Overskriften er taget fra en københavnsk avis, der en gang om ugen samler pudsige meddelelser fra bladenes spalter. Aviserne er et spejl, der gengiver tidens begivenheder; man finder vel, at gengivelserne ikke altid er korrekte, eller at sansen for proportioner kan være lidt ejendommelig, men ikke desto mindre er de med til at skabe „den offentlige mening“.

For museerne er det nødvendigt at gøre brug af presse, radio og fjernsyn, og stort set kan man takke for loyal og fornuftig behandling af det stof, som museumsarbejdet giver, men ved at gennemgå udklipsbunken for et enkelt år, kan man alligevel få et par fornøjelige timer. H.C. Andersen er det foretrukne stof, selv om udgravninger og skeletter heller ikke er at foragte. I det forløbne år har det blæst godt om H.C. Andersens Hus. Det var temmelig foruroligende, da en avis proklamerede, at den burmesiske minister Sao Wunna og hans frue under et besøg i Odense skulde møde en skorstensfejer – formentlig for at komme i passende eventyrstemning. En anden lokal avis forklarede, at der rører sig et helt internationalt liv ved H.C. Andersens Hus, „men udlændinge og odenseanere spærrede alligevel øjnene op, da der igår pludselig viste sig en ægte kinesisk rickshaw med kuli spændt for, på de toppede brosten i Hans Jensensstræde – det så sjovt ud, specielt fordi gæsten i stolen ikke var en kineser med pisk, men en fregnet, dansk dreng. Rickshawen var sendt på gaden som reklame for et tefirma.“ Et par skiltemalere fra Silkeborg vil optræde som filmproducenter. De går i gang med næste filmopgave – et eventyr af H.C. Andersen, hvilket er endnu ikke bestemt, men de erklærer åbent: „Når vi har valgt H.C. Andersen, skyldes det håb om at få filmen solgt“. En meddelelse om besøget i museet kommenteres lokalt og håndfast således: „og når man så ved, at disse flinke mennesker tilsammen spiser godt 100.000 pølser med brød og sennep, at de ordner et par hundrede tusinde bøffer og brunsvigere og skyller det hele ned med fynske håndbajere – for blot at nævne nogle få ting! Hatten af for gamle H.C. Andersen.“

Men der må alligevel gøres noget mere. En hjemlig flodskipper foreslår: „Man skulde lade Hjortlund male skilte med både kejseren og havfruen og skorstensfejeren og sylfiden og dem allesammen! Og lade dem vise vej til – Hans Christian Andersens House“. Fra rigets østlige dele meldes, at turistchefen ofte har prøvet at overtale os til at forestå nogle timers oplæsning om dagen, men vi er noget tunge i vendingen, så han trøster sig med, at „nu har en restaurant her i byen grebet ideen og lader til sommer en student læse eventyr på flere sprog“. løvrigt burde H.C. Andersens Hus være „et mere levende foretagende end blot rammen om udstillede effekter efter den store eventyrdigter“. Fra den store verden får vi belæring. Den danske turistchef i U.S.A. har fundet ud af, at betjeningen i museet er utilfredsstillende. Han havde sendt spørgeskemaer ud til en række amerikanere, som havde besøgt Odense. „De beklagede sig alle over manglende service og en for dårlig betjening i digtermuseet.“ – Vi sender årets 130.000 gæster en taknemmelig hilsen, fordi de har skånet os for klager over deres lidelser, og vi minder om kromandens annonce: „Er De utilfreds med behandlingen, så sig det til os; er De tilfreds, så sig det til andre.“

Men der er også andre melodier i spilledåsen. „Museet er et centrum for en hel lille by af forlorent romantiske souvenir-boder, en massiv ophobning af smagløshed, som aldeles ikke hører op ved tærsklen til barndomshjemmets tempellignende tilbygning, i hvis vestibule den velorganiserede turist-geschæft nærmest kulminerer“, forkynder tidsskriftet Perspektiv, der rigtignok har rodet rundt i forskellige museer. En jysk avis bakker op med en forklaring om, at museet er bleven det allerhelligste i et stort tempelkompleks, hvor kræmmerne har slået deres boder op overalt og falbyder den grimme ælling i skumgummi og hyrdinden og skorstensfejeren i 80 pct. sæbe, og et sjællandsk blad erklærer dramatisk, at det turistshow, der foregår i hjertet af Odense sæsonen igennem, er et virkeligt forstemmende udslag af nationens kroniske mindreværdskompleks og en mere end tvivlsom reklame for dansk „kultur“.

Pudsigt nok bragte et københavnsk blad i de samme blæsende sommerdage en redegørelse for turistvarerne i H.C. Andersens Hus, som konkluderede i følgende: „Udvalget er ikke voldsomt stort. Men det er stort nok. For det er godt.“

Buketten er broget; der er både roser og tidsler. Alle har blot glemt, at et museum – lige meget hvilket – kun har een eneste hovedopgave: at indsamle, bevare og videnskabeligt bearbejde vore kulturminder. På den baggrund er alt andet ganske underordnet. Men det er der ikke nogen „historie“ i.

©