»Idealet af et Landsted«

Landstedet »Marieshøj« ved Odense kanal

I de ganske mange Odense-skildringer, som foreligger fra årtierne omkring år 1800[1], er det naturligvis forskelligt, hvad den ene og den anden forfatter finder anledning til at fremhæve som byens største seværdigheder eller væsentligste træk i byens fysiognomi. Men alle som én må de prise byen for dens rige bestand af fortidsminder, ligesom det heller ikke lades uomtalt, at den i henseende til naturskønhed er veludrustet. Begge dele var jo højt estimeret i præromantikkens og i den egentlige romantiks tidsalder.

„Her er skjøn Natur og historiske Minder“, måtte Chr. Molbech konstatere under sit Odense-ophold i sommeren 1813 – og han skulle dog være forvænt med begge dele fra sin barndoms Sorø. Og tilsvarende kunne H.C. Andersen, da han i 1829 havde genset sin barndomsby, fortælle sine københavnske læsere, at „Odense og hele dens Omegn maa tiltrække sig enhver Reisendes Opmærksomhed, ikke allene for de mange Alderdoms-Levninger man der finder, men ogsaa for den deilige Beliggenhed.“

Hvad naturskønhed angår, synes dengang byens nordlige opland at have båret prisen. I en skildring af „Odense’s Omegn“ fra 1825 hedder det: „Hvor ofte hentryller jeg mig ikke i denne med al dens Forskjellighed! . . . den har noget saare Yndigt og Venligt ved sig; den er – synderlig nordud – mellem Fjorden og Næsbyehoveds Søe yderst tækkelig . . .“, samt endvidere: „Hvormeget er ikke og her nordud gjort for Naturen, af Lodseierne, hvor saare smukt er ei en Iversens, Kellinghusens, Leths, Froms, Duckers Anlæg? Hvor skjøn er ei den gjensidige Forbindelse mellem disse, som var den aftalt? Odense har paa Miiles Afstand – undtager jeg maaskee Ulriksholm – intet Punct, hvor Naturen smagfuldere eller aandrigere er afbenyttet“[2].

Fig. 1. Chr. Iversen og hustru 1790. Silhouet i norsk privateje, hér gengivet efter foto i Det kgl. Bibliotek.

Talen er her om en række landsteder eller „Lyststeder“, som velstående Odense-borgere i slutningen af 1700-årene anlagde i byens umiddelbare nærhed, lige uden for Nørreport på østsiden af Næsbyhoved sø og – efter gravningen af Odense kanal – på kanalens østlige bred. For de fleste nutidige vil navnene Iversen, Leth, Kellinghusen m. fl. kun være navne, og af deres „Anlæg“ er der nu dårligt nok spor tilbage. Hertil kommer, at den ganske egn unægtelig nuomstunder „afbenyttes“ på en væsentlig anden måde end forhen. Det sidste hundredårs industrialisering og urbanisering har i den grad ændret egnen, at man i dag har svært ved at forestille sig det nuværende havne- og industriområde som et attraktivt og rekreativt område i en tid, som dog ikke ligger så forfærdelig langt borte.

Forrest i rækken af „Anlæg“, som før 1825 havde bidraget til at forskønne den i forvejen skønne natur, stiller forfatteren Iversens anlæg. Hermed mener han bogtrykker og avisudgiver Chr. Iversens landsted, som officielt hed „Marieshøj“, men som ligeså ofte kaldtes Tolderlund eller Tollelund. Også de øvrige Odense-skildringer fremhæver i den grad det Iversen’ske landsted, at de øvrige ganske stilles i skyggen. Vi ved for lidt om de øvrige landsteder til at kunne afgøre, om denne fremhævelse er berettiget, men åbenbart har Chr. Iversen formået at give sit landsted en sådan udformning, at det måtte påkalde sig samtidens opmærksomhed. For fattigmandsbarnet H.C. Andersen med den levende fantasi var Iversens landsted noget nær det dejligste på denne jord. „Dette Sted var mig i min tidligste Barndom Idealet af et Landsted“, er den karakteristik, H.C. Andersen giver af landstedet, da han som ældre beskriver stedet i „Mit Livs Eventyr“[3].

Af Iversens landsted, dets bygninger og haveanlæg, er intet blevet skånet. Alt er væk. Men beretninger om stedet eksisterer – som alt nævnt – i rigeligt mål, og beretningernes udsagn kan suppleres med udsagn fra arkivalier, som skylder noget så nøgternt som brandforsikring eller en auktionsforretning deres eksistens. Endelig haves der usædvanlig mange billedgengivelser af dette sted, endda hidrørende fra bygherrens nærmeste kreds. Sammenføjer eller sammenstiller vi alle disse udsagn – de litterære, de arkivalske og de billedmæssige – til en helhed, skulle det være muligt at tegne et billede af det navnkundige landsted.

„Ved Marienlunds Udparcellering have adskillige Borgere tilkjøbt sig private Ejendoms Jorder, og derpaa opbygget Lyststeder, der meget forskjønner Omegnen“, bemærker landøkonomen Gregers Begtrup i en fodnote til sin redegørelse for besiddelsen og anvendelsen af Odense bys jorder 1803[4]. Den udparcellering, hvortil der sigtes, havde netop fundet sted i årene 1801-03, ved et par bekendte „herregårdsslagteres“ medvirken. Men allerede en menneskealder tidligere var der sket afgørende ændringer i besiddelsen af jorderne omkring Odense by, herunder også jorderne nordud, mellem byen og fjorden.

Fig. 2. Udsnit af „Kort over Odense Canal“ 1796 (1806) ved M.N. Bondesen. Møntergården. – På vestsiden af T olderlundsvej, mellem denne og kanalen, landsteder tilhørende Bendtz, Holmer, J. Fr. Iversen, Patermann, Kiellinghuusen og – nordligst – G. Iversen.

Ved salget af det fynske krongods, ryttergodset, i 1764, blev der hér skabt to nye hovedgårde, Åløkkegård og Marienlund, på resterne af de forlængst nedlagte klostre, Sct. Hans og Sct. Knuds klostres godser. Marienlund erhvervedes af den rige Odense-købmand, Peter Eilschou (d. 1783), som tillige ejede det mellem de to hovedgårde beliggende Tolderlund, en større mark med en del skovbevoksning. Tolderlund var også – som al anden jord her nord for Odense – tidligere krongods, men var allerede i 1564 gået ud af kronens eje, idet Frederik II havde overladt det til den tids Odense-matador, Oluf Bager, som ejendom[5].

Mens Marienlund først blev udparcelleret efter købmand Eilschous enkes død, tog Eilschou selv initiativet til en udstykning af Tolderlund, idet han i juli 1783, ganske kort før sin død, til boghandler Chr. Iversen solgte en hovedparcel, en skovløkke ved navn „Egeholmen“, den nordligste af de ialt 7 parceller, som Tolderlund med tiden blev udstykket i[6] (fig. 2). Med denne parcel som udgangspunkt foretog Iversen så betydelige opkøb og tilkøb, at han i 1804 kunne betegne sig selv som „Redacteur af de Fyenske Avertissements Tidender og Ejer af et Bogtrykkeri i Odense samt af Gaarden „Marieshøj“. Denne hans landejendom havde da et tilliggende på ca. 60 tdr. land. Omend landbrugsjord i byers umiddelbare nærhed også dengang var ulig dyrere end jord i landdistrikterne, så må Chr. Iversen have skønnet investeringen forsvarlig. Men mere tungtvejende har det nok været, at han derved fik mulighed for at skabe sig et lyststed, til sommerophold, i såre naturskønne omgivelser ved den da endnu intakte Næsbyhoved søs nordøstre hjørne, og i så kort afstand fra Odense, at stedet kunne nås efter et kvarters ridt eller en spadseretur på en halv time[8]. – At stedet tidligere havde tilhørt Oluf Bager, har næppe heller været uden betydning for køberen, men derom senere.

Christian Henrik Iversen[9] (1748-1827) kunne ganske vist tælle Oluf Bager blandt sine aner, på mødrene side, men dette tiltrods var han hverken odenseaner eller fynbo af fødsel. Sin tidligste barndom tilbragte han i København, hvor han fødtes som søn af koncertmester, dom- og hofkantor Johannes Erasmus Iversen (1713-55) i ægteskab med Henriette Antoinette Dahlmann (1728-1812)[10]. Faderen, som erindres for sin indsats for musikkens trivsel i hovedstaden, specielt for grundlæggelsen af et fast koncertliv, døde tidligt, og den faderløse Christian blev sendt til en barnløs farbroder, der var boghandler i Altona, til opdragelse og uddannelse. Uddannet i farbroderens boghandel sendtes han i 1764, kun 16 år gammel, til Lübeck for dér at bestyre farbroderens filial-boghandel. Fra Lübeck berejste han de danske provinser og kom på en sådan rejse, i 1766, første gang til Odense, hvor han slog sin „boglade“ op i et gæstgiveri på Odenses Overgade. Han må allerede dengang have syntes godt om Odense og øjnet chancer for en heldig etablering sammesteds, for i 1775 bosatte han sig fast i Odense og tog borgerskab som boghandler.

Hvor i Odense skulle den unge Oluf Bager-ætling bosætte sig andetsteds end i Oluf Bagers mødrene gård [Nørregade 29]? Her etablerede han sig med sin boghandel, hertil overførte han det i 1778 erhvervede Brandt’ske bogtrykkeri og herfra udsendte han i 1780 sin avis, „Fyens Stifts Journal og Efterretninger fra begge Belterne“ (siden „Iversens fyenske Aviser“) og månedsskriftet „Almeen-nyttige Samlinger til Hiertets Forbedring og Kundskabernes Udbredelse“.

„Denne utrættelig virksomme Mand“ – som C.T. Engelstoft med rette har kaldt Chr. Iversen – skabte sig en meget fremtrædende position i sin tids Odense, dengang da byen kaldtes „det lille Kiøbenhavn“. Både som næringsdrivende og som deltager i det offentlige liv var han blandt de første. Han var medlem af den første og den egentlige stifter af den anden fynske frimurerloge, som han skaffede husly i sin egen gård i Nørregade, og han var initiativtageren til stiftelsen af det dramatiske selskab, hvorved den dramatiske kunst omsider fik nogenlunde kår i Odense. Sidstnævnte fik kun en kortvarig eksistens (1789-91), men Iversen var alle sine dage en ynder af teatrets kunst – og beskytter af kunstartens udøvere. Det var i denne egenskab, han som gammel mand i 1819 blev opsøgt af den 14-årige Hans Christian Andersen, der bad ham skrive sig en introduktionsskrivelse til én af Det kgl. Teaters førende damer. Det brev, H.C. Andersen fik med til madam Schall, var ham nok så betydningsfuldt som det rejsepas, han blev udstyret med hos politimesteren, og ved denne sin hjælpsomhed over for det fremad- og opadstræbende unge talent sikrede Chr. Iversen sig en plads i digterens – og eftertidens – erindring[11].

Årene fra etableringen i 1775 og frem til århundredskiftet var Iversens travleste arbejdsår; herefter trak han sig i nogen grad „tilbage fra den store Verdens Tummel og lærte, at det stille huslige Livs Glæder føde Sjelero og Velsignelse“[12]. På det tidspunkt var han blevet en velhavende mand, avis og bogtrykkeri gik godt – i øvrigt i skarp konkurrence med den 8 år ældre „Fyens Stiftstidende“ – en svigersøn aflastede ham i det daglige arbejde med avisen, og således kunne Iversen, først som ældre mand og siden som „Olding“, til fulde nyde „det stille huslige Livs Glæder“, herunder også det Tolderlund, som blev ham hans „kjereste, og eneste, Forfriskning og Adspredelse“.

Under romantiske omstændigheder – han måtte bortføre sin brud fra hendes forældres bolig og mod deres vilje holde bryllup en tidlig sommermorgen i Kerteminde – ægtede Chr. Iversen i 1786 den 19-årige Kirstine Marie Nielsen, hvis fader, Mads Nielsen, havde en betroet stilling i Odenses Sæbegård og vistnok var en ganske velstående mand. Iversen og hans hustru levede i et ualmindelig lykkeligt ægteskab. „I samfulde 40 Aar levede jeg, hans før saa lykkelige, nu dybtsørgende Ægtefælle, med Ham det kjerligste, ved intet heelt Døgns Fraværelse afbrudte ægteskabelige Samliv. Blid ledede han min Ungdoms Fjed, og ligesaa huld blev han min stigende Alders Støtte og Ven“, skrev madam Iversen i avisen ved mandens død i 1827[13]. Omend dødsannoncer og mindeord næppe er den pålideligste kilde til belysning af ægteskabelig lykke, så bekræftes det dog også fra anden side, at madam Iversens ord godt kan tages for deres rette pålydende.

Med årene udvikledes omkring dem et lykkeligt familieliv. Af deres to børn, to døtre, ægtede den ældste, Madseline Antonette I. (1788-1851), i 1806 den norskfødte cand. theol. og adjunkt ved Odense Katedralskole, senere stiftsbygningskonduktør J.H.T. Hanck (1776-1840), med hvem hun blev moder til seks døtre; den ældste af deres døtre, Henriette H. (1807-46) er kendt som H.C. Andersens trofaste søsterlige veninde. Iversens yngste datter, Augusta I. (1802-74), var en kort overgang gift med skuespilleren, sen. landinspektør Carl Søeborg (forfatter til sangen „Om Hundred Aar er Alting glemt“), men boede siden som fraskilt med sin søn i barndomshjemmet[14].

Chr. Iversen og hustru, døtre, svigersøn og børnebørn levede tæt sammen som familie, og i familien optog man også Iversens gamle moder, ligesom fjernere slægtninge fra tid til anden slog sig ned i det gæstfri Iversen’ske hjem. Alligevel ser det ud til, at man om vinteren, inde i Odense, har levet under forhold, som i pladsmæssig henseende var ret beskedne[15]. Til gengæld kunne der føres – og blev ført – stort hus, når man om sommeren rykkede ud på lyststedet, som Iversen galant havde døbt „Marieshøj“ efter sin hustru, men som selv den nærmeste familie stadig benævnte med det gamle stednavn, Tolderlund. Og til den store familie sluttede sig talrige andre. Haven stod åben for alle – som en slags offentlig park – men også inden for, på selve landstedet, var der hjerte- og husrum for mange. I „1816, og flere af de følgende Sommere havde Oldingen den Naade, Ære og Glæde, at see Hans Kongl. Høihed Prinds-Gouverneuren, og Høisammes engleblide Gemalinde i sit saa kjere Tolderlund“[12], og et par år efter var Det kgl. Teaters kunstnere under sommergæstespil i Odense stadige gæster i Tolderlund. Madam Iversen beholdt „Marieshøj“ efter mandens død og videreførte den traditionelle gæstfrihed, indtil hun kort før sin død, i 1837, afhændede ejendommen til brændevinsbrænder og kirkeværge, siden kancelliråd Poul Jørgensen, som i forvejen ejede naboejendommen „Eensomhed“[16]. Det var i madam Iversens enkeår, at H.C. Andersen som nybagt student færdedes som højtskattet sommergæst på „Marieshøj“ under ugelange ophold.

I de før citerede “Grundtræk af sal. Iversens Levnedsløb”, forfattet af svigersønnen J.H.T. Hanck, gives der med rette en fyldig omtale af Iversens forhold til Tolderlund. “Omtrent paa samme Tid
som vor I. givtede sig, eller noget før, havde han kjøbt Hovedlodden af det saakaldte Tolderlund, hvorpaa han nu byggede det første Huus, og opkaldte det efter sin Kone “Marieshøi”. Dette blev fra nu af hans kjereste, og eneste, Forfriskning og Adspreddse, dog ikke bestemt Sommerbolig førend 1803, efterat mere Jord var tilkjøbt, indtil et Omfang af omtrent 60 Tønder Land, og flere Vaaninger og Udhuse opførte”[12]. Vi kender landstedets udseende og indretning, som det var i 1806, altså 3 år efter at stedet var blevet fast sommerbolig. I et tysk tidsskrift ved navn „Neues Ideen-Magazin“, der var beregnet „Liebhaber von Gärten, Englischen Anlagen und für Besitzer von Landgütern“, er vist en kobberstukket afbildning af „Marieshøj“. Det fremgår af selve kobberstikket, at en tegning af I. Hank ligger til grund herfor, ligesom teksten oplyser, at landstedet „unter Leitung des Herrn Architect I. Hanke . . . erbauet wurde, und eine gute Wirkung auf die Landschaft macht“[17].

Vi lader et øjeblik bygmesteren hvile – I. Hank(e) er naturligvis identisk med den flere gange nævnte svigersøn J.H.T. Hanck – og ser på selve huset, hvis udseende da også kendes, foruden fra 1806-kobberstikket, fra talrige akvareller og gouacher fra Hancks hånd, nogle fra hans hustrus hånd. – „Marieshøj“ har været et ejendommeligt – og egentlig ikke noget særlig pænt – hus. Et gavlhus af vældig bredde, hvor gavlene – mod nord og syd – er de egentlige facader, mens de korte langsider er ganske underordnede bygningspartier.

Af de to gavlfacader var den mod syd den vigtigste. Her var indgangen, og foran denne strakte der sig en vældig terrasse i hele husets bredde – eller dybde, om man vil. Men alle de vigtige boligrum havde vinduer i nordgavlen, dog således at det største og fornemste rum, salen, havde vinduer i begge facader, beliggende som den var i husets loftsetage med vinduer i de to gavle.

Bedømt som bolig og målt med nutidens alen kan man godt undre sig over udformningen. Salens placering i loftsetagen kan være motiveret af ønsket om at skabe en lys og luftig sal med god udsigt, for navnet tiltrods har „Marieshøj“ næppe haft nogen særlig høj situation. Men så er det uheldigt, at adgangen til dette fornemme boligrum er så trang som tilfældet var. At salen var det eneste boligrum, der kunne opvarmes, kan derimod ikke undre, når man betænker, at huset kun var beregnet til sommerophold. Fra H.C. Andersens og Henriette Hancks brevveksling ved vi, at familien ikke tog „Marieshøj“ i brug før i juni måned[18]. Tager man familiens størrelse i betragtning, må man også spørge, sig selv, hvor de mange medlemmer egentlig har skullet sove. Der er et misforhold mellem den plads, som stuer og sal optager (B a-d og C 1) i forhold til soverum (B e-f og C 2), hvortil kommer, at ikke mindst gæsteværelset i loftsetagen (C 2) næppe har været noget behageligt rum, placeret som det er inde under det alt andet end stejle tag og med et lillebitte vindue som eneste adgang til lys og luft. Forklaringen herpå må være den, at en del familiemedlemmer og andre gæster har været indlogeret i de førnævnte „Vaaninger og Udhuse“. Og i det hele taget er udformningen af „Marieshøj“ – hovedbygningen altså – i den endelige skikkelse nok i ikke ringe grad betinget af det „første“ hus på stedet. Dette hus kender vi imidlertid hverken plan eller billede af, men det kendes fra brandtaksationer.

Fig. 3. “Marieshøj”, opstalt af sydgavl (A) og planer af stueetage (B) og loftsetage (G). Kobberstik efter tegninger af J.H.T. Hanck i „Neues Ideen-Magazin“, Leipzig 1806.

I 1786 opførte Chr. Iversen et hus, som m.h.t. fagantal, mål og antal etager svarer nøje til det fra 1806 kendte, blot var taget på 1786-huset af strå, og om huset siges det, at det er „indrettet til Stuer, Kamre, Kiøkken og Stald samt Sahl og Kammer mellem Gavlene, som vender mod Norden og Syden, og saaledes kan dette Huus beregnes for 2 Etager . . ,“[19]. Vi kan således regne med, at loftsetagen har haft samme indretning i 1786 som i 1806, men hvorledes stueetagens areal har været fordelt på stuer, kamre, køkken og stald kan man kun gisne om. Med Hancks før citerede bemærkning („. . . dog ikke bestemt Sommerbolig førend 1803“) i erindring kan man formode, at det første hus kun har været beregnet på kortvarige ophold – nogle få timer eller enkelte dage – som den travle Chr. Iversen kunne unde sig selv og sin endnu lille familie i Tolderlund. Og med opførelsen og udformningen af dette „Marieshøj“ kan J.H.T. Hanck intet have haft at gøre, aldenstund han først i 1802 kom til Odense og gjorde familien Iversens bekendtskab.

Allerede året efter, i maj 1803, var der imidlertid sket stor forandring med landstedet. De to hidkaldte taksationsmænd måtte konstatere, at det var betydelig forbedret. Stråtaget var afløst af tegltag, i stedet for stalden var der kommet værelser, og alle værelser, gamle såvel som nye, havde fået nye gulve, samt panelede og afrevne vægge, og enkelte værelser havde endda fået gibsede lofter. Der var indsat 4 nye vinduer, formodentlig i de værelser, hvor der forhen havde været stald. Huset havde – med bevarelse af den hidtidige bygningskrop – fået en bedre skal og et væsentlig andet og bedre indre[20].

Fig. 4. „Udsigt til Tolderlund og Næsbyehoveds Mølle“. Akvarel (ca. 1810) af J.H.T. Hanck, Møntergården. – I baggrunden „Marieshøj“ omgivet af den østre sidelænge og de to nordlige længer. Den ridende herre i forgrunden er muligvis Chr. Iversen.

Samtidig skete der den ændring, at huset fra at være det eneste på stedet blev den centrale bygning, hovedbygningen, i et helt lille kompleks af bygninger (fig. 4). Også denne udvikling kan aflæses af brandtaksationerne. I efteråret 1802 lod Iversen brandforsikre en stråtækt bindingsværkslænge mod øst, 10 fag, til „Stuer, Stald, Loe og Giennemkiørsel . . . og en Bagerovn“, og samtidig med omtakseringen i 1803 takseredes en nyopført længe mod vest, ligeledes af bindingsværk og stråtækt, beregnet til „Avlingsdrift og Portgennemkiørsel“, altså bl.a. en afløser for den nu nedlagte stald i stuehuset el. hovedbygningen. Endelig fuldførtes byggeriet 1805-07 ved opførelse af 2 teglhængte længer mod nord, hver på 11 fag, hvoraf den ene rummede „Stuer, Kamre, Kiøkken og Brændehuus“, mens den anden afgav plads til „Karlekammer, Mælkestue, Stald og Vognremise“ (fig. 11). Med hovedbygningen i midten grupperedes de nævnte „Vaaninger og Udhuse“ således, at der dannedes to mindre gårdspladser mod øst og vest, begge med åbning mod syd[20].

Alt i alt er der tale om en kraftig ombygning og udvidelse, hvorved der skabtes en standsmæssig sommerbolig for en velstående Odense-borger – med en dertil svarende husførelse – og til det landbrug, som kunne drives på basis af ca. 60 tdr. land, var der rejst de fornødne bygninger. Lyststedet var blevet til et landhus og en gård.

Den indsats som arkitekt for „Marieshøj“, som i „Neues Ideen-Magazin“ tillægges J.H.T. Hanck, har således efter alt at dømme indskrænket sig til at forestå den foran skitserede ombygning og udvidelse fra efteråret 1802 og fremefter[21]. Med selve hovedbygningen har han ikke kunnet udrette stort – i det mindste ikke hvad det ydre angår – og formentlig må man for hovedbygningens vedkommende regne med, at bygherre og bygmester er én og samme person, Chr. Iversen selv. Om han dertil har haft et bestemt forbillede, ved vi ikke. Den mulighed foreligger, at han har ladet sig inspirere af et bestemt hus eller en hustype, han kendte fra barndoms- og ungdomstiden i Altona, men dette kan kun blive en gisning.

Fig. 5. Chr. Iversen på terrassen foran „Marieshøj“. I forgrunden t.h. hans kone og datteren Augusta, i mellemgrunden t.v. datteren Madseline og dennes forlovede J.H.T. Hanck. Akvarel af J.H.T. Hanck, 1806. H.C. Andersens Hus.

Ved hjælp af Hancks plan over „Marieshøj“ fra 1806 (fig. 3) er vi i stand til at foretage en vandring gennem landstedets stue- og loftsetage, men desværre har Hanck ikke også malet et interiørbillede som supplement til de mange eksteriører. En slags erstatning herfor får vi i noget så tørt og nøgternt som en auktionskatalog. Da madam Iversen var død og „Marieshøj“ afhændet til brændevinsbrænderen, lod arvingerne i 1838 afholde en større auktion over den afdødes rørlige gods, både i lejligheden inde i Odense og ude på landstedet[22]. Ved affattelsen af katalogen er man gået fra rum til rum og har med stor omhu noteret op, hvad der fandtes i hvert rum, altsammen med henblik på auktionen. Der ligger næsten en hel menneskealder mellem planen 1806 og auktionskatalogen 1838, og utænkeligt er det ikke, om der i mellemtiden er sket en del ændringer i indretning og brug. Imidlertid ser det ud til, at den eneste væsentlige forandring er den, at salen i loftsetagen er blevet opdelt i flere mindre værelser. Auktionskatalogen taler kun om „Værelserne i anden Etage“, endda uspecificeret, og formodningen bekræftes af H.C. Andersen, der i 1836 havde fået smag for herregårdslivet og da skriver således om „Marieshøj“ til veninden Henriette Wulff:

” …et lidet Landsted, uden store Sale . . .“[23] og til Edvard Collin: “… et lille Landsted, smaae lave Værelser, som man ikke kan bevæge sig i, siidt og fugtigt …“[24]. Dette kunne tyde på, at den store sal fra 1786, som endnu var i behold i 1806, sidenhen er forsvundet, og som årsag hertil behøver man næppe anden forklaring end behovet for husrum og sengepladser til de mange Hanck-pigebørn. Dem har man sikkert ikke villet sende ud i de tilstødende „Vaaninger og Udhuse“.

Stueetagens rum kan man, med auktionskatalogen i hånden, forsyne med alt inventar, men lad os nøjes med rumbetegnelserne. Hjørnestuen mod nordvest, som i 1806 kaldes kabinet (d), kaldes i 1838 „den gule Stue“ efter vægfarven. Derfra kan man gå igennem „Contoiret“ (b), hvor man endnu 10 år efter Iversens død opbevarede den salig mands piber, og „den røde Stue“, som åbenbart har været den egentlige dagligstue, hvorefter den nordvendte rumsuite slutter af med ægteparret Iversens soveværelse (e). Mod syd har vi i midten den store forstue (a), flankeret af et pigekammer (f) mod vest og køkken og spisekammer (g-h) mod øst.

Forstuen har på sin vis været andet og mere end landstedets entré. Den var udstyret med canapé og et par stole og har vel også været en slags havestue. Fra H.C. Andersen ved vi, at det var hér digteren om aftenen oplæste egne værker for den talstærke Iversen-Hanck-familie med kvindelig dominans. Man kan tænke sig, at dette rum blev foretrukket, fordi det havde vinduer – ganske vist meget små – og en havedør ud til aftensolen og den lyse aftenhimmel. Og så rummede forstuen et stykke inventar, som næppe noget dansk landsted havde magen til. For Chr. Iversen har netop dette stykke inventar haft en særlig betydning, har måske ligefrem legitimeret hans besiddelse af selve det sted, hvor nævnte stykke inventar var placeret.

Der tænkes på Oluf Bager-epitafiet fra 1576 (fig 6), som nu er ophængt i Sct. Hans kirke, men som oprindelig var ophængt i Gråbrødre kirke, hvor Oluf Bager og hans nærmeste i sin tid blev stedt til hvile. Da Gråbrødre kirkes ødelæggelse blev påbegyndt, i 1805, fik Chr. Iversen – under henvisning til slægtskabet – udleveret sin berømte anes epitaf[25]. Man tør sige, at Chr. Iversen på ingen måde dølgede sin afstamning fra rådmanden. Straks ved sin indtræden på landstedet blev enhver gæst mindet herom, og til yderligere understregning havde Iversen indrettet en særlig mindestue – en slags museum – for sin forfader, i auktionskatalogen 1838 benævnt „Oluf Baggers Stue“.

Fig. 6. Oluf Bager-epitafiet 1576, som Chr. Iversen i 1805 overførte fra Gråbrødre kirke til forstuen på „Marieshøj“. Nu i Sct. Hans kirke. Hér gengivet efter illustration i C.T. Engelstofts „Odense Byes Historie“, 2. udg. 1880.

Lad os give Rasmus Nyerup ordet for en præsentation af Oluf Bager-minderne, således som han så dem under sin gennemrejse i 1807: „Har Natur og Konst, Indsigter og Smag, Eftertanke og heldige Omstændigheder nogensteds rakt sig broderlige Hænder, saa er det ved Hr. Boghandler Iversens Anlæg i Tolderlund Skov ved Odense. I en tilkommende Topographie af Odense og dens Omegn vil dets Beskrivelse udgjøre et af de meget interessante Capitler. Man tænke sig f. Ex. det Sammenstød af Omstændigheder at Hr. Iversen, en Descendent af den i det 16de Aarhundrede saa anseelige Raadmand i Odense Oluf Bager, beboer det Huus paa Nørregade, som, ifølge Inscriptionen over Døren, er bygt af Oluf Bager, ejer det meste af Tolderlund Skov, som har tilhørt Oluf Bager, er i Besiddelse af det originale Gavebrev af Frederik den 2den, hvorved Tolderlund Skov gives Oluf Bager i Erstatning for de Skibe, han i Syv-Aars-Krigen med Sverrig uden Betaling havde laant Kongen og Riget, og faar nu endelig ved Salget af Graabrødre Kirkes Monumenter, Stenen som laae over Oluf Bagers Grav, tilligemed det over Familien oprettede Epitafium. For disse er der paa den saakaldte Mariehøj i bemeldte Tolderlund indrettet et eget Kammer“[26].

I sin Odense-beskrivelse 1829 giver H.C. Andersen også en detaljeret omtale af Oluf Bager-minderne, og foruden det alt nævnte får vi at vide, at „i Ole Bagers Stue gemmes endnu nogle af de Møntstykker, han fik Tilladelse til at slaa; desuden et Bord, som har til hørt ham og som er meget smukt udskaaret og indlagt med Blomster og Fugle“[27]. Man synes at have interesseret sig for alt, hvad der havde med Oluf Bager at gøre, og som et kuriosum skal nævnes „en tyk Silkehætte som har tilhørt Raadmand Oluff Bagers Enke, og er saaledes 250 Aar gml.“, men hvilke ord stykket blev præsenteret, da madam Iversen i 1836 lod det gå på auktion[22].

På dette tidspunkt havde Chr. Iversen hvilet i sin grav i 10 år, og hans enke stundede mod sin, hvorfor man så småt begyndte at „afvikle“ Oluf Bager-minderne. Men endnu i 1838 stod hans mindestue på „Marieshøj“ intakt. Desværre giver auktionskatalogen ikke nogen anvisning på mindestuens placering, men det er dog givet, at den er beliggende uden for hovedbygningen, og en placering i en af de to flankerende teglhængte længer mod nord er vel den mest sandsynlige. Auktionskatalogens opremsning af det dérværende bohave lader én ane, at der har været tale om et stort lokale, med et omfattende „fast“ inventar af særdeles underholdende karakter. Af det mere markante faste inventar kan – foruden Oluf Bager-minderne – fremhæves buster af kongen, general Ahlefeldt og digteren Ewald, foruden et større antal – desværre ikke navngivne – portrætter og skilderier. Foruden funktionen som mindestue havde rummet imidlertid også til opgave at kunne huse et større antal havebænke, -stole og -taburetter foruden løse stakitter og andet haveinventar, som skulle og kunne bringes under tag om vinteren. Omend sidstnævnte funktion kan synes profan, sammenlignet med den førstnævnte, så har landstedets beboere næppe følt det således. For dem var haven dybest set det hele landsteds mest betydningsfulde enkeltelement, dets største pryd og seværdighed, og havens tilbehør ligeså væsentligt som de nys nævnte Oluf Bager-minder.

Fig. 7. Ægteparrene Iversen (t.h.) og Hanck (t.v.) i haven til „Marieshøj“. Gouache af J.H.T. Hanck, 1806. H.C. Andersens Hus.

Allerede „den reisende Sachser“ understregede, hvad det var Iversen havde skabt i Odenses nordlige opland, i Tolderlund-skoven, „i hvilken een af dets Eiere har ladet gjøre adskillige Indretninger til Byens Indvaaneres Fornøielse, med skjulte Siddepladser og irregulaire Promenader, i Smag af de Engelske Hauger“[28]. Kun 3-4 år efter erhvervelsen af skovløkken „Egeholmen“ (af Iversen omdøbt til „Kirstinelund“) havde Iversen formået at vise, hvad han formåede som havearkitekt, og hvilken havetype han foretrak.

Fig. 8. „Udsigt langs Canalen til Odense“. Akvarel af J.H.T. Hanck, anvendt som forlæg for kobberstik ved H. Grosch. Møntergården. – T.v., på kanalens østre bred, Iversens have med havn og lysthus, midtfor i baggrunden Odense by, t.h. den nyanlagte Bogense landevej, nu Kanalvej, og Næsbyhoved slotsbanke.

At Iversen måtte foretrække en have af den type, som vi kalder den engelske eller landskabelige, den følsomme, sentimentale eller romantiske, det forekommer os en selvfølge, tidspunktet for havens anlæggelse taget i betragtning[29]. Imidlertid fortjener det nok at understreges, at Iversen var en af den nye havestils pionerer her i landet. Han var tidligere på vej end Johan Bülow, hvis have på Sanderumgård vel nok er den mest berømte af den tids danske haver, og Vedel Simonsens romantiske have ved Elvedgård blev først skabt efter at Iversen havde afsluttet sit værk, man fristes til at sige: havde nedlagt sin spade. Det skal dog indrømmes, at Iversens forspring frem for Bülow kun er på nogle få år, og den mulighed foreligger, at de to haveelskere har arbejdet jævnsides hinanden med deres respektive havers opkomst og udbygning. Hanck fremhæver i sin Iversen-nekrolog den betydning, venskabet med Bülow havde for den afdøde: „Den, af hvem vor Afdøde oftest havde nydt Prøver paa Gunst og Gjæstevenskab, var vort Fyens Mæcenas, Videnskabers og Kunsters, og alle dens Dyrkeres og Fremmeres Ynder, og Støtte: Geheimeconferentsraad Johan v. Bülow, af Hvem Iversen var bleven kjendt og yndet siden hans første Ankomst hertil Provindsen . . ,“[12], og det kan ikke fejle, at de to jævnaldrende – i alt andet såre forskellige – mænd har inspireret hinanden til havekunstnerisk indsats[30].

Hvad haven på „Marieshøj“ betød for Iversen, kan illustreres ved et eksempel fra hans familieliv. Da datteren Madseline i 1806 ægtede J.H.T. Hanck, skete dette ved et såkaldt „stuebryllup“. Brylluppet fandt sted 30. juli, altså mens hele familien lå på landet, og man kunne forvente, at salen på „Marieshøj“ var blevet det sted, hvor den til formålet indkaldte stiftsprovst skulle forrette vielsen. Imidlertid ved vi fra Iversens optegnelser i familiebiblen, at „de bleve ægteviede paa Marieshøj under en venlig Elm, som jeg selv havde plantet der i det Aar Madseline blev født, og som nu danner en Bue, der udbreder sit Løv til velgiørende Skygge“[9]. Til Madselines – hans øjestens – højtidsstund var haven ham det bedst egnede sted og elmens bue en fuldgyldig erstatning for kirkens hvælv.

Om Iversen i sine barndoms- og ungdomsår har modtaget indtryk, der har betinget hans manddoms stadige syslen med havekunsten, får stå hen. Men velkendt er det, at landsteder og landstedshaver lejrede sig tæt på Elb-bredderne ved Altona i århundredets sidste årtier[31]. Og endelig kunne inspirationen også erhverves på anden måde, ved læsning af den righoldige litteratur, som bar den nye havestil frem. Hirschfeld’s „Theorie der Gartenkunst“ (1779-85) udkom netop i årene forud for Iversens erhvervelse af skovløkken i Tolderlund. Hirschfeld’s bog, som man har kaldt „en Bibelbog for alle Dyrkere af en friere Havekunst“, må Iversen have kendt, omend værket ikke forekommer blandt de talrige bøger, familien sætter på auktion i 1836 og 1838. Her finder man til gengæld den danske havearkitekt J.F. Mansa’s „Udkast til Hauge Anlæg i den engelske Smag“ (1798) og de fire bind af „Ideen-Magazin“, som udsendtes forud for det „Neues Ideen-Magazin“ fra 1806, hvor planer og opstalt af „Marieshøj“ publiceredes for det haveelskende Europa.

Desværre er der – såvidt vides – ikke bevaret nogen plan over Iversens have ved „Marieshøj“, og samtidens talrige udtalelser om haven er så tilpas almindelige og generelle, at man kun kan udtale sig med sikkerhed om havens karakter og type, men kommer i vanskeligheder, når man vil skildre dens komposition og enkelte bestanddele. Vi ved end ikke, hvor stor den var. H.C. Andersen bruger udtrykket „den lille Have“, og man må sikkert regne med, at haven har været væsentlig mindre end man umiddelbart forudsætter.

Iøvrigt har de naturgivne – terrænmæssige – betingelser ikke været de allerbedste. En god del af de jorder, Iversen erhvervede i årene fra 1783 og fremefter, var lavtliggende sid engjord, noget endda kun inddæmmet søbund. Efter kanalens anlæggelse bedredes forholdene vel noget, men stort set var kun de højereliggende jorder egnet til haveformål. Og de var næppe særlig højtliggende. En anden vanskelighed var grundens langagtige form, idet den var nærmest „indklemt“ mellem naboejendommen mod nordøst, „Sømosegård“, og søen (siden kanalen). C.F. Wegener fortæller i sine erindringer om bedstefaderen, stadshauptmand P.E. Kellinghusens landsted i Tolderlund, at dette havde „en smukkere Indgang fra Veien af“ end Iversens landsted, og dette er sikkert betinget af de to grundes forskellige form og terræn (fig. 2).

Når dette er sagt, må det samtidig fremhæves, at i andre henseender var betingelserne for at skabe en romantisk have yderst gunstige. Beliggenheden ved søen (siden kanalen) er ofte nævnt, naboskabet og udsigten til Næsbyhoveds mægtige slotsbanke var også et aktiv, hvortil kommer selve grundens karakter, med et varierende landskab af ager, skov og eng. En landskabelig have, som i højeste grad er baseret på en imitation af det naturlige landskab, skulle med få midler kunne skabes i dette landskab – og skulle kunne indpasses i dette på en måde, så grænsen mellem have og omgivende landskab næppe blev synlig. Om Iversen har udnyttet de på hans grund forekommende landskabsformer til opbygning af forskellige „landskabsscener“, ved vi ikke, men et billede af et formodet „norsk landskab“ (fig. 7) lader én gætte, at han har forsøgt sig i så henseende. Tages hans svigersøns norske herkomst i betragtning, forekommer tanken helt selvfølgelig.

Fig. 9. „Marienborg“, lysthuset eller „Batteriet“ i havens sydvestlige hjørne. T.h. for lysthuset skilderhuset med træsoldaten, foran lysthuset trækanonerne. Udsnit af litografi med Odense-motiver, 1840’erne. Møntergården.

En romantisk have skulle gerne kunne byde på andet og mere end rent landskabelige oplevelser. Til dens virkemidler hørte også et helt apparat af småbygninger – lysthusene. Ved at give disse lysthuse form af antikt tempel, schweizerhytte, „norsk hus“ eller kinesisk pagode kunne man bringe havevandrerens sind på vandring til fjerne egne eller tider, samtidig at man bød hans legeme en hvileplads, et udsigtspunkt eller et sted til indtagelse af et let måltid.

Chr. Iversen synes ikke at have bygget lysthuse i større omfang i sin have. Egentlig kender vi kun til eksistensen af ét lysthus, men der kan have været flere – af så let en karakter at de ikke vil optræde i de kilder, der hér har været benyttet. Det lysthus, vi kender til, fik til gengæld en så fornem placering, at det blev en slags vartegn for det hele landsted (fig. 9). I havens sydøstlige hjørne, på en vistnok naturlig forhøjning (en tidligere ø i Næsbyhoved sø?), som Iversen gav form af en bastion, rejstes et lysthus, hvis officielle navn var „Marienborg“, men almindeligvis blot kaldtes „Batteriet“. Denne miniature-fæstning er også skildret af H.C. Andersen: „Ud til Canalen, hvor Skibene gik forbi, var anlagt et lille Batteri med Trækanoner, der var en Vagtbygning og Skilderhuus med Træ-Soldat, ganske barnagtigt smukt“, og i sin 1829-skildring beretter digteren, hvorledes han „tidt sad . . . som lille Dreng her paa Veien [landevejen til Bogense på kanalens vestbred] og saae over paa det lille Batteri i Iversens Skov; og ønskede da saa gjerne at kunne komme ind i den store Vagt, ret at besee Træ-Grenaderen i Skilderhuset samt Trommen og de mange Geværer“[32]. At H.C. Andersen ikke har ført løs tale, kan dokumenteres af auktionskatalogen fra 1838. Der genfinder vi både skildvagten og skilderhuset, foruden tromme, trægeværer og trækanoner, altsammen omhyggeligt noteret op som tilbehør til „Batteriet“. løvrigt synes Iversen at have været mere heldig med udformningen af lysthuset end med hovedbygningen. Lysthuset forekommer smukt og velproportioneret. Muligt har den hovedvagt, som var bygget sammen med det i 1880 nedrevne rådhus i Odense, været ham et forbillede.

Var „Marieshøj“ således kun sparsomt udstyret med lysthuse, så vrimlede haven til gengæld med andre af den romantiske haves virkemidler: mindestøtter og indskrifter. I så henseende synes Iversens have at have været den rigest udstyrede i landet, „Den lille Have var overlæsset med Indskrifter og Vers, der sagde hvad man paa hvert Sted skulde tænke og føle“, er H.C. Andersens kommentar hertil. Det ser ud til, at Iversen har lagt sig Hirschfelds ord på sinde om „einen Garten zu einer Schule der Weisheit einzurichten“, men har overset samme forfatters advarsel: „Zum klugen Gebrauch der Inschriften gehört, dass sie überhaupt in einem Garten nur überaus sparsam angebracht werden“[33]. Når Chr. Molbech siger om Iversens pyntelige landsted, at dets anlæg „kun fattes Simpelhed“, tager kritikken muligvis sigte på overdreven brug af mindestøtter og indskrifter, omend også han må prise Iversen for den tavle, denne har sat den såkaldte „Dronningebro“ for derved at „bevare dens Erindring – en smuk og følgeværdig Opmærksomhed for et historisk Minde“[34].

Fig. 10. Mindestøtten for stiftamtmand Fr. Buchwald på dens oprindelige plads i Iversens have. Tegning af Emil Larsen 1901-04. Møntergården.

For Chr. Iversen med den stærke historiske interesse, som både rettede sig mod den slægt og den lokalitet, han var knyttet til, var erindringen om fortiden utvivlsomt så stærk, at han følte trang til at hjælpe sine medborgere til et lignende nært forhold. I sin realisering af denne smukke hensigt har han imidlertid ikke kunnet undgå det skolemesteragtige. Vi har set, hvorledes der indendøre trivedes en formelig Oluf Bager-kult. Udendørs kunne det gælde sådanne personer som dronning Margrethe, ved den ovenfor nævnte „Dronningebro“, eller Sct. Knuds klosters sidste katolske forstander, prior Christiern Poulsen[35]. Ved en ombygning af klosterbygningen, som fandt sted 1811, øjnede Iversen en chance for at berige sin mindelund med endnu et monument. En sten med priorens våben og årstallet 1548 blev overført til haven ved Tolderlund, formentlig med den motivering, at det gamle Tolderlund var en del af Sct. Knuds klosters gods, hvorved Christiern Poulsen – ligesom Oluf Bager – blev en af Iversens „forgængere“ på stedet.

Fig. 11. „Marieshøj“, nordgavlen flankeret af to lave længer. Gouache af J.H.T. Hanck, 1835. H.G. Andersens Hus. – På de fire popler skimtes indskriftspladerne med den af H.G. Andersen forfattede „Samtale mellem Træerne om deres afdøde Pleiefader“.

Det var imidlertid ikke kun fortidens store skikkelser, Chr. Iversen fandt anledning til at mindes i sin have. I det mindste én samtidig fik reserveret en plads og en mindestøtte. For Frederik Buchwald, der som stiftamtmand på Fyn i årene 1789-98 tog initiativet til gravningen af Odense kanal, rejste Iversen en obelisklignende mindestøtte (fig. 10), der som det eneste af hans mange havemonumenter er blevet bevaret for eftertiden og er havnet inden for beskyttende museumsmure, i Møntergården[36].

Som ret og rimeligt er, fik også Chr. Iversen selv et mindesmærke på sit landsted. Det skete naturligvis først efter hans død. Fire popler på landstedets nordside, som Iversen selv i sin tid havde plantet, blev udset til at bære hver en indskriftsplade, således at det hele blev en „Samtale mellem Træerne om deres afdøde Pleiefader“ (fig. 11). Og H.C. Andersen blev bedt om at tolke træernes følelser. De fire fordringsløse vers, han producerede på anfordring, lægger såvist ikke noget til hans vækst som digter og siger heller ikke stort som træernes og havens „afdøde Pleiefader“[37]. Så er der dog mere indhold i de – fra formens side noget ubehjælpsomme – hyldeststrofer, som Hanck i 1806 lod ledsage sin malede fremstilling af to lykkelige par, fra hver sin generation, placeret i det af Iversen skabte „Eden paa Jord“:

Her hvor Naturen bød Kunsten til Gjæst,
Her i dit Tollelunds yndige Sale,
Vilde din Dattermand gjærne udmale
Alt hvad stemmer hans Hjerte til Fest.
Vi os husvale,
Høre paa Nattergals tryllende Sang.
Tak for det Væld som af Hjertet udsprang
Her hvor du skabte et Eden paa Jord
Stemme med Odense By vi i Kor De velkjendte Ord:
Hil Christian Iversen
Naturens sande Ven,
Og lad os frydes mange Somre her igjen.

Noter

  1. ^ Udtog af en reisende Sachsers Rei-se-Journal fra Kiøbenhavn til Hamborg, Almeennyttige Samlinger XV, 1787, spec. s. 401-09. – I Chr. Hedegaard’s Reise fra Kiøbenhavn til Weile Anno 1796, udg. 1918, s. 106-17. – [H. J. Gottschalck:] Odense, i Danmarks Kiøbstæder og Slotte i Kobbere, I, 1806, af Brun, Sander, Nyerup og Lahde. – L.M. Wedels Indenlandske Reise, Kbh.-Odense 1803-06, spec. 2. heft. s. 138-42. – Rasmus Nyerup’s Anti-quariske Fodreise i Fyen 1805, Kbh. 1806 samt Rasmus Nyerups og Søren Abildgaards Antiquariske Rejser i Aarhus Stift i Aarene 1771 og 1807, Kbh. 1808. – Chr. Molbech: Fragmenter af en Dagbog 1813, Kbh. 1815, spec. s. 105-51. – Anders Kjærbye (F. Plum) af Vissenberg Sogn, 1826, spec. s. 189-230. – H.C. Andersen: Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829. Odense og dens Omegn, i Kjøbenhavns-Posten sept. 1829, genoptrykt i Anderseniana VII, 1940.
  2. ^ Ormont: Odense’s Omegn. Af et Brev fra Kjøbenhavn. Nyeste Skil-derie af Kiøbenhavn 1825. – Pseudonymet Ormont foreslås identificeret ved Frederik Høegh-Guld-berg. (fr. or = guld og mont = bjerg); dennes broder Chr. Høegh-Guldberg var i 1825 oberstløjtnant i Odense.
  3. ^ H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr (udg. 1951) I s. 107.
  4. ^ Gr. Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Fyen, Langeland og Ærøe. III, 1806 s. 142.
  5. ^ Almindelige historiske Oplysninger om Odense Kjøbstads Jorder (af Stiftsprovst Damgaard), i Jor-debog for Odense Kjøbstad, Odense 1888, s. 47.
  6. ^ Skøde af 11/12 1783 m. henv. til købekontrakt af 12/7 s. å., Skøde-og panteprotokol 1782-91, Odense byfogeds arkiv, LA Od.
  7. ^ Skøde- og panteprotokol 1803-05, Odense byfogeds arkiv, LA Od. -panteobligation tinglæst 20/8 1804.
  8. ^ C. F. Wegener: Nogle Erindringer om Stadshauptmand Peter Engel-bert Kellinghusen og det samtidige Odense-Liv, i Samlinger til Fyens Historie og Topographie VIII, 1879, s. 50.
  9. ^ Dansk Biografisk Leksikon XI, 1937, s. 254 f.; Carl Bruun: En Provinsredaktør fra forrige Aar-hundrede, i Danmark. Illustreret Kalender for 1893; G.T. Engelstoft: Odense Byes Historie (2. udg.) 1880, s. 384-88; (J.H.T. Hanck:) Grundtræk af sal. Iversens Levnedsløb og Begivenheder, Fyens Stifts Avis 8/3 1827. Hancks levnedstegning er i høj grad baseret på Iversens egne optegnelser i den såkaldte familiebibel. For venligt udlån af familiebibelen takkes fru Hertha Riedewaldt-Schött.
  10. ^ Dansk Biografisk Leksikon XI, 1937, s. 260 f.
  11. ^ H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr (udg. 1951) I s. 52, jfr. Levnedsbogen (udg. 1926) s. 45.
  12. ^ Fyens Stifts Avis 8/3 1827 (J.H.T. Hanck).
  13. ^ Fyens Stifts Avis 2/3 1827.
  14. ^ Slægtstavle vedrørende Familierne Oluf Bager eller Bagger, Wesse-lynch, Dahlmann, Iversen, Hanck, Søeborg, Møhl, Melchior, Bayer, Oldenburg og Lund. Samlede af Chr. Søeborg i Aaret 1887 (trykt).
  15. ^ Iversen kunne i 1823 ikke huse H.C. Andersen, da familiens eneste gæstekammer var optaget, jfr. Anderseniana VII, 1939, s. 16.
  16. ^ Skødet tinglæst 1/8 1839, jfr. Skøde- og panteprotokol 1836-40, O-dense byfogeds arkiv, LA Od.
  17. ^ Neues Ideen-Magazin etc. Heraus-gegeben von Friedrich Gotthelf Barmgärtner, Leipzig 1806. – Antikvar Mogens Bencard, Ribe, takkes for henvisning til tidsskriftet.
  18. ^ Henriette Hanck til H.C. Andersen 2/7-1834 udg. i H.C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846. Ved Svend Larsen, Anderseniana IX-XIII, 1941-46.
  19. ^ Brandtaksationsprotokol 1791-1800 (nr. 475 G), Odense magistrats arkiv, jfr. beskrivelse ved prioritering 11/12 1786 i Skøde- og pante-protokol 1782-91, Odense byfogeds arkiv, samt i Brandtaksationsprotokol 1801-06, Odense magistrats arkiv. LA Od.
  20. ^ Brandtaksationsprotokol 1801-06, Odense magistrats arkiv, LA Od. -Om- og nytaksationer foretaget 21/ 5 1803, 11/11 1802; de nordlige teglhængte længer takseret til brandforsikring i juli kvartal 1805 og okt. kvartal 1807.
  21. ^ Om J.H.T. Hanck som maler, se Weilbachs Kunstnerleksikon I, 1947 s. 438 – som arkitekt i Knud Voss: Bygningsadministrationen i Danmark under Enevælden, Kbh. 1966, s. 302, 329 f, 414 ff. – I sin ansøgning okt. 1806 om bestalling som stiftsbygningskonduktør for Fyn henviser H. til 4 nybygninger, „ligesom det og har været Tilfældet, at jeg er blevet taget med paa Raad ved ældre Bygningers Forbedring og Modernisering“.
  22. ^ Fortegnelse over afgangne Bogtrykker Iversens Enkes Efterladenskaber . . ., 1838, i pakken Dokumenter til auktionsprotokollen, Løsøre 1835-40, Odense byfogeds arkiv, LA Od. – Auktionen blev holdt 9/ 4 1838. 2 år tidl., 27/6 1836, holdt madam Iversen en mindre auktion, trykt fortegnelse i samme pk.
  23. ^ H.C. Andersen til Henriette Wulff 19/7 1836 i H.C. Andersen og Henriette Wulff, En Brevveksling. Odense 1959, s. 234.
  24. ^ H.C. Andersen til Edvard Collin 19/7 1836, i H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, I, Kbh. 1933, s. 257.
  25. ^ Oluf Bager-epitafiet i forstuen på „Marieshøj“ er fyldigt omtalt af Nyerup, Molbech og H.C. Andersen, jfr. note 1.
  26. ^ Jfr. note 1, Rasmus Nyerups i 1808 trykte beretning om Odense-ophol-det 1807.
  27. ^ Jfr. note 1, H.G. Andersens Oden-se-beskrivelse 1829.
  28. ^ Jfr. note 1, den rejsende sachsers rejsejournal, 1787. – Man får en mistanke om, at rejsejournalen er skrevet af Chr. Iversen selv.
  29. ^ Chr. Elling: Den romantiske Have, 1942.
  30. ^ H.P. Rohde: Johan Bülow på San-derumgaard, Odense 1961. –
  31. ^ L.M. Wedels Indenlandske Reise, 1. hft., Kbh. 1803, s. 118 ff.
  32. ^ H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr (udg. 1951) I, s. 107, og samme i Anderseniana VIII, 1940, s. 23.
  33. ^ C.C. L. Hirschfeld: Theorie der Gartenkunst, III, 1780, s. 155.
  34. ^ Chr. Molbech, anf. værk (1815), s. 114.
  35. ^ C.T. Engelstoft, anf. værk s. 563.
  36. ^ Niels Oxenvad: In memoriam, Fynske Minder 1964 s. 84 f.
  37. ^ Eiler Høeg: H.C. Andersen og hans Odense-Venner i Familierne Iversen og Hanck, Anderseniana VII, 1939, s. 21.

©