Knuds Odense – vikingernes by

Odenses opståen i vikingetiden og Knud, den helgenkårrede konge, gravlagt i Odense Domkirke.

Odense er kendt verden over som H.C. Andersens by. Et brand, som i disse år styrkes markant ved opførelsen af det nye H.C. Andersens Hus midt i Odenses centrum. Forfatteren er byens absolutte hovedattraktion og tiltrækker hvert år mange turister fra nær og fjern. H.C. Andersen er derfor helt naturligt Odense Bys Museers hovedsatsningsområde.

Odin i tegneren Sune Elskærs fortolkning. Navnet Odense kommer muligvis af ”Odins Vi”; det sted (viet), hvor asernes vigtigste gud, Odin, blev tilbedt. Hvordan et sådant vi har set ud, og hvor det i givet fald har ligget, vides ikke.

Men museet og byen råder naturligvis også over andre guldkorn. Et af disse er de markante levn fra vikingetiden og den ældre middelalder, der ligger rundt om i byen, og som i de kommende år skal trækkes frem i lyset og vækkes til live, så Odense kan få endnu et tema, som turister vil rejse efter og byens borgere være stolte af. De senere års omfattende undersøgelser i Odenses bymidte, ikke mindst i regi af projektet Fra Gade til By, har frembragt omfattende ny viden om Odenses ældste historie, og oprettelsen af museets forskningscenter, CENTRUM, og herunder forskningsprogrammet Urbane Transformationer, vil sikre det forskningsbaserede arbejde med emnet.[1]

For at understøtte også den formidlingsmæssige side af sagen har Odense Bys Museer igangsat projektet Knuds Odense – vikingernes by. Projektets titel viser en forbindelse til Danmarks sidste vikingekonge, kong Knud IV, der blev dræbt d. 10. juli 1086 i Albani Kirke i Odense. Knud blev i 1101 Danmarks første helgen og omtaltes fra dette tidspunkt som Knud d. Hellige. Den helgenkårrede Knud fik efter sin død stor betydning for Odenses udvikling, da skrinet med hans jordiske rester blev et vigtigt valfartsmål. Byen voksede således markant i disse år, og ikke mindst de gejstlige institutioner fik en stor fylde i byen.[2] Drabet på Knud markerer på mange måder den reelle afslutning af vikingetiden, da Knud var den sidste konge, der forsøgte at genskabe Knud d. Stores (død 1035) dansk-engelske imperium.[3] Knud d. Hellige er i øvrigt fortsat den centrale skikkelse i Odenses byvåben (fig. 1).

Fig. 1. Odenses byvåben.

I det følgende skal der gives et kort rids over Odense i vikingetid og tidlig middelalder med fokus på nogle af periodens væsentligste lokaliteter. Til slut vil der blive givet et bud på, hvordan Odenses vikingetid igen kan vækkes til live.

Vikingernes Odense

Odense – Othenesuuig (’Odensvig’) – nævnes første gang i et kejserligt dokument fra 988 og omtales her som bispesæde. Om Odense reelt har haft bisp eller domkirke på dette tidspunkt, er omdiskuteret, da brevet formentlig mest af alt skal opfattes som en måde at styrke ærkebispens økonomi og magt i forhold til de nære omgivelser.[4] Man har tidligere ment, at Odense først efter dette tidspunkt, altså i den sidste del af vikingetiden, reelt udvikles som by.[5] Denne tolkning er fortsat gældende, men nyere forskning har samtidig peget på, at der allerede i århundrederne før dette tidspunkt ses en begyndende bydannelse på det sted, hvor Odense ligger i dag.[6]

Fig. 2. Grubehus ved Mageløs.
Fig. 3. Patrice fra Vestergade 70-74.

Nogle af de ældste spor fra Odense udgøres af enkelte let nedgravede arbejdshytter, såkaldte grubehuse, i Mageløs og ved Vestergade 70-74 i den vestlige del af centrum (fig. 2). Fundene fra grubehusene dateres til 9. og 10. århundrede. Fra grubehusene og de omliggende anlæg fremkom bl.a. digelfragmenter, bronzesmelteklumper og en fornem patrice, der alle afspejler bronzestøbningsaktiviteter, ligesom andre håndværk også er repræsenteret (fig. 3). Fundene fra grubehu- sene antyder en specialiseret produktion, som har et afsætningsmarked, der ligger uden for selvforsyning og dermed måske også indirekte peger på handel. Også længere mod øst, ved lokaliteterne Klingenberg og Skomagerstæde/Overgade 1-3, er der fremkommet mulige grubehuse. I nærheden af grubehusene på de nævnte lokaliteter er der fundet spor af egentlige beboelseshuse, der kan være i hvert fald delvist samtidige med grubehusene. Det kan tyde på, at de specialiserede håndværk har været tilknyttet en permanent bebyggelse og således ikke blot udgør en sæsonvist benyttet markedsplads, som det ellers kendes fra andre lokaliteter i slutningen af jernalderen og starten af vikingetiden.[7] Andre mulige beboelseshuse fra århundrederne før år 1000 er fremkommet på I. Vilh. Werners Plads og ved Møntergåden, der dog nok har ligget øst for byen i vikingetid og ældre middelalder. Alle disse spor af den gryende by ligger således på nordsiden af åen. Samtidig har nye analyser fra borganlægget Nonnebakken syd for Odense Å, som det skal ses, peget på, at der også her er aktiviteter i århundrederne, før anlægget omkring 980 udbygges til en af Harald Blåtands borge.[8]

Fig. 4. Nogle af de centrale institutioner i det tidlige Odense. Syd for åen ses vikingeborgen Nonnebakken. På nordsiden af åen ses mod vest grubehusområdet ved Mageløs-Klaregade samt Vestergade 70-74, og mod øst ses Skt. Knuds og Skt. Albani Kirker.

Sporene fra vikingetidens Odense grupperer sig således på plateauer på hver side af de relativt stejle skrænter ned mod Odense Å. På nordsiden af åen ses en koncentration i den vestlige del af det nuværende centrum på et sted, hvor et næs skyder sig ud i ådalen. Dette næs ligger umiddelbart over for et tilsvarende næs syd for åen, hvorpå Nonnebakken er placeret. De to områder har formentlig været forbundet via et naturligt overgangssted over åen på det sted, hvor Klaregade-Hunderupvej i dag forløber.[9] Efter år 1000 opføres først Albani og siden Skt. Knuds Kirke i den østlige periferi af det oprindelige centrum, og efterhånden flytter byens centrum med (fig. 4).

Det kan diskuteres, hvad der skal til, før man kan betegne en bebyggelse som en by, men der er nogenlunde enighed om, at en by i perioden før år 1000 skal leve op til følgende kriterier: a) en vis befolkningstæthed, b) en permanent bebyggelse af en vis størrelse og c) at den overvejende del af befolkningen ernærer sig ved handel og håndværk. Fra 1000- tallet skal lokaliteten desuden have en klar afgrænsning mod omgivelserne, ligesom det er afgørende, at den indeholder to eller flere kirker og har møntprægning og særlige beskatningsregler. Odense opfylder i århundrederne før år 1000 i nogen grad de nævnte kriterier. Billedet er dog noget ufuldstændigt, bl.a. fordi de arkæologiske undersøgelser i den vestlige del af centrum er relativt begrænsede, og det derfor er vanskeligt at danne sig et fuldt overblik.

Under alle omstændigheder viser de ovennævnte spor, at Odense har været et sted af en vis betydning senest fra starten af vikingetiden. Årsagen har formentlig været en central placering for ikke mindst den øst-vest-gående landtrafik, men måske også tilstedeværet af det såkaldte Odins Vi, et vigtigt kultsted for hovedguden Odin, som menes at have været navngivende for byen.[10] Hvor et sådant vi måtte have ligget, kan vi desværre ikke sige noget præcist om.

Vikingerne har altså været der. Men hvor er det så, man i dag kan se sporene efter dem?

Krypten i Skt. Knuds Kirke

Knud IV var konge i Danmark fra 1080 til 1086 og blev som omtalt myrdet i Albani Kirke i Odense d. 10. juli 1086 som kulminationen på et oprør mod kongen. Knud blev i første omgang begravet i den daværende Skt. Albani Kirke, byens første domkirke.[11] I 1095 blev Knuds jordiske rester i forbindelse med kanoniseringen overflyttet til Skt. Knuds Kirke, der nu var under opførelse. Skt. Knuds Kirke overtog siden rollen som domkirke, mens Albani Kirke i stedet blev sognekirke. I dag kan man i krypten i Skt. Knuds Kirkes seneste fase se knoglerne af Knud d. Hellige, der er placeret i et skrin, det såkaldte søjleskrin. I krypten findes endnu et skrin, det såkaldte skrålågsskrin, med skelettet af Knuds bror Benedikt (fig. 5).

Fig. 5. Krypten under Skt. Knuds Kirke. Knuds og Benedikts skrin ses hhv. til højre og venstre i billedet.
Fig. 6. Skrinet med Knud d. Hellige.

Krypten er i sig selv et fantastisk stemningsfuldt sted, og at det samtidig er her, Danmarks sidste vikingekonge ligger, gør naturligvis oplevelsen endnu stærkere. De to skrin er af træ og måler ca. 150 cm i længden og 40 cm i hhv. bredde og højde. Årringsdatering af søjleskrinet peger på en datering til slutningen af 1000-tallet, mens skrålågsskrinet stilistisk skal dateres til 1125-50. Skrinene har været prydet af flot udsmykkede og forgyldte reliefplader i kobber, der formentlig har skildret en række religiøse personer omkring et kors og en cirkel på hhv. søjle- og skrålågsskrinet. Skrålågsskrinet har desuden langs kanterne haft ornamenterede metalbeslag med fordybninger til indfatning af formentlig bjergkrystaller e.l.[12]

Indvendig er søjleskrinet foret med et tyndt silkestykke i en rød-lilla farve. I bunden af skrinet ligger en stor flad dyne og under hovedet en pude, der er vævet af fornemt gult silke, hvori to modstillede påfugle ses i profil (fig. 6). Påfuglene omkranser et symbol, der bedst tolkes som livets træ eller et kors. Puden er fra 8-900-tallet og stammer formentlig fra Centralasien (fig. 7).[13]

Fig. 7. Påfuglepuden fra skrinet med Knud d. Hellige.
Fig. 8. Ørnetæppet.

I forbindelse med skrinet er der desuden fundet et tæppe med ørnemotiver, det såkaldte ørnetæppe (fig. 8). Tæppet har antagelig fungeret som en overdækning af skrinet og menes oprindeligt at have været ca. 1,95 × 2,3 m stort, men udgøres i dag af et afskåret stykke på ca. 1,1 × 1,3 m. Ørnetæppet er lavet af silke fra Middelhavsområdet og er formentlig fremstillet i Byzans eller Syditalien efter byzantinsk forbillede. Tæppet er skænket af Knuds enke, dronning Edel, der efter Knuds død blev gift med en fyrste af Apulien i det sydligste Italien.

Knuds bror, kong Erik Ejegod (konge 1095-1103), menes at have taget tæppet med hjem fra en rejse til Rom i 1098. Tæppets motiv er ørne på en sokkel med græske inskriptioner, og farverne har været rød og sort.

Pudens påfugle symboliserer i biblen udødelighed, og sammen med livets træ er der en stærk genopstandelsessymbolik i pudens billedverden. Ørnen er et herskersymbol, og samlet må man sige, at silkernes symbolsprog passer perfekt til temaer som magt og genopstandelse eller udødelighed og dermed helgenkåringen af Knud.

Benedikts skrin er knap så fornemt som Knuds. Skrinet har dog en indre, gylden beklædning samt puder og tæpper i ensfarvet gult.

Silkerne fra krypten i Skt. Knuds Kirke er samlet set i international topklasse, både i forhold til, hvor meget der er bevaret af så gamle silkestoffer, deres symbolsprog og den historiske sammenhæng, som de indgår i.

Mordet på Knud og den efterfølgende kanonisering har som nævnt haft stor betydning for Odenses udvikling. Begivenhederne har samtidig haft en væsentlig betydning for de ældste nedskrevne kilder fra Danmark i form af en række middelalderlige skrifter og herunder et skrift af den engelske munk Ælnoth, der ofte opfattes som den ældste nedskrevne Danmarkshistorie.[14]

Gennem middelalderen afholdtes også de såkaldte Knuds-markeder d. 10. juli, altså på årsdagen for drabet på Knud. På denne dag bar processioner skrinet med Knud rundt i Odense, muligvis med ørnetæppet draperet hen over skrinet.[15] Ved de nylige udgravninger på I. Vilh. Werners Plads i forbindelse med Fra Gade til By-projektet fik vi muligvis et glimt af disse processioner. Således blev der fundet to slebne halvædelsten af bjergkrystal fra vej- og affaldslag fra 1200-tallet, der i dimensionerne kunne passe i de nævnte fordybninger i skrålågsskrinet. Måske disse halvædelsten er faldet ud under netop en af processionerne.[16]

At kong Knud ikke kun havde betydning for Odense efter sin død, understreges af, at der i forbindelse med undersøgelserne ved Fra Gade til By-projektet blev fundet en Knud-mønt, der er slået i byen. Det er første gang, at der er opnået direkte bevis for, at Odense har fungeret som udmøntningssted under Knud IV.[17]

Fig. 9. Placeringen af den ældste fase af Albani Kirke samt markering af to udgravede frådstenskister og Knud d. Helliges omtrentlige drabssted ved højalteret (†). Bispegraven, der blev udgravet i september 2015, er markeret med udfyldt signatur midt i kirkeskibet, mens en frådstenskiste, der blev fritlagt i 1917 lidt længere mod vest, er markeret med konturstreg.

Skt. Albani Kirke

Nutidens Albani Kirke, den romersk-katolske kirke ved Adelgade, er fra starten af 1900-tallet og har ikke noget slægtskab med den Albani Kirke, hvor Knud d. Hellige blev dræbt i 1086. Den oprindelige Albani Kirke lå godt 100 m længere mod vest foran det nuværende Finanscenter (fig. 9). Af kirken er der ikke spor i dagens bybillede, men der arbejdes aktuelt med en idé om at markere bl.a. kirken og Knud d. Helliges drabssted ved højalteret til formidling af denne for dansk historie så væsentlige begivenhed.

Kirken har haft tre faser, der placerer sig inden for 1000-tallet og frem til reformationen. Det ældste anlæg er dog en klokkestøbningsgrube til en klokke, der har været ca. 40 cm i diameter og ca. 55 cm høj, omtrent de samme dimensioner som en kirkeklokke fra Hedeby.[18] Dateringen af gruben er vanskelig, men det antages, at den ligger umiddelbart før eller samtidig med opførelsen af den ældste trækirke. En såkaldt termoluminiscensdatering fra 1985 daterer gruben til 1030 e.Kr. +/- 60 år.[19]

Den ældste trækirke har været ca. 7 m bred. Koret er ikke kendt, men kirken har næppe været under 15-20 m lang. Der har muligvis været to rækker af indre tagbærende stolper, og kirken har haft lergulv samt måske stavvægge. Kirken synes at være brændt, og den skal muligvis dateres til første halvdel af 1000-tallet. Det menes at være i denne kirke, at Knud IV blev dræbt.[20] Fundet af en bispegrav i 2015 i kirken har fastslået, at kirken allerede i sin ældste fase var domkirke, da en så fornem begravelse ikke foretages i en sognekirke. Stilistiske analyser af et medgivet nadversæt samt en AMS-datering af afdøde viser, at begravelsen er foretaget i 1000-tallet.[21] Et fund fra 1917 af endnu en mulig bispegrav skal med den nye viden fra 2015-fundet måske også tilskrives den ældste trækirke.[22]

Den næste trækirke blev formentlig opført efter 1086, og den var større end forgængeren. Den har været ca. 11,50 m bred og har haft en minimumslængde på 28 m. Kirken har antagelig været forsynet med to rækker indre stolper, der har været tagbærende, men grundlaget for tolkningen er spinkelt. Gulvet i kirken har bestået af et lag lerknolde, der er trampet sammen. Også denne kirke synes at være brændt. Kirken dateres på baggrund af en mønt fra 1047-1074/1076 samt tilstedeværet af frådstenssmuld i stolpehuller traditionelt til perioden efter 1086. Teorien er således, at den anden trækirke rejses på tomten af den første trækirke, efter at denne er nedbrændt i forbindelse med mordet på Knud IV.[23]

Den yngste kirke, en stenkirke, har været mindst 39 m lang og har haft en bredde på 11,50 m, mens koret har haft en bredde på cirka 9 m. Kirken menes opført i midten af 1100-tallet og nedrevet i 1542.[24]

Overgade-Vestergade og Odenses tidlige vejstrøg

I de tidligste faser af Odense har huse og aktiviteter grupperet sig lidt syd for det nuværende Overgade-Vestergade-forløb og længere ud mod kanten af skråningen mod Odense Å. Endvidere har forbindelsen nord-syd over Odense Å mod Nonnebakken måske været en markant faktor i placeringen af bebyggelsen. Men fra i hvert fald 1100-tallet er forgængerne til nutidens Overgade-Vestergade-forløb etableret stort set, hvor vejen også i dag løber. Fra den tid bliver vejforløbet afgørende for byens struktur, da handel, håndværk og andre væsentlige aktiviteter naturligt orienterer sig her mod.[25] Et direkte bevis herpå fremkom i undersøgelser i Fra Gade til By-projektet, hvor der ved det nuværende Fisketorvet kunne ses en række træbyggede markedsboder langs vejen. Boderne indeholdt spor efter forskellige håndværk som læder-, træ og ben-/tak-arbejder samt muligvis salg af madvarer.[26]

Udgravningerne i Fra Gade til By-projektet har påvist en række successive vejfaser under den nuværende vej. Den ældste fase, som altså er fra tiden omkring 1100, ligger ca. 3 m under det nuværende terræn og har været konstrueret af en flade af små sten, dyreknogler, grene og jord, der tilsammen har udgjort en stabil og relativt plan flade (fig. 10). Vejen var anlagt direkte oven på undergrunden, efter at man havde fjernet det oprindelige muldlag.

Fig. 10. Overgade-Vestergade har alle dage været et centralt færdselsstrøg hen over Fyn og kan have været medvirkende til placeringen af Odense. Ved udgravningen på I. Vilhelm Werners Plads fremkom de ældste, op til næsten 1000 år gamle faser af vejen præcis under de nuværende.
Fig. 11. Nonnebakkens udstrækning i forhold til det nuværende bybillede. Den yderste ring repræsenterer voldgraven, den inderste markerer volden.
Fig. 12. Vikingeborgen er ikke synlig i nutidens bybillede, men er placeret under og omkring Odd Fellow Palæet i den sydlige del af centrum. Den arkæologiske udgravning i 2015 foregik på plænen foran palæets hovedindgang, svarende til borgens nordvestlige del.

Overgade-Vestergade har formentlig allerede fra den tidlige middelalder haft en række sidegader, hvis underordnede karakter anskueliggøres i endelsen ”-stræde”. Sådanne tidlige sidegader til Overgade-Vestergade er der fundet arkæologiske levn af i Skomagerstræde, der har løbet langs østsiden af det nuværende rådhus, og Stålstræde, altså hhv. syd og nord for Overgade-Vestergade. Andre centrale vejstrøg i middelalderbyen har været de terrænbestemte udfaldsveje mod væsentlige områder af Fyn.[27]

Nonnebakken

På sydsiden af vejen Nonnebakken ligger Odd Fellow Palæet flot og markant på toppen af en flad bakke (fig. 11). Hvad mange ikke ved, er, at stedet også rummer sporene af Odenses absolut største fortidsminde, en vikingeborg, der også bærer navnet Nonnebakken.[28] Borgen har haft en indre og ydre diameter på hhv. 120 og 180 m, men at borgen alligevel er ukendt for mange, er ikke overraskende, for borgen er på ingen måde synlig i terrænet i dag (fig. 12). Det eneste synlige spor af borgen er en markering af en del af forløbet af borgens ydre voldfront i belægningen i skolegården til Giersings Realskole, øst for Odd Fellow Palæet.

Gennem årene er der foretaget flere mindre arkæologiske udgravninger på stedet, men udforskningen af lokaliteten er udfordret af placeringen midt i nutidens by med flere bygninger på og tæt omkring anlægget (fig. 13). Desuden er markante dele af voldanlægget i starten af 1900-tallet bortgravet og anvendt til opfyldning af en sidegren til Odense Å. Undersøgelserne har dog påvist, at Nonnebakken har store ligheder med Harald Blåtands såkaldte trelleborge: Aggersborg og Fyrkat i Jylland, Trelleborg og den nyligt fremkomne Borgring på Sjælland samt den skånske borg, Borgeby. En anden skånsk borg, Trelleborg, har ligheder med trelleborgene, men skal antagelig ikke tilskrives denne gruppe.[29] Nonnebakkens ligheder med trelleborgene består først og fremmest af en cirkelrund form, dimensionerne samt udformningen af vold og grav. Desuden antyder bl.a. en række fine sølvsmykker fra slutningen af 900- tallet og en årringsdatering af et stykke løsfundet egetræ til efter 967 e.Kr., at borgområdet blev anvendt i 900-tallets anden halvdel – altså i Harald Blåtands regeringstid, hvortil også de klassiske trelleborge kan relateres.

Fig. 13. Kort med placeringen af udgravningsfelterne på Nonnebakken samt årstallet for undersøgelserne. Fra 1953, 1967 og 1968-71 er undersøgelserne foretaget af Nationalmuseet, mens de efterfølgende undersøgelser er foretaget af Odense Bys Museer. Udgravningsfeltet fra 2015 er markeret med fed streg. Som baggrundskort er indsat Fyrkat-borgen, hvis dimensioner er næsten som Nonnebakkens. Karrébebyggelsen og portåbningerne er ikke påvist på Nonnebakken.

Selv om man således havde et vist kendskab til, hvordan borgen har set ud, og hvornår den har fungeret, var der stadig stor usikkerhed vedr. borgens indre strukturer og dens mere præcise datering. Med velvilje fra lodsejeren, Odd Fellow Logen, og Slots- og Kulturstyrelsen gennemførte Odense Bys Museer derfor i august 2015 en målrettet undersøgelse af et lille areal i det fredede anlægs nordvestlige del. Det primære formål var at afklare, om der kunne findes yderligere argumenter for, at voldstedet virkelig var en af Harald Blåtands velkendte trelleborge fra omkring 980, og herunder at klarlægge, om anlæggets indre omfattede den karrébebyggelse med fire kvadranter med hver fire huse, som er så karakteristisk for disse borge.

De mange anlægsarbejder, som gennem årene er foregået på Nonnebakken, betød, at forventningerne til bevaringsforholdene ikke var høje. Desto større var glæden, da det viste sig, at borgen – i hvert fald hvor vi gravede – var yderst velbevaret. Den kant af volden, som vi kom i kontakt med, stod i op til en meters højde, og borgfladen, hvor vikingerne har gået rundt, lå forseglet under ca. 2 m tykke opfyldningslag. De gode bevaringsforhold betød, at vi fik en række nye detailoplysninger om borgens konstruktion, og i det følgende skal der redegøres for de oplysninger, vi nu i en kombination med de nye og gamle gravninger har om anlægget.

Borgen er som omtalt anlagt på et næs, og for at få en nogenlunde plan flade at bygge på har man foretaget en form for regulering af terrænet. Bl.a. kunne vi i 2015-undersøgelsen se, at næsset i øst-vestlig retning oprindelig har skrånet noget mere, end tilfældet er i dag, og at man her før opførelsen af borgen har udlagt ler og muld som nivellering.

Konstruktionen af volden blev også indledt med en større regulering af fladen. Således blev det øverste af den datidige overflade afgravet, og i den lave forsænkning og ud over datidens overflade blev der lagt et ca. 10 cm tykt, kompakt lag af ler. Dermed skabtes en solid og plan basis for selve volden (fig. 14).

Fig. 14. Et tværsnit af volden ved Nonnebakken. Nederst ses den gule råjord og herover et gammelt muldlag. Oven på dette ses et orange lag af massivt ler og oven på dette igen den græstørvsopbyggede vold. Øverst ses opfyldningslag fra nyere tid.
Fig. 15. Udsnit af Brauns prospekt fra 1593, det ældste kort over Odense. På kortet ses Nonnebakken, som den så ud dengang.

Volden har været ca. 14,5 m bred og været opbygget af græstørv. Oven på og måske mellem græstørvene har der været udlagt nævestore, ildskørnede sten, antagelig som en ekstra stabilisering. Den oprindelige højde på volden kendes ikke, men rekonstruktioner på Fyrkat og Trelleborg har foreslået en højde på ca. 3,5 m. Volden har på inder- og yderside haft en træbeklædt facade. Ved de nye undersøgelser fremkom således en ca. 30 cm bred og 50 cm dyb grøft med helt tætstillede, kraftige stolper, som har udgjort en kraftig lodret indervæg. For at styrke væggen yderligere var der på dens inderside spor efter en række skråtstillede, spinklere stolper med en diameter på ca. 5-10 cm.

På ydersiden af volden har der været et plant, ca. 8,5 m bredt stykke, den såkaldte berme, der afløses af en spidsbundet voldgrav med en bredde på minimum 9 m og en dybde på op til 4 m.

På de klassiske trelleborge har der været fire overdækkede portåbninger i volden, orienteret omtrent mod de fire verdenshjørner. Ved Nonnebakken er portåbninger ikke erkendt arkæologisk, bl.a. fordi områderne, hvor disse måtte have stået, ikke umiddelbart er tilgængelige. På det såkaldte Brauns prospekt fra 1593 – det ældste kort over Odense – ses der dog på Nonnebakken to åbninger i volden, placeret mod hhv. nordøst og sydvest (fig. 15). At der kun er to porte på prospektet, kan måske forklares med, at anlægget på dette tidspunkt har 600 år på bagen og således kan have gennemløbet en række forandringer.

Et andet særkende ved de klassiske trelleborge er de indre strukturer, der udgøres af aksegader mellem de fire porte, en ringgade langs voldens inderside samt den omtalte karrébebyggelse i borgens fire kvadranter. De nye undersøgelser frembragte flere stolpehuller, bl.a. placeret i en form for rækkestruktur, men kunne, såvel som de tidligere undersøgelser, ikke påvise karrébebyggelse og akseveje. Udgravningsfeltets begrænsede størrelse på kun 35 m2 kan være en del af forklaringen på fraværet, men sammenholdt med de trods alt ganske mange undersøgelser på stedet gennem tiden synes det på baggrund af de hidtidige undersøgelser mest sandsynligt, at disse fænomener aldrig har været der. Dette forhold kan finde støtte i, at karrébebyggelse og aksegader til dato heller ikke er påvist på den nyfundne Borgring og ej heller er til stede på borganlæggene i Skåne.[30]

Derimod lykkedes det ved de nye undersøgelser for første gang at påvise sporene af en ringgade langs voldens inderside. Kun de jordgravede stolper i vejkonstruktionen blev erkendt, mens vi ikke fandt rester af selve vejbelægningen. Ringgaden har dog formentlig bestået af vandretliggende planker, der har været hæftet på en række relativt spinkle, lodretstående stolper umiddelbart inden for den indre støttevæg til volden. Ind mod borgfladen har de vandretliggende planker været hæftet på nogle lidt kraftigere, lodretstående stolper. Ved hver af disse stolper var der ca. 20 cm længere inde på borgfladen spor efter endnu en stolpe. I et par tilfælde kunne det ses, at disse inderste stolper var skråtstillede og hældede ind mod den lodretstående stolpe, sandsynligvis for at støtte et gelænder til eller måske et tag over ringgaden, som det også er foreslået for Fyrkat. Ringgaden på Nonnebakken har haft en bredde på ca. 1,6 m, svarende til ringgaden på Fyrkat.


Fig. 16. For- og bagside af sølvspændet, der i 1901 indkom til museet.

De fine sølvgenstande fra Nonnebakken er indkommet over en næsten 250 år lang periode og fordeler sig på i alt fem skattefund, der alle dateres til anden halvdel af 900-tallet:

  • Skat nr. 1 er fra 1775 og består af et cirkulært filigranudsmykket spænde samt en båndformet armring, der ved fundtidspunktet blev benævnt ”Odins Ring” pga. sammenknytningen af Odense og Odin.[31]
  • Skat nr. 2 er fra 1889 og består af endnu et cirkulært filigranudsmykket spænde, tre stykker brudsølv samt ni mønter.
  • Skat nr. 3 er fra 1901 og består af et tredje cirkulært filigranudsmykket spænde, på hvis bagside der bl.a. optræder såkaldte quadrilober eller fireløkker, et formentlig beskyttende symbol for smykkets bærer32 (fig. 16).
  • Skat nr. 4 er fra 1909 og består af 25 eller 26 sølvmønter med slutmønt fra 973 samt to stykker brudsølv.
  • Skat nr. 5 fremkom ved udgravningen i 2015 og placeret i en lille nedgravning i borgfladen og op til en stolperække. Skatten består af en sølvblikperle, en kvart Dirhem og en tysk mønt, en såkaldt Sachsenpenning. Perlen kan løst dateres til 900-tallet, mens Dirhem-fragmentet stammer fra perioden efter 815. Dateringen af skatten baseres dog på den tyske mønt. Mønten er slået i Magdeburg i perioden 940-985 – formentlig med den tysk-romerske kejser som møntherre (fig. 17).

Fra Nonnebakken er der desuden gennem årene indkommet en god håndfuld glasperler, tre jernøkser, en træspade, et båndformet brudsølvstykke, en ringnål i bronze og dele af et såkaldt skålspænde, et dragtspænde, der blev båret af kvinder i sæt, også i bronze. Alle disse genstande skal dateres til vikingetid. En tenvægt i fintmagret ler, dele af en eller flere smeltedigler samt jernslagger og et tabletformet vægtlod af bly er genstande, som viser, at der er foregået håndværksaktiviteter på Nonnebakken, men kan ikke med sikkerhed tilskrives vikingetiden.



Fig. 17. Sølvskatten fra 2015-udgravningen på Nonnebakken bestående af et fragment af en arabisk mønt, en sølvblikperle samt en tysk mønt.
Fig. 18. Valkyriefiblen fra 2015-udgravningen på Nonnebakken.

Et sidste, mere spektakulært fund fra Nonnebakken skal omtales. Det udgøres af en såkaldt valkyriefibel, altså endnu en dragtnål, som blev fundet i maskinopgravet jord umiddelbart over selve borgfladen i 2015-udgravningen (fig. 18). Dvs. fundet kan ikke med sikkerhed tilskrives borganlægget. Fiblen dateres til 800-tallet, og typen er primært fundet på lokaliteter, der tolkes som særligt betydende i den periode. Fra Fyn kendes således mindst to øvrige eksemplarer. Dels fra den store detektorlokalitet ved Vester Kærby ved Odense Fjord og dels fra landsbyen Rynkeby (krigernes by) på Midtfyn. Fiblen rummer motiver fra den nordiske mytologi. Til højre ses en skjoldmø med skjold og sværd, til venstre en valkyrie med en lanse på sin hest. Skjoldmøerne hjalp krigerne på slagmarken, mens valkyrierne sørgede for at fragte de faldne krigere til Valhal, hvor krigerne skulle opvartes med god mad og drikke. Under hesten ses et firkantet, ternet skæbneklæde, der ifølge mytologien var vævet af de faldne krigeres tarme.[33]

I forbindelse med 2015-undersøgelserne på Nonnebakken blev der endelig foretaget en række 14C-dateringer, der peger på, at der var aktiviteter på Nonnebakken, også før Harald Blåtand anvendte stedet til placeringen af en af sine trelleborge. Fem dateringer fra ringgaden og en datering fra grøften til voldens indre støttevæg, voldfoden, lejrer sig således i perioden 595-971 e.Kr. og med en klar overvægt i den ældre del af tidsrummet. Kombineres de fem dateringer, er den mest sandsynlige datering 760-780. Hertil kommer en datering på 790-870 e.Kr. fra den indre voldfod. Dateringerne kan stamme fra ældre aktivitetsspor, som tilfældigt er blevet indblandet i stolpehulsfylden. Det er dog heller ikke u mu ligt, at dateringerne afspejler f.eks. en ældre borgfase eller måske kan pege på, at det sagnom – spundne Odins Vi har været placeret her.

Andre 14C-dateringer er fra stolpehuller på selve borgfladen og falder i perioden ca. 898- 1025 e.Kr., hvorfor de afslører aktiviteter umiddelbart før, under eller efter det sene 900-tal. En enkelt datering af et ovnanlæg falder i perioden 1025-1160 e.Kr. og kan eventuelt stamme fra det nonnekloster, som lå på stedet i anden halvdel af 1100-tallet – og som i øvrigt gav stedet dets navn. Der blev endelig foretaget i alt fem dateringer på materiale fra ældre udgravninger. Et dræningslag sydligt på borganlægget dateres til 1026-1162 e.Kr., mens fire dateringer fra de nedre lag i den nordlige del af voldgraven ligger i perioden 776-1250 e.Kr. Disse dateringer afspejler formentlig bredt aktiviteter på stedet i dette tidsrum, men giver ikke en præcis datering af de enkelte anlæg. Netop opfyldningen af en voldgrav kan være sket gennem en lang periode, og f.eks. oprensninger kan mudre billedet til.

Sammenfattes resultaterne af de mange undersøgelser på Nonnebakken, kan det slås fast, at anlæggets dimensioner, konstruktion og fundmateriale peger på, at det har været en af Harald Blåtands trelleborge. De hidtidige undersøgelser indikerer ganske vist, at karrébebyggelse og aksegader mangler, men der kan peges på i hvert fald to mulige forklaringer herpå. For det første er det en generel antagelse, at trelleborgene har haft en ganske kort levetid, måske kun 10-15 år. Det betyder, at de muligvis ikke alle er blevet færdigbyggede, før deres funktion i samfundet var ændret. En anden mulighed er, at Nonnebakken, der som den eneste af trelleborgene i det nuværende Danmark har ligget op til en eksisterende bymæssig bebyggelse på nordsiden af åen, måske ikke har haft samme behov for boliger på borgarealet. 14C-dateringerne fra udgravningen i 2015 viser desuden, at anlægget har en mere langstrakt og kompleks historik, end vi hidtil har forestillet os. Dette harmonerer fint med nyere analyser af de andre trelleborge, der peger på, at anlægstypen ikke er helt så stringent anlagt som hidtil troet, men at der derimod er en række mindre forskelle anlæggene imellem. I en funktionsmæssig sammenhæng synes de dog alle at have fungeret som led i en samlet strategisk plan for Harald Blåtands inden- og udenrigspolitiske ambitioner.

Knuds Odense – vikingernes by

Vikingerne har altså, som bl.a. de her behandlede lokaliteter viser, sat deres markante præg på Odense, og ikke mindst Nonnebakken og fundene fra krypten i Skt. Knuds Kirke har absolut international klasse. Men hvordan får vi disse historier ud over rampen, så byen i langt højere grad end i dag kan bryste sig af sine vikingeaner? Ja, fra museets side vil der være tale om en bredspektret indsats, hvor forskning og formidling skal gå hånd i hånd.[34]

Museets nye forskningscenter CENTRUM huser allerede en række projekter, der kredser om Odenses tidlige historie. Senest har centret modtaget en større bevilling fra Velux Fonden til projektet From Central Space to Urban Place. Fra jernalderens centrale områder til middelalderens byer. Projektet rummer forskning, formidling og læring og skal undersøge udviklingen fra jernalderens høvdingedømmer, hvor samfundets centrale elementer er spredt på flere lokaliteter, til vikingetidens og middelalderens byer, hvor de centrale funktioner koncentreres på ét sted. Et andet projekt, som også er støttet af Velux Fonden, er Urbaninseringens Møder og Mennesker, hvor Odense Bys Museer sammen med Københavns Museer, museet i Göteborg samt grundforskningscentret Centre for Urban Network Evolutions på Aarhus Universitet skal analysere den tidligste bydannelse ud fra et migrationsperspektiv. Endelig kan projektet Odenses opståen – nye aspekter af urbanisering i Sydskandinavien, der er støttet af Kulturministeriets Forskningsudvalg, samt en række mindre projekter relateret til undersøgelserne af bispegraven i Albani Kirke i 2015[35] nævnes. Resultaterne af forskningen skaber fundamentet for, at der kan genereres ny viden om byen; viden, som skal omsættes i faglige artikler, men også formidles til ikke-fagfæller.

Netop formidlingstiltagene er som nævnt samlet under titlen Knuds Odense – vikingernes by, der rummer en række forskellige tiltag. For det første har en række småudstillinger i Infoboksen tilknyttet Fra Gade til Byprojektet og i Møntergårdens forhal gennem de seneste år formidlet aktuelle fund og resultater fra udgravningerne i Odense Midtby. Disse småudstillinger udgør en optakt til, at der d. 19. maj 2017 åbner en udstilling i Møntergårdens store særudstillingslokale med de mange nye fund fra de seneste års store arkæologiske undersøgelser i Odense Centrum. Her vil man frem til marts 2018 kunne se samtlige fund fra Nonnebakken, og herunder fundene fra udgravningen i 2015, bispegraven fra Albani Kirke og ikke mindst mange af de bedste fund fra de aktuelle undersøgelser på Thomas B. Thriges Gade og I. Vilh. Werners Plads. Udgravningernes mange fantastiske trægenstande som smukt udførte stavbægre, drejede tallerkener, skeer, kamme og tønder foruden guldsmykker, glasperler mv. fortæller spændende historier om byens tidlige liv.

Men museet vil også gerne være repræsenteret i byrummet på præcis de steder, hvor historien har udspillet sig. Vikingeborgen ved Nonnebakken fortjener at komme frem i lyset og historien om drabet på Knud d. Hellige og de silkestoffer, han fik med sig i graven, ligeså. Byvandringer, cykelruter, foredrag, artikler, debatarrangementer mv. vil alt sammen være med til at gøre historien levende og relevant for byens borgere og turister fra nær og fjern (fig. 19).

Vikingerne har en stor fascinationskraft, og nærværende artikel har forhåbentlig pirret nysgerrigheden. I de kommende år er det tanken, at historien om Odense som en af Danmarks væsentligste vikingebyer for alvor trækkes frem i lyset.

Fig. 19. Historien gøres nærværende.
Mordet på Knud den Hellige i Albani Kirke 1086. Maleri af Christian Albrecht von Benzon (1843).

 

Litteratur

    • Albrectsen, E. 1970: Vikingetidens Odense. Fynske Minder, 121-132.
    • Arentoft, E. 1985a: Kongemordets kirke. Skalk, nr. 5, s. 8-12.
    • Arentoft, E. 1985b: Sankt Albani Kirke. I: E. Arentoft, Brandt, V. og Grandt-Nielsen, F. (red.). Albani Kirke og Torv. Fynske Studier 14, 7-60. Odense.
    • Arentoft, E. 1993: I vikingernes vold. Fynske Minder, s. 117-141.
    • Bjerregaard, M.M., Christensen, J.T. og Hansen, J. 2016a: Bispen i Albani Kirke. Odense Bys Museer 2016,s. 140-155.
    • Bjerregaard, M.M., Christensen, J.T. og Hansen, J. 2016b: Tidlig bispegrav i Odense. Skalk 2016, 5, s. 3-9.
    • Bolton, T. 2009: The Empire of Cnut the Great. Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century. The Northern World. North Europe and the Baltic c. 400-1700 A.D. Peoples, Economies and Cultures. Vol. 40. Leiden.
    • Christensen, L.E. 2014a: Gamle landsbyer i Odense – stednavne som kulturarv. Odense Bys Museer 2014, 181-193.
    • Hansen, J. 2017: Fynske landsbyer fra arilds tid. I: H. Plechinger, A. Lorentzen, J. Toftgaard & M. Schultz (red.): s. 17-60. Odense.
    • Henriksen, M.B. 2002: Er Hjulby Nyborgs forgænger? Fynske Minder 2002, s. 155-185.
    • Henriksen, M.B. 2013: Odenses forgænger – eller: én af mange? I: Bisgaard, L., Bruus, M. og Gammeltoft, P. (red.). Beretning fra det toogtredivte tværfaglige vikingesymposium, s. 68-83. Højbjerg.
    • Henriksen, M.B. 2016. Odenses opståen. En gennemgang af udvalgte jordfundne genstandsgrupper fra Odense købstad med henblik på at eftervise spor af aktiviteter i sen jernalder og vikingetid. Arkæologisk Rapport nr. 527. Odense Bys Museer.
    • Henriksen, M.B. og Petersen, P.V. 2013: Valkyriefund. Skalk nr. 2, s. 3-10.
    • Isager, J. & A. Conti 2012: ”Ailnothus.” In Medieval Nordic Literature in Latin: A Website of Authors and Anonymous Works c. 1100–1530, edited by Stephan Borgehammar, Karsten Friis-Jensen, Lars Boje Mortensen and Åslaug Ommundsen.
    • Jacobsson, B. 2003: Trelleborg and the Southern Plain during the Iron Age. A Study of a Coastal Area in South-West Scania, Sweden. In: Larsson, L. and Hårdh, B. (Eds.). Centrality – Regionality. The Social Structure of Southern Sweden during the Iron Age. Uppåkrastudier 7, s. 191-221. Lund
    • Jensen, N.M. & J. Sørensen 1990: Nonnebakkeanlægget i Odense. En ny brik til udforskningen. KUML 1988-89, s. 325-333.
    • Johannsen, B.B., Johannsen, H. & Kryger, K. under medvirken af Eliasen, K., Rask, S. & Vedsø, M. 1998-2001: Danmarks Kirker IX, Odense Amt, 3. bind. Herning.
    • Juel, C. 2010: OBM8935 Hjulby (kampagne 2009), Nyborg Landsogn. Arkæologisk udgravning af værkstedsplads med grubehuse og kulturlag fra yngre germansk jernalder-tidlig middelalder samt bebyggelse fra yngre jernalder. Arkæologisk Rapport nr. 308, Odense Bys Museer.
    • Kalmring, S. 2010: Der Hafen von Haithabu. Die Ausgrabungen in Haithabu. Band 14. Neumünster.
    • Kousgård Sørensen, J. 1969: Danmarks Stednavne nr. 14. Odense Amts bebyggelsesnavne. Udgivet af Stednavneudvalget (Institut for navneforskning). København.
    • Krongaard Kristensen, H. & Poulsen, B. 2016: Danmarks byer i middelalderen. Aarhus Universitetsforlag.
    • Lundø, L.B. 2012: At være eller ikke være … En trelleborg? En bearbejdning af samtlige udgravningskampagner ved Nonnebakken på Fyn. Bind 1 og 2. (Upubliceret kandidatspeciale). Københavns Universitet, Saxo-Instituttet.
    • Lundø, L.B. 2013: Nonnebakken – en ringborg i Odense. I: Lyngstrøm, H. og Thomsen, L.G. (red.). Vikingetid i Danmark, s. 203-206. København.
    • Madsen, P.K. 1988: Byen nord for åen. Befæstning og møller. I: Christensen, A.S. Middelalderbyen Odense, s. 34-47.
    • Nyberg, T. 1982: Knud den Hellige og Erik Ejegod, 1080-1104. I: Thrane, H., Nyberg, T., Grandt-Nielsen, F. &
    • Venge, M. 1982. Fra boplads til bispeby. Odense til 1559, s. 114-159. Odense. Olesen, M.B. 2000: Trelleborg eller ej? – om den skånske trelleborgs tilknytning til de danske ringborge. KUML, s. 91-111.
    • Petersen, P.V. 2005: Odins fugle, valkyrier og bersærker – billeder fra nordisk mytologi fundet med metaldetektor. I: Capelle, T. og Fischer, C. (red.). Ragnarok. Odins Verden, s. 57-86. Silkeborg.
    • Petersen, P.V. 2010: Valkyrier og bersærker. Mytologien i smykkekunsten, I: Andersen, M. og Nielsen, P.O. (Eds.). Danefæ. Skatte fra den danske muld. Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2, s. 134-138. København.
    • Poulsen, T.G. 2016: De danske udmøntninger under Svend Estridsens sønner 1074-1134. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2015, s. 117-221.
    • Runge, M. 2016a: Byens transformationer. Odense Bys Museer 2016, s. 26-39.
    • Runge, M. 2016b: From Central Space to Urban Place – Om et nyt forskningscenter, en millionbevilling, Odense som vikingeby og hvordan Harjas indsats bærer frugt. Fynboer & Arkæologi december 2016, s. 24-26.
    • Runge, M., J. Hansen & L.B. Lundø 2016: Nye undersøgelser på Nonnebakken i Odense. Skalk 2016, 6, s. 3-9. Sindbæk, S.M. 2014: Aggersborg og andre borge. I: Roesdahl, E., Sindbæk, S.M. og Pedersen, A. (red.). Aggersborg i vikingetiden. Bebyggelsen og borgen. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 81, s. 233-250. Aarhus.
    • Svanberg, F. & B. Söderberg 1999: Den vikingatida borgen i Borgeby. Arkeologiska studier kring Borgeby och Löddeköpinge 1. Lund.
    • Thrane, H. 1982: Quadrilobe. Fynske Minder 1981, s. 28-34.
    • Thrane, H. 1985: Nonnebakken. Odenses forsvundne vikingeborg. Fyns Stiftsmuseums arkæologiske vejvisere nr. 2. Odense.
    • Thrane, H., T. Nyberg, F. Grandt-Nielsen & M. Venge 1982: Fra boplads til bispeby. Odense til 1559. Odense.
    • Vellev, J. 1986: Helgenskrinene i Odense – fund og forskning 1582-1986. I: T. Nyberg, H. Bekker-Nielsen & N. Oxenvad (red.): Knuds-bogen. Studier over Knud den Hellige. Fynske Studier XV, s. 123-156. Odense.

     

     

     

    Noter

    1. ^ Runge 2016a.
    2. ^ Nyberg 1982:159; Johannsen et. al. 1998-2001:1729.
    3. ^ Bolton 2009:312ff.
    4. ^ Albrectsen 1970:128ff.; Thrane et. al. 1982:113ff.; Madsen 1988:97.
    5. ^ Krongaard Kristensen & Poulsen 2016:52.
    6. ^ Runge 2016a:29ff.
    7. ^ Se f.eks. Henriksen 1997, 2000:35ff., 2002; Juel 2010.
    8. ^ Runge et. al. 2016.
    9. ^ Thrane et. al. 1982:109; Christensen 1988:65ff.
    10. ^ Kousgård Sørensen 1969:13 ff.; Henriksen 2013; Christensen 2014a:188.
    11. ^ Johannsen et. al. 1998-2001:1736; Bjerregaard et. al. 2016a:151f.; Bjerregaard et. al. 2016b:4.
    12. ^ Vellev 1986; Hedeager Krag 2010:13.
    13. ^ Beskrivelsen af silkerne fra de to skrin baseres på Hedeager Krag 2010.
    14. ^ Isager & Conti 2012.
    15. ^ Hedeager Krag 2010:13.
    16. ^ Ph.d. Kirstine Haase: mundtlig meddelelse.
    17. ^ Poulsen 2016:132..
    18. ^ Arentoft 1985a; Kalmring 2010:440f.
    19. ^ Arentoft 1985b; Johannsen et. al. 1998-2001:1736ff.
    20. ^ Johannsen et. al. 1998-2001:1736.
    21. ^ Laboratorienummer AAR-23976.
    22. ^ Bjerregaard et. al. 2016a:151f.; 2016b:4.
    23. ^ 23 I et forsøg på at komme en datering af trækirkerne nærmere er der i 2015 foretaget en 14C-datering af et humant lårben fra en grav, G72, der var forstyrret ved anlæggelsen af den yngste trækirkes sydvæg. Graven er således stratigrafisk ældre end denne kirkefase (Arentoft et al. 1985:17ff ). Prøven dateres til 909-1147AD og 969-1046 AD (Laboratorienummer Poz-72618). Ved hensyntagen til reservoireffekt i forhold til indtag af evt. marin føde vil dateringerne skulle korrigeres op til 80 14C -år (Tomasz Goslar, AMS-laboratoriet i Poznan, Polen: mundtlig meddelelse). Dateringen af G72 synes således ikke med nogen form for sikkerhed at kunne flytte dateringen af Albani Kirke længere tilbage i tid.
    24. ^ Arentoft 1985b; Johannsen et. al. 1998-2001:1736ff.
    25. ^ Christensen 1988:65; Madsen 1988:35.
    26. ^ Jakob Tue Christensen & Kirstine Haase: mundtlig meddelelse.
    27. ^ Christensen 1988:52ff.; Nielsen 1998:27ff.; Jacobsen 2001:107.
    28. ^ Den følgende beskrivelse sammenfatter de nyeste bearbejdninger af Nonnebakken fra følgende publikationer: Lundø 2012, Lundø 2013, Henriksen 2016 samt Runge et. al. 2016. Disse bygger oven på ældre publikationer om Nonnebakken som Thrane 1985; Arentoft 1993 samt Jensen & Sørensen 1990.
    29. ^ Olesen 2000; Sindbæk 2014:235.
    30. ^ Jacobsen 2003; Svanberg & Söderberg 1999:48.
    31. ^ Fundet er indført i Nationalmuseets protokol i 1811, og dette år optræder ved en fejl som fundåret i Thrane 1982: 28; Henriksen 2016.
    32. ^ Thrane 1982.
    33. ^ Petersen 2005:76ff.; 2010; Henriksen & Petersen 2013; Hansen 2017.
    34. ^ Runge 2016b.
    35. ^ Bjerregaard et. al. 2016a; 2016b

     

©