Kissebjerg

En jordfæstegravplads fra ældre romersk jernalder

Den fynske landsdel er det bedst placerede område, hvad angår udforskningen af den ældre jernalder i Danmark. Denne førerstilling indtager Fyn i dag kun takket være den store forskningsindsats, som Stiftsmuseets tidligere leder, dr. phil. Erling Albrectsen, gennem en årrække har gennemført, og som blev fuldbragt med udgivelsen af det afsluttende bind i hans store publikationsserie: Fynske Jernaldergrave I-V.

Da ingen andre landsdele kan opvise en lignende fremlægning af deres jernaldergravfund, må Fyn foreløbig fungere som en slags målestok for det øvrige land. Det er derfor vigtigt, at man her med fortsatte gravninger og materialefremlægninger søger at holde den fynske jernalderforskning àjour.

Trods det allerede omfangsrige og nu tilgængelige materiale, dukker der nemlig til stadighed nye gravfund op. Et af disse, en lille gravplads med jordfæstegrave, skal i det følgende fremlægges.

Lejligheden er kærkommen, nu da Albrectsen på sin 70-års dag hædres med et festskrift.

Den nordfynske kystlinie fra Bogense mod øst præges først og fremmest af de store inddæmningers landvindinger, og giver landskabet en marskagtig karakter. Før disse inddæmninger iværksattes, har dette landskab været opdelt i et virvar af vige og fjorde, halvøer, næs og småøer, hvilket de mange „falske“ næs- og ø-navne vidner om. En af disse småøer er Kissebjerg, der nu, som et 6,2 m højt næs, strækker sig ud i den inderste sydvestlige del af Nærå Strand. Kissebjerg er nu landfast ved den inddæmmede Kissemade mod vest og Klinte strand mod syd og øst. Denne langstrakte „ø“, ca. 1,2 km lang og 0,2 km bred, er opdelt i tre lodder, hvoraf det nordligste, matr. nr. 17a Klinte sogn, ejes af gdr. Søren Sørensen, Nørreby Mark.[1]

Under en vandring på denne jordlod i efteråret 1971, opdagede hmd. Kristian Jonsen, Skovby Nymark, som er arkæologisk interesseret, at ploven havde strejfet en samling sten. Han gravede en del af stenene op og fandt i ca. 90 cm dybde et lerkar og nogle jernsager. Han gav straks meddelelse om sit fund til undertegnede, og efter aftale med inspektør Albrectsen iværksattes for Fyns Stiftsmuseum en udgravning på pladsen i december 1971,[2] da man efter det fundne kunne formode, at der måtte være tale om en jernalders jordfæstegrav.

Efter fjernelsen af muldlaget over et passende område fremstod stensamlingen som en rektangulær stenpakning med en oval stenfri sænkning i midten. Ved denne afdækning fandtes yderligere tre stenlægninger af lignende form. Deres indbyrdes placering ses på planen fig. 1. Gravene benævnes grav 1-4 i den rækkefølge de fandtes, og i hvilken de derefter udgravedes.

Fig. 1. Gravene efter fjernelse af pløjelaget.
Fig. 2. Skeletter og oldsagers placering i de fire grave.

Grav 1 var 2,80 m lang, 1,53 m bred og var anlagt i retning SV-NØ. I 65 cm dybde dækkede stenene hele graven, og efter fjernelsen af et ca. 20 cm tykt lag hånd og hovedstore sten afdækkedes et nogenlunde velbevaret skelet liggende på højre side med stærkt optrukne ben og hovedet i sydvest-enden af graven. Kraniet var knust af de oven over liggende sten. Foran den dødes ansigt stod en hankekop med hanken vendende mod vest. Ved højre hånd fandtes en tynd fingerring af bronze. Ud for denne, trukket lidt ud mod gravens side, lå en dyreknogle stammende fra et madoffer. Neden for den gravlagtes knæ havde K. Jonsen ved den første gravning fundet en lille samling oldsager, bestående af en ragekniv og en enægget kniv, begge af jern, samt et fodbæger. I fodenden nær midten af graven stod et lille sortglittet bæger uden hank. Gravbunden var bestrøet med et tyndt lag groft sand. Undergrunden bestod af mergelholdigt ler.

Fig. 3. Grav 2 set fra nordøst.

Grav 2 var 2,53 m lang og 1,18 m bred. Den lå tæt syd for grav 1 og næsten parallelt med denne i retning VSV-ØNØ. Grav 2 havde kun en ringe sænkning i midten, og skelettet dækkedes også her af et lag sten. Den nederste del af skelettet var særdeles velbevaret, den øverste del dårligere, og kraniet var her ligeledes delvis knust af stenene ovenover. Den dødes stilling ses dog tydeligt som højreliggende med noget optrukne ben og hvedet i sydvest-enden af graven. Fig. 3. Ved hovedet stod en hankekop med hanken vendende mod sydøst, og foran hovedet lå en dyreknogle. Bag skulderen lå en samling oldsager. Nederst en enægget kniv, herover en saks og over denne igen en ragekniv, alt af jern. Inden i saksens bøjle lå et lille stykke træ, der er gennemboret af en jern- eller kobbernitte, som i hver ende er afsluttet med en lille bronzeskive. Træet er vel en lille rest af et skaft eller lignende og er kun bevaret i dette lille brudstykke på grund af bronzens bevaringsevne. Fig. 4. Gravbunden var også her bestrøet med et tyndt lag groft sand. Ved denne grav er det værd at bemærke det fundtomme rum i gravens fodende, som højst sandsynligt har indeholdt gravgods, men måske af et materiale, der ikke har kunnet bevares under de givne forhold.

Grav 3 lå tæt øst for grav 1 og vinkelret på denne i retning SØ-NV. Graven var kun 1,54 m lang og 0,80 m bred. Den var uden sænkning i midten, og gravfylden havde karakter af en kompakt dynge af hånd og hovedstore sten. I 70 cm dybde lå rester af et næsten opløst skelet, hvor kun de største lemmeknogler og en del tænder var bevaret, og viser, som ved de to andre grave, højreliggende stilling med let bøjede ben, men her med hovedet i sydøst-enden af graven.

Omtrent midt i graven lå en jernkniv og ved hovedet stod en hankekop, delvist knust og kilet ind mellem gravens sidesten.

Efter knoglernes ringe tykkelse at dømme har graven indeholdt et halvvoksent barn.


Fig. 4. Træstykket med den lille bronzenitte set fra begge sider. Grav 2.

Grav 4 lå nord for grav 3, lidt til side fra de andre i retning NØ-SV. Den var kun 1,46 m lang og 0,90 m bred, men indeholdt trods sin ringe længde et nogenlunde bevaret og stærkt sammenbøjet skelet af et voksent individ. Stillingen var her, i modsætning til de andre grave, venstreliggende, og hovedet lå i NØ-enden af graven. Ved venstre hånd lå en jernkniv, men ellers ingen oldsager. Sidestenene i denne grav var en del større end i de andre og dannede en oval stenramme. Skelettet var også her overlejret af et lag hånd- og hovedstore sten.

I ingen af de fire grave fandtes spor af trækiste og der er intet i deres opbygning der tyder på, at en sådan har været anvendt. Desværre har skeletmaterialet endnu ikke været underkastet en antropologisk undersøgelse, men på grundlag af de to rageknive i grav 1 og 2, må disse skønnes at være mandsgrave.

De fire grave skulle nu i det foregående være grundigt beskrevet og en datering af dem ville nu være på sin plads. Gravenes indbyrdes placering, deres opbygning og indhold har et ensidigt præg, og de giver i det hele taget indtryk af at være samtidige. Dette understreges ved betragtning af de fundne hankekopper fra gravene 1,2 og 3. Fig. 5. De er nærmest halvkugleformede, siderne jævnt buede. Mundingsrandene viser fortykkelse og afglatning i en eller to facetter. Hankene er X-formede med en let afglatning af ydersiden i to eller tre flader. De her beskrevne træk er netop karakteristiske for de fynske hankekopper fra periode I af ældre romersk Jernalder,[3] som omfatter 1ste århundrede e. Kr. f.

Da der desværre ikke i dette fund indgår de ellers så jævnligt forekommende og for kronologien så vigtige fibler, kan en nøjere tidsfæstelse af gravene måske kun opnås ved hjælp af det lille fodbæger fra grav 1, da denne karform lader sig opdele i grupper tildels med kronologisk betydning.[4] Bægeret her er 11 cm højt og måler 13 cm over mundingen. Det er uornamenteret og randen har en let fortykkelse, som yderligere understreges ved en indsnøring eller svag fure tæt op mod randen. Siden er jævnt indbuet, og lavt på denne er anbragt en hank med ydersiden afstrøget i tre flader. Fig. 6d. De typologisk ældste former på disse kar, som allerede optræder i sen førromersk jernalder, er bægre med næsten lige sider, som snævres ind mod bunden De udvikles efterhånden til bægre med slank fod og åben halvkugleformet overdel, som dateres til sent i ældre romertids periode II.[5] Efter dette kan bægeret herfra dateres til midten af periode I.


Fig. 5 og 6. Lerkarrene fra de tre grave, a, d, e – grav 1, b – grav 2, c – grav 3.

Det andet lille bæger fra fodenden af grav 1 er uden hank, 8 cm højt og 11 cm over mundingen. Randen er let fortykket og afglattet i tre facetter Siderne er jævnt udbuede, og nederst på bugen er det ornamenteret med en dobbelt vinkelrække under tre tynde horisontale furer, som på et sted er afbrudt og furerne trukket let op mod overdelen. Fig. 6b. Karret er interessant derved, at det med sin sorte blankglittede overflade og det fintslemmede, næsten skiferagtige gods klart skiller sig ud, ikke blot fra de andre lerkar på pladsen, men fra det fynske materiale iøvrigt. Hankeløse bægre er sjældne og kendes kun i tre eksemplarer fra området, hvoraf det ene, fra graven i Skrøbeshave, er af udenlandsk oprindelse, rimeligvis østtysk.[6] Skrøbeshave bægeret er dog senere, fra periode II, og med en kraftigere profilering, men med den samme sorte farve som det her omtalte bæger.

Fig. 7. De fundne jernsager.

Blandt de fundne metalsager optræder fire enæggede knive af simpel form, med smal kort skaftspids, der flugter med bladets ryglinie. De kan kun dateres til periode I i almindelighed. Det samme gælder saksen fra grav 2 og de to rageknive fra grav 1 og 2. Fig. 7.

Gravene på Kissebjerg er efter dette sandsynligvis anlagt samtidig i midten af ældre romersk jernalders første periode. Netop i denne periodes begyndelse, optræder jordfæstegraven her i landet som en helt ny gravskik, uden dog at fortrænge den fra ældre bronzealder nedarvede og gennem hele den førromerske jernalder enerådende gravskik, ligbrændingen. Den nye skik, at jorde den døde ubrændt, skyldes kulturpåvirkning fra områderne syd for Østersøen, hvor jordfæstegrave kendes allerede i århundredet f. Kr. f., og allerede i ældre romersk jernalders tidligste del er jordfæstegravene stedvis ret udbredte i Norden.[7] Fyn optræder her som et blandingsområde, hvor ligheder i gravenes anlæg og indhold af gods kan eftervises, både mod syd og nord i Jylland og i Østdanmark.[8] Gravene på Kissebjerg kan med deres kraftige stenpakninger lede tanken hen på de svære Nordjyske stenkister, mens det udsparede rum i gravens fodende ved (se fig. 2) grav 1 og 2 minder om de midtjyske lerkargrave. Den noget varierende orientering af gravene på Kissebjerg kan sikkert skyldes den omstændighed, at de gravlagte på denne lille plads formentlig har haft et nært tilhørsforhold, som tildels har betinget anlæggelsen af gravene.

Under hvilke omstændigheder folkene her på Kissebjerg har modtaget de nye ændringer i gravskikken ved vi ikke. Men selvom påvirkningerne ikke skyldes direkte indvandring, har en vis forskydning inden for de enkelte områder vel fundet sted.

Måske er disse folk ad søvejen gennem fjorden kommet ind til øen, har slået sig ned her og har, efter gravene at dømme, levet en jævn tilværelse. Med sig har de bragt den nye gravskik, jordfæstelsen, og taget den i anvendelse her på det yderste næs, ved Kong Neptuns grænse.

Fig. 8. De fire stensatte grave efter udgravningen, set fra sydvest.

Noter

  1. ^ Der skal her rettes en tak til gdr. Søren Sørensen, for udvist forståelse og for gæstfrihed under udgravningsperioden.
  2. ^ I udgravningen deltog stud. mag. Jørgen Holm, stud. mag. Flemming Rieck og Kr. Jonsen.
  3. ^ Albrectsen, Fynske Jernaldergrave II s. 198.
  4. ^ Albrectsen F.J. II s. 200.
  5. ^ Nordiske Fortidsminder IV, 2 pl. 51.
  6. ^ Albrectsen, F.J. II s. 199, 200.
  7. ^ O. Klindt-Jensen, Foreign Influences fig. 118.
  8. ^ Albrectsen, F.J. II, s. 127.

©