HistoriskAtlas.dk

– fra lokal idé til landsdækkende digital historieformidling

“Dér kommer han!” “Han er her nu!” Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder træder rask op ad trappen til Vejle Stadsarkiv. Inden for døren råder som altid en let hektisk stemning, når officielle arrangementer skal afvikles.

Dagen er 23. maj 2016. Anledningen er åbningen af den helt nye udgave af HistoriskAtlas.dk og kulminationen på udviklingsprojektet “Dit Historisk Atlas – din historie”.

Ministeren er kommet i god tid. Han vil gerne se nærmere på det nye HistoriskAtlas.dk, inden han skal foretage den officielle åbning. Projektleder Pernille Schou og it-projektleder Rasmus Halling Lorentzen fortæller gerne, og ministeren kigger nysgerrigt efter billeder og fortællinger fra sin egen hjemegn.

Politiske repræsentanter fra Vejle og Odense kommuner bidrager også til at festliggøre den officielle åbning. Projektet er nemlig udviklet som et samarbejde mellem kulturinstitutioner i de to kommuner.

Den nye udgave af HistoriskAtlas.dk er blevet muliggjort ved hjælp af en projektbevilling fra Nordea-fonden på 2,41 mio. kr. Åbningen er en festdag efter lange arbejdsdage og mange overvejelser i processen med at virkeliggøre projektet “DIT HISTORISK ATLAS – din historie”.

Daværende kulturminister Brian Mikkelsen ved åbningen af “Historisk Atlas Fyn” i 2006.

Projekt “DIT HISTORISK ATLAS – din historie”

“Dit Historisk Atlas – din historie” er det seneste af mange udviklings- og udbredelsesprojekter i HistoriskAtlas.dk’s historie. Formålet med projektet, som Nordea-fonden så velvilligt har støttet, er at involvere borgerne direkte i bevaringen og formidlingen af vores fælles kulturarv. Borgerne får mulighed for at bidrage aktivt til den lokale historieskrivning ved at oploade deres historier og billeder til HistoriskAtlas.dk. Det sker på et nyt formidlingslag, som alle borgere gratis kan benytte. På den måde kan borgernes private viden spille sammen med de professionelle institutioners formidling af den lokale historie på HistoriskAtlas.dk.

Forudsætningen for det er dog, at HistoriskAtlas.dk som en del af projektet er blevet teknisk opdateret, så sitet kan leve op til nutidens standard. Det er afgørende for at sikre, at de inddaterede historier kan bevares for eftertiden.

Reelt var der behov for omkodning af sitet til HTML5 – en stor opgave, som har krævet en betydelig indsats fra de involverede i projektet, der er et samarbejde mellem Foreningen HistoriskAtlas.dk, Odense Bys Museer og Odense Bibliotekerne.

Indholdet i HistoriskAtlas.dk er skabt af de kulturinstitutioner, der har valgt at bruge platformen HistoriskAtlas.dk i deres formidlingsarbejde. Derfor er det et mål for projektet at udbrede kendskabet til atlasset, så flere vil bidrage med informationer og billeder fra hele landet.

HistoriskAtlas.dk

HistoriskAtlas.dk er et af landets største formidlingswebsites for kulturhistorie. Grundlaget er 117 interaktive historiske og nye kort. 223 kulturinstitutioner har beriget kortene med mere end 6.000 fortællinger om alt fra fortidsminder til fredede bygninger, fra slagmarker til slotte. Med virkeliggørelsen af projektet “DIT HISTORISK ATLAS – din historie” formidler sitet også lokalhistoriske fortællinger, som borgerne selv har lagt ind.

Fortællingerne tager udgangspunkt i det sted, hvor historien udfoldede sig, og med HistoriskAtlas.dk på mobiltelefonen kan man opleve det hele ude i landskabet – på selve stedet. Brugeren kan lave sin egen rute rundt i landskabet med en ruteplanlægger alt efter interesse og transportmiddel.

De mange historiske kort spænder tidsmæssigt fra renæssancen til moderne tid. Man kan gå på opdagelse i spændende gamle bykort og se mange forskellige landskabskort fra hele Danmark og Sydslesvig. Ved hjælp af en tidslup og skyggeeffekt på kortene kan man sammenligne forskellige kort og se, hvordan landskabet har udviklet sig gennem tiden.

Man kan også se, hvordan sogne, kommuner, retskredse og andre administrative opdelinger af landet har ændret sig gennem tiden på formidlingslaget “Grænser”. Her vises, hvordan Danmarks administrative grænser har set ud fra 1660 til 2010.

Ved hjælp af menuen kan brugeren vælge at få vist de fortællinger, man måtte være interesseret i. På nogle af fortællingerne er der “levende” litteraturhenvisninger. Dvs. at brugeren med et klik ledes direkte fra fortællingen til den landsdækkende biblioteksbase Bibliotek.dk. Derfra kan man bestille bogen til sit lokale bibliotek.

Målgruppen for HistoriskAtlas.dk er alle historieinteresserede borgere og turister. I 2015/16 har der været i gennemsnit 22.000 besøg på sitet pr. måned. Dette tal skal ses i sammenhæng med, at sitet i denne periode var under omlægning med alle de gener, det medfører. Besøgstallet forventes at stige betydeligt, når alle de nye tiltag er fuldt implementeret. Formidlingsplatformen HistoriskAtlas.dk styres og administreres af Foreningen HistoriskAtlas.dk. Foreningens medlemmer er en lang række danske arkiver, biblioteker og museer.

Historien om HistoriskAtlas.dk

Ideen til et digitalt atlas, der kunne fortælle om Danmarks historie ud fra geografiske nedslagspunkter, blev født og udviklet af Odense Bys Museer som et led i museets strategi for digital formidling.

“Fremtidens museumsbesøg er ikke nødvendigvis forbundet med et besøg i selve museet eller udstillingen, men måske i højere grad et “digitalt kig” i vores samlinger og arkiver” skrev museet i årbogen Fynske Minder 2005.

Udgangspunktet for det “digitale kig” var, at historien foregik, ikke bare på bestemte tidspunkter, men også på specifikke steder.

I 2005 fik Odense Bys Museer midler fra Kulturministeriet til den tekniske udvikling af et geografisk baseret kunst- og kulturhistorieformidlende site, “Historisk Atlas Fyn”, der blev åbnet i december 2006. Da den tekniske platform var skabt, var opgaven at forøge indholdet, så historierne kunne brede sig ud i landskabet. Målet var at gøre formidlingen så bredt dækkende geografisk og emnemæssigt, at fynboerne kunne starte deres oplevelse lokalt.

I 2007 inviterede Odense Bys Museer derfor en række fynske kulturinstitutioner til at deltage i endnu en ansøgning til Kulturministeriet under navnet “Historisk Atlas Fyn som regionalt udviklingssamarbejde”. De deltagende institutioner var Faaborg Museum, Faaborg Kulturhistoriske Museum, Nyborg Museum, Statens Arkiver/Landsarkivet for Fyn og Dansk Data Arkiv, Odense Stadsarkiv og Odense Centralbibliotek. Projektet skulle undersøge, hvordan flere forskellige typer af kulturinstitutioner kunne samarbejde om at formidle den fynske kulturarv.

De deltagende institutioner var museer, arkiver og et bibliotek. Deltagerkredsen afspejler den brede definition af kulturarv, som er relevant for stedsbestemt kulturformidling, nemlig såvel arkæologi som kultur- og kunsthistorie, begivenheder, bygninger og mindesmærker, personalhistorie og henvisninger til den litteratur, der er skrevet om stedet og emnet. Denne brede definition af kulturarv er stadig grundlaget for HistoriskAtlas.dk.

Deltagerne skulle i projektperioden skabe indhold på sitet med udgangspunkt i egne samlinger og forskning. På baggrund af erfaringerne skulle de desuden overveje, hvordan samarbejdet kunne udvikles og organiseres med flere deltagere. Da pengene blev bevilget, kunne det første af en række samarbejdsprojekter om den digitale formidling på HistoriskAtlas.dk gå i gang. Med Historisk Atlas Fyn var der blevet skabt en brugervenlig itplatform, som var egnet til, at flere institutioner – også uden for Fyn – kunne benytte den.

Region Syddanmarks meget forskelligartede lokalhistorie er velegnet til at blive fortalt ud fra kort, der viser, hvor begivenhederne fandt sted. Derfor var det oplagt at søge Region Syddanmark om midler til at udbrede Historisk Atlas Fyn til hele regionen. Svaret fra regionen var særdeles positivt, og regionens satsning på Historisk Atlas gav det gode resultat, at mange kulturinstitutioner i Syd- og Sønderjylland valgte at bruge HistoriskAtlas.dk som formidlingsplatform.

Ved projektperiodens afslutning kunne daværende regionsrådsformand Carl Holst åbne Historisk Atlas version 2, der indeholdt mange nye kort og lokaliteter. Det foregik på Hindsgavl en strålende solskinsdag i maj 2009.

Historisk Atlas’ rejse til Jylland resulterede også i et samarbejde med Kulturregion Vadehavet. Kulturregion Vadehavet er en kulturaftale mellem Kulturstyrelsen og de fire vadehavskommuner – Esbjerg, Fanø, Tønder og Varde. Kulturinstitutionerne i de fire kommuner bidrog med mange gode fortællinger og lokaliteter både til lands og til vands – det sidste skyldes markering af de mange skibsforlis i Nordsøen gennem tiden.

I alle kommuner findes kulturhistorie, som fortjener at blive fortalt. På den baggrund valgte både Kulturregion Fyn og Region Syddanmark at bidrage økonomisk til Historisk Atlas’ videre udvikling med det formål at gøre sitet til et samlende websted for formidling af kulturarven.

Der blev i projektperioderne gennemført en lang række præsentationer af websitet, afholdt workshops i hele regionen, udarbejdet vejledningsmateriale og ydet teknisk support. Bevillingerne var med til at konsolidere og udbygge HistoriskAtlas.dk.

Foreningen HistoriskAtlas.dk

Repræsentanter for de nye bidragende kulturinstitutioner blev inviteret med ind i den bestående styregruppe med det resultat, at styregruppen efterhånden kom op på et betragteligt antal medlemmer.

Behovet for en mere struktureret styreform blev derfor stadig mere aktuelt. Det samme gjorde behovet for et mere stabilt økonomisk grundlag. Det var lykkedes for Odense Bys Museer at skaffe store projektbevillinger til Historisk Atlas og sikre en udvikling, der resulterede i større geografisk udbredelse og tusindvis af nye fortællinger, som hver især indeholdt mængder af værdifulde oplysninger.

Odense Bys Museer havde lagt tusindvis af arbejdstimer i den tekniske udvikling af platformen, som mange andre kulturinstitutioner nu også benyttede til formidling. Der var derfor behov for at sikre indholdet et liv også i perioder uden projektmidler. Der var med andre ord behov for et minimum af driftsmidler.

Efter grundige overvejelser blev det besluttet at danne den forening, som i dag styrer arbejdet med HistoriskAtlas.dk. Foreningens medlemmer er de deltagende institutioner. Deres kontingent sikrer den helt basale drift, hvorimod al udvikling fortsat sker ved hjælp af projektpenge. Den stiftende generalforsamling blev afholdt 8. april 2011, og derefter kunne den nye forening tage fat på arbejdet.

Bestyrelsen havde som en af sine første opgaver at overbevise alle de deltagende institutioner om det hensigtsmæssige i at betale kontingent til foreningen, selv om det hidtil havde været gratis at bruge platformen til formidling. Det er lykkedes efterhånden.

Med foreningsdannelsen blev det bestyrelsens opgave at vurdere og udfærdige projekter, som kunne videreudvikle og sikre Historisk Atlas. Bestyrelsen og redaktionsgruppen har gennem årene organiseret temadage og kurser og har ydet teknisk assistance til medlemmerne. Medlemmerne orienteres løbende om bestyrelsens arbejde gennem nyhedsbreve, og alle interesserede kan desuden følge med og kommentere på nye tiltag på foreningens facebookside.

Fra PC til mobil og tablet

Odense Bys Museer og Historisk Atlas var tidligt langt fremme med udvikling af digital, kortbaseret formidling. Det har givet borgerne i regionen en unik mulighed for at fordybe sig i fortiden og læse de lokale historier ved skærmen hjemme hos sig selv.

Endnu mere interessant ville det dog være, hvis det var muligt at få oplysningerne, mens man befinder sig ude i landskabet. Det var derfor et oplagt næste skridt at give brugerne adgang til Historisk Atlas via en app til mobiltelefonen.

I 2011 bevilgede Kulturarvsstyrelsen penge til at udvikle mobile apps til Historisk Atlas med følgende begrundelse: “Projektets tværinstitutionelle samarbejde er relevant. Projektet tilgængeliggør information fra de historiske kildematerialer til et stort geografisk område. Information via mobiltelefon understøtter på en relevant måde det eksisterende atlas.”

Styrelsen har i få linjer beskrevet kernen i Historisk Atlas med den tilføjelse, at med projektet “DIT HISTORISK ATLAS – din historie” tilgængeliggør HistoriskAtlas.dk også informationer fra private borgere.

Nye samarbejdspartnere

I den sydøstlige del af landet har HistoriskAtlas.dk samarbejdet med Kulturregion Storstrøm om at skabe nye lokaliteter og digitalisere lokale kort.

I Midtjylland har foreningen medvirket til projekt “OplevGudenaa”, som henter sine data fra forskellige “datasiloer” såsom HistoriskAtlas.dk, UdiNaturen.dk og Visitdenmark.dk, hvorefter de vises på websitet OplevGudenaa.dk. Det betyder, at HistoriskAtlas.dk’s fortællinger også vises på OplevGudenaa.dk.

Med projektet “Historisk Atlas over grænsen” gik HistoriskAtlas.dk bogstaveligt over grænsen til Tyskland. Planen var at samarbejde med kulturinstitutioner i Sydslesvig for på den måde at udbrede Historisk Atlas’ geografiske dækningsområde og understøtte det eksisterende kultursamarbejde i grænseregionen. Projektet koncentrerede sig om Flensborg og nærmeste omegn. Det resulterede i, at Historisk Atlas blev beriget med flere fine kort over området og nogle gode fortællinger.

Samfundsudviklingen og den tekniske udvikling har i løbet af de senere år givet borgerne helt nye muligheder for at dele viden og informationer, billeder og film på nettet. Denne private viden opfanges ikke altid af kulturarvsinstitutionernes traditionelle kanaler. Derfor søger mange kulturformidlingsinstitutioner at inddrage borgerne direkte i bevarelse og formidling af kulturarven; det gælder også HistoriskAtlas.dk.

Som det – indtil videre – sidste skud på stammen har HistoriskAtlas.dk de sidste to år arbejdet med projektet “DIT HISTORISK ATLAS – din historie”, hvor borgernes private viden indsamles og deles i samspil med de professionelle institutioners viden.

Helt tæt på historien

Under overskriften “Helt tæt på historien” er det nye HistoriskAtlas.dk blevet lanceret som et tilbud til kulturinstitutioner og borgere i hele landet. Med HistoriskAtlas.dk kan alle formidle og hente viden om den lokale historie. Udgangspunktet er det sted, hvor historien foregik.

Ved hjælp af de historiske kort og fortællingerne kan alle gå på opdagelse i egen lokalhistorie og i den danske kulturarv. Med mobiltelefonen kan historien opleves direkte på stedet, hvor den skete. Arkæologi, historie, kunsthistorie og litteratur er samlet i én indgang, hvor den professionelle viden præsenteres sammen med borgenes egen viden.

Siden Odense Bys Museer i 2005 formulerede visionen om at udvikle en digital adgang til de rigdomme af viden og oplevelser, der gemmer sig i museets samlinger, er den teknologiske udvikling accelereret. Der viser sig hele tiden nye muligheder for digital formidling og vidensdeling. Vi kan derfor heller ikke sige, at HistoriskAtlas.dk er færdigudviklet, eller at det nogensinde bliver færdigudviklet. Der vil altid være et behov for at følge og matche tidens ønsker og muligheder.

Med den nuværende version er HistoriskAtlas.dk dog godt rustet til i mange år fremover at fungere som et samlende websted for formidling af danskernes historie og historier.

Der er til stadighed behov for at udvikle HistoriskAtlas.dk i takt med de nye teknologiske muligheder, medlemmernes ønsker og brugernes interesser. HistoriskAtlas.dk skal derfor fortsat se efter nye samarbejdspartnere og nye økonomiske bidragydere.

Den vanskelige fase fra tidsbegrænset lokalt projekt til levedygtigt, landsdækkende formidlingssamarbejde blev løst ved at danne foreningen HistoriskAtlas.dk, hvor medlemmerne er de institutioner, der har valgt at benytte HistorskAtlas.dk som formidlingsplatform. Med et beskedent foreningskontingent sikrer medlemmerne i dag den grundlæggende drift, og de bidrager til at lægge strategien for websitets fortsatte udvikling. Odense Bys Museer har valgt at udfase sit engagementet i den tekniske udvikling af sitet, men vil fortsat være en stærk medspiller for HistoriskAtlas.dk. Det bliver fremover en vigtig opgave for foreningen at engagere nye og gamle medlemmer, så de har lyst til at samarbejde om at vedligeholde og videreudvikle HistoriskAtlas.dk som en levende kulturhistorisk formidlingsplatform.

HistoriskAtlas.dk er et fint eksempel på, at det kan lykkes at udvikle et lokalt projekt til et større fagligt samarbejde mellem forskellige kulturinstitutioner. Ligesom alle gode historier begyndte den et sted, nemlig i Odense, hos Odense Bys Museer.

Emner: Odense Bys museer, formidling, politik, Historisk Atlas, Digital, Digital formidling
©