Jonas Skougaards H.C. Andersen-samling

Et museum bliver ofte til på den måde, at en større samling, som er tilvejebragt af en privatmand, bevares samlet ved efter privatmandens død at blive overdraget „det offentlige”, som gør samlingen tilgængelig for almenheden og dermed etablerer samlingen som museum. Samlingens bevaring er dermed sikret, og som regel sørger man også for ved fortsat indsamling at udbygge den allerede eksisterende samling.

For H.C. Andersen-museets vedkommende skete der det, at en samling først måtte tilvejebringes efter at beslutningen om at danne et odenseansk digtermuseum var truffet.[1] Her var rækkefølgen den omvendte, men takket være stor gavmildhed og forståelse fra de Andersen’ske familier – først og fremmest familien Collin – lod en stor og repræsentativ samling sig sammensætte i løbet af forbløffende kort tid, og siden har museet ved andre gaver og ved køb kunnet udbygge de i årene 1905-08 etablerede samlinger på fordelagtig måde.

Denne udbygning er foregået løbende, har allerede strakt sig over mange år og vil formentlig blive fortsat i årene fremover. I de årlige beretninger om museets virksomhed har man gang på gang kunnet notere glædelige erhvervelser, hvorved „huller“ er blevet udfyldt eller nye indsamlingsområder er blevet opdyrket, men det skal dog ikke skjules, at der er visse år, der i så henseende har været særlig „givtige“, idet tilvæksten har været særlig voldsom.

Uden at forklejne nogen af de mange givere, uden hvilke museet aldrig havde nået den rigdom og fylde, som nu kendetegner dets samlinger, må det være tilladt at fremhæve tre markante donationer. I 1934 overdrog familien Melchior, efter testamentarisk bestemmelse af frøken Louise Melchior, en mængde „anderseniana et melchioriana“ til museet, i nogen grad et sidestykke til den Collin’ske donation ved museets start. I 1954 overlod den dansk-amerikanske skuespiller Jean Hersholt museet den engelsk-amerikanske del af sin store H.C. Andersen-samling, og i 1971 skænkede en Odense-borger, forlagsdirektør M. K. Gudmundsen museet den meget store samling af H.C. Andersen-bøger, -breve og -manuskripter, som den i 1968 afdøde norske højesteretsadvokat Jonas Skougaard havde opbygget. Ved M. K. Gudmundsens erhvervelse af Jonas Skougaards H.C. Andersen-samling vendte denne tilbage til digterens hjemland og ved den påfølgende overdragelse til Odense by og til H.C. Andersens Hus bidrog giveren på afgørende måde til at udbygge museets samlinger og til at befæste dets position som et af centrene for udforskningen af H.C. Andersens liv og digtning.

Højesteretsadvokat Jonas Skougaard (1896-1968), Oslo. Fotografi i Universitetsbiblioteket, Oslo.
Forlagsdirektør M. K. Gudmundsen (f. 1901), Odense. Fyns Presse Foto.

Højesteretsadvokat Jonas Skougaard (1896-1968) tør vel nok betegnes som Norges største bogsamler i nyere tid. Når engang – formentlig om kortere tid – den fuldstændige katalog over samtlige hans samlinger foreligger, vil man ret kunne danne sig et indtryk af disses omfang og kvalitet.

Jonas Skougaard er af en anden norsk bogsamler og bibliofil blevet karakteriseret som „den siste generalsamler i stort format i Norge”.[2] I sin egenskab af shipping-advokat – og ungkarl – var hans økonomiske betingelser for at drive stor samlervirksomhed nok bedre end de flestes, men økonomisk formåen gør det som bekendt ikke alene. Viden og kundskaber skal være til stede i stort mål, hvortil kommer, at egenskaber som årvågenhed, tålmodighed og stædighed helst ikke må savnes. Men først og fremmest skal arbejdet bæres oppe af en interesse i en sådan grad, at kærlighed – for ikke at sige lidenskab – bliver den rette betegnelse.

Selv om Skougaard med rette er blevet betegnet som stor generalsamler, havde hans samling dog et centralområde, nemlig norsk litteratur, norsk historie, kulturhistorie og personalhistorie, og dette store område blev dækket ind med såvel trykt som utrykt materiale. Det giver et indtryk af omfanget af denne del af hans samlinger, når mængden af norske manuskripter og breve, som ifølge hans testamente skulle tilfalde Universitetsbiblioteket i Oslo, har kunnet gøres op til ialt 536 manuskripter (deraf 451 litterære) og 2660 breve (deraf 1978 litterære).[3] Hvor mange bøger samlingen rummede, er det endnu for tidligt at gisne om, men det kan nævnes, at der op til samlerens 60 års dag blev anslået et omfang på nogle og tyve tusind bind, og samlingen er utvivlsomt øget stærkt sidenhen.

Med norsk litteratur og historie som samlingens „piece de resistance” kunne det formodes, at udenlandsk litteratur i nogen grad ville blive forsømt. Og dog opbyggede Jonas Skougaard også nogle specialsamlinger af udenlandsk litteratur, blandt hvilke kan fremhæves en lille, men fin Dickens-samling og så den større – men ikke mindre udsøgte – H.C. Andersen-samling, som der hér er tale om.

Ved Skougaards H.C. Andersen-samlings ankomst til museet blev den registreret og indført i museets tilvækstprotokol, hvor den lægger beslag på numrene 32/1971 til og med 716/1971. Da imidlertid adskillige „numre“ indeholder to eller flere enheder, kan samlingens totale omfang sættes ikke så lidt højere; det bliver et sted mellem 800 og 850 enheder. Der er altså tale om en H.C. Andersen-samling af betydeligt omfang, omend den i sig selv kun er en beskeden del af Jonas Skougaards totale bogsamling.

Desværre har Jonas Skougaard vistnok intetsteds skrevet om sine samlingers tilblivelse. Vi ved, at hans systematiske bogsamler-virksomhed begyndte i 1920’erne, men såvidt det kan skønnes, har han først på et forholdsvis sent tidspunkt begyndt at interessere sig for H.C. Andersen.

Med samlingen fulgte nogle auktionskataloger – undertiden kun udsnit af sådanne – som alle hidrører fra tiden efter 2. verdenskrig, og det er da også først i 50’erne og 60’erne, at man her i Danmark blev opmærksom på denne norske samlers store interesse for „anderseniana“ og vilje til at betale prisen for disse. Også det museum, hvis samlinger nu er blevet beriget med hans samling, har mærket konkurrencen fra Norge, føleligst på de store H.C. Andersen-auktioner efter Henry Hellssen (1958) og Eiler Høeg (1964).

H.C. Andersens „Skriv- og Reise-Calender for det Aar efter Christi Fødsel 1849“, opslået på april måned med optegnelser for dagene 1. til 16. april.

Annoterede auktionskataloger er glimrende kilder til en samlings historie. Indklæbede exlibris giver også fingerpeg om, hvorfra og hvornår samleren har erhvervet de enkelte bestanddele, og endelig har Jonas Skougaard i mange tilfælde med omhu bevaret udklip af de aviser, hvor hans mere markante erhvervelser er omtalt. Derimod har han så godt som aldrig „bogført“ oplysninger om de enkelte enheders proveniens. Mange oplysninger, til belysning af bogens historie og bevaringstilstand, har han med stor omhu anført i sine bøger, men navnet på den sidste ejer – eller på sælgeren – leder man forgæves efter. Udviser man stor tålmodighed og bruger man flittigt de sidste decenniers antikvarboghandlerkataloger – foruden de ovenfor nævnte kilder – kan det med stor sandsynlighed godtgøres, at H.C. Andersen-delen af Skougaards samlinger i alt væsentligt er erhvervet på et temmelig sent tidspunkt. Hvilket vil sige, at de enkelte bestanddele i mangfoldige tilfælde hidrører fra andre samlinger, som er blevet opløst ved deres ejeres død, samt at de har måttet erhverves til ganske andre priser end dem, Th. Johansen kunne anføre i „Samleren“ 1924.[4]

Det siger sig selv, at langt de fleste enheder i en sådan samling er bøger – udgaver af Andersens værker og litteratur om ham og dem. Men Jonas Skougaard formåede også at etablere en lille samling af H.C. Andersen-håndskrifter – manuskripter og breve – som det nok lønner sig at se lidt nærmere på.

Det mest betydningsfulde håndskrift er imidlertid hverken et manuskript eller et brev, men derimod digterens almanak eller skrivekalender for året 1849 (s. 289). Som det andetsteds i denne årbog er nævnt, førte H.C. Andersen store og små begivenheder til bogs i almanakker, når han var i hjemmet, mens han under rejser i udlandet, undertiden også under rejser i Danmark, førte egentlige dagbøger. Således fordelte han stoffet til 1860.[5]

1849-almanakken er forsåvidt typisk for H.C. Andersens måde at bogføre sit liv på i de yngre år. Den slutter brat med den 16. maj, den sidste dag i hjemmet før afrejsen til Sverige den 17. maj. Det var den „store“ Sveriges-rejse, hvis digteriske resultat blev bogen „I Sverrig“, og hér har H.C. Andersen skiftet almanakken ud med dagbogen. Efter hjemkomsten fra Sverige bliver almanakken igen taget i brug, men kun for en 14 dages tid, og notitserne koncentrerer sig således til årets første trediedel.

Almanakkens korte og knappe notitser afspejler digterens dagligdag under treårskrigen. Stort og småt har H.C. Andersen nedskrevet imellem hinanden. Tilsyneladende har han i disse vinter- og forårsmåneder ført den samme tilværelse som forhen, har omgåedes de samme mennesker og spist sin middag de samme „faste“ steder o.s.v., men man kan ikke undgå at bemærke, hvorledes krigen og de nationale modsætninger virker stærkt ind på hans sind. Ordene „forknøt“, „veemodig“ og „trist“ bruges gang på gang til beskrivelse af egen sindstilstand, og der er ingen tvivl om, at årsagen skal søges i krigen mellem Danmark og de slesvig-holstenske oprøre og deres tyske forbundsfæller. H.C. Andersen, hvem så mange venskabsbånd bandt til Tyskland, kom i et vist modsætningsforhold til nogle af sine nærmeste venner. Det var således tilfældet med hans gamle veninde Ingeborg Drewsen, Jonas Collins datter, om hvem det den 10. april i almanakken hedder, at hun var „ukjærlig og phanatisk dansk a la Jonna, bedet mig ikke komme der, naar jeg ikke have deres Mening“, og et par dage senere havde han en strid med en anden gammel veninde, Henriette Wulff, der ligeledes får heftet betegnelsen „phanatisk“ på sig. Krigen og modsætningerne til vennerne virkede ind på Andersens arbejdsevne. Han fik intet bestilt, og end ikke den stadige omgang med Fredrika Bremer, der i disse måneder opholdt sig i København, var i stand til at bortjage hans mismod.

H.C. Andersens almanakker er bevaret fra årene mellem 1833 og 1871, dog med huller i rækken. Året 1849 udgjorde netop et „hul“ i den lange række, som opbevares i Det kgl. Bibliotek. Det er endnu uvist, hvorledes denne almanak — og de øvrige savnede — er kommet fra de bevarede almanakker, men fremover vil den være tilgængelig i H.C. Andersens Hus, hvor den føjer sig naturligt til det fragment af H.C. Andersens Slagelse-dagbog, som museet erhvervede i Schweiz i 1956.[6]

Manuskript til eventyret „To Jomfruer“ (1853).

For en lidenskabelig H.C. Andersen-samler som Jonas Skougaard måtte et eventyrmanuskript være såre attråværdigt, og det lykkedes da også for ham, iøvrigt på et ret sent tidspunkt, at erhverve et sådant. Endnu i 1924 kunne det skrives, at „Manuskripter af H.C. Andersen er egentlig ikke sjældne, end ikke til Eventyrene, da disse findes i mange Eksemplarer, som Kladder, renskrevne Manuskripter, Trykmanuskripter, Brudstykker, smukt afskrevne benyttede til Gavebrug o.s.v.“,[7] men siden da er eventyrmanuskripter rigtignok blevet en mangelvare, som sjældent udbydes. Det har derfor nok været en stor triumf for Jonas Skougaard, da han i januar 1963 fik held til på en auktion i München at erhverve et manuskript til „To Jomfruer“ (s. 291). Manuskriptet hidrørte fra en sydtysk privatsamling, og det vakte en ikke ringe opmærksomhed i norske aviser, da det, som det første eventyrmanuskript, blev hjemført til Norge af „en framtredende samler i Oslo“. Men mere end 8 år kom det altså ikke til at tilbringe nord for Skagerak!

„To Jomfruer“ er som andre lignende arbejder i „historiernes“ periode først trykt i „Folkekalender for Danmark“ (1854, årg. udkom 1853) og siden optrykt i „Historier“ (1855). Som allerede bemærket findes i adskillige tilfælde indtil flere manuskripter til ét og samme eventyr bevaret. Således også til „To Jomfruer“. Man kendte hidtil et manuskript, en koncept, som med Holger Laage-Petersens samling er indgået i Det kgl. Bibliotek. Sammenholder man Skougaards manuskript med Laage-Petersens – og med originaltrykket i „Folkekalenderen“ – kommer man til det resultat, at Skougaard-manuskriptet er en renskrift, som højst sandsynligt har været benyttet som trykforlæg i 1853.[8]

Af digtmanuskripter rummer Skougaard-samlingen ikke færre end 15, idet dog en del heraf er afskrifter, som H.C. Andersen har foretaget i den hensigt at anvende afskriften som autograf. Gennem årene blev H.C. Andersen gang på gang stillet over for anmodningen om at afgive en autograf. Både i ind- og udland ville mange gerne eje hans „håndskrift“, og med stor godmodighed har H.C. Andersen ofte efterkommet opfordringen. Naturligvis benyttede også han sig af den velkendte fremgangsmåde at glæde sådanne autograf-samlere med en afskrift af et allerede offentliggjort digt, egenhændig og behørigt forsynet med digterens signatur. Dette forhold er baggrunden for det store antal digtmanuskripter fra H.C. Andersens hånd. Mange er kun afskrifter, som digteren har foretaget for at stille en ihærdig håndskriftsamler tilfreds.

En virkelig godbid blandt digtmanuskripterne er et eksemplar af digtet „Kunstens Tempel seer jeg i det Fjerne“, hvormed den unge teaterelev i 1820 og 1821 søgte at påkalde hjælp fra formående mænd. Det var hans lærer, professor Fr. Høegh-Guldberg, der havde tilskyndet H.C. Andersen hertil, og det vides, at så forskellige mænd som N. F. S. Grundtvig, B. S. Ingemann og Jonas Collin modtog dette digt som tillæg til en skrivelse, hvis hensigt var at fremkalde økonomisk hjælp fra adressaten.[9] Desværre vides det ikke, hvem Skougaard-samlingens eksemplar af digtet var bestemt for, og vi er derfor afskåret fra at erfare,, om brevet med det indlagte digt udløste den tilsigtede virkning.

Blandt samlingens øvrige digtmanuskripter er der grund til at fremhæve endnu et par stykker. Først det digt, hvormed H.C. Andersen hyldede Jenny Lind ved hendes første optræden i København, som Alice i Meyerbeers opera „Robert af Normandiet“. Digtet er dateret 11. september 1843, og er altså blevet til dagen efter den store musikalske begivenhed, som gjorde så stærkt indtryk på Andersen. Trykt blev det først i „Digte, gamle og nye“ (1847, udkom 1846), hvor H.C. Andersen også lod optrykke det kønne digt „Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand“, som Andersen digtede og Studentersangforeningen afsang til Thorvaldsens begravelse 30. marts 1844, og som ligeledes forefindes i manuskript i Skougaard-samlingen.

Manuskript til digtet „Kunstens Tempel seer jeg i det Fjerne“ (1820 eller 1821).

Antallet af H.C. Andersen-breve i Jonas Skougaards samling er ikke stort, men langt de fleste breve er af fin kvalitet. Der findes ialt en snes breve, skrevet til henholdsvis Dorothea Melchior (7 stk., alle fra Norgesrejsen 1871, jfr. s. 295), Adolph Drewsen (fra Englandsrejsen 1847), J. P. E. Hartmann, Andreas Linde, Carl B. Lorck, F. C. Lund, Ludvig Læssøe (2 stk., begge fra rejsen til Jylland-Fyn 1830), Petrea Scharling, Wilhelmine Sonnleithner, Robert Watt, Joh. Seb. Welhaven (1871, fra Norgesrejsen), Mathilde Ørsted (2 stk.) og en anonym tysk adressat. Dertil kommer et brev fra Jenny Lind til hendes senere ægtefælle, den tyske komponist og pianist Otto Goldschmidt.

Brevene fra Norgesrejsen til fru Melchior og brevet til Welhaven kunne tyde på, at den norske samler har tilstræbt en belysning af Andersens forhold til Norge. Som mere end et tilløb kan dette dog ikke betragtes, og iøvrigt repræsenterer brevmodtagerne da også smukt digterens store vennekreds, både vennerne fra de unge år og fra manddomsårene. Blandt brevene kunne man have lyst til at fremhæve det ene af brevene til H. C. Ørsteds datter, Mathilde Ørsted. Det er skrevet på Basnæs 27. december 1859, under indtryk af Frederiksborg slots brand en halv snes dage tidligere. H.C. Andersen genkalder i brevet til Mathilde Ørsted erindringen om sit sidste besøg på slottet, hvor han som Frederik VII’s gæst forelæste „Valdemar Daae og hans Døtre“ for kongen og grevinden. „Underligt er det for mig, at jeg sidst saae det i al sin Deilighed, belyst af den nedgaaende Sol, da jeg med Kongen, her i Foraaret, seilede paa Søen og læste der „Valdemar Daa“, hvor Vinden hvisker „fare hen! fare hen! …“.

Brev fra H.C. Andersen til fru Dorothea Melchior, dat. Kristiania 24/8 1871. – I brevet skildrer H.C. Andersen bl.a. festen for ham 19/8 i Botanisk Have på Tøien.

Samlingens anden – og langt den største – halvdel består af bøger. Set i relation til den bogbestand, H.C. Andersens Hus rådede over i forvejen, er der – som det ville være at vente – ikke overvældende mange bøger, som ikke allerede havde fundet deres vej til museets bogskabe. Men i modsætning til museet havde den private bogven og -samler Jonas Skougaard tilgodeset rent bibliofile hensyn, således at hans samling af danske Andersen-udgaver i bogform ikke alene er komplet m.h.t. antallet, men udgaverne foreligger i den fine kondition, som enhver bogven sætter pris på at have sine bøger i. Hvor museets førsteudgaver i mangfoldige tilfælde er nedslidte bøger, der bærer præg af at have været læst og brugt af et par genetioner, fremtræder de Skougaard’ske førsteudgaver i en ganske anderledes fin bevaringstilstand. Ikke alene er de ofte ubeskårne (s. 299), men undertiden foreligger de endda i uopskårne eksemplarer, og hvor det har været menneskeligt muligt har Skougaard tilvejebragt eksemplarer med de originale omslag, smudstitelblad, titelblad etc. I hver enkelt bog har han indføjet notater, omhyggeligt ført, om den pågældende bogs bevaringstilstand m.m.. Var det ikke andet at berette, så står der anført et „Kpl“, hvilket betegner at bogen har alt hvad den kræsne bibliofil forlanger, at den skal have. Bogen er komplet.

For danske Andersen-udgavers vedkommende er der tilstræbt – og nået – noget nær fuldstændighed m.h.t. værker, der er udkommet som selvstændige bøger i digterens levetid. Den nedre grænse sættes hér af den meget sjældne bog „Gjenfærdet ved Palnatokes Grav“ fra 1827, den udgave af „Ungdomsforsøg“ fra 1822, som boghandler Schovelin forsøgte at afsætte med et nyt titelblad. For god ordens skyld skal det nævnes, at i rækken af selvstændige Andersen-udgaver savnes heller ikke „Eventyr, fortalt for Børn“ (1835-42), som forefindes i to smukt indbundne bind.

Som bekendt udkom talrige af Andersens værker, eventyr såvel som digte og andet, i form af bidrag til aviser, tidsskrifter, almanakker, antologier o. lign., og Jonas Skougaard har ved siden af de selvstændige værker etableret en meget omfattende samling af denne slags førstetryk. Det har sikkert glædet denne bogsamler, der stedse lagde stor vægt på at erhverve førstetryk i god stand, da han i sin samling kunne indlemme de tre første årgange – smukt indbundet – af tidsskriftet „Harpen“, i hvis 3. årgang (1822) den 17-årige H.C. Andersen for første gang fik et arbejde trykt, nemlig „Scene af: Røverne i Vissenberg i Fyen. Et dramatisk Digt“. I forbifarten undlader bibliofilen Jonas Skougaard ikke at notere, at 1822-årgangen også rummer 12 førstetryk af St. St. Blicher, selv om det strengt taget, i denne sammenhæng, er af underordnet interesse.

H.C. Andersens dedikation til kong Friedrich Wilhelm IV af Preussen i bd. I af „Gesammelte Werke“, indeholdende „Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung“.

Hvad angår Andersen-udgaver efter 1875 har Jonas Skougaard vistnok ikke fulgt anden linje end den at sikre sig alle posthumt udkommende førstetryk samt de mere markante udgivelser såsom „Verdensudgaven“, „Kunstudgaven“ og „Jubilæumsudgaven“ m. fl.. Det skal lige nævnes, at „Jubilæumsudgaven“ foreligger i et absolut „kongeligt“ eksemplar. Ikke alene har det den indbinding, hvortil prinsesse Marie gav tegningen, men eksemplaret har endda tilhørt Christian IX.

Udenlandske Andersen-udgaver har Jonas Skougaard også samlet på, omend i begrænset omfang. For det første er den øvre grænse ved 1875, digterens dødsår, absolut for de udenlandske udgavers vedkommende. For det andet er der ikke tilstræbt anden fuldstændighed end at få samtlige de sprog repræsenteret, til hvilke H.C. Andersens værker var oversat i hans levetid, og således at hvert sprog er repræsenteret med første oversættelse til det pågældende sprog, event. tillige med første illustrerede udgave. Med denne begrænsning er det klart, at den fremmedsprogede del af samlingen er relativt beskeden, og dog rummer den mere end 100 enheder, blandt hvilke man bør fremhæve den uhyre sjældne, svenske „Lekkamraten“ fra 1838, hvis indhold tæller 5 H.C. Andersen-eventyr, hér for 1. gang oversat til et fremmedsprog og for 1. gang forsynet med en illustration. Et eksemplar af denne sjældne bog har længe stået højt på museets ønskeseddel!

Som det fremgår af det foranførte, har bogsamlingen så absolut sin tyngde i bøger, der er udkommet i deres digters levetid. Det er i sig selv en stor merit, men en ekstra værdi får de af bøgerne, som digteren har forsynet med en egenhændig dedikation. Antallet af dedikationseksemplarer er meget stort i denne samling, ialt 80 stk., hvilket er såmeget mere imponerende som samlingen dog er tilvejebragt på et ret sent tidspunkt, i løbet af en overskuelig årrække og uden direkte forbindelse med de slægter – endsige de slægtled – som i sin tid havde modtaget dedikationseksemplarer som gaver fra H.C. Andersen. Til sammenligning kan det nævnes, at H.C. Andersens Hus siden sin start i 1905 ikke havde nået at opbygge en væsentlig større samling end den, der kom til med Jonas Skougaards samling. Sammenlagt kommer museets „egen“ samling og de fra Jonas Skougaard hidrørende eksemplarer til at udgøre en meget imponerende samling.

Det er museets – og også nærværende artikels forfatters – hensigt at gøre den store samling af dedikationseksemplarer til genstand for en særpublikation i en ikke altfor fjern fremtid. Man må derfor undskylde, at omtalen af Jonas Skougaards dedikationseksemplarer i denne sammenhæng bliver mere kortfattet end den, de kunne gøre krav på.

H.C. Andersens „Samlede Skrifter“ (1. udg., 1854 ff.) er ingenlunde en sjældenhed. De lader sig endnu erhverve til et overkommeligt beløb, men det er ikke enhver beskåret at erhverve dette samleværk i et eksemplar, hvor digteren har forsynet næsten hvert bind med en dedikation. Jonas Skougaards eksemplar af „Samlede Skrifter“ stammer fra Mathilde Ørsted, og digteren har anført sine tilegnelser på det blå omslag, som vel netop derfor er blevet bevaret. Overhovedet er H. C. Ørsteds familie talstærkt repræsenteret blandt modtagerne. Den kan tegne sig for henved en trediedel af samtlige Skougaards dedikationseksemplarer, og da H.C. Andersens Hus i forvejen havde ikke få dedikationer til samme modtagere, vil familien Ørsted fremover være særdeles velrepræsenteret i museet.

Udgave af vaudevillen „Skibet“ (1831) med originalt foromslag bevaret i en Anker Kyster-indbinding.

Næst efter familien Ørsted følger ægteparret Ingemann, i henseende til antal dedikationseksemplarer. Samlingen rummer ialt 16 bøger, som den trofaste H.C. Andersen har sendt til vennerne i Sorø, af hvilke B. S. Ingemann som regel af H.C. Andersen betegnes „Vennen, Digteren B. S. Ingemann, Conferentsraad, Ridder af flere høie Ordener &c“. Andre venner fra ungdomsårene er søstrene Helene Balling (f. Næboe) og Augusta Næboe (8 ekspl.), mens familierne Hanck og Collin er repræsenteret ved hver 3 eksemplarer.

De øvrige dedikationseksemplarer fordeler sig over en talstærk skare af venner og digterkolleger fra ind- og udland, med ét eller to eksemplarer pr. modtager. Blandt de mange skal kun fremhæves et par enkelte. Den ældste dedikation er et eksemplar af „Phantasier og Skizzer“ (1831), som H.C. Andersen sendte „Til Digteren J. L. Heiberg med den inderligste Hengivenhed og Kjærlighed fra Forfatteren. Juledag 1830“, og ejendommeligt nok er den yngste et eksemplar af „Nye Eventyr og Historier“, 3. rk., 2. saml. (1872), digterens sidste eventyrbog, som han sendte til „den rigtbegavede, kjære Ven Georg Brandes“.

Det kan ikke undgås, at der i en så stor samling dedikationseksemplarer vil findes en del, hvor digteren har udformet sin tilegnelse uden større originalitet. Det ville også være meget forlangt, om den rastløst producerende digter, der i sin trofasthed gerne ville betænke sine venner med et af sine frieksemplarer, altid skulle udforme sin dedikation som et lille kunstværk eller på en efter modtageren afpasset personlig måde. Mange af bøgerne er simpelthen sendt „hjerteligst og ærbødigst“, „venskabeligst“ eller „med hjertelig Hengivenhed og Hilsen“ eller lignende stereotype venskabsforsikringer. Sådanne dedikationseksemplarer er ikke af de allermest interessante.

Større interesse vækker unægtelig et eksemplar af „Improvisatoren“ (1835), som ifølge dedikationen er givet „Til Frøken Bremer, en venlig Erindring om vort Møde paa Venersøe fra Forfatteren. 16. Juni 1837“. Det berømte møde mellem de to nordiske digtere en sommernat på Vänern er indgående beskrevet i „Mit Livs Eventyr“, hvor H.C. Andersen ikke lægger skjul på den betydning, Fredrika Bremers læsning af „Improvisatoren“ fik for hendes akcept af dens digter.[10] I dette tilfælde kan dedikationseksemplaret ligefrem placeres i en for digterens livshistorie ikke uvæsentlig sammenhæng, og det samme gælder det eksemplar af „Gesammelte Werke“, 1. Bd., som H.C. Andersen havde bestemt for kongen af Preussen, „Preussens ædle og aandfulde Konge, Friedrich Wilhelm IV, hvis høie Naade og Mildhed mod mig, jeg aldrig glemmer, og for hele mit Liv bliver taknemlig hengiven, vover jeg her at overrække „mine samlede Skrifter“ i allerdybeste Ærefrygt. H.C. Andersen, København 16 Jan 1847“ (s. 297). Digteren havde ikke glemt den venlige modtagelse, han fik i Berlin og Potsdam i julen 1845-46, ligesom den efterfølgende tildeling af den preussiske røde ørns ridderkors nok var i venlig erindring, da han i januar 1847 gav sin forlægger, Carl B. Lorck i Leipzig, nøje instrukser med hensyn til fordelingen af dedikationseksemplarer på konger, hertuger og andre tyske notabiliteter.[11]

Nægtes kan det ikke, at man i en præsentationsartikel som den nærværende meget let forfalder til en opremsning af, hvad den præsenterede samling har at byde på. For at undgå dette – og med henvisning til, at en fuldstændig katalog er under udarbejdelse i Norge — har forfatteren foretrukket at gøre sin præsentation temmelig kortfattet og nøjes med at fremhæve enkelte markante enheder i den store samling.

Som det indledningsvis er bemærket – og ligeledes undervejs – hidrører mange af enhederne i Jonas Skougaards samling fra andre – eller andres – H.C. Andersen-samlinger, som er blevet opløst ved deres samleres død. En lignende skæbne kunne være overgået Jonas Skougaards samling, men takket være direktør M. K. Gudmundsens offervilje blev samlingen holdt samlet, og ved dens overdragelse til H.C. Andersens Hus er der sørget for, at den også fremover forbliver samlet, ligesom dens skatte vil blive til gavn og glæde for en større kreds end den, en privatsamling normalt når ud til. Har den norske højesteretsadvokat således æren for tilvejebringelsen af det store materiale, tilkommer der Odense-forlagsdirektøren en ligeså stor ære for hans bevaringsindsats. Forpligtelsen til fortsat bevaring og til formidling af samlingens indhold til læg og lærd vil fremover være museets.

 

Noter og henvisninger

Fotografierne til denne artikels illustrationer er – med undtagelse af ill. på s. 287 – alle taget af fotograf Wermund Bendtsen, Odense. — Det engelske resumé er oversat af fru Mabel Dyrup, Odense.

  1. ^ Niels Oxenvad: Omkring H.C. Andersen-museets tilblivelse (i Andersenia 3. rk. bd. 1-1, 1970, s. 1-30).
  2. ^ Otto Engelschiøn: Jonas Skougaards bibliotek (i Festskrift til Jonas Skougaard 5. Mars 1956, Oslo 1956, s. 16-30, spec. s. 18), jfr. Jonas Skougaards bidrag, benævnt „Advokaten“, i Bok-samlere forteller, Oslo 1945, s. 177-83.
  3. ^ Oplyst af førstebibliotekar Solveig Tunold, Universitetsbiblioteket i Oslo, jfr. samme: Jonas Skougaards donasjon til Universitetsbiblioteket i Oslo (i Nordisk Tidsskrift for Bok- och Biblioteksväsen, Årg. 56 (1969) s. 273-82).
  4. ^ Th. Johansen: Bog-Auktionspriser (i Samleren, 1924; om H.C. Andersen s. 18-70).
  5. ^ H. Topsøe-Jensen: H.C. Andersens Dagbøger (i Anderseniana, nærværende årg. s. 249-50), jfr. sammes indledning til Dagbøger I, 1971, s. XI-XII.
  6. ^ H.C. Andersens Slagelse-Dagbog, ved Helga Vang Lauridsen og Paul Raimund Jørgensen (i Anderseniana 2. rk. bd. V-3, 1964, s. 201-19).
  7. ^ Th. Johansen: anf. arbejde s. 20.
  8. ^ Eventyr II s. 317-18.
  9. ^ Helge Haar: Et Barnedigt af H.C. Andersen (i Gads Danske Magasin, 1911, s. 126-28).
  10. ^ MLE I s. 208.
  11. ^ B Lorck s. 72 ff.

 

©