Hvordan så H.C. Andersen ud? (II)

Gennem mange år boede dr. phil. Edvard Brandes og min fader, borgmester Carl Lehmann næsten dør om dør, den første i Skjoldsgade, den anden i Upsalagade på Østerbro. De kom en hel del sammen, særlig i de sidste år dr. Brandes levede. Når de første aftentimer faldt på, gik Brandes som regel en lille tur på den daværende Stockholmsplads — nu Hjalmar Brantings plads — og så han, at der var lys i min faders arbejdsværelse, kom han ofte op for at få en lille passiar om svundne dage og aktuelle spørgsmål. Uden tvivl følte han sig ensom, efter at hans hustru var død allerede i 1918, og han havde trang til at udveksle tanker om alt mellem himmel og jord. Var han vel oplagt, som f. ex. hvis der var noget der ærgrede ham, var det festligt at lytte til ham. Hans dybe og lynhurtige ironi virkede da som et åndfuldt fyrværkeri. Var han mere i ligevægt, fik man indblik i, hvad der på bunden boede i denne så sky mand, og enhver kom til at holde af ham, ikke mindst for hans følsomme hjertes skyld. For slet ikke at tale om hans aldeles overlegne begavelse. Det er sædvane her i hans hjemland at tale om hans beregnende kulde, hans menneskeforagt og meget mere af samme art. Fra mange aftener i mit hjem ville det være let for mig at komme med stærke modbeviser, men det hører ikke denne lille afhandling til.

Året efter, at min fader var født, byggede mm farfader, professor, dr. med. G. C. H. Lehmann en sommervilla i Rosenvænget samtidig med, at hans ven maleren Vilhelm Marstrand også lod „sig gøre et Hus”, som han skrev i et brev til svenske pårørende. Det var i 1859. Fra Gothersgade nærved Kongens Nytorv flyttede familien Lehmann hvert år ud til „den lille embedsenklave”, for at citere Vald. Vedel, for at ligge på landet her. Afstandene var jo endnu ganske store. Men da sporvognen kom i Farimagsgade, bad min farfader arkitekt Meldahl om at lade det af ham „saa mesterligt gjorte hus” indrette til helårsbeboelse. Det skete også, og fra nu af boede professoren derude med hele sin store familie — og fra nu af kom H.C. Andersen som en meget hyppig gæst, når han var på „Rolighed”. Min farfader var en udmærket musiker, „han levede i et hav af toner”, for at citere gehejmelegationsråd Peter Vedel, der også hørte til „Rosenvængerne”, og han spillede med datidens førende. Det holdt H.C. Andersen af at høre på. Uanmeldt gik han ind i musikstuen, når tonerne lokkede ham, satte sig stille i en krog og „gik betaget derfra”, som Franz Neruda har sagt i nogle minder fra disse lykkelige stunder. Her var min fader altså ofte H.C. Andersen på nærmeste hold, og han så ham daglig færdes på de stille veje ude i den lille idyl.

H.C. Andersen på Frijsenborg. Fot. 1865.

Meget ofte talte Edvard Brandes om H.C. Andersen, som han havde en grænseløs beundring for og som han fuldt ud forstod. Han holdt af at dvæle ved den gamle digters udseende, og jeg husker fra flere samvær, at han gentagne gange var inde på, hvordan han i virkeligheden havde set ud. Han forfægtede den overbevisning, at H.C. Andersen var en meget smuk mand, hans personlighed var præget af ånd, hans øjne var udtryksfulde og hans hænder meget talende og skønt byggede. Det eneste, der kunne føre tanken hen på noget ikke så heldigt, var de store fødder. Ligeledes var håret silkeblødt og havde et ejendommeligt fint fald. — Min fader var ganske enig med Edvard Brandes, og jeg husker min fader omtale H.C. Andersens smukke elastiske gang og den fornemhed, hvormed han kunne tage til hatten og hilse folk. — Disse samtaler førte igen til, at de to kom til at reflektere over, hvilke fotografier af den store mester, der var de mest vellignende og de mest karakteristiske. De kom let til det samme resultat. De gav disse førsteprisen: de findes i den danske udgave af Signe Toksvigs bog om H.C. Andersen, kommet hos C. A. Reitzel i København 1934. Lige indenfor omslaget er et fotografi af digteren på Frijsenborg i juli 1865. Som han står her lænet til den blomstersmykkede trappe så han ud, „når han var i godt lune og var ved at komme med en vittig bemærkning, beregnet på det sikkert fornemme selskab han var i”. Edvard Brandes huskede ham sådan, på sin vis kunne billedet ikke være bedre. — Fotografiet i samme bogs side 291, hvor digteren ca. 1867 læser i „Fædrelandet”, er både efter Edvard Brandes og min faders mening meget talende. For sådan så han ud, når han var „ved at blive gnaven”. Og det var han jo tit. Fra sine drengeår i Rosenvænget huskede min fader så godt H.C. Andersen, som han er fotograferet i 1867 på en bænk i haven til „Rolighed”. H.C. Andersen var en meget ivrig avislæser, der ofte selv hentede sine blade, når der var noget i dem, som havde hans interesse. Da holdt han af at gå fra have til have og fortælle om, hvordan han bedømte dette og hint, og som han sidder på fotografiet her på side 294, havde min fader ofte set ham i haven til sit eget hjem. Men det måske allerbedste fotografi er det fra samme periode, der gengives side 297 og viser digteren sammen med Carl Bloch og Moritz G. Melchior i haven på „Rolighed”. Når Brandes fremdrog dette fotografi, pointerede han, at man skulle lægge mærke til, hvor klog H.C. Andersen ser ud, som han står der og lytter til de andres tale, „det er en mand, der vil have noget med, vil lære”, var Brandes’ kommentar. Fotografiet fra 1874 fra lejligheden i Nyhavn 18 mente den sarkastiske Edvard Brandes kunne tyde på, at digteren „ventede besøg enten af kronprins Frederik, prins Valdemar eller en anden fyrstelig person”. Der var noget konferensrådagtigt over ham og en vellagt maske over ansigtet. Gengivet side 292.

H.C. Andersen. Fot. 1867.
H.C. Andersen, Carl Bloch og Moritz G. Melchior på “Rolighed”

Men som sagt, af alle fotografierne syntes både Brandes og min fader ligheden og karakteristikken var bedst på det med Carl Bloch. Nummer to er det på havebænken.― ― ― ― Og når Brandes med enthusiasme forsvarede sin opfattelse af H.C. Andersen som en smuk og interessant mand at skue, henviste han til det maleri af C. A. Jensen, der blev udstillet på Charlottenborg i 1838 og som nu er i H.C. Andersens hus i Odense. Når Brandes talte om det, kom der en mærkelig varm dybde i hans stemme. Han havde i sit bibliotek i villaen i Skjoldsgade et lille aftryk af det. På en reol lige overfor hang en såre beskeden gengivelse af det maleri, som Carl Bloch havde udført af H.C. Andersen i 1869. Som så mange af sine jævnaldrende var Edvard Brandes en stor beundrer af Carl Bloch, han talte gerne om „Christian den Anden i fængslet” og om „Prometheus” og delte ganske Julius Langes opfattelse. Men da talen faldt på portrættet af H.C. Andersen, kan jeg endnu høre Edvard Brandes sige, med et energisk ryk med hovedet: „Bloch var en herlig maler og det er et herligt billede. Havde Bloch ikke i sit hele liv gjort andet, havde han vundet verdensry med det. For sådan så H.C. Andersen ud, netop sådan”. Og deri gav min fader den kloge gamle politiker ret.

©