I folkeoplysningens tjeneste

Som forsknings- og formidlingsinstitution har Odense Bys Museer til opgave at producere ny viden om forhold, der vedrører menneskets livsvilkår fra fortid til nutid, og at stille den samlede viden til rådighed for alle dele af befolkningen.

Den store bredde i publikumssammensætningen samt mængden og arten af det stof, der skal formidles, kræver, at museerne gør brug af mange forskellige formidlingsformer.

Efterfølgende oversigt har til formål at give et samlet indtryk af den formidlingsvirksomhed, der praktiseres i dag, men i et vist omfang også af den udvikling, der har fundet sted siden museumsvæsenets oprettelse.

Faglig publikumsbetjening

En formidlingsform, som ikke er almindelig kendt, er den museumsfaglige bistand, som ydes til fagfolk, der er engageret i et kulturformidlende arbejde. Det kan være forfattere og forlæggere, der ønsker saglige oplysninger og billedstof til deres litterære produktioner, journalister, der er på jagt efter nyhedsstof til dagblads- og tidsskriftsartikler, radio- og TV-medarbejdere, der ønsker at bringe indslag vedr. museernes udstillinger og øvrige aktiviteter, undervisere, der har behov for viden og inspiration til brug for deres tilrettelæggelse af undervisningsforløb, for blot at nævne nogle få eksempler.

Det forhold, at den meddelte viden udmøntes i bøger, dagblads- og tidsskriftsartikler, radio- og TV-udsendelser eller finder anvendelse i undervisningen på alle niveauer, giver en kolossal bredde i formidlingen. Det kan i den forbindelse nævnes, at der alene i 1983/84 blev produceret over 20 indenlandske og udenlandske TV-programmer samt et meget stort antal radioudsendelser, alle med reference til Odense Bys Museer.

Udover den gruppe, der som før nævnt erhvervsmæssigt beskæftiger sig med mediekommunikation, betjener museerne fag- og interessegrupper af enhver art og med vidt forskellige behov.

Den individuelle, faglige publikumsbetjening har hidtil været meget tidkrævende, ikke mindst fordi en hurtig fremfinding af relevante oplysninger i museernes arkiver og magasiner, der i dag rummer flere hundrede tusinde museumsgenstande og arkivalier, har været forbundet med vanskeligheder. Bl.a. derfor påbegyndtes i 1983 opbygningen af et dataanlæg til internt brug. Foreløbig er der installeret terminaler i 3 museumsafdelinger, og een vil senere blive opstillet på Møntergården. Inden for museumsvæsenets rammer vil anlægget udelukkende blive anvendt til registrering af museumsgenstande, men systemet er udviklet således, at det også er muligt at indkode andre informationer.

Fig. 1. H.C. Andersens Hus. Forberedelse til fotografering af museumsgenstande til brug for en artikel om H.C. Andersen i dagbladet »Frankfurter Allgemeine Zeitung«.

Udstilling

Ved åbningen af byens første museum »Nordisk Museum i Odense« i 1860 var 6 udstillingsskabe med oldsager fra sten- og bronzealderen alt, hvad man kunne fremvise for publikum. Siden er udstillingsvirksomheden i takt med den øgede mængde af indsamlede museumsgenstande og diverse museumsudvidelser vokset voldsomt. I dag råder Odense Bys Museer således over et udstillingsareal på flere tusinde kvadratmeter med genstande, interiører og historiske bygninger, der emnemæssigt dækker næsten alle områder inden for dansk kulturhistorie. Hertil kommer en kunstsamling, der viser hovedlinier i dansk kunsthistorie fra ca. 1750 og fremefter.

Tidligere var den permanente udstilling næsten enerådende, men med en udstilling om folkelige vævninger på Møntergården i 1942 indledtes en mere omfattende særudstillingsvirksomhed, og siden er denne virksomhed blevet en fast tradition i alle museumsafdelinger. Mangelen på egentlige særudstillingslokaler har desværre ofte bevirket, at dele af de permanente udstillinger har måttet vige pladsen til fordel for skiftende udstillinger. Ganske vist har indretningen af et nyt særudstillingslokale på Møntergården i 1984 medført en forbedring af pladsforholdene, men i betragtning af, at Odense Bys Museer i dag arrangerer mellem 15-20 særudstillinger om året, vil der fortsat være et stort behov for lokalefaciliteter udelukkende beregnet til dette formål.

Affødt af forannævnte pladsmangel, men også af andre grunde, har museerne i de senere år arrangeret mange eksterne udstillinger, fortrinsvis i lokalområdet. Enkelte udstillinger er dog nået videre omkring. F.eks. kan det nævnes, at H.C. Andersens Hus har arrangeret udstillinger om eventyrdigterens liv og virke mange steder i Europa samt i så fjerne lande som Kina, Japan og Sydøstasien.

Som formidlingsform har udstillingen sin særlige styrke i, at de besøgende ud fra egne behov og personlige forudsætninger kan vælge, hvornår og hvordan de vil bruge den samlede mængde af viden og oplevelsesmuligheder, der står til rådighed.

Fig. 2. Møntergården. I værkstedet arbejdes med fremstilling af rekonstruerede bygningselementer til en særudstilling om Albani kirke.
Fig. 3. H.C. Andersens Hus. Museets cafeteria med kold- og varmdriksautomater. I baggrunden museets »postkontor«.
Fig. 4. Den fynske Landsby. Kødannelse ved disken i museumsbutikken. E. Thomsen fot, 1985.

En kendt museumsmand har engang sagt, at museets samlinger skal være som en god folkelig bog, der giver de besøgende indblik i, hvorledes dansk kultur har formet sig til forskellige tider. Man burde måske til denne karakteristik tilføje, at udstillingens indhold – i modsætning til bogens – nødvendigvis må tilegnes under lange, ofte trættende vandringer gennem udstillingsrummene. Denne ulempe afhjælpes i nogen grad ved indretning af såkaldte friarealer med f.eks. hvilerum, cafeteria, læserum, museumsbiograf og museumsbutik, hvor publikum enten kan hvile ud eller finde adspredelse under besøg af længere varighed.

De to bedst besøgte museumsafdelinger, nemlig H.C. Andersens Hus og Den fynske Landsby er rimeligt forsynet med disse faciliteter. Fyns Stifts-/Kunstmuseum råder endnu kun over et kombineret læse- og hvilerum, mens Møntergården, H.C. Andersens Barndomshjem og Carl Nielsens Barndomshjem ikke har nogen af delene.

En udbygning af friarealerne vil sammen med andre planlagte forbedringer af museernes udstillinger utvivlsomt kunne stimulere publikumsbesøget og gøre museerne til steder, hvortil man gerne vender tilbage med jævne mellemrum.

Omvisning, foredrag og film

Ved Odense Bys Museer har den personlige formidling, der udøves gennem forevisning og omvisning, en lang praksis bag sig. Allerede efter åbningen af »Nordisk Museum i Odense« skulle der i den ene time, museet havde åbent om ugen, være et bestyrelsesmedlem til stede for at forevise og fortælle om de udstillede genstande. Denne aktivitet synes dog ganske at være ophørt efter overflytningen til den i 1885 nyopførte museumsbygning i Jernbanegade. I hvert fald udtrykkes der i et læserbrev, indsendt til Fyns Tidende i 1889, utilfredshed med, at den gode gamle skik helt er gået af brug. Pudsigt nok, for kort tid efter indvielsen af det nye museum var en kustode og en konservator blevet ansat til – ved siden af deres øvrige opgaver – at skulle forevise samlingerne i åbningstiden, der nu var udvidet til 3 timer dagligt ugen igennem.

Om læserbrevet har haft nogen positiv effekt vides ikke, men senere er omvisningsformen dog blevet genindført og er blevet styrket i takt med samlingernes vækst og den stigende professionalisering. I dag varetages omvisningerne således af de enkelte museers faglige ledere samt af medarbejdere, der i lighed med lederne har en akademisk uddannelse. Samme medarbejdergruppe deltager desuden jævnligt ved tilrettelæggelsen af byvandringer og ekskursioner til historiske steder inden for museernes virkeområde. Og i de senere år, hvor den arkæologiske udgravningsvirksomhed er øget, er det blevet ret almindeligt at arrangere omvisninger i forbindelse med igangværende udgravninger.

En formidlingsform, som i særlig grad tiltrækker sig publikums interesse og opmærksomhed, er de værkstedsbetonede aktiviteter, som fra begyndelsen af 1970’erne er blevet iværksat i Den fynske Landsby. En tilsvarende interesse er samlet om det arbejde, der udføres efter gamle metoder i museets ager- og kvægbrug samt om de folkefester, der lejlighedsvis afvikles med det formål at genoplive de folkelige traditioner, som tidligere var knyttet til landsbysamfundet i hverdag og fest.

Sideløbende med omvisninger, ekskursioner, udgravningsbesøg og demonstration af gamle håndværk tegner museumsvæsenet sig for en ret omfattende foredragsvirksomhed, oftest arrangeret i et samarbejde med undervisningsinstitutioner, oplysningsforbund, foreninger og interessegrupper. Foredragene ledsages hyppigt af film- og lysbilledforevisninger, og generelt har den audio-visuelle kommunikation fået en stigende betydning i den samlede formidling; enten som et integrerende led eller som et selvstændigt virkemiddel. Hvad det sidstnævnte angår, har Odense Bys Museer siden 1975 arrangeret offentlige filmforevisninger på Fyns Stiftsmuseum med så stor succes, at der nu er truffet beslutning om etablering af en egentlig museumsbiograf med mulighed for kontinuerlig forevisning af film samt video- og lyddiasprogrammer.

Fig. 5. Den fynske Landsby. Ulbølle Smedie er et af de åbne værksteder, hvor gamle landhåndværk demonstreres for publikum.

Publikationer

I 1935 fremsattes et ønske om, at der til museernes publikum kunne gives små vejledende oversigter vedrørende forskellige sider af vor kultur. I den forbindelse er det tankevækkende, at museumsvæsenet i hele den forudgående periode ikke havde udgivet en eneste publikation med fagligt indhold, og at der skulle gå endnu adskillige år fra ønsket blev fremsat, til der for alvor kom gang i publikationsvirksomheden. Først fra begyndelsen af 1950’erne til i dag er der oparbejdet en betydelig egenproduktion, der nu omfatter over 200 forskellige publikationer fordelt på videnskabelige værker, årbøger, vejledninger, udstillingskataloger, turbeskrivelser, undervisningshæfter og årsberetninger.

Herudover leverer museernes faglige medarbejdere i dag stof til forlagsproducerede bøger og fagtidsskrifter både herhjemme og i udlandet, og jævnligt udtrykker samme medarbejdergruppe sig gennem artikler i dagspressen samt i radio og TV.

Sammenlagt når museerne herved ud til et meget stort publikum, som uden at figurere i besøgsstatistikken modtager kulturhistorisk viden i betydeligt omfang.

Undervisning

Så tidligt som i 1898 blev der gjort et første forsøg på at få startet en egentlig museumsundervisning for skolebørn, idet et par lærere fra Mulernes Legatskole tilbød sig som undervisere, men forsøget blev ikke virkeliggjort. – Først i 1958 lykkedes det i et samarbejde med Odense Skolevæsen at få en seminarieuddannet overlærer knyttet til Odense Bys Museer i nogle få timer om ugen, og i 1971 oprettedes så den nuværende Undervisnings- og Oplysnings-afdeling, der udover varetagelse af en række nærmere definerede formidlingsopgaver er ansvarlig for den undervisning, der er rettet mod skolerne.

I perioden 1974-79 indrettedes skolestuer i følgende museumsafdelinger: Fyns Stifts-/Kunstmuseum (1974), Møntergården (1975), H.C. Andersens Hus (1976) og Den fynske Landsby (1979). Samtidig hermed udvikledes faste undervisningsprogrammer, og et meget omfattende arbejde med fremstilling af skriftlige undervisningsmaterialer til brug for elevernes forberedelse og efterbehandling af museumsbesøget tog sin begyndelse.

I dag varetages skolestueundervisningen af 2 deltidsansatte museumslærere, der tilsammen har en ugentlig undervisningstid på omkring 20 timer skoleåret igennem. Undervisningen gennemføres i overensstemmelse med gældende læseplaner for folkeskoleområdet; men til forskel fra den undervisning, der foregår hjemme på skolen, har den sin særlige styrke ved, at man på museerne kan inddrage de indsamlede museumsgenstande og den hermed forbundne forsknings- og bevaringspraksis direkte i tilrettelagte undervisningsforløb.

Odense Bys Museer besøges årligt af over 50.000 uddannelsessøgende, men på grund af de begrænsede personalemæssige ressourcer kan kun omkring 8.000 af disse få del i skolestueundervisningen. Resten er henvist til at skulle klare museumsbesøget ved egen hjælp, dog med mulighed for at hente støtte i de undervisnings- og oplysningsmaterialer, der kan stilles til rådighed samt i den kursusvirksomhed, der arrangeres i et samarbejde med Danmarks Lærerhøjskole og Amtscentralen for Undervisningsmidler.

I 1935 fremstod tanken om udsendelse af små instruktive oldsagskasser til skolerne. Tanken er senere blevet realiseret og har i dag udviklet sig til en betydelig opsøgende virksomhed, hvor både emnekasser og emneudstillinger kan rekvireres af alle skoleformer i Fyns Amt.

Fig. 6. Fyns Stiftsmuseums skolestue. Undervisningssituation, hvor en skoleklasse lytter til museumslærerens gennemgang af bronzealderen.
Fig. 7. Siden 1973 har Odense Bys Museer arrangeret ferieaktiviteter for skolebørn i Odense Kommune. Billedet viser en situation fra en arkæologisk udgravning.

Som en særlig foranstaltning har museerne siden 1973 arrangeret ferieaktiviteter for skolebørn i Odense Kommune. Nogle af aktiviteterne er afviklet inden for museernes egne rammer, mens andre har været henlagt til arkæologiske udgravninger eller har formet sig som ekskursioner til historiske steder inden for museernes virkeområde.

Selv om museumsundervisningen som helhed har udviklet sig i en særdeles positiv retning gennem de senere år, vil der fremover stadig være brug for et pædagogisk udviklingsarbejde, navnlig med henblik på at styrke den undervisning, der er rettet mod voksenundervisningen og de videregående uddannelser.

Kvalitet og bredde i den samlede formidling

Lægger man Odense Bys Museer’s besøgstal, som de sidste 8 år har været på over 1000 personer i gennemsnit pr. dag, sammen med antallet af personer, der gennem museernes publikationer og øvrige udadvendte virksomhed også må betegnes som brugere, kommer man let op på anselige talstørrelser. Et museums formidlingsværdi lader sig imidlertid ikke måle ud fra mængden af brugere alene, men beror også på forholdet mellem kvaliteten af det produkt, der tilbydes, og graden af publikums fordybelse og engagement under udstillingsbesøget.

Fig. 8. Fyns Kunstmuseum. Omvisning i særudstillingen »Tre pionérer for polsk avantgarde«.

Museerne er traditionelt bundet af et kvalitetskrav, der betyder, at de ikke vil kunne gå på kompromis med hensyn til udformningen af det faglige indhold af det stof, som de har til opgave at formidle. Men til gengæld lægges der afgørende vægt på at præsentere stoffet i en lettilgængelig og interessevækkende form. Og navnlig ved revision og ny-opstilling af de permanente udstillinger og etablering af skiftende særudstillinger tages der vidtgående hensyn til, at et endog meget bredt publikum skal kunne få udbytte af et udstillingsbesøg.

Fig. 9. H.C. Andersens Hus. Tegne- og maleaktiviteter for børn under ledelse af børnebogsillustratoren Svend Otto S.

Desværre gælder det for hovedparten af de i dag anvendte formidlingsformer, at de placerer publikum i rollen som passive modtagere af den viden, museerne producerer. Mange brugere – måske de fleste – affinder sig uden videre med denne form for envejskommunikation. Andre kræver imidlertid en mere aktiv medvirken. Derfor er det vigtigt, at Odense Bys Museer i det fremtidige formidlingsarbejde – foruden at videreudvikle de fornævnte formidlingsformer – også bestræber sig på at få etableret aktiviteter, hvor publikum i langt højere grad end hidtil får mulighed for at deltage i det, der i det pædagogiske fagsprog benævnes som »learning by doing« projekter eller »workshop« aktiviteter.

©