Købmand O.M. Thranes sygehus i Kalundborg

I 1853 købte købmændene Obert Maria Thrane og Ludvig Omøe ejendommen matrikelnummer 35 af Kalundborg bygrunde beliggende på Præstegades sydside, lige overfor Vor Frue kirke.

Ejendommen var lokalt kendt som »stentårnet«, en ikke ganske urimelig betegnelse eftersom huset bestod af et nærmest 2 1/2 etager højt, rødt, grundmuret hus med fri blændingsprydet gavl mod vest og mod øst af en relativt lav, enetages, bindingsværksbygget længe langs Præstegade.

III. 1. Præstegade 23. Postkort trykt ca. 1905.

Året efter anføres købmand O.M. Thrane som eneejer af ejendommen.[1] Dermed har han suppleret sin ganske omfattende forretning i Kalundborg med endnu et hus. O.M. Thranes besiddelser var[2] fra 1840 ejendommen Kordilgade 20, matr. nr. 139, hvor han boede og drev købmandsforretning. I 1847 kom, Bag Slotgraven 39, rimeligvis det hus svigerfaderen beboede, til. Huset overfor købmandsbutikken og privatboligen, Kordilgade 23, blev købt i 1867. 1868 Strandstræde 4, der var lodsbolig og værtshus. 1872 Kordilgade 26 og i 1874, sammen med tre interessenter, den meget store gård Kordilgade 50 for der at oprette jernstøberi.

III. 2. Kalundborg byplan. (Kgl. bibl. nr. B 276).

Hertil kommer Kallundborg hotel, Skibbrogade 1, overtaget, ved arv fra faderen, i 1860, og i 1854 ejendommen Lundevej 4, der tidligere var en del af matrikelnummer 35. Det var bebygget 1840 af provst Jens Kragballe Mehl med fire lejeboliger.

Obert Maria Thrane var søn af gæstgiver tidligere bødker Johan Henrik Thrane, der fra 1817 ejede Kordilgade 21 lige overfor, hvor O.M. Thrane senere drev sin forretning. Han tog borgerskab som købmand i 1838 og sad fra 1849-52 som medlem af borgerrepræsentationen. Han synes at have overtaget pladsen fra faderen, der var borgerrepræsentant fra 1839-49.

O. M. Thrane havde et nært samarbejde både som borgerrepræsentant og forretningsmand med købmanden Otto Ludvig Omøe. De to var også blandt initiativtagerne til »Foreningen af 3. juli 1844«, en privat hjælpekasse, der har haft meget stor betydning i Kalundborg indtil nutiden. Foreningens hovedide var hjælp til selvhjælp. Af foreningskontingentet uddeltes 3/4 som kredit og lån til fattige for at de kunne opretholde deres næringsvej og 1/4 uddeltes i egentlig fattighjælp, dog altid kun i naturalier.[3]

Det kan meget vel have været denne sociale indsats, som hurtigt viste vigtige resultater, der bragte O.M. Thrane på den tanke at oprette et privat hospital i Kalundborg.

Med rescript af 6 juni 1806 bestemtes, at hvert amt skulle have et sygehus. I Holbæk amt blev det naturligt nok anlagt i Holbæk. Amtets øvrige købstæder måtte klare sig med pleje i hjemmet, eller transport til Holbæk; fra Kalundborg ca 6 mil.

I 1853 blev borgerrepræsentationen i Kalundborg nødt til at tage stilling til spørgsmålet om et epidemilazaret, p.g.a. koleraepidemien i København. Man besluttede den 4. juli, at skolen kunne anvendes som lazaret, hvis der blev behov. Til den tid måtte der skaffes kateket Jensen og skolelærer Schöidt en anden bolig.

Der blev ikke behov for lazarettet. Den eneste kolerasyge og senere døde, i Kalundborg, var borgmester J.M. Quistgaard.

Thranes private sygehus oprettedes i 1854.[4]

III. 3. Præstegade 23, østgavl, tre spor af taglinier. Nederst fra den enetage østlænge fra begyndelsen af 1700-tallet, mellemste taglinie fra en toetagers 1600-tals længe. Øverst, spor af husets eget tag før restaurering af kamtakkerne.

Tårnhuset må være opført kort efter at grunden blev overdraget til Sct Gertruds alter ved Vor Frue kirke i Kalundborg. I gavebrev af 1499 fra sognepræsten i landsognet Rørby, Hr Jep Andersen, anføres overdragelsen og dens vilkår.[5]

Huset var naturligvis ombygget flere gange siden. Først omkring 1550, siden i 1616, hvor kirkeregnskabet beretter om en meget omfattende ombygning. Fra dette tidspunkt stammer utvivlsomt den blændingsprydede vestgavl og sporene efter en to etager høj, bindingsværksbygget sidebygning.

Siden var den toetagers bygning nedtaget, og før den første brandtaxation i 1736 blev optaget, erstattet af en enetages længe.

Huset var ejet af Vor Frue kirke indtil 1753, hvor det for at spare kirken for udgifter overgik i præsternes privateje. Den sidste gejstlige ejer var provsten Jens Kragballe Mehl, der solgte til Thrane og Omøe i 1853.

Det private sygehus blev etableret 1854 med Thrane som ejer, støttet af et aktieselskab. Det har ikke været muligt at finde en liste over aktionærerne, og alle senere forhandlinger føres da også direkte med købmand Thrane.




III. 4. Etageplaner af stenhuset.

Oprettelsen og starten af privathospitalet syntes at have været en anderledes fredelig affære end samme planer idag afstedkommer. Til gengæld skulle driften, som man det seneste år har set det med nogle af vor tids nyoprettede privathospitaler, vise sig at være en alvorlig byrde for Thrane.

Besværlighederne synes at begynde, da Kalundborg kommunalbestyrelse 27. april 1855 opsiger deres kontrakt fra 2. juni 1854 om at bruge sygehuset som epidemilazaret.

Lazarettet var indrettet med 4 sengesteder med linned, et komfur med gryde til kogning af linned, 4 ligbårer og et lighus.

Sygehuset kan ikke økonomisk løbe rundt. Den 20. september 1856 ansøger O.M. Thrane Holbæk amtsråd om støtte til driften »…saa Sygehuset kunde komme til at svare til sin Hensigt og modtage Syge af forskellige Livsstillinger… «.[6]

Af oplysningerne til amtsrådet ses, at der i 1854 var indlagt 35 patienter, ialt 1200 dage, og i 1855 40 patienter i ialt 1257 dage. Den beskedne betaling for opholdet, 3 mark om dagen, gav i 1854, 113 rdl 64 sk i underskud og i 1855, 64 rdl i underskud. Heri var ikke regnet forrentning af den investerede kapital. Forretningen sættes senere til 52 rdl. Der var da investeret 1310 rdl, hvoraf 850 rdl var dækket ved aktietegning.

Amtsrådet var meget positivt stemt for at støtte hospitalet i Kalundborg, måske godt hjulpet på vej af Thranes medsendte støtteskrivelser fra omegnssognenes præster, sogneforstandere og lægerne i Kalundborg. Pastor Paulsen i Raklev udtrykker det samlede behov således: »Det treffer sig stundom, at Fattigvæsenet har syge Fattige at forsørge, som Ingen i Sognet vil tage i Kost og Pleie. Om Man endog med stor Anstrængelse og endnu større Bekostning endeligt er saa heldig at finde en Plads for Saadanne, saa er den dog i de allerfleste Tilfælde af en saadan Beskaffenhed, at hverken den Syge eller Lægen eller Forstanderskabet har Grund til at være tilfreds dermed eller til al finde den hensigtsmæssig. I Løbet af det første Par Aar har Rakløv-kommune havt 3dc syge Fattige at anbringe, som Ingen vilde paa nogen Maade modtage, og Fattigvæsenet vilde have været i stor Forlegenhed med deres Helbredelse og hensigtsmæssige Anbringelse, deersom det i Kallundborg oprettede Sygehus ikke kunde have optaget dem, hvor Lægen dagligt kunde Tilsee dem…«

Amtsrådet nedsætter en kommision, der skal besøge sygehuset og forelægge rådet en betænkning.

Betænkningen opregner indretningen med 12 senge og plads for flere og roser i det hele orden og drift af institutionen. Man indstiller at give et årligt tilskud på 150 rdl fra amtet mod at købstaden giver 50 rdl, eller mod nogle mindre forbedringer at give 250 rdl fra landsognene og 80 rdl fra købstaden, eller at land og by køber sygehuset med henholdvis 2/3 og 1/3 udgiftsdækning.

Amtsrådet vedtager at tage kontakt til O.M. Thrane for at forhandle et tilskud eller køb og en regulering af betalingen, således alle betaler et og samme beløb uanset hvor megen pasning, der er behov for.

Thrane er betænkelig ved at fastsætte en gennemsnitligt patientbetaling, men anslår den til 4 mark om dagen. Istedet foreslår han amtet at købe huset for 4.300 rdl.

Amtsrådet beslutter at ville give et tilskud på 150 rdl mod at købstaden giver 50 rdl. Herefter tages kontakt med kommunalbestyrelsen i Kalundborg for at få dens reaktion.

Den følger den 12. januar 1858, halvandet år efter sagen er startet. Kommunalbestyrelsen er ikke overvældende positiv. Man anfører, at anstalten mest er til gavn for landsognene, og at det vil virke hæmmende for brugen, at der er tilknyttet en fast læge i stedet for ens egen huslæge. Man erkender dog, at fattigvæsenet og politiet kunne have interesse i sygehuset. Det spørgsmål har været drøftet ved en rådstueforsamling i 1857, og på den baggrund vil kommunalbestyrelsen indvilge i at dække et eventuelt underskud med op til 50 rdl mod at få sæde i bestyrelsen og kunne føre kontrol med økonomien.

Den 2. juni 1858, efter endnu en afvisning fra kommunalbestyrelsen, træffer amtsrådet en kort og klar beslutning. Når købstaden, der af amtsrådet anses for at have størst fordel af sygehuset, ikke vil bidrage til driften, er der ikke mere at diskutere og sagen afsluttes.

Men Thrane giver ikke op.

Han skriver den 16. juni 1858 til kommunalbestyrelsen og konstaterer, at da den ikke har kunnet nå til enighed med amtsrådet, ser han sig nødsaget til at nedlægge sygehuset i det kommende efterår (1858). Han tilbyder dog samtidig kommunen at købe sygehuset med inventar for 1800 rdl foruden aktiekapitalet på 825 rdl. Hans tilbud bliver kraftigt støttet af kredslæge Hertz, men kommunalbestyrelsen vil ikke udbetale aktionærerne og synes simpelthen ikke at ville handle med Thrane.

III. 5. Præstegade 23, syd(gård) side. Til højre de i 1935 nedrevne 1700-tals længer, der var udlejet til boliger. Postkort fra 1905.

Med sit filantropiske engagement for at drive sygehus og vel også for at sikre nogle af de investerede penge får han godsejer, kammerherre Ph. J. Bornemann, Bjergbygård, til atter at rejse sygehussagen i amtsrådet.

Thrane foreslår gennem Bornemann at sælge sygehuset til amtet for 2700 rdl med 700 rdl i udbetaling og resten som afdrag over en periode. Den tilbudte ejendom er det grundmurede 7 fags hus, 11 fag bindingsværk mod gaden og 9 fag vinkelbygning mod gården. Alt er forsikret for 1960 rdl og belånt for 900 rdl. Han foreslår også at udleje hele ejendommen for 250 rdl årligt til amtsrådet.

Amtsrådet tager sagen op igen og vedtager at leje sygehuset på en 5 årig kontrakt med alt inventar.[7] Thrane accepterer betingelserne 28. december 1858 og den 19. februar 1859 underskrives den første lejekontrakt.

III. 6. Stenhuset set fra øst 1981.

Inventaret udgør da, hvad der anses for nødvendigt til 12 patienter; 12 senge, 11 borde, 12 stole, 12 spytbakker, 6 skærmvægge osv. Til behandlingen 3 termometre, l medicinbord, 1 operationsbord, dråbeskeer osv.

O. M. Thrane er færdig med privat sygehusdrift med denne lejekontrakts underskrivelse.

Lejeforholdet fortsætter indtil Holbæk amt opfører et moderne sygehus på Volden i Kalundborg i 1872. Derefter indrettede O.M. Thrane stenhuset til flere mindre lejligheder.

Det var den sociale opgave, der lå Thrane på sinde. Men dens løsning, gennem stædig og vedholdende forhandling med kommunalbestyrelse og amtsråd var uden tvivl med til at bevare huset på et tidspunkt, hvor byggelysten så småt var på vej i Kalundborg. Derfor er bygningen idag en af de meget få, bevarede, senmiddelalderlige, verdslige bygninger. Den murede bygning blev i 1905 af konsul Georg Bestie foræret til Nationalmuseet, der lod den restaurere i 1935 og 1968. Efter Skov- og naturstyrelsens overtagelse for få år siden er restaureringsarbejderne fortsat, og huset gjort tilgængeligt ved henvendelse til Kalundborg og Omegns museum.

Noter

  1. ^ Kalundborgs historie bind 3, pag. 324.
  2. ^ Kalundborgs historie bind 3.
  3. ^ Kalundborgs historie bind 2, pag. 84.
  4. ^ Kalundborgs historie bind 2, pag. 90.
  5. ^ Rigsarkivet, Repertorium Danorum 1-5704. Vedr. datering af huset se også Hans Henrik Engqvist i Årbog for købstadsmuseet Den gamle by, 1988-89 og forfatteren i Kalundborg byes Historie bind 3, pag. 32-4.
  6. ^ O.M. Thranes ansøgning af 20 September 1856 til Holbaek amtsråd, LAS, Holbæk amt journalsag 1378/56.
  7. ^ Holbæks amtsråds forhandlingsprotokol nr. 2, 1851-60, LAS.

©