Forfattere

Hvor den lille hund ligger begravet

„Mit Livs Eventyr“ er en dejlig bog, men „Mit eget Eventyr uden Digtning“, som på dansk udkom første gang i 1942 – på tysk var den allerede kommet i 1847 – er næsten endnu bedre, ialfald friskere og muntrere. Ofte tager jeg den frem og læser i den på må og få – den sætter i godt humør. Som nu f.eks. historien om „den lille hund“. Andersen jamrer som sædvanlig over den evige retten på ham:

„En Dag, kort efter at mine „Skyggebilleder“ vare udkomne fandt jeg een af mine Opdragere med et Exemplar i Haanden, han havde fundet nederst hvor et Ark endte staae med smaae Bogstaver „hun“ og øverst paa det følgende Ark, med Bindetegn „den“, det skulde være Substantivet „Hunden“, men dette Ord var ved Afbrydelsen med de forskjellige Ark overseet og han spurgte strængt: „hvad staaer der? Skriver De Hunden med et lille Bogstav!“ – jeg var i Lune og ærgret mig ogsaa over at han kunde troe det var en Uvidenheds Feil, svarede derfor spøgende: „Her er det en lille Hund!„ —“

Denne historie har altid moret mig — men samtidig har det ærgret mig, at man ikke vidste, hvor den lille stavefejl stod, eller om historien måske ligefrem var frit opfundet af H.C. Andersen. Udgiveren, dr. Topsøe-Jensen, melder for en gangs skyld pas:

„A. maa huske forkert; den omtalte Trykfejl, der skal have givet Anledning til den ortografiske Skose, findes ikke i Originaludgaven af Skyggebilleder.“

Imidlertid – da jeg for nylig igen læste stedet, faldt det mig ind, at „den lille hund“ måske kunne gemme sig i en af de andre bøger, H.C. Andersen udgav i de år Skyggebilleder“ udkom, i „Digte“ fra 1830 f.eks. eller i „Phantasier og Skizzer“ fra 1831. Jeg så efter — og virkelig — hvis man slår op i „Digte“ 1830, i „Dødningen, et fyensk Folke-Eventyr“ — forløberen for „Reisekammeraten“ — på side 120 nederst, vil man se, at Andersens angivelse er nøjagtig, og at ordet ganske rigtigt er blevet delt foran et nyt ark.

Det er unægtelig en meget lille opdagelse, som her er gjort. Man må næsten gøre undskyldning for den. Men der er det morsomme ved den, at den på een gang verificerer og dementerer H.C. Andersen. Den viser jo, at han huskede rigtigt og præcist med hensyn til det faktiske i snæver forstand – men den røber tillige, at han i sin replik: „Her er det en lille Hund!” tog sig en ekstra poetisk frihed. Læser man nemlig sammenhængen, er det en stor slagterhund, det drejer sig om — „den store Bulbider“ kalder Andersen den udtrykkelig.

Og den gør ulykker. Midt under marionetforestillingen springer den op på scenen og bider en af dukkerne i stykker. Scenen fra „Dødningen“ er bevaret i „Reisekammeraten“ – men noget omskrevet. I „Dødningen“ får vi at vide, at det er „Dronning Esters deilige Historie“ fra Bibelen, der gives, i „Reisekammeraten“ karakteriseres indholdet ikke nærmere:

„Det var just en deilig Komedie, og den var slet ikke sørgelig, men lige idet Dronningen reiste sig op og gik hen ad Gulvet, saa – ja Gud maa vide, hvad den store Bulbider tænkte; men da den tykke Slagter ikke holdt paa ham, gjorde han et Spring lige ind paa Theatret, tog Dronningen midt i hendes tynde Liv, saa det sagde „knik, knak!“ Det var ganske forskrækkeligt!“

For øvrigt er det interessant at sammenligne de to versioner rent fortælleteknisk. Det er jo skik at fremhæve den senere Andersen som meget bedre end den første -men det gælder ingenlunde i dette afsnit. „Knik, knak! hvor gik hun i Stykker“, som det hedder i „Dødningen“, er dog langt mere sprogligt levende end den noget klichéagtige konstatering: „Det var ganske forskrækkeligt!“ Lignende forringelser kan man finde i det følgende afsnit, hvor rejsekammeraten tryller dukken hel igen – og tilmed levende.

Men det var hunden, vi kom fra – og den er vi færdige med.

©