Kong Knud – et politisk projekt

Kong Knud – senere Knud den Hellige – kan bedst betegnes som et udødeligt politisk projekt, der igen og igen bibringes nye vinkler. Der er selvfølgelig oprindelig tale om et menneske af kød og blod med fødsel, liv og død, men i Knuds tilfælde har omgivelserne – hjulpet godt på vej af ham selv – tilføjet en ekstra dimension til personen. Først som kongesøn og konge, herefter som helgen i godt 400 år og endelig en status som myte, lige siden reformationen gjorde det af med hans helgenstatus. Godt 900 år efter drabet på ham i Skt. Albani Kirke den 10. juli 1086 er Knud ikke glemt.

Kongesøn og konge

Sin debut på den politiske scene fik Knud i forbindelse med et togt til England i 1069-70. Det er en vis Florentius of Worcester, der er forfatteren, men vi ved ikke ret meget om ham, ud over at han var munk og forfatter til værket ”Chronicon ex chronicis”.1 Denne krønike kan bedst beskrives som et samleværk, der inddrager tidligere beretninger suppleret med opdateringer frem til forfatterens død i 1118. Her tog så hans elev, John of Worcester, over og skrev videre, hvilket gentog sig endnu nogle gange, så denne angelsaksiske krønike blev opdateret frem til 1295.

Knud spiller kun en mindre rolle i værket, og det fremgår ret klart, at det er hans farbror, Asbjørn Jarl, der er lederen af togtet. Det unge kongeemne er således med som en slags lærling udi hærledelse, erobring, plyndring og – potentielt – kongehvervet. Det samme gjaldt i og for sig også for hans bror Harald – Harald Hén, konge fra 1076 til 1080 – der også var med på togtet, og som i lighed med Knud blev regent i Danmark. Og der har været rigeligt at tage ved lære af, så de to kongespirer har ikke kedet sig. Alene togtets størrelse med en flåde på 240 skibe har budt på betydelige logistiske udfordringer lige fra mandskabsledelse over tilvejebringelse af proviant til strategiske beslutninger og krigsførelse. Skal man tro senere tolkninger af de historiske kilder, så var det Knud, der fik mest ud af togtet. I modsætning til broren var han en temperamentsfuld krigernatur, der, frem til han blev konge i 1080, deltog i endnu et Englandstogt samt aktioner i Østersøen. Harald Hén, derimod, beskrives som:

”- noget lad af Legeme … som om han slet intet Kald havde for offentlig Virksomhed. Stille og tilbageholden lod han sjælden sin Stemme høre; den blide og sagtmodige Mand havde derfor faaet Tilnavnet Hén (den fine, bløde Hvæssesten, man bærer ved sit Bælte)”.2

Togtet overvintrede i England, og Knud fik således rigelig lejlighed til at stifte bekendtskab med den stærke engelske kirke. Stærk ikke bare som organisation, men også når det kom til at bruge magt som middel til opnåelse af ønskede resultater; på den tid var bisper ikke kjortelklædte pacifister, men rutinerede krigere, der var lige så gode til at holde et sværd i hånden som et kors. Bl.a. deltog to bisper i togtets ledelse. Det er ligeledes sandsynligt, at Knud allerede på dette første togt til England fik kendskab til de to helgener St. Alban (død ca. år 2-300) og St. Oswald (død år 642). Fra begge helgeners jordiske rester skaffede Knud sig på et tidspunkt relikvier, som blev overdraget til Skt. Albani Kirke i Odense. Det vides ikke hvornår eller hvordan – antagelig dog i forbindelse med togtet til England i 1069-70,3 men Knud har uden tvivl været meget opmærksom på den ekstra dimension, disse relikvier ville tilføre kirken i Odense. Det handlede om at få forbundet den jordiske og den himmelske magt, og med sådanne relikvier – Skt. Alban var jo intet ringere end Englands protohelgen – bidrog Knud til at styrke kongemagten centralt i riget. Knud var ikke på det tidspunkt konge, men politik handler også om at tænke fremadrettet (fig. 1).

/

©
FIG. 1: Kobberstik, der gengiver drabet på kong Knud i Albani Kirke i Odense; fremstillet i 1669 til en bog om Knud den Hellige, der udkom i Rom. (Det Kongelige Bibliotek).

Helgenstatus

Knuds helgenkåring i 1100 kom relativt hurtigt efter hans død. Det var i sagens natur ikke Oluf, der tog initiativet, men den næste bror i kongerækken, Erik Ejegod. Erik havde også været med under kampen i Skt. Albani Kirke, men slap væk. Efterfølgende indgik han en slags forlig med Oluf, så denne kom på tronen. Heldigt nok for Erik, kan man sige, for det blev en skidt tid for landet. I realiteten blev Oluf – med tilnavnet ”Hunger” – brugt i det politiske spil, for kontrasten mellem ham (den hos Gud upopulære og svigefulde forræder) og Knud (den stærkt troende og retfærdige hersker) var med til at ophøje Knuds åbenlyse popularitet hos Gud. De ni års hungersnød under Oluf var jo netop Guds straf til folket for at svigte deres konge.

Erik har sikkert været en god kristen, men han havde utvivlsomt også politiske overvejelser i forbindelse med helgenkåringen. Hermed fik han forbundet den danske kongemagt med selveste Gud – en større og stærkere magtalliance kunne ikke skabes. Konceptet var ikke ukendt, og ”drejebogen” var inspireret af Jesus’ afsked med det jordiske: Fjender, der burde være venner, forråder – tilflugt søges i den stærke tro – martyrdøden lides – opstandelse til det evige liv i Guds rige. Såvel Knud selv som Erik Ejegod har været meget bevidste om den skæbne og det eftermæle, der blev deres kollega Skt. Olav i Norge til del. Han indførte kristendommen som den eneste tilladte religion i Norge – med sig selv som den øverste myndighed. I styrkelsen af sin og kirkens magt på bekostning af storbønderne blev den politiske situation så tilspidset, at det endte med et endeligt slag – ved Stiklestad – i 1030, hvor Olav blev dræbt. Allerede året efter blev han gravet op og helliggjort af kirken med blivende plads på højalteret i Klemenskirken i Trondheim. Senere eksempler er Knud Lavard og Knud den Helliges egen søn, Karl. Det handlede om magt, magtens legitimitet og langtidsholdbarhed (fig. 2).

/

©
FIG. 2: Altertavle fra Skt. Peders Kirke i Næstved; ca. år 1500. Pavelig velsignelse af Knud den Helliges knogler. Herren, der holder knoglen frem er en kardinal. Scenen viser formentlig både helgenkåring og skrinlæggelse af Knud. De øvrige tilskuere tæller en biskop og verdslige personer.

Alban eller Benedikt?

Et ret usædvanligt element i relation til Knud den Helliges rolle som helgen er, at han lige siden drabet i Skt. Albani Kirke har haft sin bror Benedikt ved sin side. Der findes ikke kilder, der utvetydigt kan understøtte en helgenstatus af Benedikt i middelalderen. Meget tyder således på, at det var henholdsvis familieskabet og den fælles skæbne hin juli-dag i Skt. Albani Kirke, der gjorde, at også Benedikt fik et smukt udsmykket skrin og en placering i kirken ved siden af sin bror. På en måde kan Benedikt således betegnes som en slags bonushelgen uden officiel kåring af paven i Rom. Det har sikkert passet kirken meget godt, for helgen-materiale kunne man ikke få for meget af. Forklaringen på, at også Benedikt fik et skrin, der var en helgen værdig, er måske, at der lokalt i Odense – med støtte fra munkene ved Skt. Knuds Kloster – blev gjort forsøg på at få Benedikt helgenkåret. En slags folkekåret helgen, der aldrig blev anerkendt af kirken. Dette understøttes af, at der findes en skriftlig kilde fra midten af 1100-tallet, hvor Benedikt nævnes som helgen i selskab med Knud den Hellige og Skt. Alban.4 Måske blev Benedikt betragtet som godt nok en helgen, men en helgen af lavere rang? Dette argumenteres der ret overbevisende for i et par artikler i forlængelse af jubilæumsudgivelsen i 1886.5 Ælnoths næsten samtidige og særdeles detaljerede beskrivelse af drabet på Benedikt kunne antyde, at de kirkelige planer med ham faktisk var store og mere end bare et anhang til Knud. Måske sågar en saliggørelse med efterfølgende helgenkåring til følge. En Benedikt med helgenstatus vil gøre det lettere at forklare, hvorfor han er bevaret til i dag, hvorfor hans jordiske rester ligger i et helgenskrin, og endelig hvorfor der i forbindelse med fremdragelsen i 1582 (Knud) og 1619 (Benedikt) omtales to kapeller, det ene med betegnelsen ”Benedikts kapel”.6

En forklaring på tilstedeværelsen af to skrin var tidligere, at det var Skt. Alban eller Skt. Oswald, der lå i det andet skrin; de to helgener, som Knud havde skaffet til Odense. Mest sandsynligt Skt. Alban, som er den helgen, der først og fremmest forbindes med Odense, og som Skt. Albani Kirke var viet til. Dette punkt var forskerne udi sagen uenige om i årtier, og argumenterne for og imod var mange. I jubilæumsbogen i forbindelse med 800-året for drabet på Knud var den overvejende holdning, at de to skrin rummede Knud den Hellige og Skt. Alban, mens en enkelt af de lærde herrer bag bogen holdt fast i sin på det tidspunkt 40 år gamle teori om, at det var Benedikts knogler, der lå i det ene skrin.7

I modsætning til tidligere tiders forskning har man i dag fået hjælp af moderne naturvidenskabelige metoder, der er anderledes konkluderende end hundredvis af akademiske argumenter. Eksempelvis 14C-datering, der godt nok ikke kan give absolutte årstal, men indsnævrer en sandsynlig dateringsramme betragteligt. En endelig afvisning af, at det skulle være Skt. Albans jordiske rester, der i 900 år havde gjort Knud den Hellige selskab, fremkom dermed ved denne dateringsmetode i forbindelse med en større undersøgelse af såvel knogler som skrin, der blev foretaget i 1992-94. Dateringerne faldt pænt inden for det sandsynlige for både Knuds og Benedikts vedkommende.8 Hermed var et endeligt farvel til Skt. Alban – og for den sags skyld også Skt. Oswald – en realitet. Ved samme lejlighed blev der for begge skrins vedkommende foretaget dendrokronologisk analyse. Kun skrinet, tilskrevet Knud den Hellige, kunne aldersbestemmes med denne metode – med en datering til slutningen af 1000-tallet – mens skrålågsskrinets træ ikke kunne dateres. Dette skrin kan dog ved hjælp af andre metoder dateres til at være omtrent samtidigt med Knud den Helliges skrin (fig. 3).9

/

©
FIG. 3: Dokumentationstegninger af de to skrin, fremstillet i forlængelse af fremdragelsen i 1833 (Paludan-Müller 1833).

De jordiske rester

Fra helgenkåringen og frem til reformationen indtog ”Knud” en ny rolle. Ud over at være det synlige bevis på magtalliancen mellem den jordiske elite og Guds rige i himlen blev de jordiske rester af den dræbte konge en vækstfaktor for Odense. Folk valfartede til byen for at opsøge skrinet med de jordiske rester af Knud den Hellige. Det skabte den omsætning og vækst, der var med til at fastholde Odense som en af middelalderens centrale byer i riget.

Hertil kom, at fragmenter af skelettet kunne bruges som en ”handelsvare” i forbindelse med politiske studehandler og allianceskabende tiltag, ikke bare indenrigs, men også internationalt. Allerede i middelalderen gik gavegivningen i gang, og det var ofte tidens konger, der stod bag som de glade givere. Eksempelvis skal Erik af Pommern have betænkt Uppsala i så henseende:

”Højtideligt modtoges denne betydelige Relikvie af Biskop Johannes; det var en Del af Kæben”.10

Mere af samme kæbe – med tre tænder! – gik til franciskanerklosteret i København, og katedralen i Oslo blev heller ikke glemt. Andre glade ejere af et fragment af den danske protohelgen var domkirken i Lund og formentlig også andre af landets domkirker.

Netop domkirken i Lund spillede en særlig rolle i forbindelse med den kult, der opstod omkring Knud den Hellige. I 1085 – den 21. maj – besøgte han kirken, og en af de centrale kilder til kong Knuds regeringstid er det gavebrev, han skænkede domkirken ved den lejlighed. Gavebrevet, der er den ældste skriftlige kilde på dansk, som vi kender ordlyden af, beskriver dels de ejendomme, som kirken fik overdraget og dermed kunne skaffe sig indtægter fra, dels hvilke rettigheder kongen fortsat fastholdt i den forbindelse. Domkirken i Lund havde således fire relikvier med relation til Knud den Hellige – et af dem var en elefanttand kronet med et æg, hvori der lå en lille lok af kongens hår.11 Skuer man uden for rigets grænser, så ”- forstod man at skaffe sig Relikvier af Kirkens berømte Forkæmper. Saaledes ved vi, at man ved Indvielsen af Cistercienserkirken i Himmerode i Dioceset Trier den 25. Maj 1170 havde et lignende Relikvie”.12

Også efter reformationen har der været bud efter stykker af Knud den Hellige. Det vides eksempelvis, at to flamske dominikanermunke besøgte Odense, domkirken og helgenskrinene i 1622.13 Anledningen var den katolske kirkes forsøg på at styrke og udvide sin tilstedeværelse i Norden – et initiativ, der ikke havde nogen synderlig effekt. Tværtimod, fristes man til at konkludere – i hvert fald indførte Christian IV under 30-årskrigen dødsstraf for katolske missionærer. Ved den lejlighed fik de to herrer et stykke af kraniet med sig.

Selv om Knud den Hellige havde mistet sin religiøse værdi i hjemlandet, var han stadig i høj kurs i katolske kredse i udlandet og kunne af samme grund bruges til at opnå politiske resultater. I midten af 1600-tallet var kong Knuds hoved nær endt i den franske konges relikviesamling. Bag dette stod Corfitz Ulfeldt, der også beordrede hovedet skilt fra kroppen og sendt til Frankrig. Den tilbagevendende forveksling mellem de to Knud-helgener, gjorde sig imidlertid også gældende her, så det blev Knud Lavards hoved og ikke kong Knuds, der endte i den franske konges relikviesamling.14

I slutningen af århundredet var der bud efter Knud den Helliges eftertragtede knogler igen. Denne gang var det et større diplomatisk regnestykke, der skulle gå op – et regnestykke med Christian V som en væsentlig faktor og glad giver samt biskoppen i Münster som den glade modtager. Meget tyder imidlertid på, at der ikke kom noget ud af det, men det var så tæt på, at kongen via storkansler Frederik Ahlefeldt beordrede biskoppen i Odense, Thomas Kingo, til nærmest at give carte blanche til, at Münster-biskoppens gesandt måtte udtage af skrinet, hvad han måtte ønske. Initiativet var således forankret i det absolut øverste politiske lag.15

Med overskrifter som ”Kamp om knogler i kirken”, ”Knuds knogler rasler hos kirkeminister” og ”Knuds knogler bliver i Odense” udspandt det seneste initiativ på relikviefronten i relation til Knud den Helliges jordiske rester sig i 2008-200916. I forbindelse med den seneste videnskabelige undersøgelse af de to skeletter i skrinene kom en anmodning fra den katolske kirke i Danmark om at få overdraget to knogler fra Knuds skelet. Såvel menighedsråd som kongehuset sagde ja, men det blev et nej fra daværende biskop Kresten Drejergaard. Kongehuset ændrede også mening, og heller ikke Nationalmuseet var begejstret for idéen. Så det blev nok en gang nej. Den katolske biskop Czeslaw Kozon gav dog ikke op, men ansøgte igen. Og fik igen et afslag fra Drejergaard, der bl.a. henviste til, at den daværende pave – og navnebror til Knuds skrin-makker! – Benedikt XVI i sin tid som kardinal Ratzinger havde udtalt, at den lutherske kirke ikke er en rigtig kirke. ”Trods mit i øvrigt ret økumeniske sindelag har jeg på baggrund af det nævnte hændelsesforløb ikke kunnet betragte Skt. Knuds Kirkes gavmildhed som en ”økumenisk gestus”, men snarere som en gestus, hvori man tilsidesætter sit eget bekendelsesgrundlag, idet man som ”ikke-kirke” yder tribut til den ”rigtige kirke”, skrev Kresten Drejergaard til sin katolske kollega, Kozon.
Herefter gik der kortvarigt politik i sagen, inden kirkeministeren i juli 2009 slog endelig fast, at det, der måtte være tilbage af Knud den Hellige, blev liggende i skrinet i Odense Domkirke. Et forslag fra Kresten Drejergaard om ganske enkelt at begrave skeletterne vandt heller ikke gehør, så i skrivende stund er de jordiske rester af Knud den Hellige og Benedikt fortsat en del af den synlige danske kulturarv (fig. 4).

/

©
FIG. 4: Knud den Helliges kranium – eller rettere sagt det, der var tilbage af det i 1883. I middelalderen var der stor interesse fra kirkens organisationer for at eje et relikvie fra Knuds jordiske rester. Ikke mindst kraniet var interessant i den sammenhæng, så at der ikke er mere tilbage af det, er der en god forklaring på. Af Benedikts kranium er der meget mere bevaret. (Magnus Petersen i Becker 1886).

Noter

  1. Albrectsen 1982.
  2. Steenstrup et al. 1897-1904:475.
  3. Steidl 1918:29.
  4. Johannsen & Johannsen 1995:430.
  5. Jørgensen 1886 og 1887.
  6. Johannsen & Johannsen 1995:446.
  7. Paludan-Müller i Becker 1886:37.
  8. Rasmussen et al. 1997.
  9. Johannsen & Johannsen 1995:431ff.
  10. Steidl 1918:325.
  11. Wallin 1986:81.
  12. Steidl 1918:328.
  13. Johannsen & Johannsen 1995:427.
  14. Johannsen & Johannsen 1995:447.
  15. Johannsen & Johannsen 1995:447.
  16. Fyens Stiftstidende 19/6/09, 26/6/09 og 31/7/09.

Litteratur

  • Albrectsen, E. 1982: Florence of Worcesters krønike. Odense Universitetsforlag.
  • Albrectsen, E.1984: Ælnoths Krønike. Odense Universitetsforlag. Becker, G. Burman 1886: Helgenskrinene i Sankt Knuds Kirke i Odense, undersøgte 1833 og 1874. Aktstykker og Tegninger udg. til Ottehundredeaars-Dagen efter Kong Knud den Helliges Død af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.
  • Johannsen, B.B. & H. Johannsen 1995: Danmarks Kirker. IX. Odense Amt. 2. Bind. Nationalmuseet. Forlaget Poul Kristensen, Herning.
  • Jørgensen, A.D. 1886: Helgenskrinene i St. Knuds Kirke. I: Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed 1886, II. Række. I. Bind. København.
  • Jørgensen, A.D. 1887: Helgenskrinene i St. Knuds Kirke. II. I: Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed 1887, II. Række. 2. Bind. København.
  • Paludan-Müller, C. 1833: Om Knud den Helliges Reliquier. I: Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed; Andet Binds første og andet Hæfte. København.
  • Rasmussen, Kaare L. et al. 1999: Integrity and characteristics of the bones of the Danish King St Knud (II) the Holy (+AD 1086). I: Journal of Danish Archaeology vol. 13, 1996-97.
  • Steenstrup, J. et al. 1897-1904: Danmarks Riges Historie. Det Nordiske Forlag. København.
  • Steidl, Peter Damian 1918: Knud den Hellige. Danmarks Værnehelgen. Katholsk Boghandels Forlag. København.
  • Wallin, Curt 1986: Knudskulten i Lund. I: T. Nyberg, H. Bekker- Nielsen & N. Oxenvad (red.): Knuds-bogen. Studier over Knud den Hellige. Fynske Studier 15. Odense, s. 79-86.

Knud i årstal

  • Ca. 1040-1042. Knud bliver født. Faderen er Svend Estridsen. Moderen er ukendt.
  • 1069/1070. Knud deltager i togt til England, der bl.a. medfører kamp mod Vilhelm Erobrerens tropper.
  • 1076. Knud taber kongevalget til sin bror, Harald, der får tilnavnet ”Hén”.
  • 1080. Knud bliver konge uden modkandidater.
  • 1085. Knud gifter sig med Edel, datter af Robert af Flandern. De får sammen børnene Karl, Cecilie og Ingrid. Knud fik så vidt vides – og atypisk for tiden – ikke andre børn.
  • 1085. 21. maj. Kong Knuds gavebrev til domkirken i Lund.
  • 1086. 10. juli. Kong Knud dræbes i Albani Kirke i Odense og begraves samme sted.
  • 1086. Knuds bror Oluf – med tilnavnet ”Hunger” – bliver konge.
  • 1095. Oluf Hunger dør; Knuds bror Erik – med tilnavnet ”Ejegod” – bliver konge. Kong Erik ser et politisk incitament til at få kong Knud helgenkåret.
  • 1095. Elevatio – kong Knuds knogler graves op og overføres til den nye stenkirke.
  • Ca. 1095. Tabula forfattes og tilknyttes Knuds jordiske rester.
  • 1095/1096. ”Passio Sancti Kanuti regis et martyris” (”Lidelseshistorien”) forfattes af antagelig en engelsk klerk ved Skt. Knuds Kirke (stenkirken).
  • 1099 eller 1100. Kong Knud helgenkåres. Ca. 1100. Epitaphium forfattes og tilknyttes Knuds jordiske rester.
  • 1100 eller 1101. Translatio – skrinet med Knud den Helliges knogler får blivende plads på højalteret i Skt. Knuds Kirke i Odense.
  • 1104-1124. Ælnoth skriver sin krønike Gesta swenomagni regis et filiorum eius et passio gloriosissimi Canuti Regis et martyris. Der er ikke forskningsmæssig enighed om, hvornår – inden for dette tidsrum – krøniken nedskrives.
  • Ca. 1138. Roskildekrøniken.
  • Ca. 1200. Saxo skriver Gesta Danorum; tilblivelsen foregår over en længere periode fra 1190 til efter 1208.
  • 1504 og 1505. Knud den Hellige nævnes to gange i dronning Christines hofholdningsregnskaber; eneste viden om skrinets eksistens i perioden mellem translatio og den første fremdragelse i 1582.
  • 1536. Reformationen. Knud den Helliges skrin fjernes fra højalteret og gemmes væk sammen med Benedikt.
  • 1582. 22. januar. Knud den Helliges skrin fremdrages for første gang. Tabula og Epitaphium samt skrinets udsmykning er bevaret.
  • 1619. Måske første fremdragelse af Benedikts skrin, der ikke nævnes i forbindelse med fundet af Knud den Hellige i 1582.
  • 1641. Den danske konvertit til den katolske tro, Christian Payngk, tager initiativ til at etablere et kapel viet til Knud den Hellige i Rom; kapellet etableres i kirken Santa Maria in Traspontina og indvies 7. januar d.å.
  • 1694-1696. Anden fremdragelse af helgenskrinene. Tabula og Epitaphium samt skrinets udsmykning er ikke længere bevaret. Begge skrin indmures igen – stående lodret – i nichen bag hovedalteret.
  • 1833. Tredje fremdragelse af skrinene, der siden har været opbevaret tilgængelige i Skt. Knuds Kirke som en del af dennes inventar.
  • 1875. 18. juli. Permanent opstilling af begge skrin i den nyrestaurerede krypt.
  • 1886. I anledning af 800-året for drabet på kong Knud udgav ”Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet” værket ”Helgenskrinene i Sankt Knuds Kirke i Odense, undersøgte 1833 og 1874”.
  • 1986. Anatomisk analyse af begge skeletter.
  • 1986. I anledning af 900-året for drabet på kong Knud udgav Odense Bys Museer ”Knuds-Bogen 1986” med nye forskningsresultater omhandlende begge skrin og deres indhold.
  • 1993. 14C-datering af begge skeletter. Dendrokronologisk analyse af begge skrin; kun søjleskrinet kunne dateres; en datering, der absolut sandsynliggør en sammenhæng med Knud den Hellige.
  • 2009. Syddansk Universitet foretog henholdsvis CT-scanninger og en retsmedicinsk analyse af begge skeletter. En DNA-analyse, foretaget ved samme lejlighed, gav ikke noget resultat.
/

©
FIG. 5: Skrinene med de jordiske rester af Knud den Hellige og hans bror, Benedikt, i krypten i Odenses domkirke anno 2017. De har taget rejsen fra at være konge og kongesøn, helgener og myter til i dag er være for- tidsminder og seværdigheder. Foto: Peter Helles Eriksen.
Emner: Knud den Hellige
©
- Historie - samfund og politik - Odense Bys Museer - Knuds Odense - vikingernes by

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...