Kort om Gudmes guldfyldte hedenold

Fødselarens interesse for svundne tiders fynske herregårdsliv og for museumshistorie har forlængst bragt ham i kontakt med kammerherre Sehesteds mangesidede virksomhed, og da Gudme igennem mange år vil stå på Fyns Stiftsmuseums arbejdsplan, syntes det passende at bringe en oversigt over Gudmes nye glorværdigheder i dagens anledning.

Ingen anden fynsk egn har en så dramatisk og overbevisende arkæologisk udforskningshistorie som Broholm-Gudmeområdet.[1] Ser vi bort fra 1700-tallets tilfældige opdagelser, er 1833 året, som markerer denne østfynske egns arkæologiske bevidsthed. »Broholm-skatten« kaldes det 4½ kg svære guldfund, som forårspløjningen det år rev op af jorden mellem Tangegård og Lundeborg. Kun de to samtidige guldhorn med den sørgelige skæbne har rummet mere guld. Broholm-skatten indførte den unge arving til Broholms herligheder i arkæologien på en måde, der måtte sætte sig spor. Dermed blev skattefundet årsag til den kæde af begivenheder, som nu i 1980’erne påny har ført området frem i første række i dansk arkæologi. Pladsen er ikke her til at skildre Sehesteds arkæologiske indsats til hans død i 1882, og ej heller det næste kapitel skal tages op igen. Min forgænger har beskrevet det i sin vægtige publikation af den gravplads, som han selv undersøgte for at afslutte Sehesteds udgravninger. Møllegårdsmarkens mere end 2000 grave vejer tungt i enhver nyere afhandling om romersk import til Norden eller om romertidens sociale og kulturelle forhold. Ingen anden plet har givet så mange romerske importsager eller vidnet så klart om velstand igennem mere end 400 år.

Et spørgsmål er dog forblevet ubesvaret siden 1971: hvorfor ophørte gravpladsen tilsyneladende ganske abrupt omkring 400-425 e.Kr.? Ihærdige forsøg er gjort på at datere nogle af gravene op i begyndelsen af germansk jernalder, men det er i og for sig kun at flytte problemet nogle få årtier. Efter århundreder med et næsten konstant antal grave sker der et markant fald, og derefter ophører gravlægningen på Møllegårdsmarken totalt. Dette er så meget underligere, som der i Broholm-Gudme-området er mere end 30 guldfund fra netop den periode, hvor gravene mangler.

100 år efter Sehesteds død begyndte så det nye kapitel, som det vil tage adskillige år at afslutte.

Fig. 1. Her startede det. Kammerherre Sehesteds residens Broholm med en af hans nyskabelser – museet ved søen.

Man kan tage det som udtryk for en historisk retfærdighed, at det netop var Sehesteds bog, som var den direkte anledning til de nye fund. Ved at bruge bogens detaljerede kort havde to nyborgensiske skattesøgere fået den lyse idé at søge på de steder, hvor der i 1800-tallet var fundet guld fra germansk jernalder. Med nutidens nye magiske »pilekvist«, metaldetektoren, i hånden har de siden efteråret 1982 været at finde på markerne i området. De »faldt« nemlig over et opsigtsvækkende fund med 11 guldbrakteater, en romersk sølvmønt, en sværdremknap og en guldfingerring, og den følgende efterundersøgelse kunne vise, at denne guldskat havde ligget i et stolpehul.

Fig. 2. Gennem mere end 100 år har Møllegårdsmarken leveret opsigtsvækkende fund. og det synes den at kunne blive ved med. Her en situation fra Albrectsens udgravninger.

Siden er det gået slag i slag, og efterhånden er efterforskningen blevet så omfattende, at der i 1987 på det Arkæologiske Nævns foranledning er nedsat en koordineringsgruppe, som skal sørge for, at amatørarkæologer, Nationalmuseets, Svendborg Museums og Fyns Stiftsmuseums samarbejde i området foregår uden gnidninger.

Fig. 3. Gudmeundersøgelsen har for første gang i mange år bragt udenøs institutioner ind i den fynske arkæologi igen. Her er det Det Arkæologiske Nævn, som er på besigtigelsestur ved Lundeborg 1986.

Indtil nu har hvert år givet sit skattefund, i 1983 blev det til en samling romerske guldmønter, såkaldte solidi. 1984 gav den første fynske brudsølv-skat med brutalt ituhakkede romerske sølvkar og andet sølv, ialt 1,2 kg. 1985 gav den første danske skat med senromerske sølvmønter, såkaldte siliquae, igen i hussammenhæng og 1986-87 har givet smeltet sølv, som må være pløjet op fra en anden skat.

Skattefundene er kun de mest kontante udtryk for den næsten ufattelige rigdom og variation af guld, sølv og broncegenstande, som ved metaldetektorernes hjælp er pillet op af pløjelaget igennem denne korte årrække. Ser vi bort fra skattefundene, er der over 1000 sådanne enkeltfundne genstande.

De fleste af dem er desværre umulige at datere præcist, fordi de er så stærkt fragmenterede, eller fordi formen er for ukarakteristisk. Glædeligt er det imidlertid, at der er så mange stumper af kronologisk følsomme genstande, navnlig dragtspænderne, de såkaldte fibler. Ved hjælp af dem kan det påvises, at der er kontinuerlige fund fra omkring 200 og op i middelalderen. Det vil sige, at vi her står med en helt anden kontinuitet end den, som Møllegårdsmarkens grave kunne vise.

Størstedelen af de nye fund stammer fra et 2,5 km2 stort område sydøst for den nuværende Gudme landsby, og der kan ikke være tvivl om dette områdes bopladskarakter. Det, som kan betvivles, er, om hele området har været konstant beboet, eller om man har flyttet rundt på det igennem de næsten 1000 år, det drejer sig om.

Fig. 4. Guldskatten fra 1982.

De udgravninger, som Nationalmuseet har foretaget to steder, har ikke kunnet afklare dette problem, fordi udgravningerne ikke har været store nok, og fordi næsten alle fundene var pløjet op i muldlaget. Det vil sige, at sammenhængen mellem bebyggelsessporene i undergrunden og fundene i pløjelaget ikke er overbevisende. Det havde ikke gjort noget, hvis der kun havde været bebyggelse fra et kort tidsrum, men undersøgelserne har med al tydelighed vist, at der igennem lang tid har ligget huse på det samme stykke jord, således at stolpehuller osv. er gravet ned tæt ved siden af eller oven i hinanden i tidens løb. Det er selvfølgelig en stor ulempe, når man ud af stolpehulsvirvaret skal forsøge at rekonstruere individuelle husplaner. Når det overhovedet kan lade sig gøre, skyldes det kun, at husene tilhører typer, som i forvejen er velkendte fra andre, renere bopladser. Der er både store og mindre huse, men sammenhængende gårdkomplekser som i Hodde og Vorbasse kan desværre ikke påvises. De store langhuses typer er klart den samme som i Dankirke og Vorbasse i århundrederne omkring 400, hvilket passer fint med metalfundene.

Fig. 5. Sølvskatten fra 1884, hele og ituhuggede sølvbarrer, ringstumper, hægter og maller samt stykker af romerske sølvkar, på stykket til venstre ses en hånd.

Skal vi præcisere de mange hustomters datering, må det vel blive at de udgravede områder har været benyttet i yngre romertid og ældre germansk jernalder, medens bebyggelse fra yngre germansk jernalder – vikingetid ikke er påvist disse steder.

De mange løsfund er ikke blot mere eller mindre hele smykker; der er også vidnesbyrd om metalforarbejdning, ufærdige smykker, matricer, støbeler, hel- og halvsmeltede guld-, sølv- og broncestumper. Økonomiske transaktioner bevidnes af ituhakket sølv og guld, som skulle bruges som betalingsmiddel efter vægt; der er vægtlodder i forskellige former og tyngder og der er spredte romerske sølvmønter. Der er spillebrikker af glas, nogle ganske få skår af romerske glaskar. Desuden er der fund af usædvanlig karat som det lille sølv-mandshoved, en romersk signetring, guldfingerringe af en kvalitet, som man normalt kun finder i de fineste gravfund. Sammen med de mange guld- og sølvstumper viser disse specielle genstande, at det ikke har været en ganske almindelig boplads, hvilket skattefundene jo understreger på tydeligste maner.

Fig. 6. Udsigt over bopladsområdct. Majsmarken dækker en stor del af bopladsområdet. Ved skurvognen foran træerne ses Nationalmuseets udgravning på bopladsen med siliquaskatten 1985. Til højre Gudme kirke og bag træerne Gudme og Gudme sø i baggrunden.

De første års undersøgelser samlede sig om et mindre, sammenhængende område sydøst for Gudme Kirke, hvor fundene i pløjelaget havde vist germanertidsfund i et antal og af en mangfoldighed, som var aldeles uventet. Her har Nationalmuseets udgravninger været koncentreret, fordi lokalplanlægningen allerede var så langt fremskredet, at bebyggelsesplaner ikke kunne stoppes.

Fig. 7. Matrice af bronce med sølvblik hamret ud over matricens kvadrering. Tilsvarende blikstykker brugtes som underlag for glas og ædelsten i de fine smykker. Sjovt nok er der fundet et sådant hængesmykke i Lundeborg udstyret med tilsvarende stykke firkantet sølvblik under rødt glas.

De seneste iagttagelser stammer fra Møllegårdsmarken og området vest herfor. Her har tidligere været lergrave, men også bopladsrester, dem som Sehested kaldte måltidspletter. Disse bopladsfund var dateret til romersk-jernalder, men metalfundene viser nu, at området også har været benyttet i germansk jernalder.

Senest er der på Møllegårdsmarken pløjet nye gravfund op uden for det af stiftsmuseet undersøgte område. Metalfund fra germansk jernalder kunne tyde på, at området både øst og vest for Møllegårdsmarken blev brugt som boplads i germansk jernalder.

Medens disse linier skrives, er vi i gang med at gennemgå området mellem Møllegårdsmarken og Gudme by for at finde ud af, om vi har at gøre med et sammenhængende bopladsområde over 2,5 km, eller om der var flere bebyggelser adskilt af fundtomme områder. Det er nu et hovedproblem i Gudmeundersøgelserne at få afklaret bebyggelsens afgrænsning og få opklaret om der er tale om flere enheder, og i så fald disses datering.

Der kan tænkes mange modeller for bebyggelsen. Fra én stor sammenhængende bebyggelse, eller mindre bebyggelser, som var i brug samtidig. Det er ikke helt uvæsendigt for forståelsen af Gudmebygdens specielle karakter, hvilken model, der viser sig at være den rigtige.

Det er et stort og spændende arbejde at lokalisere og registrere de mange spredte fund fra Gudmes jernalder. Jo mere der kommer, jo mærkeligere det bliver, desto mere trænger det spørgsmål sig på, hvorfor netop her?

Der er ikke noget i områdets natur, som gør det mere tillokkende end så mange andre steder. I nyere tid har boniteten i hvert fald ikke været særlig højt vurderet. Kønt er her, men det er der jo så mange andre steder på Fyn. Skove og sumpe har afgrænset Gudmeområdet mod nord og vest, og mod øst har vi Store Bælt. Er det her ude forklaringen skal søges? Det er klart, at enhver fynsk kultur, som lagde vægt på fremmede goder, hvad enten det var luksusgenstande eller masseprodukter, måtte være afhængig af søværts forbindelser. I den henseende er der ingen forskel på broncealder og jernalder.

Fig. 8. Et vikingetids-vægtlod er her sat sammen med to romerske sølvmønter (denarer); afspejler de den samme økonomi?
Fig. 9. Hoved af romersk sølvstatuette, formentlig et medlem af kejserfamilien fra 3. århundrede.

Som Ole Crumlin-Petersen udtalte i 1984: »Umiddelbart betragtet …viser den fynske østkyst mod Store Bælt i området nord for Elsehoved ingen tegn på naturhavne og beskyttede landingspladser. …Den nuværende kyst med lange frie stræk for bølgedannelse fra nordøst og sydøst frister ikke mange nutidige sejlere til at ankre op eller gøre landgang langs denne strækning«.[2] Som han gjorde opmærksom på, kan forholdene i oldtiden ikke umiddelbart rekonstrueres ud fra den nuværende tilstand, idet f.eks. Vresen har været en ganske betydelig lægivende ø, og senere aflejringer har tilsløret tidligere gunstige landingssteder. Hans udpegning af Tangeåens munding nord for Lundeborg som en potentiel naturhavn blev bekræftet på det mest frappante ved de helt tilfældige iagttagelser, som spildevandsledningen langs kysten medførte i 1986. Der er nu lokaliseret 2 pladser på hver side af åudløbet, og de synes at have eksisteret samtidigt med Møllegårdsmarkens sidste århundreder. Fundene afspejler et kraftigt vellevned og en del håndværksaktivitet, og der er mange vidnesbyrd om fint snedkerarbejde og arbejde med klinkbyggede fartøjer. Fremstillingen af nye klinknagler og udtrækning af gamle viser, at man i hvert fald må have repareret skibe på stedet. Romerske denarer, glasskår og de hjemlige fibler kan umiddelbart sammenlignes med fundene oppe ved Gudme og på Møllegårdsmarken.[3]

Der er 2,7 km i luftlinie fra Møllegårdsmarken til Lundeborgpladserne, følger man åen tager det 20 minutter til fods. Det forekommer usandsynligt, hvis der ikke skulle være en forbindelse mellem pladserne. Dermed ikke sagt, at de døde fra Lundeborg blev begravet på Møllegårdsmarken, omend det ikke er umuligt. Vi ved endnu ikke, om Lundeborgpladserne var regulære bopladser eller sæsonbebyggelser til sommerens kontakter med handelsfolk udefra, og det er sådan set heller ikke afgørende, hvad der er det rigtige. Det vigtigste er, at vi i Lundeborg har fået fat i et af de steder, hvor de romerske importvarer må være landet.

Fig. 10. Romersk signet forestillende hund efter hare, faldet ud af sin fatning i en fingerring.

Når Fyn igennem romersk jernalder er den danske landsdel, som næstefter Bornholm har mest romersk import i forhold til sit areal, er det ikke mindst Møllegårdsmarken vi kan takke for dette forhold. Formentlig kan Møllegårdsmarken takke de gode landingsmuligheder ved Lundeborg for sin store importkvote. Hermed er en sammenhæng erkendt, men ikke forklaret. Den store søværts forbindelse har utvivlsomt udgjort et væsendigt led i Gudmeområdets mulighed for at samle sig den velstand, som vi nu kan aflæse af gravfundene og de nye bopladsfund. Men de kan ikke i sig selv forklare, hvorfor den romerske import hober sig her og ikke f.eks. er fordelt jævnt over øen eller hober sig også andre steder med velegnede naturhavne.

Fig. 11. Gudme sø i vinterdragt med udsigt mod sydvest mod Gudbjerg.

Da det landbrugsmæssige grundlag ikke synes at være så specielt fremragende, at vi alene kan søge baggrunden for Gudmeegnens velstand, i det, kan vi måske gribe til noget så vagt som tradition for at komme videre. Vi kan da også, samtidigt med at gravpladsen på Møllegårdsmarken begynder, på en gravplads ved Langå konstatere en gravgruppe af helt usædvanlig rigdom med importerede broncekar og en vogn af Dejbjerg-type.[4] Det er denne gravplads, som arkæologisk markerer startskuddet for Gudmeegnens ekstraordinære velstand, der gør den til et såkaldt rigdomscentrum.

For at få det hele sat i perspektiv, er vi nødt til at inddrage endnu en kildegruppe, som trods sin flygtige karakter måske vil vise sig at være det afgørende led i forklaringen.

Skriftlige oplysninger om Gudmeegnen eksisterer desværre næsten ikke før middelalderen. Vi har kun guldbrakteaternes ultrakorte og oftest uforståelige indskrifter, og de kan være gode nok på ét punkt – som oplysning om brakteaternes idé, men som historiske kilder er de tynde. Ikke engang et ærligt sagn har vi fra Gudme.

Fig. 12. Undersøgelsesområdet.

I stedet for kildeskrifter og heltesagn har vi kun stednavne at tilbyde. Dem har man jo alle vegne, men i Gudmeområdet optræder de i en lidt speciel udformning. Her er nemlig ikke færre end 4 stednavne af religiøs karakter med kort afstand. Vigtigst er naturligvis Gudme, som betyder gudhjem, men der er ikke langt fra Gudme til Gudbjerg, der vel næppe behøver nærmere forklaring. Desuden findes henholdsvis nord og syd for Gudme stednavnene Aalbjerg og Galdbjerg. Begge med betydninger som helligbakke og offerbjerg.[5]

Fig. 13. Mere end 1 kilo råbronce – romerske statuestumper fra Gudmeløkken. Det var jo også en måde at skaffe råstof til den hjemlige smykkeproduktion.

Det eneste af disse navne, som ikke entydigt henviser til et naturfænomen som bakker, er Gudme selv. Her opfatter jeg Gudme sø som den eneste sandsynlige kandidat til navnet. Helligsøer eller søer med gudenavne er ikke ukendt i germansk kultur, Taciti beretning om Nerthusdyrkelsen hos germanerne er det svært at ignorere. Indtil videre ligger søen der, uden at man ved noget som helst om dens brug i oldtiden. Det eneste, der snerper i den retning er et lokalt sagn om en sølvskat på bunden af søen, men den kan formentlig ligeså vel knyttes til Svenskekrigene som til oldtiden. Indtil det modsatte er bevist, må Gudme sø opfattes som et potientielt arkæologisk skattekammer. (Vi håber inden alt for længe at få et andet udbytte af søen, nemlig oplysninger om områdets naturudvikling ved hjælp af boreprøver fra bundlagene, som kan bruges til pollen- og sedimentanalyser).

Fig. 14. Udvalg af de nyeste fund fra Møllegårdsmarken, guld og sølv.

Med disse stednavne har vi så sikker grund under fødderne, som det overhovedet er muligt, når man beskæftiger sig med forridens religiøse sider. Nok er navnene meget vage, uden omtale af enkelte guder, men de er dog tydelige nok. Det drejer sig om gud i bred betydning eller mere specielt om guden, dvs. den øverste blandt de høje magter. Vi kan roligt gå ud fra, at man i jernalderen ikke nøjedes med at dyrke én gud, men religionshistorikerne diskuterer, hvilke guder og hvilke forhold de havde til hinanden, hvor personificerede de blev opfattet osv. Her kan guldbrakteaterne igen nævnes. På den berømte »Fyns-brakteat« står houar, hvilket er læst som den høje og tolkes som tilnavnet for den samme gud, der i vikingetiden bar dette tilnavn – nemlig Odin![6]

Jeg tager stednavnene med, fordi vi med dem får fat i en side af traditionen, som kan have været den afgørende faktor i Gudmeegnens jernalder. Hvis egnen var kendt som et kultcentrum, hvor særligt betydningsfulde gud (er) havde deres hjem, er det ikke så sært, hvis rigdom hobedes her. Navnlig hvis den lokale magt udøvedes af den samme person, som havde kontrol med kulten, må det have været nærliggende at bruge kulten som politisk/økonomisk redskab for at skaffe stedet (og sig selv) anseelse, magt og velstand.

En sådan tendens kan slet ikke underbygges tilstrækkeligt nu, men tanken bør inddrages i det kommende undersøgelsesforløb, så vi kan finde måder at bekræfte (eller afkræfte) den på.

Det bliver svært at leve op til kammerherre Sehesteds standard. Menukort fra Broholms belle epoque.

»Hvis man skulle placere de guldrige skjoldunger et sted, så placerede man dem hellere i Gudme end i Lejre« udtalte en dansk arkæologi 1970[7]. Sagnene om de guldgavmilde konger, som strøede om sig med massive guldringe, synes næsten også på en prik at passe til Gudmeegnens guldfund. Hvor Gudme har guld, har Lejre sagn men intet guld – og omvendt.

Dette misforhold behøver ikke at betyde, at Gudmes guldalder var dådløs og ikke blev besunget. Formentlig er udvalget af sagn, som vi i dag kender dem, resultatet af lang tids filtrering. Et af filtrene kan have været sagnets betydning for dem, som fortalte og lyttede. Dvs. at sagn, som knyttedes til bestemte slægter eller steder, der i senere tid spillede en rolle for det bestående, blev bedre bevaret end sagn om uddøde konkurrerende slægter eller dele af riget. Kort sagt bestemte den senere magtpolitik, hvad der blev overleveret.[8]

På den måde kan fjerne slægter, som blev sat ud af spillet f.eks. af Skjoldungerne, være »glemt« længe inden sagnene i sig selv blev så interessante, at de blev skrevet ned – langt fra åstederne. Med Gudmes guldalder befinder vi os i en tid, hvor det er højst sandsynligt, at der eksisterede en stribe lokale magtcentre i det vestlige Østersøområde – små kongeriger. Deres magtområde kan have varieret ligesom deres varighed, og grundlaget har formentlig været forskelligt fra sted til sted.

I Gudme, som i Lejre, synes kult og søforbindelser at have været væsentlige elementer.

Som man vil se, er der nok af ubesvarede spørgsmål. Der er også mange, som vi i de kommende år arbejder os igennem området. Først og fremmest skrabe sammen. Nogle af spørgsmålene bør dog kunne besvares efterhånden som vi i de kommende år arbejder os igennem området. Først og fremmest skal vi afgrænse de bebyggede områder og fastlægge bebyggelsernes varighed, så vi kan bestemme bebyggelsesstrukturen, om den f.eks. bestod af vandrende landsbyer som i Vorbasse.

Der skal rekognosceres på gammeldags manér, der skal bruges metaldetektor, og der skal prøvegraves på steder, hvor det er nødvendigt for at få en anden slags viden end den som overfladefundene kan give. Der er stof til mange års arbejde i Gudme både for Fyns Stiftsmuseum og andre institutioner.

Noter

  1. ^ Frederik Sehested fortæller selv om sine egne undersøgelser og om Broholm-skat-tens eventyrlige fremkomst i sine bøger: Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm, Kbh. 1878 og Archæologiske Undersøgelser 1878-1881, København 1884; hans virke er senest beskrevet i: 100-året for N.EB. Sehested, udgivet af Gudme amatørarkæologigruppe 1978, Odense. Møllegårdsmarken er publiceret af Erling Albrectsen: Fynske Jernalder-grave IV, Gravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm, Odense 1971. De nye fund er omtalt i en række artikler, samlet i Gudmeproblemer, Skrifter fra Historisk Institut, Odense Universitet nr. 33, Odense 1985 og Frühmittelalterliche Studien 21, Berlin 1987. Se også senere årgange af Nationalmuseets Arbejdsmark. Desuden er enkelte særligt spændende fund publiceret i Skalk. Den romerske import er fornylig behandlet af Ulla Lund Hansen: Römischer Import im Norden, Warenaustausch zwischen den römischen Reich und dem freien Germanien, Kbh. 1987.
  2. ^ O. Crumlin-Pedersen, Havne og søfart i romersk og germansk jernalder, Skrifter fra historisk institut, Odense Universitet nr. 33, s. 81. Odense 1985.
  3. ^ P.O. Thomsen, Lundeborg I, Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1986, 12-52, Ringe 1987. Samme, Skalk 1987 no. 5.
  4. ^ Sehested, Fortidsminder (som note 1) s. 172 ff, P.O. Schovsbo, Henry Petersen og vognfundene fra den ældre jernalder, Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og historie 1981, s. 118-159, 1983. Samme, Oldtidens vogne i Norden, Frederikshavn 1987, s. 28 ff.
  5. ^ J. Kousgård Sørensen, Gudhem, Frühmittelalterliche Studien 19, s. 131-138, Berlin, 1985.
  6. ^ K. Hauck, Die Goldbrakteaten der Völkerwanderungszeit I.1 Einleitung, München 1985. Fynbrakteaten samme værk I, 2 Ikonographischer Katalog nr. 58.
  7. ^ E. Munksgaard, Skattefund fra jernalderen 1970, s. 21.
  8. ^ H.H. Andersen, Vorchristliche Königsgräber in Dänemark und ihre Hintergründe, Germania 65, s. 159-173, Berlin 1987, samme, Hedenske danske kongegrave og deres historiske baggrund, Kuml. 1985. s. 11-34, 1987.

©