Mosen brugt som offerplads er et velkendt fænomen gennem hele forhistorien. Mange genstande og mennesker såvel som dyr har her fundet deres sidste hvilested, frivilligt eller ufrivilligt. Til rækken af store hærudstyrs-ofringer, som f.eks. Vimose og Kragehul, begge på Fyn, samt Nydam, Ejsbøl og Illerup i Jylland, slutter sig det mere beskedne fund, som er gjort i Illemosen på Østfyn. Tolkningen af sådanne mosefund bestående af våben og hærudstyr har tidligere været genstand for megen diskussion arkæologer imellem, men der er nu bred enighed om, at det er ofringer udført af den lokale befolkning efter sejr over en indtrængende fjende.

Ofringen fra Illemose indeholder ca. 40 genstande af metal og træ samt en hel del knogler, antalsmæssigt kan man derfor ikke kalde det et vægtigt fund. Fundets betydning ligger i dets særprægede sammensætning, og i at enkeltdelene oftest hver for sig figurerer i litteratur og udstillinger og har gjort det fra århundredets begyndelse.

Set i lyset af de mange nye områder, det er muligt at inddrage ved vurderingen af arkæologiske fund, mener jeg, at det kan være af interesse at gennemgå denne lille hærudstyrsofring påny for eventuelt at få svar på følgende spørgsmål:

  • Hvorfra kom den nedkæmpede gruppe?
  • Hvornår optrådte de i det fynske landskab?
  • Hvor mange var de?
  • Hvad var deres ærinde på Østfyn?
  • Hvorfor blev de erobrede genstande kastet netop i denne mose?

Illemose ligger, hvor de to sogne, Kjølstrup og Rynkeby grænser op til hinanden, og mellem landsbyerne Hundslev og Rynkeby, begge Bjerge herred. Man kunne fristes til at tro, at selve navnet Illemose kunne være sakralt eller på anden vis være betydningsladet. Forledet Ille- findes som bekendt flere steder på Fyn/Langeland. Det er f.eks. oplagt med stedet Thorsberg i Schlesvig-Holstein, hvorfra der også er hærudstyrsofring. Her er navnet tydeligt nok afledt af guden Thor. Det har dog vist sig, at Illemose først kendes i skriftlig form fra 1885. Illerup ved Skanderborg synes at betyde torpen ved søen med igler, iglesøen. Det er ifølge Navneforskningsinstituttet ikke dette, der menes på Fyn. Derimod kan adjektivet »ilde« muligvis anvendes som forklaring, idet der findes flere søer og moser på Fyn, der har den samme forstavelse. Om det så er ordet ond eller uvenlig, farlig, der menes, er ikke godt at vide. De fleste moser havde fra gammel tid ofte ry for ondskab og fare, uden at det umiddelbart fremgår hvorfor[1].

Fig. 1. Illemoses omtrentlige beliggenhed

Ifølge Hans Kjær, som publicerede fundet fra Illemose i Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie i 1901, er denne mose en del af en række moser. Mosens udstrækning er i 1901 målt til ca. 65000 m2, og den havde ikke noget naturligt afløb. Der er senere i den sydlige ende gravet en rende til Geelså; denne rende er stadig åben. Mosen var i forrige århundrede overgroet med krat, indtil man midt i 1800-tallet begyndte tørveskæringen. I midten af mosen er der nu en langstrakt sø, der i nogen grad har form efter den tørveskæring, der har fundet sted. Søen, der af størrelse er som ca. 1/3 af den tidligere mose, ligger omgivet af ellekrat. Dyrkning finder i dag sted helt ned til krattet. Det udgravede areal er på knap 240 m2.

Ifølge sognebeskrivelsen for de ovenfor omtalte sogne er der intet, der tyder på, at denne egn eller dette moseområde skulle være specielt i arkæologisk henseende. Der er højrester fra bronzealderen i begge sogne. Der er bosættelsesspor fra førromersk jernalder og tidlig middelalder i Hundslev sogn, og ligeledes bopladsspor fra vikingetid/tidlig middelalder i Rynkeby sogn. Der er i 1985-86 udgravet en lille gravplads med brandgrave og jordfæstegrave fra ældre romersk jernalder. Sandsynligvis har området været beboet kontinuerligt gennem tiderne.

I modsætning til de fleste andre moser såvel i Nordslesvig som i Sverige og det øvrige Danmark er der ikke rapporteret om fund af lerkar, »mosepotter«, fra Illemose. Spor af tidligere tiders frugtbarhedskult, der medførte ofringer af kvæg, tøjrpæle, tovværk og lerkar ses heller ikke. Sådanne kultiske handlinger, mener man har fundet sted ved flere andre fynske moser, navnlig i førromersk jernalder (Gyldion Andersen 1993:65 ff.).

At Illemosen dog ved mindst én lejlighed forud for krigsbytteofringen har været benyttet som offermose, vidner fundet af den såkaldte »Rynkebykedel« om. Denne, flere stykker af et stort bronzekar, indgik til Nationalmuseet allerede i 1845, men havde da først været en tur om ad H.K.H. kronprins Frederiks samling. Rynkebykedlen anses for at være et keltisk arbejde og dateres til førromersk jernalder, ca. samtidig med Gundestrupkarret.

Der indløb meddelelser om fund af våbendele til Odense museum allerede kort tid efter at tørveskæring i mosen begyndte, d.v.s. efter at mosen var solgt fra gården Skovsbo i 1846. Dette meddeles ved flere breve til Nationalmuseet indtil Henry Petersen i 1881 skriver nærmere herom til Worsaae. Dette brev har museums-numrene 8899-8900, som er Rynkebykedlens numre, desuden numrene 4732-4733. Disse numre er fra hærudstyrsofringen, nemlig en bronzeskjoldbule med trompetformet topstykke samt en lansespids. Henry Petersen så genstandene i Odense og tog derefter straks en tur ud til mosen. Han påtog sig ved samme lejlighed at spørge en del af de lodsejere, der boede omkring mosen, om de havde fundet våbendele eller andet af interesse under deres tørveskæring. Det viste sig, at flere kunne berette om våbenfund, men om »fund af menneskeben og store dyreknokler, hele rader, vidste de alle«. Fund af oldsager begrænsedes til »en mindre strækning« i den østligste side af mosen[2].

De fleste af genstandene var afhændet, eller rettere solgt, til omløbende krejlere. Tre spydspidser var endt omsmedede som en rist i en skorsten!

Den mose, der ligger nærmest Illemose i sydlig retning har ifølge Henry Petersens brev også afgivet fund af menneskeben og et sværd. Mosens navn er Brabæk mose. Sværdet er desværre bortkommet, men Zoologisk Museum opbevarer dele af en kronhjort, der menes at stamme fra denne mose.

Sandsynligvis foranlediget af dette brev og nye våbenfund indleveret til Nationalmuseet i 1884 og 1885 blev der taget skridt til at påbegynde en egentlig udgravning af mosen i løbet af foråret 1893. Forud for udgravningen skulle der som sædvanlig indhentes tilladelse til udgravning af mosen hos de forskellige lodsejere, og en lokal mand blev sat på opgaven. Denne mand, Rasmus Sørensen, fik indhentet tilladelser fra alle på nær én person. Sørensen havde en skrivelse fra museet med sig rundt. Alle var villige til at skrive under på tilladelsen fra museet og interesserede i at fremme sagen. Kun denne »umedgjørlige person«, som tilmed skulle være socialist, måtte der forhandles med endnu engang. Der måtte dog fortages ændringer i den oprindelige skrivelse for at stille ham tilfreds, – også dengang var der individualister på Fyn.

Der blev gravet i mosen i dagene fra d. 13.-17. maj 1893. Udgravningsholdet bestod af Sophus Müller, Henry Petersen, Andreas Peter Madsen og Carl Peter Neergaard – med andre ord: Den tids ypperste fagfolk indenfor arkæologien.

Undersøgelsen fandt sted ved søens østligste bred, matrikelnumrene 4u og 4c. Af udgravningsberetningen fremgår det, at undersøgelsen foregik på den måde, at der blev udlagt undersøgelsesfelter af forskellig bredde mellem søens bred og det faste land i det endnu urørte tørvelag i retning nnø/ssø. Der blev efterladt smalle bænke af tørvejord ud mod søen og imellem felterne. De fleste af tørvebænkene blev senere undersøgt, men bænken ud mod søen og et par af de andre bænke kunne ikke undersøges på grund af indsivende vand. Det blev nødvendigt at bruge ketchere for at undersøge den del af mosen/søbunden, der lå ud for udgravningsfelterne[3]. Også lodsejerne havde berettet, at egentlig tørveskæring var vanskelig, og at de ofte måtte benytte ketchere og ikke spader ved »tørveskæringen«. Tørvelaget var ikke videre tykt, mellem 0,6-1,1 m. Tørven var heller ikke af bedste kvalitet, men blev mere moseagtig, jo længere man gravede sydover.

Oldsagerne, numrene 7180-7203, fandtes alle enten på søens bund, der bestod af grus og sand, eller ganske få tommer oppe i tørvelaget. Af de fundne numre er det ejendommeligt, at der af våben kun fandtes to lanse-/spydspidser og en bronzeskjoldbule. Resten af de fundne genstande er redskaber, forskellige træstykker og mange knogler, både af dyr og mennesker. Det blev bemærket, og det kan ses af udgravningstegningen, at de tungeste genstande lå længst ude i tørven. Ved siden af en benpil sås på grusbunden en mindre stendynge. Ubrugte håndsten? En del af træstykkerne var sortsvedne, og dertil kommer, at der også på grusbunden fandtes et lag af kulblandet jord på ca. 0,5 × 0,5 m. Efter udgraveren C. Neergaards mening var det rester af en bålplads.

Der blev foretaget en eftergravning, hvor Rynkebykedelen skulle være fundet. Der blev ganske vist udpeget to fundsteder ikke langt fra hinanden, men der fandtes intet udover en mindre spydspids i den løst opkastede jord.

Lodsejerne lovede at indberette, hvis der skulle dukke yderligere oldsager op af mosen. Man skal dog helt frem til 1984, før der igen dukker fund op fra Illemose. Da er der indleveret et fragment af benpil af »yngre romertids type« fundet i en plovfure på den østlige side af mosen. I samme fundanmeldelse omtales fund af et lårben og kraniefragment af menneske.

Kun en enkelt af de indleverede/udgravede genstande er bortkommet, nemlig en »spole af ben«. Den var borte, allerede inden fundet nåede frem til Nationalmuseet.

Et tildannet træstykke var gået i stykker. Resten af fundet befinder sig enten på Fyns Oldtid Hollufgård eller på Nationalmuseet. Til stede er i dag:

  • 1 sværd
  • 5 lanser
  • 7 spyd
  • 9 jernskjoldbuler og en profileret top
  • 4 bronzeskjoldbuler, de 3 med trompetformet topstykke
  • 1 løs trompetformet topstykke
  • 1 skjoldhåndtag af bronze og 1 bronzebånd
  • 1 jernpilespids
  • 1 måske 2 benpilespidser
  • 4 seglblade, heraf 1 udstillet på Nationalmuseet
  • 2 knive
  • 1 mejsel, udstillet på Nationalmuseet.
Fig. 2. Sværdet, Magnus Petersen, 1901

Sværdet

I denne krigsbytteofring findes blot et eneste sværd bevaret. Der skal tidligere have eksisteret endnu et. Det er omtalt i Henry Petersens brev til Worsaae, 1881. Under Petersens samtale med finderne aftegnede de sværdet for ham med kridt på bordpladen. Det fremgik heraf, at det drejede sig om et mønstersmedet tveægget sværd, hvor spidsen var brækket af. Angelen syntes i nogen grad at ligne den på det bevarede. Den afsluttedes med en lille knop og rundt om grebet sad flere løse ringe muligvis af ædelmetal. Sværdet var blevet solgt. Sammen med sværdet var optaget mange hesteknogler, »hele rader«.

Det tilstedeværende sværd er fundet i 1885 ved tørveketching sammen med flere andre typiske genstande, d.v.s. skjoldbuler og lanse-/spydspidser. Der er tale om et tveægget romersk sværd på ca. 67 cm længde og med en bredde på kun 4,4 cm. Grebet ender med en profileret bronzeknap og rundt om det sidder to løse ringe af bly. Sværdklingen er stærkt bøjet/ødelagt allerede i oldtiden både midt på og ved spidsen. Sværdet er særpræget derved, at det har to romerske stempelmærker; ingen kan derfor være i tvivl om proveniensen.

Lanser

Der er fem lanser i fundet. De fire af dem er af Ilkjærs type 15, Vennolum. Den sidste er en lidt slankere og kortere, måske type 14, Skiaker. To af lanserne har punktformede og cirkelformede indlæg af et lyst metal, sandsynligvis sølv. Ornamenteringen ligner Ilkjær Tavle 99 og Tavle 240 (Ilkjær 1991a). Iflg. Kjær blev der også konstateret gravering på en af lanserne. Dette ses ikke mere tydeligt, men er en af grundene til, at Illemose allerede ved århundredets begyndelse forekommer i udenlandske videnskabelige værker (Jahn 1916:91).

Vennolumlanserne fra Illemose er mellem 27 og 36 cm lange. Døllen på Vennolumlanser har et skarpkantet rhombisk tværsnit.

Lansespidser af type 15 Vennolum er iflg. Ilkjær almindelige kendt fra Illerup plads A; denne dateres for størstedelen til C 1b.

Fig. 3. Lanser, M. Petersen 1901.

Spydspidser

Der nævnes syv spydspidser fra fundet, både hos Kjær og hos Ilkjær. De fire af dem bestemmes af Ilkjær som værende type 8, Simris. Den længste er 23 cm lang. Døllen på disse har rhombisk tværsnit.

De tre andre spydspidser kunne være af typerne 2 eller 25, Hval eller Folkeslunda. De er nemlig både mindre og kortere, men i modsætning til de ovennævnte typer med rhombeformet tværsnit har flere af Illemosespidserne rund dølle, og midtribben mangler. En enkelt spydspids har kun modhage i den ene side. Denne spids har intet fundnr, men da den er nævnt hos Kjær, må man regne med, at den hører til fundet. Man kan måske med nogen ret påstå, at de to meget små spidser kunne klassificeres som pilespidser, da deres længde kun er omkring 10-11 cm.

Fortsætlig ødelæggelse ses på flere af lanse- og spydspidserne. De har fået æggen ødelagt ved hug, er blevet bøjet sammen eller brudt over med voldsom kraft.

Der er bevaret stumper af spydstagen i nogle af døllerne og i enkelte tilfælde sidder naglen på plads. Der er også i fundet to stykker af spydstager, desværre ikke i forbindelse med nogen lanse eller spyd.

Fig. 4. Spyd, M. Petersen 1901.

Pilespidser

Til de langtrækkende våben hører også pilespidser, af hvilke der er tre i fundet. Der er en af jern med en længde på 9 cm og en benpil med trekantet tværsnit på 14 cm. Dertil kommer fragmentet fra 1984.

Til disse er bevaret et ca. 15 cm langt stykke af en pilestage. Denne er ikke vedbestemt.

Skjoldbuler

Illemosefundet er særpræget derved, at der er bevaret fire eller fem bronzeskjoldbuler, men kun otte/ni jern-skjoldbuler. De sidste er så fragmenterede, at det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvorvidt der er rester af otte eller ni stykker.

Jernskjoldbulerne

Der er ikke en eneste af disse, der er hele. De er slet bevarede og/eller beskadiget allerede i oldtiden. Det er derfor usikkert hvilken type, de kan have tilhørt. De plane, 2,5 cm brede kraver og overdelenes krumning giver dog en antydning af, at de kunne være af Ilkjærs type 5a eller b og type 6a. En enkelt er hel, men alligevel ikke, for den er ødelagt af flere hug. Disse typer skjoldbuler er hos Ilkjær også dateret til Clb.

Der foreligger et profileret topstykke, som evt. kunne have tilhørt en skjoldbule af Ilkjærs type 6c. Dette stykke er fundet og indleveret før den egentlige udgravning. Samtidig indgik et metalbeslag, som muligvis kan have siddet på en træspand.

Bronzeskjoldbulerne

Der er fire skjoldbuler af bronze og et fragment af en femte. De er alle af ilkjærs type 3d. Typen er kendetegnet ved at have divergerende hals og en trompetformet udvidet stang. Kraven er bred og kan have et forskelligt antal nitter. På Illemoseskjoldbulerne er der seks. Højden har været ca. 15 cm. Det er vanskeligt at bestemme nøjagtigt, da de alle er grundigt ødelagt af voldsomme hug og stik, inden de er blevet kastet i mosen. Foruden de fire hele skjoldbuler er bevaret endnu et trompetformet topstykke. I et enkelt af topstykkerne er der bevaret en lille metalring af et lyst metal langs kanten i spidsen af topstykket. På tegningen fra Kjærs artikel i Årbøger 1901 synes der at være bevaret en prop måske af træ i toppen af den ene skjolbule. De to af skjoldbulerne kan have fået påsmedet toppen efter at de egentlig var færdige. Dette er udført ret skødesløst. Det kunne også være en reparation, som foreslået af Kjær. De tynde blikskjoldbuler var sårbare overfor direkte hug.

Bronzeskjoldbulerne med trompetformet topstykke er kronologisk en smule senere end de agressive stang-buletyper af jern fra B2 og Cla. Illemoseskjoldbulerne er som resten af fundet fra begyndelsen af C Ib.

Fig. 5. Bronzeskjoldbuler, M. Petersen, 1901

Den tyske forsker Steuer antager, at der til hver lanse/ skjoldbule svarer én kriger (Steuer 1982:166). Imod dette taler, at der i alle krigsbytteofringerne forkommer våbenudstyr af forskellig værdi/materiale. Våbensammensætningen i Ejsbøl, som er en fuldtudgravet ofring, tolkes som en hærenhed med rangfølge bestående af leder, »officerer« og menige. Fund af hesteudstyr, sporer og eksklusivt våbenudstyr tolkes som udstyr til 8-9 officerer/ryttere, mens resten, ca. 200 lanser og ca. 200 spydspidser anses for at være udstyr til fodfolk/menige (Jensen 1979:227). Der kunne således være mellem 10 og 20 »menige« pr. »officer« i en kampenhed.

I Illemose er der helt klart både »officersudstyr« og mere almene udbredte genstandstyper til stede. Efter ovenstående udregning skulle man have forventet at finde 50-75 jernskjoldbuler i Illemosen. Da der er både andet metal og masser af knogler i mosen, kan de »manglende« jernskjoldbuler ikke skyldes kemiske forhold, eller at mosen er blevet drænet. Men finderne har måske i årenes løb afhændet eller omsmedet jernskjold-bulerne, eller blot kastet dem til side og kun gemt de skinnende bronzeskjoldbuler. Den, efter min mening, mest sandsynlige grund, må dog nok være, at der stadig ligger meget tilbage i mosen.

Skjoldhåndtaget

Der er i ofringen et skjoldhåndtag af bronze. Det er af tyndt bronzeblik, der ligner Ilkjærs type 5a. Det er 20 cm langt med brede, vifteformede nitteplader, disse er lige afskårne, hvor type 5a har afrundede plader. Håndtag med denne form for udsvungne endeplader begynder at optræde i slutningen af B2 og fortsætter ind i C1a og b. Håndtaget passer altså glimrende ind i kronologien for det øvrige fund. Det er ødelagt af hug, inden det blev kastet ud i mosen.

Sammen med skjoldhåndtaget blev indleveret to stykker af et bronzebånd, som kan have været anvendt som udsmykning på et skjold. Det er tungt og har stadig flere små bronzenitter siddende i. De små søm har hvælvede hoveder. Båndet ligger nu sammenrullet som en spiral, en lille ende ligger løst derved.

På grund af de meget forskellige bevaringsgrader og forskellige konserveringsmetoder er ingen af våbendelene vejet.

Redskaber

Sammen med de få våben fandtes også en del redskaber. Dette forkommer også i de andre krigsbytteofringer, og kan være genstande brugt af trænet eller måske bare tabte dele fra almindelig færdsel omkring mosen.

Der blev ved den egentlige udgravning fundet fire kraftige seglblade. De er mellem 24 og 30 cm lange. De tre af dem er tydeligvis brugte og har været opskærpet flere gange, mens det fjerde synes at være nyt. Dette blad indgår nu som en del af Nationalmuseets jernalderudstilling og kan ses i rum 17, skab 3. Samme sted ses også en stor mejsel fra Illemosen med et velbevaret træskaft. Dette er endnu ikke blevet vedbestemt.

Der er to jernknive. Den ene har et knækket asketræs-greb på ca. 15 cm og et blad på omkring 7 cm; den yderste spids af bladet mangler. Det andet knivsblad er uden greb. Her er bladet næsten 20 cm langt og godt 4 cm på det bredeste sted, så det er egentlig en slags groft udført dolk.

Trædele

Foruden våben og redskaber blev der ved den egentlige udgravning også optaget trægenstande af forskellig slags. Den længste genstand blev tolket som en brødstage eller en åre. Det runde skaft er brudt over og er ikke fuldstændigt, bladet alene er 55 cm langt. Redskabet er fremstillet af en radiært udkløvet egeplanke.

Der er fundet flere fragmenterede spyd/lanseskafter af udkløvet ask med op til 7-8 årringe. Ligeså et lille stykke pileskaft, som ikke er vedbestemt.

Et træstykke, som efter formen er blevet bestemt som en legetøjshest, er fremstillet af en plant skåret egegren. Genstanden kan måske have siddet på et manglebræt. Den er optaget »løst« med ketcher ud for det sted i mosen, hvor hovedundersøgelsen fandt sted. Et fladt tildannet træstykke er tolket som en rest af et skjold. Dertil kommer andre ubestemmelige, men tildannede træstykker, nogle tilspidsede træstykker var sodsværtede.

Det har ikke været muligt at vedbestemme alle trædelene. Der, hvor det har kunnet lade sig gøre, ses det at være i Danmark almindeligt forkommende træsorter. Der ses ikke spor af ormehuller eller vandrulning på træet.

Knoglematerialet

Menneskeknoglerne

De til fundet hørende menneskeknogler stammer alle fra den egentlige udgravning. De blev undersøgt nogle år senere, i 1899, af professor J.H. Chiewitz. Denne konstaterede, at der var knogler til stede fra mindst 11 individer. Det er bedømt udfra overarmsknoglerne, hvoraf der var ialt 20, 11 højre og 9 venstre. De 12 af disse kunne sammenlægges parvis. Der blev fundet 2 hele kranier og stykker af 3-4 andre, samt 6 underkæber. Kranierne passede ikke til nogen af de fundne underkæber. Ingen af knoglerne syntes at være fra, som Chiewitz skriver: "meget gamle folk". Dette kan også aflæses i dag, da det er tydeligt, at kraniesømmene på de to hovedskaller næppe er begyndt at vokse sammen. Det fremgår også, at knoglerne stammer fra voksne individer. Alle knoglerne er meget robuste; man må derfor regne med, at Chiewitz har ret i, at de nok ikke kan være fra kvinder.

Der fandtes et brækket, men fuldstændigt ophelet lægben blandt de indkomne knogler. I øvrigt ses ikke spor af ydre vold på knoglerne. Heller ikke hunde- eller musegnav.

Nogle af knoglerne er bortkommet, men de to kranier er stadig intakte. Desuden forefindes to løse underkæber og en pose med lemmeknogler på Panuminstituttet. Udgraverne mente, at knoglerne ud fra deres stratigrafiske position måtte være samtidige med de fundne oldsager. Fra posen med lemmeknogler er der udtaget materiale i C14 laboratoriet, der vil vise, om denne antagelse er rigtig.

Dyreknoglerne.

Der blev i tiden før udgravning fandt sted almindeligvis fundet dyreknogler sammen med/samtidig med de indleverede oldsager. Også ved selve udgravningerne fandtes knogler fra flere dyrearter.

Disse knogler blev undersøgt og bestemt af Herluf Winge allerede samme år, som udgravning fandt sted, nemlig 1893.

I den sydlige del af udgravningsfeltet fandtes et næsten fuldstændigt hesteskelet. Det lå sammen med nogle af trægenstandene og de to af seglene. Dette skelet var fra en ca. 4 år gammel plag (Kjær 1901:37), desuden er der dele af mindst tre andre heste. Det er allesammen af en ret lille hesterace, knap 1,20 m i stangmål. Den er blevet sammenlignet med racen fra Nydam. Et af hesteskeletterne står opstillet på Zoologisk Museum, dog uden sit kranium.

På en løs metacarpusknogle af hest fandtes et sandsynligt hugspor. H. Winge bedømte det til at være et bearbejdningsspor. Denne knogle blev sendt (april 1994) til C14 laboratoriet.

Foruden de små heste fandtes knogler af mindst to ganske små køer, kun ca. 93-96 cm høje. Kun den ene var udvokset. Derudover var der knogler fra svin, får, hund og havørn.

Der var rester af mindst to individer af både svin og får. Knoglerne er fra unge dyr. De lå i samme dybde som våben og redskaber, og nogle af dem var beskadigede. Dette syntes dog let at kunne være sket af naturlige årsager, og flere af dem var vandrullede. Man må nok regne med, at ikke alle knogler er samtidige, eller for den sags skyld fundet vedkommende.

Hundekraniet er fra et gammelt dyr, da det tydeligvis har mistet tænder i overmunden inden døden. Over øjenhulen er kraniet slået ind, måske med vilje? Det kunne være sket i kamp, men det er dog nok mere sandsynligt, at det er sket af medlidenhed, fordi hunden var gammel.

I 1942 blev der igen indleveret knogler fra Illemosen. Der var et helt menneskeskelet, to små heste og knogle fra ko og ged. Disse dele har det ikke været muligt at opspore. Ovenstående er de facts, man til dato har om Illemose.

Kan det bevarede materiale give svar på de stillede spørgsmål?

Udfra det enlige sværd er det vanskeligt at udtale sig om proveniensen af den hærenhed, der blev nedkæmpet i det østfynske. Men sikkert er det, at det tveæggede sværd med sine to stempelmærker, ligesom alle andre sværd, der er fundet i Skandinavien og det tyske område fra denne tid, er romersk (Lønstrup 1988:96).

Sværdet indgår i en artikel af Günter Ulbert fra 1974. Denne artikel behandler romerske langsværd fra yngre romersk jernalder. Her fremgår det af tabel 2, s. 206 i en opstilling af stempelmærker, at Illemosesværdet er enestående. Der var, da artiklen blev skrevet, ikke noget sværd med tilsvarende fabrikationsstempler.

Det ene stempel er et såkaldt rosetstempel. Bogstaverne er anbragt i rundkreds og danner »ordet« ACIRO M.

M’et står for manu. Samme stempel, også roset og med de samme bogstaver, ses på et sværd fra Rudlang i Nordnorge. Det andet stempel på Illemosesværdet er firkantet med bogstaverne COLA (honi soit qui maly pense) og slutter med en lille skråtstillet palmegren. Dette stempel er unikt i den omtalte række af stempelmærker fra 1974. Palmegrenen alene træffes dog på et sværd fra Nydam med et firkantet navnestempel nedenunder. Fabrikationsstempler eller navnestempler forekommer ifølge Ulberts artikel oftest på lange smalle klinger. Det bliver interessant at se, om det samme gør sig gældende på sværd fra Illerup, og om der her kan findes paralleller til stemplerne. Paralleller til både sværdtypen og lanse/spydspidserne findes i stort tal i dette fund (Ilkjær 1991a).

Hvordan de romerske sværd kan være kommet til det frie Germanien og dermed også til det fynske område, er der fremsat flere forslag om. Følgende muligheder har været nævnt:

  1. At sværdene er blevet erobret, at de er en del af et krigsbytte.
  2. At germanere, der gjorde tjeneste i den romerske hær, tog sværdet med hjem efter endt krigstjeneste eller købte det.
  3. At sværdene kunne være gaver.
  4. At sværdene var erhvervet ved handel/vareudveksling.

Af disse fire muligheder, mener Lønstrup, at det kun er den fjerde og sidste mulighed, der kan komme på tale (Lønstrup 1986:748).

Den første mulighed er ikke sandsynlig, men man har dog fra Illerup tre sværd, der efter Ilkjærs mening muligvis kunne være krigsbytte (Ilkjær 1988:95).

Den anden mulighed mener jeg heller ikke helt kan udelukkes. Man ved fra antikke skrifter, hvor velanskrevne germanerne var i den romerske hær (Hamberg 1936:82).

Der må have været mange våben i omløb i grænsezonerne, for det var nødvendigt for flere af de romerske kejsere at udstede forbud den ene gang efter den anden, tilmed under dødsstraf, mod udførsel af våben til Roms fjender. Samme forbud gjaldt iøvrigt også for barrer og uforarbejdet jern (Kunow 1986:740 ff.). På trods heraf er der alligevel flere hundrede romerske sværd alene indenfor det danske område (Lønstrup 1988:96). De gentagne forbud understreger den udstrakte handel med våbenudstyr. Den tredje mulighed, at romerne har foræret de germanske krigere våben, må derfor afskrives til fordel for nr. 4, der også efter Lønstrups mening er den eneste, der kan komme på tale (Lønstrup 1986:748).

Det enestående sværd med den smalle klinge og de to stempelmærker meddeler desværre ikke noget om, hvorfra kampenheden kan være udgået. Kronologisk hører det hjemme i perioden omkring Clb, som de øvrige våben.

Men, det ville – igen efter beregninger af våben i Ejsbølfundet – have været venteligt at finde flere sværd i mosen.

Kombinationen Vennolumlanser og Simrisspyd er yderst almindelig, både i gravfund og i krigsbytteofferfund og er sammen med Skiakerspidser hovedtyperne i periode Clb (Ilkjær 1991a: 187).

Det fremgår af spredningskortene hos Ilkjær, at Vennolum- og Simrisspidser er udbredt i gravfund fra både Norge og Sverige. Af 31 skandinaviske gravfund er de fundet sammen i 19 grave, i én af disse grave (Fjälls-graven) var der desuden en skjoldbule type 3d. Gravfundene er bestemt til Clb. Spredte gravfund på den tyske side af Østersøen indeholder også både Vennolum- og Simrisspidser, men her er de ikke fundet sammen (Ilkjær 1991:286). I Danmark er der kun ganske få af den slags spidser i grave[4].

Udfra gravfundenes vidnesbyrd er det største udbredelsesområde for Vennolum- og Simrisspidser egnene i det sydligste Norge, omkring Oslofjorden, og på de østsvenske øer, Gotland og Øland.

Fra ofringerne i Illerup og i Vimose er de to slags spidser overordentlig almindelige. Begge findes i et antal på over 300 i Illerup og i Vimosefundet er der 52 Vennolumspidser og 33 Simrisspidser. Der er også fra Vimoseofringen flere spydspidser af type 2 og 25, Hval og Folkslunda, samme typer som de små spidser i Illemose muligvis tilhører. Det er ejendommeligt, at de ovennævnte spidser ikke synes at forekomme i de øvrige skandinaviske mosefund. Det kan evt. skyldes at lansespydspidserne som f.eks. fra Thorsbergofringen endnu ikke er blevet bestemt, eller at nedlægningerne i moserne i flere tilfælde fandt sted med op til hundrede års mellemrum. I tidens løb gik nogle våbentyper af brug, mens andre typer kom til.

De otte/ni jernskjoldbuler synes at være af så alment forkommende typer og så fragmenterede, at de i hvert fald ikke kan besvare spørgsmålet om, hvorfra den nedkæmpede enhed kom.

Bronzeskjoldbulerne, alle med trompetformet overdel, ville umiddelbart være lettere at spore. Men de letgenkendelige stangskjoldbuler forekommer meget spredt. Type 3d skjoldbulen er kendt i to gravfund fra Norge, et fra Sverige/Gotland og fra en enkelt grav i Danmark. Den findes i nogle af hærudstyrsofringerne. Et spredningskort ser sådan ud:

Graven fra Asø, i nærheden af Glumsø, er den eneste, der indeholder denne type skjoldbule i det danske område. Det er en jordfæstegrav. Der fandtes ingen våben i graven, men beslag til spand, drikkehorn, remme, flere stykker romersk import og spillebrikker af glas. Skjoldhåndtag, type 5, også af bronze, var ligeledes bevaret.

De norske gravfund er Prestegården, Vangen sogn, fra Sogn og Fjordane fylke, samt Bø Steigen, Tromsø. Den første grav, en brandgrav, indeholdt foruden de brændte ben, et tveægget sværd, en Vennolumspids og den omtalte meget fragmenterede skjoldbule, bronzebeslag, bronzefibula og fem jernfragmenter (Bøe et al. 1943:15 f).

Fig. 6. Spredningskort for bronzeskjoldbuler type 3d.

Bø Steigengraven, en jordfæstegrav, indeholdt et komplet våbensæt med et tveægget sværd, der stadig lå i sin træskede. Denne afsluttedes med en rund dupsko. Der var en Vennolumlanse og en spydspids af Hvaltype, jernpilespidser og skjold. Af skjoldet var bevaret en type 3d bronzeskjoldbule, et bronzeskjoldhåndtag, type 5b, og rester af et rektangulært bemalet skjoldbræt med læderkanter og randbeslag. Der var remendedupper, rester af et bælte, beslag til en spand, en glat guldring og et spandformet lerkar (Slomann 1959:15 f.).

Skjoldbulen i denne grav udmærker sig ved at være særdeles velbevaret og rigt udsmykket. Den brede stang er lavet for sig og nittet til bulen. I hullet i toppen sad stadig en træprop, og i toppen af denne en fastnittet bronzeskive, belagt med presset, forgyldt sølvblik. I kanten ligger en sølvring, og nitten i midten er også af sølv med et rundt hovede. Skjoldbulen var fastgjort til skjoldbrættet med 6 bronzenagler, også med runde hoveder, kun de fem var bevaret. Naglerne var placeret parvis.

I det eneste svenske gravfund, Fjälls på Gotland, med type 3d skjoldbule, er der samtidig fremkommet et smalt, tveægget sværd med skematiseret indlæg af sejrsgudinden Victoria, desuden både Vennolumlanse og Simris-spyd og en kniv. Det fremgår af tegningen, at også denne top er lukket med en rundhovedet nitte, men der er kun tre nitter, der har fastholdt skjoldbulen til skjoldbrættet (Almgren et al. 1923, taf. 43).

Da disse fire grave med de særprægede buler geografisk ligger så milevidt fra hinanden, kan deres udsagn med hensyn til proveniensen for skjoldbulerne fra Illemose kun være begrænset. Man kan dog fastslå, at skjoldbulerne, som i Illemose, optræder sammen med en bestemt type skjoldhåndtag og oftest med de samme typer lanse- og spydspidser.

En løs top til en 3d skjoldbule ses på plancherne fra Vimosefundet (Engelhardt 1869:pl.5,12). Denne top er lukket med en skive af guldblik forsynet med perleborter. Den er omkranset af en blank kant med en nitte med rundt hoved i midten, måske sølv. Denne afslutning ligner topstykket på skjoldbulen fra Bø Steigen i Norge. På Nationalmuseet findes foruden den afbildede endnu en top, men uden udsmykning, og en der kun er halv så stor som de øvrige.


Fig. 7. Muligt topstykke til skjoldbule. Fra Skeddemosse, efter Hagberg, 1967:53.

Fra Thorsberg-ofringen er der tre næsten ens. Topstykkerne er mellem 4-6 cm lange. Stangen er hul, og på de to er påloddet en skive i toppen. Der er en fjerde, hvor trompetformen er slankere og længere. Denne er af sølv med en perletråd af sølv om den øverste rand. Ca. 1 cm under randen er der yderligere udsmykning i form af omløbende, sandsynligvis forgyldte, sølvtråde med smalle bronzestriber. Denne top må formodes at have siddet på en rigt udsmykket skjoldbule af sølv pålagt guldblik og med indstemplede mønstre (Raddatz 1987:41).

Endvidere er der en overdel til en 3d skjoldbule. Denne overdel er af kraftigt sølvblik, og den trompetformede åbning er foroven lukket med en påloddet skive. Skiven er indrammet af en sølvkant, og i midten af skiven ses en halvkugleformet sølvnitte. Det er værd at bemærke, at bortset fra de nævnte fragmenter fra Thorsbjergofringen er der i øjeblikket ingen kendte type 3d skjoldbuler fra hverken Schleswig-Holsten eller det sydligste Danmark[6].

Illerupofringen er indtil videre pladsen, hvor denne type skjoldbule er fundet i størst antal, nemlig 8. De er alle grundigt ødelagte. En af dem svarer fuldstændig til skjoldbulen, der er fundet i graven i Bø Steigen med guldpresblik i toppen og sølvskiver med guldblik under nittehoveder af sølv.

Fig. 8. Skjoldbule fra Gotland. Efter Nerrnan 1969: fig. 629 a,b.

I et ældre svensk værk (Salin 1904:93) ses et løst trompetformet topstykke. Det meddeles, at det er af guld og fundet sammen med andre ligeledes meget fornemme germanske krigergenstande så langt borte som i Perm, tidligere U.S.S.R.

Hagberg omtaler i sin publikation Skeddemosse II (Hagberg 1967:57) to runde »knapper«, som han mener kan have været toppe til stangskjoldbuler. Hvis dette er rigtig tolket, kan de efter min mening ikke have været til skjoldbuler af typen 3d som Illemoseskjoldbulerne. Det fremgår af tegningen, at den del eller genstand, de har været fæstet på, har en langt mindre diameter end 3d skjoldbulernes top.

Fra bl.a. Gotland kendes en type skjoldbule med udvidet top og påsat pynteskive, men de har ikke megen lighed med type 3d skjoldbuler.

I polske gravfund forekommer en type skjoldbule med konvergerende hals og en kort, bred stang. Det er en type, der udseendemæssigt ligger 3d-bulen nær, men den polske type ses endnu ikke herhjemme. Det er derfor ikke sandsynligt, at de to typer har nogen forbindelse.

Fig. 9. Skjoldbule fra Sobótka, Polen.

Fra England kendes angelsaksiske skjoldbuler med påsat top. De har lighed med ovennævnte skjoldbule fra Gotland.

Selvom disse skjoldbuleformer har rod i romersk jernalder på kontinentet, og nogle af formerne kan genfindes i hærudstyrsofringerne, forekommer de så meget senere (fra midten af 5. århundrede) i England, at en teori om, at de skulle kunne have forbindelse til de nordiske Clb former af skjoldbuletypen 3d synes helt udelukket.

I nogle fund, både grave og hærudstyrsofringer, optræder skjoldbuler af jern, Ilkjærs type 3a, b og c, hvis topstykker svagt kan minde om Illemoseskjoldbulernes.

Stangen er dog langt slankere og oftest meget længere. Den kan have flere forskellige udformninger.

Ifølge Ilkjær (1991a:330) ligger disse skjoldbulers forekomst en smule forud for type 3d. Man kan let forestille sig, at de lange »stænger« ovenpå skjoldbulerne kunne bruges som en form for værge, når man kæmpede mand mod mand (Jahn 1916:204). Udover at skjoldbulerne begge tilhører den tidlige del af yngre romersk jernalder, hvor man endnu brugte skjoldet aktivt, spores altså foreløbig ingen forbindelse mellem de to typer skjoldbuler.

Fig. 10. Eksempel på angelsaksisk skjoldbule. Ffter Salin 1904:95.

I de senere år er det blevet muligt at udføre metallurgiske proveniensbestemmelser på jerngenstande fra oldtiden. Det samme kunne i teorien lade sig gøre med bronzegenstande. Man ville dog ikke få noget entydigt resultat ud af forsøget, da man i de fleste tilfælde må gå ud fra, at bronzen har været smeltet om mange gange.

Redskaberne, knive og segl, er almindelige anerkendte former, der har været anvendt i det danske område lige siden jernets indførelse omkring 500 før Kr. f. Hvis redskaberne har tilhørt hærenheden, kan de ikke oplyse noget om, hvorfra den kom.

Det bevarede vedmateriale er ganske almindelige træsorter, der kan have vokset hvorsomhelst i det skandinaviske område. Træarter, f.eks. gran, der kunne have givet et fingerpeg med hensyn til hvorfra de fremmede kom, er ikke fundet.

Dertil kommer, at selvom trægenstandene er fundet i »nærheden« eller i samme lag som de øvrige genstande i fundet, er det ikke dermed bevist, at de er sammenhørende.

Ad den vej synes spørgsmålet om hærenhedens oprindelse eller størrelse ikke at kunne besvares.

Tilbage er knoglernes vidnesbyrd. Det må straks fastslås, at heller ikke her er definitive svar at hente. Der er vel ingen mose eller sø i Danmark, hvor man ikke ved besked om knoglefund. Både mennesker og dyr kan være kommet i moserne, enten ved ulykker eller fortsætligt. Samme usikkerhed, som var gældende for trægenstandene gør sig gældende for knoglernes vedkommende. I enkeltstående tilfælde er der en rimelig sandsynlighed for, at menneskeknogler er sammenhørende med hærudstyrsofringer, f.eks. er der i ofringen fra Hassle-Bosarp i Skåne fundet en lansespids, der sad i ribbenene på et menneskeskelet. Dette skelet er desværre ikke Cl4 dateret (Fabech 1987:140).

Svarene fra C14-undersøgelsen vil kunne godtgøre, om de indsendte knogler fra Illemose er jævngamle med våbnene. Om resten af knoglerne kan intet afgøres med sikkerhed. Selvom knoglerne har den rette alder, er det jo heller ikke afgjort, at netop de mennesker har deltaget i kampen, selvom det er sandsynligt.

De opstillede spørgsmål må derfor besvares udfra våbnenes proveniens og antal.

Fig. 11. Eksempler på Ilkjærs type 3 a, b, c.

Selvom bronzeskjoldbulerne er usædvanlige, er der ikke noget specielt område, hvor der er så mange, at man kunne tro, det var her, de blev til. Man kan fastslå, at der er flest i Illerup, men alligevel også en del i Thorsbergfundet. De gravfundne skjoldbuler af type 3d er alle fundet sammen med lanser af type 15 og spydspidser af type 8. Disse spidsers forekomst fremgår af spredningskortene hos Ilkjær (Ilkjær 1991:199 og 110), sammentegnet bliver resultatet som fig. 12.

Spidserne er i mindst 11 tilfælde fundet sammen i norske og i 5 tilfælde i svenske grave. Hvis man antager, at omtalte spidsers forekomst angiver det område, hvor skjoldbulen type 3d også var almindeligt forekommende, kan kampenhedens hjemsted have været enten egnene omkring Oslofjorden eller del sydøstlige Sverige.

Der er en stor forekomst, over 300, af begge slags spidser i Illerup og 52 Vennolum spidser mod 33 Simrisspidser i Vimose fra Clb. Der er også 3d skjoldbuler i begge ofringer. Disse nedlægninger, sammenholdt med øvrige små og store hærudstyrsofringer, må efter Ilkjær tolkes som overfald/angreb på det danske område fra Kattegatsiden (Ilkjær 1991a:335). Indtil der fremkommer flere fund af type 3d skjoldbuler med afgørende vidnesbyrd om deres tilblivelsessted, må man regne med, at de tilhører det store område, hvor også Vennolum-lanser og Simrisspidser er udbredt.

Det kunne i den forbindelse være interessant at se nærmere på, hvordan den politiske udvikling i vore nabolande var på denne tid. Hvad kan grunden have været til disse gentagne erobringsforsøg af det nuværende danske område? Var det mon overbefolkning, »stammekrige« eller begyndende statsdannelse i de egne, hvorfra krigerne kom?

Hvornår denne kampenhed optrådte i det østfynske landskab kan med en vis sandsynlighed aflæses af våbnenes udsagn. Både lanser, spydspiser og de fire/fem bronzeskjoldbuler og skjoldhåndtaget kan indplaceres i Ilkjærs gruppe 5. Denne er dateret relativt på fibler og romersk import til begyndelsen af Clb (Ilkjær 1991a: 287). Omkring 200 år efter Kr. f. er en invaderende kampenhed blevet nedkæmpet og deres udstyr kastet i Illemose.

Hvor mange kan have deltaget i kampen?

På dette spørgsmål må man, som ovenfor nævnt, støtte sig til de anslåede udregninger, der er gjort i Ejsbøl. Hvis de 5 bronzeskjoldbuler har siddet på et skjold, der blev båret af en officer, skulle denne have haft op til 20 menige under sig. Altså en styrke på ca. 100 mand. Til de skinnende bronzeskjoldbuler kunne man have forventet at finde mindst lige så mange håndtag af bronze, og ligeledes flere sværd. Hvis de mange hesteknogler er sammenhørende med fundet, kunne man vel egentlig også vente at finde sporer og andet hesteudstyr.

De fundne hesteknogler svarer dog ikke til de rester, man skulle forvente efter vældige stridshingste. En god stridshingsts optimale alder er 8-10 år (Lønstrup 1988:98), og ingen af Illemosehestene når dette. Alle hestene er små og så unge, at tilridning kun knap kan være begyndt. At hestene er små og ringe er ikke specielt for Illemosedyrene. Jernalderens heste var nærmest af ponystørrelse. Det er tvivlsomt, om det overhovedet var muligt at producere heste med større stangmål end 120 cm før efter år 1000 (Hawkes 1989:141). Den indtrængende fjende kan have frarøvet den lokale befolkning de unge plage til brug for transport af mænd eller træn.

Dette er foreslået af Lønstrup for nydamhestenes vedkommende (Lønstrup 1988:98).

Hvad kan enhedens ærinde have været?

Her må regnes med et højst hypotetisk svar, men heller ikke ved de øvrige store hærudstyrsofringer er efterladt noget budskab om, hvorfor der er blevet kæmpet.

Fig. 12. Grave, hvor Vennolumlanser og simrisspidser er fundet i samme grav.

Næsten overalt i det arkæologiske materiale kan der fra slutningen af andet århundrede, altså kort tid før ofringen i Illemosen fandt sted, ses ændringer og fornyelser, der tolkes som tilsvarende nytænkning og ændringer i den sociale dimension. Igennem en lang proces blev der opbygget en ny samfundsstruktur, hvor der skete en opsplitning af samfundet med en øget social og økonomisk differentiering til følge (Ringtved 1988:50).

Blandt de ændringer, der må nævnes, er omlægningen af bebyggelsen og af landbrugets produktionsformer. Det sidste gjorde det formentligt muligt at opbygge et overskud. Dette overskud kunne omsættes til prestige-bærende genstande – f. eks. romerske eller provinsialromerske bronzer og glas (Lund 1991:169). Forudsætningen herfor er et politisk og organisatorisk magtapparat, der kan fastholde/bevare de opnåede fordele.

På Fyn kan begyndelsen til en »overklasse« af krigere spores allerede fra førromersk jernalder. Det er den veludstyrede brandgravplads fra Langå med en bronzekedel som urne og vognrester, der tolkes på denne måde (Arkæologisk lexikon 1985:168). Tendenserne i retning af større differentiering bliver mere udtalt gennem de næste århundreder med et øget antal rytter- og våbengrave på Fyn i ældre romersk jernalder. Magtens folk var nu en fast bestanddel af den fynske hverdag, og samfundet havde visse regler, der måtte overholdes bl.a. ved gravlægning. Det var ikke længere en »stærk« mand med karisma af den fornemste slægt, som tog ledelsen, når det var nødvendigt, som i mere primitive samfund. Der var opstået en magtelite, hvis ledere gennem egen anseelse og måske med gods og guld på forskellige planer gjorde sine folk afhængige af sig og derved sikrede sig deres tjeneste (Steuer 1982:257). Derved blev det et lønnet arbejde at være kriger, et specialiseret erhverv.

Da der til Illemosefundet hører forholdsvis mange eksklusive genstande, nemlig sværd og skjoldbuler + skjoldhåndtag af bronze, må man regne med, at den fremmede hærenhed kom fra et samfund, hvor den militære organisation var sat i system som ovenfor beskrevet.

For at nedkæmpe denne fjende, har deres modstandere, fynboerne, rådet over en lignende enhed, og må altså have været tilnærmelsesvis ligeså vel organiserede som udrustede.

Hvad var de fremmedes ærinde?

Lotte Hedeager (1990:141) foreslår, at et af motiverne til de kampe, hvis spor viser sig i Jyllands moser som hærudstyrsofringer, kunne være at opnå kontrol over de jyske myremalmsforkomster og dermed over jernproduktionen. Dette forekommer ikke sandsynligt, dels fordi der overalt i Danmarks undergrund forekommer myremalm (Voss 1991:179), dels på grund af den store afstand fra de fynske ofringer til de jyske forekomster. På Fyn er myremalmsforekomsterne ikke udnyttet i væsentlig grad, så kampen, der sluttede med hærudstyrsofringen i Illemose, kan ikke være baggrunden herfor.

Det kunne være et strategisk forsøg på at underlægge sig øen og/eller dens ressourcer, den gode fynske muld. der gav korn og kvæg. Herigennem ville man være i stand til at opkræve tribut til en eventuel ledende fyrste, måske fra et sjællandsk imperium, som foreslået af Ilkjær (Ilkjær 1991 b:281). Motivet kunne også have været et forsøg på at få kontrol over de mest benyttede sejlløb eller over allerede etablerede havne/handelspladser og dermed adgang til yderligere indkomstforøgelse gennem opkrævning af »told« af importvarerne og »skat« af værkstedsfabrikationen. Den nærmeste kendte havneplads fra den tid er ganske vist Lundeborg, men andre nærmere velegnede landgangssteder som ved Kerteminde eller Slipshavn ved Nyborg bør ikke lades ude af betragtning.

Kontrol med ressourcer og produktion har været baggrund for utallige konflikter op gennem tiderne.

Hærudstyrsofringen i Illemose er ifølge Ilkjærs skema (Ilkjær 199la:332) foretaget nogen tid før Clb-nedlægningen i Vimose.

Det kan så have været en fortrop for Vimosestyrken, en slags recognoseringsenhed, måske udsendt fra egnene omkring Oslofjorden, der skulle undersøge forholdene forud for landsætning af det egentlige angreb. Måske skulle de finde ud af, hvor man bedst kunne gå i land, når angreb skulle finde sted. Eller de skulle undersøge terrænet for at finde en egnet kampplads, eller de var ude for at se, hvor landsbyer og marker lå, så man kunne fouragere, eller hvor det var bedst at hente heste? Det kunne også være en lille privat styrke, der var ude efter gods og slaver.

De nåede ikke hjem!

Hvorfor blev genstandene kastet netop i denne mose?

I flere tilfælde, hvor der er sket en hærudstyrsofring, f.eks. Vimose og Ejsbøl, er der med mange års mellemrum blevet ofret både hærudstyr og andre genstande i samme mose gennem flere århundreder. Disse moser havde således forud for våbenofringen et hævdvundet helligt ry, der i nogle tilfælde også lod sig ane i navnet. Dette er som nævnt foran ikke tilfældet for Illemoses vedkommende, navnemæssigt, men fundet af »Rynkebykedlen« gør, at dette ikke er en hvilken som helst mose.

I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, at der på Fyn, ligesom i det nordslesvigske område, ikke findes våbengrave i nærheden af pladser med hærudstyrsofringer (Steuer 1982:299). Kan dette være et udslag af stedets hellighed? Eller overlevede alle forsvarerne, eller er deres eventuelle døde gravlagt i deres respektive landsbyer?

Nogle af offermoserne ligger, hvor et eller flere af de nuværende herreder mødes, f.eks. både Skeddemosse og Vimose. Noget sådant gør sig heller ikke gældende for Illemosens vedkommende. Den ligger dog i et sogneskel, men denne inddeling af landskabet hører til i en senere tid.

Kan det være fordi, det netop i dette landskab var let at lægge baghold og derfor let at omringe fjenden og besejre ham? Nej, der er ikke et sted lige omkring mosen, man kan udpege som: her må det være sket!

Hvorfor så Illemose?

Et par bemærkninger angående krig og ufredelige tilstande.

Krigshandlinger i oldtiden efterlader sig normalt ikke mange spor. Men størstedelen af de tidligste skriftlige kilder overalt på hele jorden indeholder beretninger om krig og ufred. Om kamp mellem »os« og de andre. Disse beretninger er så detaljerede, at man må gå ud fra, at der også har fundet kamphandlinger sted lang tid før skrivekunsten blev opfundet (Vencl 1984:117 ff.). Krig og kamp har været en del af menneskets sociale livsførelse lige siden verdens skabelse.

Det kan imidlertid ikke ses i det arkæologiske materiale, hvad motivet til kampen kan have været, eller om der er foregået forhandlinger mellem to parter. Man kan heller ikke se, om der er foregået troppetransporter, gidseltagning, udslettelse af befolkninger eller forflytninger af befolkningsgrupper, tab af kulturel identitet.

Antallet af de fundne våben svarer langtfra til det antal krigshandlinger, der har fundet sted. Ingen kan i dag med sikkerhed udpege, hvor Teutoburgerskoven lå, skønt kilderne ved at fortælle om nedslagtningen af en hel romersk hærenhed, ca. 30.000 mand år 9 e. Kr. (Hedeager 1988:177). Et andet eksempel er de mange borgrester, tilflugtsborge, f.eks. på Bornholm og Øland, hvorfra man har meget få våben (Klindt-Jensen 1957:153 ff., Näsman 1984:105 ff.). En del af »våbenmanglen« kunne skyldes, at man i stor udstrækning også anvendte våben af organisk materiale til både angreb og forsvar. Det fremgår tydeligt bl.a. i Vimosefundet, hvor der er flere skjoldbuler og spyd af træ, og i Thorsbergsamlingen, hvor der er bevaret en skjoldbule af kurveflet.

Dødelige sår efterlader sjældent spor på knoglerne. Kun i ganske få tilfælde kan man se, at et menneske har fået en voldsom død, som f. eks. fra en af gravene i Vedbæk (Albrecthsen og Petersen 1977:14) og på stenalderkraniet fra Porsmose (Nielsen 1981:125). Man kan ikke rekonstruere kampsår, eller få dem at se, da man jo i dag anvender andre våben. Engelske undersøgelser tyder på, at det nu er muligt at udlede ensartede karakteristika, så man er i stand til at skelne mellem sværd- og øksehug (Hawks 1989:137). Sådanne spor findes ikke på Illemoseknoglerne.

Med alt dette vil jeg sige, at det jo ikke er sikkert, at »nedslagtningen« af den fremmede enhed fandt sted ved Illemose. Det har vel været lettere at få ram på krigerne, mens de gik land, måske omkring Kerteminde, ved Nyborg eller inde i Odense fjord. Af overmagten kan de være blevet tvunget af sted til denne mose, som kan have været hellig/gudernes, selvom vi ikke kan spore det i dag.

Der er mange knogler fra Illemosen, både menneske- og dyreknogler. Så måske var det, som Kjær mente, kamppladsen (Kjær 1901:40). Våbnene er bevidst ødelagte, bøjede og behuggede, så de ikke kunne bruges mere. Sejrherrens bytte, men ikke hans ejendom. Gaver til guden, der gav sejren. Men hvorfor gudens gaver blev bragt til eller kastet i netop denne mose kan vi ikke vide.

Endegyldige svar på arkæologiske spørgsmål er sjældne. Af de her opstillede viste det sig således ikke muligt at besvare et eneste endeligt. Ved en fornyet undersøgelse af mosen kan man måske aftvinge den mere viden, f.eks. om forholdet mellem de forskellige våbentyper. Indtil da ligger resten af ofringen forhåbentlig godt, hvor det ligger.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorfra de fremmede krigere kom, så synes det efter de særprægede skjoldbulers vidnesbyrd mest sandsynligt, at stedet må søges nord for Skagerak.

Et forsøg på at finde det »manglende« udstyr ved hjælp af detektor, på stedet i Illemosen, hvor den gamle udgravning fandt sted, har ikke båret frugt[7].

Illemosefundet er ikke stort. Men sammenlignet med de berømte store hærudstyrsofringer efterlader det undersøgeren med en ejendommelig fornemmelse af noget »forkert«. Der mangler noget i dette fund. Netop derfor er det måske af betydning at være opmærksom på denne beskedne, men særprægede ofring, når en samlet vurdering af de danske hærudstyrsofringer skal fortages[8].

Noter

  1. ^ Venligst meddelt i brev fra Navneforskningsinstituttet.
  2. ^ Meddeles i brev fra Henry Petersen til J.J. Worsaae, dateret 3. oktober 1881.
  3. ^ Der henvises til udgravningsberetning af 5. juni 1893, udarbejdet af C. Neergaard.
  4. ^ En Vennolumlanse i Vädde (Ilkjær 1991:109), to Simrisspidser i Brudager, venligst meddelt af udgraveren Mogens Henriksen.
  5. ^ Genstandene er i øjeblikket opmagasinerede, så jeg refererer til Ulla Lund Hansen 1987:416.
  6. ^ Venligst meddelt af Dr. Ingrid Ulbrict, Archäologisches Landesmu-seum, Schloss Gottorf, Schleswig, for Slesvigområdets vedkommende, og af Haderslev Museum ved Stine Wiell. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke for den store hjælpsomhed, jeg mødte begge steder. Tak til Jørgen Ilkjær for beredvillige svar på mine spørgsmål. Endvidere en stor tak til Flemming Kaul og Claus Malmros, Nationalmuseet og til medarbejderne ved Fyns Oldtid Hollufgård, især til Jørgen Jacobsen.
  7. ^ Tak til Torben Jørgensen, Agedrup, der har været så venlig at afsøge området for mig med detektor.
  8. ^ Kulstof-14 dateringen af den omtalte hesteknogle er indløbet. Dateringen viser, at denne hest i hvert fald ikke kan være en del af krigsbytteofringen. Hesten er nemlig fra ca. 1200 e. Kr. f.

Litteratur

  • Abrecthsen, S. E., Alexandersen, V., Petersen, E. Brinch og Jørgensen, J.B. 1976: De levede og døde. Nationalmuseets Arbejdsmark. Kbhvn. Almgren, O. & Nerman, B. 1923: Die ältere Eisenzeit Gotlands.
  • Andersen, Aa. Gyldion, 1993: Et religiøst center i Båg herred? Fynske Minder 1993, Odense.
  • Bøe, J. Nordhagen, R. Trumpy, B. 1943: Bergens Museums Årbok, s. 15,16.
  • Engelhardt, C. 1863: Thorsbjerg Mosefund. København.
  • Engelhardt, C. 1865: Nydam Mosefund. København.
  • Engelhardt, C. 1867: Kragehul Mosefund. København.
  • Engelhardt, C. 1869: Vimose Fundet. København.
  • Fabech, G. 1987: Krigsbytteoffer — Religiøs ceremoni eller politisk manifestation. Upubliceret magisterafhandling, Forhistorisk Arkæologi, Århus.
  • Fabech, 1991: Samfundsorganisation, religiøse ceremonier og regional variation. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVII, Århus.
  • Hagberg, U.E. 1967: The Archaeology of Skeddemosse, II. Stockholm.
  • Hansen, U. Lund 1987: Römischer Import im Norden. Nordiske Fortidsminder serie B,nr 10, København.
  • Hamberg, P.G. 1936: Zur Bewaffnung und Kampfesart der Germanen. Acta Archaeologica 1936.
  • Hedeager, L. & Kristiansen, K. 1985: Arkæologisk leksikon. Kbh
  • Hedeager, I.. 1988: Danernes land. Gyldendal og Politiken. Kbh.
  • Hawkes, S.D. 1989: Weapons and Warfare in Anglo-Saxon England. Oxford University Commitee for Archaeology.
  • Ilkjær, J. 1991a: Illerup ådal. Die Lanzen und die Speere. Jysk Arkæologisk Selskab Skrifter XXV; Århus.
  • Ilkjær, J. 1991b: Mosefundene i perspektiv. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVI. Arhus.
  • Jahn, M. 1916: Die Bewaffnung der Germanen. Mannus-Bibliothek, G. Kossina ed., Würzburg.
  • Jensen, J. 1979: Oldtidens samfund. København.
  • Kjær, H. 1901: To nye mosefund fra jernalderen. Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie.
  • Klindt-Jensen, O. 1957: Bornholm i Folkevandringstiden. Kbhvn.
  • Kunow, J. 1986: Bemerkungen zum Export römischer Waffen in das Barbarikum. I: Studien zu dem militärgrenzen Roms, 3.
  • Lefolii, H.H. 1966: Tacitus: Germania og Agricola, Bondes forlag, Odense.
  • Lund, J. 1991: Jernproduktion i Danmark i romersk jernalder. Jysk Arkæologisk Selsskabs Skrifter XXVII. Arhus.
  • Lønstrup, J. 1986: Das zweischeidige Schwert aus der jüngeren römischen Kaiserzeit im freien Germanien und im Römischen Imperium. I Studien zu den militärgrenzen Roms, 3.
  • Lønstrup, J. 1988: Mosefund af hærudstyr fra jernalderen. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXII, Århus.
  • Nielsen, P.O. 1981: Bondestenalderen. København.
  • Petersen, P.V. 1987: Nydam III – et våbenoffer fra ældre germansk jernalder. Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie. København.
  • Ringtved, J. 1988: Regionalilet. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXII. Århus.
  • Raddatz, K. 1987: Der Thorsberger Moorfund. Offa-Bücher 65. Neumün-ster.
  • Rycel, G. 1981: Cmentarzysko kultury przewworski w Sobotce (st.l), woj. koninskie. Prace i Materialy 28, 1981, 249 ff.
  • Salin, B. 1904: Kgl. Vitterhetshistorie og Antikvarisk Akademies Månadsblad, Stockholm, s. 92-96.
  • Slomann, W. 1959: Et nytt romertids gravfund fra Nord-Norge. Viking 23, 1959. Oslo.
  • Steuer, H. 1982: Frühgeschichtliche Sozialstrukturen in Mitteleuropa. Abhandlung der Akademie der Wissenschaft im Göttingen nr. 128. Göttingen. Ulbert, G. 1974: Straubing und Nydam. Zu römischen Langschwerter der späten Limeszeit. I: Studien zu Vor- und Frühgeschichtlichen Archäologie. (Festschr. Joachim Werner) Münchener Stud. Vor- und Frühgeschichte 1, 1. s. 197 ff. Vencl, SL. 1983: War and Warfare in Archaeology. Journal of anthropological Archaeology 3, (116-132).

©