»Kjære Goldschmidt -Venskabeligst H.C. Andersen«

Articles bearing the title »H.C. Andersen and – – « have proliferated, and some have been of marginal interest, at best. So it might seem questionable whether another such investigation is needed. Nonetheless, the long acquaintance of two such literary figures as Meir Goldschmidt and H.C. Andersen deserves study. No comparatistic attempt to uncover borrowings or »influences« will be made here; rather it is assumed that the very facts of their thirty-year acquaintanceship and their reactions to each other’s personality and works are of intrinsic interest to literary scholarship. The impressions and opinions each held of the other, as expressed in their letters, diaries, and – in the case of Goldschmidt – published journalistic writings, systematically chronicled and analyzed, can yield worthwhile biographical and literary data (surprisingly, their respective memoirs contain practically no direct references to each other).

The earliest printed evidence in the Goldschmidt-Andersen relationship appears in the pages of Goldschmidt’s satirical journal Corsaren. Jørgen Skjerk has collected most of these references in his article »H.C. Andersen i »Corsaren« 1840-46« in Anderseniana (3rd series, 1:4, 1973, pp. 400-17), but without analysis or systematic commentary. The first reference to Andersen in Corsaren appeared in no. 2, 28 October 1840, cols. 14-15,[1] and was a critical note on Andersen’s »Mikkels Kjærligheds Historier i Paris, Vaudeville Monolog« and »Den onde Fyrste. Et Eventyr«, which had been published in Gottlieb Siesby’s literary monthly Salonen that month.[2] Thereafter Andersen’s name was frequently to be encountered in the pages of the periodical, often in one-line jibes. The next significant allusion to Andersen and his works was a parody of his Maurerpigen. Original Tragedie i fem Akter, which Goldschmidt had just seen on the stage at the Royal Theater (it had been performed for the first time there on 18 December 1840). This parody appeared in no. 9 of Corsaren, 1 January 1841, cols. 4-8. These early treatments of Andersen’s works demonstrate the promptitude with which Goldschmidt reacted to the appearance of Andersen’s – and others’ -works, both in print and on the stage.

On 20 December 1841 (title page: 1842) Andersen’s Eventyr, fortalte for Børn. Ny Samling. Tredie Hefte appeared, and on 31 December, Corsaren (no. 61, last unnumbered page) made note of its publication. Even though Andersen’s works were parodied, their appearance was always promptly noted; Corsaren was keeping a watchful eye on Andersen’s production. Andersen’s En Digters Bazar came out on 30 April 1842, and on 6 May Corsaren (no. 85, cols. 4-6) reviewed it – still negatively. Andersen was accused of being excessively effusive and of having no real sympathy with »Folket« -both of which statements could be supported. A second article appeared a week later (no. 86, cols. 3-6) characterizing Andersen as »uden stort og fremragende Talent«. A parody of Agnete og Havmanden »Dramatiseret efter H.C. Andersen« appeared in no. 136, 28 April 1843, cols. 4-7. Since this number was apparently confiscated by the censorship authorities, the parody was reprinted in the next number, for 5 May.

Andersen’s Kongen drømmer. Originalt romantisk Drama i een Act was performed at the Royal Theater on 14 February 1844, and Corsaren wasted no time in destructively reviewing it in no. 180, 23 February (cols. 13-14). The review included a swipe at the leading lady, Johanne Luise Heiberg, which evidently did not endear Goldschmidt to her, as was later to become apparent.

Andersen – along with most other educated Danes – read Corsaren, as is attested by a diary entry[3] (II, 277) as early as 13 July 1842: » … i Nestved hvor jeg læste Corsaren hvori Hertz stod tegnet. . . « And he knew that Goldschmidt was its editor, for he wrote to Henriette Wulff on 25 February 1844 that »Corsaren har allerede i et Par Maaneder været hjemme fra Paris og skriver sine Vitser«[4] (Goldschmidt had been in Paris from October until mid-December 1843).

On 16 February 1845 Andersen’s Lykkens Blomst. Eventyr-Comedie i to Acter was staged for the first time at the Royal Theater, and on 21 February Corsaren (no. 231, cols. 2-10) carried a parodistic review in which was stated that Andersen »ikke har Talent til det dramatiske,« and »hvert Øieblik dumper Andersen ned fra Skyerne og griber ind i Handlingens Gang; i det Hele god Lyrik, men ingen Dramatik.« This might be considered not unfair criticism.

The second, enlarged edition of Andersen’s Billedbog uden Billeder appeared in December 1844 (title page: 1845), and, although Corsaren did not review it, the parodistic use of the title in no. 256, 8 August 1845, cols. 11-14, shows that Goldschmidt was aware of its publication. Andersen’s »En Historie,« printed in Freia which came out on 5 October 1845, was parodied in Corsaren, no. 273, 12 December 1845, cols. 12-13, continued in the next number, 19 December, cols. 11-12. Liden Kirsten, originalt, romantisk Syngestykke i een Act (music by J. P. E. Hartmann) which had been staged for the first time at the Royal Theater on 12 May 1846, received the sarcastic attention of Corsaren in no: 295, 15 May, col. 10 (but Goldschmidt was later to describe the work enthusiastically in Nord og Syd; see below), and in the following number, col. 5. Andersen’s love of official decorations and medals was subjected to jibes in Corsaren, no. 283, 20 February 1846, col. 4, and no. 300, 19 June 1846, col. 2. Concerning decorations, Andersen was to have his turn later.

The earliest appearance of Andersen’s name in Goldschmidt’s surviving diaries[5] (14 November 1846) refers to the fact that Hebbel in Vienna had spoken of Andersen (I, 50). On 1 April 1847, Goldschmidt in Rome mentioned Andersen’s description of some aspects of life there (I, 104), and on 16 September 1847 in Leipzig, Andersen’s name came up in conversation (I, 174).

Goldschmidt’s generally poor opinion of Andersen’s works other than the eventyr continued; in a draft of a letter to K. C. Nielsen dated 2 May 1847, cited by Morten Borup,[6] Goldschmidt wrote, »Endnu mindre vilde jeg skrive en saa slet Bog som Andersens Improvisatoren; for at see, hvor sjælløs og jammerlig denne Bog er, maa man læse den i Rom.«

Having sold Corsaren in 1846 (the last number of the journal edited by Goldschmidt was that for 2 October 1846), Goldschmidt established a new periodical, Nord og Syd, a serious cultural journal, the first number of which appeared in December 1847. In February 1848 (I, pp. 177-87) Goldschmidt reviewed Andersen’s Ahasverus, which had come out at the end of December 1847 (but with the date 1848 on the title page). In his review, Goldschmidt objected to the work because it did not develop the philosophical basis of its principal motif:

… det gaaer snarere Andersen som i Fortællingen om Jagthundene og Løven: Modet har han, Villien; Evnen haver han ikke ganske … Man kunde egentlig heller ikke vente det af Andersen. Hans Genius er i hans foregaaende Værker altfor bestemt antydet: Den forekommer os som deilige Julelys, gyldne Blomster, friske, duftende Grene paa et Grantræ; alle disse skjønne Ting sad paa Træet uden at tænke paa dets dybe Rødder i Jordens Skjød eller paa dets høie Top, der i Julenatten hemmelighedsfuld rakte sig mod Skyerne …

Men hvorledes opfører man et Verdensdrama? Dramaet skal have en Slutning, det vil sige: Ideen, der ligger til Grund, skal blive klar. Den, som skriver Verdensdramaet, sætter sig altsaa paa Verdens-Dommersædet, for sit Tribunal kalder han de henfarne Tider og Samtiden, ja han foregriber de endnu ufødte Slægter; han veed deres Tanker og dømmer dem; i mægtig poetisk Begeistring svinger hans Sjæl sig imod Himlen og seer forud Guds egen Dommedag.

Dette Besøg ved det himmelske Hof convenerede imidlertid ikke Andersen; længer end til de jordiske Konger, Hertuger og Prindser er hans Reise endnu ikke gaaet …

After briefly sketching the content of Andersen’s work, Goldschmidt expresses doubt that Andersen has thought deeply concerning his subject, and adds, »Det var ham om at gjøre at faae Ahasverus afsted, for at han kunde komme til at vise os Reisetableaux ligesom i »En Digters Bazar«.« To Goldschmidt,

Andersens Verdenshistorie er uendelig »pjattet«; den indeholder ikke Mere, end hvad enhver Student veed til examen artium; men da han ikke har opgivet den nyere tid, kan han neppe faae mere end Laud … Alt som Historien gaaer længere frem og forvikles mere, søger Andersen at undgaae Vanskelighederne ved at tye tilbage til Eventyret … Andersen fremstiller sig her i samme Situation som en comisk Skribent, der vilde tale alvorlig, men mærkede, at han ikke magtede sin Gjenstand, og derfor slog om i det Comiske.

He concludes his review:

Men trods Alt dette kan man forskaffe sig en stor Glæde af Digtet. Man kan lade sig Enkelthederne forelæse som Brudstykker, uden Hensyn til den Idee, der skulde forene dem. Naar de paa saadan Maade drages ud af Helheden, lyse og glimre de med Phantasi og Følelse, i Modsætning til de smaa lysende Skabninger i de sydlige Farvande, som, naar de drages ud af Oceanet, tabe deres Skin, men ved at vende tilbage til det moderlige, omsluttende Hav faae deres spillende Liv igjen.

Goldschmidt’s critism of Ahasverus strongly resembles the judgement of the work in certain present-day literary histories. In a later letter to P. L. Møller, dated 30 May, Goldschmidt referred to his review: »H.C. Andersen har udgivet en slet »Ahasverus«, og jeg har kritiseret den til Oehlenschlægers store Tilfredshed.«[7] Goldschmidt’s review wounded Andersen, as is apparent from a note in a draft of Mit Livs Eventyr, cited in Topsøe-Jensen’s edition of that work[8]:

Her hjemme skrev Goldschmidt om den, var jeg en forfængelig krænket Digter da vilde jeg her lave en Fabel om Fluen der krøb paa Münster Taarnet og sagde, jeg seer ikke andet end Muursteen ved Muursteen, men samler ikke det Hele; om det er Taarnets Skyld eller Fluens. – Det vilde være uhøflig mod en Forfatter som Goldschmidt og urigtig af mig altsaa siger jeg det ikke.

In thel same number of Nord og Syd (pp. 199-203) appears Goldschmidt’s rhapsodic review of Liden Kirsten (see above). He begins by praising the music:

Og denne Musik har virkelig ledsaget mig. Engang var der Folkefest i Villa Borghese, og der blev musiceret. Midt i en af de italienske Melodier klang et Par Noder, ligesom de vare tagne ud af
»Keiseren tjener han i Miklagard«,
og i Haven med Vandspringene udenfor Porta del popolo paakom der mig pludselig Længsel efter »Kassen paa Kongens Nytorv«.

He then goes on to the work itself: »Og ligesaa sund som Musiken er Texten. Den er – om jeg tør sige saa, et Genrebillede fra den danske Middelalder.« Goldschmidt’s extravagant praise then reaches its peak:

Beundringsværdig er den Naturlighed og Sandhed, hvormed Digteren lader Kjærligheden gjenvaagne, komme til Bevidsthed og udvikle sig. Med Undtagelse af »Romeo og Julie« erindrer jeg ikke noget scenisk værk, hvori et Kjærlighedsforhold bliver saa klart, forstaaeligt, næsten gjennemsigtigt, som i dette Stykke.

Goldschmidt ends his nearly ecstatic article with the one reservation he has concerning the work:

En Besynderlighed er der ved Stykket, som støder, og hvis Nødvendighed jeg ikke indseer. Det er, at Moer Ingeborgs Forklaring om Børnene ikke skal være Recitativ. Det er den eneste Tale i hele Stykket og gjør ordenlig ondt i Øret. Jeg gik gjerne, forinden dette Sted kommer, hvis ikke Faaborgs Slutningssang om Munken, der red sig under Ø, fik mig til at blive, og hvis jeg ikke hver Gang, naar Tæppet gaaer ned, havde en Fornemmelse, som om noget af fortidens sunde Liv blev tilbage og bredte sig ud i Folket.

Not even Andersen’s eventyr attained such heights of Goldschmidt’s praise.

The three parts of De to Baronesser appeared at the end of November 1848 (title page: 1849), and Goldschmidt reviewed the novel at the end of the following January in Nord og Syd (1849, V, pp. 72-92). His opening words characterize Goldschmidt’s consistent ability to separate Andersen’s true artistic talent from his vanity and egocentrism:

Vi ville gjerne være retfærdige mod H.C. Andersen; men først maae vi gjøre en Afregning med ham betræffende Retfærdigheden. En Undersøgelse af et poetisk Værk, Paaviisning af dets skjønne Sider, en paa Grunde støttet Daddel over dets Feil bør aabenbart være Forfatter og Publikum lige velkommen. Andersen synes (som maaskee ikke faa Andre) ikke ganske at være af denne Mening; saasnart Kritiken bliver meer end en complimenterende Annonce, anseer han den for et Onde, for en af de slemme Ting, der ved Syndefaldet ere komne ind i Verden, for en Skjærsild, en Spidsrodsløben, Digteren maa gjennemgaae, hvergang han har et Værk færdigt, for et Offer, der maa bringes Misundelsen eller det personlige Uvenskab.

While pointing out the novel‘s weaknesses, however, Goldschmidt is quick to remind his readers of Andersen’s peculiar genius:

I selve hans Værker maae vi derfor søge Sporene af hiin Electricitet, og vi finde den i det Naturlige, Friske og Umiddelbare, i den lette, spillende Phantasi, der ikke kvæler sig selv og os med dæmoniske Skræmmebilleder og Spøgelser, men glad og barnlig leger med Tilværelsen. Det er en eiendommelig Evne, hvormed Andersen gaaer igiennem Verden: han synes at bære en Aladdins Ring og behøver blot at røre ved en Muur, ved en Gulerod, en Strikkepind, saa springer der en Aand ud. Han finder Poesien der, hvor Andre netop vogte sig for at søge den, i Gjenstanden, som man anseer for uskjønne, i Kjelderen, hvor Grantræet ligger mellem Rotter og Muus, i Skarnbøtten, hvor Tjenestepigen har kastet et Par gamle Flipper o. s. v. … Andersen kan gribe i Rendestenen, hvor Ingen har tabt Noget, og drager til de Omstaaendes Forundring et gyldent Smykke frem og uden at gjøre Fingrene smudsige.

But Goldshmidt cautions that Andersen’s genius in the eventyr is not transferable to other genres:

Selve de Evner, der have frembragt alle hine poetiske Værker, ere imidlertid til Hinder for Frembringelser i andre Retninger, der fordre en roligere og adstadigere Gang, uden forsaavidt det lykkes Digteren at stille sig over sig selv og beherske Kræfter, af hvilke han er vant til at lade sig beherske.

From here Goldschmidt launches into a well-reasoned and sound criticism of Andersen as a writer for the stage. Referring to drama, he writes,

I sidstnævnte Digtart overskrider han vel sjelden Middelmaadigheden, uden naar hans Stemninger kunne slutte sig engt til Musiken, eller naar Phantasi, Lune og Lyrik kunne komme til at maneuvrere af Hjertenslyst; men ofte ile de da saa vældig frem, at den dramatiske Composition sprænges. Lægger man imidlertid Mærke til de heldigste Steder f. Ex. i »Den Usynlige paa Sprogø«, »Lykkens Blomst«, »Maurerpigen«, saa aner man, at Andersen kunde levere noget usædvanlig Godt, deels i Farcen, deels i Eventyr-Comedien, hvis han var istand til at skaffe det originale Indhold en passende form.

Again stressing that the very talent which makes Andersen unique in the eventyr genre also renders him incapable of becoming a great novelist, Goldschmidt goes on,

Derved have hans Romaner tillige faaet Noget ved sig, der minde om Levnets- og Reisebeskrivelser, og om end saadanne Enkeltheder hver for sig kunne være skjønne, skader det dog Compositionen . . . Man kunde formeentlig paavise disse Eiendommeligheder og Afvigelser i hans foregaaende Romaner, i »Improvisatoren« o. s. v., men især fremtræde de med deres separatistiske Tendenser i det sidste Værk, »De to Baronesser«, som han har udgivet under Navn af Roman.

In addition to bogging the story down in superfluous details, Andersen has, according to Goldschmidt, committed the curious error of writing for a foreign audience:

Det er overhovedet et Uheld, at Bogen er skreven med den bestemte Tanke for Øie, at den først skulde overgives til det engelske Publikum; thi Andersen har i sin Godmodighed troet at burde komme dette imøde med adskillige ethnografiske Notitser og med bredere Skildringer af danske Forhold, end danske eller blot æsthetiske Læsere behøve . . .

Goldschmidt sums up his criticism of the novel with »Andersens Feil er ikke Fattigdom, men Mangel paa Skjønsomhed til at benytte sin Rigdom,« and concludes, apparently sincerely,

Vi vilde finde det upassende at give en Forfatter, der er ældre end vi i Literaturen og en berømt Mand, gode Raad; men vor Interesse for Andersen og for selve hans Berømmelse faaer undskylde os. Han har, hvad saa mange Andre mangle, Geniets overordenlige Ungdom; for ham er det, som allerede sagt, ikke for silde, skjøndt maaske paa høie Tid; thi om end saadanne Naturer undgaae at ældes, saa riskere de dog i Tidens Løb at døe og bringe endeel af det betroede Pund ubrugt tilbage.

On 18 December 1848, the Royal Theater performed Andersen’s Kunstens Dannevirke. Forspil ved det kongelige Theaters hundredeaars Fest. Goldschmidt apparently saw the fourth performance, when the initial patriotic enthusiasm had departed, for he gave it a bad review in the First number of Nord og Syd to appear in the new year (V, pp. 117-20), and ends his comments crushingly:

Trods den stærke Appel til Nationalitetsfølelsen, der gaaer gjennem Forspillet, viste Publikum (idetmindste den Aften, da vi saae det) den sjeldne Takt, ikke at klappe. Skulde Andersen appellere til et fremmed Publikum og erholde en gunstigere Dom, saa maa han erindre, at de fremmede Læsere maaskee ville være ham takskyldige, for den literairhistoriske Belæring, Forspillet mulig kan give dem . . . Noget, vi Danske ikke behøve og ikke vente (idetmindste ikke i den Form) i Anledning af vort Theaters Fest.

Interestingly, in Mit Livs Eventyr (Topsøe-Jensen’s edition of 1951, II, pp. 79-80), Andersen alludes to the review without mentioning Goldschmidt’s name:

Ved fjerde Forestilling var det alt en gammel Historie, man klappede ikke længere, og fra denne Forestilling gaves Anmeldelsen i »Nord og Syd«, hvis Redacteur ikke var fornøiet med min Digtning; den gjorde imidlertid sin Virkning, da den skulde, og jeg anseer endnu Ideen og hele Formen for heldig og den eneste rigtige i de Dage og under den Folkestemning.

Later in 1849 Andersen wrote to Henriette Wulff (letter dated 27 November 1849), »Paa Løverdag kommer en Artikkel i Syd og Nord om »Meer end Perler og Guld« – Goldschmidt sagde mig ærligt at jeg ikke vilde synes om den. Nu – interessant bliver den vel, naar jeg glemmer mig selv.«[9] The »Eventyr-Comedie« had had its premiere at the Casino on 3 October 1849; the review was printed in Nord og Syd (1849, Ugeskrift, I, pp. 401-11), and represents an honest and balanced assessment of the stage trifle. It is difficult to imagine that Andersen was actually very offended by it. Goldschmidt points out the distance between reading a fantasy and allowing one’s imagination complete freedom on the one hand, and on the other seeing the fantasy acted out on a stage and having one’s imagination constricted by the stage director’s use of clumsy machinery:

Forud maae vi bemærke, at det har sine store Vanskeligheder at bringe Phantasiens lunefulde og dristige Billeder paa den dramatiske Scene . . . Men hvo er tilfredsstillet ved at faae Phantasiens Uendelighed klemt inde mellem et Theaters Coulisser? Saa dristige Billeder, som Phantasien kan skabe, formaae disse dog ikke at frembringe, og selv om de kunde det – hvo vilde have en Haandværker, der kunde gjøre Indbildningskraftens Forestillinger virkelige?

Goldschmidt adds – and does not mean as adverse criticism – that Andersen’s work is not actually a »fri Bearbeidelse efter Raymund og Tusinde og een Nat« as the subtitle asserts, but rather »en god, fri Oversættelse af Raymunds Stykke,« i. e., Der Diamant des Geisterkönigs. More serious criticism is that »H.C. Andersen har udeladt baade Troen og Kampen« from his models, and that »de poetiske Mangler i Stykket have ogsaa medført en Feil i ethisk eller moralsk Henseende.« The hero gains great riches »uden nogen væsenlig Fortjeneste,« and »mangen Tilskuer af en saadan Folkecomedie gaaer maaskee hjem i sin simple Stue og finder den fattigere end før, er mere utilfreds med Livet, end da han gik til Theatret.« Goldschmidt concludes his review:

Vi troe, at H.C. Andersen, naar han digter selvstændig, vil byde Folket en sundere Næring for dets Phantasi, og haabe navnlig dette af den originale Folkecomedie, han efter Sigende snart lader opføre i Casino.

Unfortunately, Goldschmidt’s hope was evidently disappointed, as his review of Ole Lukøie the following year makes clear.

That there was at times a social relationship, if not a real friendship, between Goldschmidt and Andersen is attested by the only letter from Andersen to Goldschmidt apparently still extant (cf. the title of this article). In the letter, dated 7 February 1850, Andersen discusses an invitation from Goldschmidt for the following evening, and includes these more than cordial words: »Det er mig et forfriskende aandelig Bad at tale med Dem.«[10]

Andersen’s Ole Lukøie. Eventyr-Comedie i tre Acter was performed for the first time on 1 March 1850 at the Casino (it was published on 8 March), and Goldschmidt immediately reviewed it at length in Nord og Syd, III (which appeared on 8 March), pp. 249-58. After giving a summary of the plot and citing other literary examples of similar plot, Goldschmidt continues his criticism, almost in a modern »Marxist« manner:

Nei, saaledes vilde en Skorsteensfeier, et ungt Menneske af de »simple Folkeklasser«, ikke drømme, og saaledes gjenfinder Folket, der seer til, heller ikke sine drømmende Phantasier om Rigdom og Fattigdom med sammes Lykke og Ulykke, Fred og Ufred, Sorg og Glæde . . . Stykket vækker ikke livlig Deeltagelse, Folket føler instinctmæssig, hvad vi her ville udtrykke saaledes: at »Ole Lukøie« synes os at stille Rigdom og Fattigdom i temmelig abstract, kjød- og blodløs Almindelighed overfor hinanden og med nogen Vilkaarlighed i Anordningen, med Sol og Vind ulige fordeelt, tilveiebringe en Seir for den moralske Sætning, der udtales i Begyndelses- og Slutningssangene, at Sundhed og godt Humeur er bedre end Rigdom. Visselig skal Poesien være moralsk; men, vi gjentage det: Moralen er ikke Poesi. . . Andersen har villet være philosophisk, Noget, der hverken baader Poesien eller Digteren. Dog, det gaaer hermed som med Moralen: i det sande Digterværk ligger Philosophien, den kloge Tanke, uden at den voldelig er stræbt indlagt deri; den ligger ogsaa i mange af Andersens Eventyr, skjøndt Eventyrets Genius visselig af alle Bøger mindst studerer Fichte eller Hegel. Med Andersen turde det imidlertid være Tilfældet, at der foregaaer en Udvikling, at han befinder sig paa Gjennemgangen til et nyt og modnere Stadium, og Kampen maa da blive synlig i de Værker, han imidlertid frembringer; hans gode Digternatur vil nok selv føle, om den kan magte det Nye, den søger at optage i sig, eller om den skal gaae sin egen Vei.

Men vi troe i alt Fald, at han paa Theatret maa opgive Meget af det, han nu bringer derover fra Eventyret. Gjennem det Referat, vi her har givet af »Ole Lukøie«, vil man formeentlig – saa ufuldstændigt det end naturligviis er – have forestillet sig meget Smukt og Phantasirigt; men Phantasibilleder, der indeslutte en symbolsk Tanke, tage sig ikke ud paa Scenen, de ere bestemte til at sees med lukkede Øine, og det bliver tilsidst en Tilintetgjørelse af alt det Eventyrlige, naar man skal see det udført haandgribeligt . . . Sligt kan man læse om og forestille sig med Fornøielse, men man finder det lidet poetisk, naar Maskinmesteren bringer det paa Scenen . . . Eventyret driver Gjæk med den, der vil gribe det og kramme det. Herom have vi imidlertid udtalt os vidtløftigt i Anmeldelsen af »Meer end Perler og Guld«, og den maa gjælde for alle de Exempler, vi undlade at anføre.

Ved vor Bedømmelse af dette Stykke ville Nogle maaskee endnu sige: Men det var jo kun i Casino! Vi ville ikke strides herom i dette Tilfælde; thi man vil dog vel næppe sige: Men det er jo kun Andersen.

Here, too, Goldschmidt presents a straightforward assessment of Andersen’s work and is clearly favorably disposed toward him, in spite of the negative conclusions.

In early 1851 there occurred a small incident which says much about the characters of both men. In Andersen’s words, first his diary entry under 5 February 1851 (IV, 4):

… Ole Bulls Fødselsdag, maatte svigte Ørsteds og spise med Bull hos Goldschmidt; han behager mig ikke, han er hjerteløs og forfængelig – ærgrede mig over at jeg viste ham Danemora, som han gik igjennem som jeg var en Skoledreng.

Then on 16 February he wrote (IV, 14-15),

… lidt efter saae jeg Goldschmidt, jeg sagde ham nogle venlige Ord for det han havde skrevet om Soldaterne i sidste Nummer af Syd og Nord, men han sagde vred: Men det er meget uartigt af Dem, naar man viser Dem Høflighed og byder Dem hjem om Aftenen, for det man agter Deres Talent, at De bliver borte, sender ikke Afbud og gjør ikke senere Undskyldning. Jeg er ikke Deres Ven længer. »Det gjør mig virkelig ondt at De tager det saaledes!« svarede jeg; »jeg har ikke tænkt det var det mindste deri at jeg ikke kom, det gjør jeg saa tit med mine Venner, De maa tage mig som jeg er! men har jeg været uhøflig, saa beder jeg Dem om Forladelse, og forsikkrer at det bedrøver mig grumme meget, jeg tænkte ikke videre derpaa og De har sandelig forstemt mig meget, saa at har jeg fornærmet Dem, saa har De nu saaret mig og saa lad det nu gaae lige op!« – »Jeg skal sige Dem hvorfor De ikke kom«, sagde han, »det er et characteristisk Træk jeg skal opbevare og skrive engang i Deres Biographie, som jeg vel nok kommer til at skrive, Deres Forfængelighed kunde ikke taale at De kom sammen med en anden der skulde feteres!« »Hvad De siger der«, svarede jeg »viser at De slet ikke kjender mig.« Vi skildtes imidlertid tid roligere fra hinanden, men jeg gik forstemt, bedrøvet fra Ridehuset, der var noget saa simpelt, saa grovt i hans Opførsel; nu forstod jeg det lille Udfald i Nord og Syd mod mig, der stod igaar. Jeg gik lige hen til hans Moder og Søster for at gjøre en Undskyldning, jeg gik og kom siden igjen med to Kort. Historien er at da jeg forrige Onsdag blev skrivtlig særdeles budet af Goldschmidt at komme til ham for at feire Ole Bulls Fødselsdag, Ole sagde »jeg kommer til Dem paa Løverdag!« – »Tag da Deres Violin med!« sagde Goldschmidt, og spil for os; saa kommer De vel ogsaa!« sagde han til mig, jeg sagde ja, men var allerede da bestemt ikke at komme men at jeg kunde gjerne lade være, som jeg saa tidt gjør hos andre Folk og saa siden naar vi sees undskylder; jeg kom ikke og gik i Casino.

Andersen’s lack of breeding and manners is documented and needs no further comment. The »friendly words« concerning the returning troops appeared in the »Dagbog« section of Nord og Syd, 1851, VI, pp. 179-80 (this number came out on 14 – not 15 – February). The only reference to Andersen in this issue is the following, in an article entitled »Bataillemalerier« (p. 160):

Jeg vil forsøge at beskrive et Par Malerier, skjøndt her med Sandhed kan anvendes H.C. Andersens bekjendte Sætning: »Man maa selv see det.«

It is not clear just how Andersen, with his over-sensitive ego, interpreted this as an »Udfald.«

In the summer of 1851, Goldschmidt was planning his first trip to England, and he wanted Andersen to write a letter of introduction to Charles Dickens. Andersen happened to be travelling toward Schleswig-Holstein at the same time that Goldschmidt was going to Tønning to take a ship for England, and their paths crossed several times. On 6 July, for example, Andersen wrote in his diary concerning Goldschmidt (IV, 37):

… han vilde have Breve til London, »det var da det mindste man kunde gjøre for en Landsmand«. – Der var en Aroganse, en Hovmod i den lille Fyr, som altid, og næsten Uforskammethed, han vilde at jeg strax skulde gaae op at skrive, jeg sagde det var mig umueligt, jeg kom i ilde Humeur.

And on 8 July he wrote (IV, 40), »Brevene for Goldschmidt bleve ikke afhentede.«

On 19 July they were both in Schleswig, and for a few hours they were together in the same house. Their diary entries concerning each other are equally laconic. Andersen wrote (IV, 45), »Kom til Schleswig, Goldschmidt var her havde Værelser ligeover for os . . .« Goldschmidt’s diary entry for the same date included the following terse statement (I, 215): »H.C. Andersen kom med Drewsen.« Under the same date (IV, 46), Andersen noted, »Skrev Brev for Goldschmidt til Dickens.« He added, »Goldschmidt var veltalende for en Fru Dumreicher fra Flensborg,« concerning whom Goldschmidt simply wrote (I, 215), »Ved Bordet sad jeg hos Fru Dummreicher.« On 20 July, their last day together, Goldschmidt briefly mentioned Andersen as taking part in an excursion of tourists, and Andersen equally tersely wrote (IV, 47), »Goldschmidt sagt Farvel.«

For several years there are no personally documented contacts between the two writers – they were both busily travelling abroad. Then on 28 June 1856, Andersen wrote in his diary in Leipzig (IV, 217), »Ved Middagsbordet kom jeg til at sidde ved Lulian Schmidt; han sagde at Goldschmidt ikke talte godt Tydsk og at han ikke var grundig . . . « Goldschmidt had visited Julian (not Lulian) Schmidt in 1847 and in 1850. There is no reason to question Andersen’s quoting of Schmidt, but there is also no evidence to support either of Schmidt’s poor opinions; in fact, there is of course a great deal of evidence to the contrary in both instances. Andersen apparently derived some satisfaction from hearing others pointing out flaws in those in whom he perceived rivals.

In 1857 Goldschmidt reviewed At være eller ikke være, Vol. 23 of Andersen’s Samlede Skrifter, which had come out on 20 May 1857. The detailed review was printed in Nord og Syd. III (Ny Række), pp. 97-108; this number appeared on 1 August of that year. Goldschmidt first explains the unusual delay in reviewing Andersen’s novel – his own novel Hjemløs had been appearing in Nord og Syd, and he had not felt he was entitled to criticize the work of other novelists until the publication of his own was concluded. Besides, a review he considered fair had appeared in Fædrelandet, with which he otherwise habitually feuded. In the meantime, however, a review of Andersen’s novel had been printed in another periodical which he was impelled to counter. Goldschmidt’s review is of special interest, since he opens it with a discussion of what would now be called his »theory« of the novel: »Vi opstille det Spørgsmaal: : Hvad er en Roman? Hvad Nytte skal den gjøre? Hvad Ret har den?« For Goldschmidt, a novel must instruct the reader concerning human fate within the framework of the finite world. He chastises Andersen’s work because:

Den Person, Andersen har skabt til at repræsentere Bogens ledende Tanke, altsaa dens »Helt«, Niels Bryde, »havde ingen Anfægtelser«, som der siges etsteds, aabenbar for at vække en Slags Beundring for ham. Hvorfor? Hvorledes er dette motiveret? Af hvilken Naturbund kom han da? Er der i det simple danske eller kjøbenhavnske Folkefærd, hvorfra han stammede, en særegen Renhed, hvorledes er den kommen, og hvordan har den vedligeholdt sig gjennem Forsømthed og Uvidenhed? Det burde været udviklet, og en Skildring heraf vilde have været mere passende til Bogen end de mangfoldige, urolige, mange Steder pjattende Beskrivelser ligefra Rundetaarn til Silkeborg og Hamborg; men alligevel vilde et Menneske »uden Anfægtelser« ikke due til Hovedperson i en saadan Roman.

Goldschmidt adds that Andersen’s hero »er af Træ, intet virkeligt Menneske, intet Paradigma, hvorefter vi Andre declineres eller conjugeres.«

The key to appreciating Goldschmidt’s literary criticism – here as elsewhere – is to be found in the earlier stages of his »Nemesis« theory, as exemplified in Hjemløs. It is altogether too easy to dismiss Goldschmidt’s later preoccupation with this idea as an aberration, but in connection with his literary criticism, at least, it should be taken seriously; within this framework, his criticism of Andersen is legitimate, consistent, and firmly founded:

Men da Andersen ikke har tilstrækkeligt Blik for Tilværelsens Retfærdighed og heller ikke har tilveiebragt en Mening angaaende det Tilfældige, saa har han ikke et Øieblik tænkt paa at paavise en Skjæbne, og det er i fuldstændig Harmoni hermed, at Helten ikke handler.

Andersen thus loses control over his material:

. . . Død, Skudsaar, Typhus optræder tilligemed Vanvidet; Andersen veed, at det Ord, han søger, er etsteds derinde; men han har ikke Villie, Ro, Magt til at gaae tilbunds, han flagrer om det, nipper til det og haster videre. Andersen siger selv, at en hel Del af disse Skildringer ikke høre hjemme i Bogen; men efter denne Afbrydelse fortsætter han alligevel flink med at opdynge dem.

Goldschmidt does not miss, however, the opportunity to praise Andersen’s genius for composing eventyr:

Ogsaa vi sætte Eventyr-poesien meget høit og have ikke været sparsomme med Anerkjendelse af H.C. Andersen i denne Retning, hvortil behøves en særegen genial Begavelse, der i korte, dybe, humoristiske Glimt seer Sandheden og overlader til Læseren at philosophere over de vidtlysende Blink.

Goldschmidt points out that

Man har sagt, at H.C. Andersen har været Gjenstand for »uretfærdig Ringeagt« i Hjemmet, og dels derfor, dels af Hensyn til, at han nu har den Lykke at digte »for tre Nationer«, kunne vi gjerne bære over med overflødige Skildringer, der for os ikke ere nye …

and concludes his review with

Skulde det Bedste for Andersen ikke være, at han skrev rigtig, sand Poesi for een Nation, i den Forvisning – som han jo er saa lykkelig at have af Erfaring – at saa er den ogsaa Poesi for andre Nationer?

(The mature Goldschmidt’s command of language and stylistics is as pleasantly evident in his reviews as in his own imaginative works).

Both Nye Eventyr og Historier and Nye Eventyr og Historier, Anden Samling appeared in 1858 (2 March and 15 May, respectively), and Goldschmidt reviewed them in Nord og Syd on 6 march and 22 May (1858, Ny Række, I, pp. 231-34; and II, pp. 200-201, respectively). His treatment of the first is thoughtful and understanding; he seems to have grasped Andersen’s peculiar genius in this genre, and is able to analyze it:

Det Mærkværdige ved Andersens Eventyrdigterevne viser sig især tydelig overfor Efterlignerne. Man skulde troe, at naar der i en saadan begrændset Digtart blev produceret Meget og af Mange, saa blev Markedet flaut, som det hedder i Handelsproget, og den første Opfinder maatte see sig om efter en ny Genre. Men noget ganske Modsat skeer: Medens man læste Hine, mindedes man stadig om ham; men naar man læser ham, har man glemt dem.

The irony of a critic reviewing a collection containing »Suppe paa en Pølsepind« and »Noget« does not escape Goldschmidt; in the first, Andersen gives criticism in general »Sidehug,« and in the second »seer man Recensenten blive udlukket fra Himmerig.» Goldschmidt adds, »Der er Noget deri; men naar en Poet kommer derop, mon da alle hans Værker blive indladte uden Kritik? Vi ville ikke haabe det . . .«

In conclusion, Goldschmidt neatly delineates the spheres of »eventyr« and »historie«:

Titlen »Eventyr og Historier« er meget heldig, efterdi man tidt skal have Vanskelighed med at sige, hvor Eventyret holder op og den sædvanlige Fortælling begynder. Naar Væsener og Gjenstande udenfor Menneskeverdenen optræde med selvstændigt og bevidst Liv, med symbolsk Betydning dog tillige med barnlig Vilkaarlighed kalder man Digtningen Eventyr. Men det Livløse kan ogsaa bruges til at fortælle en menneskelig Begivenhed eller blot være Anledningen til, at den bliver fortalt, og saa have vi Noget, der omtrent er en sædvanlig Novelle; men formedelst det Skjær, som kastes derover fra den nære Eventyrverden, kalder Digteren den »en Historie«.

The Anden Samling came out so soon after the first that Goldschmidt noted it in the »Dagbog« section of Nord og Syd, rather than devoting a special review article to it. He limits himself to discussing one eventyr, »Dyndkongens Datter.« After sketching the story, he points out that, for part of the plot, »har Andersen næsten ordret benyttet et gammelt jødisk Sagn, der forresten forekommer under forskjellige Bearbeidelser, f. Ex. om Munken, der hørte den lille Fugl synge og gik efter den.« But he has some reservations concerning the mingling of religious and fairy-tale motifs:

Om Eventyret formaaer at bære den Slags Tanker, om det ikke ved Forsøget paa at optage det specifik Christelige og forkynde den menneskelige Sjæls Frelse ved Hjælp af Troen, maa tabe noget af sin Barnlighed og istedenfor Poesi sætte hellige Tegn, skulle vi ikke paany berøre videre.

It should be noted that Goldschmidt himself used the motif from »et gammelt jødisk Sagn,« in both English and Danish versions of the story (1862 and 1867, respectively).

In August 1860, Goldschmidt’s wealthy cousin, Benjamin Rotschild from London, invited Goldschmidt to go along on a business trip through France, Switzerland, and Italy, to act as Benjamin’s agent and interpreter. In Geneva, they encountered Andersen on the street, and the latter, more or less without invitation, attached himself to them. The meeting was recorded by both authors. Goldschmidt, writing in English to Benjamin’s English wife in London (letter dated 28 August 1860), describes the meeting:

… it was the Danish poet Hans Christian Andersen, who seemed quite captured. He followed us into the hotel, where he annoyed us (or me) considerably by talking continually about himself, his writing, his admirers etc.[11]

Andersen in his own diary entry, dated the same day (IV, 423), noted, »Mødte derpaa Goldschmidt, som jeg fulgte hjem med og blev en halv Timestid hos, han kom fra London og gik til Florenz …« In a later letter to Therese and Martin R. Henriques (letter dated 2 September 1860), Andersen wrote,

I Søndags den 26 August kom jeg her til Geneve, hvor mit første Møde paa Gaden var Redacteur Goldschmidt, han kom, med sin Fætter, fra London og gik til Florentz.[12]

During the following years the direct contacts between Goldschmidt and Andersen seem to have been sparse. In his diary entry for 2 March 1862 (V, 12), Andersen, in Copenhagen, mentions Goldschmidt: »Bøger til Goldschmidt. . . ,« and in a letter to Henriette Collin, written on 9 December 1862, he mentions Goldschmidt’s drama Svedenborgs Ungdom.[13]. In a diary entry for 30 April 1864, Andersen mentions an invitation to hear Goldschmidt give a lecture »om Dronning Zinobia« (VI, 50), but he did not attend it; in an entry for 2 May (VI, 51-52) he writes,

De vare kun lidt tilfreds med Goldschmidts Oplæsning; hans Forelæsning om Dronning Zenobia havde været som et lille bitte Billed i en umaadelig stor Ramme; han læste daarlig, og saa sagte at det ikke ret kunde høres og var meget forlegen.

Curiously, where Goldschmidt was concerned, Andersen seems to have rarely criticized specific, concrete characteristics firsthand, but he never failed to cite, with apparent relish, any caustic comments others might make concerning his fellow writer. His evident professional jealousy did not prevent him from appreciating Goldschmidt‘s literary accomplishments, however; in an entry dated 5 January 1866 (VII, 3) he notes,

Læst igaar Goldschmidts »Skjænkestuen« og idag: »Onkels Tømmerplads«. Jeg var ganske bevæget, Taarer kom mig i Øinene. Han er et stort fortællende Talent.

In his unsophisticated way, Andersen could also be a sensitive and perceptive critic. During this period, personal encounters between the two men were largely by chance; for example, in a diary entry for 13 February 1867 (VII, 247), Andersen jots, »Nede hos Condittoren idag, traf jeg sammen med Digteren Hertz, med Goldschmidt og Thornam, vi vare tilfældigt de eneste Gjester.«

In 1867 Goldschmidt was evidently planning to edit an anthology of works by other Danish writers, and asked Andersen for a contribution. On 30 July 1867, Andersen mentions in a letter to Edvard Collin, »Goldschmidt har bedet mig om et Bidrag til sin nyeste Bog , . . .»[14] Then on 12 August 1867, in another letter to Edvard Collin, he writes, ». . . sende det med vedlagte Brev til Goldschmidt.«[15] (Andersen here refers to »De smaa Grønne.«) The diary entry for 13 August 1867 (VII, 330) reads, »Sendt Brev til. . . Goldschmidt, som jeg gav »De smaa Grønne«.« Nothing came of Goldschmidt‘s project, however, and on 30 September 1867 Andersen notes in his diary (VII, 356), »Brev fra Goldschmidt, som ikke kommer til at udgive sin Samling og derfor tilbage sendte »de smaa Grønne«.« There is no indication that this caused any hard feelings on either side, and in fact »De smaa Grønne« appeared in December of that same year (title page: 1868) in Christian Winther’s anthology of Danish authors, Nye Digtninger Andersen continued to show an unabated interest in Goldschmidt’s writings; in a diary entry dated 6 October 1867 (VII, 358), he writes, »Saae i Theatret Goldschmidts Komedie: En Skavank, der blev godt spillet.«

A curious little scene between Goldschmidt and Andersen is described in the latter’s diary entry for 26 February 1868 (VIII, 27-28). Andersen sometimes faithfully depicts an occurrence without fully understanding it; here he, unannounced and uninvited, barges in on a small private birthday celebration of Anna Rosenkilde (whom Goldschmidt had known since 1849), where he is nevertheless graciously received:

. . . jeg gik ud paa Nørrebro at besøge Rosenkildes, de have boet der et Par Aar og jeg har ikke besøgt dem; nær var jeg blæst i Søen da jeg kom over Broen. Der laae meget Tøi i Entréen, jeg spurgte om det var en Fødselsdag og man sagde at det var Fru Rosenkildes, hun tog glad og med stærk Udtalelse mod mig uagtet jeg sagde at jeg slet ikke vidste at det var hendes Fødselsdag; der var Rose Rosenkilde, Fru Jakobsen, en Mulat-Familie og Forfatteren Goldschmidt. Børnene flokkede sig om mig og saae med et bønligt Blik om at faae et Eventyr, men Goldschmidt generede mig. Jeg kom til at tale om Componisten Offenbach, som jeg ikke stillede høit, og Goldschmidt, sagde at han just havde skrevet om Offenbachs Betydning, det udkom først efter hans (Goldschmidt’s) Død; det sluttede sig til Talmud, vilde læses om 1000 Aar; jeg kjendte ikke Jødedommet og kunde see Offenbachs Fortjeneste. Jeg svarede at han vistnok kunde skrive en aandrig Afhandling over Offenbach og hans Musik, men den vilde aldrig overbevise mig eller Nogen om at Offenbach, som han sagde var den betydeligste af jødiske Componister. . . .

This was evidently some little joke on Goldschmidt’s part, lost on Andersen. The only other recorded meeting of the two men in 1868 was a chance encounter; on 1 December Andersen writes in his diary (VIII, 148), »Fru Munchs Fødselsdag, var der en Timestid, sammen med Goldschmidt.. . .«

In view of Andersen’s apparently quite sincere praise of Goldschmidt’s narrative works, his critical response to Goldschmidt’s drama should be taken seriously; his judgment of I den anden Verden, the premiere performance of which he had seen at the Royal Theater, expressed in a diary entry of 13 January 1869 (VIII, 167) is justified (though Andersen garbles the title):

I Theatret første Gang: »Fra en anden Verden« af Goldschmidt, første Act bred og kjedelig. Manden bliver gal; anden Act uhyggelig, Manden gaaer om og troer han er død. Publicum loe og klappede særdeles; jeg vilde ikke have antaget dette Stykke for den danske Skueplads. Havde jeg skrevet det var det pebet ud.

A few days later, he softened his condemnation, however (VIII, 169; entry dated 17 January 1869):

Igaar saa jeg anden Gang Goldschmidts »I den anden Verden« og da jeg nu ingen Forventninger havde morede jeg mig ved Spillet.

Andersen’s diary entry of 21 January 1869 (VIII, 171) probably demonstrates only that Goldschmidt’s play was a popular topic of conversation at that time – Andersen had just been granted an audience with the King at Amalienborg, and then had visited with the Crown Prince:

… Kronprindsen førte mig ind i sit lille Cabinet og vi sad og talte sammen meer end en halv Time, om forskjellige Ting, … om Goldschmidts »I den anden Verden« ….

The following diary entry, dated 22 January 1869 (VIII, 171), is more interesting for what it says of the universal veneration of Goldschmidts sense of literary style and for what it reveals of the mutual feelings of Johanne Luise Heiberg and Goldschmidt, than for what it adds to our knowledge of the reception of Goldschmidt’s play:

Efter Bordet talte jeg med Fru Heiberg og Professor Reinhardt, han talte om Goldschmidts mageløse Stiil og at man i vor Tid maatte dog være glad ved at faae hans dramatiske Arbeider, at I den anden Verden var moersom, Fru Heiberg og jeg udtalte os aldeles imod dette og hun bittert mod Goldschmidts Person og Optræden.

On 31 March 1869, Goldschmidt’s drama Rabbi’en og Ridderen (with accompanying music by Henrik Rung) was given its premiere, and Andersen was in the audience, and once again he confides his not unfounded criticism to his diary pages (VIII, 192):

I Theateret første Gang Goldschmidt »Rabbien og Ridderen« det var som en Novelle skaaret ud til Drama og besyet med Ballet og Opera Aparater.

Most of Andersen’s remaining references to Goldschmidt simply indicate that he continued to read the latter’s works until his own death – a fact significant in itself. For example, in a letter to Therese and Martin Henriques, dated 31 May 1870, he writes, »Særligt har jeg læst af Goldschmidt og af Ewald,«[16] and in a diary note of 15 May of the same year (VIII, 368), he writes, ». . . jeg hjem og sluttede Goldschmidts »Ravnen«, samt læste »jødiske Sagn«.« In a letter to the Collins dated 24 June 1870 he tells them, ». . . jeg har faaet læst en stor Deel, saaledes af . . . Goldschmidt . . . ,»[17] And in a letter to Horace E. Scudder dated 20 December 1870, he asks, »Er den danske Forfatter Goldschmidt Dem bekendt?«[18]

Another small example of Andersen’s delighting in the adverse reactions of others to Goldschmidt is the following, from his diary, dated 16 February 1871 (IX, 21):

Brosbøll fortalte paa sin sædvanlige Maneer, at Gerson havde været ude hos ham og vilde læse høit Ocbrahomche [sic] Nattergal af Goldschmidt. »Det er noget Andet end hvad Andersen skriver!« havde han sagde [sic] hvorved Brosbølls Datter var faret op: hvor tør De sige det i mit Huus.

The last meeting with Goldschmidt recorded by Andersen took place, according to his diary (IX, 187), on 29 December 1871:

… mødte jeg Skribenten Goldschmidt, han havde en Idee, sagde han, den han ikke kunde gjøre Noget ud af, men det kunde jeg. Det var om de smaa Dampskibe paa Peblingesøen hvad Smaafiskene vel tænkte og drømte om denne Nutids Opfindelse. Jeg svarede, derom kan jeg nu ikke skrive, da jeg har skrevet den store Søslange o: Kabbeltouget mellem Europa og Amerika, hvad Fiskene tænkte og drømte on den! »Det er en god Idee!« udbrød han, men havde [ikke] læst mit Eventyr da han ikke læste Illustrerede Tidende.

By coincidence, Andersen’s story had just appeared in Illustreret Tidende on 17 December.

Goldschmidt’s final appearance in Andersen’s diary is on 25 February 1872 (IX, 226). Remembering Goldschmidt’s poking fun at Andersen’s fondness for medals and decorations in Corsaren, one must give Andersen credit for the last dig at his fellow author:

… Gedalja talte mig lidt for meget om Decorationer at Digteren Goldschmidt jo ikke havde nogen eneste Orden her hjemme eller fra Fremmede.

But simply because he outlived Andersen, Goldschmidt had the opportunity to get the last word. Andersen died on 4 August 1875, and when a friend lamented to Goldschmidt that Andersen had not lived to see his own monument erected, Goldschmidt replied, »Det vilde Vorherre dog ikke tillade.«[19]

The two writers were apparently never close friends; their respective oversized egos would have prevented that, and their backgrounds and personalities were too different to permit it. Goldschmidt was educated, refined, and open to world historical and political currents, while Andersen was poorly educated, ill-bred, and tactless, and in spite of his extensive travels was immune to international intellectual and ideological movements. It is striking that both men limited their personal criticism of each other to obvious behavioral traits, and neither stooped to alluding to the other’s vulnerable spot – Goldschmidt never once mentioned the circumstances of Andersen’s birth and childhood, and Andersen, in contrast to Grundtvig and Kierkegaard, for example, was not once guilty of ethnic slurs against Goldschmidt. This is to the credit of both. Their criticism of each other’s literary works was notably honest and unbiased, and in most cases, their pronouncements have been borne out by subsequent judgment. Each writer made an effort to read the other’s works as soon as they were published, and each attended the performances of the other’s stage works. Neither was impressed, as a rule, with the other’s dramatic works. Andersen rightly perceived Goldschmidt’s greatest achievements to be in his shorter narrative works, while Goldschmidt repeatedly assessed Andersen’s eventyr as the masterworks in the genre by a unique genius. Though Andersen was not sophisticated in literary criticism as Goldschmidt was, his perception was at times no less keen. Goldschmidt’s sensitive, painstaking, and stylistically polished criticism in Nord og Syd is still awaiting a thorough scholarly investigation. While the long acquaintanceship of Goldschmidt and Andersen did not have an immediate and demonstrable impact on their respective literary production, in other ways it was of importance in the history of Danish literature.

 

Noter

  1. ^ All references to Corsaren are to Corsaren, 1840-1846 ed. Uffe Andreasen (Copenhagen: Danske Sprog- og Litteraturselskab & C. A. Reitzel, 1977-81).
  2. ^ All exact dates of publication, as well as those of staging of dramatic works, are from Birger Frank Nielsen, H C. Andersen Bibliografi: Digterens danske Værker 1822-1875 (Copenhagen: H. Hagerup, 1942).
  3. ^ All references to Andersen’s diaries, with vol. no. and page no., are to H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875, I-XII, ed. Kåre Olsen and H. Topsøe-Jensen (Copenhagen: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & G. E. C. Gad, 1971-76). The caricature of Hertz is to be found in Corsaren, no. 94, 8 July 1842, col. 1.
  4. ^ H.C. Andersen og Henriette Wulff.  En Brevveksling ed. H. Topsøe-Jensen (Odense: Flensted, 1959), I, 359.
  5. ^ All references to Goldschmidt’s diaries, with vol. no. and page no., are to M. A. Goldschmidts dagbøger, ed. Kenneth H. Ober, I-II (Copenhagen: Danske Sprog- og Litteraturselskab & C. A. Reitzel, 1987).
  6. ^ Breve fra og til Meir Goldschmidt, ed. Morten Borup (Copenhagen: Rosenkilde & Bagger, 1963), III, 24.
  7. ^ Breve fra og til Meir Goldschmidt, I, 155.
  8. ^ Mit Livs Eventyr, ed. H. Topsøe-Jensen (Copenhagen: Gyldendal, 1951), II, 390.
  9. ^ H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling p. 27.
  10. ^ Breve fra og til Meir Goldschmidt, I, 223.
  11. ^ Meir Goldschmidts breve til hans familie, ed. Morten Borup (Copenhagen: Rosenkilde & Bagger, 1964), I, 227.
  12. ^ H C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques 1860-75, ed. H. Topsøe-Jensen (Copenhagen: H. Hagerup, 1932), p. 25.
  13. ^ H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, ed. C. Behrend and H. Topsøe-Jensen, III (Copenhagen: Levin & Munksgaard, 1936), pp. 93-94.
  14. ^ H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, IV (1936), p. 35.
  15. ^ H C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, IV (1936), p. 38.
  16. ^ H.C. Andersens Breve til Therese og Martin Henriques 1860-75, p. 146.
  17. ^ H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, IV (1936), p. 154.
  18. ^ H C. Andersen og Horace E. Scudder. En Brevveksling ed. Jean Hersholt (Copenhagen: Gyldendal, 1948), p. 102.
  19. ^ Cited by Svend Larsen, »En Model og to Statuer. H.C. Andersens Monumenter i København og Odense,« Anderseniana, 2nd Series, 1:3, 1949, p. 267.

 

©