En lille spændende korrespondance har hidtil fjælet sig for verdens øjne, hvilket hovedsagelig må siges at være alfabetets skyld. I en vis forstand ville det sikkert appellere til H.C. Andersens humor, at disse breve i Det kgl. Biblioteks Håndskriftsamling ikke er registreret under begyndelsesbogstavet i hans efternavn, men derimod under bogstavet P.

Brevvekslingen udgår nemlig fra Jean Pio, Borgerdydskolens rektor, som var en særdeles årvågen natur. Hans forfatterskab gjaldt almindeligvis fransk, græsk og pædagogik. Men her bevægede han sig udenfor sit almindelige felt og skrev den 21. januar 1875 et brev til forlæggerne Reitzel:

Borgerdydskolen i Kbhvn.
Den 21. Januar 1875.

Højtærede Herrer!
Tillad mig at rette en Forespørgsel til Dem!

Jeg hører til de mange Beundrere af min gamle kjære Ven og Velynder H.C. Andersens Eventyr, har selv oversat nogle af disse på Græsk … og er i Besiddelse af en lille Samling af Oversættelser af dem i forskellige Sprog. Jeg har derfor fået Lyst til som en lille Opmærksomhed imod den Gamle til hans 70de Fødselsdag at udgive en lille Bog, i hvilken et af hans mindre og mest bekjendte Eventyr var aftrykt i alle de Sprog, i hvilke det findes oversat, det ene efter det andet, og jeg har i den sidste Maanedstid henvendt mig om denne Sag til mine Venner i forskellige Lande, saaledes at jeg tror at kunne få alle de Sprog rned, i hvilke Oversættelse existerer af bemeldte Eventyr. Den lille Polyglotbog skulde udstyres Kjönt og have engelsk eller fransk Titel, for ogsaa at kunne kjøbes af Forfatterens mange Venner i andre Lande, og Nettoindtægten anvendes til et med Andersens Børnekjærlighed passende Øjemed. Jeg spørger nu DHrr., som ere hans Forlæggere, om De ere villige til at besørge en saadan lille Samlings Udgivelse, saaledes at jeg selvfølgelig ikke modtager nogetsomhelst Honorar (med Undtagelse af nogle Friexemplarer) og DHrr. først beregne Dem Deres Udgifter ved Trykning, Forhandling etc, etc og endelig selv indsende det eventuelle Overskud til det Øjemed, vi nærmere måtte have taget Bestemmelse om. Da jeg er aldeles sikker paa, at DHrr. ikke vil have nogen Risico ved dette lille Foretagende – som jeg endogsaa turde vove paa min egen ringe Kappe! – vil De i ethvert Fald, haaber jeg, ikke tage mig det ilde op, at jeg kommer med min Forespørgsel, saa meget mere som det jo ogsaa – da DHrr. ere Forlæggere – er min Pligt og Skyldighed af Dem at erhværve Tilladelse til at aftrykke det omtalte Eventyr i dansk Sprog. – Jeg har naturligvis ikke meddelt Andersen det Ringeste om denne Historie og beder Dem derfor om at lade Sagen – i alfald foreløbig – blive mellem os. Hvis De skulde ønske at bidrage Deres til min lille Plans Iværksættelse, skal jeg tillade mig en af de første Dage at komme hen til Dem; jeg vil blot endnu tilføje, at den lille Bog, selv om jeg, hvad jeg haaber, opnaar en 10 à 12 forskellige Sprogtexter, næppe vil overstige 4 à 5 Ark.

Med Højagtelse
DHrrs meget ærbødige,
Jean Pio.

Skolebestyrer J. Pio.
24/1 75.

Deres Plan til et Mindeskrift i Anledning af H. C. A. forestaaende 70. Fødselsdag bestaaende af et af hans Eventyr, gjengivet i alle de Sprog, hvori det findes oversat, har jeg nu nærmere tænkt over; men jeg tror, hvor tiltalende end Deres Tanke er, at maatte fraraade Realisationen deraf, og det af følgende Grunde.

For det Første skjønner jeg ikke rettere, end at det Tidsrum, i hvilket Bogen skal gjøres færdig for Pressen, er alt for knap tilmaalt. Her er for Tiden stor Mangel paa Typografer, og det er forbunden med særdeles Vanskeligheder at faa Noget trykt. Kommer saa hertil at dette Skrift nu yderligere skal udføres i forskjellige fremmede Sprog, vil Vanskeligheden vistnok vise sig at være af en saadan Art, at vore første Bogtrykkerier (og kun hos disse kan man vente at finde f.E. ny græske Typer) ville vægre sig ved at modtage Manuskriptet.

For det Andet har jeg den Overbevisning at Afsætningen ikke vil blive en saadan at der vil være Udsigt til Dækning af Udgivelses-Omkostninger. Her i Landet tør jeg næppe gjøre Regning paa megen Afsætning, og hvad Udlandet angaar, da har jeg kun sørgelige Erfaringer om hvad det vil sige at være Forlægger for en Bog, der er baseret paa at sælges der. Om ogsaa det heldige Tilfælde indtraf, at der blev en ypperlig Afsætning, saa har man sin Nød med at faa Pengene ind for det Solgte hos den store Masse af Boghandlere rundt omkring.

Jeg har nu her sagt Dem mine Bevæggrunde til ikke at paatage mig Forlaget og til at fraraade Dem at gjøre Forsøget; men naar De ikke destomindre har lyst til at vove “egen Kappe”, saa har jeg selvfølgelig ikke Noget derimod og skal ogsaa gjerne være Dem behjælpelig med at tage Bogen i Kommission. Jeg maa imidlertid da bede Dem om ikke at opsætte det, da der virkelig ikke er nogen Tid at give bort.

M.H. D.æ.

Pio skriver igen den 25. januar 1875:

DHrr. Boghandlere Reitzel.

Højstærede!
Ganske vist har De Ret i enkelte af Deres Bemærkninger til mit Forslag, og da jeg har Valget mellem 2 Eventyr – “Nattergalen” og “Historien om en Moder” – vil jeg nu kun tænke paa en Realisation af Ideen med dette sidste for Øje, som maaske er det allermest udbredte og hvorved den af Dem omtalte Risiko vilde nedsættes til henved det Halve, idet Bogen saa vilde blive c. 2 1/2 Ark, (i Format som Deres Udgave af de “15 Eventyr”) efter mit Skjøn. Kun almindelige græske Typer anvendes til Nygræsk, og russiske har J.E. Schultz, og selv om der begyndes paa Trykningen omtrent en Uge ind i Februar, vilde dog disse faa Ark nok kunne trykkes færdige paa 4 Uger, selv med de sørgelige typografiske Forhold hos os, som De beskriver. Min Ven Dr. phil. Docent Vilh. Thomsen, som behersker betydelig flere Sprog end jeg og som i hvert Fald har lovet mig sin kyndige Hjælp ved Korrekturen, kunde, da han med mig er enig om, at Ideens Udførelse i høj Grad vilde glæde den gamle Forfatter, nok have Lyst til at sætte sit Navn ned paa Titelbladet og saaledes tage Del i den Andersen viste Opmærksomhed, men da jeg ikke ønsker, at han skulde have den mindste Risiko, sker det kun for det Tilfælde, at en Boghandler vil tage den paa den Maade, jeg omtalte for Dem. Det er klart, at det vilde have set kjønnest ud, at Planens Udførelse skete paa Forlag af den danske Forlægger af Eventyrene, og De bliver derfor ikke vred, haaber jeg, over at jeg har bebyrdet Dem med mit Forslag; at De derimod overtager Udførelsen “i Kommission” synes jeg – idet jeg forøvrigt takker Dem for Deres Tilbud i saa Henseende, – efter nærmere Overvejelse ikke rigtig om, netop fordi De er Forfatterens Forlægger; det maa saa hellere se ud som om jeg havde været taktløs og slet ikke havde henvendt mig til Dem. Men som sagt, Deres Tilladelse til at aftrykke det lille Eventyr af den danske Udgave maa jeg have, forinden jeg videre tænker paa – paa den ene eller anden Maade – at iværksætte Planen.

Med Højagtelse
D’Herrers ærb.
Jean Pio.

Reitzel føjer den 27. januar 1875 følgende til sit brev af 24/1:

Tilladelse til paa fremmed Forlag at aftrykke H.C.A. “Historien om en Moder” kan jeg naturligvis ikke give alene; dertil udfordres ogsaa Forfatterens Samtykke. Da det paatænkte Foretagende imidlertid nu er bragt ned til en ren Bagatel i pecuniær Henseende, saa skal jeg gjerne opfylde Deres ærede Ønske om at paatage mig Forlaget.

Jeg vilde iøvrigt foretrække et mindre Format end det, som De har tænkt paa; men det vilde vi jo nærmere kunne tale om.

M.H.
D.æ.

Den elskelige skolebestyrer Pio styrer uden om de talrige forhindringer, som forlæggeren mener at se for planens udførelse. Pio har ikke tænkt, at han selv skal have noget ud af forehavendet. Han har kun tanke for at glæde digteren den 2. april, der skulle vise sig at blive H.C. Andersens sidste fødselsdag. Vilhelm Thomsen er lige så beskeden og støtter Pio helhjertet. En mere velkvalificeret korrekturlæser kunne Pio i øvrigt næppe have fået. Eventyret blev trykt på dansk, svensk, islandsk, tysk, plattysk, nederlandsk, engelsk, fransk, spansk, nygræsk, russisk, polsk, tjekkisk, ungarsk og finsk. Værket blev i 1894 fulgt op af den emigrerede forfatter og oversætter Peter Emanuel Hansens gengivelse af eventyret på to og tyve sprog: Une mère. Conte de Hans Christian Andersen en vingt-deux langues. Udgaven kom i Skt. Petersborg og findes også med russisk titelblad.

Pio bevarer sin fordringsløse indstilling. Det fremgår af et brev skrevet i august 1882, at han anmoder Reitzel om endnu et eksemplar af Historien om en Moder og beder om, at beløbet for det bliver fratrukket honoraret for det franske glossar, han har under udgivelse hos Reitzel. – Men nu tilbage til Pios idé:

Den 26. Marts 1875.
Hr. Boghandler Reitzel!

Thomsen og jeg have nu afleveret sidste Korrektur af sidste Halvark, og i Morgen kl. 10 skal jeg gaa ned i Trykkeriet for at foretage Revisionen deraf inden Rentrykningen. Angaaende Omslaget beundre vi Deres Arrangement og foreslaa kun en ligeliniet ydre Rand istedenfor den brudte, saaledes som Thomsen nu gaar hen og forklarer for Faktoren og hvorom De vist derfor om et Par Timer vil blive raadspurgt.

For Dækningen af Deres Udgifter med Bogen og overfor vore ærede Landsmænd at tydeliggøre, at det hverken af Dem eller os er noget Spekulationsforetagende, raader jeg indtrængende til i Bladannoncerne og ved Omsendelsen af Friexemplarer til DHrr. Redaktører at nævne, at Nettoindtægten tilfalder Andersens Børnehjem. Jeg ved fra Vilh. Thomsen, at De nærer Betænkeligheder paa Grund af Deres Forhold til en anden Komité, men overfor denne er De jo fuldt berettiget til at skyde Skylden paa os Udgivere. Dernæst tillader jeg mig at foreslaa, at De, Vilh. Thomsen og jeg vandrer ned d. 2den April om Formiddagen til Andersen for at overlevere det for ham bestemte Exemplar, samt at en Bekjendtgjørelse om Bogens Udgivelse hos Dem allerede samme Dag om Aftenen indrykkes i Berlingske Hovedavis og Fædrelandet.

Med Højagtelse
Deres ærb. forb.
Jean Pio.

Den 2. april 1875 oprandt. Pio blev belønnet for sin velvillige og vedholdende indsats. Samarbejdet med Vilhelm Thomsen og forlæggerne Reitzel resulterede i publikationen Historien om en Moder i femten Sprog, der udkom samtidig i København, Leipzig og London. – Som en ganske særlig optakt til 70-årsdagen, blev H.C. Andersen dagen før hentet af kongens karet og kørt til slottet. Digteren skrev i sin dagbog om modtagelsen: “Kongen bad mig strax sidde, overrakte mig Commandeur Korset af Danebrog, første Grad, udtalte sig så hjerteligt og talte om al den glæde og det Gode, jeg havde udbredt over Landet og vidt om i alle Lande, og da jeg fortalte om, hvorledes jeg i min første Prøvelses Tid i Kongens Have havde spist til middag et Stykke Hvedebrød og nu derinde skulle se min Statue blive reist, bleve Kongens Øine vaade. Han fortalte mit Udsagn til Dronningen, Thyra og Valdemar, de to første gave mig en Bouquet. Jeg kom træt hjem og fik mange Besøg og Breve fra Venner rundt om.”

Titelbladene på polyglotudgaven, som H.C. Andersen fik overrakt på sin 70-års fødselsdag 2. april 1875.

Få har som H.C. Andersen fornemmet det nære samspil mellem fysik og psyke. Men det var jo takket være sit følsomme sind, at han kunne skrive gudbenådet. Hans hjerte var blot så stort, at han måtte bære det udenpå vesten. Derved blev det lettere læderet. Hans forhåndsangst havde også meldt sig forud for den 2. april; men trods hans ængstelse blev det en mageløs dag. Solen skinnede. Og festlighederne indledtes med modtagelsen af den deputation fra hans fødeby, der på forhånd havde meldt sin ankomst. H.C. Andersen blev rørt over lykønskningerne og den smukke tanke, der lå bag løftet om, at man ville “indmure en Steen med hans Navn paa i hans Barndomshjem.”. Og han glædede sig over det prægtige fløjlsbind, han fik overrakt, hvis tekst forkyndte, at der nu var indsamlet penge nok til en statue af ham i Kongens Have. I månedsvis var der blevet indsamlet penge i ind- og udland til denne statue af digteren; og der var blevet arrangeret æresforestilling for ham i Casino, som et led i indsamlingen.

Fru Collin og fru Melchior var hans trofaste støtter hele dagen med at “gjøre Honneur”, og H.C. Andersens værtinde havde stillet en stue til disposition for modtagelsen af gæster. Efter Odense deputationen kom hele Senioratet fra Studenterforeningen, hvis repræsentanter talte frimodigt og uden manuskript! Siden indfandt kronprinsen og prins Hans sig. Klokken 17 hentede Melchiors vogn digteren til festmiddag på “Rolighed”. Her havde husets døtre kreeret en menu, hvor hver ret var opkaldt efter et af digterens eventyr.

H.C. Andersens sidste fødselsdag blev virkelig festlig. Men han var mødig, da han vendte hjem – og, som han skrev i sin dagbog, “Saa træt, at jeg ikke aabnede de mange Telegrammer, der endnu var komne. Hvilken deilig storartet Dag.”

Dedikationen i det eksemplar, forfatteren modtog, lyder:

Til
H. Conferentsraad H.C. Andersen
Commandeur af Dbg. p. p.

som en Festhilsen paa de Utalliges Vegne, i hvis Hjerter Deres skjønne Digtninger have spredt Glæde og Velsignelse;

som et Vidnesbyrd om den Taknemlighed, de overalt have vundet Dem, ikke blot i vort lille Fædreland, men langt ud over dettes Grændser;

som et Tegn paa Landsmænds Stolthed af og Erkjendtlighed imod den Digter, der – som ingen anden – har baaret Danmarks Navn vide om i Verden.

Jean Pio.
Carl Reitzel.
Vilh. Thomsen.
Th. Reitzel

©