Jens Juels forældre

Da Fyns Stiftsmuseum i Odense i 1960 fejrede sit 100-års jubilæum med en omfattende udstilling af øens berømteste maler, Jens Juel, sås portrætterne af Jens Juels forældre, degnefolkene i Gamborg, midlertidigt genforenede, og det var indlysende, at her burde de blive, her hørte de hjemme.

Glyptotekets direktør dr. Vagn Poulsen, fremsatte den tanke, at Glyptotekets portræt af Elisabeth Juel, Jens Juels moder, skulle deponeres i museet i Odense sammen med faderen, Jørgen Jørgensens, såsnart dette kunne erhverves. Det skete i foråret 1973, da Ny Carlsbergfondet købte det på auktion hos Bruun Rasmussen efter apoteker Ove Müller[1] med deponering i Odense for øje, efter at have forvisset sig om Glyptotekets nye direktør, mag. art. Mogens Giødesens ligeså velvillige indstilling. Juels forældre hænger nu atter side om side, for stedse hjemme på Fyn.

Billederne (fig. 1 og 2) er malet i olie på lærred, faderen måler 69 × 52,5 cm, moderen har de oprindelige mål 68 × 52,5 cm. De er ovale i firkantede rammer, begge velbevarede, hun med friske, røde kinder, hvidt hovedtørklæde og krave over den blommefarvede kjole mod en brunlig baggrund; han er mere varm i farven, næsten branket. Hans paryk er af en gammeldags model, Juel har haft sine vanskeligheder med den; trods flere rettelser i konturen, som tydeligt ses mod den brune baggrund, hænger den stadig i venstre side og gør ham ufortjent hældøret. Det stærkeste lys i billedet er i det hvide halsbind, og det morsomste er den gråbrune frakkes uldne overflade, karakteriseret med en livlig prikket penselføring i kontrast til knaphullernes og kanternes lange strøg.

Fig. 1. Jens Juels fader. 1780’ernes slutn. NyCarlsberg-fondet, dep. Fyns Stiftsmuseum.

Begge portrætter har grålig undermaling og er sat på nyt lærred. De er hverken signerede eller daterede, men vi ved temmelig god besked med dem. Juel malede dem til sig selv, nogle år senere end Kunstmuseets smukke pasteller fra ca. 1785, arv efter Juels børnebørn, Eckersbergs døtre (fig. 3 og 4). Begge ser væsentligt ældre ud, men inden 1790 er de malet, da så den tyske kunstinteresserede rejsende F.W.B. von Ramdohr dem på Charlottenborg ved sit besøg hos Juel, hvis kunst han beundrer. Han skriver i sin bog: „man findet in seinen zimmern einige gute köpfe von seiner hand, unter denen sein vater und seine mutter von vorzüglicher Wahrheit und ausdruck sind“[2].

Afbildet er de så tidligt som 1791, det år den nygifte Juel malede Kunstmuseets dobbeltportræt af sig selv og sin unge kone i atelieret – der hænger de nemlig på væggen (fig. 5), ganske vist firkantede, ikke ovale. Men i et af kompositionsstudierne til billedet er de ovale, og det ses, at der arbejdes med dem: de flyttes op og ned, gøres større og mindre i en stedse strammere komposition (fig. 6). Dobbeltportrættet har været museets fra før 1827, det blev købt af Juels enke, Rosine Juel, da hun igen boede på Charlottenborg, hvor billedet er malet – nu i sin egenskab af professor Eckersbergs svigermoder.

Fig. 2. Jens Juels moder. 1780’ernes slutn. Ny Carlsberg Glyptotek, dep. Fyns Stiftsmuseum.
Fig. 3. Jens Juels fader. Ca. 1785. Pastel. Statens Museum for Kunst.

På den tredje Charlottenborg-Salon i 1794 finder vi både dobbeltportrættet (nr. 39) og „Forfatterens Forældres Portrætter“ (tillæg nr. 229) blandt de mange Juelbilleder. De meget fine præ-dam-borgske rammer er nok senest forfærdiget i denne anledning, og at „Rammesniederen boer paa Slotspladsen lige før Børsen og heder Kriedt“ ved vi af et brev fra Juel til sin kone[3]. Allerede april 1803 er de på den store auktion over Juels indbo efter hans tidlige død i december 1802, som nr. 42. Her ved vi, takket være Henny Glarbo, der så auktionskataloget med køberlisten på Landsarkivet, inden det så ubetænksomt blev brændt sammen med så mange andre kunsthistorisk uerstattelige auktionskataloger, at de blev købt af kammerjunker Tønnes Christian Bruun Neergaard – kendt som Eckersbergs mæcen[4]. Han tog dem med til sit hjem i Paris og solgte dem her i 1822 til prins Christian Frederik, den senere Christian den Ottende. Denne havde som dreng fået sin kunstinteresse vakt af sin mor og næret ved besøg på Juels malestue, hvor han var en hyppig gæst, som det ses af hans dagbogsnotater, både for at se billeder og for selv at blive malet sammen med sine søskende. “Konsterne have gjort et stort Tab i Juel, som er død”, skriver han som sekstenårig den 2 7. december 1802[5].

Fig. 4. Jens Juels moder. Ca. 1785. Pastel. Statens Museum for Kunst.

På den af Høyen nystiftede Kunstforenings første store udstilling i 1828 var de første 117 numre helliget Juel ; nr. l og 2 var forældrenes portrætter, de ejedes jo af prins Christian. Enkedronning Caroline Amalie står som låner, da de udstilledes på Kunstakademiet i 1852, og Frederik den Syvende var også nådig, han lånte dem til udstillingen i anledning af Frederiksborg Slots genopførelse i 1860. Han var enearving efter sin far i 1848, og vi finder Juels forældres portrætter i en monumental protokol på Jægerspris over billeder skænket grevinde Danner 1851[6]. De er nr. 126 og 127 og hang på Amalienborg, og man tør håbe, at de ikke ligefrem blev fjernet fra Caroline Amalies vægge. På den auktion, som Jægerspris Stiftelse afholdt efter hendes død og i hendes navn, (24-4-1882), er de nr. 91 og 92. Her blev de skilt, idet brygger Carl Jacobsen købte moderen, der senere kom på Glyptoteket, for 2100 Rd., mens faderens portræt gik til en „Salomon“, vel kunsthandleren ved Gl. Strand, for 520 Rd. Der taber vi ham af syne, til han dukker op hos kunsthandler Christian Larsen på Højbroplads, hvor apoteker Müller købte ham på en udstilling i November 1928.

Et eksemplar af moderens portræt var fra gammel tid i Gamborg, det hænger nu på Wedellsborg, et andet, der stammer fra den Treschowske malerisamling, findes på Brahesborg. Thorvaldsens Museum ejer et firkantet eksemplar, svarende til det på dobbeltportrættet (Th. M.B.411). Af faderens portræt kendes ingen gentagelser, det af Glarbo nævnte i Provst Fengers Samling forestiller muligvis Postkører Brøndsteds fader, men ikke Juels[7].

Man kan desværre ikke påstå, at brygger Jacobsens ubarmhjertige mangel på interesse for Juels faders portræt skyldtes et opsigtsvækkende skrift, der ganske frakendte Jørgen Jørgensen paterniteten til sin berømte søn – for det udkom først i 1891. Forfatteren, Jægermester A. Lowzow, mente ikke, det kunne gå naturligt til, og beviste sin påstand med udklippede steder i kirkebøger fra Gamborg-egnen og rygter, indsamlet af ham selv og den daværende Gamborgpræst, om at Juels fader var „en velfornemme herre“ af den fynske adel[8].

Henny Glarbo slog en solid pæl gennem disse påstande[9]. Hun fortæller, at Juels fader, studiosus Jørgen Jørgensen, der var født 1724, i 1744 blev ansat som hjælpelærer hos skoleholderen i Balslev, Jens Christensen Juel; han blev gift 1745 med skoleholderens datter Elisabeth Vilhelmine Juel, og her fødtes så Jens Jørgensen Juel som deres første barn den 12. maj samme år – kan det da være mere naturligt? At barnet senere viste en usædvanlig malerisk begavelse behøver ikke at kræve forklaringer om hverken fynsk adels eller anden medvirken, tværtimod – både H.C. Andersen og Carl Nielsen er fra samme frodige egn af landet.

Både Jens Juel – han kastede Jørgensen væk efter læretiden i Hamburg – og begge hans yngre søskende, Oluf og Anne Sophie, har i udpræget grad moderens milde, runde, åbne træk, som også Juels ældste datter Julie arver; mens hans anden datter Susanne har et mere reserveret udtryk i sit smalle, mere artikulerede fysiognomi, der kan minde om Juels fader. Kunstmuseet har portrætter af dem begge, malet af deres ægtefælle, Eckersberg.

Fig. 5. Kunstneren og hans hustru. 1791. Statens Museum for Kunst.

Jørgen Jørgensen gik som hjælpelærer hos sin svigerfar i Balslev til 1751, da fik han degneembede i Gamborg og flyttede hertil med sin familie. Han virkede her i megen agtelse til sin død i 1796. Elisabeth Juel overlevede ham i tre år, hun blev boende i Gamborg; Juel sørgede for hende og gjorde sig ofte ærinde til Fyn, hvor der jo også altid var folk, der gerne ville males. Henny Glarbo skriver, at få dage før sin død i marts 1799, sendte hun ham sin sidste hilsen gennem nabopræsten, pastor Bierfreund, og lod ham sige, at hun havde ikke lidt savn på nogen ting, og „at hun havde dette og meget en elsket Søns Kærlighed at takke for“[10]. Hans sidste kærlige brev til hende med halvtreds Rigsdaler, som hun havde ladet ligge urørt til sin begravelse, lå øverst i hendes dragkiste – der lå nok også de breve, han må have skrevet hjem fra læretiden i Hamburg, fra studietiden i København og fra den lange udenlandsrejse; men dem har han desværre nok selv brændt.

Fig. 6. Kompositionsudkast til Kunstneren og hans hustru. 1791. Rødt og hvidt kridt. Den kongelige Kobberstiksamling.

De to store, pragtfulde gravsten over forældrene, som Juel lod sætte, findes den dag i dag på Gamborg kirkegård, på hver sin side af kirkedøren. På faderens står der „Her hviler i Jorden efter 72 Aars fredelig Vandel paa Jorden Jørgen Jørgensen, virksom i sin snevre Kreds, Ungdommens trofaste Veileder som Degn i Gamborg i 40 Aar, godmodig og elsket af Alle, eiegod Ægtemand med sin efterlevende Hustru Elisabeth Vilhelmine Juel, som han efter 51 Aars Ægteskab første Gang bedrøvede ved sin Død den 4. Juni 1796 i sin Alders 72 Aar, retskaffen Fader for 3 Børn, hvoraf 2 endnu levende signe hans Minde“. Han må have været et menneske af kvalitet.

Fig. 7. Udsigt over Gamborg. 1790’erne. Bregentved.

Juel har malet den vide udsigt fra Gamborg møllebakke over det dejlige, fynske landskab med møllen, kirken og de store gårde mod Lillebælt, Fønshalvøen og den jydske kyst (fig. 7). De store, rene linier er endnu ikke, som nu, udslettet af træers mængde. Det lille hus til venstre for kirken er degneboligen, Jens Juels barndomshjem. Billedet er malet efter hans hjemkomst 1780 fra den store rejse, vel i 1790’erne (ikke 1764, som hos Glarbo). En udsigt fra Marienlyst over Helsingør med Kronborg, Sundet og den svenske Kyst er malet som pendant, skønt Ramdohr docerede, at den ikke kunne males[11]. Gamborglandskabet har en påfaldende lighed i kompositionen med Brueghels landskab med møllerne og den vide udsigt i Palazzo Spada i Rom. Juel må have følt det, i 1775-76, midt i alle Roms overvældende rigdomme, som noget hjemligt og fortroligt – akkurat ligesom det, i 1844-45, fremfor noget i Rom vakte Lundbyes glæde og begejstring, gang på gang udtrykt både i dagbogen dernedefra – og i billeder efter hjemkomsten med Kalundborgmøllerne som motiv.

Noter

  1. ^ Arne Bruun Rasmussen, auktion nr. 295 (10/5 1973) kat. nr. 476.
  2. ^ F. W. von Ramdohr, Studien auf einer Reise nach Dänemark I, 1792, p. 162.
  3. ^ Henny Glarbo, Nogle Undersøgelser om Jens Juels Slægt og Barndomshjem, Kunstmuseets Aars-skrift 1926/28 p. 214.
  4. ^ Henny Glarbo p. 207 ff.
  5. ^ Christian den Ottendes Dagbøger, udg. af Axel Linvald, I, 1943, p. 90.
  6. ^ Overinspektør G. Boesen har venligst gjort mig opmærksom på denne protokol, og dr. phil. Torben Holck Colding, som arbejder med den, skyldes tak for at have ladet mig se den.
  7. ^ Henny Glarbo p. 210.
  8. ^ A. Lowzow, Mindeskrift om maleren Jens Juel, 1891, p. 210.
  9. ^ Henny Glarbo p. 207 ff.
  10. ^ Henny Glarbo p. 210.
  11. ^ Ellen Poulsen, Jens Juel, 1961, p. 98.

©