Plastickammen hører til det faste lommeinventar eller taskeinventar for enhver vesterlænding nutildags.

De lidt gammeldags foretrækker måske stålkammen, de forvænte måske sågar en skildpaddekam. Kammen er også nu grundelementet i hele det merkantile kompleks, der omgiver vor hår- og skægvækst og -pleje.

Kammen har gamle aner, i hvert fald brugtes den siden jægerstenalderen her tillands, men først i broncealderen kendes kamme mere udbredt. Træ og horn var formentlig de mest brugte materialer, men er sjældent bevaret. Derfor er der flest museumsstykker af bronce. Broncekammene fra yngre broncealder bærer ofte en speciel ornamentik med dyr og andre kultsymboler. Det antyder, at kammene, som barberknivene, fik er særlig rolle. De meget grove tænder gør vel også broncekammene mere egnet til pynt end til det oprindelige formål. Den tids toiletudstyr var ikke blot praktiske redskaber til den personlige hygiejne, men også bærer af symboler med religiøst indhold.

Fig. 1. Luseforskrækker af horn købt 1963 i Persien, 91 cm bred. Den svarer ganske til en kam fra Vimose, der godt nok udskiller sig fra samtlige andre kamme fra dette mosefund. Vimosekammen mangler alle tænderne, er tykkere end den nye kam og er vist lavet af hjortetak, men ligheden understreger, at kamme er en meget konservativ genstandsgruppe. Fordelene ved dobbeltkamme som disse med et groft og et fint tandsæt synes ikke at have sagt jernalderfolkene noget.

Med brandgravskikken forsvandt kammene fra resten af broncealderen, stort set, og først efter Kristi fødsel dukker de igen op af jordfundene. Nu er ben og hjortetak de foretrukne materialer, men selv brandgravskikken forhindrer ikke helt en overlevering af benkammene og deres nagler, f.ex. i Møllegårdsmarkens mange hundrede grave. Grunden må være, at kammen nu blev brændt sammen med den døde som en selvfølgelig del af det personlige udstyr. I skeletgravene er hele kamme kun bevaret, når jorden var kalkholdig nok til at benvævet ikke blev udvasket (fig. 3).

Vi skal ikke forestille os oldtidens mænd og kvinder med frisk skinnende lokker, som dem vi hver dag indsmigrende får svunget for øjnene i fjernsynsskærmens shampooreklamer. Den folkelige betegnelse for en solid kam: »luseforskrækker« er ganske dækkende for de bastante kamme, som man endnu bruger i store dele af verden for netop at holde husdyrholdet på et udholdeligt niveau (fig. 1).

Fig. 2. Sueberknude. Hankeholder fra en stor broncekedel fra sidst i 2. årh., fundet i en markomannisk »fyrstegrav v. Musov i Mähren. Skulpturen er måske et romersk arbejde fra 1. årh. (efter Tejral 1993).

Uden shampoo og uden sæbe har kammen formentlig været det eneste middel til at holde hårtotterne nogenlunde fri af utøj og filtring. De kunstfærdige frisurer, som oldtidens kvinder åbenbarer for os i broncealderens egekister og jernalderens moselig, og i mændenes sveberknuder (fig. 2), krævede et velpasset hår. Kammen har været i daglig brug. Dens allestedsnærværelse i jernalderens fund og kammagernes mange værkstedsfund fra vikingetidens og middelalderens byer (f.ex. Jensen 1991, 25ff) har sin forklaring i et meget kontant behov.

Den utroligt elegante benkam, fig. 3, lå velbevaret i Skrøbeshave-kvindegraven fra 1. årh. e. Kr. (Albrectsen 1956, 26f, tavle 24). Kammen er skåret i et stykke med bueornament på grebet. Begge dele fortsætter traditionen fra broncealderen, nyt er punktcirklerne.

Den samme form og ornamentik genfindes på de jernkamme, som Fyn er så rig på (fig. 4), men ellers bliver det fra og med andet århundrede almindeligt at lave sammensatte benkamme, de såkaldte trelagskamme et par smalle skinner hvori tænderne skæres, og to plader til grebet (fig. 5). Så kan man klare sig med mindre stykker råmateriale (op til 7 tandplader), men må bruge nagler af bronce eller jern til at holde sammen på stumperne (Ilkjær 1993). For os har teknikken den fordel, at metallet kan bevare benstumper, som ellers ville være gået til. Ilkjær anfører 471 trelagskamme fra fynske fund, og flere er kommet til fra de sidste års udgravninger ved Gudme og Ringe.

De smukkeste og bedst bevarede kamme fra 2.-5. årh. stammer fra de store våbennedlæggelser, som i løbet af romersk jernalder vidner om krigshandlinger i Østdanmark. På Fyn har Vimose leveret den største fundmængde.

Fig. 3. Kam skåret ud af ét stykke ben. Fra Skrøbeshave-graven, Avnslev sogn (efter Albrectsen 1956).

De seneste detailstudier af den personlige udrustning i Illerup-fundet viser entydigt, hvordan hver kriger med sig havde en pung med kam og småting, f.ex. et par romerske mønter eller metalstumper, der kunne bruges i hverdagens transaktioner (fig. 6). Jørgen Ilkjærs undersøgelse (1993) har også vist, at der i de tilsyneladende ens kamme er små nuancer, der åbenbart skyldes lokale traditioner. De gør det muligt at udskille de kamme, som f.ex. er lavet i Norge, fra den store masse af kamme ved hjælp af sammenligning med de gravfundne norske kamme.

Fig. 4. Jernkam fra Møllegårdsmarken grav 1192.

Baggrunden er åbenbart den, at kammen var en helt personlig ejendel, som man tog med hjemmefra. Der var vel en deltidsspecialist i bygden, der savede hjortetakkerne op og forsynede den lokale befolkning. Han har kunnet producere støt og sikkert ud fra den faste prognose, at hver voksen skulle bruge mindst én kam i løbet af sit liv.

Udover de tekniske detailler, som f.ex. naglernes anbringelse osv., var der traditionsbestemte måder at dekorere kammene. Det normale er cirkler i forskellige variationer, men hagekors blev i yngre romertid et ganske populært motiv. Det har næppe blot været for sjovs skyld, men har, som broncealderens hjulkors, haft en symbolværdi med religiøs baggrund.

Fig. 5. Benkamme af den normale germanske type, »trelagskam« fra Vimose, efter Engelhardt 1869.

Efter disse indledende bemærkninger kan vi gå til denne lille artikels egentlige ærinde, som er at fremdrage en detaille fra årets store udstilling på Hollufgård om Ukraines arkæologi. Den indeholdt mange ansatser til artikler om forbindelserne mellem Sortehavs-området og Østersø-området, fremfor alt i løbet af jernalder og vikingetid, men desværre har der ikke været tid til at gå i dybden med dem.

Kammene fra yngre romertid, d.v.s. 3.-4. årh., er studeret af bl.a den i vinter afdøde ven af fynsk arkæologi, Joachim Werner. Han undersøgte, om der kunne være en sammenhæng mellem de mange jernkamme (som fig. 4) fra især Møllegårdsmarken og fåreavl/uldproduktion, som en detaille i studiet af de økonomiske sammenhænge mellem Romerriget og det frie Germanien (Werner 1988; 1990).

Hans kortlægning af jernkammene (fig. 7) viser en interessant udbredelse over en diagonal fra nordvest til sydøst (eller omvendt). I og for sig kunne man forvente, at jernkamme var brugt overalt af de germanske stammer, og derfor havde en betydeligt videre udbredelse end denne diagonal. Jernkammene er nok mere et modefænomen, en tradition på linie med de traditioner, der ovenfor omtaltes for benkammenes vedkommende. Det er påfaldende, at jernkammene er udskåret på næsten nøjagtigt samme måde som broncealderens ben- og broncekamme. Blankpudset kunne en jernkam vel se flot ud i en kunstfærdig frisure, så måske er de mere pyntekamme end egentlige redskaber? Jernkammenes optræden i kvindegrave, hvoraf ganske mange med statusbetegnende genstande af guld og bronce, og en hel del med både jern- og benkam i samme grav (Albrectsen 1968 & 1971, fundlister) peger vel i samme retning (Ilkjær 1993, 273ff).

Fig. 6. Skitse til forklaring af en jernalderkrigers personlige udstyr, efter Rieck 1994.

Iøjnefaldende er det, at en række andre genstandstyper viser den samme diagonal gennem Europa. Glasbægre, forskellige smykketyper, som f.ex. rosetfibler (som Thrane 1993 pl. 14 se Werner 1988, fig. 5), ravberlokker, nymåneformede hængesmykker, fingerringe med løkkeknude o.m.a. Mest oplagt er det i denne artikel at kigge nærmere på benkammen med halvcirkelformet plade over et skarpt afsat lige parti (Thomas 1960 type III). Denne specielle type synes udviklet nord for Sortehavet i den såkaldte Cernjakhovkultur. Det er kulturens navn i Ukraine, i Rumænien hedder den Sintana de Mures (Mitrea 8c Preda 1966). Dens udbredelse ses på fig. 8 markeret med prikker.

Nogle af de typiske Cernjakhovkamme har dyrefigurer, andre har hagekors eller inddrejet cirkelornamentik (fig. 9). Kammene stammer fra skeletgrave, idet man både brugte brand- og skeletgrave dernede (fig. 10) -som heroppe – i 3.-4. årh.

Fig. 7. Kort over udvalgte kamtyper, efter Werner, Shchukin m.fl. Jernkamsignaturerne dækker over meget forskellige tal, fra Illerup 3 kamme, fra Fyn 63 og fra Bornholm 16 (Ilkjær 1993, 278f). Skedemosse våbenofferpladsen er taget med. Benkammene er ellers ikke karteret for Svetiges vedkommende. Her synes de at være udviklet videre lokalt i germansk jernalder (Hagberg 1967b, 32f).

Cernjakhovkulturen er for os nordboere interessant, fordi den er det arkæologiske udtryk for Goternes kultur i det på fig. 8 markerede område. Goterne kom, ifølge deres egen herkomstmyte, fra Østersøområdet. Den »gotiske vandring« har naturligvis optaget Europas historikere og arkæologer, og efterhånden er der vist enighed om, at den kan følges i to hovedfaser, karakteriseret af den kultur, som man i Polen kalder Wielbark-kulturen i 1.-4. årh. (på fig. 8 er Wielbark-findesteder fra yngre romertid markeret med – ) og Cernjakhovkulturen som anden fase.

Det vil sige, at kamme som fig. 9 og 11 må opfattes som gotiske.

Fig. 8. Kort over »den gotiske vandring«, streger markerer fundsteder fra Wielbark-kulturen, prikker markerer Cernjakhov-kulturens findesteder. Det var efter alt at dømme en langvang og gradvis proces, der førte Goterne til Ukraine, hvortil de først nåede midt i 2. årh. og først for alvor beboede fra midt i 3. årh., efter Bierbrauer.

Den ene indgik i stiftsmuseets samlinger i juni 1895[1] med den oplysning, at den stammede fra Fraugde Mark (fig. 11a). Da kammen blev solgt af Hans Jensen, der var datidens førende antikvitetshandler i Odense, er fundoplysningerne fra finderen forsvundet. Desværre var datidens museer ikke gode nok til at kradse oplysninger om fundene ind. I august solgte Hans Jensen 2 perler, som skulle være fundne sammen med kammen., og i september en fibula og stykker af et lerkar m.m., som skulle stamme fra samme gravhøj som kammen, hvor også forrustede stykker af en jernkam og en lille mosaikperle var fundet. Senere på året indgik en serie fund fra en gravplads på matrikel 17 af Fraugde (Albrectsen 1968, 53ff). Også denne gang var det Hans Jensen, der solgte. Fraugde var en af Stiftsmuseets og Nationalmuseets bedste fynske jagtmarker med den store gravplads ved Fraugdegård på matr. no. 17 som vigtigste fundsted (Muller 1900). Herfra er der både brand- og skeletgrave. Det er sandsynligt, at kammen stammer fra en skeletgrav, hvis øvrige inventar finderen har beholdt eller solgt til anden side. Om det lige er Fraugdegårdgravpladsen eller en anden samtidig gravplads i nærheden, der har leveret fig. 11a, kan næppe afgøres mere.


Fig. 9. Trelags benkamme fra Izvoral i Rumænien, efter Mitrea & Preda 1966.

To andre kamme med tilhørende futteraler (fig. 12) stammer fra Nydam Mose på Sundeved, fra den nedlægning, som kaldes Nydam IV (Rieck 1994, 47 ff). Den indeholdt mindst 25 sværd, en masse spydspidser, hvis stager i flere tilfælde havde den typiske entrelac-(bånd-fletning-)ornamentik, der karakteriserer ældre germanertid, og som også kendes fra Kragehul Mose på Sydvestfyn. En spydspids havde indlagt dyrefigur, der kan minde om Cernjakhov-kulturens kammes.

Vi har altså ikke færre end tre af disse kamme fra Syddanmark, et gammelt og to nye fund. Den fynske kam kom i graven, vi ved ikke, om det var med en mand eller kvinde. De to sønderjyske kamme indgår i samlingen af krigsudstyr, der formodes at have tilhørt en indtrængende styrke. Mindst to af denne »hærs« krigere brugte de sydøstlige kamme[2]. Kamme er så personlige som noget, og man kan næppe forestille sig kamme som del af krigsbytte, eller som noget man ville stjæle. Derfor udtrykker de bedre end kostbare smykker eller herlige kampvåben hverdagslivets små nuancer.

Arkæologen kan konstatere, at der i 4. århundrede har været ganske livlige kontakter mellem Sortehav og Østersø. Han kan tolke forbindelserne som personlige i dette tilfælde. Trods datidens forstyrrede politiske situation, eller måske netop på grund af den, kunne sådanne personer altså bevæge sig tværs gennem Europa, gennem det ene stammeområde efter det andet. Hvordan det foregik, aner vi ikke. Hvis læseren vil videre med historien, må han/hun bruge sin fantasi.

Fig. 10. Gravplads fra Cernjakhov-kulturen ved Osilivka, Tjernovtsy distr., Ukraine; Cernjakhov-kamme med samme signatur som fig. 7, almindelige trelagskamme markeret med +, ubestemmelige benkamme med ? (efter Nikitina 1988).

Fjerde århundrede var skæbnesvangert for Goterne, der blev drevet vestpå af Hunnernes horder. De selvbevidste Goter tabte fuldstændigt fatningen og lod sig drive som en forvildet fåreflok foran Hunnernes rytterskarers »Blitzkrieg«. Først da de var kommet i sikkerhed bag Romerrigets grænser, og efter mange genvordigheder havnede i henholdsvis Italien og Spanien, kunne Goterne udfolde sig som Øst- og Vestgoter i selvstændige kongeriger. Vest- eller Visigoterne fik hævn over Hunnerne i slaget på de catalauniske marker 451, hvor de hjalp Romerne med at afværge faren østfra. Øst- eller Ostrogoternes kongerige med Ravenna som hovedstad blev med Theoderik Fem et af datidens kulturcentre. De Goter, der endte deres dage på Fyn og Sundeved, nåede ikke at opleve denne gotiske renaissance.


Fig. 11. a: Benkam fra Fraugde, Åsum sogn, 9,4 cm bred, Nationalmuseet, fot. b: Benkam fra selve Cernjakhov-gravpladsen, 8,4 cm bred.
Fig. 12. Benkamme med futteral, fra Nydam IV. Bemærk hagekorset på den nederste, godt slidte kam, Nationalmuseet fot.: Fra den ölandske offermose Skedemosse stammer tre meget individuelle kamme af samme type (Hagberg 1967a fig. 48 ff).

Således kan også de lidt grå og anonyme udstillingsgenstande på en udstilling, der ellers strålede af guld og kunsthåndværk af verdensklasse, fortælle historier fra en fjern fortid. Som altid må arkæologen holde sig tilbage fra en fuldstændig historie. Den ville måske lyde for meget af et rigtigt eventyr til at blive taget alvorligt af fagfæller og læsere.

Noter

  1. ^ Fyns Stiftsmuseum inventar no. 5150. Kammen fik ikke lov at blive længe på museet, allerede den 5. september tog Nationalmuseets direktør Sophus Muller kammen med til Nationalmuseet, hvor den har protokol no. C 7762. Nationalmuseet takkes for udlånet til udstillingen. Næste portion fra Hans Jensen har FSM no. 5205-06, og den store samling no. 5293-5333, se Albrectsen 1968.
  2. ^ Jeg er ikke blind for, at en nærmere undersøgelse af »Cernjakhovkammenes« typologi og ornamentik kan afsløre lokale værksteder eller traditioner, som vi idag ikke kan præcisere. F.ex. er der utvivlsomt i Sverige foregået en sekundær udvikling af denne kamtvpe, som kræver en større undersøgelse. Den slutning, der her drages, bygger på det overfladiske kendskab til kammene som den begrænsede litteratur her i Odense tillader. Mens jeg opfatter Fraugde-kammen som en ægte sydøstlig kam, kan Nydamkammene i betragtning af de forbindelser til Midtsverige, som kan aflæses i nogle af de andre mosefundne våbenofringer. At afklare det kræver langt mere indgående undersøgelser, end det har været muligt i denne lille artikel.

Litteraturliste

  • Albrectsen, E. 1956, Fynske jernaldergrave 2, ældre romersk jernalder, København.
  • – 1968, Fynske jernaldergrave 3, yngre romersk jernalder, Odense.
  • – 1971, Fynske jernaldergrave 4, gravpladsen på Møllegårdsmarken, Odense.
  • Bierbrauer, V., 1992, Die Goten vom 1.-7. Jahrh. n. Chr.: Siedelgebiete und Wanderbewegungen aufgrund archäologischer Quellen, E. Straume & E. Skar red. Peregrinatio Gothica III, Universitetets Oldsaksamlings Skrifter ny rekke 14, 9-44, Oslo.
  • Engelhardt, C., 1869, Vimose Fundet, Kjøbenhavn.
  • Ilkjær, J., 1993, Illerup Ådal 3 (text) 4 (Tafeln), Die Gürtel, Jysk arkæologisk selskabs Skrifter XXV, 3-4, Århus.
  • Jensen, S., 1991, Ribes Vikinger, Ribe.
  • Hagberg, U. E., 1967a, The Archaeology of Skedemosse I, Stockholm.
  • – 1967b, The Archaeology of Skedemosse II, Stockholm.
  • Mitrea, B. & Preda, C. 1966, Necropole din secolul al IV-lea e.N. in Muntenia, Biblioteca de Arheologie X, Bukarest.
  • Müller, S., 1900, Dyreknogler fra Ligbaalet, Årbøger for nordisk Old-kyndighed og Historie 1900, 166-182.
  • Nikitina, G. E, 1988, Migilnik i s. Oselevka Kelmenetskogo raiona Tjerno-vitjkoi obl. V.V. Kropotkin ed., Moginiki Cernjakohskoi Kulturi, Moskva.
  • Ramskou, T., 1976, Noget om Hår og skæg, København. Rieck, E, 1994, Jernalderkrigernes skibe, Roskilde.
  • Shchukin, M. B., 1991, Mashina vremeni i lopata, Kishinev.
  • Tejral, J., 1993, Die Probleme der römisch-germanischen Beziehungen unter Berücksichtigung der neuen Forschungsergebnisse im niederösterreichisch-südmährischen Thayaflussgebiet, Bericht der römisch-germanischen Kommission 73, 1922, 377-468, Mainz.
  • Thomas, S., 1960, Studien zu den germanischen Kämme der römischen Kaiserzeit, Arbeits- und Forschungsberichte zur Sächsischen Bodendenkmalpllege 8, 54-215, Dresden.
  • Thrane, H. 1987, Broncealderbarbering, Fynske Minder 1987, 15-31.
  • – 1993, Guld, guder og godtfolk, Odense.
  • – 1994, Steppens nomader- skovens bønder, Ukraines arkæologi i 2000 år (900 f. Kr. – 1240, Odense.
  • Werner, J., 1988, Danceny und Brangstrup, Untersuchungen zur Cernjak-hov-Kultur zwischen Sereth und Dnestr und zu den Reichtumszentren« auf Fünen, Bonner Jahrbücher 88, 241-288, Bonn.
  • – 1990, Eiserne Wollkämme der jüngeren Kaiserzeit aus dem freien Germanien, Germania 68, 608-611, Mainz.
  • Wolfram, H., 1988, Histoiy of the Goths, Berkeley.

©