Med vor tids vidtforgrenede sociale foranstaltninger kan man dårligt fatte den nød og fattigdom, tidligere tiders laveste samfundslag kæmpede med. Op gennem 1700-årene udvikledes dog en begyndende organiseret offentlig fattigforsorg, anvist i en ordning fra 1708. Den skulle afskaffe tiggeri og løsgængeri, medens uforskyldt fattige kunne hjælpes nødtørftigt.

På samme tid blev det almindeligt, at godserne indrettede fattighuse for fattige gamle, der havde arbejdet der.

På Holstenshus lod baron Adam Christoffer v. Holsten det bestående fattighus ved Diernæs kirke udvide, og han opbyggede 2 kampestenshuse, et i Diernæs og et i Katterød. Samtidig var det hans plan at bygge endnu et under Holstenshus og to på Langesøs jord. Der skulle således blive 6 huse – foruden det ved Diernæs kirke – der kunne rumme 44 familier eller 88 personer med 2 af samme køn i hvert rum.

I fundatsen af 1786 angives, at formålet med disse bygninger er at gøre de fattiges vilkår i alderdommens og skrøbelighedens dage så tålelige som muligt, men også at det er for at befri gårdmændene for at have værelser stillet til rådighed for disse mennesker, da erfaringen viser, at mange ildebrande netop opstår i den forbindelse.

Der skal ikke betales husleje, og til hver familie stilles et rum i et udhus til rådighed til brændsel, og et stykke have anvises til kål og urter. Hver familie får tilkørt 6 læs tørv, som de selv må skære. Godset vedligeholder bygningerne, og til hvert års julefest uddeles 66 rdlr. og 4 mk. efter behov til hver enkelt, og der må ikke af den grund ske afkortning i den årlige almisse. Godsets ejer bestemmer selv, hvem af baroniets fattige der skal have en bolig, og det pålægges efterfølgende ejere af godset at overholde fundatsen til verdens ende.

Så længe kom fattighusene ikke til at virke efter deres oprindelige hensigt. De blev overflødiggjort af nye mere tidssvarende alderdomshjem og af retten til udbetaling af aldersrente efter bestemte regler i henhold til socialreformen i 1933.


Fig. 1. Katterød Hospital, opstalt og plan. Opmålt og tegnet af Eigil Hansen.

De tre fattighuse i Diernæs og Katterød, der efterhånden kaldtes hospitaler, nedlagdes i 1938 og erstattedes af et legat. Bygningerne blev overtaget af Diernæs sogneråd, der kort efter overlod bygningen fra Katterød til Den fynske Landsby, hvor den genopførtes med sin oprindelige ruminddeling.

Af opmålingerne fremgik, at der var hugget senere dørhuller mellem nogle af rummene, så flere rum har hørt sammen, antagelig når der har været ledige værelser og en familie har haft behov for mere plads. I det sydøstlige rum var der sat skillerum op senere, så der blev et skabsrum. Det kan muligvis have været soverum for en families mange børn (et lign. rum findes i Sortebro Kro, hvor det var soverum for 5 børn).

Et par af rummene havde jord- eller lergulve, og det må antages at have været den oprindelige gulvbelægning i hele bygningen. Der var rum med murstensgulve og andre med endnu senere trægulve.

Rummene er i museet anvendt til små specialudstillinger og værksteder for gamle håndværk. Museet ejer intet inventar fra bygningen, medens den var fattighus. Det var sædvane, at lemmernes ejendele ved deres død blev solgt på auktion og overskydende beløb efter begravelsesomkostningerne gik til fattigkassen. Ikke alle auktioner indbragte nok til begravelsen. Det fremgår af registreringsprotokollerne, der førtes over almisselemmernes ejendele. Der er tilfælde, hvor der end ikke nævnes bord og stole mellem det efterladte, eller 3 trebenede stole, men ikke et bord, og en gammel kones gangklæder noteres ikke at kunne betale ligklædet, medens overskuddet fra de bedst funderede højest andrager nogle få rdl.

En møbleringsplan for et af rummene fra gammel tid kunne godt rekonstrueres efter inventarfortegnelserne, men det ville knibe med den rette atmosfære. Det vil være lettere med et interiør fra omkring 1900, takket være en fuldstændig beskrivelse af indbo og beboere i et af rummene.

Oplysningerne er givet af den 78-årige kunstmaler Ellen Krog i Dyreborg, der har tilbragt en stor del af sin barndom hos bedsteforældrene i Katterødhuset. Hun erindrer stadig begivenheder, både gode og dårlige, derfra. Gennem samtaler er hændelsesforløb, der ligger 70 år tilbage i tiden, angivet så rimelig det er muligt efter hukommelsen.

Bedsteforældrene Karen og Christen Krog flyttede i 1901 ind på hospitalet, begge var i 60erne og arbejdsduelige, så det var ikke på grund af alder eller skrøbelighed, de blev placeret her, men det skyldtes følgende tildragelse.

Bedstefaderen havde gennem mange år arbejdet i skovene under Holstenshus, og familien boede i bomhuset »Knaphavehus« nær ved Lucienhøj ved Kalekovejen. De betalte ikke husleje, men bedstemoderen skulle åbne og lukke ledet efter vejfarende. I 1901 ville bedstefaderen have mere for sit skovarbejde, men han opnåede kun at blive sagt op, og samtidig skulle de fraflytte bomhuset, der jo også tilhørte godset.

Stillet overfor disse barske realiteter gik Karen Krog til fruen på Holstenshus og klagede deres nød. Det bevirkede, at de fik lov til at bebo stuen i det nordøstlige hjørne af hospitalet. I 1909 kom sønnedatteren Ellen til bedsteforældrene, hun var da 7 år, og 2 år før var hendes forældre blevet skilt. Det var ikke med bedstefaderens gode vilje, at »dens satans pige« kom til dem, men »bedsten« havde fået sin vilje her med sit sagtmodige »Jamen Herregud Christen, hvad skal der da ellers blive af hende«. Rummet på ca. 13 m2, der udgjorde hele lejligheden, var kun sparsomt møbleret. Der var murstensgulv, og i det oprindelige ildsted var indsat et komfur. Ved siden af komfuret stod en brændekasse, på den venstre væg hang tallerkenrækken, og i krogen mod forstuen havde vandspanden sin plads på en lav trebenet stol. Et køkkenskab med bordplade og låger var anbragt på den søndre væg, og på væggen herover et lille skab med låge, under vinduet stod et lille fyrretræsbord og midt på gulvet et større bord med 2-3 stole. Dobbeltsengen var anbragt i det nordøstre hjørne. Ting, der ikke blev brugt hver dag, stod på loftet. Det var rok, garnvinde, en stor lågkurv og klædekisten.

Af udenomsplads var der i en længe mod nord fælles vaskerum og et brændselsrum til hver af de 8 lejligheder, og her havde man også gulvsandet. Under et halvtag på nordsiden af længen var der 4 W.C.’er. Lidt herfra var brønden, hvor man hentede vand til vask og husholdning. Der var en pumpe, men den virkede ikke, vandet måtte trækkes op med en stang forsynet med en krog til spanden. Til hver beboelse hørte et stykke have med frugttræer og buske; der kunne dyrkes grøntsager og lidt blomster.

Bedstefaderen betalte ikke husleje, og fik fra Holstenshus hvert år 2 læs tørv, 2 læs risbrænde og et læs regulær brænde. Det sidste kunne, når det var »gjort i arbejde«, stables på det 3 meter brede jordstykke på østsiden af beboelsen.

Omkring 1910 boede der foruden familien Krog 3 andre sæt. Det var Trine Smeds, der var enke og gik ved krykker, så var der Gamle Johanne, der var lidt af en særling og nærmest menneskesky. Hvis nogle en gang imellem bragte hende lidt mad, tog hun det med begge hænder og gnavede af det. I hendes stue var der endnu lergulv, men det var vistnok, fordi hun slet ikke havde interesse i nogen forbedringer eller i at få det lidt ryddeligt. Endelig var der Per Jørgens; han var daglejer på Bjørnemosegaard, og både han og hans kone var rare mennesker, som Ellen Krog tit kom ind til, og når Per Jørgens kom fra arbejde, havde han næsten altid levnet et stykke ostemad, og det fik lille Ellen så. De 2 høns han havde stod om sommeren ude på det grønne tøjret med en snor om det ene ben. Om natten sad hønsene i en kasse bag trappen i forstuen, og vinteren tilbragte de på loftet.


Ellen Krogs bedsteforældre, Christen og Karen Krog.

Bedsteforældrene fik efter nogle år også lov at benytte rummet på den anden side forstuen, og bedstemoderen fik dermed en stue, hvor hun kunne sidde med sit håndarbejde. Møbleringen her var sparsom, et piedestalskab og midt på gulvet et rundt bord med bordtæppe, hvor frynserne nåede til gulvet; herunder gemte Ellen sig i tordenvejr.

Da Anna Krog blev lam, og der var ledige rum i huset, fik de lov at inddrage endnu et rum – det syd for det oprindelig til sovekammer – og der blev her opsat en kakkelovn.

Sengen stod ud for den søndre væg og for enden af den fik Ellen en udtræksseng. Ved siden af sengen stod en dragkiste, på den østre væg hang »klokken« (et amerikanerur) og under vinduet en stofbetrukket »puf«, en hylde med kroge til tøjet og et forhæng var garderoben.

Bedstemoderen tog sig meget af Ellen, hun lærte hende at regne og læse, inden kun kom i skole, og pigen hjalp til med hvad hun nu kunne. Der blev solgt grøntsager fra haven til kunder i Faaborg, og varerne kørte de derned på en lille tohjulet vogn. Der blev også flettet kranse af skovmærker, og hvert år blev 3 kranse pakket pænt i æske og sendt til baronessen, der kvitterede herfor ved at sende 2 kroner med posten.

»Bedsten« etablerede også et lille brødudsalg, som Ellen passede, og en gang om ugen kom »Røde Kro« bageren med hvedebrød, tvebakker og småkager, som solgtes fra en lille glasmontre, og sukkergodt som altea- og pebermyntebolscher og lakrids stod i store glas på bordet.

Bedstefaderen gik på dagleje ved bønderne, hvor han fik kosten og lidt kontanter. Lidt penge fik han også ved ægsalg fra nogle få høns. Hønsene gik i et udhus ved en af de nærmeste gårde. »Bedsten« og Ellen samlede aks på markerne efter høst.

Forholdet mellem bedstefaderen og barnebarnet var ikke godt. At han var forhåndsindtaget overfor hende, skyldes måske nok, at han havde lånt sin søn – Ellens fader – penge til at komme i gang med lidt landbrug eller gartneri. Men sønnen, der var en livlig og udadvendt natur, satte pengene til. Christen behandlede barnet meget hårdt og slog hende så voldsomt, at naboer klagede til værge- eller sogneråd, og hun kunne også komme i pleje andet sted, hvor hun sikkert ville have faet det bedre på mange måder. Barnet følte sig dog så stærkt knyttet til »bedsten«, der på det tidspunkt var blevet lam, at hun slet ikke kunne forestille sig, hvordan bedstemoderen skulle klare sig, så hun valgte at blive.

Ellen gik i skole hver anden dag, og skolegangen blev også en plage. Læreren gjorde hende så nervøs, at hun slet ikke kunne regne, og så lod han sin oplukkede foldekniv, som han holdt i spidsen af bladet, falde med skaftet ned oven i hovedet på hende. Læreren slog ellers ikke pigerne, muligvis fordi hans egen datter gik i klassen. Når drengene skulle have bank, blev en af dem sendt ud at skære en pilegren med lærerens kniv, og så fik de efter tur over rygstykkerne.

Lærerinden var heller ikke særlig flink ved Ellen, og mange år senere beklagede lærerinden sin behandling af hende.

Med lærerne som eksempel fortsatte børnene i frikvarteret med at genere og drille hende.

En ting, der også mindes med ubehag, var boghvedegrød, og netop »boggrød« med sirup eller margarine i og slåensaft til var bedstefaderens livret, og pigen skulle ikke have anden mad i stedet for. Morgenmaden var øllebrød eller rugbrød med flæsk, og til middag og aften veksledes med gængse retter som sødsuppe, grød, æbleflæsk, grønkål kogt på ribbensflæsk, pandekager og kartofler og flæsk. Ind imellem kunne der falde et stykke mad af med pølse eller ost. Der blev købt en halv ost ad gangen fra mejeriet, et passende stykke blev lagt i et fugtigt klæde til brug med det samme, resten opbevaredes i fugtigt sand.

Til højtiderne ved jul og påske vankede der gerne flæskesteg eller frikadeller, og når de omkringboende slagtede gris, skete det, at de kom med smagsprøver af ribbensteg, medister og sortpølse. Een gang om året deltes en halv gris med faster Cecilie i Odense, så blev der både lidt røget- og fersk flæsk, og noget til saltbaljen.

Opmuntrende var det, når familien med børn kom i ferietiden og blev i flere dage; så blev der fremskaffet senge med dynetøj, og der blev redt op i rummet mod gaden.

Det hændte også, at en nabo kunne komme på et kort besøg, og småkagerne tillige med kirsebærvinen blev taget frem fra skabet. Engang da Ellen var alene i stuen, ville hun prøve, hvordan vinen smagte. Hun hældte op i en kop og drak, men blev så underlig opstemt, og det føltes i hovedet omtrent som når hun fik blade af geranium i ørerne mod tandpine.

Efter en hjerneblødning blev bedstemoderen lam. Ellen var da 9-10 år og der kom nogle meget strenge år for hende.

Når vejret var godt, halvt bar og halvt slæbte hun bedstemoderen op i haven og anbragte hende i en stol, medens hun ordnede huset, gjorde rent og lavede mad.

Bedstefaderen var ikke blevet venligere stemt med årene, men han havde jo også sit at trækkes med. Han blev tunghør, og gigten i benene blev værre og værre, så arbejdet ude omkring måtte opgives, selvom der var nogen, der foreslog ham at binde en sæk om hvert knæ og prøve at kravle og luge i haverne. Han blev hjemme og begyndte at binde koste, som folk kom og købte.

Katterød Hospital efter genrejsning i Den fynske Landsby.

Ved juletid kom Ellen altid i en egen stemning, og højdepunktet var det store juletræ i laden på Holstenshus. Efter julesalmerne og dansen delte baronen godter ud til børnene og gaver til de voksne.

Der var ikke juletræ hjemme, det pjat ville bedstefaderen ikke vide. Der skulle heller ikke synges, men Ellen satte sig ind på bedstemoderens seng og sang med så lav røst, at han ikke kunne høre det. Bedstefaderen døde i 1916, og blev »sunget ud«, kisten måtte løftes gennem vinduet og førtes til kirken ad den blomstersmykkede vej. Det var beboerne i Katterød, der som skik var, havde strøet blomster langs den rute, ligtoget fulgte.

Efter begravelsen gjorde arvingerne boet op og forærede Ellen en bankbog med 200 kroner, fordi hun tog sig så godt af bedstemoderen. Ellens fader, der var blevet gift igen, tog kort tid efter sin datter og moder til sig i Faaborg.

Efter bedstemoderens død i 1918 – eller var det 1919 – fik Ellen plads hos en familie, der hed Rønberg. Det blev et vendepunkt i hendes tilværelse, for da Rønbergs senere skulle et år til Italien, tilbød de hende at tage med. De ville så skaffe hende arbejde i fru Dinesens pensionat i Firenze, men hun skulle selv betale rejsen derned, den kostede 65 kroner. Pengene havde hun ikke, men på fru Rønbergs forslag malede hun 2 akvareller, og da de blev solgt for 95 kroner, var rejsen sikret.

Næste gang hun på samme måde var i Italien, blev hun der i 7 år, og brugte al sin fritid til at male og besøge kunstudstillinger. En stor tilfredsstillelse har det for hende været i en moden alder at kunne leve af at tegne og male, det der fra hun var ganske lille var hendes store interesse, og selv synes hun, hendes liv har været som et eventyr.

Ellen Krog har betænkt Den fynske Landsby med en del husgeråd fra Katterød hospital og et lille bord samt 2 træstole.

©