Da Odense Bys Museer blev grundlagt i 1860 under navnet Nordisk Museum, havde man ingen genstande. Derfor rettede man henvendelse til Stiftsbiblioteket med andragende om at måtte låne eller få overdraget nogle. Stiftsbibliotekets formand, biskop C.T. Engelstoft, var ikke sen til at overdrage bibliotekets genstande, 243 i alt, til museet på ubestemt tid. Man havde alligevel ikke selv plads til dem. 106 af genstandene var oldsager, som man havde lånt fra Det Kongelige Museum for Nordiske Oldsager (Nationalmuseet) i 1818. Bibliotekssamlingen beholdt dengang sin egen nummerering med henblik på senere tilbagelevering. Nu var grunden lagt.[1]

Af Trap Danmark, 2. udg., Bd. 4,1873, fremgår det, at museet på daværende tidspunkt rummede: "Foreningens Samling, der indeholder Sager fra Stenalderen (c. 1600 Numere), Broncealderen (c. 90), ældre Jernalder (500, deriblandt Vimosefundet), Middelalderen (330), og en Myntsamling (200), i alt omtrent 2600 Numere; og den af Læge Lassen[2] i Sletterød imod en aarlig Livrente af 300 Rd. Odense Kommune i 1870 skjænkede Samling af c. 8000 Numere, hvoraf de fleste henhører under den ældre Stenalder."

I 2011 indeholder den registrerede samling 102.876 arkæologiske og 62.156 historiske genstande, 14.202 mønter og medaljer, 6.610 kunstværker foruden 1.728 værker og andet tilknyttet Anne Marie Carl-Nielsen. Hertil 5.895 Carl Nielsen- og 31.102 H.C. Andersen-relaterede genstande. Dette summer sammen til 224.576 genstande. Når tallene kendes så præcist, er det, fordi museet (alle statsanerkendte museer) har indgået aftaler med Kulturstyrelsen om, at alt skal være digitalt registreret med udgangen af 2011, og at det følgelig skal kunne offentliggøres på den nationale hjemmeside "Museernes Samlinger". De mere end 200.000 genstande er imidlertid kun den hovedsamling, som lige nu er anset for at være af praktisk betydning og skal kunne findes frem og bringes i spil formidlingsmæssigt som enkeltgenstande. Oveni skal nemlig fx lægges godt 300.000 originale negativer og diapositiver, som ikke er individuelt registrerede. Det drejer sig i vidt omfang om glasnegativer fra odenseanske fotografer. De afbilder hovedsagelig personer, hvis identitet der ikke findes oplysninger om. Billederne opbevares for eftertiden, fordi de har værdi og kan komme i spil ikke mindst under anvendelse af moderne teknologi. Allerede i dag findes programmer til ansigts- og motivgenkendelse. Hvad kan det ikke blive til? Vi på museet tror, at man om føje år kan identificere mange af personerne ved hjælp af genkendelse via nettet. Vi går i gang med digitalisering og nummerering, så snart resurserne tillader det.

Typisk eksempel fra den kolossale billedsamling: Ukendt pige og dreng med dukkevogn, 1899, ukendt fotograf.

Hvordan ser vejen fra 263 genstande over 10.600 til godt ½ million ud? Hvad var idéerne bag udviklingen? En af hovedfaktorerne var specialisering og professionalisering. Desuden spillede forbedrede kommunikationsmidler formentlig ind. En række erhverv og teknologiformer uddøde som resultat af 18-1900-tallets videnskabeligt funderede samfundsforandringer. De blev interessante for museerne. Med jernbanen blev det lettere for museumsgæsten at besøge Nationalmuseet, så behovet for bredde reduceredes. Øget viden hos personalet, øget interesse for egnen og de personer, den fostrede, mv. medførte opsplitning af museet og indsamling på særlige felter. Større bevågenhed og flere resurser fra samfundets side gjorde også udvidelser mulige.

Nordisk Museum samlede oprindelig på oldsager, historiske genstande, kunst, mønter, naturhistoriske genstande, "naturalier" og spændende levn fra fremmede lande, de såkaldte "etnografika". Der blev ikke fokuseret specielt på ting fra Odense og Fyn, idet der blev købt og byttet med museer og samlere fra ind- og udland. Det lokale og egnen spillede en mindre rolle, eftersom museet kan ses som Odense borgerskabs forsøg på at matche kulturen i København og til dels den deri liggende centralisering. Der var tale om en bred dannelsessamling til oplysning og adspredelse. Der var ikke særlig vægt på lokal identitet eller anden særegenhed. Omvendt gjorde det forhold sig dog også gældende, at der ikke var andre museer i den fynske region. Det første museum, der blev etableret uden for Odense, var museet i Rudkøbing i 1901. Følgelig blev der med tiden samlet fynske genstande i bredere forstand. Ingen andre gjorde det, og vi skal langt op i tid, før Fyn var museumsdækket som i dag.

I forbindelse med H.C. Andersens 100 års fødselsdag begyndte museet at indsamle "anderseniania", dvs. genstande, der på en eller anden måde var knyttet til H.C. Andersen, og i 1908 åbnede H.C. Andersens Hus. Dette museum har siden da foretaget selvstændig indsamling.

I 1910 blev det såkaldte Fyns Folkemuseum etableret i Eiler Rønnows Gaard i Nørregade. Det skulle vise de historiske genstande fra Odense og Fyn og kom til at rumme ældre bygningsdele af sten og træ samt fine lavshistoriske samlinger, som var erhvervet i slutningen af 1800-tallet. Museet skulle lægge vægt på hverdagslivet. Bykulturen blev stærkere repræsenteret end bondekulturen, og hvad der er mere interessant i dag, hvor vi savner den jævne mand i samlingerne, så blev den riges hverdag og bykultur væsentlig bedre repræsenteret end den fattiges. Ja ikke blot den fattiges hverdag blev underrepræsenteret, det gjorde såmænd også arbejderens og håndværkerens hverdag. Desuden indtog uddøende håndværk en større plads end industrikulturen, som ellers var på sit højeste i første halvdel af 1900-tallet. Begge tendenser var sådan set logiske nok. Bevar det, som er på vej "ud af historien", og læg vægt på det, som rummer tilvirkningsmæssig og raritetsmæssig værdi, er gamle læresætninger i museumsverdenen. Det er først i lyset af en senere tids analyser, man kan se, at de forgængelige, billigere serieprodukter fra industrien ville få interesse. Fyns Folkemuseum samlede det meste af de mange fine husgeråd, fajancer, sølvtøj, finere klædedragter og fodtøj, man har på museet.[3]

Det, der blev tilbage i Fyns Stiftsmuseum i Jernbanegade, var de arkæologiske, naturhistoriske og etnografiske samlinger, mønterne og ikke mindst kunsten. Med dem gik det således, at man i 1970’erne påbegyndte en udflytning af arkæologien, som fra 1971 fik til huse i Det Adelige Jomfrukloster, men da Klosteret viste sig uanvendeligt til større publikumsbesøg, rykkede man i 1981 videre til Hollufgård. Her holdt arkæologien til og præsenterede store udstillinger og åbne magasiner frem til 2000.

I 1930 erhvervede Odense Kommune Møntergården og i 1939 Overgade 48. Eiler Rønnows Gård blev desuden flyttet til Møntergårdskarréen i 1930’erne. Den blev efterfulgt at Østerbyes Gård, Huset fra Skomagerstrædes facade samt Nyborgladen. Der blev i praksis etableret et bygningsmuseum, som samtidig kom til at danne rammen om Folkemuseet. Det flyttede i 1940 ind i Møntergården. I forbindelse med flytningen blev samtlige genstande nyregistreret, og museet skiftede navn til Kulturhistorisk Museum, Odense. Det kulturhistoriske museum rummede både by- og landgenstande samt samlinger fra Odense og resten af Fyn, men i takt med at der opstod museer i randkøbstæderne, aftog interessen for disses historie, og fokus kom i højere grad til at ligge på Odense.

Odenses middelalderlige rådhus fotograferet 1875. Et af ca. 10.000 gratis, offentligt tilgængelige billeder på internetsitet ‘Gamle Odensebilleder’

Siden første halvdel af 1800-tallet var den rige fynske, 4-500-årige bindingsværkskultur på landet kommet under pres af grundmuret byggeri. Efterhånden som landbruget blev rigere efter landboreformerne, under anvendelse af ny teknologi og ved eksport til udlandet og de voksende byer, blev der investeret i nye bygninger. Selvom man skal hen i 1900-tallet, før bindingsværket helt var udfaset af nybyggeriet, så det skidt ud for dets fremtid. Derfor etablerede man efter ca. 25 års betænkningstid Den Fynske Landsby i 1946. Herefter skete der en mere omfattende indsamling af genstande til dette museum.

Socialdemokratisk Forbunds første fane fra 1885. Et vigtigt vidnesbyrd om arbejderbevægelsens tidlige organisering. Museet har stort set ingen faner fra politiske organisationer. Der er fire fra KU og kun denne fra Socialdemokratiet. Gave fra De Faglige Seniorer 2011.

For at slutte historien om Nordisk Museum/Fyns Stiftsmuseum skete der det, at man, netop i lyset af at man ikke længere var "Nordisk Museum" med ubegrænset bredde, og at det var mindre politisk korrekt at samle etnografika, ikke mindst grønlandske, besluttede at begrænse bredden. Derfor blev genstande fra Grønland leveret tilbage til Grønland. Da Zoologisk Museum i Svendborg desuden var blevet oprettet, blev naturaliesamlingen uddeponeret dér. Der var ikke sket aktiv indsamling på disse områder igennem en lang periode. Møntsamlingen blev flyttet til Møntergården i 1979. Derfra kom den videre til Hollufgård og udstillet, hvorefter den blev nedtaget i 2000. Tilbage i Jernbanegade var kunstsamlingen, og museumsbygningen skiftede endnu en gang navn. Denne gang til Fyns Kunstmuseum.

De sidst tilkomne samlingsområder vedrører Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen. Særlig opmærksomhed blev rettet imod dem, da byen forærede sig selv Carl Nielsen Museet i forbindelse med 1000-års jubilæet i 1988.

Alene af historiske årsager vil større museer ofte, som anskueliggjort ovenfor, rumme større enkeltsamlinger af forskellig art. Disse samlinger afspejler ofte museernes egen historie og tidligere mere eller mindre bevidste holdninger til, hvad et museum skulle indsamle og repræsentere i sine samlinger. I det følgende gives en ganske kort karakteristik af de væsentligste af disse -suppleret med nogle eksempler på museumsgenstande hjemtaget i nyere tid, der hver for sig står for en nutidig tænkemåde bag hjemtagelsen som museumsgenstande – nemlig hovedtræk af den historiske udvikling, som det er museets pligt at repræsentere i sine samlinger.

En af de traditionelle "samlinger i samlingen" udgøres af Mønt- og Medaljesamlingen, der uden overdrivelse kan betegnes som en af landets fineste. Mønt- og Medaljesamlingen (nøjere beskrevet andetsteds i Fynske Minder 2012) er i dag en realitet i museets magasiner, selvom denne måde at indsamle på ligger langt fra en nutidig kulturhistorisk tænkemåde. Mønter er væsentlige genstande, der rummer vigtige udsagn om fortidig menneskelig aktivitet, men man ville i dag ikke indsamle dem på den traditionelle 1800-tals samlermanér, hvor det drejer sig om at supplere samlingen i det uendelige, og hvor totaliteten i sig selv er et mål.

En anden meget traditionel genstandsgruppe knytter sig til byernes gamle lavsvæsen, der gennem århundreder satte rammerne for byernes næringsliv og på mange måder også for byens socialhistorie. Lavsvæsenet var i opbrud fra næringsfrihedens indførelse i Danmark i 1857, men fortsatte gennem 1800-tallet som gradvis mere symbolske udtryk for det, der førhen var en reel magtfaktor i byen. Med vanligt fokus på det forgangne og det, der var under afvikling, indsamlede de unge kulturhistoriske museer mange genstande, der repræsenterede 1600- og 1700-tallets lavsvæsen i form af forholdsvis ensartede genstande fra hvert lav. Odense Bys Museer er i besiddelse af en lang række lavsgenstande i form af såkaldte lader, drikkekrus, flag, faner, bægre, signeter m.m. En af de allerførste genstande i samlingen var den usædvanlige og sjældne "ølbolle" eller skål fra 1600, knyttet til smedelavets bisidder og rådmand i Odense, Hans Nielsen. Lavssamlingen er en af landets væsentligste. Genstandene er vigtige, men de repræsenterer også en stærk fokusering i museets indsamling rettet mod bestemte grupper i samfundet. Lavsgenstandene er i sig selv udmærkede og vidner om en tid, hvor byernes næringsliv blev holdt i faste rammer under denne organiseringsform, men de er også udtryk for, at det var disse genstande og ikke en række andre lige så væsentlige, der blev indsamlet.

Relativt velbelyst genstand: Dukke forestillende en vægter fra Frederik VI’s tid. Har tilhørt frøknerne Wirth i Odense. Gave fra fru Carøe, Brøndsted pr. Pjedsted gennem frk. Langhoff, Pogestræde 7, Odense, 1927
Odense Smedelavs ølbolle fra 1600. En af de første genstande museet modtog. Teksten lyder: ANNO 1600:PINDTZ:DAGH:CAF:ERLICH:OCH:WEL:ACHT:HANS:NIELSEN:LANDTZ:THING:SCHRIEFVER:OCH:BISID-DER:WDI:SMEDELAVGIT:DENNE:SKAAL:WDI:LAVGET: (GVD):THIL:ÆRE:OCH:HANNEM:(THIL:i) HOKOMMELSE.

På nutidsdansk [Anno 1600; Pinsedag gav ærlige og velagtede Hans Nielsen, landstingsskriver og besidder (oldermand) i smedelavet denne skål til lavet (Gud) til ære og ham ihukommende]

Blandt de kulturhistoriske genstande i museets samlinger findes også en række malerier, i daglig tale "skilderier", primært fra det sene 1700-tal, og især 1800- og 1900-årene. Når de er hjemtaget og registreret som kulturhistoriske genstande, er det ikke, fordi de betragtes som god kunst. Der er derimod tale om oplysende topografiske billeder, der viser landskaber og bygninger, vi måske ikke har senere fotos af, skildringer af by- eller landliv og portrætter af vigtige og kendte odenseborgere. Samtidige malerier, fx et lidt naivistisk 1800-tals oliemaleri af Klingenberg (hjemtaget i 1901) med personer i gadebilledet, skildrer bylivet og menneskene på den tid på en måde, som vi ellers ikke har adgang til i visuel form. Portrætter er i sagens natur kostbare at udføre, og portrætsamlingen har blandt sine motiver næsten udelukkende velhavende mennesker, mens den dårligere stillede del af befolkningen stort set aldrig er afbildet på malerier. Til gengæld har museet i sin omfattende historiske fotosamling blandt sine skatte de velkendte forbryderbilleder fra det sene 1800-tal – en usædvanlig samling, der viser en gruppe mennesker, der ellers aldrig blev afbildet.

Blandt de mere kuriøse "samlinger i samlingen" må nævnes Frydendahls Samling, en grundlæggende arkivalsk samling af systematisk ordnede artikler, avisklip og andre oplysninger om fynske lokaliteter, personer, begiveheder, skikke etc. Samlingen blev skabt af skolelæreren H.C. Frydendahl (1888-1947) og bevæger sig inden for det, der betegnes som folkloristiske emner. Selvom den for en nutidig bruger af Google, Wikipedia og andre tilsvarende medier kan virke oldnordisk og for længst over sidste salgsdato, kan Frydendahls Samling faktisk stadig noget i bestemte sammenhænge, især om lokale fynske emner, som det kan være meget arbejdskrævende at opstøve viden om på anden vis. Frydendahls Samling er én blandt flere væsentlige samlinger inden for folkloristikken.

Almuestol. Særlig fynsk type, Bøgetræ. Sædet har bagtil en perlekant. Rygstødet dannes af to vandrette asketræsbånd, der sammenholdes af rygbrættet, som har stærkt svajede linier og i øvrigt er forsynet med grenslyng i gennembrudt arbejde. Testamentarisk gave fra frk Alfriede Schmidt, Odense.

Museet har som ovenfor omtalt mange landbrugsgenstande. Både husgeråd, markredskaber og genstande fra avlsbygningerne. Desværre har bevaringsforholdene i de uopvarmede bygninger i Den Fynske Landsby ikke været optimale. Da der samtidig er samlet ganske mange genstande ind uden særlig gode oplysninger om deres oprindelse og anvendelse (disse vil ofte være gået i glemmebogen i perioden, fra de blev anvendt i 17-1800-tallet, til de blev indsamlet i midten af 1900-tallet), står museet med en samling af næsten arkæologisk karakter. Vi må i høj grad forlade os på genstandens fremtræden og på analogislutninger fra andre lignende sager. Desuden gælder her som for andre områder, at det særlige og håndlavede har været opprioriteret, mens det meget væsentlige samspil med industriproduktion og -samfund i 1800-tallets anden halvdel dårligt kan erkendes. Men igen – alt har en forklaring: indtil ca. 1980 mente man, at Den Fynske Landsbys bygninger var fra før 1800 og skulle vise fællesskabstiden. Kun i de seneste ca. 30 år har man vidst, at det i realiteten var en 1800-talslandsby, man arbejdede med.

Iblandt er der dog fx en række fine og væsentlige møbler og andet af særligt fynsk tilsnit. Heldigvis findes en særdeles omfattende samling velbevarede fynske landbrugsgenstande på Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup, og Odense Bys Museer opfatter i dag sin indsamlingsforpligtelse som betydningsfuld i forhold til de konkrete udstillinger i landsbyen og som supplerende i forhold til Dansk Landbrugsmuseums. Der har i regi af Den Fynske Landsby været gennemført flere omfattende indsamlingskampagner. Den væsentligste drejede sig om bondetekstiler. Med den blev indsamlet en mængde vadmel, olmerdug og linned fra fynske gårde.

I ovenstående har der her og der kunnet læses en slags kritik eller nogle forbehold over for flere af de historiske "samlinger i samlingen". Det er dog ikke en kritik af selve genstandene, der ofte er væsentlige, men af og til nok af tendensen til før i tiden at indsamle mange ensartede varianter og stort set samme genstandstype, det være sig hørbrydere eller malkespande. Det er også i højere grad en kritik af, at man ikke var bredere interesseret og orienteret i sin indsamling, og at museernes samlinger i ganske høj grad er repræsentanter for finkultur i byerne og gårdmænd på landet, mens andre befolkningsgruppers materielle levn ikke i samme grad blev betragtet som interessante. Uden at forfalde til overdreven tro på museernes evner til i dag at repræsentere et dækkende billede af menneskers materielle levn i deres samlinger kan man dog forsøge i det mindste at skabe gennemsigtighed i sin indsamling og ikke mindst prøve at forklare, hvorfor man indsamler netop denne ting eller helhed.

Det har vi i en årrække arbejdet med, og i det følgende skal blot gives nogle ganske kortfattede eksempler på indsamling af genstande fra industrialiseringsperioden ca. 1850 og frem til nyere tid – et ganske omfattende område, som jo omfatter stort set hele samfundsudviklingen i dens materielle former. Hvor det tidligere blev betragtet som mindre væsentligt, og hvor en enkelt genstand også var mere i fokus end de såkaldte helheder, ændrede holdningerne sig gennem især 1960’erne og 1970’erne som følge af, at uddannelserne på universitetet fokuserede mere på den materielle kultur, og at kandidaterne herfra – etnologer og historikere -via nye ansættelser på de kulturhistoriske museer fik indflydelse på arbejdet. Man begyndte at tale om repræsentativitet og helheder. Det repræsentative var udtryk for at indsamlingen var passende afspejlet i forhold til de faktiske historiske, samfundsmæssige og andre faglige forhold- men naturligvis var og er unika stadig også en væsentlig begrundelse for hjemtagelse. Og med helheder menes den tænkemåde, at et komplet skomagerværksted med brugte genstande er bedre som museumsgenstand end et par tilfældige levn, fx de mest velbevarede, fra samme værksted. For arkæologerne, og når det drejer sig om genstande fra middelalderen, er fragmenter ofte den eneste mulighed, men når vi indsamler fra nyere tid, er helheder et væsentligt argument. I fremtiden kan man så med rette pege på, at nutidens indsamling lider af den svaghed, at fokus på og fortolkningen af genstanden har veget for helhedsbetragtningen. Der er fokus på større linjer.

Et eksempel på en hjemtagelse af noget typisk, der samtidig udgør en helhed, er det lille maskinværksted fra Thordahls Allé i Dalum, som museet hjemtog i 2003. Det er med sin blandede samling af maskiner til metalforarbejdning, elektrisk drift via remskiver og remtræk i loftet og sin placering i en baggård i byens yderkvarter repræsentant for en type småindustri på kanten af håndværk, som der var meget af rundt omkring alle større byer. Odense Bys Museer hjemtog det hele i form af maskiner, remtræk, elmotor, værktøj og værktøj stavler – blot ikke bygningen. Den tog vi ikke, dels fordi vi ikke kunne, dels fordi grænsen for indsamling typisk går her. Men der kan godt argumenteres for, at værkstedsbygningen også skulle have været en del af helheden.

Odense Glasværk lukkede i 1980’erne, og det store gamle glasværk på grunden ved Østre Stationsvej og Store Glasvej lå ubenyttet hen i nogle år, før området blev omdannet, og en række bygninger enten nedrevet eller genanvendt til andre formål. Tidligt i århundredet ville man ikke have opfattet glasværket som historie – det var nutid. Men i 1980’erne var industriens betydning for længst blevet tydelig, og den klassiske industri var under afvikling på vores breddegrader. Som byens største virksomhed først i 1900-tallet, én af de to store fabriksbyer, en slags "byer i byen", og som producent af produkter, der både lokalt og nationalt var kendt og alment udbredt, var Odense Glasværk oplagt at hjemtage genstande fra – man kan nærmest kalde det en pligt.

Hjemtagning af genstande i nyeste tid. Bynkel Cementstøberi, Lille Møllevej 1a, Nyborg, 1923 – 94. Støberiejer Henry Møllegaard t.v., [kors] 2009, forklarer museumsinspektør Henrik Harnow tingenes rette sammenhæng.

Industrien var imidlertid meget omfattende, selv hvis man kun ser på selve produktionsstederne, og alt kan naturligvis ikke indsamles og blev det heller ikke. Der burde uden tvivl have været indsamlet mere fra en række klassiske industriarbejdspladser i Odense, da de blev truet af lukning, men man var først ved at opdage dette område som emne for indsamling, og desuden var museerne kun sjældent for alvor gearet til det i form af kompetencer og resurser. Odense Glasværks samling blev hjemtaget men spredt på tre museer. Odense Bys Museer tog kun en mindre del. Nu er samlingen på vej til for en stor dels vedkommende at blive samlet i Odense, hvor den hører hjemme.

Kaster man et blik på bygge- og anlægsbranchen gennem de sidste godt 100 år, må man forvente, at den er repræsenteret i samlingerne. Vores bebyggede miljøer er for en meget stor dels vedkommende opført efter 1850. De traditionelle håndværk er typisk repræsenteret i museernes samlinger, og i industriel sammenhæng er det især teglværkerne, der er gået af med sejren i kampen om at komme på museum. I Den Fynske Landsby har vi landets eneste bevarede kammerovnsteglværk, Bladstrup Teglværk fra Nordfyn – og det er ganske karakteristisk. Det var helt bevidst, at vi i 2010 valgte at hjemtage et lille fynsk cementstøberi, da vi fik det tilbudt. Cement har lavere status end tegl, der opfattes som noget typisk dansk, men cement og små cementstøberier var fra århundredskiftet en karakteristisk del af det danske byggeri og bør – uanset status – være repræsenteret på vores museer. Vi fik lejligheden til at hjemtage en række maskiner og forme, bl.a. en tagstensmaskine med tilhørende forme – og netop cementtagsten var et typisk islæt i byggeriet på landet i første del af 1900-tallet. Disse rustrøde, ikke særligt spektakulære maskiner, er altså symboler på en større og væsentlig udvikling og er eksempler på genstande, som for nogle årtier siden næppe ville have været indsamlet som museumsgenstande.

En sidste — ikke samling, men enkeltgenstand — vi vil omtale her, er måske en af de mest omtalte blandt museets egne medarbejdere, bl.a. og måske især fordi den er stor. 1 2002 valgte Odense Bys Museer at hjemtage én af de sidste to beboelsesvogne fra den lille grund yderst i Skibhusene, hvor man havde huset de ældre beboere gennem mange år helt frem til 2001. Det var vognenes sidste placering efter gennem 50 år at være blevet flyttet mellem tre placeringer langs havnen. Vi valgte at hjemtage den ene vogn som eksempel på de store vognbyer, der endnu i efterkrigstiden fandtes flere steder i landet, bl.a. i Odense og Roskilde. Vognbyerne rummede både arbejdsløse og de såkaldte efterkommere af "de rejsende", der bl.a. havde en baggrund som cirkusartister. De var ikke sigøjnere, som mange ellers tror.

Bombe. Længde 122 cm. Fra besættelsestiden. I den ene ende en cirkelrund plade og 4 vinger, der tjener som ror, i den anden ende tidsindstillet fænghætte. Mrk. bl.a. med: nr. S.R. 562 Indrapporteret af politiassistent Hansen, Gamby, stammer den angiveligt fra nedkastning af 6 bomber på Digetgårds Mark, Haarslev 19-03-1941, kl. 0.30. Afgivet af politiet i Odense.
Det er både krævende at hjemtage og opbevare så store genstande som beboelsesvognen, der her ses under flytning fra Sedenvej i det nordlige Skibhusene ved Odense Kanal i 2002.

Vognbyerne er både symboler på bolignøden i efterkrigstidens første år og på en type af "fremmede", der ganske vist var og følte sig som danske og ernærede sig både som løsarbejdere og af forskellige andre forekommende jobs, men alligevel eksisterede i samfundets udkant. Især med de seneste årtiers perspektiv, hvor først gæste- og fremmedarbejdere, siden indvandrere og flygtninge kom til at præge billedet af "de fremmede", er den blå beboelsesvogn med veranda og komplet indretning en interessant og væsentlig påmindelse om en forholdsvis stor gruppe danskere og odenseaneres anderledes liv for ikke så længe siden. Museet gennemførte i forbindelse med hjemtagelsen en etnologisk undersøgelse og indsamlede såvel fotos som erindringer fra beboelsesvognens sidste beboere, ægteparret Jettel og Navy Sørensens familie. I øvrigt blev den anden beboelsesvogn hjemtaget med en helt anden museal synsvinkel: Det var en ca. 100 år gammel cirkusvogn, der for længe siden havde tilhørt Cirkus Benneweis – derfor blev den hjemtaget af Cirkusmuseet. Beboelsesvognen er en meget stor genstand, som viser grænserne for museers indsamling.

Oprindelig var det museets hensigt at vise alle genstande i udstillingerne. Man forsøgte som beskrevet løbende at kompensere for den øgede genstandsmængde ved at udvide bygningsbestanden og flytte specialsamlinger til nye lokaliteter. En morsom historie bringes af Svend Larsen i Et Provinsmuseums Historie. Han skriver om den ovenfor omtalte "Hvide Doktors" Samling:

"Den 13. Juli 1871, som var den hvide Doktors 82-aarige Fødselsdag, saa Beboerne ved Vejen fra Sletterød til Aarup et mærkeligt Optog. Da blev Samlingen, som bestod af 19900 Numre (ikke 8.000 som nævnt i Trap ovenfor), indpakket i 36 Kister paa 34 Bøndervogne kørt til Aarup Station og derfra sendt med Jernbane til det nordiske Museum […] Worsaae (Nationalmuseets Direktør) havde anbefalet Købet, og det var vel utvivlsomt, at det meste var fra Fyn, men Forøgelsens største Værdi lå vistnok i, at den dannede Basis for Kravet om at faa nye Lokaler. [4]

På det historiske område samles ikke med henblik på at få alt. Der samles med henblik på at bevare og formidle en vægtet og repræsentativ historie for Odense og Fyn og gerne i et nationalt perspektiv. (Her udelades diskussionen om, hvorvidt et større museum også bør tage vare på en del af den mere generelle danske kulturarv, eller hvor mange genstande af hver slags vi skal have i Danmark). Museet indsamler ikke alle Odense Glasværks produkter, men produkter nok fra Odense Glasværk til at dokumentere værkets eksistens, status og væsentlige træk af dets udvikling. Ligeså med militærhistorien, industrihistorien og alle andre temaer. Nok – men ikke alt! Vi forlader os i ret høj grad på, at genstandene skal være symboler på fortidens forhold, og på at de i den egenskab skal supplere og komplementere hinanden.

Før vi går i gang med indsamlingen, skal vi danne os et overblik over centrale forhold og udviklingstræk vedr. de væsentligste samfundsområder for at kunne identificere de rigtige genstande til at formidle erindringen om disse sektorer. Det sker i det daglige arbejde og gennem forskning. Megen viden findes i eksisterende litteratur og arkiver, men nogle gange må et emne gennemarbejdes forskningsmæssigt, før man kan skride til velovervejet indsamling. Senest har Odense Staalskibsværft/Lindøværftet været genstand for seriøs undersøgelse, og den indhentede viden har givet anledning til udvælgelse og indsamling af mange genstande. For at sikre fremtidig anvendelighed og perspektiv, bliver der, hver gang en genstand hjemtages, skrevet en konkret begrundelse derfor.

Der skal altså være struktur i tanker og indsamling. Ikke alt er lige væsentligt. I Odense Bys Museer arbejder vi ud fra en strukturalistisk eller lagdelt forståelse af verden. Vi tager afsæt i det materielle eksistensgrundlag (topografi, natur, bebyggelse, erhverv, forbrug, reproduktion). Der skal være social bredde, vi skal belyse forskellige samfundsgruppers forhold. Museet interesserer sig selvfølgelig også for overbygningen (politik, kultur, kommunikation, kult med mere). Det materielle eksistensgrundlag er "rammen", inden for hvilken overbygningen udvikler sig/agerer/fungerer. Det gælder så om at identificere, hvad der er karakteristisk, usædvanligt, typisk og sjældent i forhold til Odense og Fyn. Hvis man ikke søger disse særlige lokale forhold, indfanger man ikke, hvorledes området er forskelligt fra andre dele af Danmark og verden.

En undrende eftertid vil altid kunne kritisere mangler og være uenig i bevæggrundene. Man vil aldrig komme i den situation, at man ikke om adskillige hundrede år konstaterer, at denne eller hin genstand, man skal bruge, ikke er bevaret. Derfor er det på én gang et tungt ansvar og en spændende udfordring at skulle sikre den materielle kultur for eftertiden. Vi går ydmygt til opgaven!

Det kan tilføjes som en særlig krølle på indsamlingsproblemet, at der er stor forskel på et alment kulturhistorisk lokalmuseum som Møntergården og frilandsmuseet Den Fynske Landsby Møntergården kan gemme hvad som helst, blot det er efter nøje overvejelse og erkendte behov. Man kan anvende symboler, som nævnt ovenfor. I Den Fynske Landsby, som er et specialmuseum, et frilandsmuseum, er feltet indtil videre begrænset til landbosamfundet i 1800-tallet. Til gengæld har frilandsmuseet, da det ønsker at skabe illusionen om en virkelig og total ramme om landbolivet, i et vist omfang brug for større helheder eller samlede interiører. Fælles for indsamlingen til begge museer er, at proveniens – viden om genstandens oprindelse og brug – er afgørende. Den skal have fortælleværdi. Desværre er mange genstande i museets samlinger – og det er Odense Bys Museer ikke ene om -uden god proveniens, og det overvejes, om en del af disse ikke bør udskilles af samlingerne, ikke mindst hvis de kan erstattes af andre med bedre oplysninger.

Noter

  1. ^ Svend Larsen, Et Provinsmuseums Historie, 1935.
  2. ^ Lassen blev også kaldt "Den Hvide Doktor". Han red på en hvid hest, iklædt hvidt tøj.
  3. ^ Svend Larsen, op.cit., s. 143-44.
  4. ^ Larsen, op.cit., s. 25.

©