I H.C. Andersens Hus er der en rekonstruktion af arbejdsværelset i H.C. Andersens sidste lejlighed, der havde adressen Nyhavn 18,1. sal. Rekonstruktionen – opstillingen af originale møbler, billeder, bøger, nips m.m. – blev til i 1975 på grundlag af fem fotografiske portrætter af digteren forskellige steder i stuen. Ved hjælp af disse fotografier var det muligt at genskabe stuen med stor nøjagtighed og at formidle et både troværdigt og stærkt billede af digterens arbejdsplads; den stue, hvori eventyr blev til.

Portrætterne

Den 21. maj 1874 fik H.C. Andersen besøg af fotograf Weller fra firmaet ‘Hansen, Schou & Weller’: Han skulle fotograferes i sin egen stue, og det var så vidt vides første (og sidste) gang at dét skete. Senere samme dag noterer H.C. Andersen i sin dagbog:

»Klokken eet kom Photographen jeg sad til halv fire, Veiret var mørkt og Lyset ikke godt i min Stue han tog mig fem Gange med Værelsets Omgivelse, første Gang var det ikke heldigt, me[d] de fire andre var han tilfreds …«[1]

Resultatet af seancen blev fem fotografier, der på helt enestående vis portrætterer den gamle digter. Hér er han – i mere end én forstand – i sit eget rum. Portrætterne er ganske vist, ligesom de fleste af de mange andre fotografiske portrætter af H.C. Andersen, opstillede eller arrangerede – Andersen både sad (som han selv skriver) og blev sat i 2½ time denne eftermiddag, eller i gennemsnit ½ time pr. fotografi – så der er med andre ord ikke tale om ‘snapshots’. Ikke desto mindre er der en sjælden stemningsmættethed i disse billeder.

De 5 fotos udgør nogle af de sidste fotografiske portrætter af H.C. Andersen: Et lille halvt år efter – den 26. september 1874 – ‘sad’ digteren igen, denne gang foran hoffotograf Georg E. Hansen, der tog de sidste to fotografier af ham.





De fem fotografier af H.C. Andersen i arbejdsværelset den 21. maj 1874.

Fotograf C. Weller (1838-1900), der tog billederne af H.C. Andersen den 21. maj 1874, havde på dette tidspunkt opnået betydelig anerkendelse. Oprindelig var han uddannet som bogbinder, men blev ansat og oplært som fotograf hos selvsamme Georg E. Hansen, der tog de sidste fotografier af H.C. Andersen. I 1869 blev Weller optaget i Hansens brors kompagniskab ‘N.C. Hansen og Schou’ og han blev hurtigt firmaets førende fotograf.[2] Allerede inden da må han have haft chancen for at fotografere – eller i hvert fald møde – H.C. Andersen, for Andersen omtaler ham allerede i sin dagbog den 21. oktober 1866.[3]

Samme dag som fotograf Wellers optagelser fandt sted, aflagde den unge englænder Edmund Gosse visit i Nyhavn 18. Andersen var, som det fremgår af portrætterne, mærket af sin kræftsygdom og havde netop overstået et hårdt sygdomsanfald, så Gosses overraskelse var stor, da han trådte ind midt i en fotosession:

»Georg Brandes ledsagede mig til Gangdøren i Nyhavn. Han forlod mig der, ikke fordi han ikke var velkommen hos den gamle Digter, men fordi vi begge var bange for at to Gæster samtidig vilde overstige Rekonvalescentens Kræfter. Andersen havde tilmed haft et Tilbagefald; dog fandt jeg ham inde i Dagligstuen, påklædt til at gå ud, ja til min store Forundring endog opstillet foran en Fotografs Kamera. Jeg ventede i Baggrunden, indtil denne Operation var overstået; den havde trættet ham meget, og jeg blev der kun få Minutter.«[4]

Da H.C. Andersen modtog de fremkaldte fotografier (allerede 3 dage efter optagelsen) afviser han i et brev til Dorothea Melchior det ene af dem, men »…de fire andre finde jeg mig i…«[5]. I dagbogen skriver han: »Brev fra Photographen Weller med flere Aftryk af mig i min Stue, de var godt gjorte, men jeg seer meget affældig og tandløs ud«[6].

Dén vurdering af fotografierne går igen i det brev, han skriver til Weller dagen efter. Han takker for fotografierne, finder at »… Hvert Blad er smukt og malerisk…« og bedømmer videre billederne:

»Hvad portræt ligheden angaar er det jo vanskeligt for mig at dømme, jeg seer paa hvert stykke meget gammel og affældig ud, men det er nok ogsaa tilfældet i Virkeligheden. Jeg har nu i næsten to Aar ikke faaet, før nu, noget nyt photographisk Portræt af mig. Der ere to billeder hvor jeg sidder omtrent i samme stilling ved Bordet foran Sophaen, paa Bordet staaer en hvid Vase til Blomster Det Billede hvor Denne heelt sees og største delen af Bordet synes jeg mindst om, derimod langt mere om det hvor Vasen er næsten halv overskaaret[7]; Det større Billede hvor jeg ligeledes sidder ved Bordet med Haanden under Kinden er særdeles smukt hvad omgivelserne angaar, mindre tiltaler mig portrættet. Af de to andre ved Vinduet bære unægteligt Prisen hvor jeg støtter mig paa mit Skrivebord. Jeg maa særligt beundre hvor smukt De i alle Billederne har givet omgivelserne og stillet mig mellem disse. …«[8]

Andersens vurdering af sit eget udseende på portrætterne virker meget nøgtern og ukrukket, når man tænker på, at her er tale om en mand, der har ry for stor forfængelighed. Han har ikke taget sit gebis i munden, da han skulle fotograferes, så det er heller ikke uden årsag, at han ser tandløs ud på billederne. Det er i øvrigt værd at lægge mærke til, at H.C. Andersen især værdsætter billedernes skildring af omgivelserne og af samspillet mellem hovedpersonen – ham selv – og omgivelserne. Og det er ikke mindst fotografiernes fremstilling af omgivelserne, der gør dem interessante for os.

H.C. Andersen spørger et andet sted i ovenfor citerede brev fotografen om, hvor han skal anbringe sin signatur: På en del af glaspladerne satte han nemlig en underskrift og et par ord, på andre er der siden påtrykt sentensen; »Livet selv er det dejligste Eventyr«. I den følgende tid delte digteren flittigt ud af aftrykkene og skriver flere gange til Weller for at bede om flere aftryk – især af de billeder, hvor han sidder ved vinduet[9]. Fotografierne er blevet brugt som gaver og visitkort til venner og bekendte, heriblandt til vennen Edvard Collin og til Clara Ballin, der på det tidspunkt var Andersens værtinde i Nyhavn 18.

Odense Bys Museer har i april 1998 erhvervet et af de originale glaspladenegativer, nemlig det som billede nr. 1 er aftryk af. Det er det fotografi, hvorom Andersen skriver, at det er »særdeles smukt hvad omgivelserne angår«. De fleste kopier og aftryk af negativet viser et beskåret udsnit (det gælder formentlig også det, som H.C. Andersen fik, siden han ikke nævner den hvide vase i forbindelse med billede nr.l) – Vi har altså fået mere af omgivelserne med i købet. Og desuden! H.C. Andersens egen påskrift på glaspladen; ‘H.C. Andersens Arbeidsværelse i Kjøbenhavn 1874’.

Arbejdsværelset

H.C. Andersen flyttede ind i lejligheden i Nyhavn 18 i oktober 1871. Den bestod af tre værelser, som han lejede af frk. Thora Hallager (der i øvrigt også var fotograf) – og siden, fra 1873, af Clara Ballin. En del af møblementet fulgte med lejemålet, for den altid omfarende digter brød sig ikke om at være afhængig eller bundet af sine ejendele. »Jeg tynges jo til Jorden af Meubler, Seng og Gyngestol, ikke at tale om Bøger og Malerier«[10], som han siger, da han sent i livet anskaffer sig bohave.

Men de for Andersen så tyngende møbler og ejendele har været uundværlige for museets rekonstruktion af arbejdsværelset. For uden den lange række af genstande, der optræder både på fotografierne og i museets samlinger, havde en rekonstruktion selvsagt ikke været mulig.

Her skal blot fremhæves et skønsomt udvalg af ‘gengangerne’. Den hvide vase, som H.C. Andersen nævner i sit brev til Weller, ses (som han også skriver) på fotografierne nr. 2) og 3). Den står i det rekonstruerede arbejdsværelse som på fotografierne; midt på bordet foran sofaen. Andersen beskriver den som en vase til blomster – det er lidt mærkeligt, for der er tale om en opsats af den slags, man sædvanligvis anvendte til at lægge visitkort i. Opsatsen er af alabast med en flad skål, der langs randen er dekoreret med parvist anbragte vinblade og vindruer. ‘Søjlen’ eller ‘stilken’, der bærer skålen, udgøres af tre fisk eller marsvin med sammenslyngede haler. Bemærk i øvrigt, hvordan ordensmennesket Andersen på de kunstfærdigt arrangerede billeder tilsyneladende har ladet nogle tilfældigt henslængte bøger ligge fremme på bordet, og hvordan der på billede nr. 1) men ikke 2) og 3) står grene foran bogreolen.

På bogreolen stod der bøger som f.eks. Ingemanns og Oehlenschlagers samlede skrifter, en tysk udgave af Brockhaus’s Conversations Lexicon og en række af Dickens’ værker, dedikeret til H.C. Andersen. Det er selvsagt svært at sige, om de bøger, der i dag står på bogreolen i det rekonstruerede arbejdsværelse, er nøjagtig de samme og tilsvarende placeret som på fotografierne. Men sikkert er det, at bøgerne i udstillingen har tilhørt H.C. Andersen.

På de første fire fotografier ses i hjørnet ved vinduet en såkaldt etagere; en slags reol af træ med bund- og overstykke og to hylder. Efter H.C. Andersens død arvedes dette møbel (ligesom en række andre møbler og ejendele) af Louise Drewsen, som var Edvard Collins datter. Hun forærede siden møblerne til museet. Nu står etageren i ‘samme’ hjørne som på fotografiet, og med nogle af de samme genstande: Mest interessant er nok champagneglasset eller champagneskålen, der egentlig står lidt gemt af vejen på sin nuværende plads i museets rekonstruktion. Siden fotografiet blev taget, er glasset – uvist hvornår – blevet indfattet i sølvtråd. Glasset, som H.C. Andersen havde gemt siden den 21. oktober 1845, er dét, hvormed han drak broderskålen med Jenny Lind. En bitter skål for Andersen at drikke: Han havde forinden sendt et indirekte frieri i brevform til den svenske sangerinde, og hun gav et indirekte svar, da hun »…drak min Skaal som hendes Broder«.[11]

Antallet af billeder på væggen er mere sparsomt i rekonstruktionen end i ‘virkelighedens’ arbejdsværelse, for man har kun hængt de billeder op, der kunne identificeres via Wellers fotografier. Et af dem, der er ‘sikre’, er den tyske historiemaler Wilhelm von Kaulbachs illustration til eventyret »Engelen«. Det er det billede, der ses i øverste venstre hjørne på fotografi nr. 2) og halvt overskåret på fotografiet af rekonstruktionen. Kaulbachs engel var en af de eventyrillustrationer, som H.C. Andersen var allermest glad for; Kaulbach var en god ven af Andersen, og da forlægget til stålstikket blev tegnet i 1855, var det 15 år siden, de to havde mødt hinanden i Kaulbachs atelier i München. »Engelen« arvedes af fru Dorothea Melchior, der passede og plejede H.C. Andersen i hans sidste tid.

På det sidste af de fem fotografier sidder digteren ved sit skrivebord og kigger ud af vinduet. Over skrivebordet hænger fire medaljoner eller bronzerelieffer, hvoraf de tre kan identificeres; de forestiller hhv. Ariosto, Francesco Petrarca og Dante Alighieri. På skrivebordet, hvor eventyr, digte, dagbogsnotater og breve blev til, er læsepult, blækhus, lysestager og skrivetøj – arbejdsredskaberne – parat til at blive brugt. Selvom der er bøger og eventyrillustrationer på de andre fotografier, er billedet her vel nok det, der allermest signalerer digterværksted; ikke mindst fordi digteren selv på ægte poetvis sidder og kigger – drømmende? – ud af vinduet.

Arbejdsværelset i Nyhavn 18 – rekonstruktion i H.C. Andersens Hus.

Rekonstruktionen

Rekonstruktionen i H.C. Andersens Hus er ikke ny. Ideen om at genskabe hans værelser i museet er det heller ikke; før denne rekonstruktion fra 1975 var der en anden, fra 1930’erne. Ideen om at genskabe historiske rum – at lave udstillinger efter interiør-princippet – er ligeså gammel som den er udbredt, hvad enten man taler kulturhistoriske museer generelt eller personmuseer specifikt[12]. Der er selvfølgelig den forskel, at for de fleste kulturhistoriske museers vedkommende er det oftest det væsentlige at rekonstruere et historisk rum, sådan som det givne rum kunne have set ud, som det typiske rum ville se ud[13]. Når der er tale om rum, der er relateret til historiske personer, er det et krav, at rekonstruktionen skal være en så nøjagtig kopi af det originale som muligt.

Under alle omstændigheder kunne man mene, at dette udstillingsprincip såvel som denne specifikke rekonstruktion måtte være forældet. Det er bare ikke tilfældet. Nyhavnsstuen fungerer stadigvæk godt som udstilling, og når arbejdet med Det Nye H.C. Andersens Hus inden længe går i gang, er et af de få rum, der får lov at stå uberørt tilbage netop rekonstruktionen af arbejdsværelset i Nyhavn 18. Man kan spørge sig, hvad det er der gør, at denne udstillingsform tilsyneladende aldrig bliver forældet?

De fleste museumsgæster kender nok oplevelsen af at møde et rum, der virker som om det netop er blevet forladt af den eller de personer, det hele drejer sig om; i dette tilfælde H.C. Andersen. Ved at kigge ind i arbejdsværelset får man som museumsgæst oplevelsen af at komme tæt ind på livet af H.C. Andersen. Her finder man de oprindelige genstande i deres oprindelige sammenhæng. Her er det netop oplevelsen, der er i centrum, her behøves ikke lange eller mange forklaringer for at forstå sammenhængen[14].

Museumsgenstande er (som alle andre genstande) tredimensionale og optager deres eget rum. De opleves via sanserne, især syns- og følesansen, de er konkrete, fysisk til stede. Ligesom mennesker kan de kun være ét sted ad gangen, og derfor har de en historie. Ligesom mennesker er genstande forgængelige, men deres levetid er ofte længere end menneskets, og derfor har de evnen til at bringe fortiden ind i nutiden. De er her sammen med os og rækker samtidig tilbage. Når mange museumsgenstande, som hér er tilfældet, er samlet på ét sted og i deres oprindelige sammenhæng, giver det en autentisk oplevelse, en oplevelse af at træde ind i fortiden. Det forgangne fastholdes og (for-) tiden får hovedrollen, så rummet bliver til andet og mere end summen af genstande. Man kan et øjeblik glemme tid og sted, glemme at man er museumsgæst, der betragter fortiden. Autenticiteten er vigtig i et personmuseum. Selvfølgelig er det vi ser ikke desto mindre »bare« et bud på, hvordan Andersens værelse kunne have set ud. Men det er et kvalificeret bud; det er et troværdigt bud på, hvordan værelset så ud den 21. maj 1874, for vi har jo fotografierne.

De fem fotografier er blevet brugt som arbejdsredskaber ved rekonstruktionen af arbejdsværelset: Hvilke genstande i museets samlinger ses på billederne, og hvor var de placeret i forhold til hinanden? Dermed har fotografierne også karakter af sandhedsvidner. Selvom vi er bevidste om, at fotografier ligesom alle andre medier kan manipuleres, at også fotografier repræsenterer en fortolkning af det sete, så fungerer de alligevel som dokumentation: Selv arrangerede fotografier som disse er udtryk for, at genstandene har været, og de sandsynliggør, at de har været i en bestemt sammenhæng med hinanden – i hvert fald i det øjeblik billedet blev taget.

De fem fotografier er arbejdsredskaber, dokumentation og sandhedsvidner. Og så er de nogle enestående smukke portrætter af en gammel digter i sit eget rum, så gammel og affældig som det »…nok ogsaa [var] tilfældet i Virkeligheden«.

Noter

  1. ^ H.C. Andersens dagbøger, bd. X, s.256.
  2. ^ Bjørn Ochsner »Fotografier af H.C. Andersen«, s.70+79.
  3. ^ »…i det jeg søgte i mine Papirer fandt jeg der et uaabnet Brev, der er kommet for en otte Dage siden til mig, medens jeg var paa Basnæs; det var fra Nicolai Bøgh, Broder til Frederik Bøg, om en Atest for Photographen Weller, jeg skrev nu i største Hast Anbefalingen og dernæst Brev til Hr Nicolai Bøgh«. H.C. Andersens dagbøger, bd. VII, s.200.
  4. ^ Fra Bredsdorffs »H.C. Andersen. Mennesket og Digteren«, s.351.
  5. ^ Brev fra H.C. Andersen til Dorothea Melchior, Holsteinborg 24.05.1874. I H.C. Andersens Hus’ brevsamling.
  6. ^ H.C. Andersens dagbøger, bd. X, s.258.
  7. ^ Billedet er foto nr. 2): Her i artiklen er billedet bragt ubeskåret, så vasen fremstår i sin helhed.
  8. ^ Brev fra H.C. Andersen til Weller, Holsteinborg den 25. maj 1874.1 H.C. Andersens Hus’ brevsamling.
  9. ^ Breve fra H.C. Andersen til Weller, Holsteinborg den 1. juni 1874 samt Rolighed den 28. juni 1874. H.C. Andersens Hus’ brevsamling.
  10. ^ Svend Larsen i Anderseniana 1953, s.294
  11. ^ H.C. Andersens almanakker 1833-1873, s.160, den 21. oktober 1845.
  12. ^ Interiør-princippet stammer ligesom det såkaldt videnskabelige princip, hvor genstandene er ordnet efter typologi, kronologi eller geografi fra 1800-tallet.
  13. ^ Dette sagt vel vidende, at der med enhver udstilling altid i én eller anden grad er tale om en personlig fortolkning.
  14. ^ Dog ville det måske være hensigtmæssigt med en form for ‘indholdsfortegnelse’ over rummet, da det kan være svært at se de genstande, der er længst væk.

©