Jeg er kongen!

Om forløb for specialklasser i Børnekulturhuset Fyrtøjet

Drengen rejser sig fra den kørestol, han indimellem benytter sig af, når benene bliver for trætte. Så stavrer han hen til et udskåret træpodie og sætter sig op på det, mens han kæmper med at få fødderne i de tunge specialsko til at lystre og følge med. ”Jeg er kongen!” erklærer han triumferende. Han taler ikke helt tydeligt, men hans knejsen med nakken er ikke til at tage fejl af. En af pigerne ruller med øjnene bag de tykke brilleglas. Hun er en stor pige; stor om livet, men det florlette voksenballerinaskørt synes at hjælpe hende med at ophæve tyngdekraften. Hun løfter hænderne op over hovedet og drejer rundt om sig selv til ære for kongen. Snart har hun glemt alt om ham og danser for sig selv. Teaterlyset i rummet kaster et gyldent skær over hendes ansigt. De andre børn klapper og ler begejstret. ”Er I kærester? Nu er I kærester!”

Der er besøg af en specialklasse i Fyrtøjet. Denne dag er det udviklingshæmmede børn, der gæster huset. Med sig bringer de muligheden for at skabe øjeblikke af en poesi, som ligger hinsides, hvad vi normalt opfatter som

’skønhed’; muligheden for at skabe teatralske udtryk, som ikke er baseret på ’dygtighed’, men på umiddelbar væren. Og som sådan er de udviklingshæmmede en kilde til fortsat dannelse for alle omkring dem. Med sig bringer de også deres dedikerede og vidende lærere og pædagoger, som har specialiseret sig i at opdage og fremelske de små udviklingstrin hos børnene, som indimellem er usynlige for os andre.

Fyrtøjet har stor erfaring i at lave forløb for børn og unge med særlige behov. Det kan være elever med generelle indlæringsvanskeligheder, koncentrationsbesvær eller autisme. Det kan være børn, der er ramt af vanskelige opvækstvilkår, udviklingshæmmede børn og unge eller multihandicappede med funktionsniveau som 1-2-årige.

Selvom vi her taler om dem som grupper, er disse børn og unge naturligvis lige så individuelle som alle andre børn, og som grupper er de lige så sammensatte som andre grupper af børn. Men for alle gælder det, at de har stor glæde af at have huset for sig selv i den tid, forløbet varer. Fyrtøjet afvikler kun ét forløb ad gangen og har ikke åbent for betalende gæster imens. Derfor skal børnene ikke bruge energi undervejs på at forholde sig til fremmede mennesker eller opleve unødvendige kilder til distraktion. Det er også til lettelse for de ledsagende lærere og pædagoger, der ofte er på ekstra arbejde, når de er på ekskursion. Det er altid en opgave at sætte børn fri til at opleve og samtidig holde dem samlede og tilstrækkeligt afdæmpede til, at mennesker omkring dem også kan opleve. Men i forhold til specialbørn er der en ekstra udfordring: De kan forekomme forstyrrende for andre museumsgæster med pludselige – tilsyneladende umotiverede – udbrud, langtrukne lyde, gentagne råb eller pludselige eksplosioner af vrede eller ængstelse.

Der kan være kørestole og særligt udstyr, der skal transporteres med rundt. Eller måske har nogle børn blot en langt kortere koncentrationstid end andre og bevæger sig derfor hurtigt, rastløst og lydeligt fra sted til sted. På Fyrtøjet er vi så heldige at kunne tilbyde disse børn et fristed: Her må de fylde det, de gør. Alle de udstillede effekter er hands-on. Der må leges med og røres ved alt. De impulser, de måtte have i forhold til omgivelserne, er i udgangspunktet ikke problematiske: De må gerne reagere på det, de oplever, og digte videre på det ved at flytte om på ting og mærke på dem. Og læringsforløbene tilpasses børnene; ikke blot før de kommer, men også mens vi står over for dem som enkeltindivider. Det er især Fyrtøjets teaterforløb, der efterspørges af disse specialklasser og -skoler. En gennemgang af et sådant forløb kan kaste lys på de udfordringer, børnene står over for.

Teaterforløb – Fortællingen

Både udviklingshæmmede og børn med koncentrationsbesvær og stor indre uro har glæde af den levende fortælling, som indleder Fyrtøjets forløb.

Det umiddelbare drive, der ligger i fortællingen: ”Hvad skete der så? Og hvad mere? Og hvad gjorde hun så?”, griber i bedste fald børnene og fører dem med fra start til slut. Kommer de med udbrud, er fortælleformen egnet til at inddrage eller rumme ’forstyrrelser’. Den mundtlige fortælling er plastisk, så historiens ordlyd kan ændres undervejs. Visse passager kan der gøres mere ud af, hvis de i særlig grad appellerer til børnene. Andre kan forkortes, og børnene kan inddrages med gestik og lyde, hvis de viser interesse for det. Fortælleren kan have en fri og nærværende øjenkontakt med de børn, der magter det. De kan mentalt set læne sig ind i historien og risikerer ikke at falde, hvis de giver slip på deres selvbeskyttende forbehold. For børnene behøver ikke at frygte, at det ’fremmede menneske’, der står over for dem, pludselig vil bede dem om at præstere noget. Med små gestus og ved at flytte sig i rummet eller sætte sig på hug undervejs kan fortælleren samtidig gøre sig synlig for og skabe fællesskab med de børn, der ikke magter øjenkontakt, men har glæde af at sanse, at fortælleren vil dem noget alligevel. De er ikke glemt, fordi de er nødt til at bevare et eget hemmeligt rum omkring sig.

Og midt i det hele kan en velgørende ro indimellem sænke sig. Vi har forladt hverdagens indre og ydre bombardement af individuelle udfordringer og har sat os sammen ved fantasiens bred som ved kanten af en sø og kan dér se tilværelsen genspejlet på ny.

Forvandlingen – en leg med identitet

Med eventyrfortællingen som det nye, fælles udgangspunkt bevæger børnene sig med formidleren op til Klædeskabet. Her er forskellige kostumer parat. Inspireret af de flotte og særprægede kostumer vælger børnene hver især en rolle eller karakter. Fordelene ved det frie rollevalg er (i denne konkrete kontekst) mange. Hvis et barn har brug for at gemme sig lidt, har det mulighed for at vælge en rolle som en del af en mindre flok (af for eksempel soldater eller prinsesser). Et umiddelbart kreativt barn har rum til at sammensætte en kompleks rolle (dødsengel, kinesisk lærd, magisk svane, sur togchauffør) eller vælge at skifte køn. Børn, som ikke vil klædes ud, kan nøjes med at bære på en rekvisit, som senere kan blive åbningen ind til en aktiv rolle i stykket. Og søger et barn grænser og tester formidleren ved for eksempel at sige ”Jeg vil være en sten!” eller ”Jeg vil være en terrorist!” vil det møde en formidler, der roligt anerkender valget uden at give det mere opmærksomhed end den, der bliver de andre børn til del, men også uden at problematisere det. Det er formidlerens opgave at sikre, at rollevalgene – og dermed legen med identitet – finder sted i en stemning af tryghed.

For nogle børn vil de mange valg slukke initiativet. Det indre kaos når at sætte ind, før glæden ved mulighederne har manifesteret sig. Her er det formidlerens opgave at træde til og ændre udgangspunktet for barnet ved for eksempel at sige: ”Jeg har brug for en dygtig jæger i stykket. Her er en kappe, tror du, du kan passe den?” Eller: ”Der er ikke soldater nok, kunne du tage sværdet her med?”. Barnet bliver hjulpet fra et uoverskueligt valg over til et mindre og afgrænset, og begrundelsen er ikke, at det ikke magter situationen, men at formidleren har brug for dets assistance. Børnene skal ikke komme til kort i en situation, de ikke selv har opsøgt, men er blevet bragt i. Og hele tiden assisterer de ledsagende pædagoger og lærere undervejs med deres særlige viden om hver enkelt barns udfordringer og styrker.

Er et enkelt barn gået helt i baglås, mens udklædningen udfolder sig, får det lov at sidde sammen med de voksne i den efterfølgende teaterimprovisation. De voksne er publikum, men kan også blive inddraget i stykket, mens de sidder på publikumsbænken. Og da bliver barnet inddraget sammen med dem – de voksne bliver da dette barns ”kolleger” i stykket.

Teaterimprovisationen

Iført kostumer bevæger børnene sig af sted mod det scenografiske landskab, som er den fysiske ramme omkring teaterimprovisationen. I dette eventyrland venter der dem en mængde sanseindtryk. Men de scenografiske elementer er æstetisk ordnede og indbyrdes afstemte og derfor ikke-kaotiske eller knapså-kaotiske for børnene. Dermed er det mere ufarligt for dem at åbne sig for indtrykkene. Samtidig er det formidlerens opgave med venlig autoritet at markere, at også denne nye verden har en grænse. Det nye, det ukendte, er ikke grænseløst – og de voksne magter at værne om disse nye ydre grænser.

Foto: Ard Jongsma.
Foto: Ard Jongsma.

Alle samler sig på gulvet midt i scenografien. Formidleren lytter til, hvilke karakterer børnene har valgt, og hjælper med forslag til dem, der ikke er sikre på, ’hvem’ eller ’hvad’ de mon er i det tøj, de fik lyst til at iføre sig. Formidleren fortæller derpå en historie frem, baseret på disse forskellige roller og ’spiller for’. Alle børnene drages på skift ind i historien, som den skrider frem. Nogle agerer i grupper, andre enkeltvis – alt afhængigt af, hvordan formidleren fornemmer deres styrker. På den måde vokser et lille teaterstykke frem. Formidlerne giver børnene replikker, tilpasset deres niveau. For nogle er der måske blot tale om et enkelt ord. For andre en ganske kort sætning. På ét og samme hold kan der være en autist med et veludviklet ordforråd, som undgår al øjenkontakt, og et barn, der er udadvendt og kontaktsøgende, men kun har få og vanskeligt forståelige ord til sin rådighed. Måske har et helt tredje af børnene forelsket sig i et udtryk eller en sætning, som det gerne vil have med i stykket ad flere omgange. ”Så er der flæskesteg!”. Netop improvisationsformen muliggør, at der er plads til de meget forskellige børn og deres impulser i ét og samme stykke. Man kan gribe fat, hvor børnene er. De oplever at skabe noget i fællesskab som gruppe og mærker samtidig, at de hver især som individer er uundværlige for helheden. De er uerstattelige.

Historien, der improviseres frem, baserer sig på folkeeventyrets grundstruktur: hjem-udhjem, med konflikter af dramatisk og etisk karakter, hjælpere og forløsning og eventuelle elementer fra børnenes nutidskultur flettet ind undervejs. I bedste fald reflekterer stykket nogle temaer fra børnenes verden: Ensomhed. Kærlighedstab. Magtesløshed. Uretfærdighed. Anderledeshed. Og reetablering af Retfærdighed. Fælleskabsstiftelse. Accept. Sejr. Anerkendelse. Fælles forløsende humor og galskab. Geninstallering af kærligheden. Eller simpelthen: glæde. Som en lærer fra et behandlingshjem efterfølgende skrev: ”Vi spillede et eventyr med de børn, jeg havde med. Det var fantastisk, som det symbolsk kunne bruges af børn, der har været udsat for store svigt.”

Skabende leg

Afslutningsvis har eleverne mulighed for at lege og bevæge sig ud på opdagelse i husets scenografi på egen hånd. Formidleren træder i baggrunden. Er enkelte elementer i udstillingen for overvældende, kan de justeres: Der kan skrues ned for den komponerede musik, der klinger i baggrunden af deres leg. Eller det langsomt skiftende teaterlys kan bringes til rolig standsning. Og der er andre rum, de kan søge tilflugt til. Under legen får børnene mulighed for at forholde sig aktivt til de mange sanseindtryk: De kan kravle op på ting, de kan lade sig inspirere af musikken til forskellige bevægelser, de kan stille sig i de forskellige lyskilder, de kan røre ved alle ting i rummet og må flytte rundt på dem. Og mens de leger, forvandler de sig selv og hinanden til deltagere i små nye historier. ”Så sagde vi, at du var trolden, og jeg boede i slottet, og så kom du på besøg, og så … ” Nu er det dem, der er formidlere.

Sanseforløb for multihandicappede

Fyrtøjet afvikler også forløb for multihandicappede med mange og svære funktionsnedsættelser. Det kan være børn eller unge med et kognitivt niveau som 1-2-årige. Indledningsvis samles alle i Fortællerummet. Nogle sidder i kørestole, andre hjælpes op at sidde på publikumspladser eller i sækkestole. Her fortæller formidleren med ganske få ord den aktuelle historie, som Fyrtøjets scenografi bygger på – i skrivende stund Den standhaftige Tinsoldat. I formidlingen af eventyret indgår instrumenter og genstande med forskellige taktile kvaliteter. Instrumentlydene kan anvendes som ’symboler’ på karakterer eller elementer i handlingen: Slag på en tromme kan henvise til soldatermarch, til hjerteslag eller spænding. Børn, som er blinde eller svagtseende, får herigennem et klart sanseligt indtryk – sammen med lyden af formidlerens stemme, selvom de ikke kan se hende eller ham bevæge sig. Med klanginstrumenter kan ballerinaens dans antydes. Samtidig kan genstande sendes rundt mellem børnene: et pandebånd med fjer på fra balleFoto: Ard Jongsma. rinaens kostume, et tøjdyr formet som en rotte eller en fisk. De ledsagende voksne hjælper børnene med at fornemme materialerne, hvis de ikke selv kan holde på genstandene med deres hænder. I denne tilpassede udgave af Tinsoldaten får ballerinaen og tinsoldaten måske hinanden, og klingende rørklokker bliver til kirkeklokker, eller en snurrende kysselyd fra fortælleren fremkalder fnisen. Børn, som kognitivt set ikke er ’gamle nok’ til at vide, hvad en soldat eller en danserinde er, fornemmer en stemning, en retning i det, der kommunikeres. Derfor giver det god mening at fortælle, også selvom den bogstavelige mening går tabt. Sansningen er vigtigere end ordene, men ordene er retningsgivende for det, der sker. Eventyrets handling er den port, som pædagogerne kan træde ind ad sammen med børnene, så det også kan give retning til deres besøg i Fyrtøjet og deres fagligt vidende introduktion af stedet til børnene.

Malet af Selma, barn fra Fyrtøjets Billedskole.

Efter sansefortællingen bliver børnene kørt ind i Eventyrlandet, kører selv eller går derind. De ledsagende pædagoger følger dem rundt og opsøger undervejs sanseoplevelser, som det pågældende barn vil sætte pris på. Alt foregår i det enkelte barns eget tempo. En bliver måske hjulpet over på en svaneskulptur og sidder længe med hovedet lænet ind mod svanens hals. En anden tilbagelægger den samme rute rundt i Eventyrlandet igen og igen, og her er det glæden over gentagelsen, der fylder. En tredje ser opslugt på teaterfaklernes ulmende lys. En fjerde har fået lagt en hvid balletkjole hen over benene i kørestolen og en lyseblå fjerkrans om hovedet og svajer i takt til musikken med et gavtyveagtigt smil i ansigtet. Med deres viden om sansning og kommunikation formår de ledsagende pædagoger at gøre brug af Fyrtøjets udstilling og interagere med børnene på måder, som er til inspiration for formidlerne og dermed også bidrager til den fortsatte udvikling af forløbene.

Gennem disse meget forskellige besøg er Fyrtøjets formidlere vidne til den indsats, der gøres rundt omkring i landet, på specialskoler og i special- og inklusionsklasser, for at hjælpe børn og unge med særlige behov. Det er godt, at offentlige kulturinstitutioner kan understøtte denne indsats. I det daglige har disse elever gavn af et trygt læringsmiljø i mindre enheder og med kendte lærere og pædagoger omkring sig. Når de indimellem opsøger kulturtilbud i det offentlige rum, er det vigtigt, at der er steder, som kan imødekomme og tilgodese deres særlige behov. Det er vigtigt, at kulturarven er tilgængelig for alle børn, uanset hvilke grundvilkår de har fået i livet.

Emner: Børnekulturhuset fyrtøjet, forløb for børn og unge med særlige behov
©