Hvad vil det sige at have en skygge?

Da jeg læste den japanske oversættelse af “Skyggen”, opdagede jeg, at det var en voldsom og skræmmende fortælling. I Japan er H.C. Andersen kendt for sine eventyr til børn, og jeg var overrasket over, at han havde skabt så dyster og trøstesløs en fantasi. Jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv: “Hvad mon der fik ham til at skrive sådan en historie?”

Hovedpersonen i historien er en lærd ung mand, der forlader sit hjemland i nord og rejser til et fremmed land sydpå, hvor han ender med at miste sin skygge. Det ærgrer ham selvfølgelig, men snart vokser en ny skygge frem, og han vender tilbage til sit fødeland i god behold. Efter mange år genopsøger den forsvundne skygge ham. Den gamle skygge er nu en selvstændig klog og magtfuld person, der både økonomisk og socialt er langt mere betydningsfuld end sin tidligere herre. De har med andre ord byttet plads. Skyggen er blevet herre, og herren er blevet skygge. Skyggen forelsker sig i en smuk prinsesse i et fremmed land og bliver konge der. Og den tidligere herre, der som den eneste ved, at han engang var en skygge, ender med at blive myrdet. Skyggen overlever og får stor succes, mens hans tidligere herre, mennesket, møder et trist endeligt.

Jeg kan ikke vide, hvilke læsere H.C. Andersen havde i tankerne, da han skrev historien, men det ser ud, som om eventyrforfatteren i denne fortælling har forladt børneeventyrets ramme og struktur og i stedet har lånt den allegoriske form beregnet på voksne og skrevet djærvt og frit om det, der virkelig ligger ham på hjerte.

Og her vil jeg gerne fortælle lidt om mig selv.

Jeg planlægger ikke handlingen i en roman, før jeg skriver den. Jeg ser en bestemt scene for mig, eller jeg får en ide, og så går jeg i gang med at skrive. Undervejs lader jeg scenariet eller ideen udvikle sig af sig selv. I stedet for at bruge hovedet lader jeg tankerne strømme gennem hændernes skrivende bevægelse, og her trækker jeg i højere grad på det ubevidste end det bevidste.

Når jeg skriver en roman, ved jeg altså ikke, hvordan historien vil udvikle sig. Jeg ved heller ikke, hvordan den ender. Jeg oplever simpelthen det, der sker, mens jeg skriver det. Således bliver det at skrive en roman en opdagelsesrejse for mig. Og ligesom børn, der hele tiden spørger: “Hvad sker der så?”, når de får fortalt en historie, skriver jeg spændt videre på min egen roman.

Da jeg læste “Skyggen”, var mit umiddelbare indtryk, at H.C. Andersen også havde skrevet den for at opdage noget. Faktisk har jeg på fornemmelsen, at han ikke vidste, hvordan historien ville ende, da han gik i gang. jeg tror, at han tog afsæt i et “tænk nu, hvis min skygge forlod mig,” og så gik han i gang med at skrive historien uden at vide, hvordan den ville udvikle sig.

l dag har de fleste anmeldere og ikke så få læsere det med at analysere de historier, de læser. De har nemlig lært i skolen, og i samfundet, at det er den rigtige måde at læse på. Folk analyserer, og kritiserer, tekster ud fra et akademisk, sociologisk eller psykoanalytisk perspektiv.

Men hvis en forfatter forsøger at konstruere sin historie på en analytisk måde, mister den sin iboende vitalitet, og der vil ikke opstå den samme form for indføling mellem forfatter og læser. Man ser ofte, hvordan romaner, som anmelderne har rost til skyerne, ikke appellerer særlig meget til læserne, og det er i mange tilfælde, fordi de værker, som anmelderne i deres analyser finder uovertrufne, ikke formår at finde en naturlig genklang hos læserne.

l “Skyggen” ser vi spor efter en selvopdagelsesrejse, der ikke giver plads for letkøbte analyser. Det kan ikke have været nogen nem rejse for H.C. Andersen, eftersom han undervejs ikke har kunnet undgå at opdage og se sin egen skygge, den skjulte side af sig selv, som han helst ville undgå at lære at kende. Men som en ærlig og ægte forfatter så han midt l kaos sin skygge i øjnene og arbejdede sig frygtløst fremad. Når jeg skriver og bevæger mig gennem fortællingens mørke tunnel, sker det også, at jeg møder sider af mig selv, jeg ikke bryder mig om, og det må jo være min egen “skygge”. Når det sker, bliver jeg nødt til at beskrive den så nøjagtigt og ærligt, jeg overhovedet kan. Jeg må ikke vende mig bort fra den. Og jeg må ikke analysere den logisk, jeg er nødt til at acceptere den som en del af mig selv. Jeg må dog ikke lade mig overvinde af skyggens magt. Jeg er nødt til at tage den til mig uden at opgive min egen person og lade den bo i mig som en del af mig selv. Den proces går jeg igennem sammen med mine læsere. Og jeg deler mine oplevelser med dem. Det er en af de vigtigste opgaver, man har som romanforfatter.

Både i det nittende århundrede, hvor H.C. Andersen levede, og i vores tid, det enogtyvende århundrede, må vi alle, når det er nødvendigt, møde vores skygger, gøre front mod dem og til tider endda leve sammen med dem. Sådan en opgave kræver både den rette viden og det rette mod. Og det er selvfølgelig ingen nem opgave. Nogle gange kan det endda være farligt. Men hvis man ikke tager opgaven på sig, vil man aldrig blive et voksent menneske. I værste fald vil man ende som den lærde mand i “Skyggen” og blive tilintetgjort af sin egen skygge.

Det er ikke kun som enkeltpersoner, at vi er nødt til at se vores skygger i øjnene. Det gælder også samfund og nationer. Ligesom alle mennesker har en skyggeside, har ethvert samfund og land det også. Lige såvel som de har deres lyse og strålende sider, har de også nødvendigvis deres mørke Sider. Hver gang der er en positiv side, vil der nødvendigvis være en negativ bagside.

Ofte vil vi vende blikket bort fra skyggen, den negative side af os selv. Eller vi vil forsøge at undertrykke den med magt. De fleste af os ønsker ikke at se vores egne mørke sider eller negative personlighedstræk Men hvis en statue skal virke troværdig og tredimensionel, er den nødt til at have skygger. Uden skygger ender den bare som en flad illusion. Det lys, der ikke afføder skygger, er ikke rigtigt lys. Selvom vi bygger nok så høje mure for at holde de fremmede ude, selvom vi nok så ihærdigt afviser dem, der er anderledes, og nok så flittigt skriver historien om, så den passer os, vil vi i sidste ende bare ødelægge og skade os selv på den måde. Du er nødt til at udvise tålmodighed og lære at leve med din skygge; at lære at se mørket i dig selv i øjnene. Og af og til vil du være nødt til at stå ansigt til ansigt med din egen skygge i en mørk tunnel. Hvis ikke du gør det, vil den hurtigt vokse sig endnu større og stærkere, og en aften vil den vende tilbage og banke på din dør og sige: “Så er jeg tilbage.” De allerbedste fortællinger kan lære os mange ting og give os erfaringer, der hæver sig over tid og sted og ophæver kulturforskelle.

- Anderseniana - H.C. Andersen

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...