Hvordan så H.C. Andersen ud? (I)

For nogle år siden fremstod en meget fin gammel dame — hun var kammerherreinde — og udtalte højlydt sin indignation over nogle illustrationer til H.C. Andersens selvbiografi „Mit eget eventyr uden digtning”. Det var galt med tegnerens opfattelse af vor berømte digter, „Sådan så han virkelig slet ikke ud”; tegneren havde gjort Andersen latterlig. Det var han slet ikke. Det kunne hun tale med om, hun havde nemlig selv set ham og oplevet ham på nærmeste hold. Kammerherreinden var på det tidspunkt, hun så og oplevede ham, knap seks år gammel. — Rent bortset fra, at de fatale tegninger alle fremstillede digteren, før han blev 40, og han var 70, da kammerherreinden så og oplevede ham, og bortset fra, at værdien af et så mindreårigt øjenvidnes udsagn nok er noget problematisk, gav denne lille episode min ringhed lyst til at tage spørgsmålet, hvordan Andersen egentlig så ud, op til mere indgående undersøgelse, til at finde frem hist og her i den store litteratur om Andersen, udtalelser, der kunne give oplysninger om hans ydre, udtalelser både af ham selv og hans — voksne — samtidige, sammenholdt med en lille portion af de uhyre mange og uhyre forskellige portrætter af ham i skulptur, maleri, tegning og fotografi. Disse undersøgelser, foretaget lidt famlende som lidt fritidsmorskab af en amatør, har jeg fået samlet sammen til en lille buket, som jeg hermed overrækker Andersens store vennekreds, en kreds, som jo i årenes løb har fået udlagt i skrift og tale så mangfoldigt andet hentet fra den altid rislende og uudtømmelige kilde, vor fælles ven H.C. Andersen.

Vi har hørt og læst om hans gøren og laden indtil de intimeste detailler, om hans syn og andre sanser, om hans legemlige skavanker, hans dårlige tænder, om hvad han spiste og drak, og hvordan han spiste og drak, og hvor han spiste og drak. Til alt dette kunne det være ganske interessant, om man kunne finde ud af, hvordan hans ydre habitus egentlig var, hvad indtryk dette ydre gjorde på hans omgivelser, og om følelsen af dette indtryk hos digteren selv har sat sine spor i hans udvikling og grebet ind i hans skæbne. — Man kan her straks pege på, at det i hvert fald var hans udseendes skyld, at han ikke blev scenisk kunstner, hvad der jo var hans barndoms og ungdoms store drøm. Men bortset herfra kunne man måske nok spørge, om det virkelig har nogen afgørende betydning, om ens næse går den ene eller anden vej, om man er sortlokket eller rødhåret! For voksne kultiverede mennesker er det dog menneskets personlighed bag det mere eller mindre smukke ydre, der tæller! Det er da karakteren, ånden eller sjælen, der i sidste instans sætter sit præg på ydret. Alt dette er sandt og rigtigt. Men realistisk taget er det alligevel en herlig chance i starten at have sit ydre for sig, ligesom det givetvis er et nederdrægtigt handicap at begynde sin livsbane med sit ydre mod sig. — Vi kender charmetrolden, der for sine kønne øjnes skyld kan gå med træsko ind i folks hjerter i modsætning til grimrianen, hvem intet klæ’r, som i bedste fald bliver overset, hvis han ikke, hvad oftest sker, bliver ugleset — eller „nøflet” som Andersen kalder det i „Den grimme Ælling”.

Det er en mærkbar dag den dag, da ens bedste kammerat i skolen fortæller en: Ih, hvor er du egentlig grim! — Den dag kan der ske noget skæbnesvangert for pågældende lille fyr — eller som det psykoanalytisk hedder: Der er opstået et kompleks. Han har fået at vide, at han ikke ser ud, som man skal, efter det gængse normale skønhedsmål. Og snart begynder måske drilleriet, den lille fyr får øgenavn, bestemt af fejlen ved hans ydre, og der skal tyk hud og solidt tømmer til at stå den skærsild igennem. Man hører nu og da om en eller anden lille pige, der i dagevis flakker om borte fra hjem og skole, fordi kammeraterne har drillet hende for hendes røde hårs skyld. „Den Gyldenblonde” fortæller, at han af samme grund gav sit hår blankesværte. En anden ven har fortalt mig, at han på sit første bal slet ikke fik danset, ikke fordi han ikke kunne danse, det havde han øvet sig meget på derhjemme, men fordi han var bange for, at pigerne ville sige nej til hans inklination, fordi han var så grim, for det havde han fået at vide, at han var.

Bevidstheden om, at man går for at være grim, kan udvikle visse karakteregenskaber, i særlig grad forfængeligheden, der kan vokse til sygelighed. Man spejler sig og pynter sig over al måde; noget må der gøres for at bøde på skavankerne. Eller en helt modsat reaktion: man opgiver det hele som håbløst, trækker sig sky tilbage i den fjerneste krog af balsalen, selv om man så forfærdelig gerne vil ud og svinge pigerne. Her kan bitterhed og skyhed i forening gøre ondt værre, og man kommer til at se endnu farligere ud. Men det uheldige ydre kan også vække en stærk ærgerrighed: Jeg skal vise de kønne herrer, at jeg trods min grimhed kan gøre karriere! Og så strenger han sig an, bliver den dygtigste i skolen, den stærkeste til sport, den rigeste mand i byen eller — den berømteste mand i landet …. Jo, grimheden kan sætte kræfter i gang, der negativt, men rigtignok også positivt kan have sin betydning for karakterens udvikling og skæbnens gang. Mon ikke H.C. Andersen ville være blevet en helt anden H.C. Andersen, om han havde været en charmerende Adonis?

Andersens ydre krævede netop, at han måtte strenge sig særligt an. Den vældige energi, det ukuelige livsmod, han fra sin barndom satte ind på at blive noget særligt, var jo for at de væmmelige gadedrenge hjemme i Odense, der forfulgte og spottede ham, stiftsprovsten, der anbragte ham nederst på kirkegulvet og alle de andre, der viste ham kulde og hån, fordi han så så tosset ud, allesammen skulle de se, at han alligevel kunne komme ovenpå. Hans så ofte omtalte store forfængelighed og selvoptagethed skyldtes netop, at han fra sin barndom vidste, at han var grim, var „for stor og aparte”. Nogen illusion om sit eget ydre nærede han slet ikke. I et ungdomsdigt — Aftenlandskab — har han givet os sin selvkarikatur i disse linjer:

Se, hist på skrænten står en lang person
med ansigtet så blegt som salig Werther
og med en næse stor som en kanon
og øjne bitte små som grønne ærter.

Og i „Mit livs eventyr” fortæller han gang på gang med et vemodigt smil, hvor farlig han så ud, hvordan hans mor pyntede ham med silkestumper, der blev hæftet på ham med knappenåle og skulle gå for at være veste, og bandt et stort klæde om halsen på ham med en mægtig sløjfe. Ikke underligt, drengene grinede ad ham. — Det er forøvrigt ikke ualmindeligt, at mødre kan finde på at „pynte” deres smådrenge så fjollet, at det bliver til den rene tragedie for drengene. — Hans skildring af sit konfirmationsantræk med de elskede knirke-støvler uden på benklæderne er uforglemmelig. Påklædningsspørgsmålet spiller i det hele taget en stor rolle for Andersen, i ungdommens år ikke blot dikteret af forfængelighed, men navnlig af fattigdom. Brevene til Gamle Collin fra skoledagene i Slagelse indeholder ydmyge bønner om penge snart til dette, snart til hint klædningsstykke, skotøj, der trænger til reparation o. m. a„ så sent som i 1835, da Andersen dog er kommet på den grønne gren, beder han om et lån på 56 rd. til dækning af skræddergæld for en frakke til 40 rd. og et par benklæder til 16 rd., det var mange penge dengang, men da var den lovende digter også blevet en virkelig laps. Til sin kære Odense-veninde Henriette Hanck, over for hvem han gerne i sine breve koketterer med lidt selvironi, skriver han i 1836: „Jeg er ung, føler mig lapseung …. Op og ned ad Østergade går man. Ser du, det er digteren, hvisker damerne — og så skaber man sig”. — I et andet brev nogle år senere skriver han: „Ved De, hvad mine galante venner siger: Andersen er blevet så mageløs lapset, den største modejunker. Han går i frakke til 60 rd. (nu er den blevet endnu dyrere end den, Gamle Collin måtte låne ham penge til) med fløjlsfor, en hat som en paraply og en figur — ja, han bliver for hver dag smukkere”. Men så tilføjer han: „Jette Wulff siger: De var før så dejlig original, nu er De ligesom kammerjunker X og leutenant U! en fin og fornem herre! — Og fru Drewsen siger: Vor ven bliver køn på sin gamle alder (han var dengang 33), men han er det samme forbandede vrøvl . . . .”

H.C. Andersen. Tegning af Fritz Jürgensen.
H.C. Andersen. Tegning af Fritz Jürgensen ca. 1828.

Fra sit første pariserbesøg 1833 skriver han til Edv. Collin, at hans holdning er blevet bedre, og at han gør færre sving med armene, og at han har fået syet sig et par sommerbuxer af gråt lærred, „og dem har skrædderen”, fortæller han, „skåret så ypperligt, at jeg med eet har fået lår og lægge” — og så sukker han skælmsk: „bare man kunne se de ben hjemme!” — I et andet brev til Collin skildrer han sin påklædning til bal på Paris rådhus: „ny sko og silkestrømper, hvide handsker og håret kruset efter første parisermode” — og så kommer der igen et lille suk: „bare fruentimmerne derhjemme havde set mig!” — Mange år senere skriver han (også til E. C.) fra Weimar: „Jeg har naturligvis været til taffels hos storhertugen, men jeg måtte møde med kårde og trekantet hat, det var mig første gang et uvant kostume, men nu går det godt. . . Nu er det den modne verdensmand, der skriver, men stadig med et lille blink i øjet — han må også ha set herlig ud med kårde og trekantet hat. Han har dog været klog nok til ikke at lade sig forevige i det kostume. — Fra sit englandsbesøg i 1847 skriver han til Henriette Wulff: ,,Den billedhugger, som i London har gjort Jenny Linds buste, har gjort min som pendant, og den ligner i høj grad, synes Andersen, men tilføjer han: „så forædlet, så dejlig! Ja, min Gud, således gad jeg nok se ud! Således bliver vist mit ansigt i en højere verden”. — Og endelig noterer han som ældre herre i sin dagbog 1864: „Jeg stod fra 10—11½ for Bissen, der sagde, at Vorherre havde givet sig tid til at skabe mit hoved aparte frem for de fleste andres….”

H.C. Andersen læser på Gråsten slot. Tegning af Karl Hartmann 1845.

Som vi af disse udpluk kan se, er der hos Andersen ikke antydning af overvurdering af hans ydre fremtræden. Han skjuler ikke, at han med megen omtanke må pynte på sit aparte ydre, gå til dyre skræddere og fine frisører, og han skjuler slet ikke sin derved opståede forfængelighed og selvoptagethed, heller ikke, hvor forfærdelig gerne han vil gøre indtryk hos fruentimmerne derhjemme.

Men hvordan så hans samtidige på ham, hvordan tog de hans fremtoning? Her har vi mangfoldige udtalelser at ty til. De er næsten lige så forskellige som de er mangfoldige, men eet er de fleste enige om: han var for stor og aparte; især er de tidligste vidnesbyrd ret drastiske. At danserinden Madame Schall var ganske overbevist om, at den forpjuskede fyr, der pludselig kom stormende ind i hendes stue, smed støvlerne og gjorde sine rejehop for hende, var skrupgal, kan jo ikke undre. Filologen N. C. L. Abrahams, der i samme år (1819) så ham hos en af de familier, der tog sig af Andersen, fortæller i sine erindringer: „Her så jeg første gang en underlig langbenet kejtet dreng på 14—15 år, der undertiden kom stormende ind med det spørgsmål: „må jeg læse noget for Dem!” Hans hele optræden var vistnok latterlig, undertiden besværlig, skriver han, men der var bagved denne underlighed et vidnesbyrd om, at denne dreng ville noget…. Drengens navn var Hans Christian Andersen”.

Omtrent fra samme tid fortæller forfatteren J. M. Thiele i sine memoirer, hvordan han en formiddag sad ved sit skrivebord, da der blev banket på døren, og han overraskedes ved at se en „opløben dreng af et ganske besynderligt udseende stå ved døren med dybt teatralsk buk” — og, fortsætter han, da han rejste sin lange figur i en forslidt grå jakke, hvis ærmer ikke kunne nå de udmagrede håndled, mødte mig et par små kinesiske øjne, der trængte til en kirurgisk operation for at få fri udsigt, bagved en stor fremstående næse …. „og så bukker gespenstet igen og” siger patetisk: „Må jeg have den ære at udtale mine følelser i et digt, som jeg har skrevet.” Og før Thiele kunne komme til orde, var drengen langt inde i en større deklamation . . . endte med et dybt buk, „greb sin kasket og væk var han ned ad trapperne”. Disse indtryk er fra Andersens tidligste år i København.

Efter at Andersen er blevet student, møder han den senere oberst, den gang nybagt løjtnant Søren Chr. Barth, som i sine livserindringer giver en ganske grinagtig skildring: „med al sin godmodighed, der var ejendommelig for ham”, skriver obersten, „var han i høj grad aparte, såvel i lader som i klædedragt, og skønt han var meget forfængelig, kunne det dog ikke lykkes for ham at tilvende sig et net ydre eller væsen. Han opvakte ved sit kejtede væsen ofte latter, hvilket dog aldrig generede ham. Han holdt meget af at spejle sig” (det er et træk, som flere af hans samtidige har bemærket. Han skriver selv i fortalen til sin „Levnedsbog”: „Vorherre og alle folk ved, at jeg spejler mig nok”). Obersten fortsætter: „Da han var blevet student, var han yderst lykkelig ved at have fået uniform” (han var kommen ind i livjægerkorpset), og så skildrer den gamle officer dette militære fænomen: „Uniformen var for lille, en gammel en, han havde købt hos en marskandiser . . . skøderne skrævede bagtil, chacoten var også for lille og sad bag i nakken. Sablen havde han ved den forkerte side” — man kan ligefrem se den gamle hugaf ryste på sit militære hoved …. Andersen fortalte de tilstedeværende, at han lige havde mødt Prins Ferdinand og Pr. Caroline på Østergade, og adspurgt, om han havde gjort honnør, svarede han: „Ja, det kan De da nok tænke — først gjorde jeg front og præsenterede gevær, og så tog jeg chacoten af og bukkede dybt…”

Til dette humoristiske skilderi af den militære Andersen kunne måske et elskværdigt karikaturportræt, skrevet af den blide Ingemann i Sorø i et brev til Andersen 1837, være på sin plads: „Hver gang Deres billede fremstiller sig for mig, ser jeg det ligesom vokse op fra disciplen i Slagelse til den høje godmodige hjertelige og fantasirige poet, som man gerne kunne slå en knude eller to på, uden at han dog blev påfaldende lille og tyk . . . .” Men tyve år senere giver Ingemann igen i et brev til sin kære ven et ganske andet portræt, som jeg senere skal vende tilbage til.

Skuespillerinden Julie Sødring beskriver i sine erindringer den unge Andersen som en høj ranglet skikkelse, „der øjensynlig ganske manglede herredømme over sine bevægelser”. Fra samme tid kan vi i den norske forfatter Peter Colletts dagbogsoptegnelser læse om et besøg hos H. C. A. „Han spejlede sig idelig, han pyntede sit stygge hår…. Han er så lang og marekatteagtig, sad på tværs på en stol, fægtede med de lange arme” o. s. v. Det var i samme år, 1838, at Andersen til jomfru Hanck skrev, at hans galante venner syntes, at han blev smukkere for hver dag. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Den berømte tyske pianistinde Clara Schumann erklærer som sit første indtryk: „Han er den hæsligste mand, der kan findes”, men da hun senere træffer ham og lærer ham nærmere at kende, glemmer hun ganske hans ydre.

H.C. Andersen. Tegning af Ernst Meyer. Rom 1841.

Det gælder i det hele taget de fleste: det første indtryk er chokerende. Den norske professor L. Dietrichson skriver: „Mit første indtryk var, at det var et ørkenens skib — altså en kamel — der stak sit hoved ind ad døren.”

Den engelske digter Edmund Gosse skriver så sent som 1874 om sit første møde med A.: „I første øjeblik følte jeg mig næsten pinlig overvældet ved synet af dette ansigt og disse hænder og disse umådelig lange og leddeløse arme, så hæsligt som det altsammen var — men, siger han så, det var forbi, så snart han begyndte at tale, ja blot han smilte, var geniet der.”

— Det var, hvad fremmede udefra har at berette om den store aparte berømthed. Men hans omgangskreds, som havde vænnet sig til hans ydre og var kommet over førsteindtrykket, fandt altså ifølge Andersen, at han blev kønnere med årene. At dette er en kendsgerning og ikke bare smiger, kan vi læse i det før omtalte brev fra Ingemann i 1857, som lyder sådan:

„Hver gang vi ser Dem, bliver De kønnere, det ideale menneske, kan jeg vide, træder bestandigt anskueligere frem, jo mere man lever åndeligt i denne verden

Den fine gamle digter forkynder her, at åndens skønhed endelig har sejret over Andersens ydre grimhed.

Foruden Ingemann var vel den, der stod ham nærmest livet igennem, „unge Collin”, altså etatsråd E. Collin. I sin store bog om „Andersen og det Collin’ske hus” skriver han om Andersens ydre i forbindelse med nogle betragtninger om hans forfængelighed: „Han var ganske vist ikke forfængelig af sit udvortes. Han har i sin opvækst måttet høre mange bemærkninger om dette; senere, da han med den tiltagende åndsmodenhed tillige udvikledes i legemlig henseende og bevægede sig med større frihed, gjorde han sig ingen illusioner i den henseende …. Han havde virkelig en ret smuk hårvækst” (Nordmanden Peter Collet sagde, at hans hår var stygt), og Collin fortsætter: „Han var uden at være pyntesyg meget omhyggelig med sin klædedragt”, men — „han kunne ikke gå forbi et spejl uden at se deri …. Ikke fordi han forventede at finde noget smukt, men som et forsøg på — som han med elskværdig åbenhed havde tilstået — at bringe noget genialt frem.” Det samme gjaldt hans poseren, når han skulle fotograferes, hvor familien Collin kunne se på hvert nyt fotografi, at han havde „sat et genialt ansigt op”, og nu kommer noget, der er interessant: Collin siger: „Derfor giver alle tidligere portrætter ikke noget sandt billede af hans ansigts udtryk. Hvis en fotograf havde kunnet opfattet sådanne øjeblikke, hvor han var henrykt over noget skønt, da ville vi have fået et billede af, hvor godt han så ud, når det åndige beherskede hans miner . . . .” Her har vi igen ligesom i Ingemanns brev åndens skønhed, der vinder over kødets grimhed ….

Og endelig må vi høre Edv. Collins datter Louise Drewsen, der fra sit barndomshjem i Dr. Tværgade, hvor Andersen havde sin daglige gang, mindes den aldrende digter i en helt ny opfattelse: „Jeg ser ham så tydeligt komme op ad den lange gård i Dr. Tværgade, meget højere end alle andre var han jo, og jeg syntes, det var den mest distingverede skikkelse, jeg nogensinde har set. Der var absolut ynde i hans fremtræden. Han skabte sig aldrig.”

H.C. Andersen læser op. Samtidig karikatur i “Corsaren”.

Og med Louise Drewsen kommer vi til den ny generation, der som purunge har mødt og oplevet den gamle digter, da han stod på sin berømmelses tinde. Georg Brandes skriver i sin indledning til fortalen i verdensudgaven af eventyrene: „Man kunne ikke se et mere livfuldt og foranderligt ansigt end H.C. Andersens. Hans væsens modtagelighed og ømfølsomhed var helt i denne uro, i de nervøse øjenlågs hæven og sænken sig; men også det frembringende liv var deri, i disse omskiftelige træks hundrede små grimacer, i lunets glimt, som for hen over dette stygge åsyn og forskønnede det. . . Få år før Andersens død træffer Edvard Brandes ham. „Han var da en høj statelig mand”, skriver han, „smuk ved sit ansigts åndfuldhed. Han bevægede sig med stor fornemhed . …” Ved samme lejlighed læste han Den grimme Ælling, hvis slutning E. B. ikke er helt tilfreds med, han finder den for sødladen …. „men, skriver E. B., man tilgav ham den, fordi han læste humor og alvor i dette ligesom i andre af hans eventyr med en stolt og værdig mandighed. Han var, fortsætter han, et mandfolk, som havde ført sin krig imod alle igennem, og han syntes en betydelig og særpræget ånd, som han sad der i stolen og bøjede sit pragtfulde hoved ned over bogen — hvis ord han kunne udenad.”

En halv snes år tidligere havde maleren Kr. Zahrtmann tilbragt juleferien sammen med Andersen på Holsteinborg og skildrer digteren således: „Han var i sin velmagt — 56 år — overordentlig stor og sværlemmet. Man burde sige, at han så betydelig og godt ud. Man var imidlertid vant til at kalde ham grim, og derved blev det.

Senere da han havde lagt sine lange forlorne tænder, fik han et ganske overordentligt skønt hoved, hvad størsteparten af menneskene var blinde for.”

Dette var, hvad en billedkunstner kunne fortælle os om, hvordan Andersen så ud. Og her er et udsagn fra en mand, hvis kunstneriske virksomhed i samme grad som malerens kræver og opøver en skarp iagttagelsesevne: skuespilleren Elith Reumert, som i sin bog „H.C.A. som han var” har en så levende skildring af Andersens ydre person, at jeg ikke kan lade være med at give citatet så godt som i dets helhed: „Jeg var en dreng på 14 år [A. var da 63 år], da jeg en dag i St. Kongensgade pludselig så en høj og mærkelig skikkelse, der drejede om hjørnet…. Jeg blev stående som naglet fast til stedet…. (han kendte straks Andersen fra de mange portrætter).

Da han passerede forbi, rettede jeg mig op og tog instinktmæssigt i dyb ærbødighed kasketten dybt af, og til min forbavselse besvarede han min hilsen med en så vidtdreven opmærksomhed, at jeg blev ganske flov (vi ser altså for os den lange digter H. C. A. og den kønne dreng Elith stå overfor hinanden begge med blottede hoveder). Han smilede huldsaligt og henrykt ned til mig, og idet han fjernede sig baglænds, så at jeg ret var bange for, at han skulle falde over sine egne ben, svingede han ustandseligt med sin hat i store buer for mig, bestandigt bukkende og smilende, indtil han forsvandt for mit blik”. Det er da en henrivende scene! Reumert fortsætter: „I de få højtidelige øjeblikke havde jeg for bestandig indprentet hans billede i min erindring og har aldrig siden kunnet glemme det.

Tydeligst og helst mindes jeg hans kærlige smil, der kastede glans over hele hans skikkelse og forskønnede hans store grove ansigtstræk. Mit hovedindtryk var det, at han lignede ikke noget andet menneske, jeg havde set, og jeg syntes, at således skulle det være — endvidere at hans legemes overordentlige dimensioner gjorde hans bevægelser kejtede, men i deres kejtethed forekom de mig indtagende som et ungt føls.”

Ja, det var den buket af citater om Andersens udseende, jeg har plukket på min vej. Den er jo broget nok; vi får at vide, at han var den hæsligste mand, at han lignede en marekat, en kamel og et kejtet føl, at han var leddeløs og kantet, at han bevægede sig med stor fornemhed, og at der var absolut ynde i hans fremtræden, at han hoved var pragtfuldt, ja, af en maler får vi at vide, at hans hoved var ganske overordentligt skønt. Hvad skal man vælge, hvad skal man tro? At den pjuskede, lurvede, halvvoksne og halvvilde vaskerkonesøn fra Odense har set farlig ud, det er alle enige om, at han i sin lapsetid, som han selv beskriver, trods skrædder- og frisørkunst har været alt andet end nogen sheik, har vi jo både Inge-manns og Andersens eget udsagn for. Men da han kom i sin velmagt, som Zahrtmann siger det, fik alderens pondus forenet med eller måske rettere bestrålet af sin berømmelses glans, da han blev Hans Christian Triumfator, som Hans Brix kalder ham et sted, ja, da har han sikkert som Edv. Brandes siger virket fornem og mandig, eller som Edv. Collin siger det, når Andersen var henrykt over noget skønt, når det åndfulde beherskede hans miner, da så han godt ud. — Men — som Zahrtmann også siger: Man var vant til at kalde ham grim, og derved blev det. — „Man”, det var altså borgerskabet i det lille indelukkede hul, voldenes København, i dette Københavns snævre gader var Andersen for stor og aparte, hans fagter var for store og forholdene for snævre, man gned sig for tæt op ad hinanden, kom for nær på livet ad hinanden, og Andersens særheder, skævheder og naragtigheder fik så voldsomme dimensioner i alt det småtskårne. Og man snakkede om Andersens grimhed, vor „udenlandsk berømte orangutang”, som Andersen har hørt sig selv blive omtalt på gaden af et par forbigående, man snakkede også om, at Søren Kierkegårds ene bukseben var kortere end det andet, og parkettet morede sig højlydt, når Jerusalems skomager i „Genboerne” hentyder til, at Andersen brugte et kæmpemæssigt nummer i fodtøj. Sådan var ånden fra 1848 også.

”Jeg modtog ridderordenen af den røde ørn, tredie classe”. Tegning af Jensenius.

I så henseende — altså hvad angår folks bedømmelse af, hvad der er grimt og hvad der er skønt — er der i de forløbne 100 år sket en glædelig udvikling. Det aparte, det, der særlig stærkt afviger fra det gængse skønhedsideal, chokerer ikke i den grad vor tids borgerskab, som tilfældet var i voldenes København. Skønhedsidealet er også — takket være billedkunsten, der fulgte efter — blevet et andet. Det sødladne, slikkede og glansbilledagtige er forladt. Og så er der sket én ting, der har forårsaget, at der tages lettere og mere overlegent på problemet: folks større eller mindre grimhed. Det er karikaturkunstens store gennembrud herhjemme. For hundrede år siden var dansk karikaturkunst endnu i svøb. At karikere folk regnedes den gang for gadedrengestreger. En lille forsigtigt tegnet karikatur af Søren Kierkegaard i „Korsaren” vakte voldsom opstandelse hos borgerskabet og forbitrelse hos Søren Kierkegaard. Af Andersen har man fra Korsaren nogle bitte små karikaturer, efter vore begreber ganske harmløse og ikke særligt vellignende. Men de har nok smertet ham. Fritz Jürgensen, den tungsindige urmager, udgav ikke karikaturportrætter, men på Det kgl. Bibliotek eksisterer et, som Andersen selv aldrig har set — heldigvis, for det er ret ubehageligt.

Havde Andersen levet i dag, var han forlængst af vore bladtegnere blevet kåret til deres yndlingsoffer nr. 1. Og han ville have følt sig smigret. Han ville ved juletid med spænding have imødeset Blækspruttens komme og være dybt skuffet, have følt sig skammeligt tilsidesat og forglemt, om han i en årgang ikke var blevet tegnet af eller nævnt. Af Christian IX findes der ingen god dansk karikatur. Det var dengang majestætsfornærmelse, som kun de skrappeste flyveblade vovede sig til. I 1950 modtog Frederik IX tegnernes udnævnelse til årets yndlingsoffer med stort smil og hjertelig tak. Tiderne skifter, og engang imellem i den rigtige retning.

Ak ja, hvordan så han egentlig ud, denne store og mærkelige mand? Spørgsmålet er vistnok efter min passiar ubesvaret, og det er jo, når alt kommer til alt, så inderlig ligegyldigt. Men een ting er ikke ligegyldigt, det er, at man ved at kredse om dette lille problem: Hvordan Andersen så ud, får bekræftet, hvad Ingemann siger i sit brev til A.: „Det ideale menneske træder bestandigt anskueligere frem, jo mere man lever åndeligt i denne verden.”

Lad os, mens vi læser Andersens eventyr, se Andersen for os, opleve dette grove ansigt med de små missende øjne, alt som vi læser, blive bestrålet af hans godheds skønhed og hans ånds geniale kraft, og se, hvad ingen portrætkunstner har formået at give os, „den grimme ælling” blive til den skønneste svane…

©