I sin studie over kirkens benyttelse til alle mulige verdslige formål i ældre tid[1] har Kai Uldall gjort opmærksom på, at den også i nogen grad benyttedes som opbevaringssted for raritetssamlinger. Det drejede sig ikke blot om kostbarheder, som enten kunne gøres i penge eller direkte eller med ringe ændringer finde anvendelse i kirketjenesten som alterkar, relikviegemmer el. l., men også om genstande, som ved deres ejendommelige udseende tiltrak sig opmærksomheden.

Den første gruppe udgjorde hovedbestanddelen i de samlinger af kostbarheder, der dannede kirkens skatkammer. Ved mange kirker, især i den katolske del af Europa, haves endnu rige samlinger af kirkelige tekstilier, bøger i pragtfulde metalbind, kar og beholdere i ædle metaller o.m.a. Trods reformationen er enkelte tilsvarende samlinger også bevaret her i Norden, fyldigst og mest kendt utvivlsomt den ved domkirken i Uppsala.[2]

Af den anden gruppe, de mere raritetsbetonede ting, er nu kun lidt bevaret her i landet og i vore nordiske nabolande. Fra ældre tid har der dog været en hel del af sådanne kuriosa i danske kirker. En fortegnelse fra det 14. årh. over kirkeskatten i Ribe domkirkes sakristi indeholder foruden kirkelige brugsting også to „grifæg“ (d. e. strudsæg).[3] At have strudsæg blandt kirkens skatte var meget udbredt i middelalderen; om pave Leo IV (847-855) ved man, at han skænkede to strudsæg til en romersk kirke. I domkirken i Goslar var et tilsvarende æg ophængt i en kæde, og talrige rejsende har berettet om, hvordan kirkerne i de koptiske klostre ved natronsøerne i Vadi Natrum i Ægypten havde lofterne helt besat med strudsæg.[4]

De ophængte strudsæg er dog ikke blot blevet betragtet som kuriositet, men har haft en dybere symbolsk betydning for menigheden, idet ægget opfattedes som repræsenterende opstandelsen og det evige liv.[5] I øvrigt var skikken med de ophængte strudsæg såvel som kirkens funktion som kunstkammer en parallelforeteelse til antikens templer, der er blevet karakteriseret som en „fuldstændig blanding af et slags kulturhistorisk folkemuseum og et kunstgalleri“ kombineret med lidt raritetskabinet.[6] I græske templer fandtes således meteorsten, gigantben, strudsæg, kokosnødder og udstoppede dyr blandet med god klassisk kunst.

Knogler, tænder og horn af uddøde, ukendte eller sjældent sete dyr var som nævnt allerede af antikens mennesker blevet indlemmet blandt gudshusenes skatte, og også på dette område fulgte middelalderens europæere trop. „Grifkløer“, der nærmere beset viser sig at være antilopehorn, narhvalstænder, der opfattedes som horn af enhjørningen, og elefantstødtænder blev ophængt i kirkerne som zirat sammen med udstoppede krokodiller og rygskjolde af skildpadder. Schlosser bringer et billede af Capilla del lagarto ved katedralen i Sevilla, hvor der under loftet hænger en krokodille og en vældig, krum elefantstødtand i kæder.

Af dyreknogler, der ophængtes i kirkerne, samlede man sig især om dem, der var af en overraskende størrelse. I mange tilfælde tolkede man dem som vidnesbyrd om en uddød slægt af kæmper, i andre tilfælde var man klar over, at de hidrørte fra kæmpedyr eller -fisk. Blandt sådanne kæmpeben fra kirker findes en lang række hvalknogler, og der er det interessante herved, at skikken med at opsætte dem i kirkerne har holdt sig gennem mange hundrede år.

I Ottes bog om den kirkelige kunstarkæologi nævnes to hvalfiskeribben, der tidligere fandtes ophængt i kæder i slotskirken i Wittenberg. De havde da haft deres tilholdssted i kirken i godt 400 år, for da en kæmpemæssig hval i året 1331 blev fanget ved øen Usedom i den pommerske bugt, fordelte den pommerske hertug ribbenene til kirkerne i Wittenberg, Brandenburg, Stralsund og endnu flere steder. I kirken Fontegiusta i Siena findes hvalknogler, der efter traditionen skal være skænket af Columbus, og i katedralen i Arezzo opbevaredes en kæmpemæssig hvalkæbe, der var fundet ved Montione i året 1560. Engang i forrige århundrede blev den overført til byens museum.

Det seneste eksempel på hvalknogler, ophængt i en kirke, som jeg kender, hører hjemme her i landet. I tårnrummet i Middelfart kirke findes anbragt på vestvæggen over døren fire lange knogler samt et lille brudstykke, hvorpå med sort er malet følgende indskrift, der gør rede for opsætningen:
„Ano 1603 d. 30 April blev denne Fisk fanget i Middelfart Sund“.

Opsætningsstedet og indskriften er ikke det oprindelige. Chr. Behrendt fortæller i sin beskrivelse af kirken i Middelfart,[7] at hvalbenene tidligere var anbragt i det nordre sideskibs nordvestre hjørne, hvor der i muren var et indskriftfelt omgivet med en muret ramme. Indskriften her er nu udslettet og knoglerne anbragt på deres nuværende plads ved kirkens restaurering o. år 1900.

Den gamle indskrift, der var længere og udførligere, er optaget i Erik Pontoppidans indskriftværk.[8] Den lyder som følger:
„Anno 1603 den 30 April blev denne Hvalfisk optagen her i Medelfar-Sund ved Hindsgavls Skov og var Erl. og Velb. Mand Jacob Ulfeld til Ulfeldsholm Befalings-Mand paa Hindsgavl samme Tid.“

Når Pontoppidan fandt indskriften værdig at optages i sin bog om danske indskrifter, er det ejendommeligt, at beskrivelser af kirken i ældre tid helt forbigår dette ejendommelige monument. Jacob Madsen, der regelmæssigt visiterede i Middelfart og bl.a. var i byen såvel 1603 som 1604, nævner den store „pestelense“, der i det førstnævnte år ryddede voldsomt op i befolkningen, men om de opsatte hvalben ytrer han ikke et ord.[9] Det samme gælder præsteindberetningerne til Ole Worm fra 1623, aftrykt i Suhms samlinger til den danske historie.

Derimod har Vedel Simonsen i sine håndskrevne samlinger til Fyns historie[10] nogle supplerende oplysninger. Desværre har han ikke opgivet sine kilder, bortset fra indskriften hos Pontoppidan, som han i øvrigt gengiver ret frit. Vedel Simonsen fortæller, at hvalfiskens „kæve-been“ blev ophængt „paa en Bjelke nede ved Orgelværket“, altså en anden position end den af Behrendt opgivne. Om selve hvalens tilkomst oplyser han, at „Huuset hvor den fangedes eller fandtes opdrevet og hvori Hindsgavls Urtemand siden boede, kaldes endnu 1755 Beenhuset“.

Om hvalbenenes skæbne gennem tiderne kan endnu oplyses, at der i Middelfart kirkeinspektions arkiv[11] findes et notat, der må antages at være fra sidste halvdel af forrige århundrede. Det hedder heri, at „en Steen paa Nordsiden af Orgelet har en Inscrift, der siger at en Hvalfisk, hvis Kjæbebeen til Vanziir for Kirken staae i Krogen, er drevet i Land ved Hindsgaul Strand 1603. Der skal findes et Huus endnu, hvor den blev bragt i Land og Beenene først henstillede ved, som kaldes Beenhuset – mig ubekjendt“.

Middelfart kirke. Hvalbenene opsat i tårnrummet over døren.

Den animositet mod hvalbenenes tilstedeværelse, der kommer til orde hos notatets forfatter, har utvivlsomt været til stede hos flere på denne tid, for hos Behrendt[12] findes i kladden til bogen om Middelfart, men ikke i selve bogen, en oplysning om, at „i midten af forrige århundrede blev hvalbenene fjernet fra kirken (antagelig samtidig med epitafiernes nedtagelse) og henlagt i kulhuset, og mærkelig nok fik de lov at forblive der, rimeligvis fordi de ikke kunne gøres i penge“.

Lykkeligvis forblev de ikke i kulhuset, men anbragtes på ny i kirken, og her bør de forblive som et morsomt og interessant minde om en side af kirkens funktion, der efterhånden er ganske enestående i landet.

Tilbage er da blot selve problemet om, hvad det var for en hval, der i 1603 strandede ved Hindsgavl skov. Ingen zoolog synes at have været opmærksom på benenes tilstedeværelse i kirken. En henvendelse til Zoologisk Museum gav følgende resultat[13] udfra en betragtning af det fotografi, der gengives her. Dyret må have været en af de store bardehvaler af finhvalgruppen, antagelig selve finhvalen Balaenoptera physalua, men muligheden for, at det kan være en blåhval, er også til stede. Det vil først en nærmere besigtigelse kunne afgøre.

Derimod kan knoglernes plads i skelettet utvetydigt afgøres, idet de to længste er underkæbegrenene og de to korte stykker af overkæbebenene, der må være hugget af inde ved kraniet.

Noter

  1. ^ Kai Uldall: Kirkens Profanbenyttelse i ældre Tid (Fortid og Nutid bd. 9, 1931-32, 119 ff. – Om brugen som raritetssamling s. 236-238.
  2. ^ Agnes Geijer: Katalog over Uppsala domkyrkas skrudkammare, Uppsala 1949.
  3. ^ Francis Beckett: Sakristi og Kunstkammer (Kunstmuseets Aarsskrift 1921-23, 31). -]fr. Victor Hermansen: Antikvarer i det gamle Ribe (Fra Ribe Amt 1959, 594).
  4. ^ Heinrich Otte: Handb. d. kirchl. Kunst-Archiiologie d. deutsch. Mittelalters, 14. Leipzig 1868, 160.
  5. ^ Robert Wildhaber: Zum Symbolgehalt und zur lkonographie des Eies (Deutsches Jahrb. fiir Volkskunde, Bd. IV, 1960, 77 ff. ). – S. 82 nævnes en række andre eksempler på ophængning af strudsæg i kirker.
  6. ^ Harry Fett : Samlere og Kunsthandlere, Kristiania I 920, 6. – Sml. J. v. Schlosser: Kunst- und Wunderkammern der Spiitrenaissance, Leipzig 1908, 4 ff.
  7. ^ Chr. Behrendt: Fra det gamle Middelfart, II, Middelfart 1941, 67.
  8. ^ Erik Pontoppidan: Marmora Danica, Kbh. 1739-41, 235.
  9. ^ I en note til Mester Jacob Madsens Visitatsbog (ed. A.R. ldum) , Odense 1932, 350 nævnes, at mens Jacob Ulfeld var lensmand på Hindsgavl “fangedes en hval ved Hindsgavl , hvoraf Jacob Ulfeld lod opstille fire 7 al. lange ben i Middelfart Kirke”.
  10. ^ Vedel Simonsens Samlinger til Vends Herreds Beskrivelse I (1832). Ms. Nationalmuseets 2. afd., 511, g.
  11. ^ LF. Middelfart kirkeinspektions arkiv. Div. dok. 1665-1873. – Jeg takker museumsinspektør Niels Oxenvad for denne og den flg. henvisning.
  12. ^ LF. Behrendts forarbejder til bogen om Middelfart.
  13. ^ Skr. fra Universitetets zoologiske museum af 8. nov. 1961 ved Poul Valentin Jensen, hvem jeg bringer min bedste tak.

©