Hvorfor undervisning ved et museum – og hvorfor ved en undervisningsafdeling?

Af og til skal man stille banale og selvfølgelige spørgsmål. Måske for at opdage, at svarene nødvendigvis ikke er hverken banale, enkle eller selvfølgelige. At stille »gode spørgsmål« er at give mulighed for eftertænksomhed, overvejelse og udtrykke sin sjæls subjektivitet – kald det bare personlighed – i svaret.

Jeg vover at stille spørgsmålet igen. Hvorfor skal – eller bør der undervises ved et museum? – og skal der en hel afdeling til det?

Det umiddelbare svar: Det pynter på statistikken, giver kø ved tælleapparaterne – og det i den døde tid. Derfor ser vi gerne børn i massevis på vore museer – og helst med en lærer, der har styr på ungerne – og helst så de hurtigt er ude af døren igen uden at have snavset til på gulve og toiletter eller sat fingre på glasmontrerne.

Det var vist et enkelt og et noget provokerende svar – og naturligvis forkert!! – så om igen: Undervisning i forbindelse med vore museer skal gives for at uddanne kommende voksne, gode museumsgæster, give en ny generation fortrolighed med de gamle huse og deres indhold af fælles arvegods. Det er et svar, vi kender og har hørt før – og et rigtig pædagogisk svar. Men holder det? Tror vi på opdragelseseffekten i tilvænning? Ved nærmere eftertanke – nej!! Vi kan oplagre, fremme eller svække nogle holdninger hos børn – og håbe det bedste. Men vi kan ikke programmere dem for en voksen fremtid, se side 309.

En billeddokumentation!

Undren er en sund øvelse – muséet har øvelsesmaterialet!
Nutiden gror – af fortidens spor!
At filosofere er ikke forbeholdt cand.phil.’er!
Tingen taler for sig selv, – men ikke af sig selv!
Mange ting har en god historie, – der gerne vil fortælles!
En hypotese kan være en god forklaring – en god forklaring kan lige så vel være en hypotese!
Oplevelse og indlevelse giver erkendelse!
Erfaring kan kun rigtig erkendes gen nem egen handling!

Undervisning skal naturligvis ikke gives for museets skyld eller i en museal hensigt. At give undervisning i forbindelse med et museum er at bruge museet som et middel eller redskab til noget helt andet – at uddanne små mennesker til at blive store og hele mennesker, voksne mennesker med sans for livets mange facetter.

Museet kan med det lille puf, som en undervisning ofte er, tilføje en ny dimension, give en oplevelse i et forløb, være et vitamintilskud i en skoledag, der alt for let bliver præget af skemaopdeling og rutine. Museer er i sig selv et fond af uoplevet oplevelse – et kabinet af stumme sager, der endnu ikke har mæle, et skatkammer af ukendte skatte, der venter på at blive fundet.

Undervisningen, formidlingen skal slutte kontakten – sætte en proces i gang – hvor og når det er muligt at korrigere, supplere og med følsom hånd kontrollere, at processen ikke løber af sporet.

Børn er i høj grad medarbejdere. Med fantasien som trækkraft kan der nås langt i indlevelsen af en fortids virkelighed. Ikke den videnskabelige virkelighed, men en sanselig virkelighed, der nok kan stå distancen i konkurrencen med andre former for erkendelse!

En brugbar opskrift på museumsundervisning hedder derfor: gennem OPLEVELSE og INDLEVELSE til ERKENDELSE!

En sanset oplevelse og en engageret indlevelse giver en personlig erkendelse, der er mere karakterdannende end mange lektie-lektioner.

At undervise på – eller i forbindelse med et museum er ikke blot at give en serviceydelse til kundekredsen, som f.eks. kaffeautomaten og souvenirboden yder deres tilskud til en eksemplarisk kundebetjening. Ej heller er det at fortsætte en tradition, fordi den nu er der – og andre museer har en sådan. Undervisning må såvel i form som i indhold være afstemt med undervisningens overordnede målsætning – d.v.s. folkeskolens eller andre skoleformers formål.

Museerne har så den ramme og det faglige lager af genstande og ekspertise, der byder sig til som redskab og middel i en målrettet formidling. Det er følgelig en indlysende opgave for det museum, der tilbyder undervisning, til stadighed at holde sig ajour med den pædagogiske udvikling i skoleverdenen. Og det er noget af en voksen opgave i disse år, hvor skolebilledet langt fra er statisk eller fikseret, men snarere fremtræder som en collage af spændende bevægelige elementer, materialer, metoder og pædagogiske ideer.

Men hvis vi vedkender os opgaven, at arbejde med på folkeskolens formål, er forpligtelsen til stede – og den kan passende anbringes i en undervisningsafdeling. I hvert fald ved et museum som Odense Bys Museer, der omfatter flere selvstændige afdelinger.

Undervisning af »de kommende voksne« på et museum er en spændende opgave, men det er en seriøs sag, der ikke må ende i underholdning – blind opgaveløsning eller tidsterapi, som man desværre stadig kan se eksempler på. Der må naturligvis pædagoger til. Thi de vide forhåbentlig hvad de gør!

Museumsundervisning – hvad enten den gives af klassens egne lærere eller af museets folk ved en undervisningsafdeling – må naturligvis gerne være engagerende og underholdende. Børn vil i længden ikke lade sig nøje med mindre end den bedste undervisning. Børn er lige så kvalitetsbevidste kunder som voksne museumsgæster – og der skal ikke serveres sten, når de godt kan værdsætte brød.

©