Fru Magdalene Sehested, enke efter Moritz Podebusk til Kiørup, stævnede i 1611 byfogeden i Odense Hans Ibsen for Fynbo Landsting for et brev, som han havde beseglet på Odense byting den 21. januar samme år. Sagen drejede sig om, at den i sin tid velstående Odense-købmand Arent Petersen var død uden at efterlade sig tilstrækkeligt til at hans kreditorer kunde få deres tilgodehavender. Han havde endda måttet søge husly hos en af sine svigersønner, den senere rådmand Willum Lucassen. Byens to borgmestre Jørgen Nielsen og Jacob Let havde sammen med byfogeden givet møde i Willum Lucassens gård den 10. januar 1611 på den tid, da sl. Arent Petersens lig blev begravet i Graabrødre kirke, og de havde forseglet stuedøren til det værelse, hvor Arent havde boet. Svigersønnerne Willum Lucassen og Hans Sommer havde på deres hustruers vegne frasagt sig arv og gæld efter den afdøde, og nøglerne til hans gods havde de overladt til øvrigheden. Det var denne erklæring, der blev læst for bytinget og beseglet af byfogeden, og på det grundlag mente alle implicerede sig dækket, således at kreditorerne, hvoriblandt bemeldte fru Sehested, ikke kunde fremkomme med krav om betaling af gæld.
Magdalene Sehesteds fuldmægtig havde imidlertid en anden opfattelse. Han mente, at frasigelsesbrevet ikke var »saa lovlig gangen og gjort«, at det kunde anses for juridisk gyldigt, idet byfogeden havde udstedt brev og bevis og forseglet det, uden at »samme frasigelse haver været givet tilkende over graven, lagt nøglen på kisten, og siden gjort det lovligt til ting og siden givet lovlig varsel (til) fru Magdalene, hendes børn og arvinger, enten med otte dage, fjorten dage eller seks ugers varsel«.
Landstinget kendte byfogedens brev for magtesløst, fordi der ikke var givet kald og varsel derimod, men selve gældskravet blev henvist til bytinget efter lovlig varsel[1].
Sagen har interesse, fordi det af den fremgår, hvorledes man mente fremgangsmåden burde være, når arvingerne vilde fragå arv og gæld: det skulde forkyndes over graven, og nøglerne skulde lægges på kisten, derefter skulde handlingen gøres juridisk gyldig for retten.
Ved en gennemgang af de fynske tingbøger vil man møde flere eksempler på denne skik. Således fremstod Morten Clemmendsen, Hans Hansen og Knud Olsen i Bullerup den 21. marts 1645 for Aasum herredsting og vidnede, at i mandags otte dage, da salig Christen Andersen i Bullerup blev begravet, fragik Maren Christens på børns og egne vegne arv og gæld efter hendes husbond »och kaste nøglerne på graven«. Mere detailleret skildres handlingen i Lunde herreds tingbog 1656, 1. febr., da Anders Bertelsen vidnede, at den dag efter Sct. Mikkelsdag sidst forleden, da Jep Dinesen i Hjadstrup døde og blev begravet i Hjadstrup kirkegård, »da efter at hans lig blev nederlagt og tilslaget i graven, da slog hans hustru fornævnte Anne Jep Dinesens nøgle på graven og fragik at ville hverken arve eller gielde efter hendes salig mand«.
Det var dog ikke alene hustruen, der kunde bruge denne fremgangsmåde, men arvingerne i almindelighed. I 1646 blev for Skam herreds ting beseglet et brev, at da Laurids Rasmussen i Højrup blev begravet i Næraa kirkegaard, frasagde hans efterlevende svogre sig arv og gæld og »derhos kast Nøglerne paa graven«[2]. Men det var naturligvis nødvendigt, at handlingen blev foretaget i vidners nærværelse, og Hans Rasmussen Bersig i Kerteminde var da også så forsynlig, da han 1619 fragik arv og gæld efter sin moder Ingeborg, at han »med byes tjener« kastede nøglerne på graven straks efter at moderen blev båren til jorden[3].
Afgørende var det dernæst, at man fragik arv og gæld ved graven. I Assens stævnede rådmand Jens Mand i 1626 sin broder Jørgen Mand, som han krævede for en betydelig gældspost, da han hverken over hans salig fader over hans grav, der han blev begraven, ikke heller inden 30 dage efter loven havde forsvoret arv og gæld efter faderen, og meget mindre år og dag derefter. Broderen havde tværtimod i kirken over hans faders grav tilbudt enhver betaling efter bevis[4], og arvingerne efter Jacob Andersen i Vævlinge fragik 1666 ved Fynbo Landsting arv og gæld »eftersom Kirsten sl. Jacob Andersens selv tilforne der hand blev begraven, over hans grav gik fra arv og gæld«[5].
Af de nævnte eksempler kan man udlæse, hvorledes en gammel retsform i løbet af 1600’erne ændres. Det primære har været, at hustruen har fragået arv og gæld ved at kaste nøglerne i mandens grav i følgets nærværelse. Nøglerne var symbolet på hustruens værdighed. På bryllupsdagen fik hun nøgleknippet hængt ved sit bælte som tegn på, at hun skulde forvalte huset, og når forholdene medførte, at kun ikke længere kunde påtage sig ansvaret for husbondens jordiske gods, gav hun nøglerne fra sig. Det er værd at bemærke, at dette ikke var et lokalt fænomen. Skikken, at hustruen fragik arv og gæld ved på selve begravelsesdagen at kaste nøglerne på mandens grav træffes i middelalderen både i Tyskland, Holland, Belgien, Schweiz og Frankrig, og ceremonien var lovfæstet i Saarbrückens landsret fra 1321[6].
Det næste skridt bliver, at handlingen bekendtgøres for tinget, som vi ovenfor har set, og som man kender det fra Furs birketing 1631, hvor otte dannemænd vidnede, at de havde været nærværende på kirkegården og hørt og set, at enken havde kastet nøglerne på sin mands grav og frasagt sig arv og gæld. Fra Nibe har man et eksempel på, at man ved graven havde frasagt arv og gæld, men kreditorerne stævnede arvingerne under påskud af, at han ikke havde kastet nogen nøgle i graven, men karakteristisk nok blev de frikendt ved landstinget, og i Aarhus kastede Kirsten Rasmusdatter i 1636 nøglen på hendes mands grav[7].
Man kan levende forestille sig, hvilket indtryk handlingen må have gjort, og at man gerne vilde unddrage sig den, som tilfældet var med Mette Willumsdatter i Odense, gift med storkøbmanden Knud Ottesen Seeblad, om hvem det hedder, at han i begyndelsen var meget rig og morede (moquerede) sig over dem, som sendte ham brudegaver, men siden gik det tilbage, og da han blev begravet 1641 gik hustruen fra kirken ind i sine venners hus, og således fra arv og gæld[8]. I århundredets løb blev det tilstrækkeligt, at man umiddelbart efter en mands død overfor retten tilkendegav, at man fragik arv og gæld. Ordlyden af et sådant afkald er bevaret fra Nyborg, hvor rektor Cornelius Wulff var død 1665 og faderen, rådmand Knud Wulff indkaldte til skifte, men lod samtidig en seddel læse for retten: »Eftersom Gud Allermægtigste ved den timelige død haver bortkaldet min kiere og nu salige søn, den hæderlige, højlærde mag. Cornelius Wulf, fordum rector her udi Latine skolen, og uden tvivl efter den sl. karl vidtløftig gæld skal befindes, hvorfor jeg hermed på mine egne og alle mine arvingers vegne lovlig fragår og vedersiger al arv og gæld efter forn. min sl. søn, så at jeg mig aldeles intet efter hannem vil befatte, enten med at arve eller gielde med venlig begiering dette her til bytinget må vorde læst og påskrevet, meningen udi tingbogen indføres og mig igien tilstilles[9].
Men endnu i 1660 kunde den gamle, dramatiske handling forekomme, endda overfor præsten i Stenløse Jørgen Ottesen Seeblad. Han var søn af den velhavende Odenseborgmester Otte Knudsen Seeblad og var gift med Margrethe Jacobsdatter, en søster til biskoppen Laurids Jacobsen Hindsholm. Han var altså nær tilknyttet de fornemste slægter, men havde iøvrigt haft skyld for at være en enfoldig mand, men han trøstede sig med, at han dog havde bispens søster i senge. Da han døde, blev hele den fornemme familie inviteret til begravelsen. »De kom, ingen tænkte hvad ske skulde, men siden da de kom ud af kirken, blev alle nøglerne slængte på graven til et tegn, at de gik fra arv og gæld, i de tider var det en stor spot, og enhver rejste beskæmmet bort«[10].
