Høje Stene ved Avernakø

Et fortidsminde fra den yngre jernalder

På øen Korshavn, der i dag er forbundet med Avernakø ved hjælp af en kort dæmning, stod der førhen et anseeligt oldtidsminde kaldet Høje Stene. Det er stadigvæk afmærket på Geodætisk Instituts målebordsblad over området, men opsøger man stedet, er der dog intet at se, medmindre man kigger meget godt efter. Så øjnes nemlig endnu et par kampesten, der skyder ryg gennem strandengens græstæppe. De mange øvrige sten, der i sin tid rejste sig her og gav monumentet dets pompøse navn, har i udpræget grad været lige forhånden, når man skulle sikre materiale til vejføringen over det lave vand mellem Korshavn og Avernakø, ikke mindst da man i 1936/37 etablerede den regulære vejdæmning. Høje Stene har på denne måde lidt samme skæbne som talrige andre oldtidsminder, hvis let tilgængelige sten er endt som materiale for vejbyggeri eller andre anlægsarbejder.

Beliggenheden på den flade odde betyder, at stensætningerne har været placeret som på en præsenterbakke vidt synlige fra farvandet både nord og syd for øerne, og de har da også været omtalt flere gange i den topografiske litteratur. Men det må dog straks siges, at disse beskrivelser ikke giver os et klart og dækkende indtryk af fortidsmindet.

Fortidsmindet gennem tiderne

Allerede omkring 1815 skrev Avernakøpræsten Thomas Barfoed et digt om Høje Stene, hvori han på ironisk, spøgefuld måde fantaserer over det gådefulde oldtidsminde[1].

Achton Friis, som vi om lidt skal vende tilbage til, var meget bitter over dette digt og kaldte det bl.a. »idiotisk«. Når man imidlertid læser det for hvad der er, et muntert og respektløst modstykke til datidens begyndende oldtidssværmeri, så synes jeg dog, at det rummer adskillige kvaliteter, og kan derfor ikke holde mig tilbage fra at bringe det her i dets fulde længde, da det jo klart afspejler, hvorledes fortidsmindet optog sindene.

Fig. 1. Høje Stenes beliggenhed ved østenden af dæmningen mellem Avernakø og Korshavn. Udsnit af Geodætisk Instituts målebordsblad, opmålt 1922. Gengivet med Geodætisk Instituts tilladelse (nr. A454/84).

Korshavnshøien

Paa Korshavns høie bjergfulde Ø
Der hvor den nedluder mod salten Sø,
Der stander en hvælvet Høi saa ene
Omkrandset af mosbegroede Stene.

O, Du! som spejder i svunden Old
Og graver i hver en Tue og Knold,
For der at læse i dunkle Skrifter
De glemte Hændelser og Bedrifter –

Kom! følg mig did hen til Havets Bryn!
Sku saa med dit stirrende Falkesyn
Ind i det mørke, tillukte Tempel!
Præg Helligdommen med rigtigt Stempel!

»Hvorfor mon den Høi, den stander der?
Hvi hæver sig formede Stene her?«
Du spørger mens Øjet saa lystent titter
Igjennem det mørke Oldtids Gitter.

»Vistnok med Brynje og tunge Sværd
En Hedenolds Kæmpe hensmuldrer her,
O Høi! hvor du dig ærværdigt hæver!
Af hellig Begejstring mit Hjerte bæver«.

Her stander I, kneisende Bautastene?
Omkring de Heltes muldnede Bene,
O, sleb jeg blot paa Eder min kniv,
Jeg gik den djærveste Kæmpe paa Liv.

I, Røgelseskar og Urner smaae!
Herop! I skal i Museum staae!
Herop! jeg eder alt længe lugter
Antiqvarisk Sved mig paa Næsen fugter.

O, Grandsker! gaa kun Din mørke Vei,
Men varsom vær og forhast Dig ei,
Før alt formeget Du udbasuner
Dit Hedenold og dets dunkle Runer.

Den Høi, de Stene, som hist Du seer,
De have en anden Betydning her,
Engang i gamle forsvundne Dage
Der ramte Korshavn en bitter Plage.

Og hør hvori den Plage bestod:
Hver Hest var skabet fra Top til Fod –
At nu de Øg kunne kløe sig rene,
Saa reiste man disse mærkværdige Stene.

Om Thomas Barfoed selv for alvor opfattede Høje Stene som »gnubbesten« for de græssende dyr må stå hen, men uden humor er digtet jo ikke, og det giver anledning til at mene, at oldtidsmindet dengang både omfattede store sten og i det mindste een gravhøj.

I 1884 kom så omsider »grandskerne« frem til Høje Stene. Det var arkæologen dr. Henry Petersen og tegneren A.P. Madsen, og deres optegnelser findes stadig i Nationalmuseets sognebeskrivelse. De omtalte stedet således: »Paa den flade Strandmark lige ved Draget staar de saakaldte »Højestene«, indtil 2 fod 6 tommer, toppede Stene med jevne Sider. 15 ere endnu staaende, nogle ligger omvæltede. Stranden har formentlig borttaget andre. Højestene staa i to grupper uden bestemt orden, den østligste kunde synes at være Rest af en Skibssætning (se Planen). Den vestre gruppe staar muligt i Forbindelse med et Par meget lave, runde, røselignende Ophøjninger ca. 25 ffod i Diam. mellem Stranden og Vejen, der har bortskåret en Del af den ene«.

Denne beskrivelse og dens tilhørende plantegning (se fig. 2) antyder således tilstedeværelsen af to små høje og tolker en af stengrupperne som en mulig skibssætning. Både teksten og tegningen er kommet for skade at bytte om på verdenshjørnerne, så det, der rettelig er nord og syd, bliver omtalt som øst og vest, men det mest uheldige ved situationen var dog, at man ikke dengang havde nogen fredningspraksis endsige nogen fredningslov, der beskyttede fortidsminder som Høje Stene. Fredninger gennemførtes dengang i form af særlige aftaler i hvert enkelt tilfælde, og Høje Stene var altså ikke blandt de udsøgte monumenter, der blev sikret på denne måde.

Fig. 2. A.P. Madsens tegning og opmåling fra 1884. Den angivne nord-syd retning er i virkeligheden øst-vest.

Da Achton Friis i forbindelse med sin beskrivelse af Danmarks øer kom til Korshavn i sommeren 1921 sammen med maleren Johannes Larsen, kendte han allerede på forhånd Høje Stenes eksistens, men ved selvsyn kunne han konstatere, at bevaringstilstanden var meget ringe[2]. Han foretog dog en omhyggelig beskrivelse og opmåling (se fig. 3), der viser tre stengrupper (A, B og D) samt en isoleret sten (C). Gruppen B var bedst bevaret og fremstod som en tydelig oval med længderetning øst-vest, og på dette grundlag tolkede Achton Friis derfor Høje Stene som en vikingetidig gravplads med 3 måske 4 skibssætninger.

Sammenligner man A.P. Madsens og Achton Friis’ tegninger, er der flere overensstemmelser, men det er tydeligt, at Madsen kun i beskedent omfang har fået registreret Friis’ stengruppe B, og det er også bemærkelsesværdigt, at havet i den mellemliggende tid har bortskyllet en del af terrænet mellem vejen og strandlinjen. Johannes Larsens tegning (se fig. 4) giver en kunstners oplevelse af fortidsmindet i sommeren 1921.

Fig. 3. Achton Friis’ opmåling 1921. Fra Achton Friis: De danskes Øer. Grafisk Forlag.

I de følgende år blev der fortsat fjernet sten fra Høje Stene, og da Avernakøs sognepræst, Frits Raven, omkring 1970 i duplikeret form udgav »Blade af Avernakøs historie«[3] kunne han derfor ikke længere beskrive monumentet, men han refererer bl.a. en iagttagelse fra stedet, der blev gjort i forbindelse med dæmningsbyggeriet mellem Korshavn og Avernakø i 1936/37. Iagttagelsen stammer fra gdr. Lars Chr. Pedersen, der deltog i arbejdet: »Man var i færd med at udbygge vejen fra Korshavns vestspids ud på dæmningen og stødte herunder på et afgrænset område med fint, blødt sand, mens der ellers overalt var sten og grus. Af hensyn til vejens soliditet gav arbejdslederen ordre til at fjerne sandet. Under dette arbejde stødte man på to rækker flade, opretstående, tilhugne sten, ca. 1 m høje, der efter Lars Chr. Pedersens skøn indrammede et område 4 gange 4 m. Da man derpå fandt en hestekæbe med helt tandsæt og nogle lemmeknogler, også af hest, tilkaldte han arbejdslederen og spurgte, om det ikke skulle meldes, men arbejdslederen afviste det, fordi arbejdet derved ville blive forsinket, og stenrækkerne blev derpå væltet indad og det hele fyldt op til vejbane«. Iagttagelsen nævnes her, fordi den jo i nogen grad leder tanken hen på vikingetidens ryttergrave, omend denne jævnførelse kun kan have mulighedens karakter.

Udgravningen i 1981

I 1981 viste der sig en lejlighed til at undersøge Høje Stene nærmere gennem en arkæologisk udgravning. I strandengens overflade kunne man som nævnt iagttage et par af gravpladsens væltede sten, men det var vort håb, at man ved en forsigtig afskrælning af græstørven kunne påvise yderligere spor af stensætningerne og eventuelt afdække nogle af de grave, der kunne være tale om på dette sted, inden monumentets nærmere beliggenhed ville gå helt i glemmebogen. Udgravningen blev gennemført i perioden 6.-24. juli 1981 ved et samarbejde mellem Forhistorisk Museum, Fyns Stiftsmuseum og den fynske arkæologklub Harja, hvis medlemmer med flid og iver gik op i arbejdet. Høje Stenes nuværende ejer grd. Eigil Jensen, stillede beredvilligt området til disposition og sørgede også for teltplads til de mange udgravere.[4].

Selve udgravningen foregik ved anlæggelsen af 10 felter (se fig. 5 og 6), der blev udgravet manuelt, da maskinafgravning skønnedes at være for voldsom overfor de svage stenspor, vi stilede imod at afdække; og ialt blev der da frilagt ca. 305 kvadratmeter. Placeringen af felterne I og VI blev bestemt af tilstedeværelsen af synlige anlægsspor i græsoverfladen. I området øst for felt V og VI kan gravpladsen næppe have haft nogen væsentlig udstrækning, da terrænet her falder ned imod en fugtig lavning, og de supplerende søgefelter VII-X blev derfor placeret i området vest for de synlige anlægsspor. I det følgende vil iagttagelserne i de forskellige udgravningsfelter blive beskrevet nærmere, men det skal straks pointeres, at iagttagelser af nedgravninger m.v. i høj grad blev vanskeliggjort p.gr.a. undergrundsmaterialet, der overvejende bestod af marint ral, grus og sand.

Fig. 4. Rester af »Høje Stene« på Korshavns Drej. Tegning af Johannes Larsen, august 1921. Fra Achton Friis: De danskes Øer, Grafisk Forlag.
Fig. 5. Oversigtsplan over udgravningen 1981 med felterne I-X.

Felterne I – IV

I felterne I og II kunne man inden udgravningens påbegyndelse iagttage stensporene E og J som grydeformede sænkninger i strandengens græsoverflade, og en stor sten var også synlig (jvf. fig. 7). For E’s vedkommende blev det oplyst, at man endnu kunne huske, at der her havde stået en oprejst sten.

Efter fjernelsen af græstørven og bortgravningen af et tyndt muldlag viste der sig i felt II visse områder med talrige hånd- til hovedstore sten (se fig. 8), hvis udbredelse gjorde det naturligt at udvide afdækningen med de tilsluttede felter III og IV, hvor stenforekomsterne da også i nogen grad var tilstede. Det var dog kun i felt II, man var i stand til at observere nedgravninger i forbindelse med disse stenforekomster (se fig. 7).

H fremtrådte som en ca. 20 cm dyb grydeformet nedgravning i undergrunden fyldt med sortebrunt undergrundsmateriale og adskillige hånd- til hovedstore sten. Muligvis er der her tale om sporet efter en stor opretstående sten.

Fig. 6. Udgravningen set fra nordøst. Felterne II. V og VI er åbne.

K angiver en diffust afgrænset jordfæstegrav med et skelet liggende i retning nordvest-sydøst og dækket af en kompakt stenlægning bestående af 2-3 lag sten. Graven var fyldt med undergrundsmateriale, der fremstod med en ekstra mørk farvetone. Skelettet var placeret i rygliggende leje (se fig. 9, 10 og 11) med armene langs siden og højre ben strakt, medens venstre ben var bøjet i knæet og hofteleddet. Kraniet hvilede på venstre skulder, bækkenpartiet lå forholdsvis dybt, medens fødderne lå temmelig højt kun ca. 30 cm under jordoverfladen. Der var tale om et ret fragmenteret og delvis pulveriseret skelet, men antropologen Pia Bennike, der har undersøgt knoglerne, kan oplyse, at det drejer sig om en mand på omkring 40 år. Han har været ca. 177 cm høj, hans tænder var slidte men uden cariesangreb, og halshvirvlerne og de øvrige led viste ingen tegn på slidgigt. Der var ingen ledsagende gravgaver ved skelettet, men Henrik Tauber har på Nationalmuseet foretaget en kulstof-14 analyse af knoglematerialet, der daterer skelettet til perioden 1045-1155 e.Kr. (Kalibreret iflg. Stuiver).

I forbindelse med den store sten i felt II fandtes fyldskiftet I, der kan beskrives som en stor uregelmæssig nedgravning dækket af et spredt stentæppe.

Fig. 7. Felterne I-IV med nedgravninger. E og J samt muligvis også H er strandspor efter store sten. K angiver en jordfæstegrav, og I er en lav nedgravning med trækulblandet jord og brændte menneskeknogler. G markerer en moderne pløjerille.
Fig. 8. Felt II efter afrømning af overjorden. Set fra vest.
Fig. 9. Grav K med skelet liggende i retning nordvest-sydøst.

Nedgravningen var maximalt 20 cm dyb, og skrånede jævnt op til den omkringliggende undergrundsoverflade. Nedgravningens fyld bestod af humøst undergrundsmateriale, der af farve var helt sortebrun antagelig p.gr.a. indhold af trækulsstøv, og i fylden fandtes også enkelte brændte og ubrændte knogler, hvoraf nogle var dårligt bevarede. Tove Hatting og Knud Rosenlund har på Zoologisk Museum i København foretaget en bestemmelse af disse knogler. For de brændte knoglers vedkommende drejer det sig om menneskeknogler, og hvad de ubrændte angår var tre fra okse og en fra svin. I nedgravning I’s mørke fyld aftegnede der sig tre små, sekundære gruber, I, a-b-c, der alle stak ca. 15 cm dybere ned i undergrunden end selve nedgravningen I (se fig. 7). Deres fyld bestod af kulsort sandjord og indeholdt ganske små hvidbrændte knoglestumper. Der var udelukkende tale om menneskeknogler, og det kan nævnes at gruben I, c indeholdt betydelig flere knoglestumper end de to andre smågruber.

Med deres indhold af brændte menneskeknogler og det dækkende stentæppe taget i betragtning, kan nedgravning I og de tre tilhørende smågruber tolkes som indeholdende rester fra ligbrænding, og de tilstedeværende ubrændte knogler af okse og svin er muligvis rester fra et begravelsesmåltid.

Fig. 10. Grav K under udgravning.
Fig. 11. Grav K med skelettet frilagt. Fra sydvest.
Fig. 12. Felt V afgravet til undergrund. N, O, Q_og R er standspor efter store sten. M, P, S og T markerer gruber.

Felt V

I felt V sås på forhånd en lille grydeformet forsænkning i græsoverfladen, der kunne tolkes som stenspor efter en opretstående sten, og da feltet blev afgravet til undergrund, viste dette stenspor sig da også som en 30 cm dyb nedgravning i undergrunden ved Q (jvf. fig. 12-13). Også nedgravningerne N, O, og R kan tolkes som sådanne stenspor, omend de kun stak 20 cm dybt i undergrunden. Fylden bestod i alle tilfælde af mørkt, humost sandjord, og ved N og O forekom adskillige mindre sten, der må formodes at have dannet støtte for store stående sten. Ved Q og R fandtes ikke sådanne støttesten, men R indeholdt derimod talrige afsprængte kampestensspåner, der må hidrøre fra dynamitsprængninger, som ifølge Achton Friis vides at have gjort en ende på visse dele af monumentet.

Iøvrigt sås i felt V adskillige spredte hånd-hovedstore sten samt tre mindre gruber, M og P og S, der var gravet ca. 20 cm ned i undergrunden. Fylden i disse gruber bestod af sortebrunt, humøst sand eller undergrundsmateriale, og grube M indeholdt desuden en del trækulsstykker, der er blevet C-14 dateret til 430 e.Kr. ±75 år.

Fig. 13. Felt V afgravet til undergrund. Set fra vest.

I forbindelse med udgravning af stensporet Q traf man på en brandgrube T, der indeholdt talrige sten, sort sandjord med småsten samt trækulsfragmenter, (se fig. 13 og 14). Gruben kunne ikke iagttages i feltets afrensede undergrundsflade, men først 20 cm derunder, og herfra strakte den sig yderligere 30 cm grydeformet ned i undergrunden. Dens indhold af trækulsstykker er blevet underkastet en C-14 analyse, der gav en overraskende tidlig datering til 60 f.Kr. ±75 år, hvormed gruben altså tilhører den ældre jernalder. Grubens dybe beliggenhed, tilsyneladende under den eksisterende undergrundsoverflade, kan måske forklares med, at der efter dens anlæggelsestidspunkter er blevet afsat marine aflejringer hen over den. Hele undergrunden ved Høje Stene bestod netop af sammenskyllede marine aflejringer, der også indeholdt spredte vandrullede flintredskaber fra yngre stenalders slutfase, altså materiale, som bevidner, at der må være tale om geologisk set meget unge aflejringer. Noget tyder altså på, at gruben T også indlejringsmæssigt kan anses for at være ældre end de øvrige oldtidsspor ved Høje Stene.

Felt VI

I felt VI sås inden udgravningen et par mellemstore granitsten, der stak en smule op over græsoverfladen. De lå tæt op imod hinanden, og efter bortgravning af muldlaget, viste der sig her en større gruppe af mellemstore og mindre sten (se fig. 15 og 16). Nogle af dem var skarpkantede og må anses for at være dynamitsprængte brudstykker. I feltet blev iøvrigt kun iagttaget en lav grube U, der blot var gravet 12 cm ned i undergrunden. Dens fyld bestod af sort sandjord med talrige trækulstykker af varierende størrelse. En C-14 analyse af dette trækul gav en meget sen datering, nemlig 1290 e.Kr. ±50 år.

Fig. 14. Grube T set fra øst.

Felterne VII-X

De hidtil omtalte felter I-VI blev som nævnt anlagt i direkte tilslutning til de synlige anlægsspor, og da området øst herfor sænker sig i en fugtig lavning, hvor videre undersøgelser næppe ville give resultat, blev de supplerende søgefelter VII-X placeret i området imod vest. Her lå terrænet rimeligt højt, og man kunne derfor udmærket forvente, at ukendte dele af Høje Stene engang havde strakt sig over dette areal. Det viste sig imidlertid, at alle disse felter var uden anlægsspor af nogen art, og fortidsmindet har derfor næppe haft nævneværdig udstrækning i dette område.

Fig. 15. Felt VI afgravet til undergrund. Set fra øst. I den nærmeste del af feltet ses en stengruppe og til højre derfor anes den mørke nedgravning U.
Fig. 16. Stengruppe i felt VI. Set fra nord.

Sammenfatning og vurdering

De gamle optegnelser og beskrivelser af Høje Stene tyder på, at fortidsmindet i sin tid har omfattet i det mindste to skibssætninger og diverse opretstående kampesten samt eventuelt et par små gravhøje (jvf. fig. 2 og 3). Nogle af disse levn kunne tidligere iagttages syd for den vej, der passerer hen over området, men idag er dette sydlige areal overskyllet af havet og fremstår som en havstok armeret med talrige kampesten som værn mod bølgeslagets nedbrydende kræfter (se fig. 17). Selve vejen, der nu fremtræder som en forholdsvis bred asfaltvej, kan stadig dække over arkæologisk interessante spor, men ved udgravningen i 1981 kunne man i området nord for vejen konstatere, at fortidsmindet øjensynligt har været af begrænset omfang.

Skibssætningerne og de mulige småhøje gjorde det på forhånd sandsynligt, at Høje Stene kunne tolkes som en gravplads fra den yngre jernalder, og udgravningerne bekræftede dette indtryk, selvom de påviste stenspor ikke kunne kombineres til skibssætninger.

Mange af Skandinaviens skibssætninger kan ikke dateres nærmere, da de ofte er fundtomme eller kun ledsaget af trækulspletter og brændte knoglestumper, men i de tilfælde hvor en datering er mulig, synes disse monumenter at knytte sig til to bestemte perioder nemlig yngre bronzealder og yngre jernalder, og heraf er forekomsterne fra den yngre jernalder klart dominerende i det vestlige Danmark d.v.s. i Danmark udenfor Bornholm[5]. Nogle af disse fortidsminder er store pompøse anlæg som bl.a. skibssætningerne ved Glavendrup, Bække og Lejre, medens andre er mere beskedne stenskibe og da ofte placeret i gravpladser nær ved havet ligesom Høje Stene. Blandt disse strand-nære pladser med skibssætninger kan således nævnes den største af dem alle nemlig Lindholm Høje ved Nørre Sundby, der har ydet adskillige daterende oldsagsfund[6], og længere vestpå ved Limfjorden ligger Højstrupgravpladsen[7]. På Hjarnø i Horsens fjord ses ligeledes en flåde af stenskibe[8]; ved Dyndved og Stolbro Nakke på Als ligger de små skibssætninger bogstaveligt talt lige i strandkanten, og i Als Nørreskov er fundet en skibssætning under en lav høj også nær ved havet[9]. Det er karakteristisk at skibssætningerne på disse pladser ligger sammen med andre stensætninger og gravhøje.

Til trods for at mange af de undersøgte skibssætninger kun har givet beskedne udgravningsresultater, kan der ikke være tvivl om, at de i det store og hele må opfattes som gravmonumenter oftest i forbindelse med brandgrave. Det er derfor også naturligt at se dem i forbindelse med de mange båd- og skibsgrave, der er så karakteristiske for de skandinaviske lande i slutningen af jernalderen ca. 600-1000 e.Kr.[10]. Ladbyskibet er et af de danske eksempler på denne særlige gravform, men de er dog hyppigere i Sverige og Norge, hvor Vendel og Valsgärde, Oseberg og Gokstad hører til blandt de mest kendte fundpladser. Tanken bag disse hedenske gravlæggelser har antagelig været, at den døde i sin båd skulle sejle til dødsriget, men i gravkultens forestillingsverden kunne man øjensynligt også erstatte den veritable båd med dens symbol, den stensatte skibsfigur.

Skal vi på denne baggrund vende tilbage til Høje Stene ved Avernakø, så må vi sige, at den udviser slægtskab med flere af de nævnte skibssætningspladser i Danmark, og formodentlig skal den derfor også dateres til yngre jernalder, vel snarest perioden 700-1000 e.Kr. Den store stendækkede nedgravning I i felt II kan være rester af et ligbål, og også de tre smågruber med menneskeknogler kan være selvstændige brandgrave. Nogle af de andre gruber kan ligeledes have gjort tjeneste i forbindelse med gravkulten; men desværre bragte udgravningen i 1981 ikke nogen nærmere afklaring af tidsspørgsmålet, for manglen på daterede oldssager blev ikke opvejet af de fire C-14 dateringer, der spreder sig fra ca. 60 f.Kr. til ca. 1290 e.Kr. Dateringen 60 f.Kr. er tydeligvis for gammel, og dateringen 1290 e.Kr. er helt klar for ung til at vedrøre selve gravpladsen Høje Stene. Menneskene har åbenbart flere gange i tidens løb haft ærinde her på Korshavns vestpynt.

Dateringen af menneske-skelettet fra graven K i felt II, der med rimelig sikkerhed angives at ligge indenfor tiden 1045-1155 e.Kr. (kontrolleret ved ekstra tælletid) er overraskende. I denne periode af Danmarkshistorien var kristendommen generelt udbredt i landet, og det kan derfor undre, at der findes en sådan isoleret og sen grav på den gamle hedenske gravplads. Man ville forvente at øens befolkning i denne periode blev begravet på en kristen kirkegård, hvor den så end har været placeret. Også det kraftige stentæppe over den døde virker mærkværdigt i forbindelse med en regulær kristen begravelse, i hvert fald kendes intet tilsvarende blandt det store gravmateriale fra 1000- og 1100-årenes Lund[11], og skeletgravens orientering i retning sydøst-nordvest er også ude af harmoni med de kristne graves ret strenge krav om øst-vest orientering.

Fig. 17. Havstokken hvor de sydlige partier af Høje Stene tidligere kunne ses. Vejen løber på dæmningen oppe til højre i billedet. Set fra øst.

Visse forhold tyder således på, at der kan være tale om en begravelse i en ekstraordinær situation f.eks. i forbindelse med dødsfald på et forbipasserende skib. Der var megen sejlads på Østersøen dengang, og danskerne havde stort besvær med de hedenske Vender, der iflg. Saxo overfaldt og lagde mange af de syddanske øer øde. Kan det være en af dem, der er blevet gravlagt mellem skibssætningerne på Høje Stene?

Noter

  1. ^ Digtet kaldet "Korshavnshøien", udgivet første gang i Drejøpræsten Peder Tommerups "Topographie over Drejø Sogn". Her gengivet efter Frits Raven, jvf. note 3.
  2. ^ Achton Friis: De danskes Øer. 2. udgave, København 1962, bd. 1 s. 299-305.
  3. ^ Frits Raven: Blade af Avernakøs historie, blad nr. 17. Komplet eksemplar med noter foreligger i Landsarkivet i Odense.
  4. ^ Udgravningen har på Forhistorisk Museum journal nr. 2353, og på Fyns Stifts-museum journal nr. 4098.
  5. ^ H.C. Broholm: Skibssætninger i Danmark. Fra nationalmuseets Arbejdsmark 1937 s. 11-26. – Johannes Brøndsted: Danmarks Oldtid III, København 1960, s. 331. – P.V. Glob: Danske oldtidsminder, København 1967, s. 148ff – Erling Al-brectsen: Runemonumentet ved Glavendrup. Fynske Minder 1958 s. 83-96. – Olfert Voss: Bækkemonumentet. Fra Ribe Amt 1959, s. 660-670. – Harald Andersen: Hovedstaden i riget. Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1960, s. 24-25.
  6. ^ Thorkild Ramskou: Lindholm høje. Gravpladsen. København 1976.
  7. ^ C. Engelhardt: Jernalderens gravskikke i Jylland. Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1881, s. 147ff og 182ff.
  8. ^ H.C. Broholm: Skibssætninger i Danmark. Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1937, s. 16 og 22ff.
  9. ^ Jens Raben: Oldtidsminder på Als og Sundeved. Fra Als og Sundeved, hefte 60, 1982, s. 61-62. – P.V. Glob: Svenskegravene, Skalk 1959 nr. 3.
  10. ^ M. Müller-Wille: Bestattung im Bot. Studien zu einer nord-europäischer Grabsitte. Offa 25/26,1968/1969. – Bengt Schönbäck: The custom of burial in boats. Ven-del Period Studies, Statens Historiska Museum, Stockholm 1983, s. 123-132.
  11. ^ R. Blomqvist og A.W. Mårtensson:Thu-legrävningen 1961. Lund 1963, s. 43-66 og 89-108. – Anders W. Mårtensson: Upp-grävt förflutet för PK banken i Lund. Malmö 1976, s. 87-116. – Anders W. Mårtensson: Skt. Stefan i Lund. Lund 1981, s. 47-63 og 107-130.

©