsvæsen.

Henrik Thrane kom til Odense i 1972. Stillingen som museumsinspektør ved Fyens Stiftsmuseum var forinden blevet ledig efter forgængeren, dr. phil. Erling Albrectsens afgang på grund af sygdom. Thrane, der indtil da var museumsinspektør ved Danmarks Oldtid, Nationalmuseet, skulle nu ud og prøve kræfter på et større provinsmuseum.

Fyens Stiftsmuseum hed museet, og det havde til huse i den gamle museumsbygning i Jernbanegade. Huset var opført i 1885 til at rumme »Museum Civitatitis Othiniensis« – i daglig tale Odense Museum -, der indtil da blot havde rådet over mindre lokaler på Odense Slot. I 1904 besluttedes det at ændre navnet »Museum Civitatis Othiniensis« til Fyens Stiftsmuseum, hvilket blev indhugget med store bogstaver i husets facade. Det Odenseanske museumsvæsen udviklede sig i disse år til udover Fyens Stiftsmuseum at omfatte H.C. Andersens Hus og Fyns Folkemuseum (forgænger for Møntergården og Den fynske Landsby). Den officielle samlede betegnelse for det kommunale museumsvæsen blev »Odense Byes Offentlige Samlinger«.

Da Henrik Thrane kom til Fyens Stiftsmuseum, var der sket en yderligere opdeling af det gamle Odense Museum. Fyens Stiftsmuseum betegnede nu den forhistorisk arkæologiske samling og delte hus i Jernbanegade med Fyns Kunstmuseum. Møntergården og Den fynske Landsby var etableret, H.C. Andersens Hus udvidet, H.C. Andersens Barndomshjem erhvervet og ligeledes Carl Nielsens Barndomshjem. Museumsvæsenet havde nu fået det mere moderne fællesnavn »Odense Bys Museer«, og som direktør for det samlede væsen var udnævnt Niels Oxenvad.

Henrik Thrane kom således i 1972 til et samlet museumsvæsen omfattende flere museer, spændende fra arkæologi over byhistorie, landsbyhistorie, kunst til musik og litteratur. Med baggrund i Nationalmuseets store bredde var en sådan organisation jo ikke ukendt for Henrik Thrane, selvom Odense Bys Museer unægtelig ikke havde – eller har – samme størrelse. En meget vedholdende anekdote om Henriks første tid i museumsbygningen i Jernbanegade fortæller, at han en af de første dage – med en sølv-thekande i hånden – spurgte efter stedets inspektør-kantine! Om historien er korrekt er næppe muligt at få afgjort, nok fortæller den mere om den forventning, der var i huset til at få en museumsinspektør fra København – fra Nationalmuseet!

I den gamle museumsbygning i Jernbanegade fik Henrik Thrane kontor på 2. sal med udsigt ud over byen. Denne lokalisering blev dog kun relativ kortvarig, idet Odense Byråd i 1972 besluttede, at Fyens Stiftsmuseum (den arkæologiske samling) skulle flytte til Odense Adelige Jomfrukloster. Her skulle museet med dets udstillinger, magasiner, kontorer, værksteder m.m. samles, dels i de gamle, fredede bygninger, dels i en planlagt nyopført 3. længe ud mod Albanigade.

Tiden i Odense Adelige Jomfrukloster startede med stor entusiasme, men efter få år stod det klart, at den planlagte museumsindretning i det gamle kloster ikke kunne realiseres. Fredningsmæssige krav og bygningernes konstruktioner gjorde indretning af stedet til udstillingsrum, magasiner, konserveringsværksted m.m. umulig. Denne erkendelse stod klart i 1976. På det tidspunkt var der i klostret alene indrettet kontorer, tegnestue og midlertidigt konserveringsværksted. Sidstnævnte flyttedes siden til Adelgade. Henrik Thrane var således leder af et museum, hvor udstillingerne var i det gamle museum i Jernbanegade, magasiner placeret bl.a. i loftsetagen i en bygning i Slotsgade og konservering i Adelgade. Forståeligt nok begyndte frustrationen at vokse frem, – hvordan skulle man skabe et sammenhængende museumsarbejde i den situation?

I slutningen af 1970’erne arbejdedes med flere forskellige planer for en placering af Fyens Stiftsmuseum, men først i 1981 nåedes en konklusion. Odense Byråd havde i 1979 købt herregården Hollufgård i Odenses sydøstlige udkant, og der var efterfølgende udarbejdet en rapport, som pegede på brug af bygningskomplekset som ramme for museet sammen med forskellige andre kulturelle aktiviteter og golfklub.

I efteråret 1981 rykkedes kontorer og tegnestue fra Odense Adelige Jomfrukloster til Hollufgård. Den gamle renæssance-hovedbygning blev efter en nødtørftig istandsættelse ramme om museets administration. Henrik Thrane kunne flytte ind og indrette kontor i den store kaminstue med et lille tårnværelse som ekstra studerekammer. Statelige omgivelser, men nu endnu længere væk fra museets udstillinger, samlinger m.m. Den hastige udflytning til Hollufgård var vedtaget for at give museet mulighed for nøje at følge den planlagte ombygning af herregården, der stadig var i landbrugsdrift, til arkæologisk museum.

Ombygningerne af de gamle stald- og ladebygninger gik i gang i løbet af 1980’erne, og idag har museet fået meget fine rammer på den smukke herregård. Ikke alt er færdigt, men museet har et meget stort, smukt og enestående åbent magasin, en stor særudstillingshal, et lokale til permanent udstilling om Fyns fortid, kontorer, godt udstillingsværksted samt smukke omgivelser. Et stort oldtidslandskab er ikke færdigt, og efter planen skal kontorer og tegnestue flyttes fra hovedbygningen for at gøre denne tilgængelig for publikum.

Det er således i begyndelsen af 1990’erne lykkedes for Henrik Thrane at få skabt et samlet arkæologisk museum i et meget smukt landskabeligt miljø. Det samlede kultur- og museumscenter Hollufgård, som foruden arkæologisk museum omfatter forskningscentret Menneske og Natur, billedhuggerværksteder, skulpturpark, gæsteboliger, vandmøllegård, vandløbsudstilling, natur- og miljøværksted, undervisningsafdeling, oldtidslandskab, skov og park, giver mulighed for et inspirerende samspil under hovedtemaet »menneske og natur« i fortid, nutid og fremtid.

Henrik Thrane er idag ikke leder af Fyens Stiftsmuseum. Det gamle museumsnavn ophørte med at eksistere for nogle år siden, og efter Thranes forslag hedder museet idag Fyns Oldtid, Hollufgård. Det havde vist sig nødvendigt at skifte navn, idet lokalbefolkningen i Odense ikke kunne frigøre sig fra, at Fyens Stiftsmuseum var huset i Jernbanegade. Denne situation var umulig at ændre til skade for det arkæologiske museums nye placering på Hollufgård og for Fyns Kunstmuseum, som siden 1990 alene rådede i den gamle museumsbygning.

Henrik Thrane har således i det meste af sin tid ved Odense Bys Museer måttet kæmpe med byggesager, i lange perioder med forslag, der ikke kunne realiseres. Heldigvis har anstrengelserne i de seneste år kunnet krones med stort held. Det er et flot arkæologisk museum, der er ved at dukke op på Hollufgård.

Næste etape i Hollufgårds ombygning er på trapperne. De midlertidige kontorer i den gamle hovedbygning skal rømmes og flyttes til permanente lokaler i en af portfløjene. Herved kan hovedbygningen fra 1577 restaureres og gøres tilgængelig for publikum, bl.a. med en udstilling om fynske herregårde. Nærværende forfatter forstår godt, at Henrik Thrane ind imellem ikke har jublet af begejstring for endnu engang at skulle flytte museets administration. Men efter ca. 20 års turbulens synes de sidste brikker at falde på plads for en mere stabil situation.

Henrik Thranes hidtidige virke ved Odense Bys Museer har således været præget af et museums næsten konstante flytteproces. Til trods herfor har han formået at udbygge museet på det faglige område. Allerede kort efter sin ankomst overtog Henrik Thrane et eksternt lektorat i nordisk arkæologi ved institut for historie, Odense Universitet. Gennem et tæt samarbejde med universitetet kunne Henrik Thrane iværksætte et stort forskningsprojekt kaldet »Sydvestfyns-undersøgelsen«. Projektet havde til formål at belyse den bebyggelseshistoriske udvikling fra ældste stenalder og frem til og med vikingetiden. Undersøgelsen omfattede minutiøse kortlægninger af alle oldtidsspor i området samt detailstudier af udvalgte objekter. Blandt sidstnævnte kan peges på en gruppe bronzealderhøje vest for Voldtofte. Her udgravedes i 1970’erne ca 3/4 af storhøjen Lusehøj fra yngre bronzealder. Resultaterne heraf, samt sammenstilling med europæisk materiale, er publiceret i det store værk »Lusehøj ved Voldtofte«.

Fyens Stiftstidende d. 2. maj 1979: »Museumsinspektør Henrik Thranes åbningsgave til rådmand Robert Dalskov Andersen var et rensdyrøre. Herefter har rådmanden alle muligheder for at vende det rigtige øre til, når der atter skal snakkes museumsbyggeri.«

Henrik Thranes undervisning i nordisk arkæologi ved Odense Universitet gav enorm inspiration til unge historie-studerende. Nuværende museumsinspektør, dr. phil. Erland Porsmose og nærværende forfatter startede som studenter ved Henrik Thrane i 1972/73, og det blev ikke blot ved overværelse af de fastsatte undervisningstimer. Snart omfattede det tillige studenterjobs enten på museet eller ved udgravninger. Og inden længe var vi to studerende så inspireret af Henrik Thranes forskningsindsats, at vi i et tæt samarbejde med ham indledte vort eget bebyggelseshistoriske forskningsprojekt »Landsbyens opståen og udvikling«. Projektet skulle følge op kronologisk på »Sydvestfyns-undersøgelsen«. Projektet startede i 1975 og kunne i 1977 og 1980 krones med henholdsvis kandidateksaminer og licentiatgrader. Henrik Thrane lagde grunden til vores videnskabelige og faglige karriere. Vi mødte hos ham en helt utrolig støtte og inspiration, og han sørgede for at introducere os i videnskabelige kredse. For nærværende forfatter førte det til egentlige studier i nordisk arkæologi afsluttende med bifag fra Københavns Universitet. Henrik Thrane forestod undervisningen i Odense, jeg var kun på instituttet i København ved eksaminerne. Jeg er Henriks student!

Alle, der kender Henrik Thrane, ved at forskningsområdet har hans største interesse. Så snart det ene projekt er afsluttet og publiceret, så kaster han sig over et nyt. Ind i mellem kan man undre sig over, hvordan han trods store arbejder med museets daglige ve og vel, har kunnet skaffe sig tid til den enorme videnskabelige produktion. Ikke blot er det blevet til en doktordisputats, men tillige til adskillige monografier foruden et utal af inden- og udenlandske artikler, se blot den omfattende bibliografi i nærværende festskrift.

I de seneste år har Henrik Thranes forskningsinteresse ligget i Gudme-området, hvor Fyns Oldtid sammen med Nationalmuseet og Svendborg Museum har gennemført et meget stort forskningsprojekt. Som bekendt er Gudme-egnen utroligt rig på arkæologiske fund fra jernalder og vikingetid, herunder betydelige fund af importgenstande. Udover dette arbejde er Henrik Thrane nu i gang med en systematisk indsamling af materiale om bronzealdergrave på Fyn med henblik på at publicere dette. Herved følger Henrik Thrane sin forgænger, Erling Albrectsen, der i 5 bind publicerede alle de arkæologisk undersøgte fynske jernaldergrave. En enestående indsats.

Fyens Stiftstidende d. 16. november 1989: »Museumsinspektør Henrik Thrane (til venstre) og museumschef Torben Grøngaard Jeppesen pakker omhyggeligt, en gammel sandstensøkse fra Hårby ned før flytningen til Hollufgård. Kunsten og oldtiden skal skilles. Efter 104 år i samme hus har de to gamle »ægtefæller« valgt at gå fra hinanden og opløse bofællesskabet i Fyns Stiftsmuseum.«

Henrik Thrane har i sin tid ved Odense Bys Museer ikke blot interesseret sig for Fyns fortid. Kræfter er også blevet brugt på at udgive videnskabelig publikation fra sin tidligere arkæologiske indsats i Luristan, og på at fastlægge forskningsstrategier qua sit medlemskab af Statens Humanistiske Forskningsråd, senest som næstformand. Også uden for Danmarks grænser er Henrik Thrane kendt. Det er vel næppe at overdrive at skrive, at han er en af de få danske nulevende arkæologer, som er velkendt i internationale arkæologkredse. Den store videnskabelige produktion, både i og uden for Danmark, medlemskab af internationale arkæologi-organisationer og kendskabet til hans originale forskning er baggrunden herfor. Særlig stærkt står hans yngre bronzealderforskning og de bebyggelseshistoriske studier, herunder hans behandling af metoder og teknikker.

Henrik Thranes kapacitet som forsker slår også igennem, når han kaster sig over store udstillingsprojekter på museet. Trods de ind imellem fortvivlede bygningsmæssige forhold for museet, er det dog blevet til flere store udstillingsprojekter, mest omfattende selvfølgelig efter etableringen på Hollufgård. I 1978/79 skabtes en helt ny oldtidsudstilling i museumsbygningen i Jernbanegade. Udstillingen brød grundlæggende med tidligere tiders udstillingsprincipper og var baseret på hovedtræk fra de seneste års bebyggelseshistoriske undersøgelser. Udstillingen viste menneskets samspil med naturen under de givne naturmæssige og teknologiske forhold. Udstillingen blev kendt i ind- og udland som et meget spændende bud på en ny udstillingsform og teknik.

Henrik Thrane giver introduktion til udstillingen »Ukraine – steppens nomader og skovens bønder« ved åbningsreceptionen den 5. juni 1994.

Nye veje blev afprøvet med den første særudstilling på Hollufgård, »Gyldne tider« – om magt og ære i bronzealder og nutid. Den udstilling vakte megen diskussion, og blev af mange opfattet som for kontroversiel. Uden at gå i detaljer med alle udstillingsprojekter skal dog nævnes et par. I 1992 kunne Hollufgård danne ramme om Odense Bys Museers store udstillingssatsning »EUROPA«. Henrik Thrane tog sig af de ældste perioder, endnu engang med stor viden og engagement. Og senest her i 1994 har Henrik Thrane stået i spidsen for opbygningen af Odenses hidtil største udstillingsprojekt »Ukraine – steppens nomader og skovens bønder«. Udstillingen sætter focus på en del af Europa, som grundet den hidtidige adskillelse mellem vest og øst har været stort set ukendt for os. Udstillingen viser de helt utroligt kostbare arkæologiske fund fra Ukraine. Henrik Thrane har med stor professionalisme kastet sig ind i projektet og grundigt studeret områdets forhistorie og arkæologi. Det har bl.a. ført til læsning af værker på såvel russisk som ukrainsk! Udover en meget flot udstilling er det også blevet til en meget fin og velgennemarbejdet publikation. Et flot stykke arkæologisk videnskabeligt arbejde. Tillykke med det – og tillykke med fødselsdagen, Henrik!

©