Forfattere

Johannes V. Jensen og H.C. Andersen

I. Indledning

I dansk litteraturforskning mangler et kapitel om Johannes V. Jensen og H.C. Andersen. Den, som skal skrive det, skal være så godt udrustet, at jeg tvivler om, at det vil være nogen forsker beskåret at være lige fortrolig med de to digteres omfattende og brogede forfatterskaber; men selv om forfatteren af denne afhandling ikke er specialist i H.C. Andersens digtning, vil han alligevel vove et forsøg i det håb at han kan fremdrage et og andet af interesse for H.C. Andersen kendere og beundrere af Johannes V. Jensens digtning. Hvad han bringer er således momenter til et kapitel, sten til en mosaik.

Det ligger i sagens natur, at det mere vil komme til at dreje sig om en sammenstilling og en modstilling end om en direkte sammenligning. Men en modstilling kan også have sin interesse; den kan stille de to digtere i relief og fremhæve deres særegenskaber og originalitet. Så forskellige de to digtere er: de er begge sproggenier, de har begge været med til at stemme sproget om, de er store og originale fornyere.

Første gang Johannes V. Jensen omtaler H.C. Andersen er i debutromanen „Danskere” (1896). I slutningen af bogen læser vi: „Buris laa paa sin Seng og læste af lutter Kedsomhed og Lede i H.C. Andersens Æventyr. Han læste „En Historie fra Klitterne”, og medens troskyldige Billeder fra Havet og Heden drog ham forbi, mindedes han, hvorledes han som Dreng havde ligget paa Ryggen i Gyvelbusken og læst samme Fortælling” (p. 203 f.). Otto Gelsted har i sin bog „Johannes V. Jensen. Kurven i hans Udvikling” (1938) fremhævet denne vigtige side i bogen. Han siger med rette, at den åbner et dybt perspektiv ud i hele forfatterskabet (p. 40). Johannes V. Jensen fortsætter: „Den Gang fyldtes han af uklar Længsel efter Livets Strid og Taarer – det maatte komme, og det maatte være noget helt andet, end hvad han saa. Landet om ham var haandgribeligt, han skulde se noget, som var ganske anderledes. Men nu huskede han Omgivelserne fra den Gang, og nu var der de svundne Tiders Stilhed og Forklarelse derover. Dette hans buede, milevide Hjemland laa endnu uforandret og taalmodigt ventende paa ham for at dulme hans Sjæl. – Og saa vidste han, at kun Afstanden og Tiden drog Stemningstaager over Fladen, han skulde altid gaa og længes efter det dybe i Fortiden og Fremtiden, medens det kun var Bedrag. Kom han nu hjem, saa var det Land, Jord og ingen Forklarelse. Saaledes bar han et Aftryk i sin Sjæl, uden at Stemplet fandtes. Og saadan skulde han hige mod noget, der var i ham selv, men som ikke fandtes udenfor. Vilde han rejse ud i den vide Verden, da blev det et Smertens Pilgrimstog for alle hans Drømme, der kom og søgte sig selv og fandt den døde, haanende Overflade. Tog han Morgenrødens Vinger og flyede til det yderste Hav, da vilde han erfare, at det var Vand, Vand. Hvor hans Fod traadte, der var Virkeligheden nøgen og afsjælet, men bag ham slog Dybet sammen og blev hvilende, forunderlig Gaade, og foran ham rødmede Vejen i Fjernhedens Underlys. Men nu var det gennemskuet, hans Forstand havde berøvet ham alt. Der var intet under Fladen, uden hvad man selv løj den paa …” Her taler den vordende mytedigter. Han citerer det gamle testamente: „Tog han Morgenrødens Vinger og flyede til det yderste Hav” ligesom H.C. Andersen i „Ved det yderste Hav”, et patetisk stykke prosa der ikke er noget egentligt eventyr: „Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav, du skulde dog føre mig og din højre Haand holde mig fast!” (Psalme-Bog 139, 9-10).

Næste gang jeg har truffet på H.C. Andersen er i „De unge Storke. Augustmyte” fra 1909, optrykt i „Myter. Ny Samling” 1910. Den skal jeg vende tilbage til. I „Fyenske Billeder” fra 1910,[1] optrykt i „Myter. Fjerde Samling” (1912) findes nogle ikke helt behagelige betragtninger over H.C. Andersen. I retfærdighedens navn må det ikke glemmes, at Johannes V. Jensen ikke selv har lavet sin opfattelse af racer og mennesketyper; at han udnyttede den slags på en meget hårdhændet måde, er en anden sag. Jeg citerer afsnittet fuldt ud, da det er af stor interesse; Johannes V. Jensen taler om maleren Johannes Larsen og skriver i tilknytning hertil: „Dog det er langvejs fra hentede, ufremkommelige Vendinger for at sige, at det er en Maler, der ser simpelt og gennemfører hvad han ser. Ufatteligt kun at ikke alle gaar saa lige til det. Hvorfor har H.C. Andersen faaet mange Efterlignere men endnu ingen, der kan skrive som han? Hele Kunsten hos Æventyrdigteren, Markblomsternes, „Skræppernes” Opdager, er jo, at han kaster sig over det Nærmeste, det mest Nærliggende . . . forunderligt at en Originalitet af den Beskaffenhed ikke bliver set mere end én Gang i hvert Aarhundrede. – En Sammenstilling af Johannes Larsen og H.C. Andersen vilde for Resten ikke være tilfældig. Johannes Larsens Slægt stammer fra Bønder i Nærheden af Odense, hvor også H.C. Andersen har sin Rod. Dr. H. P. Steensby har i „Meddelelser” fra den Anthropologiske Komité” søgt at paavise, at der her i Danmark endnu findes levende Efterkommere af Neandertaltypen, flere Steder i Landet, bl.a. paa Fyn, og hvis det er sandt, maa H.C. Andersen da henregnes dertil. De store Øjenbrynsbuer, hele Typen viser det tydeligt, og der er jo ogsaa mange andre Træk, der karakteriserer ham som en Slags Urmenneske, „Orangutangen”, som Samtiden ikke uden fysiognomiske Holdepunkter kaldte ham. Men først og fremmest er det naturligvis den primitive Fantasi, man bliver slaaet af. Johannes Larsen besidder Forudsætningerne, skønt han i Følge Anlæg og Opdragelse aldrig „digter” dermed, han har den samme dybt lokale Indbildningskraft, et Væsenseje erhvervet ved Arv af de samme Indtryk gennem utallige Generationer, paa samme Sted. Det er denne Art elementære Fantasi, der gør H.C. Andersen universel som Digter. Ligheden med ham kvalificerer Johannes Larsen til samme Verdensry som Æventyrdigteren har naaet. – Men det er kun i deres Væsens Rod Johannes Larsen og H.C. Andersen berører hinanden; ellers er der jo store individuelle Forskelle. Personlig, ved sin Smag som Mandfolk, minder Johannes Larsen mere om Frithiof Nansen end den undertiden flæbende Neandertaler fra Odense.”[2]

„Rødspætten” fra 1911 (optrykt i „Myter. Fjerde Samling” 1912 og „Myter” II, 1924, men ikke i „Myter” I—II, 1946), begynder således: „Jeg har naaet den Modenhed som Skribent, hvor man begynder at møde sit eget Ry; Børnene der vokser op og nu hører om deres store Mænd, og det er ingen andre end os, det maa vi finde os i. Om mig ved de, at jeg er Digter, og jeg kan derfor ikke komme mellem Børn uden at de graadigt kaster sig over mig og forlanger Æventyr, enten af de gode gamle fra H.C. Andersen eller nogle nye, som det formodes jeg har hele Hovedet fuldt af. – Man er jo Børneven, og naar jeg er bleven tilstrækkeligt plaget, sætter jeg mig tilrette i en stor Armstol, beder om et Glas Sukkervand og samler saa Børnene i en yndig Klynge om mig. Nu skal vi have det dejligt! Skulde en af de smaa give et lille Skrig midt i Æventyret, er det virkelig ikke mig, der hemmeligt har knebet den raa Unge, det maa være et Ildebefindende forbundet med Hallucinationer der har ramt den Guds Engel”. Tonen virker ikke helt ægte, der er noget forceret over denne indledning. Digteren fortæller så den klassiske „Konen i Muddergrøften” og derefter historien om „Rødspætten af Guld”. Vi noterer os med det samme, at vi har at gøre med et eventyr, en historie i en mytesamling! Skildringen slutter lidt farligt:

„Det er en af Rødspættens Forfremmelser, nu er den Fugl, men den ved ikke af det.
Hvad saa mere? spurgte Børnene.
Ja nu er Historien ude.
Maa vi saa ikke hellere faa den om igen om Ilsebil, den er meget bedre … eller en af H.C. Andersen …
Da kneb jeg dem.”

I forordet „Myten som Kunstform” i „Aarbog 1916″ har Johannes V. Jensen været nødt til at foretage en sammenstilling af sine myter og H.C. Andersens eventyr. De vigtige udtalelser kommer jeg tilbage til. I „Vore første Bøger” fra 1920 hører vi også om H.C. Andersen.[3] I „Form og Sjæl. Portræter og Personligheder” (1931) har Johannes V. Jensen nogle Betragtninger over H.C. Andersen med udgangspunkt i Herman Bissens buste af digteren. Betragtningerne blev læst ved en mindefest (der blev udsendt i radio) for H.C. Andersen i „Det kgl. teater” den 2. april 1930.[4] Johannes V. Jensen vil her forsøge at „sætte saa meget sammen om ham som kan uddrages af en Buste af ham, Form og Sjæl, med samt den Nøgle der ligger deri til en rent naturhistorisk Bestemmelse” (p. 134). Johannes V. Jensen gentager her, hvad han har skrevet i „Fyenske Billeder” om orangutangen. Johannes V. Jensens ikonografiske metode er meget naiv og farlig og kan let føre til den rene dilettantisme. Den anvendte metode forudsætter i virkeligheden kendskab til digterens personlighed og værker. Dette udelukker imidlertid ikke, at Johannes V. Jensen kan sige ting af interesse, selv om hans udtalelser – i hans desværre noget ubehagelige og manierede essay-stil – måske siger mere om ham selv end om H.C. Andersen.

Det lyder besnærende når Johannes V. Jensen siger at Andersens forfatterskab beror på en frugtbar umiddelbarhed i en overlitterær tid; „alle Mennesker tænkte som alle andre Mennesker, og skrev som man skrev, han kom til som tabula rasa. Her er ogsaa Forklaringen paa H.C. Andersens højst personlige, impulsive Sprog: han sprang Sproget over, udenom det gængse literære Udtryk, lige fra Inspirationen til Tingen!” (p. 142).[5] Man forstår udmærket hvor Johannes V. Jensen vil hen med dette. Det gælder også for ham selv at han „sprang sproget over”. Selvfølgelig kan en digter ikke springe sproget over, det er en umulighed; men han kan i kraft af sit geni tilføre det noget nyt og omstemme det. Johannes V. Jensen taler om H.C. Andersens sjældne naturgaver: skabende fantasi og dyb oprindelighed (p. 143). Johannes V. Jensen havde de samme sjældne naturgaver.

Jeg skal vende tilbage til Johannes V. Jensens betragtninger. De er som sagt af en noget ubehagelig karakter, de er af en ret blandet art. De indbyder på en række punkter til imødegåelse og vil sikkert blive læst med vågen kritik af H.C. Andersen kendere.

II. Eventyr og myter

Som eventyr er knyttet uløseligt til H.C. Andersen er myter knyttet til Johannes V. Jensen. H.C. Andersens eventyr er en litterær genre som kan bestemmes. Det ser vi frem for alt i Paul V. Rubows grundige og fortræffelige bog „H.C. Andersens Eventyr. Forhistorien. Idé og Form. Sprog og Stil” fra 1927, anden udgave 1943.[6] Det er ikke lykkedes at bestemme Johannes V. Jensens myter som genre med eller uden hjælp af digteren selv. Alf Henriques skriver i kapitlet om formerne i sin lille bog om Johannes V. Jensen (1938): „Allerede ved J. V. J.’s Forhold til Fremstillingsformerne møder os en Sensation: Forekomsten af en helt ny Genre: Myten” (p. 50). Alle forsøg er dømt til at mislykkes. Alf Henriques store afhandling fra 1939 om Johannes V. Jensen som mytedigter[7] viser tydeligt at det er muligt at inddele myterne i forskellige grupper der glider over i hinanden; men inddelingen bliver udvendig, en ren katalogisering. Da begrebet myte stadigt forskyder sig synes Alf Henriques’ grundige gennemgang af Johannes V. Jensens samlede myter (indtil 1939) at bekræfte at vi ikke har at gøre med en ny genre. Der kan ikke være tvivl om at Johannes V. Jensen gjorde et genialt greb ned i sproget, da han valgte ordet myte som betegnelse for sine små prosastykker.[8] Mens H.C. Andersen havde genren i forvejen og gav den sit originale og personlige tilskud, løftede den højt op i det universelle plan, så måtte Johannes V. Jensen finde et samlingsnavn for sine prosastykker af vidt forskelligt indhold: prosadigte, stemningsmalerier etc.

Første gang ordet myte forekommer hos Johannes V. Jensen er vistnok i første afsnit af „Maskinerne” fra 1900[9]: „Er Menneskets skabende Fantasi da for evigt sat i Bevægelse mod Myter? Kan ingen Tankens Frodighed vende sig mod det Synlige, det absolut Sande, der breder sig vidunderligt paa Jorden!” (se „Den gotiske Renaissance” (1901) p. 138).[10] Dette sted er af uhyre interesse da det viser hvilken strid der foregår i digterens sind. Han vil gøre sig til talsmand for kendsgerningen, men hans digteriske fantasi er for stærk. Her møder vi ordet i den gængse betydning. Næste gang er det blevet omtolket. I „Knokkelmanden” fra 1901 hedder det: „Det er bleven til Myte i min Erindring altsammen – Hunden og Sømanden, Knokkelmanden og Kate”.[11] Som vi ser har myte her noget at gøre med erindring og association; der er noget som fantasien prøver at væve sammen til et mønster. Tredje gang dukker ordet op i en artikel „Rundrejse i Danmark. Provins” fra 1901: „Apotek! Navnet bliver pludselig til en Myte. Jeg ved noget om brogede Fugle, jeg forestiller mig Flyveaber i Træerne, jeg ser store, blaa og gule Fisk svømme mellem Koralrev”.[12] Her arbejder digterens fantasi atter associativt. Vi mærker os det visionære, digteren får syner. Johannes V. Jensens brug af ordet myte – et kort ord – skyldes en personlig og såre dristig omfortolkning. Ordet betyder fortælling om (hedenske) guders liv og bedrifter; gude-sagn, opdigtet fortælling, der helt eller delvis mangler virkelighedsgrundlag; eventyr, fabel.[13] Var der noget i vejen for at Johannes V. Jensen havde skrevet: Navnet bliver pludseligt til et eventyr, et trope-eventyr om fugle og fisk.

Johannes V. Jensens første mytesamling kom i 1907 med titlen „Myter og Jagter”; den blev fulgt af „Nye Myter” 1908, „Myter. Ny Samling” 1910, „Myter. Fjerde Samling” 1912, nogle myter i „Aarbog 1916″ og „Aarbog 1917″ og en række samlinger fra 1928 til 1944.

Aarbog 1916″ indledes med et forord „Myten som Kunstform”. Johannes V. Jensen siger her at myterne er opstået af sig selv, dels af hensyn til pladsen (dagblad eller tidsskrift), dels af indholdet, der egnede sig for den sammentrængte behandling. Oprindelig begyndte digteren med nogle små stykker om dyr og jagt, rejseskildringer, naturbeskrivelser, „opfundne Ting, som jeg ikke vidste noget bedre Ord for end Myter; efterhaanden blev dette Begreb mig bevidst ikke som en Fællesbetegnelse alene men som en virkelig literær Art. Jeg har dyrket Myten som en Form for sig og har ikke fundet Efterlignere;[14] da Formen er min egen synes jeg derfor jeg skylder en nærmere Redegørelse for hvad jeg mener dermed”. Og så kommer digteren – hvad der har været uundgåeligt – ind på forholdet til H.C. Andersen. Alf Henriques nævner i sin afhandling H.C. Andersens navn i forbigående,[15] men gør ikke noget ud af forholdet til H.C. Andersen. Jeg vil nu efter mange års overvejelser over de drilagtige myter betragte det som noget meget væsentligt. Man skulle synes det var ganske overflødigt at fremhæve dette; men det er lykkedes Johannes V. Jensen at spærre for dette syn. Inden jeg citerer Johannes V. Jensens udtalelser skal jeg omtale en række forskeres syn på myterne og H.C. Andersen.

Otto Gelsted skriver i sin bog „Johannes V. Jensen. Kurven i hans Udvikling” (1938): „Johannes V. Jensen har en Forgænger i H.C. Andersen, hvis Eventyrdigtning frister til en Sammenligning med Johannes V. Jensens Mytedigtning. Det er et beslægtet, intuitivt Geni i Oplevelsesevne og Udtrykskraft, der ytrer sig hos Proletardrengen fra Smaagaden i Odense og hos Dyrlægesønnen fra den himmerlandske Hede” (p. 47). Otto Gelsted fremhæver at adskillige af H.C. Andersens eventyr og historier nærmer sig stærkt til myteformen eller må siges helt at dækkes af begrebet” (p. 81).[16] Om Johannes V. Jensens myter under et hedder det: „Som Helhed danner Samlingen en Billedverden, der meget vel taaler Sammenstillingen med H.C. Andersens Eventyr” (p. 82).

Den finske arkitekt Sigurd Frosterus skriver i sin store artikel om Johannes V. Jensen i bogen „Nordiskt i dur och moll” (1946) disse meget kloge ord: „På sätt och vis ge myterna en fortsättning av H.C. Andersens sagor, flyttade over till ett ändrat själsläge och till en annan tankesfär, men med samma vidsyn bortom skrankerna for de konkreta motiven” (p. 101). Han tilføjer disse meget vigtige ord: „Till omfånget någonting mellan snabbskiss och novell, känner myten i fråga om innehåll icke några gränser; författaren själv är villrådig om, vad som hör till gruppen”, (smst.).

Leif Nedergaard omtaler i sin afhandling „Til karakteristik af mytebegrebet hos Johannes V. Jensen” 1947 ganske kort forholdet mellem eventyr og myte. Han mener at ligheden nærmest ligger i den fælles korte form.[17] Det er dog nok for billig en løsning.

Aage Schiøttz-Christensen hævder i sin disputats „Om sammenhængen i Johannes V. Jensen forfatterskab” (1956) at myten ikke er en genre. Ordet myte er „digterens fællesnævner for en motivgruppe der findes realiseret på forskellig måde i samtlige forfatterskabets afdelinger” (p. 317). Helt konsekvent har han dog ikke været, for han skriver et andet sted: „man sammenligne i denne henseende hans Myter med Andersens eventyr, der har været et forbillede for genren” (p. 210).

Jeg vender tilbage til Johannes V. Jensen selv. Han skriver: „Enhver dansk forfatter maa se hen til H.C. Andersen som Skaberen af den korte fiktive Fortælleform han kaldte Æventyret, eller som udvidet Begreb Historien; han naaede her det Enestaaende, han er Mesteren, som ikke kan efterlignes og ikke maa røres. – Om man vil tro mig saa skrev jeg til at begynde med slet ikke under Paavirkning af H.C. Andersen eller i Følelsen af at staa i Skyld til ham, skønt jeg altid har været en Beundrer af denne Fynbos ubegribelige Geni. Først da det blev mig klart at Myten var noget og kunde blive til mere, gik det ogsaa op for mig at det i det mindste var H.C. Andersens Eksempel der havde smittet. At jeg skulde naa ham, indenfor hverken hans Omraade eller mit, er aldrig faldet mig ind. Det er i sig selv udelukket. Primitiviteten har sin tykkeste Ende ad Fortiden til og bliver tyndere ind i Fremtiden; selv om Fremskridt og meget andet Nyt fylder mere i vor Tid, de Gamles Bundløshed har vi sat til. Ikke en Gang alle Børn er primitive nu længere, de fødes med lukket Fantasi. – Det har altid været mig klart, at man ikke kunde forny Æventyret i H.C. Andersens Form, han var ene derom, som Dansk og som verdenskendt Digter. Men en Fortsættelse i hans Aand, under andre Former, lod sig tænke. Der laa dog Materiale i Luften; hvor H.C. Andersen have øst, af Naturen, kunde man øse igen; ligesom det forladte Guldleje, hvor man har udvasket alle Klumperne og Støvet, kan bringes til at give Guld endnu ved en Udvinding med Amalgam. H.C. Andersens Kilde var det formløse folkelige Kaos, hvoraf alle Urbilleder har dannet sig, og som kan danne Billeder endnu – det mytiske Fond i Menneskenaturen. Men man maatte mærke sig at Tiden var en anden, Stoffet ikke det samme; paa en vis Maade blev det endogsaa nødvendig at reagere mod Mesteren” (p. 8 f.). – „Hvor H.C. Andersen sprænger en given Form for at faa den til at rumme hans Tid, saadan som den opfattedes af ham, er det man skal følge ham. Myten er bleven min Form for Æventyret” (p. 10). Videre skriver Johannes V. Jensen: „Han var den første der i sin Tid afvandt Naturvidenskaberne mere end det blotte Nyhedsstof, han saa Poesien i de første Jernbaner, og det skulde der Øjne til den Gang. H.C. Andersen opdagede Markblomsten. Han skattede ikke Rosen og Violen alene men var en Ven af alt Ukrudt. Jeg har elsket ham for det og søgt at følge ham i det. At Verden er bleven en anden, Stoffet bredere og vanskeligere at gribe, siden ham, optog jeg som min Opgave og mit Læs” (p. 12).

Jeg tror ikke man skal tage alt for tungt på ordene om opgave og læs. Man har ikke noget som helst indtryk af, at digteren har trukket et læs med myter gennem sit forfatterskab. Jeg fæster mig ved ordene at H.C. Andersens eksempel har smittet. Udtalelserne om det „formløse folkelige Kaos” er åbenlyst urigtige; det vil man let kunne se i Paul V. Rubows bog om H.C. Andersens eventyr. Johannes V. Jensen var aldrig bange for at fremsætte den slags udtalelser.

I „Efterskrift til Myter og Beskrivelser 1907-1944″ – hvor Johannes V. Jensen endnu en gang varierer sit gamle tema – hedder det: „Man har sat min Myteform i Forbindelse med H.C. Andersens Eventyr, uundgaaeligt, og en Ære, hvis mine Ting taalte Sammenligning med hans. Det har imidlertid ikke været mig bevidst at jeg skulde have fulgt i den store Eventyrfortællers Spor; snarere har jeg fjernet mig derfra. Hans Horisont og hans Tid var en anden end min, hans Livsanskuelse er mig fremmed, og i hans Sprogbehandling har jeg ikke kunnet følge ham. Den gaar for at være mundtlig, men var det næppe en Gang, det var en Dialekt, formodet anvendelig overfor Børn, som han alene betjente sig af. Heller ikke i at lade Tingene tale kunde jeg gaa hans Vej. I det hele taget vil man finde meget lidt Replik i hvad jeg har skrevet, jeg har ikke interesseret mig for hvad Folk siger, og har ikke haft til Metode at karakterisere Personer derigennem. Ikke desto mindre nærer jeg den største Beundring for H.C. Andersens Eventyr, det er ikke faldet mig ind at maale mig med ham; et Unikum af Kvalitet ved hans Evne, som altid forbavser og unddrager sig Forklaring, vilde jeg aldrig drømme om at naa. Jeg har sat H.C. Andersens Eventyr højt, men er gaaet uden om dem i hvad jeg har kaldt Myter. Kun den korte Form har de tilfælles. løvrigt mange af de mere upaaag-tede Smaating i de samlede Udgaver af H.C. Andersens Eventyr er ret tilfældige, journalistiske prægede Prosastykker, som kun højst uegentlig kan kaldes hverken Eventyr eller Historier; her nærmer han sig en moderne Stil, Beskrivelsen for Beskrivelsens egen Skyld. Der findes Partier i H.C. Andersens Rejsebøger, „En Digters Bazar”, eller „I Sverrig”, som med ligesaa stor Ret kunde være optaget i Eventyrsamlingerne i Stedet for andre smaa Prosastykker. Noget lignende kan siges om Beskrivelserne i Mytesamlingerne, de kunde fra Stilens og Indholdets Side ombyttes med Prosastykker fra mine andre bredere Arbejder. Nogle af dem er af tilfældig, lokalbetonet Natur, uden Varighed ud over den Tid da de blev skrevet; Selvkritik kommer her bagefter” („Møllen” (1944) p. 10 f.).

Ordet myte er brugt af H.C. Andersen i „Lykkens Kalosker”. I femte kapitel „Kopistens Forvandling” hedder det om gåseurten: „Hvad Botanikeren først gennem Forelæsninger siger os, forkyndte den i eet Minut; den fortalte Myten om sin Fødsel, den fortalte om Sollysets Magt, der udspændte de frie Blade og tvang den til at dufte.”[18] Her møder vi noget afgørende: det sammentrængte. Digteren skyder en genvej og finder i kraft af sin fantasi frem til det væsentlige.

Der kan ikke være nogen som helst tvivl om at Johannes V. Jensen, da han mente at have fundet sin egen form, har villet skabe en ny genre i kappestrid med H.C. Andersen. Myten er Johannes V. Jensens forsøg på at give et originalt bidrag til den danske litteratur, et sidestykke til eventyrene, i det 20. århundrede.[19] Vi har en art parallel til „Myter og Jagter”, det er H.C. Andersens „Eventyr og Historier”. I efterskriften til mytesamlingen „Møllen” 1944 siger Johannes V. Jensen: „Det er blevet sagt om mit Forfatterskab at det i Grunden er Mytedigtning altsammen. Jeg skal ikke modsige det.” Hermed er myten som genre totalt sprængt i stykker. Kort sagt (sml. Aage Schiøttz-Christensens gennemgang i hans disputats): myten er en anskuelsesmåde, men ikke en kunstform i sig selv. Eller anderledes udtrykt: det er selve den kunstneriske skabelsesproces der fremstilles. Johannes V. Jensens ypperste myter finder jeg i „Bræen. Myter om Istiden og det første Menneske” (1908)[20] og i „Christofer Columbus” (1921): afsnittet „Under Ygdrasil”.[21] „Kongens Fald” (1900/01) kan udmærket karakteriseres som en række myter eller prosadigte indkomponeret i en romans form.

I en lille, vigtig artikel „Vore første Bøger” fra 1920[22] skriver Johannes V. Jensen: „…af Anlæg var jeg bestemt for Naturvidenskaberne, Biologien. Naar jeg senere er kommen til at offentliggøre Ting der kan karakteriseres som en Krydsning mellem moderne Kundskabstilegnelse og fri Fantasi, Myte, stammer det fra en anden Retning af Indbildningskraften, mod Fortiden, vel en egen, gammel Formevne hvormed det Nye gribes og afrundes, den laa i Blodet, Afstamningen, men fik tidligt Determination gennem heldige Indtryk, og her er det igen Billeder jeg skylder mest.” Om Frølichs tegninger, som han stødte på i „Ude og Hjemme” skriver digteren: „Ogsaa andetsteds modtog jeg dybe og bestaaende Indtryk af Frølich, gennem hans Illustrationer til H.C. Andersen – og samtidigt naturligvis af Æventyrene. I Modsætning til mange sætter jeg Frølichs Tegninger over Vilhelm Pedersens, skønt ogsaa de er uforlignelige, men Frølichs er mere organisk sammenvoksede med Teksten og i sig selv hævede over enhver Sammenligning, rent Geni. Her kan det ogsaa passe at bemærke at jeg til Forskel fra Flertallet har sat H.C. Andersens „Historier” højere end „Æventyrene”. Den vistnok rigtige H.C. Andersen, med de snakkende Ting, hans besjælede Flipper og Stoppenaale, fangede ikke min Opmærksomhed nær saa meget som de plastiske Historier der slutter sig til Folkesagnet; af alle H.C. Andersens Æventyr sætter jeg „Dyndkongens Datter” højest. Jeg tror ogsaa det er den Side hos ham der har fængslet f. Eks. Englænderne; her rører han ved Stammens Urfølelse” (p. 21).

Der er grund til at studse over disse udtalelser, hvis rigtighed man selvfølgelig ikke bør betvivle. Johannes V. Jensen taler om den vistnok rigtige H.C. Andersen. Der er noget paradoksalt ved Johannes V. Jensens ord. Der er sikkert mange der vil mene at H.C. Andersens særlige digterevner folder sig rigest og underfundigst ud i de såkaldte „snakkende Ting” og ikke i historierne. I „Myten som Kunstform” har Johannes V. Jensen nogle udtalelser der ikke harmonerer med den i „Vore første Bøger”. Han skriver: „Men saa skabte han en ganske ny lunefuld Form, halvt fantastisk og halvt moderne, den ægte H.C. Andersenske Verden hvor Tingene taler, beregnet paa Børn men for Voksne i Grunden; her er han uefterlignelig, og her er det de fleste brækker Halsen under Forsøget paa at følge ham, det ser jo saa let ud” („Aarbog 1916″ p. 9). Man skulle på forhånd tro at mytedigteren – der netop i myterne ville bort fra det fortællende – havde sat særlig pris på de eventyr der kan karakteriseres som myter (se Rubows bog). „Dyndkongens Datter” har Johannes V. Jensen omtalt nogle år tidligere i myten „De unge Storke” fra 1909: „Vinden bruser i Skoven og melder om det aabne Hav. Det er godt man har Vinger. Snart aabner Eventyret sig for de unge Storke, den svimlende fri Verden H.C. Andersen har fablet saa underfuldt om i „Dyndkongens Datter”.”

To gange senere har Johannes V. Jensen omtalt „Dyndkongens Datter”. I efterskriften til „Den lange Rejse” skriver han: „I Tiden efter Oehlenschläger er der kun to der har gjort Indtryk paa mig af at have bidraget til Menneskets Placering i Naturen: H.C. Andersen og Poul Møller. H.C. Andersen var det primitive Menneske selv i Person, nærmere Paavisning unødig. „Dyndkongens Datter” skylder jeg en tidlig Tilskyndelse” (se „Æstetik og Udvikling” (1923) p. 69). I „London-Drømme” fra 1923 (optrykt i „Myter” III, 1924) – hvor digteren flyver i drømme ligesom i „Rugen bølger” (som jeg straks kommer til) – læser vi: „Og mens jeg blev liggende ganske stille for ikke at slippe Drømmen erindrede jeg Frølichs Tegning af den spæde Nyfødte i Aakandeblomsten, i Æventyret om Dyndkongens Datter. Ja jeg havde nok i Drømme været i Livets Dam, der hvor Storken henter de Smaa” (p. 154). Dette eventyr, der ikke er medtaget i de almindelige udvalg, stod trykt første gang i „Nye Eventyr og Historier”. 2. samling 1858. Jeg synes ikke det hører til H.C. Andersens bedste ting. Eventyret er meget ujævnt og virker ikke organisk i sin opbygning. Der er storartede enkeltheder i afsnittene om storkene; de kan næsten læses løsrevne som selvstændige små prosastykker. Vi har H.C. Andersens egne ord for at „Dyndkongens Datter” hører til de eventyr på hvilke han har anvendt mest tid og flid. Selv da det tredje gang stod på papiret måtte digteren erkende, at „endnu hele Partier deri ikke traadte saa klare og farverige frem som de kunde og maatte.”[24]

Paul V. Rubow skriver om den farlige vej H.C. Andersen slog ind på da han blev ældre og var blevet rutineret: „Den bestod i at lade Eventyret udvide sine Rammer paa det ubestemte, ad libitum nærme sig til den større Fortælling. Han forlod sig her, ikke uden Grund, paa sin Diktions Skønhed og Styrken af sine bestandigt flydende Inspirationer. Men det er let at se, at trods alle glimrende Enkeltheder mislykkedes disse Historier tit for ham. Saadanne Digtninge som Dyndkongens Datter, En Historie fra Klitterne, Bispen fra Børglum, Hønse-Grethes Familie, kan være aldrig saa sublimt fortalte, de passer ikke til den Grundformel Andersen nu en Gang behøvede. Saa smidig hans poetiske Organisme er, den er ingen Amøbe” (p. 168f.). „Dyndkongens Datter” karakteriseres som en blanding af myte og legende (p. 165).[25] Om H.C. Andersens myter hedder det hos Rubow at de er blevet til ved en kraftanspændelse. „Derimod er Retningen mod Mysteriet og Legenden, som lige saa ofte karakteriserer hans Poesi, snarere Udtryk for Afspænding; Aanden driver hvorhen den vil. Myterne vidner om hans Evne til mandig Koncentration, Legenderne og Mysterierne om hans Evne til kvindelig Hengivelse” (p. 164). Mange af Johannes V. Jensens myter synes at være blevet til i en næsten drømmeagtig tilstand, en art trance. Det er som digteren svæver og flyver ubesværet gennem rum og tider. I en af sine skønneste myter „Rugen bølger”[26] (fra 1911) skildrer han hvorledes han flyver i drømme som så ofte før. Han er i en tilstand hvor man kan, „jeg gør mig stærk og hæver mig fra Marken lige op i Luften.” Og den mand der ville gøre sig til talsmand for det virkelige, for kendsgerningen slutter sin myte med disse ord, der alt for ofte er blevet glemt når talen er om den store digter og hans tanke- og idéverden: „Og hvorfor skal man ikke drømme, naar man faar Tingene kærere derved?”. Hos Johannes V. Jensen er der ikke tale om en kraftanspændelse – jeg ser bort fra myter med et villet og konstrueret præg, digtet på rutine og uden nogen inspiration. Og man kan vel heller ikke tale om nogen egentlig afspænding. Hvor en kraftanstrengelse spores ophæves i virkeligheden den mytiske intention.

Det var H.C. Andersens mål at skabe en ny og universel genre i eventyrets form; denne genre skulle optage de andre i sig. „Og han veg ikke tilbage for den Konsekvens at assimilere Genrer af et større Format” (Rubow p. 166). Her har vi en nøje parallel til Johannes V. Jensens mål. Ganske vist havde han ikke fra første færd arbejdet målbevidst som H.C. Andersen, men han har efterhånden opdaget at hans små prosastykker af vidt forskellig art kunne danne en pendant til H.C. Andersens eventyr. På bagsiden til mytesamlingerne „Pisangen” 1932 (femte bind) og „Kornmarken” 1932 (sjette bind) kan man læse følgende der må være skrevet af digteren selv: myterne i den ham egne fortættede kunstform omfatter de fleste andre genrer, kun ikke de slæbende. Med slæbende tænker digteren sikkert først og fremmest på romanen som han havde et godt øje til, og det til trods for at han gentagne gange har forsøgt sig i denne genre. Hans debutbog „Danskere” (1896) er en udmærket roman. Fra 1921 er „Trioen. Indgang til en uskreven Roman” (optrykt i „Myter” III, 1924). Det hedder så videre: „Myterne indeholder komponerede Ting, hvad man ellers vilde kalde Noveller eller Æventyr, „Romaner”, men i Korthed, uden Romanens Bredde og Omsvøb; Indtryk fra Rejser, Beskrivelser, Dyrehistorier, nature morte, ethvert Stof hvori der er Liv, og som adskiller sig fra Essayet eller Artiklen deri at en universal Rytme er indvirket deri. Den korte bevingede Form er født af vor Tids Tempo, Myterne gør sig Haab om at ses ikke under Synspunktet Bagatellen, men Essensen, Tingenes Marv.”[27] I en engelsk definition fra 1932 hedder det: „They have something of the essay and something of the quality of a musical theme, an attempt to focus the essence of life in a dream.”[28] At „den korte bevingede Form er født af vor Tids Tempo” betragter jeg som en åbenlys fejltagelse. Musik og drøm hører til myten; vi kommer tilbage til prosadigtet med den høje lyriske flugt, til stemningskunst.

Vi kan altså fastslå at Johannes V. Jensen ville skabe en genre med universel karakter, men han skabte ikke – og mon han ikke selv var klar over det – en ny genre. Men derfor er alligevel ordet myte, så vagt og rummeligt det end er, knyttet til Johannes V. Jensen i dansk litteraturhistorie. Han blandede alt for meget sammen: ren reportage, betragtninger, lyrik, rejseskildringer, iagttagelser af dyr, fugle og mennesker, natur og kunst, fantasi og drøm, videnskab etc. etc. Det betyder ikke at der ikke findes en række strålende prosastykker af meget stor digterisk værd, prosadigte som man ikke ville undvære. Hvordan fremtidens litteraturforskere vil se på Johannes V. Jensens myter ved jeg ikke. Den der skriver disse linier er, efter en menneskealders beskæftigelse med Johannes V. Jensens digtning, kommet til det resultat, at myterne, der ikke har den formgivning som H.C. Andersens ypperste eventyr har, ikke den fine og strenge komposition, ikke det samlende midtpunkt – eller hvordan man nu bedst kan udtrykke dette – vil rykke tilbage på en mindre fremtrædende plads i digterens store og brogede produktion. Derimod vil Himmerlandshistorierne og de eksotiske noveller – som Johannes V. Jensen selv henførte til sine myter![29] – komme til at stå som noget af det værdifuldeste han har skrevet. Den store fortæller vil hævde sig med en fast opbygget genre. „Kongens Fald” kan man, om man vil, godt betragte som en blanding af prosadigte, himmerlandshistorier og myter. Himmerlandshistorierne må sidestilles med Blichers bedste noveller. Blichers fortællinger, H.C. Andersens eventyr og Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier – det er tre højdepunkter i dansk digtning.

Johannes V. Jensen kaldte sin første mytesamling for „Myter og Jagter” 1907. Vi har, som jeg har nævnt det tidligere, en art parallel til H.C. Andersen, der dels skrev „Eventyr og Historier” og dels „Eventyr”. I en rigtig erkendelse af at alt for meget var ført ind under mytebegrebet, ud fra Johannes V. Jensens egen opfattelse, blev den sidste samling, den niende, „Møllen” 1944, kaldt for „Myter og Beskrivelser”.

I novellemagasinet „Hjemmets Noveller” 1906 er der seks historier af Johannes V. Jensen, en af dem hedder „Edderkoppen. En ubetalelig Historie.” H.C. Andersen kunne ikke have skrevet denne historie i dens nuværende form; men han har stået fadder til den. Alf Henriques fører den til de fabulerende myter, den kaldes for en drilagtig fabel.[30] Leif Nedergaard kalder den for et allegorisk eventyr.[31] I „Myter og Jagter” er „En ubetalelig Historie” sløjfet; fortællingen er „forvandlet” til en myte. Man vil forgæves søge noget mytisk i denne historie (optrykt i Skrifter VIII, 1916, „Myter” I, 1924 og i „Myter” I—II, 1946) der meget grumt skildrer en smækker edderkops giftermål med den billedskønne fru Edderkop. På bryllupsdagen æder bruden sin brudgom og hænger skelettet op udenfor døren. Jo vist er det en ubetalelig historie!

Kimen til „Edderkoppen” har vi i virkeligheden i H.C. Andersens „Peiter, Peter og Peer” (trykt første gang 1868). Om Peer læser vi følgende af interesse i denne sammenhæng: „Og da han en Dag betragtede Edderkoppens Væv og hvad der sad i den, saa opgav han aldeles Ægtestanden. Hr. Edderkop væver for at fange ubetænksomme Fluer, unge og gamle, blodfyldte og vindtørre, han lever for at væve og ernære sin Familie, men Madame Edderkop lever ene og alene for Fatter. Hun æder ham op af bare Kjærlighed, hun æder hans Hjerte, hans Hoved, hans Mave, kun hans lange, tynde Been bliver tilbage i Spindelvæven, hvor han sad med Næringssorger for hele Familien. Det er den rene Sandhed lige ud af Naturhistorien. Det saae Peer, det tænkte han over, „saaledes at elskes af sin Kone, ædes af hende i voldsom Kjærlighed. Nei! saa vidt driver intet Menneske det; og vilde det være ønskeligt?” „Hvem var den lykkeligste?” (der udkom 1871/72) har om græshoppen og rosen: „… thi paa hende saae Græshoppen med Øine, som sagde: „Jeg kunde spise Dig af bare Kjærlighed!” og yderligere kan aldrig Kjærligheden gaae: den Ene gaaer op i den Anden! Men Rosen vilde ikke gaae op i Springfyren.” [32]

„Edderkoppen” har store ligheder i stil og diktion med H.C. Andersens eventyr. Historien er det mest H.C. Andersenske som Johannes V. Jensen har skrevet. Man er lige ved at kunne læse fortællingen som en karikeret pastiche. Jeg fremhæver følgende udtryk fra Johannes V. Jensen: Han var en Yngling som alle andre Edderkopper, med god Appetit, sund i alle Henseender – Aa det var sødt men knugende saadan at være bleven gudbenaadet med hverken at vide hvorfra, hvorfor eller hvorhen, det gjorde en saa fin og sorgfuld. – Man maa spinde det ud af sig, ja man maa! – Og det var en lang Historie. – Edderkoppen var bleven til den flyvende Sommer. Hvor var det dejligt. – Jo, hele Himlen var nok fuld af flyvende Sommer. Han var saa ikke ene med Solen! Det var fattigt. – … en galauniformeret Guldsmed. – Fru Edderkop var af Person billedskøn. Hun havde den slankeste Taille, næsten kun en Traad mellem For- og Bagkrop. Det tydede paa gammel fin Familje. Aa, hun var saa fin, at hun gerne kunde gaa midt over ….. hun spandt fortræffeligt og var selv Ten, Korsets Tegn bar hun synligt paa Ryggen, uden at det generede hende – Daabsattesten var bleven „borte”. – Men nu kommer det bedste. – En Skolopender, der boede i Nærheden som Ungkarl under en Sten og blev Vidne til det ægteskabelige Drama, fortalte siden, men han var en Kyniker, at han sjælden havde set et Udtryk for saa dyb Lykke, som da den unge Idealist blev fortæret. Han saa ud, sagde Skolopenderen, som selve Saligheden ved at gaa op i Alnaturen og blive et med den. Han var først saa stolt, da Vielsen var overstaaet, derpaa kom en uforklarlig navnløs Angst over ham, som drog og drog, indtil den gik over i Dødens før omtalte saa dybe Lykke. Skolopenderen slog et S paa sig selv af Grin og gabede højt med Knibtangen, som vilde han trække et Søm ud af Himmelhvælvingen. Og Løbebillen, til hvem han fortalte hvad han havde set, ilede som en Baad i høj Sø gennem Græsset for at bringe den ubetalelige Historie videre” (slutningen).

Jeg vil fremhæve følgende eventyr „Stoppenaalen”, „Kærestefolkene”, „Springfyrene”, „Flipperne”, „Den lykkelige Familie”, „Skarnbassen”, „Sneglen og Rosenhækken”, „Tommelise”, „Det er ganske vist” og „Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen”. Til sammenligning anfører jeg følgende steder: Der var en Gang en Stoppenaal, der var saa fin paa det, at han bildte sig ind, at han var en Synaal („Stoppenaalen”) – Jeg gaar det aldrig igennem, jeg knækker! Jeg knækker! – og saa knak den (samme) – Sagde jeg det ikke nok! sagde Stoppenaalen, jeg er for fin (samme) – Jeg skulde næsten tro, at jeg er født af en Solstraale, saa fin er jeg (samme) -Ak, jeg er saa fin, at min Moder ikke kan finde mig (samme). -Ja, jeg giver min Datter til den, som springer højest, sagde Kongen, for det er saa fattigt, at de Personer skulle springe om ingenting! („Springfyrene”) – Græshoppen var i grøn Uniform, og den var medfødt; desuden sagde Personen, at den havde en meget gammel Familie i det Land Ægypten (samme) – Og saa hentede de den lille Sneglefrøken. Det varede otte Dage før hun kom, men det var just det fine ved det, saa kunde man se hun var af Arten („Den lykkelige Familie) – den gamle Kone …… var ikke Eventyret som Manden søgte; det kunde hun bevise ved kristelig Døbeattest og Vaccinationsattest, begge laa i Dragkisten („Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen”) – Farvel, farvel! sagde Svalen og fløj igen bort fra de varme Lande, langt bort tilbage til Danmark; der havde den en lille Rede ved Vinduet, hvor Manden bor, som kan fortælle Æventyr, for ham sang den kvivit, kvivit! derfra have vi hele Historien („Tommelise”) – og var, som Høne, respektabel i alle Maader („Det er ganske vist”) – Lad gaa videre! peb Flagermusene, og Hønsene klukkede, og Hanerne galede: Lad gaa videre! lad gaa videre! og saa foer Historien fra Hønsehus til Hønsehus og til sidst tilbage til Stedet, hvorfra den egentlig var gaaet ud (samme) – … Sligt skal man ikke fortie, og jeg vil gøre mit til, at den Historie kan komme i Avisen, saa gaar den Landet over (samme).

Om „Edderkoppen” skriver Knud Bøgh (1950) at den „stammer fra digterens ungdom, endnu inden han fandt sin endelige fortællemåde. Den er holdt i en noget lapset, ironiserende stil.” Og videre: „Digteren har skabt en lille spirituel conte i Heines stil.”[33] H.C. Andersen omtales ikke. Man studser over at Johannes V. Jensen endnu ikke havde fundet sin endelige fortællemåde. Til 1906 havde han skrevet „Danskere” (1896), „Einar Elkær” (1898), „Himmerlandsfolk” (1898), „Intermezzo” (1899), „Foraarets Død” (1899), „Den store Sommer” (1900), „Vinteren” (1901), „Madame d’Ora” (1904), „Nye Himmerlandshistorier” (1904), „Skovene” (1904), „Hjulet” (1905). Det er den periode hvor digteren står på sin højde. Der må være noget andet som Knud Bøgh her har tænkt på, og det må være at „Edderkoppen” ikke svarer til en række andre myter. I den mødes H.C. Andersen og Heine, som vi skal høre om i det følgende.

H.C. Andersens livord frem for noget: dejlig,[34] bruger Johannes V. Jensen også.

Den ejendommelige myte „Menneskeøglen” er trykt første gang i „Hjemmets Noveller” 1906; den blev – med et par tilføjelser -optrykt under titlen „Kondignogen” i „Myter og Jagter”. Den er ikke medtaget i mytesamlingerne. „Menneskeøglen”, der er inspireret af Knut Hamsuns „Sult” – som nævnes – kan kaldes for et omskabelseseventyr. Med Paul V. Rubow kan en gruppe af H.C. Andersens eventyr kaldes for Forvandlingerne: „Pigen som traadte paa Brødet”, „Dyndkongens Datter”, „Anne Lisbeth”, „Den lille Pige med Svovlstikkerne”, (p. 165). Vi har gjort opmærksom på at Johannes V. Jensen satte „Dyndkongens Datter” meget højt. Leif Nedergaard fremhæver at „Kondignogen” mere minder om Heines „Atta Troll” (kapitel 22) end om H.C. Andersen.[35]

Drengs syner i „Bræen” 1908 i kapitlet om fyrtøjet svarer til „Den lille Pige med Svovlstikkerne”. Leif Nedergaard har omtalt dette i sin bog om Johannes V. Jensen (1943) p. 171.[36]

Fra 1909 er „De unge Storke” der kaldes en augustmyte; den er optrykt i „Myter. Ny Samling” 1910 og „Myter” II, 1924. Storken – som Johannes V. Jensen har skrevet to digte om: „Storken” (i samlingen „Aarstiderne” 1923 og „Verdensborgeren” i „Den jydske Blæst” 1929) – kaldes for den danskeste af alle fugle. „De unge Storke” kan betragtes som et sidestykke til H.C. Andersens „Storkene” og til afsnit i „Dyndkongens Datter” som omtales i myten, der derved får et ejendommeligt litterært præg og ligesom bliver dobbeltbundet i kunstnerisk forstand. De store flyveøvelser hos Johannes V. Jensen svarer til høstmanøvrerne hos H.C. Andersen. Alf Henriques siger at „De unge Storke” er en „lunerig karakteristik af flyvefærdig konfirmationsungdom.” [37] Men det vigtigste er slutningen: „Hvem der én Gang i et Glimt kunde se Verden med de unge Storkes Øjne! Hvem der første Gang skulde rejse og se nye Stjerner!”. Her har vi Johannes V. Jensens mægtige higen, det er „Bræen”s digter der har skrevet disse ord, digteren der ville opleve menneskeslægtens barndom, som ville begynde der hvor livet begyndte i tidernes morgen. Storken omtales også i „Form og Sjæl” (1931), som jeg vil komme til i afsnittet om H.C. Andersen som journalist og rejseskribent.

Fra december 1915 er „Juletræet”, optrykt i „Aarbog 1916” og i „Myter” III (1924). Myten er Johannes V. Jensens sidestykke til „Grantræet”. Johannes V. Jensens skildring, som intet mytisk har ved sig efter min opfattelse, handler om den store gran på Rådhuspladsen: „Mindet om Skoven, Skoven, hvorfra Træet er vandret ind, trænger paa en, Sommerminder, Duftminder – er det ikke et Æventyr, er det ikke en Præken?” Og så hedder det: „Den gamle, kære Æventyrdigter vilde have fortalt en yndig, svævende og farverig Historie om Træets Dryade, som alle Folk vilde huske siden i hundrede Aar, hans Troldmandshjerte er vor Tid nægtet, men har vi ikke andet end Virkeligheden, saa lad os i det mindste finde hvad der er af forunderligt og svævende ogsaa idag, og hele Tiden sandt. Jeg tager Juletræet som Tekst til at mane med hvad der nu er mit Instrument, det danske forbandede Vejr, der er det fineste i Verden.” Johannes V. Jensen nævner ikke at H.C. Andersen har skrevet et andet eventyr, på en måde et af sine grummeste.[38]

Fra 1919 er „Memerang”, et malajisk eventyr, optrykt i mytesamlingen „Ved Livets Bred” 1928. Det er bearbejdet og oversat efter George Maxwell „In Malay Forests” (1911). Denne bog handler hovedsageligt om jagt, men den har også „udmærkede folkloristiske Optegnelser, derimellem nærværende Myte” (p. 20). Myten kaldes flere gange for eventyr (smst.) Vi ser her hvordan de to ord er gået over hinanden. Myte og eventyr bliver identiske.

I „Viet og Kaalgaarden” fra 1922 (optrykt i „Myter” III, 1924 og „Myter” I—II, 1946) omtales H.C. Andersens eventyr „Hyldemor”. Duft og erindring hører intimt sammen. I digtet „Mit Træ” om hyldebusken synger H.C. Andersen:

i Duften der er Lindring,
naar Hjertet er bespændt,
der kommer hver Erindring
om Gammelt, Kjært og Kjendt.

Det hedder hos Johannes V. Jensen: „Hylden, i hvis Duft de gamle og urgamle Erindringer vælder op” (p. 118). Hyldens dryade er blevet bevaret, skriver han, H.C. Andersen fortæller om hende i Hyldemor: „Jeg forestiller mig hende som en Vølve. Hun er gammel og tryllekyndig, spøger i Skoven, hvor hun ikke er god at møde, men som den hjemlige Hylds Aand er hun venlig og gavmild med Lægedom, den sidder i hendes Hænder, som hun spreder mod Himlen de lyse Nætter, de duftende Hyldeblomster,[39] og dem fik vi som Hyldete, dampende, krydret, Minder om en barnlig Feber knytter sig dertil, Snue og øm Forplejning, mange Dyner og en hed Søvn med en Strømpe om Halsen, skoldet baade indvendig og udvendig; det var om Vinteren, naar vaade Fødder, erhvervet paa en svigefuld Is, havde faaet deres Følger; og Sommeren kom lyslevende tilbage i den duftende Hyldete, i Dampen af den kunde man, hvis man havde en lille Feber, se baade den blomstrende Hyldebusk og Hyldemoder derinde i med det milde vise Ansigt. Nej Hyldemoder glemmer man ikke igen” (p. 118 f.).

I virkeligheden genfortæller Johannes V. Jensen jo H.C. Andersens dejlige eventyr. Det hedder hos H.C. Andersen: midt i Træerne sad en gammel, venlig Kone — nogle kalde mig Hyldemor, andre kalde mig Dryade, men egentlig hedder jeg Erindring. Johannes V. Jensen udbryder i sin skildring, der har mytiske træk, på sin karakteristiske måde: „Ak, det er en Myte for sig, Viet og Bierne.” Vi kunne have fået en myte i myten.

I „Julenissen” fra 1931 (optrykt i „Kornmarken” 1932), der må betragtes som Johannes V. Jensens sidestykke til H.C. Andersens „Nissen hos Spekhøkeren”, omtales nathuen: „en fortryllende Tegning deraf har man i Frølichs Illustration til H.C. Andersens Æventyr om „Pebersvendens Nathue”, omsvævet af alle Drømmenes og Barndommens bevingede Genier” (p. 119).

Et sidestykke til H.C. Andersens „Hjertesorg” er Johannes V. Jensens „Det største Sorg” fra 1932, optrykt i mytesamlingen „Kornmarken” 1932. Johannes V. Jensen fortæller en erindring fra sin barndom; hans ældre broder har haft en tragisk dag, forældrene er taget hjemme fra og drengen er utrøstelig og græder og græder. „Først var det jo slaaet Fejl med at finde Forældrene, en Sorg Ingenting kunde faa ham til at glemme. Og saa havde han selv været fortabt. Man havde reddet ham og gjort ham til Genstand for Æresbevisninger, men det var og blev sørgeligt. Verden havde været for stor for ham. Det var den mest bundløse Sorg. Selv stod man magtesløs, kunde ikke hjælpe eller gøre noget usket. Smerten paa hans Vegne gravede sig ind, kunde aldrig siden blive forløst. Det er nu mellem halvtreds og tresindstyve Aar siden.” I „Hjertesorg” har den lille pige ikke en knap, så hun kan ikke komme til at se moppens grav, „da satte hun sig ned, holdt de smaa, brune Hænder for Øjnene og brast i Graad; hun alene havde ikke set Moppens Grav. Det var Hjertesorg og stor, som den voksnes tit kan være det.” Og digteren tilføjer: „Vi saa det ovenfra – og ovenfra set – denne, som mange af vore og andres Sorger, ja, saa kunne vi le af dem!” Forskellen mellem de to prosastykker er meget stor; men begge handler de om hjertesorg.

31. januar 1937 offentliggjorde Johannes V. Jensen et eksperiment i „Politiken”: „Hvad Fatter gør, det er altid det Rigtige”, der blev genoptrykt i „Mariehønen” 1940, ottende bind af myter (p. 66 ff.), men ikke i „Myter” 1—II, 1946. H.C. Andersens eventyr kalder Johannes V. Jensen for et af digterens bedste, og det giver man ham ubetinget ret i. Han siger at H.C. Andersen tænker på Fyn. Det fynske folkesind ytrer sig i sproget. Johannes V. Jensen eksperimenterer: hvordan ville historien falde ud et andet sted end på Fyn, hvordan ville det spænde af i Jylland. På eget ansvar fortæller digteren med sine erfaringer eventyret på jysk. Historiens forløb må vendes fuldstændigt om, bondemanden i Jylland vil drage til marked med en sæk rådne æbler og vende hjem med en hest. Og konen ville sige: Jeg troede du var kommet hjem med et spand! Hun vender sin brede bag mod manden og går ind. Englænderne tabte atter væddemålet. Johannes V. Jensen slutter med disse ord: „Nu kan man jo sammenligne de to Historier. Bekræfter den ene ikke den anden?” Det kan man for så vidt godt sige, men jeg synes at Johannes V. Jensens bekræftelse er ganske overflødig. Jeg er slet ikke begejstret for hans eksperiment. H.C. Andersens prægtige eventyr, uforligneligt og så underfundigt, bør man ikke røre ved; det klarer sig storartet uden en pendant uden egentlig lune. Nogen myte er Johannes V. Jensens eventyr i hvert fald ikke.[40]

På et afgørende punkt glipper det for Johannes V. Jensen. Den fine pointe hos H.C. Andersen går tabt hos Johannes V. Jensen: „Nu maa jeg kysse dig!” sagde Konen. „Tak, min egen Mand! Nu skal jeg fortælle dig noget. Da du var af Sted, tænkte jeg paa at lave et rigtigt godt Maaltid til dig: Æggekage med Purløg. Æggene havde jeg, Løgene manglede mig. Saa gik jeg over til Skoleholderens; der har de Purløg, veed jeg, men Konen er gerrig, det søde Asen! jeg bad om at laane laane? sagde hun. Ingenting gror i vor Have, ikke engang et raaddent Æble! ikke det kan jeg laane hende! nu kan jeg laane hende ti, ja, en hel Pose fuld! det er Grin Far!” og saa kyssede hun ham lige midt paa Munden.”

En redegørelse for ligheder og forskelle mellem de to digteres sprog ville kræve en meget stor undersøgelse. Jeg nøjes med i tilknytning til dette afsnit at meddele et par sproglige iagttagelser, som ligger indenfor eventyrenes område. I „Darduses Myndlinge” – som jeg vil komme tilbage til – står der: „Jo, det var en Have!” Det er H.C. Andersens eventyrstil i et af Johannes V. Jensens eventyragtige prosastykker (se mytesamlingen „Ved Livets Bred” 1928 p. 57). I det samme eventyr skriver Johannes V. Jensen: „men om Natten, naar ikke en lille Pige laa krumsluttet i sin Kasse af en Seng, men den var af Rosentræ, havde man Maanen, som spejlede sig i Dammen søsterlig Side om Side med Lotusblomster og Syv-stjernen, ved Foraarstide Aftenstjernen, Venus, var det ikke dejligt?” (p. 57). Her er ikke langt til H.C. Andersen. Sætningen „men den var af Rosentræ” klinger ganske H.C. Andersensk. Jeg har ikke fundet et helt tilsvarende sted hos H.C. Andersen; men det findes sikkert.

Der er et stilistisk fænomen som knytter de to digtere intimt sammen, den fynske i det 19. århundrede og den jyske i det 20. århundrede. Det er brugen af omvendt ordstilling, inversion, der ofte er forbundet med det emfatiske.[41] Paul V. Rubow skriver i afsnittet om sprog og stil: „Der er en enkelt syntaktisk Form, som Andersen i den Grad har tilegnet sig, at den hos ham kan siges at optræde som en selvstændig poetisk Pigur, det er Foranstilling eller Fremskydning af et vigtigt Sætningsled. Han bruger den ofte saadan, at jeg ikke tror der lader sig finde anden Forklaring, end at hans Temperament fordrede livligere Ombytning af Sætningens Hovedled end andre Menneskers. Hans Venner kritiserede den hos ham, og Edv. Collin har vist ligefrem rettet nogle Steder omvendt Ordfølge til normal. Men den faldt Andersen naturlig, han bruger den ogsaa i sin private Stil” (p. 234).[42]

Inversionen spiller en uhyre rolle i Johannes V. Jensens sprog; den er et af de afgørende elementer i hans stil. Johannes V. Jensen har i talrige tilfælde brugt inversionen så den får et manieret præg.[44] Det er hvor vi har sat myterne overfor eventyrene vigtigt at gøre opmærksom på, at i en række af Johannes V. Jensens ypperste værker: en række Himmerlandshistorier, en række myter, „Kongens Fald” og „Bræen” er inversionen af ringe betydning.[45] For mange år siden skrev jeg at en sammenligning mellem Johannes V. Jensens brug af Inversion og H.C. Andersens viser en del ligheder af interesse, „men det forekommer mig, at J. V. J.s Brug er mere ejendommelig og paafaldende. Stilpræget er endnu mere accentueret.”[46] Jeg tror stadig at dette er rigtigt. At Johannes V. Jensen på dette punkt skulle være påvirket af H.C. Andersen er der ingen som helst grund til at antage.

III. Rejseskribenterne

H.C. Andersen og Johannes V. Jensen er to store rejsende i dansk litteratur. De var begge optaget af naturvidenskaberne og af teknikken. Otto Gelsted har fremhævet den begejstring som H.C. Andersen viste overfor datidens opfindelser. – Han skriver i sin bog om Johannes V. Jensen fra 1913: „Hans henrykkelse over for første gang at køre med jernbane er ikke væsensforskellig fra Johs. V.s entusiasme over vore dages tekniske erobringer og forøgede tempo. Hvad der bringer dem begge i ånde er det sving som følelsen af fart meddeler bevidstheden og visheden om at en drøm er gået i opfyldelse, en fabel realiseret. Læs kap. om jernbanen i En digters bazar. Det primitive tog der henrev H.C. Andersen som et livsfarligt vidunder er jo nu en museumsgenstand, men den stemning som fyldte ham forældes ikke” (p. 34) .[47]

Jeg citerer hvad Knud Bøgh skriver i sin fortræffelige indledning til „En Digters Bazar”[48] (1944) i serien Romaner og Rejseskildringer VI: „Mellem Jens Baggesen og Johs. V. Jensen er H.C. Andersen vor bedste Rejseskribent. De er tre forskellige Personligheder og repræsenterer hver sin litterære Retning. Bag Baggesen staar Sterne, den engelske Forfatter fra det 18. Aarhundrede, som skrev paa en meget personlig og passiarende Maade. Johs. V. Jensen har ligeledes lært af Angelsachserne, særlig Kipling og hans Asiens-Romantik. I sin Ungdom fulgte Andersen tyske Forbilleder, men i En Digters Bazar er han mere beslægtet med den franske Romantisme som den udfoldede sig i 1830’erne hos Victor Hugo, Lamartine og flere” (p. X f.). Knud Bøgh siger at H.C. Andersen var journalist af temperament, men ikke af fag. Han skriver om det berømte stykke om jernbanen: „Hos en senere rejsende, Johs. V. Jensen, er Farten sat vældigt op: „Vi tordnede over en Bro, vi gik som en svidende Pisk gennem Skov, og Træerne valsede i Maaneskinnet”. Dette er fyndigere end Andersens, men har intet af dennes Nuancer, som de fremkommer ved, at Øjet flyttede sig fra det nære til det fjerne, fra det ilende til det stillestaaende” (p. IX). Citatet er fra „Intermezzo” (1899) p. 136. Det forekommer mig at Knud Bøgh her glemmer, at det i den givne sammenhæng ikke har været Johannes V. Jensens mening at give nuancer, men kun at markere det voldsomme tempo. Volmer Dissing kalder kapitlet om jernbanen for en myte før Johannes V. Jensen og taler om „samme primitive sansekraft, samme glimrende ordkunst og den samme tro på teknikkens vidunder” (i artiklen H.C. Andersen på rejse” 1954).[49] Vi ser her hvordan anvendelsen af ordet myte „projiceres” tilbage i tid. Noget mytisk er der ikke over H.C. Andersens berømte og storartede skildring af jernbanen, med mindre man da vil sætte lighedstegn mellem levende, rask og mytisk. Ordet primitiv ser man ofte brugt i forbindelse med H.C. Andersen og Johannes V. Jensen. Jeg tror man skal vogte sig for at anvende dette farlige ord for meget. Det kan blive så rummeligt i sin betydning at det ret beset bliver intetsigende.

I „Myten som Kunstform” skriver Johannes V. Jensen: „Endelig er en Del af Æventyrene i Virkeligheden Prøver paa ren Journalistik, ypperlige og uforgængelige fordi de var fra H.C. Andersens Haand men liggende lidt udenfor Æventyrenes selv allervideste Ramme. H.C. Andersen var jo sin Tids flyvende Korrespondent” (p. 9 f.).

Fra „Form og Sjæl” (1931) – som jeg har omtalt tidligere – skal jeg give et fyldigt citat:

„I andre Former for hans Produktivitet var han direkte, slog lige ned paa Tingene, en vir novus, midt i en af Æstetik stokblind Tid;

man kan sige om H.C. Andersen at han var Danmarks første Journalist, i ædel Forstand, Reporter, i genial Forstand, han var den første der saa noget i Dagliglivet, i Datidens København, mens hele Literaturen iøvrigt var vendt bagud, Romantikens vidtløftige Symbolverden, som havde sin Betydning, men H.C. Andersen opdagede Gaden, Skraldemanden, Skorstensfejeren, Børnene i Rendestenen, Snemanden, det daglige Livs Tilbehør, Tepotten, Bolden, Sparegrisen; nogle af hans Æventyr er som et Inventar over Datidens København. I Virkeligheden de gør det ud for en Presse, som endnu ikke eksisterede, de er staaende Journalistik. Tiden har da ogsaa udviklet sig i H.C. Andersens Retning, ikke bort fra ham, som fra hans Samtidige, hans meget drøftede Næse pegede den rigtige Vej. H.C. Andersen var den første Realist i dansk Literatur, længe før der var noget der hed Realisme.

I en anden aktuel Henseende var H.C. Andersen forud for sin Tid, han opdagede Tekniken, som var ved at gry, til Forstyrrelse for den æstetiske Te, han var glad for Dampskibet og Jernbanen, han faldt i en som det nu synes os barnlig Henrykkelse over Telegrafen, han forudsagde endogsaa Flyvemaskinen; og i dette Aktualitets- og Fremskridtsinstinkt er han da næsten forud for sin Tid endnu. En bytræt Slægt der ømmer sig over Mekaniseringen, Tidens Udvikling og Flugt, hele Maskinalderen vi lever i, kunde her lære lidt af den gamle naive Digter. Stod Tiden stille i Literaturen, H.C. Andersen gjorde det ikke.

Han var sin Tids første Rejsende, brød ud af den lille lukkede Æske som København var indenfor Voldene, han slog Horisonter op, bragte Virkeligheder ind i den lille Verden af Literatur der grupperede sig om et Torv og et Teater og med den største Importance sad og anmeldte hinanden; man sjokkede i København, men den grimme Andersen drog Lykkens Galosker paa, skrævede sin Vej med Syvmilestøvler, endnu at se paa Odense Museum – og hvilke Støvler!

Sin Rejse- og Trækfuglenatur har han nedlagt i alt hvad han æventyrligt og luftigt har skrevet om Storken, den kendte og dog saa fremmede Fugl, med en dobbelt Natur og dobbelt Hjemstavn, Gadekæret og et mystisk Afrika; og ingen Fugl kunde ligne Fynboen og Verdensborgeren med de lange Vadeben mere. H.C. Andersens Rejsebøger hører den Dag i Dag til den friskeste og mest fængslende Læsning man har” (p. 143 ff.).

Disse udtalelser er meget karakteristiske for deres ophavsmand. Der er så meget smukt og rigtigt i det Johannes V. Jensen her skriver, at man egentlig synes det er synd at gå nogle af dem lidt efter i sømmene. De er karakteristiske ved den blanding af noget rigtigt, noget evident rigtigt, og så noget forkert. Johannes V. Jensen havde forset sig på mange ting i Danmarks litterære liv, og ofte med rette, og han havde fyldt sit sind med en vældig irritation, der villigt slog ud i lyse luer når anledningen meldte sig. Der er et væld af den slags blandede udtalelser igennem hele hans forfatterskab, de er ofte helt ude af balance og mangler proportioner. Det falder udenfor denne afhandlings rammer at påvise dette, en desværre alt for taknemmelig og til tider letkøbt opgave. Men en kender af Johannes V. Jensens forfatterskab vil ikke holde disse kritiske bemærkninger tilbage i denne sammenhæng, hvor de to digtere er stillet overfor hinanden. Johannes V. Jensens vurdering af det litterære liv i det nittende århundredes Danmark er ikke rigtig. H.C. Andersen er aldeles ikke den første realist i dansk litteratur. Johannes V. Jensen synes her ganske at have glemt Poul Møller.

I „Hardanger” fra 1910 omtales „En Digters Bazar”, se „Myter. Fjerde Samling” (1912) p. 112[50]. H.C. Andersens ypperste rejsebog er utvivlsomt „I Sverrig” fra 1851. Den er levende og den tenderer ofte mod eventyret. Johannes V. Jensens bedste rejseskildringer? Ja, her er det meget svært at vælge. De findes spredt så at sige over hele forfatterskabet. Rejsebøger svarende til H.C. Andersens „En Digters Bazar” og „I Sverrig” har Johannes V. Jensen ikke skrevet. En del af myterne er rejseskildringer. Et værk som ikke må glemmes i denne forbindelse er „Introduktion til vor Tidsalder” 1915, der kom i 3. ændrede udgave 1929. Det indeholder nogle glimrende rejseskildringer der rager langt op over digterens tanker. I sit første digt fra 1894 sang han „selv vil jeg Jorden, Jorden fra Pol til Pol”.

Johannes V. Jensen kom som korrespondent til Spanien 1898 og han var på verdensudstillingen i Paris 1900. Det er ganske interessant at H.C. Andersen så verdensudstillingen i Paris 1867. Dette gav ham idéen til eventyret „Dryaden” (der udkom 1868). Det slutter med disse ord: „Det er Altsammen skeet og oplevet. Vi saae det selv, i Udstillings-Tiden i Paris 1867, i vor Tid, i Eventyrets store vidunderlige Tid”. Johannes V. Jensen synger en lovsang om det store hjul i „Den gotiske Renaissanse (1901): „Hør hvor denne By, hvor den vældige By dernede synger! Det er Vers af Jærn, Rim i Staal og Sten, det er Rytmer mod Himlen. Naturkræfterne digter … en Spøg er bygget nihundrede Fod op i Luften. Denne Udstilling bevæger Sindet som en vild Musik, en Harmoni, alle Folkeslags Enighed trods alt. Det tyvende Aarhundrede suser over Hovedet. Jeg bekender mig til Virkeligheden, jeg bekender” (p. 84 f.). Det var Johannes V. Jensens eventyr i virkelighedens verden.

Hans artikler blev samlet og udkom i bogen „Den gotiske Renaissance”. Det er på mange måder en meget umoden bog, men af stor betydning for forståelsen af den unge digter og hans syn på virkeligheden og teknikkens verden. Mange år senere – og det må ikke glemmes i retfærdighedens navn – har digteren selv kritiseret sin bog ret skarpt; han taler om dens klodsede titel, der leder tanken hen på en eller anden umulig arkitektur (se efterskriften til „Den lange Rejse”: bogen „Æstetik og Udvikling” (1923) p. 126 f.). Knud Bøgh fremhæver med rette i sin indledning til „En Digters Bazar”, at Johannes V. Jensen i denne bog havde en tese der skulle vises. Johannes V. Jensen siger i forordet disse meget farlige ord „Jeg føler mig herefter som Organ for Kendsgerningen” (p. VIII). H.C. Andersen derimod rejste ikke med forudfattede meninger om racer og politik. Han opfattede ikke Europa som en tumleplads for nye ideer, men som et stort broget marked, som en bazar. Videre skriver Knud Bøgh: „Det gælder for Andersen -som Johs. V. Jensen senere – at jo mere de fjerner sig fra Civilisationen, des sikrere er de paa Haanden”. Disse ord vil jeg give min fulde tilslutning.

Om forholdet mellem journalistik og litteratur har Johannes V. Jensen skrevet i 1944.[51] Jeg skal ikke her komme nærmere ind på hans betragtninger, men blot sige at jeg finder dem overordentlig naive, meget selvbevidste og delvis urigtige. Som så ofte fejlbedømmer digteren skønlitteraturen, ja han vil den egentlig til livs. Det bedste i Johannes V. Jensens journalistik er jo det rent digteriske, det er det som man ønsker bevaret for eftertiden.

IV. Eventyrspil

Johannes V. Jensen har forsøgt sig i den dramatiske kunst ligesom H.C. Andersen, men han er ikke sluppet så godt fra det som eventyrdigteren. Et skuespil „Trods”, en dramatisering af „Himmerlandsfolk” blev opført ved en privat forestilling i „Scandia Hall” i Chicago 1. februar 1903. Skuespillet kender jeg ikke. Amerika-romanen „Madame d’Ora” 1904 var oprindelig tænkt som skuespil. Første akt var skrevet da stoffet blev omarbejdet; de øvrige akter blev skrevet en halv snes år senere. I 1921 kom „Sangerinden”, et drama i fem akter. Johannes V. Jensen anser stykket for den stående form (se forordet p. 5). Det kan han ikke stå sig ved. Johannes V. Jensen er ikke dramatiker og han er ikke epiker; men han er en meget stor fortæller hvad Himmerlandshistorier, eksotiske noveller og en fortælling som „Hos Fuglene”, et af hans mesterværker (i mytesamlingen „Ved Livets Bred” 1928), viser.[52] Ud fra „Den lange Rejse” kan der tages mangen god fortælling. Men først og sidst er han lyriker. De bedste myter er prosadigte i høj, lyrisk stil, stemningsbårne og ofte af en sublim skønhed. Og her kan han mødes med eventyrdigteren der har mange skønne prosadigte, og det ikke alene i eventyrene.

Overfor H.C. Andersens „Meer end Perler og Guld” (1849), en eventyr-komedie i fire akter og „Ole Lukøje” (1850), et eventyrspil kan vi sætte Johannes V. Jensens „Darduse. Brylluppet i Peking” (1937), en eventyr-komedie i fire akter, som har været opført på Det kgl. Teater. Den der skriver dette så stykket med Johannes Poulsen som Darduse og syntes ikke det var nogen morsom oplevelse at se den store digter husere på teatret. Stykket indledes med en redegørelse for figuren Darduse, og Johannes V. Jensen henviser til myten „Darduses Myndlinge” fra 1924, optrykt i „Ved Livets Bred”.[53] Den slutter med: „Her ender Myten om Darduses Myndlinge”; men her er vi langt borte fra myten. Eventyrkomedien er ikke vellykket, den hører til Johannes V. Jensens allersvageste produkter ligesom romanen „Gudrun” fra omtrent samme tid (1936).

V. Lyrik

Om H.C. Andersens lyrik skriver Hans Brix disse hårde ord: „Han har skrevet en uendelig Hob Digte, men der er næsten ingen der duer” (se „Danmarks Digtere” (1925) p. 268). Hans Brix siger videre: „hans Rytmer er bløde, men savner Vægt som hans Ordvalg savner Egenart og Fylde. Andersens Sprog behøver et helt mundret Fald for at virke”.[54] Vores største H.C. Andersen kender H. Topsøe-Jensen siger om H.C. Andersens digte 1831, 1832 og 1833 („Samlede Digte” 1833) at de trods smukke enkeltheder fastslog at lyrikken ikke var digterens egentlige fag („Dansk biografisk Leksikon” I (1933) p. 332).

Paul V. Rubow skriver i sin bog: „Digtene derimod er højst betegnende. I et Brev til Georg Brandes fra 1869 hævder Digteren sin Betydning som Lyriker: „Eet Fortrin har jeg her, som De ikke nævner, det: at kunne i faa Stropher sige en heel Deel, som Folk finde betegnende” (Br. II 603). I Virkeligheden er det første Indtryks Tæthed og Styrke gengivet ufordærvet i ikke faa af hans Digte. Frem for alt er de egentlig maleriske Poesier, som Hist hvor Veien slaaer en Bugt og Solen skinner i Naboens Gaard, fuldendte. Men man vil imellem hans mange smukke Digte forgæves søge Frembringelser der er saaledes gennemlyste af Idé som de fleste Stykker i Eventyrbogen, ogsaa de tilsyneladende fordringsløse Skitser. Hertil kom, at den metriske Form ikke bød ham rytmiske Muligheder nok; den var ham endog undertiden som et generende Snørliv” (p. 140). I H.C. Andersens „Digte”, i udvalg ved Paul V. Rubow 1930 citeres digterens ord til Georg Brandes i forordet. Det hedder her at „Det døende Barn” hører til de små mesterværker. Paul V. Rubow skriver her videre noget som ikke helt harmonerer med hans fremstilling i bogen om H.C. Andersens eventyr: „Med Aarene greb han sjældnere og sjældnere til Verset, men hans Haand blev sikrere og sikrere. Man ser af disse Vers, hvor langt Andersens Geni rakte udenfor Eventyrformen”.

Som man ser er Hans Brix’s dom meget hård; men i virkeligheden er de to forskere sikkert enige i deres vurdering. Eventyrdigteren, der har skrevet kønne vers, var ikke nogen stor lyriker. Om Johannes V. Jensens lyrik gælder det modsatte af det som Brix siger om H.C. Andersens: hans rytmer er i almindelighed ikke bløde, de er ofte meget hårde, de savner ikke vægt; hans ordvalg har prægnans og fylde. Johannes V. Jensens bedste lyrik, frem for alt „Digte” 1906, hører til det ypperste i hans store forfatterskab. I sin korte selvbiografi – skrevet til det svenske akademi i anledning af Nobelprisen – skrev digteren: „Essensen af mit Forfatterskab foreligger i mine samlede Digte, som man gerne maa opfatte som en Reaktion mod Tidens Baudelaireforgiftede Maner og poesiforgyldte Stil, en Tilbagevenden for mit Vedkommende til det simple Sprog, i bunden Stil, handlende om sunde Ting” (se „Gyldendals Julebog 1951″ p. 22).

Man venter ikke at H.C. Andersens lyrik skulle have betydet noget for Johannes V. Jensen, og dog er der nogle spor af H.C. Andersen; de er ikke betydningsfulde, men det er alligevel umagen værd at drage dem frem, de er vidnesbyrd om det litterære livs betydning, og det er vel ikke uden interesse at trække nogle forbindelseslinier mellem to af Danmarks største digtere. I forskellige tilfælde har vi at gøre med ligheder der taler om et vist slægtskab i selve den lyriske opfattelse.

I „Foraarets Død” 1900 – se kapitlet „Et Gensyn” i „Kongens Fald” – findes en landsknægtvise på tysk „Gedenkst du noch, es war ein Nacht in Böhmen”. Digtet er under titlen „Landsknægtvise” trykt i „Digte” 3. udgave 1921. I indholdsfortegnelsen hedder det: „Teksten skyldes oprindelig Parodien paa en Sang, som det synes af H.C. Andersen, jeg som Soldat hørte en Kammerat synge, og som jeg bearbejdede paa Tysk”. Det er H.C. Andersens „Det døende Barn” som Johannes V. Jensen har parodieret i sidste strofe. Man må give Leif Nedergaard ret i at denne parodi synes unødvendig (se hans bog cm Johannes V. Jensen 1943 p. 141). Man undrer sig meget over at han har taget denne vise – på tysk! – med i den udvidede udgave af sine digte.

I forordet til „Den gotiske Renaissance” (1901) skrev Johannes V. Jensen: „Inden jeg slutter dette Forord, vil jeg mindes den Mand, uden hvem jeg var intet. Men hans Navn vil jeg fortie – den blotte Klang vilde fordreje og konfundere alle Begreber paa en Maade, som hverken Sagen eller jeg var tjent med” (p. VIII). Vi ved fra digteren selv at denne mand er Heinrich Heine.[55] Johannes V. Jensen har gentagne gange været inde på Heine. Han har skildret det første møde med ham i 1891 i fjerde klasse i Viborg katedralskole; her læste eleverne „Harzreise”. Han skaffede sig selv „Buch der Lieder”.[56] Heines betydning for Johannes V. Jensen er fremhævet af Leif Nedergaard i hans bog om Johannes V. Jensen (1943) og uddybet i min afhandling „Johannes V. Jensen og Heinrich Heine” (i tidsskriftet „Danske Studier” 1949-50 p. 85 ff. med tillægsbemærkninger smst. 1952 p. 142 f.). Det forekommer mig at være overordentlig interessant at vi er i stand til at etablere et møde mellem Heinrich Heine, H.C. Andersen og Johannes V. Jensen i dansk litteraturhistorie. Heinrich Heine er vist ikke den digter man først og fremmest tænker på når det gælder Johannes V. Jensens litterære forudsætninger, selv om han altså senere har givet flere fingerpeg i denne retning. H.C. Andersen skriver i „Mit Livs Eventyr”:

„Mellem mine unge Venner i Kjøbenhavn var dengang Orla Lehmann; hans sprudlende Liv og Veltalenhed drog mig til ham, jeg følte mig deraf tiltalt i høi Grad, og idet han tillige viste saa megen Gemyt, saa stærk en Inderlighed, var jeg saa gjerne hos ham. Hans Fader var Holstener, det tyske Sprog taltes og læstes meget der i Huset; Heine var nylig fremtraadt, hans Digte henrev og løftede det unge Sind; jeg kom en Dag ind til Lehmann, der med sin Familie laae i Valby, han jublede mig i Møde et Vers af Heine:

„Thalatta, Thalatta, du ewiges Meer!”

Og nu læste vi Heine sammen; Eftermiddagen og Aftenen gik; det blev sildig ud paa Natten, jeg maatte blive der til næste Morgen, men jeg havde der lært at kjende en Digter, der sang ud af min Sjæl og greb i den de stærkest vibrerende Strænge; han fortrængte Hoffmann, der som man seer i „Fodreisen” betydeligt i hiin Periode indvirkede paa mig. Der bliver i mit Ungdomsliv saaledes tre Forfattere, der ligesom aandeligt ere gaaede mig i Blodet, Forfattere, som jeg for en Tid ganske har levet i, og det er Walter Scott, Hoffmann og Heine”.[57]

H.C. Andersen citerer – noget frit – Heines digt „Meergruss” i „Die Nordsee” 1825-26. Udråbet Thalatta, Thalatta er nøgleordet i Heines digt, det bruges fire gange. Heine indleder med: „Thalatta! Thalatta!/Sei mir gegrüsst, du ewiges Meer!/Sei mir gegrüsst zehntausendmal . .” I tredje afsnit kommer „Sei mir gegrüsst, du ewiges Meer” igen. Digtet slutter med: „Das liebe, rettende Meer,/ Thalatta! Thalatta!”

I marts 1906 offentliggjorde Johannes V. Jensen sit prosadigt „Det røde Træ”, som hører til hans allerbedste digte. I november 1906 kom „Digte” og her er digtets sidste afsnit blevet ændret og udvidet, bl.a. med versene:

Nye Lurtoner! Hærene ler!
Thalatta! Solen ved Austerlitz![58]

Jeg ser i denne udvidelse en bevidst allusion til Heine, der var hans forløser i ungdommens stormfulde og pinefulde tid. Forbilledet for de frie rytmer i prosadigtene stammer ikke fra Walt Whitman har Johannes V. Jensen selv sagt 1919. Forbilledet er Goethes „Wanderers Sturmlied” og Heines „Die Nordsee”.[59] Jeg gør i denne forbindelse opmærksom på at „Det røde Træ” gennemgående har kortere linier end de andre prosadigte, og herved nærmer det sig yderligere Heines urimede og ustrofiske digte. Da jeg skrev min disputats „Studier i Johannes V. Jensens Lyrik” (1936) og mange år senere afhandlingen om Johannes V. Jensen og Heinrich Heine var jeg ikke opmærksom på, at H.C. Andersen også er påvirket af „Die Nordsee”. Det ser vi i digtsamlingen „Phantasier og Skizzer” 1831. Digtet „Phantasiebillede” har motto af Heine. Han giver en række billeder fra Jylland. Selv om han på sin rejse ikke nåede til vestkysten digtede han dog „Phantasie ved Vesterhavet” og han udråber i Heines stil to gange Herlige Hav![60] I eventyret „Klokken” taler H.C. Andersen om „Havet, det store, herlige Hav”. I „Gudfaders Billedbog” hører vi om „det herlige Hav, det svulmende Hav”.

Digtet „Hvile paa Heden” er urimet og ustrofisk ligesom Heines digte i „Die Nordsee”, og det har – som omtalt af F. J. Billeskov Jansen i „Danmarks Digtekunst” III (1958) p. 326 – direkte spor fra Heines „Die Nacht am Strand” (fjerde digt i den første cyklus). H.C. Andersen spiller på gentagelsen ligesom Heine i „Meergruss”. Digtet begynder således: „Sørgende, stor ligger foran os/Den sort-brune Hede”; dette udtryk varieres: den øde, sortbrune Hede – paa den øde, sortbrune Hede – den sortbrune, slumrende Jord. Det hedder hos H.C. Andersen:

Men bag Døren
Titter en halvvoxen Pige nysgjerrig frem,
Forundret seer hun paa os, gaber og strækker De dovne, deilige Lemmer,
Saa Kjolen, hun løst har slængt om sig,
Gaaer bort fra den fyldige Skulder Og viser os Marmor paa Heden.

Hos Heine står der om den skønne fiskerdatter:

Am Herde sitzt sie Und horcht auf des Wasserkessel Ahnungssüsses heimliches Summen Und schüttet knisterndes Reisig ins Feuer Und bläst hinein,
Dass die flackernd roten Lichter Zauberlieblich widerstrahlen Auf das blühende Antlitz,
Auf die zarte, weisse Schulter,
Die rührend hervorlauscht Aus dem groben, grauen Hemde,
Und auf die kleine sorgsame Hand,
Die das Unterrökchen fester bindet Um die feine Hüfte.

H.C. Andersen har disse vers:

Uden for leire vi os,
Lave vor Punsch og sidde, som Guder,
stolt, paa den sortbrune, slumrende Jord.

Mon ikke disse linier hos Heine her spiller ind hos den modtagelige digter der prøver sine kræfter i et rimløst, ustrofisk digt:

Siehst du, mein Kind, ich halte Wort,
Und ich komme, und mit mir kommt
Die alte Zeit, wo die Götter des Himmels
Niedergestiegen zu Töchtern der Menschen
…….
Und ich bitte dich, koche mir Tee mit Rum.

Det er den fremmedes ord til den unge pige i fiskerhytten.[61]

I „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre” – det eventyr som H.C. Andersen satte højest, og som Rubow kalder for „vor Litteraturs originaleste Værk” (p. 171) – er omkvædet på visen: Hu-u-ud! fare hen! fare hen! Det gentages og varieres med stor kunst (jf. Rubow p. 229): „men Fru Daae var faret hen, – og jeg foer hen! Hu-u-ud!”” sagde Vinden – Og Vinteren foer hen, Sommer og Vinter de foer, og de fare, som jeg farer, som Sneen fyger, Æbleblomsten fyger, og Løvet falder; fare hen! fare hen! Menneskene med – Hu-u-ud! fare hen! fare hen! og det i alle Aaringer.[62]

Johannes V. Jensen har nogle gange anvendt udtrykket fare (for, faret) hen og de fleste gange med gentagelse. „Den gotiske Renaissance” (1901) har: „. . . og nu stormer det, Blæsten gaar paa vide Fang over byen, Omnibusser brøler Gevalt i Støvskyerne, unge Damer ved ikke deres levende Raad – fare hen, fare hen! (p. 117). Det ejendommelige digt „September” i „Digte” 3. udgave 1921 har: Fare hen! Søge Jorden! Forlade! Hertil svarer i afsnittet „Frugttid” i „Aarets Højtider” (1925) „. . . Blæsten piber op, de stive Høststorme; om Natten, de gravmørke Nætter, bruser det i Træerne, alvorligt og vældigt, en Salme i Naturen, om Gavmildhed, om Forfængelighed. Synge den med der kan, med Tak i Hjertet; Fare hen, fare hen!” (p. 67). Mindedigtet om Kai Nielsen fra 1924 (optrykt i „Verdens Lys” 1926) slutter med verset: Far hen, O Sjæl, med den vilde Vind! „Motorsang” fra 1927 (optrykt i „Den jydske Blæst” 1931) har: Motormand, far hen, far hen! Hyldestdigtet til Knut Hamsun på hans 70-årsdag 4. august 1929 (optrykt i „Den jydske Blæst”) har: andre Aar for hen, for hen. Myten „Sommersolhverv” fra 1932 (optrykt mytesamlingen „Kornmarken” 1932) har: Frugttræerne i Blomst, faret hen, faret hen (p. 138).

I denne forbindelse kan der være grund til at nævne H.C. Andersens digt „Alt farer hen”, et af Lykke-Peers digte i „Lykke-Peer” (1870). Det er nok Lykke-Peer der synger det, men i hans stemme hører vi eventyrdigterens mismod:

Alt er Forsvinden – Forsvinden,
Ungdom, dit Haab og din Ven,
Alt farer hen som Vinden
og kommer aldrig igjen![63]

Den farende vind, blæsten der tuder i dørene er et motiv i Johannes V. Jensens digtning. „Den sørgeligste Vise” (i romanen „Christofer Columbus” 1921, optrykt i „Digte” 3. udgave 1921) har denne strofe:

Hvad under Himmerigs Stjerner varer?
Kun Vinden bliver idet den farer.
Aa, haa, hu …

Omkvædet er en variation af H.C. Andersens i „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre”. Til „Den sørgeligste Vise” hører – med samme rytme – det vældigt instrumenterede „Den jydske Blæst”, der sikkert er Johannes V. Jensens mægtigste og mest gribende digt (fra 1931, optrykt i digtsamlingen „Den jydske Blæst” 1931). Det hedder her: Ja Vinden varer, hvorvel den gaar.

Johannes V. Jensen har skrevet to digte om storken: „Storken” 1923 (optrykt i „Aarstiderne” 1923) og „Verdensborgeren (Hør Høstens Slud i Døren tuder, 1927, optrykt i „Den jydske Blæst”). „Storken” har disse vers: Højt i Glideflugt han rider/paa den danske friske Blæst. Jeg ved ikke hvor ofte de to adjektiver dansk og frisk er blevet stillet sammen i dansk poesi. I H.C. Andersens kendte fædrelandssang „I Danmark er jeg født” træffer vi de to ord side om side i omkvædet: Du danske friske Strand.

Fra 1925 er digtet „Løvspring” (optrykt i „Verdens Lys” 1926). Jeg citerer anden strofe:

Af Sol og Byger er Himlen bygget, og Linden loves i Lys – og se, se Æbletræet staar blomstersmykket med Brudesløret af Blomstersne!

Brugen af se, der gentages, klinger ganske af H.C. Andersen og giver strofen eventyrstemning i H.C. Andersens fædreland.[64]

H.C. Andersens digt „Den korteste Nat”[65] har: Kløverblomst, saa sød er Duften/Heelt opfyldt af den er Luften. I Johannes V. Jensens digt „Dyrlægens Minde” fra 1924 (optrykt i „Verdens Lys”) hører vi også om kløveren: Dog ingen Duft som Kløver kvæger – Den hvide Kløver …/… hvilken/sødtduftende og ydmyg Ranke.

Johannes V. Jensen har ikke kunnet dy sig for at tage sine „ABC-Rim” med i „Verdens Lys”; de hører ikke til hans bedste vers, tværtimod. De må betragtes som en leg i gammeldags stil, digteren har taget sig en lille ferie og er dykket ned i barndommens rimerier. Disse ABC-rim danner et sidestykke til H.C. Andersens i eventyret „ABC-Bogen”.[66] Eventyrdigteren skriver her disse farlige ord: „Nu skal jeg læse de skrevne nye; læse dem med al Rolighed; lad os saa være enige om, at de ikke due!” H.C. Andersens vers er ikke videre gode. Begge digtere har under C rim om Columbus. H.C. Andersen har:

Columbus over Havet foer,
Og Jorden den blev dobbelt stor.

Columbus er en central skikkelse i Johannes V. Jensens digtning, han er en af hans heroer; vi møder ham i prosadigtet „Afsked” fra 1902 – med en intensiv og mægtig påkaldelse af den store dødning – digtet „Columbus” i romanen „Madame d’Ora” (1904), et af Johannes V. Jensens ypperste digte, romanen „Hjulet” (1905) og romanen „Christoffer Columbus” (1921). Her er Johannes V. Jensens rim:

De Lærde Bogens Bjerg bestiger;
den bolde Drømmer finder Riger.

Under U har begge Ur. H.C. Andersen rimer:

Skjøndt Uhret stadigt slaaer og gaaer,
Midt i en Evighed man staaer!

Johannes V. Jensen har:

Tag Tidens Gave vel i Agt! [67]
Mød at du iler uforsagt!

H.C. Andersens strofe er – forekommer det mig – langt den bedste af hans ABC-rim, og den er jo meget bedre end Johannes V. Jensens. Til H.C. Andersens linie „Midt i en Evighed man staaer!” svarer nøje et vers i Johannes V. Jensens kendte digt om Oehlenschläger „Graven i Sne” fra 1923 (optrykt i „Verdens Lys”): Du er jo i din Evighed! Et hovedtema i Johannes V. Jensens digtning er tidens gang, måske det mest afgørende af alle hans temaer.

Johannes V. Jensens kendte digt „Danmarkssangen” (Hvor smiler fager den danske Kyst) – som efter min mening slet ikke hører til hans bedste vers; det bliver så at sige altid omtalt når Johannes V. Jensens lyrik bringes på bane – kan udmærket betragtes som et sidestykke til H.C. Andersens fædrelandssang „I Danmark er jeg født”. Jeg vil gerne tilstå at jeg langt foretrækker det gamle digt, der hører til H.C. Andersens allerbedste. Paul V. Rubow siger: „Højst kunstfulde i al deres Enkelhed er hans smukke, rene Fædrelandssange”.[68] Johannes V. Jensens digt er sikkert skrevet som et sidestykke til Jeppe Aakjærs „Historiens Sang” fra 1917;[69] et digt som det ikke kan måle sig med.

Johannes V. Jensens digt er fra 1925; det blev til etapevis og i samlet form trykt under titlen „Fædrenes Spor” med en vignet: Gravhøj af Lundbye. Det blev optrykt i „Aarets Højtider” 1925 og i digtsamlingen „Verdens Lys” 1926. I begge digte er det sommer. Johannes V. Jensen: Sommerskyer – Og Lærken ringer Skærsommer ind,/mens vilde Blomster ved Grøften gynger. H.C. Andersen: Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen/Meer rigt end her, ned til den aabne Strand? I begge digte taler de gamle tider, Johannes V. Jensen: Gravhøje kroner/det grønne Land – Alvorlig taler ved Alfarvej/med Grønsvær tækket de Gamles Grave. H.C. Andersen: Oldtids Kjæmpegrave/Staae mellem Æblegaard og Humlehave. I „Jylland mellem tvende Have” hedder det: Runerne er Kjæmpe-grave – Fortid mæle dine Grave. I begge digte er ordet minde betydningsfuldt, der står i rimstilling. H.C. Andersen: Gud giv dig Fremtid som han gav dig Minder. Johannes V. Jensen: dybe Minder/og gammel Agt. Ordet dansk[70] falder med en særlig vægt. H.C. Andersen: Du danske Sprog – Du danske, friske Strand (omkvædslinien). Johannes V. Jensen: den danske Kyst – den danske Mark. Det almindelige farveord grøn er vigtigt: I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede (H.C. Andersen) – Den grønne Ager/paa Sjællands Bryst (Johannes V. Jensen). Begge digtere skildrer det idylliske Danmark. Jyden digter om Sjælland, fynboen taler om grønne øer.

Fra 1926 er Johannes V. Jensens lille digt „Hjemkomst”, det blev i ændret skikkelse optrykt i 1927 og i 1931 (i „Den jydske Blæst”) med titlen „Gensyn med Danmark”. Originalversionen har:

En plantevenlig, simpel Aand gav disse lave Kyster Læ.
Tag Arven op med varsom Haand!
Fæld ikke Bedstefaders Træ.

Sidste verslinie minder unægtelig om H.C. Andersens sang „Det gamle Træ, o lad det staae,/Indtil det døer af Ælde” (i eventyrspillet „Hyldemoer”).[71]

Fra 1941 er „Den danske Sommer” der består af to digte (optrykt i „Digte” 1943 og 1948). Det andet digt begynder med disse vers:

Ja støt vil Sjælland rede Blomstersengen
hvert Aar i Maj og lifligt løve Bøgen.

I første verslinie har vi en bevidst allusion til H.C. Andersens „I Danmark er jeg født”:

Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
Mer rigt end her, ned til den aabne Strand?

Begge digtere anvender samme rim: Blomstersengen, Engen (Johannes V. Jensen), Blomstersengen, Kløverengen (H.C. Andersen). Johannes V. Jensens indgang er som en forening af Bjørnsons „Ja vi elsker dette landet” og H.C. Andersens „Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen”.[72] Johannes V. Jensens digt er en kærlighedserklæring til fædrelandet, til Sjælland; han slutter sit digt med denne strofe:

Vort grønne Øland, Østersøens Smykke –
et Suk, et Kys til dine Sommerstrande!
En Krans af Hvedeaks omkring din Pande,
Demeter, Danmark, Ophav til vor Lykke!

H.C. Andersen slutter hver strofe med sin kærlighedserklæring. Sidste strofe slutter således:

Du danske, friske Strand Med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, vort Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg! – Danmark, mit Fædreland!

Fra 1941 er digtet „April” (optrykt i „Digte” 1943 og 1948). Det hedder her:

Med Muffer paa den valne Pil
men med et Smil
fra Gærdet hilser dig, April!

Man mindes uvilkårligt H.C. Andersens lille, henrivende strofe i „Sneemanden” (fra 1861), som småpigerne på gården synger:

Skyd frem, Skovmærke! frisk og prud,
Hæng, Pil! din uldne Vante ud.

Dette billede har H.C. Andersen brugt tidligere i „Aarets Historie” (fra 1852): dog Piletræerne havde Uldvanter om sine Blomster. I Lykke-Peers sang „End ligger Jorden i Sneens Svøb” (i „Lykke-Peer” 1870) kommer billedet igen: Pilen kaster de uldne Vanter (herpå rimes Musikanter).

Fra 2. april 1930 er Johannes V. Jensens digt om H.C. Andersen („Politiken”). Det er optrykt i „Den jydske Blæst” 1931. Digtet indledes med denne strofe:

Det store Barn! Hans Æventyr gør Livet ungt i sorte Byer.
Uskyldighedens søde Gave han rækker over Verdenshave.

Denne strofe går tilbage til nogle deviser og mottoer til professor Einar Nielsens udkast til udsmykning af festsalen i Københavns rådhus (februar-marts 1930).[73] Strofen er optrykt i „Den jydske Blæst” der således har den to gange (p.72 og 82). Johannes V. Jensens digt er ikke noget godt digt, det står f.eks. langt tilbage for Ludvig Holsteins digt om H.C. Andersen fra 1905 (i „Løv” 1915, optrykt i „Udvalgte Digte” 1953) og Tove Ditlevsens fine digt „Nattergalen”, ved H.C. Andersens 150 års fødselsdag (i „Kvindesind” 1955). Johannes V. Jensen har nogle verslinier der viser hvor inderligt smagløst selv den største digter kan udtrykke sig:

Han havde ogsaa let til Vandet
-det oftest rørte Bryst i Landet!

Man havde gerne undværet disse linier og for den sags skyld hele digtet. Når man sætter digtet om H.C. Andersen overfor en række fremragende digte til og om en række danske digtere og kunstnere ser man „faldet”. Johannes V. Jensen har skrevet om og til digtere som Bjørnson, Blicher, Holberg, Ludvig Holstein, Thøger Larsen, L. C. Nielsen, Oehlenschläger (to digte) og Jeppe Aakjær.

H.C. Andersen har nogle gange anvendt ottefodstrokæen: „August”, „Havfruen ved Samsøe”, „Den fremmede Fugl” og „Skolemesteren”, tredje afsnit i digtet „October”. Jeg citerer begyndelsen til „August”: Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!/Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.[74] Johannes V. Jensen har også brugt ottefodstrokæen i „Flyveren” fra 1938 og i „Fugletrækket” fra 1941 (se „Digte” 1943 og 1948). Fra det sidste citerer jeg: Hør hvor Tudsen yppigt stønner i et blændet Foraarsvand,/som Amfibiet der fordum paa en Dyndø gik i Land.[75]

Lange rytmer har H.C. Andersen anvendt f.eks. i digte som „Livet en Drøm”, „Oldtids huuslige Liv”, „October” og „Studie efter Naturen”.

VI. Mennesket og digteren

I en kort artikel i „Nationaltidende” 6. marts 1930 gjorde Johannes V. Jensen indsigelse mod offentliggørelsen af manuskriptet til „Mit Livs Æventyr”. I afsnittet om H.C. Andersen i „Form og Sjæl” (1931) – som jeg tidligere har citeret ret vidtløftigt, da det er Johannes V. Jensens største bidrag om H.C. Andersen – er han inde på de samme tanker. Han slutter sin gennemgang med disse ord: „Hans Navn er knyttet til Børnene og Børnenes Lilleverden, ogsaa noget smukt og inderligt ægte dansk; dette Bidrag til Verdensbevidstheden bør man være stolt over hidrører fra en dansk Mand. Hvis man ude i Verden forestiller sig Danmark som et Børnenes Land, lutter søde Børn paa en grøn Mark, og i en lille Legetøjsby med de rødeste Tage, og H.C. Andersen som den venlige gamle Digter der gerne underholder dem med de dejligste Historier, kunde Billedet da ikke være smukkere. Adskillige ynkelige og haarde Træk der knytter sig til samme Mands lokale Navnkundighed, dem kender vi nok; men man skulde ikke grave dem op, de kommer ikke Verden ved. Det er ikke en Gang sandt; hvad der er sandt er H.C. Andersen som Myte, saadan som Verden kender ham. Ofte er Æventyret sandere end Virkeligheden” (p. 145 ff.).

Man forstår så udmærket hvor Johannes V. Jensen vil hen med dette, og man kan også blive fristet til at følge ham; men digteren synes at have glemt – og digtere kan være meget glemsomme når det passer dem – at skønsomhed og taktfølelse kan forenes med søgen efter sandhed. H.C. Andersen er en ener i verdenslitteraturen, hans liv og kunst er så intimt knyttet sammen at det ikke kan være rigtigt at vi ikke skal vide besked om hans ejendommelige tilværelse, hans kamp og modgang, hans vældige stigen, hans grandiose forfængelighed, hans psyke og digteriske geni. Johannes V. Jensen vil have at man kun skal holde sig til digterens værker, men de hører dog sammen med et menneskes liv og skæbne. Er det ikke meget farligt hvad Johannes V. Jensen skriver: „hvad der er sandt det er H.C. Andersen som Myte, saadan som Verden kender ham”. Det er ikke alene farligt, jeg synes også det er urigtigt. Kløften mellem digtere og litteraturforskere er ofte meget stor. Johannes V. Jensen gjorde ikke sit til at den blev mindre. Han engagerede sig ofte stærkt personligt hvor objektivitet havde været på sin plads. Men objektivitet var ikke Johannes V. Jensens sag. Han har igennem sit lange digterliv fældet mangen en dom som vi må underkende. En elsker og beundrer af hans ypperste digtning – der burde tilhøre verdenslitteraturen ligesom H.C. Andersens eventyr – vil ikke tilbageholde disse kritiske bemærkninger efter at have beskæftiget sig med Johannes V. Jensen gennem mere end en menneskealder. Johannes V. Jensen essays hører ikke til det bedste i hans produktion.

Fra Johannes V. Jensens sidste tid er der nogle meget interessante udtalelser om H.C. Andersen; de harmonerer slet ikke med hvad han sagde i 1930, og det må siges at være typisk at vi kan finde den slags modsigelser i hans forfatterskab. Tegneren Hans Bendix skriver i en kronik „Bag brilleglasset” (i „Politiken” 18. januar 1951): „En af de sidste gange, jeg var hos ham, læste han H.C. Andersens „Mit Livs Eventyr”. „Den læser jeg, mens de fem bind eventyr, jeg har, er til bogbinderen. Bæstet vil have 100 kr. for at restaurere bindene en smule. Og han faar dem. Jeg kan snitte i træ, modellere, tømre, saagar mure, men binde bøger ind kan jeg ikke. Og jeg kan simpelthen ikke leve uden Andersen. Hans livs eventyr er et monument over hans selvoptagethed. Han piber ustandseligt, føler sig forfulgt hjemme, gruer for at rejse hjem, naar han er i udlandet. Han havde forresten grund til det. Heiberg-kliken og de andre tillod jo ikke, at en samtidig havde sukces i udlandet. Og det havde han. Han var den første danske skribent, der fandt paa at rejse – jeg er forresten den anden, hvis du ikke har noget derimod,” indskyder han. ,,Han var vidunderlig nysgerrig, at rejse var for ham som regn paa en soltørret mark, kilder han øste af. Og saa ville han jo ogsaa nok tage bestik af sin berømmelse. Han render ind i bogladerne og spørger efter sine bøger, bliver længe derinde, fjumrer og ter sig i haab om, at det skal gaa op for boghandlerekspedienten, hvem han er. Lykkes det ikke, maa han bide i det sure æble og selv fortælle det. Ud skal det. Han er simpelthen en nar. Men man kan ikke lade være at interessere sig for ham. Hvorfor? Fordi han er i besiddelse af et ubegribeligt geni. Man vil saa gerne vide hvordan hans fantasi opstaar i ham. Meget huggede han, men meget sprang lige ud af hans orangutanggestalt, er helt hans eget.” Johannes V. Jensen stirrer frem for sig og siger med svag stemme som til sig selv: „I guldalderen var der dog karlfolk blandt litterater og kritikere. Siden har der været et fald. Det er ikke noget daarligt tidspunkt at gøre sin sortie. Hvem skulle jeg dog savne hist i graven?”

Selv om dette muligvis er arrangeret i journalistisk henseende – og det er det jo nok – er det værd at få med i denne sammenhæng. Det er som bekendt ikke rigtigt at H.C. Andersen er den første danske skribent der fandt på at rejse. Johannes V. Jensen har blandt andet glemt Baggesen (se afsnit III om rejseskribenterne).

I en ganske kort artikel „H.C. Andersen og København” fra marts 1931[76] fremsatte Johannes V. Jensen et forslag til et monument for H.C. Andersen. Monumentet i Kongens Have synes han ikke duer. Han foreslår et monument på Rådhuspladsen, digteren skal sidde omgivet af børn „i Færd med at trylle en Æventyrverden frem for dem, en henrivende Opgave for en Billedhugger, man kunde jo ønske at blive Billedhugger næsten af at høre om Idéen”.

Lad dette være slutordene i en sammenstilling af de to store digtere, fynboen H.C. Andersen og jyden Johannes V. Jensen.

 

Noter

  1. ^ Se p. 98 ff. og „Myter” II (1924) p. 100 f., „Skrifter” VIII (1916) p. 255 f. „Fyenske Billeder” er ikke taget med i „Myter” I—II, 1946 (optrykt 1960), der er udvalgt og revideret af Aage Marcus.
  2. ^ I afsnittet om Fyn og fynboerne i „Aarbog 1917″ omtales H.C. Andersen som Neandertaler (p. 162).
  3. ^ Se „Aarbog for Bogvenner” 4. årg. (1920) p. 9 ff.
  4. ^ Walter A. Berendsohn omtaler i sin bog „Fantasi og Virkelighed i H.C. Andersens Eventyr og Historier” (1935) Johannes V. Jensens bog „Form og Sjæl” p. 139 f. Det er interessant og tankevækkende at sammenstille Johannes V. Jensens bidrag med Vilhelm Andersens „Eventyret om H.C. Andersens Eventyr”, aftenudsendelse på H.C. Andersens 125 årsdag 2. april 1930 (i bogen „Landsmandskab” (1938) p. 52 ff.).
  5. ^ Se min disputats „Studier i Johannes V. Jensens Lyrik” (1936) p. 12.
  6. ^ Om H.C. Andersens eventyr se bl.a. Paul V. Rubow „H.C. Andersen og hans Eventyr” (i „Tendenser” (1944) p. 92 ff.) og „H.C. Andersens Eventyr” (i „Anderseniana” 2. række III (1955/56) p. 173 ff. Afhandlingen stammer fra 1930), Valdemar Vedel „H.C. Andersens eventyr i europæisk belysning” (i Tilskueren” første halvbind 1926 p. 43 ff.) og Bo Grønbechs disputats „H.C. Andersens Eventyrverden” (1945).
  7. ^ „Tilskueren” første halvbind 1939 p. 428 ff. og andet p. 58 ff. Se også Alf Henriques „Mytedigteren” i festskriftet til Johannes V. Jensen 1943 p. 47 ff.
  8. ^ Jf. min afhandling om „Bræen” (i „Ord och bild” 1959 p. 277 f. om myter).
  9. ^ Første afsnit om maskinerne er trykt i „Social-Demokraten” 2. juni 1900.
  10. ^ Alf Henriques omtaler ikke dette sted.
  11. ^ Dette sted er fra andet afsnit af „Knokkelmanden”, der oprindeligt hed „Varité. Hunden” (i dagbladet „København” 20. februar 1901). Om „Knokkelmanden” se Alf Henriques p. 429, 432 og 437.
  12. ^ Se Alf Henriques p. 432 ff.
  13. ^ Se „Ordbog over det danske sprog” XIV (1933), sp. 618 f.
  14. ^ Dette er skrevet i 1916. I Martin A. Hansens forfatterskab er der „myter”, f.eks. i „Agerhønen” (1947). Martin A. Hansen var stærkt påvirket af Johannes V. Jensen. Ingvar Holms bog om Harry Martinson har undertitlen „Myter. Målningar. Motiv” (1960).
  15. ^ Se p. 430.
  16. ^ Se også Otto Gelsteds bog om Johannes V. Jensen 1913 p. 33 f.
  17. ^ „Gads danske Magasin” 1947 p. 146 ff.
  18. ^ Citeres i „Ordbog over det danske sprog” under myte (XIV (1933), sp. 619).
  19. ^ Jf. min afhandling om „Bræen” (se note 8). p. 277 f.
  20. ^ Se nærmere min afhandling om „Bræen” p. 276 ff.
  21. ^ I efterskriften til „Den lange Rejse” (1923) „Æstetik og Udvikling” skriver Johannes V. Jensen om denne myte: „Stykket om Jægeren og hans Kvinde er nok det gyldigste jeg har gjort” (p. 107). Det går tilbage til „Moderen og Barnet” (i „Aarbog 1917″).
  22. ^ Alf Henriques omtaler ikke „Vore første Bøger” i sin oversigt over Johannes V. Jensens egne udtalelser om myterne (p. 429 ff.).
  23. ^ Er medtaget i „Myter” I—II (1946).
  24. ^ Se H.C. Andersens „Eventyr” ved Hans Brix og Anker Jensen III (1919), kommentar p. 422 f. og V p. 397 f.
  25. ^ „Dyndkongens Datter” kalder Vilhelm Andersen for „en ny nordisk Myte om Menneskenaturen som Barn af Solen og Sumpen”. I dette eventyr siger han har H.C. Andersen givet den dybeste selvransagelse (se „Illustreret dansk Litteraturhistorie. III. Det nittende Aarhundredes første Halvdel” (1924) p. 552. I „Landsmandskab (1938) – jf. note 4 – hedder det at det dybeste eventyr som H.C. Andersen har digtet er „Dyndkongens Datter” (p. 57).
  26. ^ Optrykt i „Myter. Fjerde Samling” (1912), „Skrifter” VIII (1916), „Myter” I (1924) og „Myter” I—II (1946 og 1960).
  27. ^ Jf. Alf Henriques p. 431.
  28. ^ Se „The American Scandinavian Review” 1932 p. 342. Jf. Frits Johansens og Aage Marcus’ bibliografi over Johannes V. Jensens skrifter (1933) nr. 936.
  29. ^ Om de „Eksotiske Noveller” skriver Johannes V. Jensen: „et Navn de fik at rende med som de faar beholde, men efter deres Stil hører de rettelig til mellem Myterne” („Æstetik og Udvikling” (1923) p. 143). De fleste af de eksotiske noveller – som forfatteren af denne afhandling sætter meget højt – er taget med i „Myter” I—II (1946). Med dette er højdepunktet af begrebsforvirring nået. Mytebegrebet har totalt ophævet sig selv ved sammenblandingen med noveller.
  30. ^ Se p. 61.
  31. ^ Se hans bog om Johannes V. Jensen (1943) p. 96.
  32. ^ Se H.C. Andersens „Eventyr” ved Hans Brix og Anker Jensen IV (1919) p. 398 f. og V p. 124 f.
  33. ^ „Edderkoppen” (der ikke er taget med i „Myter” I—II, 1946) er optrykt i „Danmark i Digtning” IV (1950), udgivet af Gavekomitéen 1945 ved Knud Bøgh; se p. 142.
  34. ^ Se Anker Jensen „Studier over H.C. Andersens sprog” (1929) p. 11 ff.
  35. ^ Se hans bog om Johannes V. Jensen p. 96. „Menneskeøglen” – der oprindeligt stod trykt i dagbladet „København” 10. juli 1901 – er trykt i sin originale skikkelse i tidsskriftet „Perspektiv” I (1953) p. 22 ff. med en indledning af Alf Henriques.
  36. ^ Se også „Ord och bild” 1959 p. 283.
  37. ^ Se p. 443.
  38. ^ Fra 1868 er „Dryaden” om verdensudstillingen i Paris.
  39. ^ Sml. hermed digtet „Envoi”’s første strofe fra slutningen af „Fyenske Billeder” 1910: „Nu breder Hylden / de svale Hænder / mod Sommermaanen” (se „Myter. Fjerde Samling” 19×2). Digtet „Envoi” er trykt i „Myter. Fjerde Samling” p. 190 og i „Digte” 2. udgave 1917 og 3. udgave 1921.
  40. ^ H.C. Andersens „Hvad Fatter gjør, det er altid det rigtige” og Johannes V. Jensens modstykke „Hvad Fatter gør, det er altid det Rigtige” er optrykt i „Danmark i Digtning” I (1947), udgivet af Gavekomitéen 1945 ved Knud Bøgh. Aage Kabell omtaler i sin bog „Faser i dansk digtning” (1959) Johannes V. Jensens „myte” og kalder den for „en lun, jysk omskrivning af H.C. Andersens eventyr” p. 168).
  41. ^ Behandles af Anker Jensen i „Studier over H.C. Andersens sprog” (1929).
  42. ^ Paul V. Rubow henviser i 2. udgave af sin bog om H.C. Andersens eventyr ikke til Anker Jensens bog, der omtaler første udgave af Paul V. Rubows bog (1927).
  43. ^ Se nærmere min afhandling „Studier i Johannes V. Jensens Sprog. I. Nogle syntaktiske Forhold” (i tidsskriftet „Acta Philologica Scandi-navica” X (1935) p. 116 ff.).
  44. ^ Se smst. p. 121.
  45. ^ Se smst. p. 123.
  46. ^ Se smst. p. 124. Jeg henviser til kapitel III om sprog og stil i Paul V. Rubows bog (p. 187 ff.) og til kapitel X om fortællemåde i Bo Grønbechs disputats „H.C. Andersens Eventyrverden” (1945). Dette kapitel har jeg kritiseret i min afhandling „Nyere dansk Stilforskning” (i tidsskriftet „Nysvenska studier” 1947 p. 182 ff. Se også „Litteraturtolkning. Debattinlägg” (1948) i „Skrifter utg. av samfundet for stilforskning” XIII p. 78 ff.) Bo Grønbech synes at have forset sig på Paul V. Rubows kapitel om sprog og stil; det er som om han betragter stilen som noget udvendigt. Han taler om studier der delvis er kommet udefra og „nok saa meget har interesseret sig for den systematiske Oprangering af Stilfigurer og andre Sprogejendommeligheder som for at sætte disse Fænomener i Forbindelse med den Tanke- og Oplevelsesverden de skal give Udtryk for, og med Digterens ejendommelige Temperament som de er et umiddelbart Udslag af” (Note 10 p. 190). Bo Grønbechs vurdering beror efter min opfattelse på et fejlsyn.
  47. ^ Se også Otto Gelsteds bog „Johannes V. Jensen. Kurven i hans Udvikling” (1938) p. 47. Otto Gelsted skriver her at afsnittet om maskinerne findes i „Intermezzo” (1899),: men det er i „Den gotiske Renaissance” (1901) dette afsnit findes. Maskinerne omtales i „Intermezzo” p. 123 f.
  48. ^ Se om denne rejsebog også Paul V. Rubow i „Tendenser” (1944 ) p. 125 ff.
  49. ^ Se „H.C. Andersen” (1954), bidrag af H. Topsøe-Jensen, F. J. Billeskov Jansen, Francis Buli, Volmer Dissing og Ole Jacobsen p. 63.
  50. ^ Se også „Skrifter” VIII (1916) p. 273 og „Myter” II (1924) p. 118. „Hardanger” er ikke taget med i „Myter” I—II (1946).
  51. ^ Se „Politiken” 19. september 1944. Optrykt i „Ungt er endnu Ordet. Portræter og Personligheder. Ny Samling” (1958) p. 45 ff.
  52. ^ Jeg nævner også „Vandmøllen” fra 1923 (i „Myter” III, 1924) og den fremragende himmerlands-historie „Bakmandens Hund” fra 1927 (optrykt i „Ved Livets Bred” 1928). „Hos Fuglene” fra 1926 er medtaget i „Myter” I—II (1946) – vel ud fra synspunktet: eksotisk novelle (?). „Vandmøllen” er ikke medtaget i „Myter” I—II (1946) og „Bakmandens Hund” heller ikke. Vel ud fra synspunktet: himmer-landshistorier. I „Himmerlandshistorier” I—II, 7. Oplag (1933) er „Vandmøllen”, „Bakmandens Hund” og „Jørgine” medtaget. Vi har her et nyt eksempel på den store begrebsforvirring: to himmerlandshistorier er oprindeligt trykt i en mytesamling!
  53. ^ Er ikke medtaget i „Myter” I—II (1946).
  54. ^ Hans Brix’s hårde ord er faldet udgiveren af H.C. Andersens „Hundrede Digte” (1948) Erik Jacobsen for brystet. Han skriver i sit forord: „Mon ikke man kunde finde adskillige Digte frem, der duer?” Om H.C. Andersens lyrik se også Henning Høirups indledning i „Den fynske Sang” (1954) p. 25 ff. Henning Høirup kritiserer Hans Brix’s ord meget stærkt og taler om hans „bristende Blik” (p. 33). Han henviser til Paul V. Rubows ord i fortalen til udvalget af H.C. Andersens „Digte” 1930. Henning Høirup mener at Georg Brandes er skyld i fejlvurderingen af H.C. Andersens lyrik. Efter min opfattelse er Henning Høirup gået til den anden yderlighed og har overvurderet H.C. Andersens digte. F. J. Billeskov Jansen behandler H.C. Andersens lyrik i „Danmarks Digtekunst” III (1958) p. 323 (kærlighedslyrik), naturlyrik (p. 324 ff.), børnesange (p. 342), fædrelandssange (p. 417 f.). „Hjertets Melodier” kaldes for en „en lille Række af uforbrændelig Lyrik”. Denne opfattelse kan jeg ikke dele. „Hjertets Melodier” er taget med i Paul V. Rubows udvalg og i „Hundrede Digte”. I Ludvig Holsteins udvalg af H.C. Andersens „Digte” (1929) -der må karakteriseres som meget uortodokst – er kun strofen „Man har et Sagn —” taget med fra denne lille digtrække. Det er meget lærerigt og interessant at sammenligne Paul V. Rubows og Ludvig Holsteins udvalg.
  55. ^ Se Leif Nedergaard i „Danske Studier” 1948 p. 147 og min afhandling „Johannes V. Jensen og Heinrich Heine” smst. 1949/50 p. 97. Med tillægsbemærkninger smst. 1952 p. 142 f.
  56. ^ Se „Politiken” 10. december 1935. Optrykt i „Ungt er endnu Ordet” (1958) p. 110 ff.
  57. ^ Se „Mit Livs Eventyr” 2. udgave 1855 p. 94 f. = udgaven fra 1926 p. 81 og udgaven ved H. Topsøe-Jensen I (1951) p. 109 med noter hertil ved H. G. Olrik og udgiveren p. 413. Sml. „Danske Studier” 1952 p. 143. Kjeld Galster citerer Heines „Meergruss” og omtaler Orla Lehmann i sin bog „Da H.C. Andersen tog Jylland i besiddelse” (1957) p. 7 f.
  58. ^ Sammenstillingen med Heine er omtalt i min disputats „Studier i Johannes V. Jensens Lyrik” (1936) p. 19 f. Otto Gelsted omtaler Heine i sin bog om Johannes V. Jensen 1938 p. 86 og i sin artikel om Johannes V. Jensens prosadigt „Det røde Træ” (i „Digt og læser” (1958) p. 60.
  59. ^ I Walt Whitman „Digte” (1919), i udvalg og med indledning af Johannes V. Jensen og Otto Gelsted p. 10. Sml. „Studier i Johannes V. Jensens Lyrik” p. 18 f. Ejnar Thomsen nævner som Johannes V. Jensens vigtigste litterære kreditorer: Johannes Jørgensen, H.C. Andersen (primitiv sansefriskhed, teknisk interesse, stilistisk frihed), Knut Hamsun, Walt Whitman, Thoreau, Burroughs, Frank Norris, Rudyard Kipling, Goethe og Oehlenschläger („Dansk Litteratur efter 1870″ (1935) p. 156). Hertil kan føjes Heinrich Heine, Jeppe Aakjær, Thøger Larsen og Ludvig Holstein (se min afhandling i tidsskriftet „Edda” 1959 om Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Thøger Larsen p. 78 ff.).
  60. ^ Se F. J. Billeskov Jansen „Danmarks Digtekunst” III (1958) p. 326.
  61. ^ „Hvile paa Heden” er trykt i H.C. Andersens „Samlede Skrifter” XII 2. udgave (1879) p. 161 ff. Det er taget med i Ludvig Holsteins udvalg, men ikke i Paul V. Rubows og ikke i „Hundrede Digte”. Vilhelm Andersen omtaler ikke digtet i sin behandling af H.C. Andersens lyrik i „Det nittende Aarhundredes første Halvdel” (1924) p. 536 ff. Kjeld Galster citerer et afsnit af digtet i sin bog „Da H.C. Andersen tog Jylland i besiddelse” (1957) p. 14 f-
  62. ^ „Guldskat” (der udkom 1865) har: Dagene fare hen, i Livet og i Drømmene! Udtrykket gentages med: Og… (se Hans Brix’s og Anker Jensens udgave af eventyrene IV p. 357), „Dryaden” (der udkom 1868) har ligesom „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre” meget kunstfulde variationer af det samme hovedtema: Alt farer hen! sagde Dryaden, „farer hen, som Skyen, og kommer aldrig igjen!” (smst. V p. 135) – Livet begynder, svulmer som Skyen, Ingen veed hvor det farer hen (p. 139) – … see ud over det Hele som Skyen, fare hen som den, Ingen veed hvorhen! (p. 145) – og da er Du blandt Døde, faret hen, som al Herlighed her farer hen før Aaret er omme (p. 161) – Nu var det (træet) gaaet ud, sagde man, Dryaden var gaaet ud, faret hen som Skyen, Ingen veed hvorhen (p. 163). I „Studier i Johannes V. Jensens Lyrik” har jeg givet eksempler på fare (for, faret) hen p. 128 f. Jeg burde der have omtalt „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre”, „Guldskat” og „Dryaden”.
  63. ^ H.C. Andersens digt „Kommer aldrig igjen” stammer fra 1868, det er skrevet i Jylland, på Frijsenborg og er blevet indlagt i „Lykke-Peer” (se Kjeld Galsters bog p. 99 f.). Ludvig Holsteins kendte digt „Far, hvor flyver Svanerne hen” (i „Digte” 1895) med omkvædslinien „bort! Bort! Ingen ved hvorhen” synes at have H.C. Andersens digt (der er taget med i Rubows udvalg, i „Hundrede Digte” og udvalgt af Anders Osterling i hans antologi „All Nordens lyrik” 1954; men ikke taget med af Holstein i hans udvalg!) og udtryk fra „Dryaden” som litterære forudsætninger.
  64. ^ Se „Studier i Johannes V. Jensens Lyrik” p. 127 med henvisning til Anker Jensens bog (p. 32).
  65. ^ Digtet er medtaget af Holstein, i „Hundrede Digte” og i „Den fynske Sang”, men ikke af Rubow.
  66. ^ Sml. hermed H.C. Andersens „Alphabet-Bouquet”, der ikke hører til hans bedste digte. Hermed kan sammenlignes H.C. Andersens alfabetiske liste over eventyr og historier som kunne skrives, se H. Topsøe-Jensens afhandling „Eventyr som kunne skrives”. „Fra H.C. Andersens Digterværksted” (i „Runer og rids. Festskrift til Lis Jacobsen” (1952) p. 143 ff.).
  67. ^ Johannes V. Jensens „Raadhusklokkerne” er fra 1935, optrykt i „Paaskebadet” (1937) har: Tag Tiden i Agt. Johannes V. Jensens vers er som en omskrivning af Hans Agerbeks salme „Uforsagt, vær paa Vagt!” (Salmebogen nr. 516) med den kendte slutningsstrofe: Klokken slaar, Tiden gaar. Det hedder her: Lad os da bruge den kostbare Tid. Salmisten og „hedningen” siger det samme!
  68. ^ Se fortalen til H.C. Andersens „Digte” 1930.
  69. ^ Se „Edda” 1959 p. 86 f. (om Johannes V. Jensen og Jeppe Aakjær).
  70. ^ Om adjektivet dansk se „Studier i Johannes V. Jensens Lyrik” p. 202 f. og 234 f.
  71. ^ Se smst. p. 5 f.
  72. ^ Se min afhandling om Johannes V. Jensens digte i „Edda” 1949 p. 111. Blomsterseng anvender Johannes V. Jensen også i „Løvspring”: Fra grønne Grøfter og Blomstersenge / al Livets Sum til vort Hjerte gaar! I digtet „Aaen” i digtrækken „Skabningens Tinde” (i „Verdens Lys” 1926) tales om: de brede Dales Blomsterseng,
  73. ^ Optrykt i V. Jastraus bog „Einar Nielsen” (1930).
  74. ^ „August” er medtaget i Holsteins udvalg, i „Hundrede Digte” og i „Den fynske Sang” (men ikke i Rubows udvalg). „October” er medtaget af Holstein og Rubow, et afsnit er taget med i „Hundrede Digte”. Fra tredje afsnit citerer jeg: Stille! See hvor Taagen løfter høit sig fra den vaade Vang, / Hist bag Kirken synker Solen, Straalen falder bleg og lang.
  75. ^ Se om ottefodstrokæen i nordisk digtning „Edda” 1949 p. 131 ff. (H.C. Andersens „August” citeres p. 133).
  76. ^ I „Epoke. Tidsskrift for ung Arkitektur og Kunsthaandværk” 1. årg. nr. 4, marts 1931 (p. 1).

 

©