Hvad mutter gør, det er altid det rigtige!

Hvis H.C. Andersens ry og troværdighed ikke skal lide væsentlige tab i vore moderne, oplyste tider med ligeret og feminisme, tror jeg man må tage tyren ved hornene og gå lige i kødet på mandschauvinismens største kalamitet blandt eventyrene: Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige.

Nej, jeg skal ikke skyde nogen noget i skoene, og slet ikke nogle uidentificerede feminister. Mit legitimationsprojekt er affødt af mit ellers frugtbare samarbejde med en tysk skandinavist (mandlig) om undervisningen af amerikanske studenter i skandinavisk litteratur ved University of Minnesota i foråret 1985. Vedkommende doktor mente ikke, at man kan tage Andersen alvorligt idag. Og var til den ende specielt ude efter »Hvad Fatter gør«, – et stykke ufordøjet, patriarkalsk Biedermeier-litteratur, – håbløst utidsvarende. Men er »Hvad Fatter gjør« egentlig så slem?

Det første problem i et sådant troværdigsprojekt bliver så » Andersen-tilknytningen« til historien om manden, konen og englænderne. Kan Andersen overhovedet tages til indtægt for eventyrets udsagn? Det her er jo ikke et af de rigtige Andersen-eventyr, som han selv opfandt, men bare ét af dem, som han havde hørt som barn, og så »paa min Maade fortalt«. Hvad skal vi så stille op med det? Er det mest senmiddelalderligt folkeeventyr eller er det mest H.C. Andersen? Skal vi bare forbigå de genfortalte folkeeventyr i tavshed for så med ekstra fortolkningskraft at vise Andersens geni i de selvopfundne? Nej, så blufærdige behøver vi ikke at være omkring Andersens kunstnersjæl. Der er tusinder og atter tusinder af folkeeventyr, og alene den udvælgelse, Andersen har foretaget, er en Andersenisering. Og det er endda det mindste af det. Genfortælling er aldrig kun en genfortælling eller en gendigtning. Kort sagt, Andersen er fuldt ud ansvarlig for eventyret om faderens tilsyneladende gode gerninger. Og når Andersen er ansvarlig, må vi også tage ham alvorligt, og læse nøjere efter om vi i virkeligheden har med en mandschauvinistisk ulv i fåreklæder at gøre[1].

Eventyret er stedmoderligt behandlet i Andersen-forskningen. Efter at Hans Brix i 1907 i indledningen til sin disputats »H.C. Andersen og hans Eventyr« brugte »Hjertesorg« og »Hvad Fatter gjør« som eksempler på sin litteraturteoretiske metode, har forskningen ikke interesseret sig for bytteeventyret[2]. Brix slog fast, at eventyret er »ganske simpelt og ligetil«, og det er det så! Brix bruger eventyret til at illustrere, hvordan der må en bestemt stemning frem i Andersen, før han kunne føre et eventyr på papiret, – med Andersens egne ord, »der behøvedes kun en Strømning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de blev Blomst«. Det, at der jo altså behøvedes et frøkorn, lader Brix »Hjertesorg« om at illustrere. Det simple eventyr om at bytte kan så tage sig at det med nedskrivningsstemningen.

Men hvad er det egentlig Brix gør? Hvori består hans metode? Og kan vi med denne forstå eventyret bedre? Jo, det kan vi, forudsat at vi tror på Brix’ metode. Og vi er jo heldige her, hvor Brix ligefrem projicerer sin strategi op på væggen ved hjælp af vores udvalgte eventyr. Brix’ metode går ud på at finde den episode i digterens liv, der har fået frøet til at blomstre. Episoden er kort fortalt, at Andersen kommer hjem fra en udlandsrejse, veksler sin udenlandske valuta og får mindre for den, end da han købte før rejsen. Dagen efter skriver han »den gamle Historie om Manden, der bytter Hesten for Koen &«, der afsluttes næste dag. Brix postulerer nu sammenfald mellem Andersens oplevelser i nedskrivningsdagene og indholdet af eventyret. Andersen bytter sine guldmønter til en lavere værdi og lader så bondemanden gøre ligeså. Bondemanden bliver ikke ked af det dårlige bytte, og det skulle Andersen lære af, for »den virkelige Skade tilføjede han sig selv ved at pine sig med et ubetydeligt Tab[3]«.

Det er Andersens tab, der interesserer Brix, – hans tilsætning, – »det er Fornemmelsen af en Formindskelse«. Men eventyret handler ikke om tab eller tilsætning. Eventyret handler om overflod. Bondeparret har overflod, englænderne har overflod, og de folk, som vi møder igennem eventyret, bytter sig til overflod i pose og sæk, – meer end nok, som det hedder i kladden til eventyret. Brix kan få en hel lille købmandssolstrålehistorie presset ud af sin metodes konsekvenser: »Synslinien for Eventyret er altsaa paradoxal: jo fattigere, des dyrebarere; og for Digteren bliver det endelige Resultat i praktisk Henseende det samme: Det Tab, han lider ved Salget af den udenlandske Guldmønt, indbringer ham Evnen til at give Form til et dansk Eventyr, som ban havde baaret paa i mange Aar uden nogen Sinde at beherske det[4]«.

Men eventyret handler ikke om fattigdom. Og selvom mennesket Andersen kunne ærgre sig over sit tab på 14 skilling pr. guldstykke, så ærgrer digteren Andersen sig ikke over at sætte noget til, at forbruge af et overskud, at ophøje det unødvendige. Altså, Brix, for det første har vi ikke nogensomhelst sikkerhed for, at Andersen rent faktisk var influeret af sine uheldige valutatransaktioner, da eventyret nedskrives. Sammenfaldet i tid er ikke nok. Andersen kan have tænkt på 1000 forskellige ting i løbet af, ja bare eftermiddagen den 5. december 1860. Og videre, selvom Andersen rent faktisk var direkte inspireret af sit uheldige bytte, så forklarer det alligevel ikke, hvad der egentligt er på færde i eventyret. Et sådant følger nemlig sine egne love[5].

Indledningen til eventyret er et lille kapitel for sig. En lille initialfortælling, som dog er både mere udførlig og mere eventyrstil for eventyrstilens egen skyld, end Andersen ellers bruger det. Indledningen er såmænd ikke spidsfindig eller mystisk, men netop rent eventyr, rent idyl. Vi skal være helt rensede i sjælen, helt indstillede på eventyr, før Andersen blænder op for narrationen: »Netop saadan et Bondehuus var der ude paa Landet, og i det boede et Par Folk, Bondemand og Bondekone[6]«. Mens eventyrets personer og problemområde præsenteres, forbliver eventyret på fortællerens eventyrlige distance af tilhøreren.

Problemet for eventyret er, hvad er »endnu mere?« Endnu mere end tjeneste, almindelig brugsnytte og til dagen og vejen. Hvad gør man med dette mere, dette overskud, og hvad er det symbol for? Fortælleren ved det ikke, »Men hvad skulle det være«, (ganske vist uden et anmasende spørgsmålstegn, men et spørgsmål er det alligevel), og skubber eventyrets første person frem på scenen, for at hun skal bestemme sig. Men bondekonen vil ikke bestemme sig, – vil slet ikke have med problemet at gøre. »Det vil Du, Fatter, bedst forstaa!« er eventyrets første replik, og det er, som vi skal se, ikke tilfældigt, hvem der får indgangsreplikken lagt i munden, og det er heller ikke tilfældigt, hvad denne person bruger dette initiativ til[7]. Bondekonen vil ikke have med noget initiativ at gøre, men står alligevel ikke med hænderne bag forklædet. I selve afvisningen af eventyrets problem, får hun formuleret en strategi og en løsning, ja endog flere anvendelige løsninger på problemet om dette »endnu mere«. En hvilken som helst løsning, fatter finder på, er god nok, fordi mutter ikke vil have med det unødvendige og det overflødige at gøre. Og fordi hun jo samtidig afstikker ham de rammer, inden for hvilke han kan gøre det rigtige.

Uden at fatter får sagt et ord, får hun ham i stadsetøjet, kysset ham på hans varme mund, op på hesten og afsted. »Jo, Fatter forstod det«. Nej, fatter forstår ikke et muk af noget som helst, – eventyrets ironi er til at tage og føle på. Og den varme mund har skiftet køn. Fatter skulle beslutsomt have kysset mutter på hendes røde eller varme mund, før han drog ud i verden. Men både beslutsomheden og kysseriet styres af mutter, der altså er aktiv og initiativrig nok, når talen er på hendes gebeter, eller gebeter som hun kan tilkende relevans.

Straks manden er uden for konens rækkevidde, begynder der at ske ting og sager. Han glemmer sit egentlige forehavende – sidder der på hesten og tænker på alt muligt andet end at forvalte sit overskud. Eventyret bruger et helt afsnit til at beskrive den solfyldte landevej med dens støv og markedsfarende folk. Men dette naturafsnit relateres ikke direkte til mandens gøren og laden. Vi må selv uddrage essensen af årsagskæderne og resonnere, at når solen bager ned, som den gør, bliver bondemanden selvfølgelig enten tørstig og vil på kro, eller også bliver han ør i hovedet og foretager sig tåbelige ting. Eventyret handler ikke om fordrukne folk, så vi har altså med en ør, solfortumlet bondemand at gøre.

Bondemanden vil nu have en ko, som ser så nydelig ud der midt på vejen. »Den giver vist deilig Mælk«. Han er ikke rigtig sikker, men det forstyrrer ham ikke. Han har stadig Mutters beslutsomhed i ryggen og lader sig ikke anfægte af mindre detaljer eller af mangel på eksakt viden. I hans videre købslagen er det heller ikke præcis prisbevidsthed eller præcision i det hele taget, der er hans stærke side, »ser Du, en Hest, troer jeg nok, koster mere end en Ko«. Det er en mærkelig bondemand, der ikke lever og dør med bevidstheden om prisen på og værdien af sine produktionsmidler og produkter.

Nu har bondemanden gjort, hvad han fik besked på, byttet hesten til noget, som han mener, at mutter mener, at de har mere brug for. »Men da han nu engang havde betænkt sig at ville komme til Marked, saa vilde han komme til Marked, bare for at see paa det;« For det første havde han ikke betænkt noget som helst endsige villet noget forud. Hans første byttehandel kommer i stand i kraft af hans solørhed, og dermed tror han at have opfyldt mutters ønske. Men mutter har jo ikke kun påbudt ham at bytte. Hun har også sagt, at han skulle ride til marked – og afsted må han. Hvad der synes at være hans første selvstændige handling, er altså stadig hans efterlevelse af mutters formaninger. Solørheden skal, som vi vil se, bruges til noget andet og vigtigere indenfor eventyrets økonomi.

Men begrundelsen og argumenterne er hans egne, »bare for at see paa det«. Overskud og unødvendighed er hans gebet, og når han skal begrunde sine ustyrlige handlinger, tyr han til, hvad han er bedst til. Samtidig er der en bogstavelighed i hans bevæggrunde, der minder om den, man oplever i samværet med psykotiske børn. Når Mutter har sagt »nu er der Marked i Kjøbstaden, rid Du derind, faa Penge for Hesten eller gjør et godt Bytte!« så kan han ikke andet end tage hende på ordet i bogstaveligste forstand. Når han på vejen derind har gjort sit bytte, så er han dermed ikke færdig med sin mission, han skulle jo også til markedet. Ganske vist for at bytte, hvad han allerede har gjort, men han skulle jo også til marked, ikke? Bondemanden holder sig til det udsagte, det udtrykkelige. Talens indhold eller budskab kan han ikke forholde sig til. Sproget er for ham udtryk og dermed overflod og overskud, og det forstår han sig på.

Bondemanden foretager seks byttehandler i eventyret, hvoraf den sidste er et væddemål, der jo altså også underlægger sig byttehandlens struktur, selvom dets udfald afviger herfra. 1: Han bytter sig til en ko – »et ganske godt Bytte«. 2: Han bytter sig til et får – »Det gad jeg nok eie!«. 3: Han bytter sig til en gås – »Hun har tidt sagt, »bare vi havde en Gaas««. 4: Han bytter sig til en høne – »Hun er den skjønneste Høne… den gad jeg nok eie. . .jeg troer, at det er et godt Bytte«. 5: Han bytter sig til en pose rådne æbler – »Det Syn undte jeg Mo’er«. 6: Han vinder en pose penge – »Det er nok at give Skjeppen fuld«.

Ser vi nøjere efter, er de seks byttehandler ordnet, således at nr. 1-3-5 danner en række overfor 2-4-6. Første række er transaktioner, der direkte kommer i stand via Mutters formulerede eller formodede ønsker. Det første bytte er det af mo’er dikterede, »Faa Penge for Hesten eller gjør et godt Bytte«. Det tredje er gåsebyttet, hvor mo’ers diktion ligeledes er helt fremme på eventyrets overflade, og det femte er overtagelsen af de rådne æbler, hvor begrundelsen er, at den farlige mængde for mutter vil være den rene velstand. Fatter under hende velstanden og overfloden.

Anden række lader eventyret bondemanden tage på sin egen kappe. Bytte nr. to er fårebyttet, hvor fatter helt spontant udbryder, »Det gad jeg nok eie«. Fjerde bytte er hønebyttet, hvor fatter ligeledes for egen regning funderer, at »Den gad jeg nok eie«. Fatter beskriver og oplever samtidigt hønen som det hunkønsvæsen, den er, og er, synes det, gladest for hønse-byttet af dem alle. Denne begejstring får ham endog til at indlægge en henvisning til første bytte, »jeg troer, at det er et godt Bytte«, således at fjerde bytte fremstår som begge rækkers midterakse. Sjette bytte, væddemålet, er beskrevet i skæret af fatters overmod, – fatter alene indgår væddemål og sætter sig selv og mutter på spil. Fatters overmod får ham endda til at slå af på væddemålet. »Det er nok at give Skjeppen fuld«.

At fatter slår af, er næsten også det eneste, man kan finde ud af om gangen i buddene, fordi rummål og vægtmål blandes sammen. »Guldmønt i Tøndeviis! hundrede Pund er Skippund!« er englændernes bud. Et skippund var normalt 20 lispund à 16 pund = 160 kg, mens en tønde var 144 potter eller i vore dages enheder, 1,39 hl. Hvis englænderne havde sagt, 100 kg er et skippund havde der været mere ræson i buddet, selvom vi så stadig havde manglet 60 kg. Bondemanden slår af, så det forslår, idet den ene skæppe, han modbyder, var 1/8 tønde, og englænderne sætter jo tøndevis, der må forstås som pluralis. Bondemandens bud er altså ihvertfald 1/16 af englændernes. Denne matematik er ikke i sig selv vigtig, men viser, at fatters interesse er overskuddet og overfloden, fordi hvad angår væddemålet, er han jo på intet tidspunkt i tvivl om, at han vil vinde dette, og derved kunne han havde fået tøndevis af guldpenge. Men hvem bekymrer sig om sådanne småting, ikke bondefa’er i hvertfald[8].

Med de to modstillede rækker indenfor eventyrets byttehandler, kan vi vi for det første konstatere en symmetrisk opbygning, men dernæst kan vi hermed ane konturerne af eventyrets to betydningsuniverser. Fatters overflod og overskridelse og mutters nødvendighed. Men vi er langtfra færdige endnu.

De seks transaktioner er på samme tid underlagt en stigning i intensitet op mod hønebyttet, nr. fire, efterfulgt af et fald mod nr. seks, væddemålet. Antallet af ord, der beskriver de seks forløb er som følger: 1:85, »Der gik En… og saa byttede de!«. 2:94, »Og saa kom de snart… med sit Faar hen ad Landeveien«. 3:95, »Der ved Stenten… Bondemanden fik Gaasen«. 4: 135, »de gik paa Vei… Bondemanden fik Hønen«. 5:121, »men Krokarlen vilde ud… lige hen til Skjenken«. 6:55, »Skal vi vedde!… Veddemaalet gjort«.

Længden af væddemålsafsnittet er sværest af definere. Men optakten til dette: »Mange Fremmede vare her i Stuen… hvad Fatter gjør, det er det Rigtige!« må regnes for et intermezzo for sig, hvor det foregående repeteres, og hvor englænderne præsenteres.

En sådan optælling siger som sådan ikke noget om, hvad der er på færde i eventyret, men den kan muligvis give os et fingerpeg om, hvor vi skal lede efter vigtige betydningselementer, – hvor eventyret, så at sige stammer grundigt i det, fordi det enten ikke rigtig ved, hvad det selv taler om, eller hvor medieringer af forskellige betydningsuniverser finder sted, og hvor eventyret derfor må lade tingene ske uden selv at kunne gøre hverken fra eller til.

Vi må altså kigge hønsebyttet efter i sømmene, da dette både danner en midterakse mellem de to rækker af byttehandler og er den akt, der bruges flest ord til at beskrive. »Lige op i Bommandens Kartofler, hvor hans Høne stod tøjret for ikke i Forskrækkelse at forvilde sig og blive borte. Det var en stumprumpet Høne, der blinkede med det ene Øie og saa godt ud. »Kluk, kluk! sagde den; hvad den tænkte derved, kan jeg ikke sige, men Bondemanden tænkte, da han saae hende: hun er den skjønneste Høne, jeg endnu har seet, hun er kjønnere end Præstens Liggehøne, den gad jeg nok eie!«

I første omgang må vi jo give vores tyske skandinavist med samt et uidentificeret antal feminister, hvad deres er. Andersen er og bliver mandschauvinist af værste skuffe. I eventyrets smukkeste og mest udførlige beskrivelse af et hunkønsvæsen, finder vi dette tøjret for ikke i forskrækkelse at forvilde sig og blive borte.

Nu er ironien i det jo til at tage og føle på. Man tøjrer ikke høns, – høns bliver ikke borte og ville desuden hænge sig, hvis de blev tøjret om halsen, og hoppe forvildede omkring, hvis de blev tøjret om benet. Desuden, for stadig at vriste eventyrets ironi ud af teksten ved hjælp af lidt snusfornuft, hvis bommanden kun havde en eneste høne, ville den være så tam, at den ville følge ham som en skødehund. Men lad nu realiteten ligge, vi er jo i Andersens eventyrverden. Hønen står tøjret for at forhøje dens værdi. En almindelig høne, der ganske simpelt går rundt og pikker i en bommands mødding, er til at overse og dermed uinteressant, men en tøjret høne er på udstilling, og ikke en, der går tolv på dusinet af.

Hønen repræsenterer kvinden, og stigningen i eventyrets intensitet op mod hønebyttet, både hvad angår antal af ord og argumenter, gør eventyret til et kærlighedseventyr[9]. Fatter skal gøres solør ved gennemførelsen af første bytteakt, så han får mulighed for at handle på egen hånd, – upåvirket af mutters reelle styring. Når han er på egen boldgade, kan han erklære sin kærlighed med vægt. Han vil have hønen, fordi hun er den kjønneste og den skjønneste, et symbol på hans kærlighed til mutter, fordi hun passer til ham, supplerer ham i hans overmodighed og manglende interesse for det nødvendige.

Nu må vi et øjeblik betænke folkloren i eventyret opsætning. Det er jo et bondepar, vi har med at gøre, og eventyrets lange optakt med poesien omkring bondeland, bondehus og bondeliv mangler stadig en ordentlig forklaring. Snakker eventyret om kærlighedens betingelser i sådant et bondeliv, eller bruges bondeparret som eksempel på noget alment? Brugen af englænderne som bondeparrets modspillere udnævner i første runde eventyret til folklorelitteratur, – bondeparret på udstilling, – bondeparrets underlige gerninger og underlige kærlighed sat i relief af de »rigtige«, normale englændere.

For Brix danner disse englændere eventyrets løsning og betyder »den H.C. Andersen, som Theodor Collin kaldte »Europa««[10]. Englænderne skulle altså være eventyrets symbol for den berejste Andersen, der vender hjem til København, men stadig føler sig som turist og derfor føler en afstand til det altfor kendte. Denne læsning ser eventyret i et folkloristisk skær, selvom det her opleves som en slags mediering mellem turisten Andersen og digteren Andersen.

En folkloristisk læsning vil kunne tage eventyrets ironi til indtægt for sine synspunkter. Bondeparret er skildret som nogle noksagte, der faktisk alene i kraft af deres dumhed ender op som lykkens pamfiliusser med guldmønter i pose og sæk. En sådan læsning vil nok også stille sig nogenlunde tilfreds med Biedermier-indplaceringen af eventyret, for eventyret forbliver indenfor disse tolkningsrammer usammenhængende. Der er ingen kausalitet og konsekvens i dets opbygning. Bondeparrets handlinger fører ikke til eventyrets løsning, men det gør englændernes mere eller mindre tilfældige deus ex machina-tilsynekomst på eventyrets scene. Disse sætter så bondelivets tosserier i relief, så eventyrets ironi og humor kan sætte blomst[11].

For Brix og for læsninger, der lægger vægt på eventyrets folklorefarvning, forbliver eventyret derfor et lærestykke, et lille stykke moralfilosofi, dedikeret til Andersen selv i englændernes skikkelse. Det er ligemeget med at miste de par skillinger, når bare man er hjemme igen i sine trygge stuer, »derfor fornemmes Hjemmet som det, det har været undervejs: Baggrunden, der ses i Erindringer og Drømme; fra dette stiger en ny Stemning: hvad betyder de tabte Penge, hvad er mig min Rejse? Det er godt at sidde i de gamle Stuer i den kendte Kreds, og et dansk Hjem har jeg altid følt Længsel efter at eje. – Selve den dulgte Følelse i Eventyret bliver klar og gennemsigtig i Lys af Dagbogen; det er Fornemmelsen af en Formindskelse[12].

I modsætning hertil må betydningen af modstillingen bondepar – englændere ikke drives videre end, at den kan placeres indenfor eventyrets miniature-verden. Englænderne skal kunne tre ting indenfor denne: de skal være fremmede, have spillelidenskaben i kroppen og have lommerne fulde af penge. De kunne hertil alene være bymennesker, eller faktisk bare fra en anden egn af landet. Nogle der på mystisk og forunderlig vis kan have spillelidenskab og guld i blodet, og som kan forundres over fatters og mutters betingelsesløse og på samme tid betingelsesfulde kærlighed[13].

Og netop derfor, – netop for ikke at lade læseren tro at vi her har med et simpelt folkloreeventyr at gøre, må eventyret gøre sig umage med afmærkningen af det eventyrlige univers i eventyrets start: »Du har jo været ude på Landet! Du har seet et rigtigt Bondehuus med Straatag« osv. Eventyret har denne gang ingen magi, ingen taskenspillerkunster at gøre sig til af, kun et almindeligt bondepar, og gør derfor ekstra meget ud af at fortælle læseren, at magi er det alligevel, og poesi er det hele tiden. Folklore er eventyret derfor ikke. Ironien bruges indenfor eventyrets rammer i spillet mellem bondefar og bondemor. Bondefar bliver ikke mere udstillet af ironien end, at bondemo’er kan klemme ham hjem i varmen igen, – hjem i hendes kærlighed til sidst.

Da fatter kommer hjem med englænderne i kromandens vogn, får vi forløbet af byttehandlerne endnu engang. Eventyret er tro mod sin symmetriske opbygning, og giver sig tid til at sætte kulisserne ordentligt op til eventyrets sidste scene. Denne opsætning og indramning står mutter for: »God Aften, Mo’er!« »Tak, Fa’er!« »Nu har jeg gjort Bytte!« »Ja, Du forstaar det!« sagde Konen, tog ham om Livet og glemte baade Pose og de Fremmede«. Mutter interesserer sig ikke for andet end fa’er. Hvad der er i posen, og hvad det er for bytte, han har gjort, er hun ligeglad med. – Englænderne, rådne æbler osv. kan have det så godt, bare hun har ham hjemme igen efter dagens dont, – hvilken dont er ikke hendes gebet. Eventyret handler ikke om betingelserne for at bytte, men om betingelserne for at elske.

Intensitetsstigningskurve for første og andet gennemløb

I andet gennemløb af handlerne får vi en anden intensitetsstigningskurve end i første gennemløb. Ordmængden er nu: Første bytte: 30. Andet bytte: 56. Tredje bytte: 43. Fjerde bytte: 39. Femte bytte: 109 og sjette bytte: 34. Som vist i fig. 1, har vi med nogenlunde den samme intensitetsstigning at gøre, men kurvernes højdepunkter er ikke identiske. I andet gennemløb er der ikke interesse for hønsebyttet; det har udspillet sin rolle, så at sige. Mutter må tage sig af kalamiteten, de rådne æbler. For det første er dette bytte det sidste i rækken af handler, hvor fatters argumenter for byttet direkte angår mors forventede positive reaktion herpå: Det syn undte jeg hende. For det andet er det omkring hendes akcept af dette, at hele eventyret drejer sig. Både læsere og englændere er sikre på, at nok vil hun måske kunne goutere høns, gæs, får osv., – de kan dog i det mindste bruges til et eller andet – men rådne æbler, det er for meget, det kan ikke engang en kærlig kone blive glad for. Men vores mutter kan, og det til overflod. Den overflod, der er symbolet på fatters kærlighed til hende.

Skuespilleren Ove Sprogøe meddeler den 6. juli, 1985 dagbladet Politiken sine ferielæsningsråd og anbefaler Andersens eventyr, hertil specielt »Hvad Fatter gjør«. Sprogøe foreslår en læsning af eventyret, der kan minde om den her argumenterede: »Tag f.eks. »Hvad Fatter gjør, det er altid det rigtige«. Læs det den første aften med den oprindelige titel og så den næste aften med modsat fortegn: Hvad mutter gør, det er altid det rigtige. Og jeg lover jer en guddommelig ferie. Læg mærke til, at H.C. Andersen skriver »så pudsede hun hans hat med sin flade hånd og hun kyssede ham på hans varme mund, og så red han afsted op hesten«. Lyder det ikke dejligt? Og så næste aften altså: Så kyssede han hende på hendes varme mund… «Jeg mener bare: det bliver ferien!

Sprogøes legitimationsprojekt, hvad det jo egentligt er, har imidlertid ikke tiltro til eventyret. Det er ikke nødvendigt direkte at udskifte bondefa’er og bondemo’er for med god samvittighed at kunne læse eventyret idag. Det er kun nødvendigt at læse det på dets egne præmisser og lade være med at interessere sig for, om mennesket Andersen havde tabt på en nylig overstået valutatransaktion. Sprogøes dobbelte læsning er imidlertid interessant, fordi den viser, at eventyret snyder den almindelige læsning. Hvis ikke eventyret læses som et kærlighedseventyr, kan det ikke opleves som en helhed, så vil det naturligt spørge efter endnu en læsning, hvor mutter får, hvad der tilkommer hende.

Hvad Fatter gjør er ikke et eventyr om at bytte, men et eventyr om at elske. Det er heller ikke et eventyr om, hvad fatter gør, men om hvad fatter og mutter i fællesskab gør, og hertil ikke så meget om, hvad de gør, men om hvad de føler, og hvorfor de føler, som de gør[14].

Hendes kærlighed er betingelsesløs, og fordi den er det, får den alle sine betingelser opfyldt. Mutter interesserer sig ikke for tingenes bytteværdi, men for deres brugsværdi. Grunden til, at de rådne æbler for hende er det bedste pant på fatters kærlighed, er, at hun med disse kan gyde deres kærlighed ud over resten af menneskeheden, personificeret i skoleholderens gerrige kone, som menneskekærlighed[15]. Vi har dermed ikke med en patetisk morale at gøre, men med en blomstrende, humørfyldt medmenneskelighed at gøre, der er eventyrets finale udsagn. »Det er Griin, Fa’er!« og saa kyssede hun ham lige midt paa Munden«. Det, der lønner sig, er netop ikke, hvad der lønner sig, men det man gør, når man overhovedet ikke tænker på, hvad der lønner sig. Dette er eventyrets svar på spørgsmålet om, hvad der er endnu mere end brugsnytte. For konen er fatter den klogeste, og hvad han gør er det rigtige, fordi det han gør, er gjort i kærlighed til hende.

Når eventyret hedder »Hvad Fatter gjør det er altid det Rigtige« og slutter med, at konen skal indse dette, er det, fordi dette er det eneste, der kan drages i tvivl. Mutters gøren og laden er ubestridelige og uantastelige, beskæftiget som hun er med det nødvendige, tingenes brugsværdi og det medmenneskelige. Fatters overmod, overskud og overflod er det eneste, der kan diskuteres, – der kan sættes spørgsmålstegn ved, og ifølge eventyret ophæves dette spørgsmålstegn i samme grad, som hans overmod rejser sig af og retter sig mod mutters kærlighed.

 

Noter

  1. ^ Hos Topsøe-Jensen: »Buket til Andersen. Bemærkninger til femogtyve Eventyr«, Kbh. 1971, opregnes en række mulige folkeeventyr-forlæg, hvoraf et af dem endog optrykkes. Vi kender imidlertid ikke det præcise forlæg, Andersen har hørt som barn, og selv om vi gjorde, ville det stadig være Andersens eget eventyr, vi måtte interessere os for. I forhold til eventyrets behandling i Andersenforskningen kunne moralen til den trykte variant fra 1756 nok fortjene opmærksomhed: »Morale. Tit Lykken efter Narren gaaer,/ Som her: Een dydig Quinde/ Der Mandens Daarlighed forstaaer,/ Kand alle Ting forsvinde«.
  2. ^ Hans Brix: »H.C. Andersen og hans eventyr«. Oprindelig Det Schubotske Forlag, København, 1907. Her Gyldendals Uglebøger, København, 1970.
  3. ^ Brix, p. 10.
  4. ^ Brix, p. 11.
  5. ^ I »H.C. Andersens selvbiografiske eller eventyrlige grimme ælling« viser jeg, hvordan læsningen af et andet af eventyrene ligeledes må respektere eventyrets egne love og strukturer. Kort sagt, må samle sig om teksten, således at digterens dagbøger, breve og mulige overvejelser i dagene omkring nedskrivningen ikke gøres til udgangspunkt for læsningen. Anderseniana, 3. række, Bind IV, 2, Odense, 1983.
  6. ^ H.C. Andersen: »Eventyr og Historier«, bind 11. Flensteds Forlag, Odense, u.å., p. 59.
  7. ^ Al oversættelse er svær. Den for tiden mest solgte Andersen-oversættelse i Amerika: »Hans Christian Andersen. The Complete Fairy Tales & Stories«, af Erik Christian Haugaard, Doubleday, New York, 1974, får ødelagt spillet omkring mutters initialreplik, fordi den oversætter indledningens vage »dem« med »the farmer«: »But one day the farmer realized that he’d be doing himself a better turn if the sold the horse or traded it for something which he had more use for, though he didn’t know what it could be«. (p. 713). Oversættelsen tager hermed eventyret mere bogstaveligt end det, så at sige, bryder sig om.
  8. ^ Topsøe-Jensen (1971) har sammenlignet eventyrets kladde, renskrift og trykte versioner og påviser årsagen til sammenblandingen af måleenheder. Både kladde og renskrift har Guldmønt i Pundeviis: »Jeg er derfor tilbøjelig til at tro, at tro, at Tøndeviis skyldes en Uagtsomhed fra Sætterens Side, er blevet overset af Digteren i Korrekturen og derefter blevet staaende i de fire forskellige Udgaver af Historien, der tryktes inden hans Død. Manuskripternes Læsemaade bør derfor genindføres«, (p. 220). I modsætning hertil tror jeg ikke, Andersen overså nogetsomhelst i korrekturen, og han lod ihvertfald ikke noget uønsket blive stående i fire forskellige udgaver af eventyret. Tøndeviis er hvad Andersen mente.
  9. ^ Det var ikke første gang, Andersen skrev eventyr over erotiserede høns. I forhold til den her præsenterede læsning af »Hvad Fatter gjør« kan »Det er ganske vist!« fra 1852 betragtes som et forarbejde til denne brug af hønen som miniatureverdenens sublime kønsvæsen: »Der er en af Hønsene som i den Grad har glemt, hvad der skikker sig en Høne, at hun sidder der og piller alle Fjerene af sig og lader Hanen see paa det«.
  10. ^ Brix, p. 11.
  11. ^ Den økonomiske brug af ironien har jeg omtalt andetsteds i forbindelse med diskussionen af opbygningen af »Den lille Havfrue«. Frank Egholm Andersen: »Havfruelighedens pris. Poesiens betingelser i »Den lille Havfrue««. Kursiv nr. 2, Dansklærerforeningen/Skov, 1983.
  12. ^ Brix, p. 11.
  13. ^ En folkloristisk læsning kan også tage sig ud som en ren egnshistorisk udlægning. En sådan er f.eks. Johs. V. Jensens omskrivning af eventyret udtryk for, (»Hvad fatter gør, det er altid det rigtige«. Myter, 8. bind. Mariehønen. Gyldendal 1940). Jensen mener, at eventyret er specielt fynsk og producerer hertil en jysk variant, hvor fatter starter sine byttehandler med en sæk rådne æbler og vender hjem med en hest, og alligevel ikke får andet end utak af den jyske mutte mutter. Selvom der nok er forskel på jyder og fynboer, og selvom Jensen får en pudsig historie ud af Andersens forlæg, lader han samme forlæg i stikken ved kun at interessere sig for eventyrets folkloristiske overflade.
  14. ^ Hvis eventyret læses som et kærlighedseventyr og ikke et bytteeventyr bliver det muligt at gå udenom Brix’ behandling af det og direkte til den første udlægning. Professor Rasmus Nielsen holdt i 1869 forelæsninger på Københavns Universitet »for dannede Tilhørere af begge Kjøn, om Anvendelse af Eventyr, Sagn og Historie til almeen folkelig Dannelse«. Rasmus Nielsen udlagde i to timer »Hvad Fatter gjør«. »Andersen fortæller i dagbogen den 30. april: »Han stillede Bonden og hans Kone i »Kjærlighed« sammen med Ingomar og Parthenia -Romeo og Julie, men i Vadmel«. (Topsøe-Jensen, p. 221).
  15. ^ Den ovennævnte engelske oversættelse misforstår desværre i hvis have, der ingen rådne æbler gror, hvilket får mutters kærlighedsprojekt til at se helt anderledes beskåret ud:« »Borrow!« she squawked. »Nothing grows in your garden, not even a rotten apple««, »your garden« skulle have været »our garden«. (Haugaard p. 717).

 

©