Høstmaskiner

- et bidrag fra landbrugssamlingen i Den fynske Landsby

I dagene 30. juni til 8. juli år 1900 dannede Odense ramme om et meget stort landbrugsarrangement, nemlig den 18. danske landmandsforsamling. I løbet af de 9 dage (med ekstra 3 dages forlængelse på grund af dårligt vejr) besøgte over 100.000 mennesker den store udstillingsplads på Heden – det areal, som i dag er bebygget med Odense Sygehus (fig. 1).[1]

De danske landmandsforsamlinger startede i 1845 i Randers og afholdtes med varierende års mellemrum forskellige steder i landet frem til Odense-forsamlingen år 1900, som blev den sidste. Odense var tillige vært for den 2. landmandsforsamling i 1846 og for den 9. i 1863. Arrangementerne kan nærmest sammenlignes med nutidens dyrskuer, blot i noget større format, idet de var landsdækkende og havde stor bredde. Således vistes i Odense år 1900 både dyr, redskaber, maskiner, afgrøder, mejeriprodukter, husflid og havebrug. Og dertil også en landbohistorisk udstilling.

De enorme omvæltninger, der skete i landbruget i løbet af 1800-tallet – dels som følge af landboreformerne omkr. år 1800 og dels som følge af den eksplosive vækst i løbet af århundredet – skabte en betydelig interesse for at bevare spor efter tidligere tiders landbrug. Ved den store nordiske udstilling i København år 1888 – som samtidig var den 16. danske landmandsforsamling – besluttedes det at arrangere en landbrugshistorisk udstilling, som i 100-året for stavnsbåndets løsning skulle vise udviklingen af landbrugets hjælpemidler. Men samtidig skulle de i den forbindelse indsamlede genstande danne begyndelsen til det landbrugsmuseum, som det var tanken at skabe på grundlag af udstillingens eventuelle overskud.

Knap 400 ting kunne efter udstillingen overdrages til det nyetablerede landbrugsmuseum i Lyngby. Ved afholdelsen af den 18. danske landmandsforsamling ved århundredskiftet faldt det naturligt gennem udstilling m.v. at skildre udviklingen i det netop forløbne århundrede, og med dette formål nedsattes en særlig sektion med den opgave »at tilvejebringe en Fremstilling af Landbrugets Udvikling, særlig gennem det 19. Årh., dels ved Udstilling af Litteratur, Modeller og Afbildninger af Redskaber, Maskiner, Bygninger, Husdyr, Kulturer, nationale Almuedragter m.v., dels ved Afholdelse af Foredrag om Sagen«.[2] – For at løse denne opgave, besluttede sektionsbestyrelsen at foranstalte en omfattende indsamling af genstande med tilknytning til det danske landbrug i det 19. årh. Trykte opfordringer udsendtes i tusindtal til skolelærere, landboforeninger, højskoler m.v. Ved den storstilede og veltilrettelagte kampagne indkom ikke mindre end ca. 5000 genstande, heraf ca. 450 købte, resten skænkede som gave.

Fig. 1. Udsigt over dele af maskinudstillingen ved Landmandsforsamlingen i Odense år 1900 (efter foto i beretningen).

På grundlag af disse mange genstande – samt 2000 genstande beroende på landbrugsmuseet i Lyngby – udvalgtes en typisk samling, som udstilledes i en særlig bygning – et militært eksercerhus.

Det er ikke tanken her nøjere at berette om hverken landmandsforsamlingen generelt eller yderligere om den landbohistoriske udstilling, men derimod om, at følgen af det store arrangement nær var blevet, at Odense i begyndelsen af dette århundrede havde fået et landbrugsmuseum. Sagen var nemlig den, at da de mange nytilkomne genstande fragtedes til landbrugsmuseet i Lyngby – museet var på det tidspunkt drevet af Det kgl. danske Landhusholdningsselskab – besluttede selskabet i oktober 1900 at nedsætte et udvalg, som skulle overveje fremtiden for de mange indkomne effekter ved Odense-landmandsforsamlingen. Udvalget kom til at bestå af medlemmer såvel fra selskabet som fra landboforeningerne på Fyn og i Jylland samt fra Dansk Folkemuseum (Nationalmuseets 3. afd.). Udvalget afgav betænkning i juli 1901, og heri pegedes på oprettelse af 3 landbrugsmuseer, alle med permanente redskabs- og maskinudstillinger (dvs. også nye ting). Hovedmuseet skulle været det allerede etablerede landbrugsmuseum i Lyngby, medens 2 lokalmuseer skulle oprettes i henholdsvis Odense og Århus. Denne ordning begrundedes med, at flest muligt skulle have mulighed for at få glæde af de store samlinger, ikke blot folk i og omkring København. De 7000 genstande, som da var samlet i Lyngby, skulle fordeles mellem de 3 museer, dog som nævnt med Lyngby som det centrale. Denne ordning krævede store økonomiske midler, og der afgik samme år en ansøgning til Landbrugsministeriet.[3] Det tog dog nogen tid, før et svar forelå, nemlig først i november 1904. Ministeriet var betænkelig ved oprettelse af 3 samlinger og ønskede blot 1 samling – i Lyngby – medens udbredelsen til provinsen kunne ske ved uddeponering af samlingerne på nogle af landets landbrugsskoler. Det kgl. Landhusholdningsselskab accepterede planen og stillede museet i Lyngby gratis til rådighed for ministeriet. Det var dog ikke uden betænkelighed, at selskabet foretog denne disposition, idet man »maatte føle sig bundet ved de med Repræsentanter for Fællesforeningerne i Fyn og Jylland trufne Aftaler, navnlig med Hensyn til Fortrinsret for Odense til Andel i de Genstande, som vare afgivne til Landbrugsmusæet fra Landmandsforsamlingen i Odense i 1900.«[4] Overdragelsen af museet i Lyngby til Landbrugsministeriet fandt sted i 1906, samme år som et beløb til drift af museet blev taget på finansloven.[5] Derefter påbegyndtes deponering af genstande til udvalgte landbrugsskoler, som fik karakter af »filialmuseer«. I Jylland fik Ladelund først en samling, derefter Malling Landbrugsskole, og sidst indrettedes også en samling på Dalum Landbrugsskole. Denne samling eksisterer dog ikke længere på Dalum Landbrugsskole, idet pladsmangel betød flytning af de mange gamle redskaber og maskiner. Dansk Landbrugsmuseum sørgede for en flytning af samlingen til nogle længer på Hofmans-gave på Nordfyn, hvor størstedelen stadig har til huse, dog uden at der er adgang for publikum. En del af de mange ting, indkommet ved bl.a. Landmandsforsamlingen i Odense år 1900, kan dog ses i dag, idet museet Den fynske Landsby efter oprettelsen i 1940’erne fik deponeret en række mindre brugsgenstande samt en række større landbrugsredskaber, f.eks. hjulplove, såmaskiner m.v.

Odense – og dermed Fyn – fik således ikke et egentligt landbrugsmuseum – og det til trods for, at øen altid har haft et stærkt og vel udbygget landbrug. Men en vis opfyldelse af de intentioner, som museumsudvalget fremkom med for 82 år siden, synes dog på vej – ganske vist i en noget ændret form i forhold til udvalgets plan. Jylland blev for nogle år siden tilgodeset, idet Dansk Landbrugsmuseum blev flyttet fra Lyngby til herregården Gammel Estrup nord for Århus. Udflytningen var et led i den udflytningsidé for statsinstitutioner, som rådede i begyndelsen af 1970’erne. »Hovedmuseet« er således nået til »hovedlandet«. Sjælland synes dog i disse år at få en afløser -ganske vist i mindre format – idet der i Ringsted er oprettet et endnu ikke statsanerkendt »Ringsted Landbrugsmuseum«. Og endelig har Fyn »Den fynske Landsby«, hvis mål er dels at bevare gamle fynske landbygninger, dels at bevare og indsamle genstande og oplysninger med tilknytning til fynske landsbyer, som bekendt har været domineret af landbruget. Det er da også tanken at udbygge museets landbrugssamling væsentligt i de kommende år og at oprette permanente landbrugshistoriske udstillinger. Allerede i 1982 indledtes udstillingsarbejdet med 2 særudstillinger af redskaber til belysning af markbruget i 1700- og 1800-tallet og af udviklingen fra plejl til tærskeværk. I øjeblikket planlægges en permanent landbrugsudstilling i den firlængede gård fra Skamby-Torup, se herom i Fynske Minder 1982 s. 91ff. Fyn kan således gradvis få opbygget en landbrugshistorisk samling og dermed måske endelig få udbytte af den store indsamling, som fandt sted ved den 18. landmandsforsamling. Det er i hvert fald museets håb – når udstillingsmæssige og magasinmæssige forhold er i orden – at søge at få deponeret en større del af de genstande, som oprindelig stod på Dalum Landbrugsskole, og som nu opbevares i tillukkede længer på Hofmansgave.

Først på programmet står dog en fornyet gennemgang og konservering af de eksisterende samlinger i Den fynske Landsby med henblik på at skabe et overblik og med henblik på at påvise mangler. Arbejdet hermed indledtes i 1982, og det stod hurtigt klart, at samlingerne havde mange »huller«, bl.a. mangledes høstmaskiner. Der rådedes alene over en såkaldt »selvaflægger« af mærket OSBORNE, som var modtaget i 1965 fra Frørup. En nærmere undersøgelse viste, at maskinen havde typebetegnelsen »Columbia Reaper«, at den var importeret af firmaet H.C. Petersen, København – og at denne maskintype udstilledes som ny ved landmandsforsamlingen i Odense år 1900![6]

– For at råde bod på manglen på høstmaskiner – specielt mangledes en selvbinder – efterlystes gennem Radio Fyn i sommeren 1982 gamle selvbindere. I løbet af få dage modtog museet ca. 35 henvendelser fra mange egne af Fyn. Efter en besigtigelse besluttedes det at hjemtage 2 selvbindere til museet, dels en OSBORNE-binder fra 1911 – den ældste blandt de tilbudte – dels en MC CORMICK-binder fra 1930’erne. Senere i 1982 blev museet tilbudt – og modtog – endnu en selvaflægger af mærket MILWAUKEE. Denne havde i 1930’erne og 40’erne arbejdet på en lille ejendom syd for Odense og var købt på en større gård i nærheden, da denne fik selvbinder. Alderen på selvaflæggeren kendes således ikke nøjagtigt, men den er formentlig fra første årti af dette århundrede. Også denne maskintype var repræsenteret ved landmandsforsamlingen i Odense år 1900! – udstillet af købmand S. Bjerre, Odense.[7]

Fig. 2 viser selvaflæggeren »OSBORNE – Columbia Reaper« placeret ved Hulegården i Den fynske Landsby. Fig. 3 viser »OSBORNE«-binderen fra 1911 ved ankomsten til museet i 1982. Typebetegnelsen er »New Self-binder«. Bemærk, at der er tale om en venstre-binder, hvilket vil sige, at skærebordet sidder på kuskens venstre hånd mod normalt på højre.

Fig. 2. Osborne-selvaflæggeren i Den fynske Landsby 1983

Museet Den fynske Landsby råder således i dag over 2 selvaflæggere og 2 selvbindere, alle fra de første 3 årtier af dette århundrede. Det er ganske vist ikke en høj alder for en museumsgenstand, men alligevel er de næsten totalt ukendte i dagligdagen i dag. Selvaflæggeren kendes slet ikke, selvbinderen kun i meget begrænset omfang – til brug for afhøstning af rug til langhalm. Der er hermed sikret »den fynske landbrugssamling« nogle repræsentanter for et meget betydeligt udviklingstrin i det danske landbrug – mekaniseringen af høstprocessen. Selvaflægger og senere selvbinder var afgjort de første rigtigt komplicerede maskiner, som vandt indpas ikke blot på de store gårde, men også – ganske vist først i dette århundrede – på almindelige bøndergårde. Desværre mangles ældre maskiner, men her må henvises til samlingerne ved Dansk Landbrugsmuseum, som bl.a. omfatter den første høstmaskine, som kom til Danmark. Stadigvæk er der chance for, at der på Fyn findes gamle selvaflæggere og selvbindere – samt slåmaskiner med aflæggeapparat. Sådanne maskiner søges opsporet gennem efterlysning bl.a. i landbrugsbladene.

For at få de 4 maskiner indplaceret i den landbrugstekniske udvikling skal i det følgende gives et kort overblik over høstmaskinens komme og udbredelse i Danmark i løbet af 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet, hvor den afgørende udbredelse finder sted. Hermed håbes at besvare nogle ofte stillede spørgsmål om f.eks. høstmaskinens alder, og tidspunktet for selvbinderens introduktion i Danmark.

Fig. 3. Osborne-selvbinderen ved ankomsten til Den fynske Landsby i 1982

Udviklingen af høstmaskinen er en længere historie, som tager sine første skridt i rommerriget, hvor en høstvogn, der skubbedes frem af okser, udvikledes.[8] Vi skal dog helt frem til 1700-tallet, før nye forsøg på at udvikle en maskine til afhøstning af korn gjordes. Det skete i England og videreførtes i USA, hvor bl.a. Mc Cormick udviklede en brugbar maskine i 1830’erne. Maskinen forbedredes gradvis og vandt stadig større udbredelse i USA. Til Danmark nåede den første høstmaskine af Mc Cormicks fabrikat først i 1852, hvor godsejer A.W. Bech, Valbygaard på Sjælland, gennem sin broder i USA fik tilsendt en maskine.[9] Denne »Mc Cormick Improved Reaper« var patenteret i 1845. Bechs maskine opnåede kun begrænset anvendelse på Valbygaard i 1853 og formentlig i 1854. Omkr. 1858 foræredes den til Landbohøjskolens Redskabssamling. Maskinen (se fig. 4) er udført næsten helt i træ. Den har vinger som på de senere selvbindere, men til gengæld ikke noget aflægningsapparat, hvorfor der foruden kusken måtte være endnu en person på maskinen, som med ryggen til kørselsretningen kunne lægge sæden af i negbundter med en håndrive.

Fig. 4. Den første høstmaskine i Danmark 1852. (Efter Svend Nielsen 1970).

Mc Cormicks maskine videreudvikledes af det engelske firma Burgess & Key, som forsynede maskinen med 3 archimedes-skruer på bordet (se fig. 5). Disse 3 skruer sørgede for aflægningen af det afhøstede kom på skår i en bane uden for det afhøstede. Herved sparedes personen, som ellers manuelt skulle aflægge. Et eksemplar af denne maskine – kommet til landet i 1859 -findes bevaret på Dansk Landbrugsmuseum.

I de følgende år går det stærkt, nye modeller introduceres i hastigt tempo, og mejemaskinen får nogen udbredelse på større gårde i Danmark. Stødet hertil var bl.a. landmandsforsamlingen i Odense år 1863, hvor der fremvistes flere modeller fra engelske firmaer: Ransome, Burgess 8c Key og Samuelson & Co.

Fig. 5. Burgess & Key-maskinen fra 1850’erne (efter J.S. Greve 1871).

Allerede før 1860 havde Samuelson & Co. udviklet et helt nyt princip for mejemaskinen, nemlig en lodret aksel hvorpå sad 4 vinger (se fig. 6). To af disse vinger havde påsatte rivetænder og kunne sørge for aflægning af kornet i ubundne neg i en fri bane. Maskinens bord var halvrundt (se maskinens arbejdsgang fig. 7). De to vinger uden tænder sørgede blot for indlægning af kornet mod maskinens skær. Denne maskine – nu kaldet »selvaflæggeren« – havde det problem, at kusken måtte ride på en af hestene, da vingernes rotation gjorde det umuligt at være nær maskinen. Det betød ofte en ekstra mand bag maskinen til at dirigere.

Fig. 6. Samuelson & Co-maskinen 1850’erne. (Efter J.S. Greve 1871).

Samuelson & Co.’s nye maskine vandt indpas i Danmark allerede omkr. 1860, og den odenseanske maskinfabrik Phønix kunne i 1860 præsentere en efterligning (fig. 7). Phønix’s maskine fik sølvmedalje ved Landmandsforsamlingen i Odense 1863.[10]

Fig. 7. Phønix’s selvaflægger fra 1860. (Efter H. Rosenstand Schacht 1941).

I begyndelsen af 1870’erne ændredes selvaflæggeren således, at vingernes bevægelse rettedes op lodret, når de ikke var over maskinens bord (se fig. 8). Denne ændring gjorde det muligt at montere et kuskesæde på siden af maskinen ved bære- og drivhjulet. Herved fik kusken bedre styremulighed samtidig med, at maskinen fik en bedre balance med mindre vægt på hestene. Hermed var selvaflæggeren, som den anvendtes til ind i det første årtier af 1900-tallet, skabt i hovedtræk. Kun mindre forbedringer fandt sted, f.eks. mulighed for at variere hvilke vinger, der aflagde neg (alle vinger med rivetænder) og hvilke, der blot lagde kornet ind mod skæret. Andre maskiner forsynedes med en vinge yderligere, f.eks. Milwaukee’en, der fik 5 vinger.

Fig. 8. Walter A. Woods selvaflægger fra 1874. (Efter E. Jørgensen og C.C. Larsen 1900).

I USA fortsatte udviklingen af høstmaskinen stadig, og i 1860’erne fremkom en maskine forsynet med et »bindebord«. Ved hjælp af en elevator (noget lig de senere selvbinderes sejl) førtes kornet op til 2-3 bindere, som stod på en platform på maskinen. Ved almindeligt arbejdstempo kunne disse 2-3 mennesker stå og binde det afhøstede korn og kaste de bundne neg ned fra maskinen. De første maskiner af denne type – »Edwards Harvester« – kom til Danmark i 1874 (2 eksemplarer).[11]

I de første 20 år af høstmaskinens tid i Danmark var der kun meget få maskiner i brug – og det hos særligt maskininteresserede store jordejere. På de almindelige bøndergårde og på langt hovedparten af godserne fortsatte den vante høstgang med brug af le og rive. For at skabe en større interesse for nyskabelsen »høstmaskinen« afholdte Det kgl. dansk Landhusholdningsselskab i august 1874 en prøve af mejemaskiner på Benzondal og på nogle gårde i Vallensbæk ved Glostrup. I prøven, som varede i 9 dage, deltog ialt 17 selvaflæggende mejemaskiner, heraf 11 amerikanske og 6 engelske maskiner fra følgende firmaer: Samuelson & Co., Warder Mitchell & Co., D.M. Osborne, W.A. Wood, R. Bickerton & Sons, The Johnston Harvester Co., C. Aultman 8c Co., Alexander Jack & Sons, The Harris manufacturing Co., James & Fred. Howard, R. Homsby & Sons, F.G. Bradley & Co., Williams Co.[12] Prøven var meget indgående og omfattede høstarbejde i forskellige kornsorter og under forskellige betingelser. En dommerkomite fulgte arbejdet nøje foruden grundigt at gennemgå maskinerne, deres opbygning, vægt, mål, nødvendig kraftforbrug m.v. De forskellige funktioner fik karakterer efter »ug«-skalaen. 6 maskiner fik hædersdiplom og 200 kr., medens 4 maskiner alene fik hædersdiplom.[12] Alle deltagende maskiner var af samme princip som Samuelsons & Co.’s, dvs. med lodret aksel og 4 eller 5 vinger med rivetænder. Nogle af maskinerne havde 2 bære-/trækhjul mod normalen med ét (se fig. 8 og 9). Høstmaskiner af dansk fabrikat var på dette tidspunkt igen ude af billedet. Phønix’s maskiner havde kun en begrænset fremstillingstid. Senere forsøgte andre danske fabrikker og jernstøberier at genoptage en produktion, som dog forblev begrænset, bl.a. gjorde Anker Heegaards Fabriker, Frederiksværk og M.P. Allerups Jernstøberi, Odense, forsøg i 1870’erne medens fabrikant Mortensen, Bolbro, startede en produktion omkring århundredskiftet.

Ifølge agerdyrkningsberetninger i Tidsskrift for Landøkonomi udbredtes høstmaskiner i nogen grad i de første år af 1870’eme, dels som følge af den øgede interesse, som maskinprøven i 1874 havde vakt, dels som følge af manglende arbejdskraft. Forpagter Bokelmann – en fremtrædende skikkelse i forbindelse med mejemaskinernes introduktion, bl.a. som dommer ved maskinprøven i 1874-skrevi 1875: »Hvor meget end Interessen for Maskiner er vakt blandt Landmændene, er det dog ej saa meget fordi de betragtes som medvirkende til paa forskjellig Maade at føre Agerbruget fremad, som navnlig fordi Arbejdskraften i de senere Aar er bleven saa kostbar og, hvad værre er, saa knap. Der er jo imidlertid ingen Tid paa Aaret, hvor Savnet af Arbejdskraft er saa følelig, og hvor det gjælder mere om at faa Arbejdet fremmet end i Høstens travle Tid, og det er her, at en god brugelig Mejemaskine kan yde uberegnelig Hjælp.«[13]

For agerbruget 1875 forlyder det: »Navnlig vinde Mejemaskinerne og Damptærskeværkerne en meget stærk Udbredelse. De første kjøbes i Reglen af Brugerne selv; i mange Egne har enhver stor Gaard endog ofte flere Mejemaskiner, og man betragter dem for lige saa uundværlige som et af de gamle almindelige Redskaber; selv mange Bønder have anskaffet sig Mejemaskiner, – i Reglen ere 2 eller 3 da fælles om en Maskine.«[14]

Fig. 9. 2-hjulet selvaflægger fra 1870’erne. (Efter A. Eskerod: Jordbruk under femtusen år 1977).

Således lyder beretninger fra 1875, men allerede fra sommeren 1876 skifter stemningen, f.eks. »den lille Høst og den rigeligere Arbejdskraft have bevirket, at der i Sommer er solgt færre Mejemaskiner og færre Damptærskemaskiner end i de nærmest foregaaende Aar.«[15] – og 1878 »billig Arbejdskraft og knap Pengetid har medført, at der atter iaar kun er solgt faa Mejemaskiner.«[16] Opsummeret lyder agerbrugsrapporterne fra disse år: arbejdskraften er rigeligere end tidligere, kornpriserne falder som følge af konkurrence fra USA – og dermed muligheden og lysten til at investere i mejemaskiner – det er krisetid! Først fra 1885 og fremefter synes stemningen igen at vende til fordel for mejemaskiner, som fra da af bruges i større tal – ja endog begynder agerdyrkningsberetningerne at omtale »selvbinderen«! Således lyder beretningen fra høsten 1885: »Derimod har Aargangen stærkt paavist Ønskeligheden af selvbindende Mejemaskiner, hvor man ikke har en saa rigelig Arbejdskraft, at man strax kan lade binde op efter Maskinen… Enkelte af disse Maskiner er nu igang herhjemme;«.[17]

Men hvornår dukkede selvbinderen egentlig op herhjemme? Ja, den kom faktisk til landet i »kriseperioden«, hvor interessen for mejemaskiner var noget afkølnet, nemlig i året 1878. Ved landmandsforsamlingen i Svendborg det år fremvistes foruden en række selvaflæggere også de to første selvbindende maskiner i Danmark, en Walter A. Wood-maskine og en Mc Cormick-maskine.[18] Begge maskiner havde bindeapparat som bandt med ståltråd. Selvbinderen var udviklet i USA i begyndelsen af 1870’erne og først i 1879 opfandtes (Deering, USA) et knytteapparat, som kunne binde med almindelig tråd. (Walter A. Woods selvbinder anno 1876 ses på fig. 10, formentlig den model, som vistes i Svendborg i 1878).

Selvbinderen fik ikke mange pæne ord med på vejen ved Svendborg-udstillingen; således skrev komiteen for redskabssektionen ved udstillingen i Ugeskrift for Landmænd 1878: »Desuden fandtes 2 selvbindende Maskiner fra Mc Cormick og fra Walter A. Wood, som begge udmærkede sig ved sindrig Konstruktion, men de syntes dog ikke tilstrækkelig paalidelig som Selvbindere, og det formentes at være en væsentlig Indvending imod dem, at de til Bindingen anvende Staaltraad. Bindeapparatet syntes tillige at komplicere selve Maskinen, navnlig dens Aflægningsapparat, og i hvert Fald antager Komiteen ikke, at disse Maskiner i deres nuværende Skikkelse ville kunne faa nogen praktisk Betydning.«[19]

Denne negative holdning blev fulgt i det danske landbrug – selvbinderen vandt først frem, da ståltråden som bindemiddel var udskiftet, og da lysere tider tegnede sig for indtjeningen, medens vanskeligheden ved at skaffe høstarbejdere igen blev et problem som i begyndelsen af 1870’erne.

Fig. 10. Walter A. Woods selvbinder 1876. (Efter M. Partridge 1973).

Som nævnt – fra og med indberetninger fra 1885 omtales såvel selvaflæggere som selvbindere. Ved Kolindsund arbejdede i 1885 en Walter A. Wood-maskine til stor tilfredshed. I resten af 1880’erne svingede udbredelsen/nytten af mejemaskinerne – nogle år var det for vådt at bruge maskine, andre år var vejret godt – og igen andre år var der tilstrækkelig høstarbejdskraft.[20] Et væsentligt problem ved introduktionen af høstmaskinerne – og specielt selvbinderne – var, at man i vid udstrækning var vant til at høste til trods for dårligt – regnfuldt – vejr. Var vejret vådt, blev sæden blot liggende på skår til det var tørt, medens brugen af selvbinderen krævede helt tør sæd, da bundne neg var for hårdt pressede til at kunne tørre væsentligt. Først da man lærte, at selvbinderen kunne bruges med fordel på tørre dage – og afvente sådanne – blev nytten af maskinen fuldt ud erkendt.

Rigtig fart i anskaffelsen af såvel aflæggere som selvbindere skete i begyndelsen af 1890’erne, hvor mangel på arbejdskraft blev et alvorligt problem såvel på godser som på almindelige gårde.

Ustandselig beklages i indberetninger fra alle landsdele over den manglende arbejdskraft: »Fra de fleste Egne lyde Beretninger om, at Udsigterne for Arbejdskraft for Sommeren ere alt andet end lyse. Fra Fyn skrives, at det er ret betegnende, at selv mindre Ejendomme anskaffe Høstmaskiner, ikke just for at faa Arbejdet udført billigere, men for overhovedet at kunne faa Avlen høstet;« – således ifølge Tidsskrift for Landøkonomi, sommeren 1893.[21]

I lyset af den øgede interesse for (og behov for) høstmaskiner foranstaltedes endnu en arbejdsprøve for mejemaskiner – såvel for selvaflæggere som for de nye selvbindere. Arbejdsprøven holdtes på Constantinborg ved Brabrand og på gårdene Vestervang og Højvang ved Århus. Interessen rettedes primært mod de selvbindende maskiner, som var forholdsvis nye i landet. Af disse afprøvedes ialt 11, medens 14 selvaflæggende maskiner afprøvedes. Sidstnævnte adskilte sig i udførelse ikke meget fra de maskiner, man havde gjort til genstand for prøven i 1874. Maskinerne var nok blevet lidt lettere og i bedre udførelse, men i hovedprincippet var der ikke sket forandringer. Udviklingsarbejdet havde primært været rettet mod den selvbindende maskine, som nu arbejdede i tusindtal på de store kornmarker i USA, hvorfra den danske korneksport truedes med alvorlig konkurrence.

Amerikanske fabrikanter var da også i stort overtal: Adriance, Mc Cormick, Deering, Johnston, Massey-Toronto, D.M. Osborne, J.F. Seiberling, Walter A. Wood, D.D. Morgan mod følgende fra England: Hornsby, Harrison, Warder Mitchell og Samuelson & Co.[22]

Selvbinderens udbredelse gik rigtigt stærkt fra 1880’erne. Flere herregårde anskaffede sig en eller flere maskiner, og i 1896 leveredes således ikke færre end 16 selvbindere til Langeland – ganske vist et ekstraordinært stort tal i forhold til resten af det fynske område.[23] Fra Krarups beskrivelse af 52 fynske landbrug i årene 1895-96 (primært større brug) nævnes følgende gårde med nyanskaffede selvbindere: Anhof (394 tdr. agerland); Korsebølle (470 tdr.); ejendom i Åsum hrd. (390 tdr.); og hovedgården Tybrind 2 stk. (682 tdr.).[24]

Fig. 11. Osbornes selvbinder 1892. (Efter Tidsskrift for Landøkonomi 1893)

Efterhånden blev selvbinderen også populær på almindelige bøndergårde, ja endog mindre brug anskaffede sig en maskine i fællesskab. I 1906 nævnes i agerbrugsindberetninger, at der aldrig før er købt så mange selvbindere.[25] Noget egentligt tal for deres udbredelse får vi dog først i 1907, hvor en maskintælling viser, at 2,2% af samtlige ejendomme i landet har selvbinder, medens tallet for selvaflæggere er 8,8%.[26] I 1936 er tallene henholdsvis 41,6% (selvbindere) og 5,4% (selvaflæggere). Omregnet udgjorde det maskindækkede areal for selvbindere i 1936 ialt 68,4%, medens selvaflæggerne klarede 6,6%.[27] På det tidspunkt havde selvbinderen afgjort vundet overtaget – kun mindre ejendomme brugte selvaflæggeren eller fortsatte med le-høst.

Fig. 11 viser en Osborne-binder fra 1892. Sammenlignes denne maskine med de selvbindere som fungerede frem til 1960’erne, hvor mejetærskerne fik overtaget, så er der ikke sket synderlige ændringer i de da forløbne 70 år. Den egentlige udvikling af høstmaskinen fandt sted i tiden 1840’erne til 1870’erne – dels i England, dels i USA. Sidstnævnte land var dog oftest forrest, da høstmaskinen var en afgørende forudsætning for opdyrkning af de store prærier.

Den fynske Landsbys 4 høstmaskiner repræsenterer således ikke de ældste maskiner i Danmark, men derimod maskiner, som i stort tal udbredtes på almindelige gårde. Samlingen kan således stå som et levn fra en vigtig del af mekaniseringen af det fynske landbrug. Forhåbentlig får museet i de kommende år mulighed for at vise og fortælle langt mere om det fynske landbrugs udvikling gennem 1800- og 1900-tallet – en stor samling af redskaber, maskiner m.v. står klar til at fremvises i en mere eller mindre permanent landbrugs-udstilling.

 

Noter

  1. ^ Beretning om Den attende Landmandsforsamling i Odense den 30.Juni til 8.Juli 1900. Odense 1901.
  2. ^ ibid s. 596.
  3. ^ Tidsskrift for Landøkonomi 1901, s. 67-68 og Tidsskrift for Landøkonomi 1904, s. 27-28.
  4. ^ Tidsskrift for Landøkonomi 1905, s. 13.
  5. ^ Tidsskrift for Landøkonomi 1907, s. 184.
  6. ^ Se note 1 – s. 439.
  7. ^ Se note 1 – s. 440.
  8. ^ Litteratur om høstmaskiner: J.S. Greve: Redskabs- og Maskinlære til brug for Landmænd. Kbh. 1871; E. Jørgensen og C.C. Larsen: Redskabs- og Maskinlære til brug for Landbrugsskoler og Landmænd. Kbh. 1900; E. Jørgensen: De danske Redskabs- og Maskinprøver, Kbh. 1902; A. Christensen: Redskabs-lære. Kbh. 1926; H. Rosenstand Schacht (red.) Det danske landbrugs Maskinbog. Odense 1941; Det danske Landbrugs Historie bd. IV (red. K. Hansen), Kbh. 1925-33; G.E. Fussell: The Farmers Tools, London 1952; M. Partridge: Farm Tools Through The Ages, 1973; S. Nielsen: The first reaping machines in Denmark. Tools and Tillage, 1970.
  9. ^ De første høstmaskiner i Danmark er beskrevet af Svend Nielsen, leder af Dansk Landbrugsmuseum, se note 8.
  10. ^ Den niende Landmandsforsamling i Odense 29. Juni – 4. Juli 1863. Odense 1864.
  11. ^ Ugeskrift for Landmænd 1874 II, s. 352-353.
  12. ^ Beretning om Mejemaskinprøven 1874 paa Benzondal og Vallensbæk Jorder. Tidsskrift for Landøkonomi 1875 s. 11-102.
  13. ^ Bokelmann: Om Mejemaskiner og deres Brug. Tidsskrift for Landøkonomi 1875, s. 117ff.
  14. ^ Tidsskrift for Landøkonomi 1876, s. 11.
  15. ^ Tidsskrift for Landøkonomi 1877, s. 13.
  16. ^ Tidsskrift for Landøkonomi 1867, s. 491.
  17. ^ Tidsskrift for Landøkonomi 1885, s. 721.
  18. ^ Beretning om Den 14. danske Landmandsforsamling i Svendborg d. 2. Juli til 6. Juli 1878, Kbh. 1879, s. 340.
  19. ^ Ugeskrift for Landmænd 1878 II, s. 31.
  20. ^ Tidsskrift for Landøkonomi div. årgange, agerbrugs-indberetninger.
  21. ^ Tidsskrift for Landøkonomi 1893, s. 492.
  22. ^ Beretning om Arbejdsprøve med selv-bindende Mejemaskiner og en Mejeprøve med selvaflæggende Mejemaskiner. Tidsskrift for Landøkonomi 1893, s. 257-334.
  23. ^ Tidsskrift for Landøkonomi 1896, s. 743.
  24. ^ J.B. Krarup: Beskrivelse af Landbrugets Udvikling i Danmark fra 1835 indtil Nutiden, IV. Kbh. 1901.
  25. ^ Tidsskrift for Landøkonomi 1907, s. 23.
  26. ^ Statistiske Meddelelser, 4 rk., 34. bd., 2 hft. (Anvendelse af Landbrugsredskaber m.v. i Danmark) s. 17.
  27. ^ Det danske Landbrugs Maskinbog. Red. H. Rosenstand Schacht, Odense 1941, s. 619 og 621.

 

©