I Rom mødes de største modsætninger. Men de går op i en mageløs enhed og skaber den mest utrolige by i Europa. Det synes ikke muligt, at man i ét øjeblik kan føle sig som halvkvalt af støj og os og stå berøvet sit forhold til mennesket som levende væsen, og i næste øjeblik, efter få meters vandring, kan finde sig selv i fred i et arkadien, alene med en fortid så livsnær og stærk, at den føles som mere nutidig end trafikkaos og larm. Den særlige kunstneriske genre, som det romerske arkitekturbillede er, har derfor heller ikke mistet interessen for et nutidigt publikum. Så meget af virkelig værdi som udsagn om byen som menneskeskabt landskab lader sig belyse derigennem. I romerske arkitekturprospekter fra en svunden tid finder man altid så meget, der i dag, ligesom dengang billederne blev skabt, er sandhed, fordi de kommenterer oplevelser og iagttagelser, der kunne gøres nu. Arbejder fra vor egen tid føles ofte som nutidige indlæg om noget fortidigt, men ligeså ofte som helt nye synspunkter vedrørende byen. Eckersbergs sollyse, stille Rom fra begyndelsen af det nittende århundrede er stadig til at finde, endda uden at man behøver at søge særlig længe. Og det virker altid meget stærkt takket være den voldsomme kontrast til den moderne storby. Hvad der af Eckersberg selv turde være tænkt som nøgterne reportager, får derfor for os en drejning i retning af at være fortolkninger mere end beretninger. Derved nærmer de sig Palle Nielsens arkitekturfantasier. De er ikke topografisk bestemt til Rom, men forestiller „byen“. Men netop derfor ledes Palle Nielsen mod Rom, og vi følger ham gerne, for ingen anden by er så meget „by“ og har så enestående kvalitet som kunstværk. I sin suggestive kunst går han ud fra Rom, skaber selv videre på det givne grundlag – og følger deri en smuk tradition, hvori Piranesi var den uforlignelige.

Til den nye grafiske samling i Fyns Stifts Kunstmuseum er der erhvervet en række blade af Eckersberg og Palle Nielsen; der lettes her på låget til denne samling.

C.W. Eckersberg, 1783-1853, Parti af det indre af Colosseum, Rom. (1815). Ikke betegnet. Blyant på papir, 0.348 × 0.249 m. FSM inv. nr. 715. Erhvervet 1965. Eckersbergs dødsboauktion 17. januar 1854 nr. 397.

Ikke underligt at Colosseum, den største og mest talende af alle antikke ruiner, fængslede Eckersberg under opholdet i Rom 1813-16. Berømtest er nok Kunstmuseets udsigt over byen set igennem tre arkader højt oppe i amfiteatret. Men også Eckersbergs studier fra det indre af bygningen er bemærkelsesværdige. Tegningen i Odense er et af flere forarbejder til malerier, blandt andet i Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling. Et interessant perspektivisk motiv, der synes at have barokke overtoner, er opstået ved at se kæmpebygningens indre ovale afgrænsning i forhold til nogle af de med lige stor afstand opstillede fjorten barokke altre, der nu er fjernet.

Samme, Parti ved Tiberen, nær Porto di Ripa Grande. (1813-16). Ikke bet. Blyant på papir, 0.202 × 0.229 m. FSM inv. nr. 722. Erhvervet 1965. Dødsboauktion nr. 369.

Foruden helt gennemarbejdede tegninger, ofte med en fin tuschlave-ring, udførte Eckersberg i Rom utallige lette skitser som denne. Den forestiller uden tvivl én af ramperne ved den gamle Porto di Ripa Grande set mod sydvest. Det var den ene af de to havne ved Tiberen, der betjente Rom. Den anden var Porto di Ripetta, som heller ikke findes mere. Området, der ses på tegningen, blev helt ændret, da man regulerede Tiberens bredder. Huset i baggrunden står ikke mere, men øverst til højre anes lidt af det mægtige bygningskompleks Ospizio di San Michele, der stadig eksisterer og er ét af Roms interessanteste men dårligst kendte barokke monumenter. Det er et storslået udtryk for, at man også i svundne tider kunne føle et socialt ansvar. Tegningens eneste virkemiddel er den fine bløde streg, som Eckersberg har ført rytmisk og sikkert. Med stor klarhed har han formået at gengive et perspektivisk meget vanskeligt motiv.

Samme, Arkitektonisk motiv. (1813-16). Ikke bet. Blyant på papir, 0.206 × 0.220 m. FSM inv. nr. 723. Erhvervet 1965. Dødsboauktion nr. 372.

Disse renaissance-arkader er tegnet med anvendelse af den klassiske liniearperspektivs regler, og tegningen er egentlig at opfatte som en „etude“. Eckersberg beherskede denne fornemme kunstneriske konvention til fuldkommenhed. Han studerede den livet igennem udfra et teoretisk synspunkt og udgav i 1833 en bog og i 1841 et raderet værk derom. Men tillige anvendte han denne videnskab i praksis ved konstruktionen af tegninger og malerier. Den krystalagtige klarhed, der er over det bedste af Eckersbergs kunst, skyldes netop den sikre artikulering af rum og udstrækning og det altid klare og jævne lys. I malerierne forenes dette med en forenklet lokalfarve til et spil, der kan være næsten generende fuldendt og minde om en evig sommerdags ro. Eckersbergs kunst står de fleste af vor tids kunstneriske idealer fjernt, men er alligevel beslægtet med for eksempel Ole Schwalbes konkrete billedverden.

Samme, Parti af klostergården ved Sa. Maria in Aracoeli. (1813-16). Ikke bet. Blyant, pen og blæk på papir, 0.269 × 0.377 m. FSM inv. nr. 725. Erhvervet 1965. Dødsboauktion nr. 379.

Den smukke gård i franciskanerklostret bagved kirken Sa. Maria in Aracoeli på Kapitol blev i slutningen af forrige århundrede revet ned for at give plads til det monstrøse monument for den italienske konge Vittorio Emanuele II. Heldigvis blev den pragtfulde og mærkværdige kirke og den fantastiske trappe, der fører op til den, skånet. Eckersbergs tegning er derfor et interessant dokument om en forsvunden del af Rom. Tillige er den typisk for en gruppe af Eckersbergs romerske studier. Den er minutiøst udarbejdet og gennemkonstrueret udfra centralperspektivens love; resterne af det system af hjælpelinier, som var nødvendige for at sikre et med alle regler overensstemmende resultat, anes endnu. På grundlag af denne tegning udførte Eckersberg et smukt lille billede i olie, som tilhører Statens Museum for Kunst.

Palle Nielsen, f. 1920, Arkitekturfantasi. 1960. Bet. fntv 18/9/64-24 og fnth PN/60. Pen og sort blæk på papir, 0.132 × 0.128 m. FSM inv. nr. 701. Gave 1965 fra Ny Carlsbergfondet.

Umiddelbart tror man i de to kuppelbygninger, som dominerer Palle Nielsens tegning, at finde to af Roms berømte monumenter, det antikke Pantheon og Pietro da Cortonas herlige kirke Ss. Martina e Luca, omend de af en gigant må være flyttet til en anden indbyrdes placering end i virkeligheden. Men man tager fejl! Vi er i en gådefuld stad, hvor end ikke en eneste lyd synes at bryde den knugende ensomhed. Det er denne ensomhed, der kan gøre et så vældigt indtryk, når man vandrer i Rom. I det fantastiske miljø mindes man hvert øjeblik både om omgivelsernes ælde og urokkelige uforanderlighed og om altings forkrænkelighed. Og man tvinges til at gøre sig tanker om sin egen og alle menneskers stilling i en forbiilende nutid i forhold til en begivenhedsrig fortid og en uvis fremtid.

Samme, Arkitekturfantasi. 1960-64. Bet. fotv 8/9/60/64-26. Pen og sort blæk på papir, 0.239 × 0.341 m. FSM inv. nr. 750. Gave 1966 fra Ny Carlsbergfondet.

Forgæves vil man i Rom søge efter denne vældige barokke kirkefacade. Den minder om adskillige eksisterende bygninger, og man tror ligefrem at kunne genkende den. Der er elementer i den, som man mener at huske fra den ene eller den anden berømte bygning. Men facaden er Palle Nielsens egen skabelse, fantasifuld og gækkende. Bedre end gengivelser af noget, der virkelig findes, fører den beskueren ind i den dæmoniske verden af enorme spændte former og dynamiske rumlige enheder, hvoraf Rom for en stor del består, takket være barokkens bidrag til det romerske bybillede. Der føler man sig så lille og knuget som de fortrykte væsener, der i tegningens forgrund under de enorme stenmasser tavse befolker torvets flade.

©