Forfattere

»Jeg ynder aldeles ikke Hverdagshistorier«

H.C. Andersen og to danske forfatterinder

I

„I et stort Menneske-Selskab … springer man til Politik og fra denne igjen til ubetydelige Hverdagsbegivenheder, og Alt lige levende, Alt behandlet med lige Interesse, skjøndt Overgangene ere umærkelige.“[1] Sådan skrev H.C. Andersen i 1829 i det første skrift, han publicerede, Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Ordene har interesse, fordi de udsiger noget, der var meget væsentligt for digteren: hans mening om hverdagslivet.

J. L. Heiberg anmeldte Fodreisen i Maanedsskrift for Litteratur. I. 1829.[2] Han skrev der blandt andet: „Skriftet bør betragtes som et lyrisk Digt, og i et saadant bestaaer Skjønheden ofte just deri, at et Indhold, som enten er hverdags eller i det mindste indifferent, ved Poesiens Kraft hæves til Værd og Betydning.“ Mere træffende kunde den unge digter ikke selv have udtrykt det; for ham havde just modsætningen mellem den inspirerede poesi og den åndløse hverdag altid været noget fundamentalt. Han fandt som Heiberg, at det hverdagslige var et nummer værre end det indifferente.

I H.C. Andersens produktion er der visse emner, han stadig vender tilbage til, men ikke for det gode. Der er hans foragt for den adel, der kun skyldes arv, rang og titler, kort sagt ikke det, digteren betegner som åndens og hjertets adel. Der er hans aldrig svækkede had til recensenterne, af hvem han livet igennem følte sig forfulgt.

Og så er der hverdagsmentaliteten, det åndløse, det trivielle, som han gang på gang langede ud efter. Naturligvis havde han ikke monopol på dette synspunkt. Andre var ligeså meget ude efter hverdagslivet; det var en almindelig brugt, nedsættende glose. Der var blot det, at denne livsform var H.C. Andersen ganske særlig imod; den kom efterhånden til at repræsentere noget overmåde vigtigt for ham, noget han foragtede og afskyede.

Der skulde løbe meget vand i stranden, inden H.C. Andersen kom til vejs ende med begrebet det hverdagslige, og hans stilling dertil skulde gennem mange faser. Det er nogle enkelte af disse faser, vi i det følgende vil forsøge at klarlægge og uddybe.

Oprindelig var det hverdagsmentaliteten som sådan, han som regel havde et ondt øje til, og det var endda ikke altid således. Han kunde også opfatte begrebet rent neutralt. Således for eksempel i et brev fra 1831 til vennen C. H. Lorenzen: „Min Tid glider ellers hen i en eensformig Afvexling, om jeg tør kalde det saaledes; om Morgenen ligger jeg længe til Sengs og er saaledes det fornemme Hverdagsmenneske, om Formiddagen derimod er jeg Historiker og Oldgransker, … fra 1 til 3 gjør jeg Visiter, er saaledes det flagrende Verdensmenneske.“[3] Her er tonen let ironisk.

Da han i 1834 sendte sin veninde i Odense, Jette Hanck, et brev, hvor der øverst på arket var et prospekt fra Peblingesøen, skrev han: „Husene i Forgrunden kan De sige om, at derinde foregaaer en Hverdagshistorie, bag Hækkene trækker maaskee Amor Hjerter paa et Straa.“[4] Her tangerer han det sentimentale.

Men nok så ofte har ordet en odiøs klang. I 1831 havde han lånt Lorenzen koncepterne til et par breve, og derom skrev han: „Jeg har tilgivet Dig, … at Du har kastet begge Brevene bort, skjøndt det har bedrøvet mig; thi i Ingemanns stod der saa Meget ret ud af mit Hjerte, som jeg maatte blive til Nar ved hos de kolde Hverdags-Mennesker.“[5] – Det var forelskelsen i Riborg Voigt, han her sigtede til.

Så skete der imidlertid noget, der på en alt andet end behagelig måde fik betydning for digterens syn på det prosaiske hverdagsliv. I Flyveposten udkom i januar 1827 anonymt Thomasine Gyllembourgs første fortælling, Familien Polonius, og året efter kom sammesteds hendes En Hverdags-Historie. Dens titel blev signatur for den følgende lange række fortællinger, hun skrev, idet der på titelbladet altid stod „Af Forfatteren til En Hverdags-Historie“.

Der foreligger ingen udtalelser fra H.C. Andersen om de fortællinger, der havde stået i Flyveposten; har han læst dem, har de næppe gjort særligt indtryk på ham.

Han tilbragte julen 1833 i Rom, og den 3. januar 1834 noterede han i sin dagbog: „Læste Hverdagshistorien, Romerlivet bliver nu ogsaa hverdags.“[7]

I Improvisatoren, der blev skrevet senere i det samme år, viser en enkelt ytring, hvor væsentligt et begreb det hverdagslige var for digteren. Da bogens hovedperson, Antonio, efter sit ophold i Neapel vender tilbage til Rom, fortæller han: „Jeg havde just fuldendt et stort Digt: David … mit hele Væsen havde faaet en stærkere poetisk Retning; Øieblikke stod det hele Liv, som et poetisk Digt, for mig, hvori jeg selv havde en Rolle, Intet forekom mig ubetydeligt og hverdags, selv min Smerte, Ubilligheden mod mig var Poesie.“[6] Stærkt personlige ord, som viser, hvor opfyldt Antonio i modsætning til det negative hverdagslige var af positiv poetisk skaberevne.

Efter at Andersen var vendt hjem, i august 1834, må han hurtigt være blevet klar over, hvor stor lykke de anonyme Hverdagshistorier havde gjort. Nu var det ikke blot hverdagsmentaliteten, han havde et ondt øje til; det var også hverdagshistorierne.

Man kan vel slå fast, at for H.C. Andersen var en hverdagshistorie en fortælling eller en novelle, der skildrede et småborgerligt milieu. Det gjorde de anonyme Hverdagshistorier, syntes han.

Der er imidlertid et og andet at sige i denne sag. For det første var fru Gyllembourgs En Hverdags-Historie ganske vist nok en fortælling, der foregik i et milieu uden ånd eller poesi; men det må ikke glemmes, at forfatterinden opfattede dette milieu ironisk og satiriserede over det, ligesom hendes søn, J. L. Heiberg, gjorde det i sine samfundsrevsende artikler i Kjøbenhavns flyvende Post og senere i Intelligensbladene.

Dertil kommer der så noget andet; nemlig at i langt de fleste af fru Gyllembourgs senere fortællinger bliver vægten lagt på ganske andre faktorer end det bornerte hverdagsmilieu. Der er højdramatiske familieopgør; der skildres, som forfatteren selv udtrykte det, „Lidenskabens rædsomme Magt“, og der skildres mennesker, der – som Maria og Ferdinand Trolle – afviger stærkt fra de normale typer.

Enkelte af fortællingerne er rent underholdende og skal ikke tages for mere; og i spredte, pudsige episoder genfinder man den satiriske tone fra En Hverdags-Historie. Men i størsteparten af Hverdagshistorierne behandles eksistentielle problemer og konflikter. Kriserne spiller en stor rolle.

Facit må derfor blive, at Hverdagshistorierne kun er hverdagsskildringer, for så vidt som de fleste af dem foregår i et borgerligt milieu. Derfor bør man altså kun opfatte det rent bogstaveligt, når der på titelbladet af de senere fortællinger står „Af Forfatteren til en Hverdags-Historie. Udgivet af J. L. Heiberg.“ Det centrale er ikke, at vi her har en ny historie fra hverdagslivet, men hvem forfatteren er. Og fortsættelsen skal tages ligeså bogstaveligt. Fortællingerne var udgivet af Heiberg, men de var ikke skrevet af ham.

Men sådan så H.C. Andersen ikke på det. Her var, mente han, en række skildringer fra det åndløse hverdagsliv, og minsandten om de ikke blev gouterede og gik af som varmt brød. Det huede ham absolut ikke. Han lagde ikke skjul på sit syn på Hverdagshistorierne. I 1854 skrev han i Mit Livs Eventyr, efter at have omtalt Søren Kierkegaards nedsabling af Kun en Spillemand: „Jeg fandt ikke og vandt ikke hjemme nogen offentlig Beskytter eller Anmelder for mine Romaner, og hvad dertil satte dem i Skygge var den almindelige Begeistring for netop de af Heiberg udgivne beundrede „Hverdagshistorier“. Sproget i disse, Indholdet og fremfor Alt den Heibergske Anbefaling og Beundring for disse Værker, gav dem hos den danske Læseverden den høieste Rang i Nutidens Literatur.“[8]

Udtalelsen er holdt i parlamentariske vendinger, men det lille „fremfor Alt“ røber digterens egen vurdering af Hverdagshistoriernes litterære værdi.

Sidst og ikke mindst var der det, at novellerne, da de begyndte at udkomme i bogform i 1830erne, blev udgivet af Heiberg; ja, de var måske endda skrevet af ham? Det mente mange på en tid, hvor anonymer og pseudonymer var en „hverdagshistorie“. Kun de få, der som for eksempel Poul Martin Møller, havde en fin litterær sporsans, var overbevist om, at Heiberg ikke var ophavsmand til Hverdagshistorierne.

I sine breve kommer H.C. Andersen gang på gang ind på hverdagslivet. Den 17. november 1835 gav han Henriette Hanck en overmåde rammende definition af det, der efter hans opfattelse var modsætningen til det hverdagslige. Han fortalte hende om den roman, han arbejdede på, og hvis endelige titel blev O.T.: „Min ny Roman skal kaldes „De to Studenter eller Kjøbenhavn og Provindserne.“[9] — Det er ikke en almindelig Hverdags Historie, Straalerne divergere. Alt Stort og Smaaligt, Poetisk og Prosaisk skal den omfatte, som jeg har inddrukket det i Hjemmet.“ Han læser Calderon: „Den sydlige Blomsterduft, den Zarthed som bevæger hans Skikkelser holder mig iveiret idet jeg skildrer vort Hverdagslivs Hængedynd. Mens jeg skrev Smaakjøbstedlivet i Lemvig, læste jeg det yndige „Livet en Drøm“; saaledes er jeg det omvendt af Gartnerne i vore Haver, han spiser Grovbrød medens han planter Natvioler.“

I O.T. berører Andersen adskillige gange problemet hverdagslivet. I begyndelsen af romanen hører man om, hvordan hovedpersonen, Otto Thostrup, kommer i en adelig familie i København: „Dette Huus var et af de aandrige. Du, som gjenkjender det, vil erkjende, at det ikke kan tælles mellem dem

„Hvor Hverdags-Sladdrens matte Fisk
Blev daglig dækket Dig paa Disk.“[10]

I en note oplyses det, at dette citat stammer fra Christian Winthers Ringens Indskrift.

Senere finder vi atter Otto Thostrup i dette hjem: „Vi ere igjen i Kjøbenhavn … Sjælen i Huset, den oplivende Genius, som drog Alt, hvad der havde Aand og Ungdommelighed, til denne Kreds, var Fruen. Smuk kunde hun slet ikke kaldes, men … en sjelden Lethed i at gribe komiske Smaatræk af Hverdagslivet, en godmodig Originalitet i at fremsætte disse, gav hende altid rigeligt Stof til Underholdning.“[11] Mon digteren her har tænkt på sin slagfærdige veninde, fru Ingeborg Drewsen, født Collin?

Det er imidlertid ikke blot i de partier af romanen, der foregår i København, at det hverdagslige nævnes. Otto er i Roskilde: „Weyses Toner, Orgelets dybe Melodier i den gamle Domkirke kaldte ham jo til den stille By! Hjertets mægtige Toner kaldte! Ved disse fik selv det Hverdags en Colorit, et Skjønheds Udtryk, som Byron viser os i Ordene, Thorvaldsen i den haarde Steen og Correggio i Farverne.“[12]

Det er ikke alene Otto Thostrup, men „det fromme Gemyt“ Louise, søster til Ottos ven Vilhelm, der ser ned på hverdagslivet. „Ja,“ sagde Vilhelm, „hun blev ordentlig … vred paa mig i Vinter, da jeg sagde, at Christus var et Menneske.“ „Vilhelm,“ udbrød den unge Pige, „tal ikke derom! jeg føler mig ulykkelig derved! det Hellige kan og vil jeg ikke skal drages ned til mig og Hverdagslivet.“[13]

Et andet sted i romanen drøfter Louise og hendes søster Sophie den byronisk interessante Otto Thostrup. „„Han er vist ikke lykkelig,“ udbrød Louise. „Man kan ogsaa læse det i hans Øine.“ „Ja, men det er just det, som gjør ham interessant!“ sagde Sophie. „Han er saadan en smuk Slagskygge i Hverdagslivet!““[14]

I O.T. nøjes H.C. Andersen ikke med disse spredte betragtninger over det hverdagslige. Han kommer, i det tredie kapitel af romanens anden del, med en direkte programerklæring, en poetisk formet udredning af sit syn på problemet: „Vor Fortælling er intet Phantasiebillede, men Virkeligheden, vi leve i, Blod af vort Blod og Kjød af vort Kjød. Vi skulle see vore Dage, vor Tids Mennesker. Dog er det ikke blot Hverdagslivet, ikke blot en Dvælen ved Overfladens Mosarter; det hele Træ, fra Rødderne til de duftende Blade, ville vi beskue. Den tunge Jord skal trykke Roden, Hverdagslivets Mos og Bark binde sig om Stammen, de stærke Grene brede sig ud med Blad og Blomst, medens Poesiens Sol skinner ind mellem dem og viser Larver, Duft og qviddrende Fugle. Men Virkelighedens Træ kan ikke skyde frem med den hurtige Væxt, som Phantasiens, som Trylle-træet i Tiecks Alfer. Vi maae søge vort Forbillede i Naturen. Ofte kan det synes, som var her en Stillestaaen, men den finder ikke Sted. Ligesaa i vor Fortælling; medens vore Characterer ved gjensidig Tale træde frem for Øiet, finder der, som med de enkelte Grene paa Træet, en usynlig Forvikling Sted. Grenen, som høit skyder ud, som vilde den adskille sig fra Moderstammen, stræber just frem for at danne Kronen, give Træet Heelhed. De fra det fælles Midtpunkt divergerende Linier skulle just skabe Harmonien.

Snart ville vi saaledes see, at disse Scener af Hverdagslivet ingen Udskeielse er fra Hovedbegivenheden, eller noget Episodisk, der kunde overspringes.“[15]

Man kan jo næsten opfatte dette som en undskyldning, et forsvar for, at digteren medtager hverdagsskildringer i O.T.

I foråret 1837 fik Andersen uventet problemet Hverdagshistorier ganske nær ind på livet og fra en helt ny side. Det viste sig nemlig, at Jette Hanck var gået i gang med at skrive en novelle. Dette var vel i og for sig ikke så overraskende. Svagelig som hun var, var hun bundet til et indendørsliv, og hun havde tiden til sin rådighed.

Dertil kom så, at hun havde stor rutine i at føre en pen, så selve det at skrive var ikke noget nyt og uvant. For hende gjaldt det, som for Kamma Rahbek, fru Gyllembourg, fru Hegermann Lindencrone og mange, mange andre af den tids kvinder, at de havde årelang træning i at skrive breve.

Jette Hanck havde for øvrigt tidligere begået en del digte; i et brev fra Wien, den 16. maj 1834, takker Andersen hende for hendes „sidste fortrolige Brev.“[16] Dette brev er ikke bevaret, men af Andersens svarbrev fremgår det, at hun havde fortalt ham om nogle digte, hun havde skrevet, og som hendes familie havde fundet gode. „Troe mig,“ skriver han, „ingen Broder vil inderligere glæde sig, end jeg, naar Deres Aands Arbeider ere hvad jeg haaber, og blive erkjendte derfor, men hvad kan jeg dømme om disse, aldrig har De vilde vise mig dem.“ Og så prøver han, nænsomt, kærligt, oprigtigt, at give hende indblik i de trængsler, der følger med det at være en skabende kunstner: „Der ligger en Salighed i at see sine Tanker gaae over i en Slægt om sig, at troe Dem leve længe efter os, men det har ogsaa de største Lidelser. Har De Mod til at see Deres bedste Følelser perciflerede, Deres klareste Øieblikkes Tanker, behandlet som Dumhed og taabligt Væv, taale Kritik af Mennesker, der staaer dybt under Dem, taale Spot og Miskjendelse? Nu saa er De ogsaa Digter, og bidrager som Leed til den store Skjønhedskjæde der binder Jorden til Himlen. Jeg kjender ikke Deres Arbeider, men — af Deres Breve — troer jeg, De kan skrive, saaledes at Menneskene kan have Glæde og Gavn deraf, lad Dem da høre Sangen, men vær stærk om De uforskyldt maa lide derfor; Menneskene ere sælsomme Væsener. Husk paa, hvorledes Folket strøede Palmer for Christus, og Dage derefter raabte: Korsfæst ham!“[17]

Han går over til at skildre, hvad han selv har måttet gå igennem, og så fortsætter han: „Med stor Forventning længes jeg efter et Exemplar, De maa lade mig faae eet og ærligt skal jeg siige Dem det Indtryk det har gjort paa mig, dog det er kun en Enkelts Mening og De veed at hver seer Tingene gjennem sit farvede Glas… . Gid at De i disse skrevne Ord ikke maa finde andet end broderlig Hengivenhed, broderlig Angest, men troe slet ikke at jeg vil skræmme Dem fra hvad der glæder Deres Kjære, kun forberede Dem paa at for at flette Verden Krandse, det være sig af Roser eller Tidsler, faaer man selv prøve Tornene … De er [o: må være] paa det Rene med Dem selv, føler det virkelig Gode i Deres Arbeider og husker paa, hvor let og eenfoldigt Mængden dømmer. Nu Gud styrke Deres Hjerte! Lad ham lede Dem og skjænke Dem Glæde.“[18]

Hun sendte ham nogle af sine digte, og nytårsdag 1835 skrev han til hende: „Men jeg taler saalænge om mig selv, det er en gammel Synd, derfor i Gallop til Dem, til Deres smukke Digte, som har interesseret mig og ærligt talt – bliv nu ikke vred – var over min Forventning.“[19] Han fik H. P. Holst, som forresten ikke syntes videre godt om digtene, til at optage dem i sit Søndagsblad.

Jette Hanck lod det imidlertid ikke blive ved digtene. Den 13. januar 1837 fortalte hun H.C. Andersen, at hun var „begyndt paa en lille Efteraarsskizze som hedder Tante Anna;”[20] hun havde nogen tid forinden læst Carl Bernhards nyligt udkomne novelle Tante Franziska og opdaget, at handlingen i den havde adskilligt tilfælles med hendes egen fortælling. Det ærgrede hende, for hun var forberedt på, at man nu vilde tro, at hun havde „stjaalet Ideen“ fra Carl Bernhard.

Forsigtigt foreslog hun Andersen at se på Tante Anna: „Hvis De til Sommer vil blade lidt i den, megen Værd har den sagtens ikke, det kan jeg godt selv høre, De kjender jo nok, som Heiberg et Sted saa træffende siger: „Fruentimmernes Blomsterfletten og Væven i Litteraturen!““[20a] Han fik dog ikke hendes manuskript at se den sommer, rimeligvis fordi han det år ikke var i Odense.

Mere end et år senere skrev han, den 16. marts 1838, en smule spydigt til hende: „Jette Wulff har bestemt ikke skrevet de omtalte tydske Noveller. Jette Hanck har derimod sendt Fru Læssøe en Novelle, som jeg ikke maa læse.“[21] På dette svarede Jette Hanck, den 30. marts 1838: „De siger at jeg har sendt Fru L – en Novelle, (et galant Navn hvormed De døber min ubetydelige Efteraarsskizze), som De ikke maa læse. „Hvem siger det??“ Andersen selv? Mit sletskrevne overstregede Manuscript vil neppe andre end en Søster have Taalmodighed til at dechiffrere. Caroline har læst det højt for Fru L-; men jeg har bedet hende ikke lade det komme ud af sine Hænder, da jeg maa skamme mig over at det ikke er penere og ordentligere behandlet, skulde det nogensinde faae en bedre Form, vil jeg ikke undvære Deres gunstige eller ugunstige Dom over det, der for Størstedelen vil bestemme dets Værd i mine Øjne, thi jeg troer, nej, jeg veed at De vil give mig Sandhed.“[22] Og så skrev Andersen, den 28. maj 1838: „Tak for Meddelelsen om Novellen; Ingen kan tage mer hjertelig Deel deri end jeg, ingen skal læse den med kjærligere Sind end jeg; endnu kjender jeg den ikke, derfor kan jeg saa rolig udtale mig om den, skjøndt det er noksaa naivt at gjøre det til Forfatterinden, de Poeter ere et irritabile genus! Jeg er ængstelig for Characteertegningen, thi De har jo ikke tumlet Dem i det vildtbevægelige Liv; jeg er uvis om Deres Opfindelses Evne til at skabe nye Situationer! jeg forlanger noget mere end Almindeligt af Dem og er virkelig derfor i en Spænding; i Tilfælde af at den ei kom ud i Norge, maa jeg da læse Manuskriptet, ærligt skal jeg sige Dem Indtrykket og er det, hvad jeg haaber godt, da kunne vi vel faae Reitzel til at forlægge den, skjøndt han giver daarligt Honorar.“[23]

Det var kloge ord fra dem begge, hendes om, at hun vidste, at han vilde „give hende Sandhed“, og hans om, at han vilde læse novellen „med kjærligt Sind.“

Efter at have modtaget Andersens ovenfor citerede brev, skrev Jette Hanck, den 9. juni 1838: „Tak for hvad De skriver om min – Novvelle – kalder De den jo? O, De er god imod mig og jeg skjønner derpaa! De spørger om Situationerne i den, jeg veed det ikke, men jeg troer der er slet ingen! … Ubetydeligt er det Hele, det føler jeg nok, De siger at De venter Dem noget mere end almindeligt af mig; hvor kan De egentligt det gode Andersen?“[24]

Så lod Jette Hanck da omsider Andersen se sit manuskript. Det kan ikke have været nogen let sag for ham at skrive til hende om det, for Tante Anna er, som Jette Hanck jo selv var ganske klar over, en ubetydelig bagatel, et typisk begynderarbejde. Her har vi hans dom i et brev fra den 3. august 1838: „Deres Novelle fik jeg kun læst Halvdelen af, har altsaa knap en halv Dom og før jeg kommer med denne, maa jeg stille Dem paa mit Standpunkt; jeg ynder aldeles ikke „Hverdagshistorier“, hvori ingen stor Livsbrydning finder Sted, jeg forlanger en romantisk Duft, som ingen af disse ret give mig; hverken Frøken Bremer eller Pseudo-Heiberg har tilfredsstillet mig; saaledes griber jeg høist nødig en Hverdagshistorie og er jeg nødt der til, da har jeg alt et Slags Ulyst, som jo rigtignok er høist ubillig, men nu engang min Natur. Jeg begyndte med denne Følelse paa Deres; de første Blade tiltalte mig over Forventning, jeg fandt det første Afsnit ligesaa interessant, som de bedste af denne Art, siden syntes jeg det var ikke grouperet nok, i det mindste til at holde mine romantiske Fordringer i Virksomhed. Jeg ønskede at høre Tante Anna tale, ønskede at leve med hende og ei paa 3die Haand gjøre Bekjendtskabet. Deres Novelle, efter hvad jeg kjender, vil ikke, som Blickers første Noveller, eller Heibergs En Hverdagshistorie vække nogen indgribende Opmærksomhed og det ønsker jeg en Forfatter første Gang han optræder. I vor Tid hører det med til Dannelsen at kunne klart og smukt udtale paa Papiret hvad man tænker og føler, der er gjort saa meget for Sproget, der har udviklet sig saa mange friske Grene paa Poesiens Træ, at ethvert begavet Menneske kan give hvad der for 50 Aar siden havde givet, hvad man kaldte et udødeligt Navn. Deres Novelle viser den begavede Pige, det varme Hjerte, et poetisk Gemyt og Øie for hvad der rører sig uden om men den danner ingen iøinefaldende Steen i Kunstens store Pyramide. Dog, jeg kan see Feil og handler maaskee høist urigtig i at sige hvad jeg siger, især da jeg ikke kjender Slutningen der kan kaste en bengalsk Flamme over hele Digtningen, lad derfor mine Ord komme og gaae.“[25]

Det kan som sagt sikkert ikke være faldet Andersen let at skrive dette til Jette Hanck, for han vidste jo, at hun vilde blive skuffet og bedrøvet. Men selve hans vurdering af Tante Anna er, efter min mening, beundringsværdig. Han var i småting tilbøjelig til for enhver pris at ville stå sig godt med folk, og derfor var han ofte snarere veg end stejl. Men her stod han overfor noget, der havde virkelig betydning for ham, en appel til hans eget personlige, digteriske evangelium, og derfor gik han ikke på akkord, lod sig ikke friste dertil af medlidenhed med dette svage og sensible lille menneske.

Jette Hancks svar på hans brev er ikke bevaret; men det fortæller måske netop sin egen historie, at digteren har tilintetgjort dette brev, han, der ellers som regel var imponerende omhyggelig med at gemme sine breve.

Man får dog en anelse om, hvad der har stået i det, gennem hvad Andersen skrev til hende den 21. august 1838: „De har Tillid til mig, det har Deres sidste Brev, meer end alle tidligere lært mig. Stakkels Søster Jette, hvor gjerne vilde jeg trøste Dem, hvor gjerne sige noget Oplivende, idet De miskjender Deres Kraft. De har hvad Millioner ikke har, De er saa begavet, at De idetmindste deler Smerterne med de største Aander. Troer De ikke at disse have deres søvnløse Nætter, deres Mistvivl til egen Kraft, til Verdens Dom? Lad kun i Guds Navn Novellen komme ud, den retfærdige Kritik vil ikke sige noget strængere end hvad jeg har sagt Dem, og de ubillige Dommere, ja, disse give os en søvnløs Nat og – en stor Portion Selvfølelse. – Enhver Bog har, ligesom Mennesket sin Skjæbne, ingen vide hvorledes det kan gaae Tante Anna, har hun Lykke, da oplives De, maaskee, da springer der en rigtig frisk grøn Green ud, dog, det forudsiger jeg Dem, om De indleverede et Mesterstykke, De vilde dog have Øieblikke hvori De tvivlede om Deres eget Værd.“ Og længere henne i brevet: „Sæt nu ogsaa at Deres Novelle – ikke blev lagt Mærke til, eller en velskreven Kritik behandlede den, som Hverdagsgods, hvad var der da saa skrækkeligt? … O, gjør Dem ikke selv Livet bittert! grib de faae Solstraaler! gid at dette mit Brev maa kunne kaste blot een eneste i Deres Hjerte, kjære, gode Søster Jette! Deres Novelle staaer over hundrede andre, behager mig mere end meget af vore store Digtere, men jeg ønskede noget Indgribende, noget ret Originalt og derfor har jeg sagt – hvad jeg følte.“[26]

Den 23. januar 1839 skrev Jette Hanck til H.C. Andersen: „Mine Ønsker for Fremtiden indskrænke sig aldeles til, som min Tante Anna, at leve et roligt fredeligt Liv, den Stilling hun indtog er den eneste der passer for mine Evner og Kræfter.“ Hun lod sig imidlertid ikke nøje med det rolige, fredelige liv. Nogle år senere skrev hun en større anlagt og langt interessantere roman, En Skribentindes Datter.[28] Det var virkelig, som Andersen havde spået, en „frisk grøn Gren“, der denne gang sprang ud.

Der er ingen grund til at gå nærmere ind på dette arbejde, for det er helt andre idéer end hverdagsproblemet, der spiller en rolle her. I mellemtiden mellem de to bøger var Jette Hanck blevet ganske anderledes selvstændig, og dette ytrede sig blandt andet deri, at hun denne gang var direkte uvillig til at søge Andersens hjælp og råd. Han måtte flere gange rykke hende, inden han fik lov til at se hendes manuskript.

Hvad der kan undre én, er både det at Tante Anna blev oversat til tysk, og at Henriette Hanck anmodede Andersen om at skrive et forord til denne tyske udgave. Det har han vistnok kviet sig ved, men han har ikke nænnet at sige nej til sin venindes bøn.

Den korte fortale handler sandt at sige ikke meget om forfatterinden af Tante Anna. Den første af dens to sider fortæller om den rige købmand Oluf Bager, der af Frederik II fik foræret landstedet Tolderlund udenfor Odense. Den sidste descendent af Oluf Bager, som boede på Tolderlund, var bogtrykker Iversen, Henriette Hancks morfader.

Efter at digteren har skildret det yndige landsted, hvor han selv som ung havde tilbragt mange muntre feriedage, når han endelig frem til at præsentere Henriette Hanck, „den meest stille“ af bogtrykker Iversens unge, livfulde datterdøtre.

Han fortsætter: „For tre Aar siden optraadte hun som Forfatterinde, og Alle, hvem de Frøken Bremerske Romaner have tiltalt, følte sig grebne af den beslægtede Aand, her aabenbarede sig uden Efterligning. Forlægger og Forfatterinde have troet, idet en tydsk Udgave, besørget af hende selv, udkom i Tydskland, det kunde være gavnligt, at et Par indledende Ord fra min Haand fulgte, og uagtet Enkelte vist kunne kalde det Forfængelighed, Overvurderen af min Betydenhed, har jeg været beredvillig, idet jeg har troet, at selv en løs Skizze af hendes Slægt og Barndoms Forhold, … kunde vække Interesse for hendes Digtning.

Yndere af de svenske Hverdagshistorier ville vist ved Læsningen af denne danske Forfatterinde blive hende venlig stemt.“

Den kloge og forsigtige H.C. Andersen har ikke skrevet mere, end han turde stå ved. Han anbefaler bogen til de læsere, som synes om Fredrika Bremers romaner, ja, han gentager endda dette. Men man bemærker, at mens han to gange omtaler de svenske noveller, bliver der ikke sagt et eneste ord om de danske Hverdagshistorier. Andersen har sikkert gjort dette med velberåd hu, og det er også med velberåd hu, at han overhovedet ikke kommer ind på sin egen mening om Tante Anna. I denne fortale er det ikke-udtalte ligeså betydningsfuldt som det, der bliver sagt i den.

Jette Hanck oversatte selv Andersens fortale til tysk, og hun skrev til sin ven: „Tak, tusen Tak, for Fortalen, som jeg er lige saa fornøjet med, som jeg er misfornøjet med min egen Oversættelse af den … Gud hvor det er kjedeligt.“[30]

Tante Anna udkom hos forlagsboghandler R. Kittler i Hamborg. Fra denne by skrev Andersen den 26. november 1845 til Jette Hanck: „I neue Zeitung saae jeg Deres Tante Anna anmældt, der stod at jeg stillede Dem ved Siden af Frøken Bremer, men Anmælderen tilføiede, at den tydske Kritik stillede Dem over hende. De omtales som et ægte tydsk Gemyt.“[31]

Det er gang på gang blevet påvist, hvor ofte H.C. Andersen i længere tid lagrede en idé eller en betragtning, og når så en dertil passende lejlighed kom, benyttede han den.

Sådan ser det også ud til at forholde sig med nogle passager i De to Baronesser, der udkom i 1848. Bogens purunge heltinde, den yndige sekstenårige Elisabeth, bor i en periode hos etatsråd Heimeran på Christianshavn. Hos sin bekendt fra barndomstiden, skomagerkonen Trine, træffer hun en dykker, som fortæller om sine mærkværdige oplevelser på havets bund. (I parentes bemærket er der her et forvarsel om, en kim til Det store Søslange). Hans beretning gør så dybt et indtryk på Elisabeth, at hun i tankerne skaber „en heel Novelle“ deraf.“[32]

Da hun nogen tid senere forstuvede en fod, måtte hun holde sig i ro og kunde – ligesom Jette Hanck – ikke færdes ude. Men det generede hende ikke: „Det var hende en kjær Beskjæftigelse at bringe paa Papiret alle sine kjøbenhavnske Indtryk, sin Opfattelse af alt det Nye, sine Bemærkninger, men Ingen saae det, Ingen anede det.“[33] (Hvad vilde der mon være sket, hvis hun ikke havde forstuvet den fod?)

Hun får besøg af kammerjunkeren – et let kamoufleret, ironisk selvportræt af H.C. Andersen —, og så hedder det: „Medens Kammerjunkeren componerede, hvilket Alle vidste, sad Elisabeth i sin lille Stue og componerede ogsaa, hvilket Ingen vidste, men det var Tankens og Ordets Composition; tidt i Eensomheden sank Sytøiet ned paa Skjødet, Bogen, hun læste i, faldt sammen, og hun vuggede sig paa sine Tanker. Det Taagebillede af en Digtning, der i Trines Huus ligesom opgik for hende, kom uvilkaarligt frem, traadte atter tilbage og stod der igjen, altid klarere i Omrids: hun maatte sætte det paa Papiret; det var en lille Novelle.“[34]

Kammerjunkeren spurgte hende en dag, „om hun aldrig følte lignende musikalske Stemninger, om Tonerne ikke ligesom qvældede frem i Sjælen, der hvor Tanken ikke havde Ord; og hun sagde da, at Ordet aldrig manglede hende, hun troede at have Udtrykket for hver Tanke, kun at denne ofte var saa henflyvende, at hun ikke kunde holde den saa længe, til den i sin Tilblivelse bragtes paa Papiret; og idet hun forklarede mere, var hendes Hemmelighed røbet, og tilsidst, efter stor Overtalelse, kom det Skrevne frem, og Vennen fik Lov at læse det, men ingen, ingen Anden.“[35]

Da Elisabeth senere er kommet over til den gamle baronesses gård på Fyn, lytter hun en gang til en samtale mellem kammerjunkeren og baronessens dattersøn, den unge baron Herman. Den første „ledede Tanken hen paa Digtninger af den Art, hvortil hendes Skriverier maatte henregnes, og hun syntes, at Hermans Dom blev strengere, og at han gjennem-trængende fæstede sine Øine paa hende; og dog kjendte han jo ikke hendes „eneste Feil“, som en Digter har kaldet det. „Det er ikke nok at kunne correct nedskrive sine Tanker,“ sagde Herman; „det hører til vor Tids Dannelse, men det gjælder om, hvorledes disse Tanker ere; det er ikke nok, at de gjengive en Afspeiling af det Dygtige, vi alt have; der skal sættes en ny Blomst paa Poesiens Træ, eller et svagere Blad skal styrkes eller udvikles … I Romanen vil jeg ikke have Begivenheder alene, men Charakteer og Poesie; en Roman, som kun har Begivenheder, læses kun eengang; det Uventede, det Overraskende, som var den levende Nerve deri, er senere dødt; derimod, hvor Menneskecharakteren træder frem med alle sine fine Lærdomme, hvor Tanken staaer levende i Ord, hvor Poesien har sine uvisnelige Grene, der vender man igjen tilbage, den Bog læses og læses atter, man gaaer forfrisket fra den, som fra en Foraars-vandring i Skoven.““[36]

Elisabeth „følte, hvilken Barneleg hendes Skriverier vare“, og da kammerjunkeren senere bad hende om at lade Herman læse, hvad hun havde skrevet, afslog hun det først på det bestemteste. „Men han kom oftere tilbage til det samme Punkt; hans Overbeviisning var ærlig, den gav hans Ord Vægt, og med Frygtsomhed og en blandet Følelse af Lyst og Ulyst, tillod hun ham det, under den Betingelse, at Herman, dersom han fandt, hvad hun var forvisset om, at det var værdiløst for Verden, da aldrig at maatte tale til hende derom. — Og Uger gik.“[37]

Så kommer Herman endelig en dag, og de sidder alene sammen. „Tak for Deres Tillid til mig!“ sagde han. „Hvad De har skrevet, er smukt og naturligt, og det eier, hvad de fleste Skrifter i vor Tid mangle, Religiøsitet. Jeg kunde lykønske Dem, idet jeg virkelig, som en ældre Broder, holder af Dem -! De har Øie for Naturen og Mennesket, De har Hjerte og Reenhed, som Qvinden skal have den, og dog, med alle disse store Midler, idet disse frembryde i en Trang til at producere, bliver jeg bedrøvet for Dem. Ja, jeg mener Dem det saa inderlig godt! De har Mod til at træde frem for Verden, for ligesom at dele med den, hvad Gud har givet Dem; men husk, at fra det Øieblik, De gjør det, tilhører De ikke længer Dem selv; De maa være forberedt paa, at Deres bedste Følelser blive misforstaaede. De veed, at jeg altid har fremhævet det Gode i vort Fædreland, men her er Øieblikket, hvor jeg maa pege paa dets Skygge. Godmodighed er ikke, idetmindste for Øieblikket, et Særkjende paa de Danske; der er hos os et Element af Spot, der er langt mere overveiende; vi have stor Sands for det Komiske, derved eie vi en Lystspil-Literatur, men hos Mængden bliver denne Sands til en Lyst efter at finde Vrangsiderne, latterliggjøre Alt. Har De Mod og Kraft til at taale, at Taaben spotter Dem, at selv de Ædleste og Bedste kunne krænke Dem, vel, saa siger jeg ikke et Ord mere; hvad der er en guddommelig Mission hos os, vil bane sig Vei; men fremman ikke disse Stemninger hos Dem, opelsk ikke et Blomsterflor, som udsuger den gode Jordbund og forhindrer, at Det trives, som maaskee var nyttigere og bedre!“

„O, De mener mig det ærligt og godt,“ sagde Elisabeth; „Dem troer jeg paa, saa fast, saa inderlig! men tro ogsaa mig, at jeg aldrig har fundet Mere deri, end den Fornøielse, jeg havde, naar jeg var alene, ved at synge en Melodi, der kom mig i Tankerne; men jeg kunde have ladet mig vildlede ved at høre en Anden, der lagde sin egen poetiske Sjæl ind i mine nedskrevne Ord. Jeg forsikkrer Dem, at fra dette Øieblik af skal jeg aldrig bringe noget Lignende paa Papiret.“

„Det vilde være Uret mod mig, mod Dem selv!“ sagde Herman; „dog, Deres sunde Natur vil lede Dem. Hvad jeg her sagde, var af en ældre Broders Hjerte, det være Dem en Modvægt mod den maaskee altfor store Begeistring, en Anden nedlægger for Dem, og nu giver De mig Deres Haand paa, at De har modtaget mit Ord ligesaa velmeent, som det er givet, – at vi ere Venner.““

Den „Anden“ er kammerjunkeren, der er forelsket i Elisabeth.

Så vidt jeg kan se, er der en tydelig overensstemmelse mellem de synspunkter, Andersen giver udtryk for i sine breve til Jette Hanck og Hermans og Elisabeths argumenter. Man genfinder Jette Hancks selvudslettende beskedenhed og selvkritik, og man genfinder Andersens udmaling af den Golgathavandring, der venter den skabende digter. I den sproglige form er der visse divergenser mellem brevene og romanen, men det er jo forståeligt, at Andersen her som så ofte ellers har søgt frem til den mest rammende udtryksform. Enkelte sider af problemet er også mere uddybet.

Denne overensstemmelse er næppe nogen tilfældighed. Det var den gang, inden de maskinskrevne kopiers tid, ganske almindeligt, at folk skrev koncepter til deres breve, vel dels for eventuelt at kunne file på brevets form, dels for senere at kunne kontrollere, hvad man havde skrevet.

I de Collinske H.C. Andersen-samlinger på Det kongelige Bibliotek findes der ikke koncepter til digterens breve til Jette Hanck, men dette udelukker jo ikke, at han kan have skrevet dem og gemt dem. Og selv om han ikke har skrevet koncept, har han sikkert haft præsent, hvad han skrev. – Henriette Hanck var død i 1846, så han kunde trygt behandle problemet uden fare for indiskretion.

Fra 1834, hvor Jette Hanck først begyndte at skrive, og til hendes død blev problemet, som vi har set, gang på gang drøftet mellem dem. For H.C. Andersen betød det at digte, for hende var det kun at skrive. Den 2. januar 1841 skrev hun til ham: „Med mit Skriveri gaar det som sædvanligt jammerligt… . Jeg forekommer mig selv som Fruentimmer saa latterlig ved dette Skriveri“.[38] – I De to Baronesser benytter både Elisabeth og kammerjunkeren også ordet „Skriverier“.[39]

Her skal nu anføres parallelstederne. Herman siger til Elisabeth: „Det er ikke nok at kunne correct nedskrive sine Tanker, det hører til vor Tids Dannelse.“[40] Til Jette Hanck havde H.C. Andersen skrevet: „I vor Tid hører det med til Dannelsen at kunne klart og smukt udtale paa Papiret hvad man tænker og føler.“[41]

Herman: „Der skal sættes en ny Blomst paa Poesiens Træ, … Poesien har sine uvisnelige Grene.“[42] Andersen skrev om Tante Anna, at hvis bogen gjorde lykke, „da oplives De maaskee, da springer der en rigtig frisk grøn Green ud.“[43]

Herman: „I Romanen vil jeg ikke have Begivenheder alene, men Characteer og Poesie.“[44] Andersen til Jette Hanck: „Jeg er ængstelig for Characteertegningen, thi De har jo ikke tumlet Dem i det vildtbevægelige Liv.“[45]

Herman: „De har Mod til at træde frem for Verden, … men husk, at fra det Øieblik, De gjør det, tilhører De ikke længer Dem selv . .. Har De Mod og Kraft til at taale, at Taaben spotter Dem?”[46] Andersen spørger Jette Hanck: „Har De Mod til at see Deres bedste Følelser perciflerede, Deres klareste Øieblikkes Tanker, behandlet som Dumhed og taabligt Væv, taale Kritik af Mennesker, der staaer dybt under Dem, taale Spot og Miskjendelse?“[47]

Herman taler til Elisabeth om vanskeligheden ved at være forfatter i Danmark, om danskernes „Element af Spot“. Det samme havde Andersen påpeget overfor Jette Hanck. Den 16. maj 1834 havde han skrevet til hende: „Danmark er et ulykkeligt lille Land for Skribentere“;[48] og et par år senere skrev han, den 26. juni, til Jette Wulff: „Ulykkelig er den Kunstner, som fødes i et lille Land.“[49]

Da den ovenfor citerede samtale finder sted, har Herman endnu ikke røbet sin forelskelse i Elisabeth. På dette tidspunkt er han sig den måske endnu ikke engang helt klart bevidst; de atten års aldersforskel forekommer han at være en absolut hindring for en forbindelse med hende. Han er overfor Elisabeth, ligesom Andersen var det overfor Jette Hanck, den omsorgsfulde Broder. Til hende taler digteren om „broderlig Hengivenhed, broderlig Angst.“ Herman taler ud fra „den ældre Broders Hjerte.“ Men så viser det sig, at hun også elsker ham, og så er alt godt.

I de følgende kapitler af De to Baronesser hører man overhovedet intet mere om Elisabeths litterære forsøg. Hun ægter Herman og bliver lykkelig som hustru og moder. Hun gemmer ganske vist en dag „nogle skrevne Blade“ i et prægtigt rococoskab; men så følger disse mærkelige ord: „Her stod Bedstemoders Historie, indtil de unge Folks Bryllupsdag, et tro, smukt Billede af den gamle Baronesse; man kunde ogsaa kalde det en Novelle, og virkelig, i den var løst Digterens Opgave, at aabne Øiet for det Poetiske i Hverdagslivet om os, pege hen paa den usynlige Traad, der i ethvert Menneskes Liv tyder paa, at vi ere Guds Eiendom.“[50]

Det er for det første et stort spørgsmål, om denne biografiske skildring bør betegnes som en „Novelle“; og dernæst synes den gamle baronesse, der sprutter af temperament, unægtelig ikke at være nogen karakteristisk repræsentant for „det Poetiske i Hverdagslivet“. Digterens underliggende tanke har måske blot været ønsket om at lade sin roman klinge ud i harmoni.

Mogens Brøndsted har i sin afhandling „Kunstnerens anfægtelser“ (i Anderseniana 1968) givet en fængslende og dybtborende analyse af den havsymbolik, som gennem hele romanen De to Baronesser er integreret i Elisabeths pesonlighed, en symbolik, der er skabt af digterens inspirerede fantasi.

Efter min mening kan man dog ikke helt komme udenom, at der i De to Baronesser ved siden af det digterisk symbolske findes en kontant realisme, nemlig den for H.C. Andersen så karakteristiske tilbøjelighed til at benytte det forhåndenværende materiale. Dette har unægtelig her haft den konsekvens, at der sker et brud på karaktertegningen af Elisabeth, for som Mogens Brøndsted med rette bemærker: „Hendes poetiske gaver virker ikke meget overbevisende“.[51] Andersen lader da også uden skrupler disse gaver gå over bord. „Der Mohr hat seine Pflicht getan -“, og Elisabeth glider, som sig hør og bør for en yndig ung kvinde, ind i et lykkeligt ægteskab.

Der er ingen tvivl om, at H.C. Andersen mente, at det at digte ikke lå for kvinder. De eksempler, han i sin egen tilværelse havde været ude for, havde overbevist ham om, at de måske nok kunde „skrive bøger“, men digte – det var ikke deres domæne.

Det havde han erfaring med, både fra fru Gyllembourgs Hverdagshistorier, fra Henriette Hancks to romaner og fra Fredrika Bremers produktion. Kvinder havde „Hjerte og Reenhed“, men det var, som Herman sagde, „nyttigere og bedre“ for dem at udfolde sig i deres rette kald som hustruer og mødre end som skribentinder.

Den 30. marts 1838 skrev Jette Hanck til H.C. Andersen: „Endskjønt De efter Deres Yttringer ifjor Sommer er meget strengt dømmende hvad de stakkels Forfatterinder angaae, er jeg alligevel saa indbildsk at tro, at De for Søsterens Skyld ikke hos dem alle vil regne det til Mangel paa Kvindelighed, naar de mangengang, deels nødes, deels ledes til at gjøre et Skridt Verden i Almindelighed fordømmer.“[52]

Jette Hanck modsagde ham ikke; tværtimod. Så sent som den 10. december 1845 skrev hun med bitter resignation: „Jeg burde aldrig ved at ville være Skribentinde have gaaet udenfor et Fruentimmers Grændser, thi nu kan jeg ikke mere staae stille. Men De smiler vist over den Betydenhed, jeg selv giver mit Skillingsforfatteri.“[53]

Og få måneder senere, den 17. marts 1846: „Alt hvad jeg til mm Roman havde sammendrømt, maatte jeg gjøre mig al optænkelig Umage for at forjage, fordi det berøvede mig Ro og Søvn; min Phantasi har kun beholdt nogle enkelte taagede Omrits; … jeg haaber, at jeg altid som nu vil føle, at jeg kan blive et nyttigt Medlem af Samfundet uden at være en maadelig Digterinde.“[54] Når man i De to Baronesser læser om Elisabeths „Taagebillede“, der efterhånden blev „klarere i Omrids“,[55] mindes man Jette Hancks ord.

III

Walther A. Berendsohn publicerede i 1955 et stort værk med titlen Fantasi og Virkelighed i H.C. Andersens „Eventyr og Historier“. Heri omtaler han Kierkegaards angreb i Af en endnu Levendes Papirer fra 1838 af H.C. Andersens Kun en Spillemand.[56] Som bekendt blev her de anonyme Hverdagshistorier hævet til skyerne, mens Kun en Spillemand blev skånselsløst massakreret. Behrendsohn skriver: „Måske er Kierkegaards uretfærdige lovprisning grunden til, at H.C. Andersen atter og atter gør netop „Hverdagshistorierne“ til sin satires genstand“.[57]

Hvorvidt Kierkegaards lovprisning af Hverdagshistorierne er „uretfærdig“ er vel en smagssag. At det var ham om at gøre at rose det, der udgik fra „det Heibergske Fabrik“,[58] er der ingen tvivl om; ej heller om, at han var klar over, hvem den anonyme forfatter af dem var.

Men rent bortset fra Kierkegaards personlige følelser overfor det Heibergske trekløver, beundrede han novellernes „mesterlige Teknik“, og han følte sig kongenial med ånden, med den afklarede livsvisdom i Hverdagshistorierne.

Kun en Spillemand frastødte ham derimod. Han generedes af romanens løse og springende komposition, han savnede en „constituerende Total-Overskuelse (en Livs-Anskuelse)“, og han fandt, at hovedpersonen, Christian, var „et forfængeligt Skrog“, eller som han udtrykte det et andet sted i afhandlingen „et Flæb“. Af en endnu Levendes Papirer var kort sagt en komplet nedsabling af den unge digters roman.

Dette må nu være, hvad det vil. Derimod er det positivt forkert, når Behrendsohn fremsætter den teori, at det var Kierkegaards angreb på Andersen, der fik ham til gang på gang at satirisere over Hverdagshistorierne. Som det vil være fremgået af det foregående, havde Andersens uvilje mod hverdagslivet og mod hverdagshistorierne dybere rødder. Den var af langt ældre dato end 1838. At Kierkegaards afhandling virkede på ham som svirpende svøbeslag og kun gjorde hans syn på Hverdagshistorierne endnu mere negativt, er fuldt forståeligt.

Den svært tilgængelige, snørklede stil i Af en endnu Levendes Papirer faldt selv Johan Ludvig Heiberg for brystet; hvad måtte da ikke den alt andet end filosofisk trænede Andersen døje derved? I Mit Livs Eventyr skrev han, at Kierkegaards bog var „noget besværlig at læse, med den hegelske Tunghed i Udtrykkene; man sagde ogsaa i Spøg, at kun Kierkegaard og Andersen havde læst Bogen ud.“[59]

Men fremfor alt Kierkegaards ubetingede anerkendelse af Hverdagshistoriernes „glædelige Vidnesbyrd om Tilværelsens poetiske Vægtfylde“ og skildringen af „de elskelige huslige Forholds“ hygge måtte nødvendigvis oprøre og såre den følsomme digter.

De første af H.C. Andersens eventyr var, som han selv betegnede dem, „for Børn“; drøje og groteske, eller yndefulde og bevægende.

I 1838 udkom den lange fortælling Lykkens Kalosker,[60] „et Eventyr for Voxne“, som digteren selv skrev til Jette Hanck; her bliver der anslået en helt ny, satirisk tone, der ikke er „for Børn“.

De første linjer skildrer et realistisk hverdagsmilieu, et middagsselskab i et bedre hus på Østergade; men så glides der hurtigt over til det eventyrlige plan, og der berettes om lykkens galocher, der „have den Egenskab, at Enhver, som faaer dem paa, øieblikkelig er paa det Sted eller i den Tid, hvor han helst vil være.“

Den første, der tager de forunderlige galocher på, er justitsråd Knap, der havde ytret, at han anså Kong Hans’ tid for den dejligste og aller-lykkeligste. Da han, takket være galocherne, bliver sat tilbage til denne tid, bliver han komplet forvirret og ved hverken ud eller ind. Efter forgæves at have prøvet på at finde hjem til Christianshavn, dumper han ned i „en Art Ølhuus“, og der støder han på en mand, der ærbødigt hilser ham. De kommer i snak og justitsråden siger: „Tør jeg ikke spørge, hvem jeg har den Fornøielse at tale med?“

„Jeg er Baccalaureus udi den hellige Skrift!“

Dette Svar var Justitsraaden nok, Titlen svarede her til Dragten; det er vist tænkte han, en gammel Landsbyskolemester, en aparte Fyr, som man endnu kan træffe dem oppe i Jylland.

„Her er vel ikke locus docendi,“ begyndte Manden, „dog beder jeg, I vil bemøie Eder med at tale! I har en stor Læsning vist i de Gamle!“

„O, ja saamænd!“ svarede Justitsraaden, „jeg læser gjerne gamle, nyttige Skrifter, men jeg kan ogsaa lide de nyere, kun ikke „Hverdagshistorierne“, dem have vi nok af i Virkeligheden!“

„Hverdagshistorier?“ spurgte vor Baccalaureus.

„Ja, jeg mener disse nye Romaner man har.“

„O“, smilede Manden, „der er dog et stort Snille i dem og de læses ved Hoffet; Kongen ynder særdeles Romanen om Hr. Iffven og Hr. Gaudian, der handler om Kong Arthur og hans Kæmper ved det runde Bord …!“

„Ja, den har jeg ikke læst endnu!“ sagde Justitsraaden, „det maa være en ganske ny en, Heiberg har ladet udkomme!“

„Nei,“ svarede Manden, „den er ikke udkommen ved Heiberg, men ved Godfred von Ghemen!“

Her er H.C. Andersen, som også ofte i andre af sine værker, helt aktuel i sin satire. Og det er ikke den eneste Gang i Lykkens Kalosker, hvor man hører om det hverdagslige.

Efter forskellige andre sælsomme episoder er det en kopist på politikamret, „et stille og flittigt Menneske“, der får galocherne på. Han møder en bekendt, en ung digter, der just skal ud på sin sommerrejse. Kopisten synes, at sådant et frit digterliv må være anderledes dejligt end at sidde i retten med trivielle politisager. „Det er et eget Folkefærd, de Poeter!“ sagde han, „jeg gad nok prøve paa at gaae ind i saadan en Natur, selv blive en Poet, jeg er vis paa, at jeg ikke skulde skrive saadanne Klynke-vers, som de Andre! Det er ret en Foraarsdag for en Digter! Luften er saa usædvanlig klar, Skyerne saa smukke, og der er en Duft ved det Grønne! ja, i mange Aar har jeg ikke følt det, som i dette Øieblik.“

Vi mærke allerede, at han er bleven Digter; iøinefaldende var det vel ikke, thi det er en taabelig Forestilling, at tænke sig en Digter anderledes end andre Mennesker; der kan mellem disse være langt mere poetiske Naturer, end mangen stor, erkjendt Digter er det; Forskjellen bliver kun, at Digteren har en bedre aandelig Hukommelse, han kan holde paa Ideen og Følelsen, til den klart og tydeligt er traadt frem i Ordet, det kunne de Andre ikke. Men at gaae over fra en hverdags Natur til en begavet, er altid en Overgang, og den havde Copisten nu gjort.“ – Altså en formelig definition, og en fin og åndfuld definition på poesien modsat prosaen.

Der følger nu „et artigt Perspectiv“ af kopistens gamle tante Lones stille stue bag Børsen, en yndefuld miniature fra hverdagslivet.

Året efter at Lykkens Kalosker var udkommet, skrev H.C. Andersen, den 11. november 1839, til Jette Hanck: „Heibergs synes slet ikke om Paradisets Have, ansee Lykkens Kalosker for et udmærket godt Eventyr.“[61] Heiberg synes altså ikke at være blevet stødt over de ironiske bemærkninger om ham selv og om Hverdagshistorierne. Lykkens Kalosker var jo også et udmærket godt eventyr.

Den 1. februar 1839 skrev H.C. Andersen til Jette Hanck[62]: „Om 14 Dage faaer Phister en Aftenunderholdning og til denne har jeg skrevet for Fru Heiberg et nyt Eventyr: „Svovlstikkerne“, der skal være meget satirisk.“ Det, der her er tale om, er Den flyvende Koffert,[63], hvori Svovlstikkerne er det eventyr, som købmandssønnen fortæller tyrker-prinsessen og hendes forældre.

Hans Brix[64] skriver herom, at svovlstikkerne er Saint-Aubain, lerpotten fru Gyllembourg, jerngryden Heiberg, fyrtøjet Fru Heiberg, pennefjeren Molbech, nattergalen H.C. Andersen. Lad os se lidt nærmere på det, der i denne sammenhæng er relevant. Svovlstikkerne siger selv, at de har „det Hverv at tænde Lyset for den nedrige Mængde.“ Hertil svarer jerngryden: „Ja jeg har det nu paa en anden Maade! Lige fra jeg kom ud i Verden er jeg skuret og kogt mange Gange! jeg sørger for det Solide og er egentlig talt den Første her i Huset. Min eneste Glæde er, saadan efter Bordet, at ligge reen og peen paa Hylden og føre en fornuftig Passiar med Kammeraterne; men naar jeg undtager Vandspanden, som en Gang imellem kommer ned i Gaarden, saa leve vi altid inden Døre.“ Dette forekommer een ingenlunde at være nogen rammende karakteristik af Heiberg.

Derefter følger: „„Nu snakker Du for meget!“ sagde Fyrtøiet, og Staalet slog til Flintestenen, saa den gnistrede. „Skulle vi nu ikke have en munter Aften?“

„Ja, lad os tale om, hvem der er meest fornemme!“ sagde Svovlstikkerne. „Nei, jeg holder ikke af at tale om mig selv!“ sagde Leerpotten, „lad os faae en Aftenunderholdning! jeg vil begynde, jeg skal fortælle saadant Noget, Enhver har oplevet; det kan man saa rart sætte sig ind i, og det er saa fornøieligt! „„Ved Østersøen ved de danske Bøge -!““

„Det er en deilig Begyndelse!“ sagde alle Tallerkenerne, „det bliver bestemt en Historie, jeg kan lide!“

„Ja, der tilbragte jeg min Ungdom hos en stille Familie; Meublerne bleve bonede, Gulvet vasket, der kom rene Gardiner hver fjortende Dag!“ „Hvor De dog fortæller interessant!“ sagde Støvekosten. „Man kan strax høre, at det er et Fruentimmer, som fortæller; der gaaer saadant noget Reenligt derigjennem!“

At fyrtøjet er fru Heiberg begrunder Hans Brix med, at det siger Du til jerngryden, alias Heiberg.

Det er ikke meget plausibelt, at Andersen ved lerpotten har tænkt på fru Gyllembourg. Hun var ganske vist som baronesse Gyllembourg-Ehrensvard den af kredsen, der stod øverst på rangstigen. Men man har hendes egne ord for, at hun ikke ønskede at blive kaldt baronesse; i et brev til sin søn og svigerdatter fra 1831 underskrev hun sig: „Eders hengivne Moder, Veninde, Tante Sine og hvad I behager. Kun ikke Baronesse.“[65] Men det brev har Andersen naturligvis ikke kendt.

Lerpotten skildrer sin stille ungdom i et udpræget hverdagsmilieu, tilmed et udpræget kvindeligt hverdagsmilieu, og støvekosten finder dette „interessant“; at dette skal opfattes „meget satirisk“, er så indlysende, at enhver kritisk kommentar dertil er overflødig. For øvrigt kan karakteristikken af lerpotten som gående på fru Gyllembourg heller ikke siges at være særlig rammende. Der kom aldrig „rene Gardiner hver fjortende Dag“ i nogen af Hverdagshistorierne. Sætningen: „Ved Østersøen ved de danske Bøge!“ er heller ikke karakteristisk for fru Gyllembourg.

Andersen introducerede, som vi har hørt, en jerngryde og en lerpotte i Svovlstikkerne, og i denne forbindelse kan det nævnes, at i fru Gyllembourgs fortælling Montanus den Yngre sammenlignes den køligt ironiske Conrad med en modstandsdygtig jerngryde og den blide Hanne med en skrøbelig lerkrukke; motivet er fra en fabel af Æsop.

Montanus den Yngre udkom i 1837, altså to år førend Den flyvende Koffert. Helt utænkeligt er det vel ikke, at Andersen har haft fru Gyllembourgs fortælling i tankerne, dengang han skrev Svovlstikkerne; han kommer imidlertid ikke ind på nogen sammenligning. Jerngryden og lerpotten er blot et par af de mange remedier, der optræder i køkkenet i Svovlstikkerne.

Oprindelig havde J. L. Heiberg støttet H.C. Andersen, både ved at optage adskillige af hans første digte i Den flyvende Post, ved sin anerkendende omtale af hans tidlige produktion, og ved den anbefaling, han skrev, da den unge digter i 1832 ansøgte fonden ad usos publicos om et rejsestipendium.

Efterhånden var der imidlertid kommet en vis drilagtig tone imellem dem,[66] men dog ikke noget direkte brud. Så sent som i efteråret 1839 synes der ikke at have været nogen alvorlig uoverensstemmelse. Efter generalprøven på Mulatten skrev Andersen den 10. december 1839 til Jette Hanck: „Fru Heiberg sagde Replikken i tredie Act… saa mesterligt, at Alle der vare tilstede bleve henrevne; hun kom derpaa ned i Parquettet til mig, spurgte om jeg var tilfreds og var høist elskelig.“[66]

Men så ændredes med ét billedet. Fru Heiberg nægtede, den 29. august 1840, at spille i Maurerpigen,[67] og Heiberg persiflerede i 1841 Andersen i En Sjæl efter Døden. Hvoraf kom nu dette omslag i Heibergs og hans hustrus følelser? Andersen giver selv en forklaring på, hvad han mente, at det skyldtes.

I 1837-38 havde den franske forfatter Xavier Marmier opholdt sig i Danmark, hvor han havde haft nær forbindelse med H.C. Andersen, der til Jette Hanck omtalte ham som sin ven.[68] I en artikel i Revue de Paris havde Marmier i 1837 skrevet en biografisk skizze om Andersen, La vie d’un poète. Andersen fortalte Jette Hanck, at det smigrede ham „at staae som en ret interessant Skabning i Verden … Lee ikke af min barnagtige Glæde!“[69]

I 1839 udkom Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède. Andersen mente, at forfatterens kritiske indstilling til Heiberg og den rosende omtale af ham selv var grunden til Heibergs forandrede holdning overfor ham. Til Marmier skrev han den 6. november 1841: „Heiberg er den Eneherskende i Danmarks Skjøn-Literatur; nu gjør han ikke Oehlenschlæger Fortræd, som da De var hos os, driller heller ikke Hauch; jeg – og det meest, fordi jeg har et Slags Navn i Sverrig og Tydskland – er nu Gjenstanden for hans Udfald. Fra den Tid, De omtalte mig i „La Littérature en Danemark“ har Heiberg forsøgt at stille mig saa lavt som muligt; … jeg bliver sat mellem Poesiens Dilettanter. Fra Deres første, venlige Ord om mig begyndte Heibergs Vrede; mit Drama „Mulatten“ gjorde en særdeles Lykke; … nu talte han høit mod dette Arbeide; hans Kone, der, som De veed, tilbedes … hos os, … negtede aldeles at spille Hovedrollen i min sidste Tragoedie … Det blev givet tre Gange; man hyssede ikke; men Lykke gjorde det heller ikke; Folk kom ei derhen: Fru Heiberg spillede ikke. Heiberg skrev nogle satiriske Digte, hvori jeg fik min Tiltale, og hans Parti raabte: Viva! Imidlertid gik Aaret; jeg var i Lille-Asien, medens det christianshavnske Publicum dandsede om sin Guldkalv.“[70]

Man har svært ved at tro, at Heibergs uvilje alene kunde skyldes en rent personlig misundelse. Langt mere sandsynligt er det, som det fremhæves af Morten Borup, at Heiberg fandt Andersen meget svag som dramatisk forfatter.[71] I en Nyheds-Revue i Intelligensblade fra 1842[72] gav han Andersens „dramatiske Bagatel“ Fuglen i Pæretræet – „en Aftens Fyldekalk“ – det glatte lag. Der var, indrømmede han, „enkelte naive og lyriske Skjønheder“, men andet i stykket vidnede om „en ikke tilstrækkelig luttret Smag og om Mangel paa sikker dramatisk Tact. Men den egentlige Grundmangel i dette som i alle Andersens dramatiske Arbeider er Mangel paa Originalitet, paa skabende Evne og sand Opfindelse.“

I 1840 havde Heiberg i sin egenskab af censor ved Det kongelige Teater læst manuskriptet til Maurerpigen, og derefter havde han sendt Jonas Collin sin skånselsløst hårde dom over stykket.[73] Det forekom ham at være et hastværksarbejde: „Dette Hastværks-Præg finder jeg udtrykt deels i en ikke ringe Mængde af Usandsynligheder og umotiverede Begivenheder, deels i en meer end almindelig Skjødesløshed i Stiil og Versification … Især forekomme Sang-Texterne mig at være – mellem os sagt – hvad man kalder sjuskede.“

Som man ser, var Heiberg altså blevet mere og mere irriteret over Andersens dramatiske produkter; og Andersens ubalancerede reaktion på fru Heibergs vægring ved at spille hovedrollen i Maurerpigen var måske så den dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

En helt tredie grund til Heibergs uvilje imod Andersen angiver fru Signe Læssøe i et brev til Jette Hanck,[74] hvori hun siger, at Andersen havde krøbet til en utænkelig grad for Heiberg og hans kone, og at han bagefter havde bagtalt dem, og det så uforsigtigt, at de måtte få det at vide. Udover Andersens frimodige ord til Marmier, findes der mig bekendt ingen andre tilsvarende udtalelser i denne retning. At fru Læssøe var alt andet end loyal overfor Andersen vil vel ingen benægte.

Forholdet mellem Andersen og Heiberg er velkendt og det skal ikke her uddybes nærmere. Kun lidt mere om en udløber deraf, nemlig fru Gyllembourgs angreb på H.C. Andersen i Nær og Fjern. Det virker overraskende, fordi hun ellers aldrig gav sig af med at polemisere. Men her har man altså den undtagelse, der bekræfter reglen.

I Nær og Fjern indstuderer den teatergale unge mand Alfred Horatios rolle i Mulatten, deklamerer og udbryder: „Herligt! guddommeligt! det kalder jeg Poesie!“ Hans fader søger at bremse ham: „Stop nu! Gaa ikke videre i din Ecstase. Vi kunde ellers let faae Høiesteret i Comediehuset!“ Hvortil Alfred svarer: „Er ikke mangt et moralsk som politisk Spørgsmaal herligt drøftet fra Scenen? Hvor er Intelligensens Seir over Magten skjønnere fremstillet end i Mulatten?“ „I Mulatten?“ „Ja, i Mulatten! Læs hvad flere af Bladene have yttret om dette Mesterstykke.“[75]

Den 6. november 1841 skrev Andersen til Marmier: „I disse Dage er der fra Heiberg udkommet en ny, men meget svag Fortælling af „Hverdagshistorien’s“ Forfatter hvori „Mulatten“ stilles i et latterligt Lys. De indseer saaledes, at jeg ikke kan føle mig glad hjemme. Heiberg og hans Parti ville have mig afveien, og der er mørke Øieblikke, hvori jeg lider skrækkeligt.“[76]

Og i Mit Livs Eventyr skrev han herom: „I den udkomne nye Novelle af Forfatteren til „en Hverdagshistorie“, var Begeistringen for „Mulatten“ gjort latterlig, Ideen om Aandens Seier, som jeg havde udtalt der, betragtet som Pjat.“[77]

I En Digters Bazar, der udkom i 1842, gav H.C. Andersen, uden at lægge fingrene imellem, svar på tiltale, både overfor Heiberg og overfor hans moder.[77] Hvad angår Heiberg, fortæller han om en drøm, han havde under den ubehagelige karantæne i Orsova, nemlig at han var i helvede og der hørte, „at man foruden mine to Stykker paa een Aften havde engang bestemt at give til Slutningen Heibergs „Fata Morgana“, men de Fordømte havde protesteret, man kan ogsaa gjøre En Helvede for hedt, og der skal være Maade med Alt!“

I slutningen af En Digters Bazar skildrer digteren, hvordan han nærmer sig Danmark, og hvordan han med glæde mindes en lang række af landets største digtere: Oehlenschläger, Grundtvig, Christian Winther og flere endnu. Også den unge slægt tænker han på: „Hør ham, som sang om Venus og Amor og Psyche, ham, der fortæller en Broders Levnet! følg ham, som Du læser paa Skibet, — og hvo er han? En Pseudonym, en Carl Bernhard, den yngre Broder til Hverdagshistoriens Digter, den yngre Broder, der er i Stigen, som den ældre er i Aftagen; det unge Skud skyder hver Gang nye friske Grene, den ene kraftigere end den anden, det ældste Træ har mistet sin Livsfriskhed, dets nye Grene ere tørre og udgaaede; de falde af sig selv fra Kronen, der dufter i „de lyse Nætter“ i „Drøm og Virkelighed“.“[78]

Vi omtalte ovenfor, at Andersen i 1839 havde skrevet til Jette Hanck, at Svovlstikkerne var skrevet for fru Heiberg, altså for at hun skulde læse eventyret op. Denne plan var imidlertid ikke kommet til udførelse.

Det var jo i 1842, at Andersen var så bidsk imod Heiberg og hans moder i En Digters Bazar. Dette forhindrede ham imidlertid ikke i at dedicere det hæfte eventyr, der udkom i 1842, til fru Heiberg. Tilegnelsen lød sådan:

„Man hørte sige: der er ingen Feer,
At Eventyret kun var Feens Rige;
Du kom – og hvert et Hjerte troer og seer,
At der er Feer i det Virkelige!“

I betragtning af, hvor spændt forholdet kort tid forinden havde været mellem dem, må dette vel betragtes som et forsigtigt skridt hen imod en forsoning. Af flere grunde ønskede digteren dette. Dels var der det rent generelle, at det altid generede ham at stå sig dårligt med folk. Dels var dette jo særlig ubehageligt, når det drejede sig om en mand i en så fremskudt position i det danske åndsliv som Heiberg. Og dertil kom så endelig det rent faktiske, at de to færdedes i de samme kredse, de løb stadig på hinanden, både i teatret og i private hjem. Heibergs og fru Gyllembourg var omgangsvenner med familien Collin, og efter Andersens heftige disput med fru Heiberg om Maurerpigen havde Jonas Collin overmåde skarpt ladet ham vide, hvor hans egen sympati lå.

Som H.C. Andersen udførligt beretter i Mit Livs Eventyr,[79] var Heiberg i disse år gang på gang gået imod hans produktion; i foråret 1844 forkastede Heiberg hans „dramatiske Eventyr“ Lykkens Blomst, som var indleveret til opførelse på Det kongelige Teater.

Andersen gjorde nu et såre klogt skridt, der da også førte til det ønskede resultat. Han skriver selv derom: „At staae i et spændt Forhold til en Digter, hvem jeg i saa Meget saae op til, og mod hvem jeg, efter min Overbeviisning, havde gjort Alt for at blive i venligt Forhold til, var mig uhyggelig.“ Han skrev derfor til Heiberg og anmodede ham om en samtale angående Lykkens Blomst, og „den bragte en Forklaring og, som det viste sig, en bedre Forstaaen.“ Heiberg var ganske vist, som altid, ironisk; men „da jeg saa saae ham ind i de kloge Øine, huskede paa, hvormeget Smukt han havde skrevet – kunde jeg ikke bære Nag eller Vrede. Samtalen blev nu livligere og friere; han sagde mig nogle venlige Ord, stillede mine Eventyr høit, bad mig oftere besøge sig, jeg skulde være velkommen.“

Godt var det dog nok, at Heiberg ikke så reversen af medaillen: en privat devise, som Andersen omtrent på denne tid skrev til en gave. Den lyder:

„Her har Du Heibergs Urania, hun er saa pyntet, hun,
Før var han selv en Stjerne, men nu han kigger kun.“

Forsoningen med Heiberg betød en stor lettelse for Andersen. En af følgerne deraf var nok, at digteren et par år senere tilegnede fru Gyllembourg et hæfte af sine eventyr; det indeholdt Den gamle Gadeløgte, Nabofamilierne, Stoppenaalen, Lille Tuk og Skyggen. Han skrev den 4. april 1847 således til hende:

„Kjære Fru Gyllembourg!

At næsten alle Folk – og jeg naturligviis med — antager Dem for at have skrevet „En Hverdagshistorie“, veed De nok; men det er slet ikke dennes Forfatter, jeg her vil bringe min Bog til Tak og Hilsen, om jeg endogsaa føler Lyst dertil; det er Dem, kjære Fru Gyllembourg, uden Hensyn til, om De er Forfatterinde eller ei.

De spørger maaskee da om Aarsagen, og jeg skal sige Dem den.

En Dag i Vinter mødte jeg Dem; De, den ældre Kone, kom gaaende den lange Vei fra Hospitalet, hvor De havde besøgt Deres døende Pleiesøn [Georg Buntzen]; jeg veed Deres Omhu for ham, jeg saae Deres kjærlige Hjerte. Jeg har ikke, hvad man i Avissproget kalder: „plantet en Blomst paa den afdødes Grav“, uagtet jeg dog kjendte ham; jeg vil derimod, hvad jeg er vis paa, at han i sin Verden helst seer, bringe Dem Blomsterne. Modtag derfor iaar det første Foraarsgrønne fra min Have; jeg bringer det til Buntzens kjærlige Pleiemoder, Dem, som endnu er Moder til en Søn og Datter, De kan være stolt af.

De vil modtage min Hilsen ligesaa hjerteligt, som jeg bringer den.

Deres meget hengivne
H.C. Andersen.“[80]

Det er et hjertevarmt og gribende brev. Det er på sin vis også et modigt brev, for digteren siger ganske ærligt, at det er mennesket Thomasine Gyllembourg og ikke forfatteren til Hverdagshistorierne, han har ønsket at hylde. Dedikationen i bogen lød: „Til J. L. Heibergs Moder, den aandfulde, rigt begavede fru Gyllembourg.“

Fru Gyllembourgs svar var lige så formfuldendt og lige så tankevækkende som digterens brev; der står ikke så lidt at læse mellem linjerne i det.

Hun besvarede Andersens brev allerede den næste dag, den 5. april:

„Kjære Hr. Andersen!

Uagtet mine Øine ere saa svage og angrebne, at jeg maa begynde med at bede Dem undskylde min slette Skrift, kan jeg dog ikke modstaae min Lyst til med nogle faae Ord at takke Dem for den uventede og ufortjente Ære, De har beviist mig ved at tilegne mig den sidst udkomne Deel af Deres smukke Eventyr. Dobbelt kjær og behagelig er denne Ære bleven mig ved Deres elskværdige Brev, hvoraf jeg erfarer, at jeg ikke skylder den til Noget, som jeg ikke er og ikke ønsker at ansees for, men til Noget, som jeg haaber at være: qvindelig trofast og sand i min Kjærlighed.

Jeg bevarer endnu i min Alderdom min Barndoms og Ungdoms Beundring for Eventyr; og det er i Sandhed en god Gjerning i dette Øieblik at indføre mig i dette Phantasiens Ghinistan, hvor Virkeligheden forglemmes, medens paa den anden Side saa venlige Ord, saa oprigtig Deeltagelse, som Deres, hører til de Ting, der meest hjælpe til at forsone os med den.

Jeg beder Dem, hvis Deres Vei skulde føre til Nærheden af denne Afkrog, hvori jeg og Mine boe, da at besøge min lille Celle, paa det jeg mundtlig maa kunne takke Dem.

Deres forbundne
Th. Gyllembourg.“[81]

Fra nu af blev forholdet mellem de to digtere stadig bedre, og det var Heiberg, som tog initiativet dertil. Den 8. januar 1848 fortalte H.C. Andersen sin tyske forlægger, C. B. Lorck, at Oehlenschläger havde stillet sig yderst kritisk til hans Ahasverus og fundet det dumdristigt af Andersen at forsøge den slags. „Heiberg derimod har gjort mig en Vesit, fortalt at dette Arbeide har interesseret ham og ønskede at jeg gav en anden Deel.“[82]

H.C. Andersens roman De to Baronesser udkom på engelsk den 28. september 1848 og derefter på dansk den 25. november. I Mit Livs Eventyr fortalte Andersen om Heibergs venlige og hurtige reaktion efter at have læst romanen.[82] Han skrev også derom til Lorck, den 7. december, og denne beretning, der er mere spontan og mere udførlig end den i Mit Livs Eventyr, lyder således: „Blandt de Mange denne Bog har bragt mig til Venner er Heiberg den især, jeg er meget glad ved; strax da han havde læst Bogen fik jeg et Brev og en Indbydelse til Middag for at hans Kone og Moder ogsaa kunde sige mig Tak for „den store Nydelse“ denne Bog havde forskaffet dem. Der var Selskab, gamle Collin, Martensen med sin ny Kone (forrige Frøken Bidoulack, en Søster til Fru Velhaven), Tryde, Etatsraad Petersen og Flere; Heiberg udbragte en Skaal for min Bog: „den man gik fra, forfrisket som ved en Foraarsvandring gjennem Skoven“. Han, Fruen og gamle Fru Gyllembourg var Alle saa hjertelige, saa elskværdige mod mig og udtalte sig saa særdeles tilfredse om dette Arbeide, saa at jeg da endelig ved dette synes at have vundet Erkjendelse og Venskab, hvor den længe nægtedes mig og hvor jeg saa gjerne ønskede den. Det har gjort mig saa godt.“

Til Heiberg selv havde Andersen dagen før skrevet: „Kjære Professor Heiberg! De forestiller Dem neppe hvor meget De og Deres have glædet mig og gjort mig vel ved den hjertelige, venskabelige Modtagelse i Mandags. Siig Deres Moder og Deres Kone hvorledes jeg ret af Hjertet takker dem og holder af dem begge to. Gid jeg ved tilkommende Arbeider maa voxe lidt fast derude i Deres Hjem.“[84]

Samtidig sendte han Heiberg Improvisatoren, og ihukommende at Heiberg engang havde sagt, at han aldrig læste store bøger, skrev han: „Jeg haaber De begynder paa at læse Bogen, den maa De da selv bestemme Dem til om De læser den ud. — En Plads faaer den i Deres Stue og altid vil den sige Dem hvor høit jeg skatter Deres Dom og hvor inderligt jeg fra dette Øieblik ønsker at vise Dem og Deres mit hengivne Sind.“

At Heiberg var glad for Andersens nye roman fremgår også af, hvad han et par uger senere skrev til skolelærer H. A. Hansen: „Andersens nye Roman, „De to Baronesser“, er en særdeles underholdende bog, fuld af livlige Skildringer, ved hvis Læsning man føler sig ret hyggelig tilmode.“ I De to Baronesser havde H.C. Andersen givet et af sine sædvanlige små, næsvise hib til Hverdagshistorierne, der hvor han skildrer kommandørens hus på øen Oland; i den hyggelige stue „hoppede paa Gulvet en sort Allike, der lød det Navn Claus og idelig fremskrattede de Ord: „Claus gaaer paa Loftet med Piltitz!“ Det var Alt, hvad han vidste, men det var hans Hverdagshistorie; den omtalte Piltitz var en gammel Kat.“[85]

Dette havde fru Gyllembourg set stort på; som de andre havde hun glædet sig over den storartet friske og underholdende roman.

Andersen omtalte atter nogle år senere til Lorck, hvor glad han var for Heibergs positive indstilling til ham. Den 18. december 1851 skrev han til den tyske forlægger: „Hvad Hyldemoer angaaer, da befinder hun sig her hjemme nu særdeles vel, hun har faaet Forsvar og Erkjendelse og foruden de Poeter jeg troer, sidst at have fortalt Dem om, ret erkjende det Poetiske i denne min sidste Digtning, maa jeg tilføie I. L. Heiberg; jeg blev forleden Aften behageligt overrasket ved ogsaa fra ham at erholde et venligt Brev i Anledning af Hyldemoer, som havde behaget ham; han fandt Digtet poetisk, rørende og dramatisk.“

Heiberg havde skrevet således:

„Kjære Hr. Professor!

Det er utilgiveligt, at jeg ikke allerede for flere Dage siden har takket Dem for Deres venlige Gave, Deres „Hyldemoer“. Men er det utilgiveligt, er det maaskee dog undskyldeligt, og det paa den Grund, at jeg havde foresat mig at bringe Dem min Tak mundtligt, men stedse er bleven forhindret deri, saa at jeg nu dog tilsidst maa gribe til Pennen, som et Surrogat.

Jeg har læst Deres lille Digtning med megen Fornøielse, idet jeg i den har gjenfundet den samme oplivende Phantasie, hvormed De saa ofte har glædet os i Deres Eventyr. Især Alt, hvad der angaaer Hyldetræet og Hyldemoer, finder jeg særdeles smukt, endog rørende. Visen „Det gamle Træ, o lad det staae“ – er et nydeligt Moment, ligesom den følgende: „Imellem Havens Buske“, og begge gjøre ypperlig Virkning ved den Maade, hvorpaa de vende tilbage. Dette er ikke blot i sig selv poetisk skjønt, men ogsaa dramatisk. Om derimod de fire Elementer, som komme paa Barbeerstuen, og visse andre Opfindelser ikke altfor meget trodse den dramatiske Øconomie, endskjøndt de i en Fortælling kunde tage sig meget godt ud, vil jeg ikke afgjøre.

Jeg læste igaar i Kjøbenhavnsposten en Critik over „Hyldemoer“, eller rettere sagt, jeg begyndte at læse den, men slap den paa Halvveien, fordi jeg ikke kunde udholde de meningsløse Omsvøb i Form af Vittigheder, som ikke vare tilstede. Da den er udgaaet fra det Firma, E.S., der allerede er anerkjendt som en af de første Vrøvlere i Bladlitteraturen, saa har den vel ikke afficeret Dem; idetmindste burde den ikke gjøre det.

Deres hengivne
J. L. Heiberg.“[86]

Brevet maa have varmet Andersen om hjertet; det var netop et af den slags breve, han var lykkelig ved at modtage. Det var betænksomt af Heiberg at lægge digteren på sinde, at han ikke burde tage Kjøbenhavns-postens tåbelige vrøvlerier for tungt; mon Heiberg vidste, hvor ofte Andersen selv brugte ordet „afficeret“?

Heibergs egen kritik af de fire elementer er jo også holdt i yderst forsigtige vendinger, så at de ikke kunde såre den sensible digter.

Efter denne store forsoning er der kun ganske få og spredte udtalelser af H.C. Andersen om fru Gyllembourg. Den 8. april 1854 skrev han til Jette Wulff: „Gamle Fru Gyldenborg har havdt den Ulykke at brække Laarbenet, hun stod stille og sank af Alderdom om; neppe kommer hun mere til at gaae.“[87] Han havde ret; fru Gyllembourg kom aldrig over sit lårbensbrud; hun døde den 2. juli 1856, 83 år gammel. Hendes ånd var frisk til det sidste, men legemligt var hun den lillebitte, sammenskrumpne, gamle kone, man kender fra Marstrands maleri (malt længe efter fru Gyllembourgs død, i 1870), hvor hun sidder og læser højt af Hverdagshistorierne for sin søn og sin svigerdatter.

Dette kan suppleres med, hvad Nikolaj Bøgh skrev i sine erindringer om digteren: „Andersen fortæller, at naar Fru Gyllembourg sad i Theatret, hvor hun havde Friplads, sagde man: „Dér ligger en Kaabe og en Hat oppe“, saaledes sad hun og saa lidt fyldte hun, og hendes Øine saae ud som to Kiggs med Æg og Anchiovis“.[89] En uretoucheret realisme, hvis sandhed bekræftes af J. V. Gertners tegning fra 1849 af fru Gyllembourg (nu i Bakkehusmusæet).

I 1865 døde forfatteren og kritikeren P. L. Møller, og i den anledning skrev H.C. Andersen til fru Henriette Collin om ham: „Han var den eneste der under Heibergs Ufeilbarhed vovede at have en anden Mening, han tog mit Parti, … og sagde flere Gange Heiberg Sandhed. Jeg hørte i den Anledning engang Fru Güldenborg sige: „Hvad er det dog for et slet Menneske, den Møller, der tør angribe min Ludvig?“ og hele det store Heiberg-Publicum, sagde som hun: „Han tør angribe min Ludvig!!!“[89] De tre udråbstegn røber, hvor Andersen har nydt denne anekdote. Den måde, hvorpå han stavede fru Gyllembourgs navn (ligesom i det ovenfor citerede brev til Jette Wulff), viser, at folk dengang ikke brugte den nu, oh så kultiverede svenske udtale af G som J.

Til slut en — næsten helt – elskværdig, poetisk hyldest til Fru Gyllembourg. I 1866 skev H.C. Andersen til sin ven Jorge O’Neill i Portugal et digt med titlen Danske Poeter i Bouquet.[90] Det indledes således: „En Mindets Urtekost Du her skal faae —“ og det begynder med at hylde Kæmpeviserne og Holberg. Længere nede i digtet hedder det:

Og her har Heiberg, Hertz og Hostrup bragt
Den danske Scenes rige Blomsterranke,
Et Blad fra Hver, …
Det friske Veibredblad fra Alfarvei
Carl Bernhard og Fru Gyllembourg nedlagde.

Anvendte forkortelser

B & B
Breve fra Hans Christian Andersen. Udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh. I—II. 1878.
BHH
H.C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-46. Udg. af Svend Larsen. 1946 (Anderseniana. XII-XIII).
BHW
H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling, ved H. Topsøe-Jensen. I—III. 1959.
MLE
H.C. Andersen. Mit Livs Eventyr. Revideret Tekstudgave. Ved H. Topsøe-Jensen. I—II. 1951.
SS
H.C. Andersens Samlede Skrifter. Anden Udgave. I-XV. 1876-80.

 

Noter

  1. ^ SS. IV. 238.
  2. ^ smst. 268.
  3. ^ B & B. I. 70-71.
  4. ^ BHH. 91.
  5. ^ B & B. I. 62.
  6. ^ SS. II. 263.
  7. ^ H.C. Andersens Romerske Dagbøger. Ved Paul V. Rubow og H. Topsøe-Jensen. 1947. 45.
  8. ^ MLE. I. 204. H.C. Andersen havde dog i adskillige år været klar over, hvem forfatteren var.
  9. ^ BHH. 117—18.
  10. ^ SS. III. 24-25.
  11. ^ smst. 131.
  12. ^ smst. 138.
  13. ^ smst. 58.
  14. ^ smst. 233.
  15. ^ smst. 144-45.
  16. ^ BHH. 86-87.
  17. ^ smst. 87.
  18. ^ smst. 88.
  19. ^ smst. 103.
  20. ^ BHH. 170. – 20a) Citat fra Schillers digt Würde der Frauen.
  21. ^ BHH. 220.
  22. ^ smst. 223.
  23. ^ smst. 254.
  24. ^ smst. 258-59.
  25. ^ smst. 263-64.
  26. ^ smst. 264-65.
  27. ^ smst. 319.
  28. ^ Nærmere herom se: Elisabeth Hude. Henriette Hanck og H.C. Andersen. 1958. 229-73.
  29. ^ SS. VI. 128-30.
  30. ^ BHH. 600.
  31. ^ smst. 602.
  32. ^ SS. V. 194.
  33. ^ smst. 219.
  34. ^ smst. 225.
  35. ^ smst. 227.
  36. ^ smst. 232.
  37. ^ smst. 233-35.
  38. ^ BHH. 494.
  39. ^ SS. V. 232.
  40. ^ smst.
  41. ^ BHH. 263.
  42. ^ SS. V. 232.
  43. ^ BHH. 264.
  44. ^ SS. V. 232.
  45. ^ BHH. 254.
  46. ^ SS. V. 235.
  47. ^ BHH. 87.
  48. ^ smst. 88.
  49. ^ BHW. I. 230.
  50. ^ SS. V. 256-57.
  51. ^ Anderseniana. 1968. 228.
  52. ^ BHH. 223.
  53. ^ smst. 606.
  54. ^ smst. 610. Denne roman blev aldrig fuldført.
  55. ^ SS. V. 225.
  56. ^ Søren Kierkegaard. Samlede Værker, udg. 1906. XIII. 41-92.
  57. ^ Walther A. Berendson. Fantasi og Virkelighed i H.C. Andersens „Eventyr og Historier“. 1955. 155.
  58. ^ B. Arnesen-Kall. Livserindringer. 1899. 152.
  59. ^ MLE. I. 204.
  60. ^ SS. XIII. 93-123.
  61. ^ BHH. 394.
  62. ^ smst. 326.
  63. ^ SS. XIII. 164-70.
  64. ^ Hans Brix. H.C. Andersen og hans Eventyr. 1907. 152.
  65. ^ Heibergske Familiebreve, udgivne af Morten Borup. 1943. 114.
  66. ^ For eks. Heibergs maliciøse ord til Andersen efter dennes hyldestdigt til Thorvaldsen ved festen på Hôtel d’Angleterre i 1838, eller hans spydige bemærkning om Andersens Sverigesrejse i 1840 og dennes lynhurtige svar. — 66a) BHH. 403.
  67. ^ MLE. I. 321 og note 483.
  68. ^ BHH. 198.
  69. ^ smst. 209-10.
  70. ^ B & B. II. 54-55.
  71. ^ Morten Borup. Johan Ludvig Heiberg. III. 1949. 23.
  72. ^ J. L. Heiberg. Prosaiske Skrifter. VII. 1861. 289.
  73. ^ Breve og Aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg, ved M. Borup. III. 1949. 13.
  74. ^ Cai M. Woel. H.C. Andersens Liv og Digtning. II. 1949. 102.
  75. ^ Th. Gyllembourg-Ehrensvård. Samlede Skrifter. X. 2. udg. 1867. 28, 34.
  76. ^ B & B. II. 55.
  77. ^ MLE. I. 226.
  78. ^ SS. VII. 384.
  79. ^ MLE. I. 321 ff.
  80. ^ B & B. II. 163-64.
  81. ^ Breve til Hans Christian Andersen, udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh. 1877. 164-65.
  82. ^ Citaterne fra de endnu ikke udgivne breve til C. B. Lorck har dr. H. Topsøe-Jensen venligst stillet til min disposition.
  83. ^ MLE. II. 78.
  84. ^ Breve og Aktstykker, vedrørende J. L. Heiberg. III. 196—97.
  85. ^ SS. V. 98.
  86. ^ Breve og Aktstykker, vedrørende J. L. Heiberg. III. 311.
  87. ^ BHW. II. 170.
  88. ^ Julebogen. 1915. 57-58.
  89. ^ H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. III. 1936. 231.
  90. ^ SS. XII. 386-87.

 

©