Den onde trold, en af de værste, nemlig “Dævelen”, bliver i rigtig godt humør en dag. Han har nemlig skabt et rigtig modbydeligt spejl, der får alt godt og smukt, som spejler sig deri, til at se helt forkert ud. Smukke landskaber kommer eksempelvis til at ligne kogt spinat! Det skønne og positive forvrænges i spejlet, mens det dårlige og grimme forstørres. Det er naturligvis begyndelsen til H.C. Andersens eventyr “Sneedronningen” fra 1845, vi har fat i. Så nu begynder vi. Når vi når til enden af historien, ved vi mere, end vi ved nu! For det bliver jo værre endnu. Troldspejlet splintres og går i “hundrede Millioner, Billioner og endnu flere Stykker”. Splinterne flyver overalt, besejrer freden, idyllen og besætter Kay, der rammes både i hjertet og i øjet. Ingen, der har troldsplinten i sig, kan se virkeligheden, uden at den er forvrænget af ondskab, misnøje, misundelse og jalousi. Det kærlige forhold mellem Kay og nabopigen Gerda, der var så varmt, som kun børns hengivenhed til hinanden kan være, brydes og bliver til brutalt nid og nag. Det er udgangspunktet i dette eventyr, der er et af Andersens mest ikoniske.

Ved Lu Xun Foundations konference i Shaoxing, Kina, i maj 2013 holdt museumschef Torben Grøngaard Jeppesen et indlæg om samarbejdsmuligheder mellem Lu Xun Foundation og H.C. Andersen Fonden.

Det kunne have været nogle af siderne af drejebogen for fejringen af H.C. Andersens 200-års dag i 2005. Det var, målt i penge, en af de største ikon-fejringer og en af de største kulturelle events af sin art nogensinde, der skulle foldes ud. Nu skulle der festes, og spejlet var pudset. Spejlet knustes imidlertid! Det brød sammen og splintredes i millioner, billioner og endnu flere splinter under presset fra alle dem, der syntes, de skulle have et kødben ud af fejringen, alle dem, der syntes, de vidste mere end alle andre, alle dem, der mente, de havde særlig ret til at sige: Duer ikke! Væk! Til alle de andre forstås! Presset fra alle dem, der var så fornemme, at de kun kunne svare “P !” Troldsplinterne fløj. De trængte ind i øjnene på medierne, der holdt deres egne troldspejle op. De trængte ind i de politiske synspunkter og magtkampe. De trængte ind i folkestemningen. De føg overalt og kostede dyrt. Den stort anlagte fejring måtte, som en anden Kay, beskæmmet drage bort og det vel at mærke uden en kærlig Gerda til med sin kærlighed at hele sårene.

Et problem i fejringen var, at der aldrig blev skabt et grundlag, når der ses bort fra den fede platform af penge, som var etableret. H.C. Andersen var hjemløs i sin egen fejring. Der blev aldrig skabt et solidt folkeligt ejerskab og ikke etableret tilstrækkelig forankring i Andersens egne værdier og steder. Hvor ville man hen? Hvordan ville man henvende sig til publikum lokalt, nationalt og internationalt? H.C. Andersen er både et meget konkret og et meget abstrakt brand, så det er vigtigt og væsentligt at prioritere. Hvilke værdier hos Andersen skulle repræsenteres? Er H.C. Andersen den samme i hele verden? Er de værdier, der knytter sig til hans værk og personlighed, de samme i alle hjørner af det store globale rum, han repræsenterer og er til stede i?

Fejringen var som sagt målt i økonomi en af de største kulturelle events af sin art nogensinde i verden. Men fejringen blev sendt i proces, uden at der var sikret et ejerskab i den odenseanske, fynske og danske befolkning. Hovedparten af den befolkning, som også er vælgere, skatteydere og opinionsdannere, havde fået nok af det, som nogle kaldte “alt det Andersen-halløj”, fordi alt for meget af festen foregik i nålestribede jetstrømme langt fra den virkelighed, hvor de kunne have ønsket sig en Andersen-oplevelse. Spejlet knustes så grundigt, at ingen længere turde nævne navnet Andersen. En fejring af os selv gennem det største globale ikon og navn, Danmark overhovedet har og nogensinde har haft, var splintret i misundelse, misnøje og misforståelse.

Det var situationen, da nogle personer og institutioner i 2009 tog et nyt initiativ. Torben Grøngaard Jeppesen var en af de musketerer, der mente, at mulighederne måske alligevel ikke var helt udtømte for at revitalisere ikonet Andersen. Det krævede imidlertid hårdt arbejde, organisation, ny viden og vision samt dybde og fokus, hvis Andersen på ny skulle kunne gøres til ikon og symbol for en forening af det globale kendskab til eventyrene og en viden om Danmark, Fyn og Odense som hjemstedet for fantasiens og fortællingens store mester.

Fra omkring 2009 gik et omfattende arbejde i gang med at rekonstruere den folkelige, nationale og lokale kærlighed til og respekt for H.C. Andersen. H.C. Andersen er helt uden sammenligning den mest kendte dansker i verden. Det globale kendskab til digterens værker, især eventyrene, var og er indiskutabelt. Men hvor relevant er denne viden? Hvordan bliver kendskab til relevans, ved at kendskabet forankres i genkendelse af et lille land med lurmærke og til en endnu mindre by på en lille ø midt i dette land? H.C. Andersen er altså fra Fyn og fra Odense. Det sted, det udgangspunkt og den historie kan ingen i hele verden lave om på. Ikke engang millioner, billioner og endnu flere fygende splinter fra “Dævelens” troldspejl. Nu gik arbejdet i gang. Nu skulle vi høre! Det første var at genetablere en fond, H.C. Andersen Fonden, på en måde, så det ikke handlede om penge i strømme, men om at etablere en national platform for forskningsbaseret viden, udvikling af seriøs kulturturisme samt – først og fremmest – samarbejde om at genskabe stolthed, ejerskab, respekt og handlekraft i forhold til H.C. Andersen.

Rejse til Shanghai 2010

Fondens bestyrelse skabte sit eget spejl, der i modsætning til “Dævelens” skulle forsøge at forstærke det smukke og gode! Flere – og stærkest af alle Torben Grøngaard Jeppesen – argumenterede for, at Kina og kinesernes forhold til ‘vores’ H.C. Andersen og hans forbløffende eventyr skulle udgøre et af væsentligste optikker og synsfelter i det nye spejl. Vi kendte H.C. Andersens enorme betydning i fjern-Asien. Kærligheden til hans eventyr i Kina er uforlignelig! Kunne den viden, dette kendskab, gøres relevant for eksempelvis indkommende turisme? Det var et spejl, der kunne kaste lys og kærlige blikke rundt i vor egen andegård! En arkitekt og et projekt kom til hjælp. Bjarke Ingels og tegnestuen BIG fik af regeringen i opdrag at skabe den danske pavillon ved EXPO 2010 i Shanghai. Midt i konkylie-pavillonen skulle den lille havfrue sætte sig som perlen i en musling, krondiamanten i et smykke, skønhedens og eventyrets fokus.

Den lille havfrue sad derfor i Shanghai, smuk, forførende og uudgrundelig. De varme solstråler skinnede på hendes rødligt-grønne bronzehud, på lårene, på de kuplede bryster, hendes flettede hår, og den spillede i den store granitsten, der har været sæde for de smukke haleben siden 1913. Den lille Havfrue er blandt de allermest kendte af H.C. Andersens meget kendte litterære figurer. Hun har i mange årtier været Danmarks måske mest centrale turist-ikon, en lille statue af bronze på sten i vandkanten ved Langelinie i Københavns Havn. Hun blev skabt af den danske billedhugger Edvard Eriksen i 1913 på bestilling fra ejeren af bryggeriet Carlsberg, brygmester Carl Jacobsen, der var Danmarks største kunstmæcen. Nu havde havfruen forladt den fodkolde Langelinie med særlig tilladelse fra Københavns Kommune, der ejer hende, og nu var hun for første gang nogensinde på rejse uden for Danmark! Hun var rejst herud til Kina på sin sten. Hun var ganske vist ikke rejst som luftånd, sådan som det kunne forventes af H.C. Andersens lille havfrue, men nænsomt fragtet herud af Scandinavian Airlines i et fly af Boeing-klassen.

Det var en flot oplevelse at befinde sig i hendes selskab en smuk solskinsdag i 2010 midt i Shanghai ved bredden af bifloden Hangpu, der strømmer gennem byen med The Bund til den ene side, Pudong til den anden og sammenløbet med Yangtze ret forude. Her sad havfruen som et selvfølgeligt centrum i det hvide eventyr af et sneglehus, der altså var Danmarks officielle pavillon. Den lille havfrue er skildret, så forvandlingen af fiskehale til fødder er i gang. Hun skildrer forvandling, men også fastholdelse af den berømmelse, som kendetegner H.C. Andersens kunst og livsværk. Hun er et nationalt ikon, men samtidig et globalt symbol. Hun har ikke noget tøj på, men der er nu ikke nogen, der – ligesom i “Kejserens ny klæder” – beskylder hende for ikke at kunne bestride sit embede, for hun er skabt af eventyr, i et eventyr og for eventyrets skyld. Gæsterne her på EXPO 2010 tilbad hende og befamlede hendes amfibiekrop m kameraernes og – især – mobilernes optiske øjne. Mere end ti millioner besøgte hende her i pavillonen, der var nabo til Pippi Langstrømpes Villa Villakulla og Thorbjørn Egners Kardemomme By. De nordiske lande var enige om eventyrets betydning. Shanghai buldrede som den enorme storby, den er, men Den lille Havfrue sagde ingenting. Det er hendes skæbne og hendes karakter. Hun, havets lille sirene, siger ikke noget, sagde ikke noget, kunne ikke sige noget, men talte desto stærkere om og til den enorme kærlighed og opmærksomhed, der blev hende til del her på en sten i et stort vandfad midt i et sneglehus midt i en af verdens største og mest pulserende byer, midt i Shanghai.

Mønsterbrud og fantasi

H.C. Andersen ville have elsket EXPO 2010, som han elskede Exposition Universelle på Champ-de-Mars i Paris i 1867, der skildres i eventyret “Dryaden” fra 1868. Han ville have elsket havfruens rejse og måske have tænkt, at så svævede hun dog ikke ind i Guds rige, men til eventyrets rige i midten. Hun måtte give det mest værdifulde, hun ejede, for dog så alligevel aldrig at få det kæreste, hun begærede. Derfor sidder hun tavs og uudgrundelig på sin sten. Hun betalte prisen for at ville sin uforbeholdne lykkedrøm. Hun betalte prisen for sit mønsterbrud, sin ubesindige opstigning til det højeste.

Den bedårende havfrue måtte så meget igennem. Hun blev født af Andersens pen og udgivet i Eventyr, fortalte for Børn. Tredie Hefte i 1837. Hun var fra fødslen blandt de komplekse af Andersens karakterer, fordi hendes liv og drift er præget af længsler. Det koster at længes, og den lille havfrue må aflevere sin stemme, der er havets smukkeste og sirenens attribut. Det er det pant, havheksen forlanger for at sætte forvandlingen fra havfruehale til menneskelige ben i gang. Havfruen må give sig selv for at blive den, hun alligevel aldrig fuldt kan blive. Hun afgiver mælet for at sige det, der nu aldrig kan siges til den, der derfor aldrig vil kunne høre det. Dansen, det graciøse, kroppens lethed, øjnenes dybde har hun, men det er forankret i usigelig smerte og brændende pine, fordi hun aldrig vil kunne blive det, hun allermest længes efter: et menneske med en sjæl. Den lille havfrue betaler prisen for at længes ud over sig selv, for at ville stige op, bryde alle bånd og mønstre for at ville blive til menneske i lyset fra Gud og det åndelige. Længslen er det stof, mennesker er gjort af, længslen efter at rejse, bevæge sig ud i det ukendte, det er vor tids og alle tiders eventyr. Så den uendeligt smukke, men også uendeligt sørgelige historie om havfruen, der må tabe mælet for at leve i smertelig nærhed til den, hun aldrig kan synge sig til lykken med, det er, som alle H.C. Andersens eventyr og historier, en meget moderne historie om at begære at være et menneske og om at blive et menneske ved at ville være i sine længsler uden at kunne få dem indfriet. Andersen fortæller ofte i sine eventyr den principielt meget moderne historie om at være en rastløs og søgende mønsterbryder, der begærer at nå frem til sig selv. I eventyret om den lille havfrue udfolder han fortællingen på en så genial måde, at verdens befolkning har kunnet spejle sig i hendes længsel.

Nu sad hun her som en statue og som et symbol for en fantastisk fortælling med globalt gennemslag om mennesker og følelser! Havfruen på sin egen sten i eget vand i Kinas land! Det påfund overbeviste mange hjemme i Danmark om, at H.C. Andersen som litterær kulturarv er større end noget andet. H.C. Andersen er stor og særdeles udbredt i Kina, ligesom han er det i en lang række af de øvrige lande i Asien og for den sags skyld i resten af verden. Han er den mest kendte dansker i verden! Hans status i Kina er dog helt unik. Her kaldes Andersen ofte for ‘An-Tu-Chen’, der lader sig oversætte med “disciple of the peaceful living”. H.C. Andersen betragtes ikke blot som en stor forfatter og kunstner i Kina, han ses heller ikke kun som en forfatter af eventyr for børn, men som et begreb og som et grundlag for fantasi og for at forstå livet. Hans eventyr er kunstnerisk forvaltning af “sad stories about life and destiny”. H.C. Andersen er ikke identisk med en høj hat i Kina. Mange kinesere genkender slet ikke Andersen i denne profil. De ser derimod “An-Tu-Chen” som et symbol på etik, værdi, kærlighed og fred samt som en, der taler til hele mennesket og alle dets følelsesregistre.

De første tekster af H.C. Andersen blev oversat fra japansk eller tysk til kinesisk i 1914. Det var intellektuelle, forfattere, kunstnere og akademikere samlede i det såkaldte New Cultural Movement i Shanghai, der efter dynastiernes sammenbrud og i en historisk periode, da det forhen så mægtige rige lå knust, der søgte nye billeder, der kunne sætte ny kurs. De søgte forfattere, videnskab, inspiration, som kunne kaste nye spejlbilleder ind i Kina. Forfatteren Lu Xun (1881-1936) var en af disse, der ville finde nye veje for Kina. De fandt blandt andre europæiske forfattere H.C. Andersen, som kunne skabe billeder af barndom, håb, tro på fantasi og forestillinger om det individuelle. Derved skabte de en helt ny forestilling i Kina om, hvad et eventyr og en fortælling kunne være. Og de skabte en fantastisk platform til Andersens eventyr i Kina. At en helt ung MaoZe-Dong så voksede op i slipstrømmen af denne kultur er en helt anden historie, der dog blev til den samme historie. Mao elskede Andersens historier og “Den lille Pige med Svovlstikkerne” mest. Han blev den, der efter magtovertagelsen beordrede, at H.C. Andersens fortællinger altid skulle være repræsenteret i skolebøger for børn i grundskolen over det ganske Kina!

Fantasi og følelser

Fantasi og følelser bevæger mennesker overalt på denne jord. Det er evnen til at gøre sig forestillinger og til at fortælle disse forestillinger, der gør os til mennesker. Eventyr, fantasi, kærlighed og oplevelse! Der er så meget i H.C. Andersens eventyr, der bliver synligt på en ny måde, og som man aldrig glemmer, når man har været der og set det. Verden blev for eksempel aldrig den samme igen, da jeg som barn første gang havde fået læst denne indledning, som er fra eventyret “Fyrtøjet”:

“Der kom en Soldat marcherende henad Landeveien: een, to! een, to! han havde sit Tornister paa Ryggen og en Sabel ved Siden, for han havde været i Krigen, og nu skulde han hjem.”

Præcist sådan måtte en soldat selvfølgelig bevæge sig, et to, et to, højre venstre, højre venstre. Det er barnelogik. For det er klart, at det kun kan være en soldat, når han marcherer, et to, et to. Hvad laver soldater? Ja, de er i krig, og dernæst længes de hjem. Det kan barnesindet let forstå, og på den måde var historien klar. Noget måtte ske i eventyret, noget forunderligt, for her kom en soldat, som var klar til det uventede: et to, et to!

Der sker ting og sager. Han tilbydes et fyrtøj, Aladdins Lampe, som kan gøre alt dét virkeligt, som man måtte ønske sig. Der er prøvelser, men det går soldaten godt til sidst. Han får prinsessen og det halve kongerige, omend hundene må kaste den gamle konge og dronning brutalt fra tronen. Det er endda soldatens svigerforældre! Det koster også den gamle heks livet. Soldaten hugger hovedet af hende. Alt det accepterer vi i et eventyr af H.C. Andersen, for vi er netop i et eventyr, hvor regler, moral og etik er fortællingens.

Der er det særlige ved H.C. Andersens fortællekunst, at der altid er flere stemmer i eventyrene. Der fortælles på flere niveauer samtidig og dermed med flere fortællestemmer. H.C. Andersen fortæller sin “Fyrtøjet” for børn, men han fortæller samtidig dybe historier om liv, død, kærlighed, smerte og om menneskers kår i dette og alle andre eventyr. Han fortæller om etik og moral, om det farlige og forførende. For eksempel var H.C. Andersen optaget og fascineret af alt det moderne, som trængte sig på i hans samtid. Dampmaskinen blev sammen med elektromagnetismen de to store ‘maskiner’ i den ny verden, hvor masseproduktion af varer samt kommunikation over lange afstande forberedte det nye. H.C. Andersen registrerede det nye, var begejstret, men samtidig var han skræmt over at erfare, hvordan de gamle former, den gamle, solide kultur blev underløbet og var under opløsning. Den dobbelthed er alle steder hos H.C. Andersen, der selv brød op fra fattige kår og nåede frem til høj social status gennem sin kunst og ved sit geni. Det er den dobbelthed i erfaringer, som gjorde ham til en mønsterbryder både på det sociale plan og som kunstner. Han måtte udvikle en ny genre for at kunne udtrykke sig. Det sker i hans eventyr og historier. Det er interessant at se, hvordan Andersen i sine første arbejder er bundet af de traditionelle genrer og for eksempel af det klassiske folkeeventyr. Men i 1835 bryder han og udsender Eventyr, fortalte for Børn. Dermed var en helt ny verdenslitterær genre født! H.C. Andersen nåede frem til sine eventyr!

Mange stemmer

Den tyske kulturforsker Walter Benjamin har sagt, at folkeeventyret tilhører folket og ikke en individuel kunstner. Folkeeventyret rummer en fælles erfaring, den går fra mund til mund, tilpasses og forandrer sig over tid. Kunst-eventyret, romanen, novellen derimod, den tilhører en forfatter-personlighed og hans eller hendes evne til at omsætte erfaringerne til kunstnerisk form. H.C. Andersen tager udgangspunkt i de fælles genrer, folkeeventyret, men gør dem personlige og til sit eget kunstneriske udtryk. Det får hans historier og eventyr til at rumme barnets, den fattiges og det lille menneskes dybe erfaringer: smerter, sorg, fornedrelse, social opstigning, kærlighed og tab af kærlighed.

H.C. Andersen er altså i sine eventyr i stand til at tale i mange stemmer og dermed til mange virkeligheder: barnets, det unge menneskes drømme, de forelskedes stemme, den voksnes erfaringer, det ældre menneskes tilbageblik. Det er udtrykt fint af den taiwan’ske digter Zhang Xiaofeng[1]:

“If a 5-year-old kid has not yet listened to Andersen, his childhood will not be warm enough;
If a 15-year-old juvenile has not yet read Andersen, his adolescence will not be colorful enough;
If a 25-year-old youth has not yet savored Andersen, his adulthood will not be brilliant enough;
If a 35-year-old man has not yet learned Andersen, the summer of his life will not be rich enough;
If a 45-year-old man has not yet pondered Andersen, the autumn of his life will not be profound enough;
If a 55-year-old man has not yet reviewed Andersen, his twilight years will not be leisurely enough.”

Det er udtrykt på en anden måde af den kinesiske forfatter Bi Shumin, der her fortæller om sine oplevelser med “Den lille Havfrue”[2]:

“When I read the fairy tale for the first time at the age of 8, I couldn’t help crying and crying because I felt it too tragic for the beautiful princess to melt into bubbles in the sea. I didn’t notice the element of love. I was most worried when she became dumb, and I thought of her dumbness as the root of her tragedy.

When I read it at 18, I perceived love in the story. The little mermaid was willing to sacrifice herself for her true love. How respectable! How unselfish!

When I became mom and read it again at 28, I was more concerned about the family bond in the story. When the little mermaid was in trouble, the old queen, regardless of her health condition, rose above the sea to care for her granddaughter. I was deeply touched by the old granny’s benevolence.

When I turned writer and turned to it again at 38, I started to focus more on Andersen’s writing techniques. I tried to imagine how he wrote, and how he designed the ending of the story. I also wondered if Andersen was satisfied with this ending. Is it too heavy for children?”

Jeg har, som det er markeret i noterne, citeret fra bogen Hans Christian Andersen in China, som er skrevet af kinesiske og danske forskere, og som redaktionen – professor Sun Jian, museumschef Torben Grøngaard Jeppesen og jeg selv – kunne præsentere i Beijing i 2014 i forbindelse med statsbesøget, hvor Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden af Danmark mødte den kinesiske førstedame samt en vrimmel af kinesiske børn. Heri finder man artikler om H.C. Andersens store og stigende betydning i Kina, siden han som sagt første gang blev oversat til kinesisk i 1914.

Bogen Hans Christian Andersen in China

Den globale bro

H.C. Andersen er alvorlig, rørende, dyb. Hans historier er morsomme og bruger ironi til at skabe den lille afstand, der skal til for at vi dels kan se os selv, dels more os over os selv, når vi ser os selv fremstillet som ting, der undertiden opfører sig som tosser. En bold kan hoppe op og ned forbi en svalerede under tagudhænget, for det kan bolde nu engang, også når de har en prop i livet. Bolden er en bold, for den kan hoppe, men hos H.C. Andersen og i “Kjærestefolkene” nøjes bolden ikke med at være en bold. Den er så forelsket i sig selv og så fin på den, at den slet ikke ser til den malede tops side, der gerne vil være dens kæreste. Bolden er så fornem, at den ikke ser andre end sig selv! Men bolden er samtidig også en oppustet bold, og da den lander i tagrenden, så kan den ligge der og sive og sive til ukendelighed.

Det statslige Chinese Museum of Women and Children i Beijing viste i 2014 en udstilling om H.C. Andersen. Anledningen var hundredeåret for udgivelsen af det første af H.C. Andersens eventyr, “Keiserens nye Klæder”, i Kina. På billedet ses museets ledelse, Kinas tidligere ambassadør i Danmark og museumschef Torben Grøngaard Jeppesen.

I H.C. Andersens eventyr får dagligdags ting liv og stemme. Han skaber på samme tid nærhed og afstand til tingen. H.C. Andersen tog stilling i sine eventyr for eksempel til forskellen mellem det ægte og det uægte eller mellem det, som vedrører hjertet, og det, som blot er ydre skin. Det er blandt andet det, der gør H.C. Andersen til en så stor kunstner. Han ville bevæge! Han ville tale til følelserne og gjorde fantasien til den stærkeste kraft, ligesom han gjorde barnets blikke på sin omverden centrale for mennesker i alle aldre. Det morsomme er, at netop den viden om og erfaring med Andersen er udtalt i Kina. Kinesiske børn i alle aldre genkender sig selv i Andersen, måske fordi hans univers her i verdens største og folkerigeste land så at sige står på skuldrene af en årtusind gammel tradition for respekt for den fortalte historie.

Eventyret er en genre for hele verden, og H.C. Andersens særlige eventyr og historier er det i særdeleshed. I H.C. Andersens eventyr og kunst kan kinesere og danskere, asiater og europæere, amerikanere og afrikanere, mennesker fra hele verden mødes i kulturel genkendelse, respekt og samtale. I arbejdet for at finde et spejl, der kunne kaste lyset fra Andersens berømmelse og betydning tilbage til Danmark, Fyn og Odense, fandt musketererne måske en dybere kilde til at forstå Andersens storhed, end nogen kunne forudse. Kina er Andersen-land. Eller “An-Tu-Chen-land!” Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide! Men vi er jo slet ikke ved enden, så “Nu skulle vi høre!”

 

Noter

  1. ^ (Zhang Xiaofeng. “The Intimate Topic From the Age of 5 to 55” (《5岁到55岁的亲密话题》). Young Writers Journal (《小作家选刊》), vol. 4, 2005.) Her citeret fra J. Nørregaard Frandsen, Sun Jian, T. Grøngaard Jeppesen (red.) Hans Christian Andersen in China. Odense/Shanghai 2014.
  2. ^ Bi Shumin: “The Constant Renewed Little Mermaid”. Reading and Writing (《读与写》). Vol. 4, 2009. Her citeret fra J. Nørregaard Frandsen, Sun Jian, T. Grøngaard Jeppesen (red.) Hans Christian Andersen in China. Odense/Shanghai 2014

 

Emner: H.C. Andersen, Kina, H.C. Andersens centret/SDU, Den lille havfrue, TGJ
©